IVANS GLAS
Tyskerne rejste, men russerne blev i et år
Af BO GREEN JENSEN
PÅ Bornholm fik krigsårene et andet forløb end i resten af Danmark. Det er en gammel historie, som ofte bliver fortalt igen, men alligevel er reaktionen i regelen en blanding af forargelse og forbløffelse, når episoden endevendes. I besættelseshistorien udgør den en voldsom parentes, som virker mere og mere fantastisk, jo større afstanden bliver til emnet.
Bornholm blev besat den 10. april 1940, dvs. én dag senere end resten af landet. Til gengæld var der fremmede tropper på øen frem til den 5. april 1946, hvor det øvrige Danmark havde været befriet i 11 måneder. For da russerne var landet i maj 1945, ville de ikke hjem igen uden videre. Bornholmerne oplevede derfor befrielsen som endnu en okkupation.
BERLIN havde skiftende planer med øen, hvor man ikke blandede sig mere end nødvendigt i den lokale administration. Graden af engagement var bestemt af krigens globale bevægelser. I første omgang landsatte tyskerne 7-800 soldater i Rønne, som sammen med Nexø udgjorde de strategiske kernepunkter på øen, men allerede måneden efter etableredes en fast marinestyrke på cirka 50 mand. I perioder kunne der være op til 1000 tyskere på øen, og i krigens sidste fase blev en stadig strøm af flygtninge sluset hjem til Tyskland via Bornholm.
I 1941 opførte man baraklejren på Galløkken uden for Rønne, hvor der i dag er campingplads. Tyskerne brugte Bornholm som et stille sted, hvor man kunne træne sit ubådspersonale og sende trætte soldater på rekreation. Både sabotage og schalburgtage fandt sted, men i det store hele sameksisterede man fredeligt med tyskerne.* Bornholmske modstandsfolk udførte dog et strategisk vigtigt arbejde. I krigens slutning vidste englænderne mere om V-1 raketten, fordi en løsgænger som slog ned på Bornholm blev undersøgt af modstandsfolk, der sendte oplysningerne videre til London.
KRIGEN nåede sent til Bornholm, men til gengæld kom den med eftertryk. I 1944 stod det klart, at Tyskland ville tabe, og storadmiral Dönitz påbegyndte hjemtrækningen af civile og soldater fra øst. I krigens sidste dage vandt tyskerne tid gennem taktiske delkapitulationer. Man overgav sig i etaper og kunne på den måde afvikle krigen med forbløffende godt resultat. To millioner flygtninge nåede hjem til et sønderknust land, men var i live trods alt.
Den sidste tyske kommandant på Bornholm, Gerhard von Kamptz, var udnævnt af Dönitz personligt og håndplukket til opgaven, som kort og godt gik ud på ikke at kapitulere i utide. Von Kamptz kom til øen den 4. marts 1945 og gav sig til at stramme op om indsatsen. I en rapport til Berlin kritiserede han, at der intet var gjort for at indrette øen til forsvar. Han fik tilført 1000 mand og diverse artilleri, som han koncentrerede ved Rønne og Nexø. Da Tyskland den 4. maj delkapitulerede i Slesvig-Holsten, Holland og Danmark, var man stadig i krig på Bornholm.
VON Kamptz fik telegrafisk ordre til at opretholde en »jernhård disciplin«. Så sent som om morgenen den 6. maj lod han en oberstløjtnant fra egne rækker henrette, da denne kritiserede krigens afvikling. I flere dage ventede både Modstandsbevægelsen og kommandanten forgæves på en britisk officer, som von Kamptz kunne overgive sig til. Mens resten af landet fejrede befrielsen, følte bornholmerne sig i stigende grad isoleret.
Man har ofte diskuteret, hvorfor der ikke blev sendt britiske styrker til Bornholm. Der har været gisninger om, at øen med vilje blev »glemt« i en studehandel mellem vestmagterne og Sovjetunionen. Det er ikke helt forkert. Allerede ved ankomsten til København den 5. maj erklærede den britiske general Dewing, at Bornholm ikke var »hans bord«. Det har siden vist sig, at general Eisenhower, øverstkommanderende for hele den allierede krigsindsats i Europa, nedlagde forbud mod en intervention.
Eisenhower ønskede ikke at belaste det i forvejen skrøbelige forhold til den østlige allierede ved at landsætte tropper på en lille ø, der lå langt bag de russiske linjer. Da englænderne insisterede, foreslog Eisenhower Moskva, at en britisk styrke blev sendt til Bornholm for at modtage von Kamptz’ overgivelse. Først den 10. maj svarede man fra Moskva, at problemet var løst. Sovjetiske styrker var landsat i Rønne, hvor von Kamptz havde kapituleret om eftermiddagen den 9. maj.
DEN tyske overgivelse kom efter de russiske bombardementer af Rønne og Nexø, som overskygger alle andre episoder, når historien om krigen på Bornholm bliver fortalt. Mandag den 7. maj fløj to russiske fly i lav højde over havnen i Rønne. De tyske skibe åbnede ild uden videre, for det var man vant til fra fronten i øst. Flyene blev ikke ramt, men nogle timer senere vendte 15 russiske bombefly tilbage og iværksatte det første af en række angreb på Rønne og Nexø.
Efter bombardementerne kastede man flyveblade, som opfordrede tyskerne til at overgive sig. Byerne blev evakueret, og den anden bølge af bombardementer, som fulgte den 8. maj, forårsagede væsentligst materielle skader. Disse var langt mere omfattende end mennesker uden bornholmsk baggrund gør sig klart. Ti civile omkom og 35 blev såret den 7. maj. Af Rønnes 3.400 ejendomme var kun 400 uden skader efter det andet bombardement om morgenen den 8. maj. I Nexø blev 128 huse ødelagt og næsten 700 beskadiget. Det satte sit præg på en by, hvor det totale antal af matrikler var 959.
VED 16-tiden den 9. maj blev en sovjetisk fortrop på 170 mand sejlet ind til Rønne på russiske hurtigbåde. Danske Kvinders Beredskab serverede middag for dem på Missionshotellet i Grønnegade, og befrierne og de befriede så hinanden an med gensidig nervøsitet, mens officererne forhandlede i den tyske lejr på Galløkken. De første stødtropper blev afløst af et tre bataljoner stort regiment under ledelse af oberst Pjotr D. Strebkov. Da det russiske engagement på øen var på sit højeste, talte styrken 7.700 mand.
Der var store sprogproblemer under hele den russiske tid på Bornholm. Flere soldater tilegnede sig de fornødne gloser og kunne tale syngende bornholmsk, da de rejste. Trods symbolsk velvilje på begge sider fik russerne og bornholmerne aldrig noget hjerteligt forhold til hinanden. Russerne praktiserede tuskhandel og drak alkohol i eventyrlige mængder. Flere foretagsomme lokale kunne ikke dy sig for at snyde deres gæster. Man tog sig godt betalt for hårsprit og møbelpolitur. Det kom derfor til episoder, når Ivan følte sig taget ved næsen. Også russerne praktiserede hård selvjustits. Overgreb på lokalbefolkningen blev i flere tilfælde straffet med døden.
MIN mor er født i december 1935. Hun var fire år gammel, da krigen begyndte, og ni år da bomberne faldt over Rønne. Familien boede i Nørregade, i et lille hus som fik lov at blive stående, men når man i dag ser nyere bygninger stikke af mod stilen i resten af det gamle kvarter, sidder der næsten altid en plakette og fortæller, at her slog en af bomberne ned. Min morfar arbejdede på havnen i Rønne og må i flere omgange have været ude af sig selv af ængstelse, når han gik hjem for at bese skaderne.
Historierne om russernes tid på Bornholm har altid hørt til hovedstolen af legender i familiens fælles sum af historier. Min mor og hendes kammerater gjorde store øjne og hviskede sammen, da russerne trak en kridtstreg gennem skolegården. Man sagde naturligvis, at soldaterne ville skyde de børn, som krydsede stregen, og russerne var overhovedet genstand for mange drabelige spekulationer. De var langt mere fremmedartede og farverige end både tyskerne og øens egne uniformerede mænd.
MEST imponeret var børnene over gæsternes alkoholforbrug. Der var ingen grænser for, hvad Ivan ville drikke af sit glas. I skolens biologilokale blev snogen, bændelormen, abehjernen og de øvrige konserverede artikler hevet op af flasken og kastet på gulvet, så soldaterne kunne drikke dybt af den grumsede sprit. Det er en god historie, der som så mange anekdoter om russernes tid bliver bedre og bedre med årene, men kernen i den er sand. Det samme er erindringen om de tærede flygtninge, der vaklede hjem mod Tyskland i store kolonner.
Min mor husker også den ladvogn, som min morfar fik tilvejebragt, så han kunne fragte sin familie til Pedersker efter det første bombardement. Efter overgivelsen gik han alene tilbage til Rønne for at se, om huset stod endnu. Det gjorde det på magisk vis, midt i det ødelagte kvarter. I flere henseender kom min familie godt ud af krigen. Min morbror Arne og hans kone kunne endda flytte ind i et af de 300 fuldt monterede træhuse, som Sverige forærede Bornholm efter ødelæggelserne.
RUSSERNE fraterniserede ikke. De havde tilsyneladende påbud om at afslå invitationer til at komme i øens private hjem, og min mor husker ingen nære venskaber, ingen krigstidskærester, ingen midlertidige forhold af den slags, som plejer at følge med, når et land har været besat. Der var som sagt episoder med alkohol, men alt i alt opførte russerne sig eksemplarisk. Og da den danske regering i 1946 tog sig sammen til at bede gæsterne rejse, gjorde de det uden videre problemer.
DER blev dog stillet enkelte betingelser, oplyser Thomas E. Jensen, den tidligere chefredaktør på Bornholms Tidende, som har skrevet den fyndige indledning og mange af de informative billedtekster i pragtværket Bornholm i krig 1940-1946, hvorfra også denne artikels faktuelle ramme er hentet. Med Thomas E. Jensen og museumsleder Ann Vibeke Knudsen i spidsen har en redaktionsgruppe på otte medlemmer indsamlet tusindvis af fotos og beretninger fra besættelsesårene på Bornholm.
Resultatet er en smukt produceret fremstilling, en bornholmsk De så det ske, som erstatter de svært opdrivelige billedbøger, der udkom i efterkrigsårene. Især fungerer den godt sammen med Børge Kures En ø i krig, det store særtryk af artikler, som dagbladet Bornholmerens forlag udgav i 1981. Bornholm i krig supplerer også Bent Jensens Den lange befrielse (1996), hvor teksten går mere i dybden med tingene.
HER er vægten lagt på illustrationsmaterialet, 520 samtidige fotos, som er præcist og befordrende kommenteret. Her er endvidere litteraturhenvisninger og en tysk oversættelse af Thomas E. Jensens indledning. Betegnende nok rummer bogen ikke en engelsk version, og den udgives af Bornholms Museum, som gerne vil tilbyde sine gæster en bevaringsværdig souvenir. Resten af landet har nemlig aldrig interesseret sig synderligt for den bornholmske krigshistorie. Sådan var det både under og efter tyskernes stilfærdige besættelse og russernes voldsomme befrielse.
Alle fotos i artiklen er hentet i Rønne Byarkivs digitale samlinger på roenne-byarkiv.weebly.com (Rønne Byforening). Websitet er skrevet og kurateret af forfatter Ann Vibeke Knudsen, som også redigerer den store samling på www.bornholmerneshistorie.dk. De særligt effektive fotos af Hitlers portræt i ruinerne, havnen i Rønne set oppefra den 5. april 1946 og den militære ceremoni ved øens overdragelse til de danske tropper tilhører Lillen Olsen, som stod i lære hos fotograf og fotohandler Willy Hansen. Lillen Olsen mener, at fotografierne er taget af Willy Hansen. De er først blevet delt med museet i nyere tid og indgår ikke i Bornholm i krig, hvor man ellers finder de fleste gengivne fotos. Originalmaterialet findes på Bornholms Museum, Bornholms Ø-arkiv og i private samlinger.
1. Den Røde Hærs stjerne (BOM); 2. Hovedvagten i Rønne under tyskernes besættelse, fra H.V.Jørgensens samling (BØA); 3. Tyske soldater forlader Bornholm i maj 1945, her på Store Torv i Rønne (BOM); 4. Den tyske kommandant von Kamptz forlader et møde med amtmand von Stemann om formiddagen, mandag den 7. maj 1945 – Foto: Svend Erik Parksø/ HV Jørgensens samling; 5. Efterladt foto af Hitler i ruinerne. Foto: Willy Hansen/ Lillen Olsens samling; 6.-7. Vimmelskaftet 25 i Rønne efter bombardementerne, H.V. Jørgensens samling; 8. Farvekodet fremstilling af bombardementerne i Rønne – de grønne pletter er fra 7. maj 1945, de røde fra den 8. maj; 9. Sovjetrussiske tropper ankommer til Rønne Havn den 9,. maj 1945, Niels Chr. Bohn Pihls samling; 10. Russiske tropper i Sandvig Foto: Bendt Kjøller, Allinge; 11. Sovjetrussiske stødtropper i Grønnegade. Foto: Svend Parksø, Niels Chr. Bohn Pihls samling; 12. Nørregade (min mors gade) efter bombardementerne. Bornholms Ø-arkiv; 13. Evakuerede børn i Ny Kirke. Foto: Ernst G. Olsen; 14. Pinsedag 1945: Festligheder på Store Torv i Rønne. Niels Chr. Bohn Pihls samling; 15. Russiske tropper overtog de tyske lejre. Nordisk Pressefoto/ Ernst G. Olsens samling; 16. Havnen i Rønne den 5. april 1946, fra Lillen Olsens Samling; 17. Russiske tropper på vej tilbage i april 1946, Ernst G. Olsens samling; 18. Danske tropper går i land den 5. april 1946; 19. Endelig overdragelse 5. april 1946, Lillen Olsens Samling.
*) Ja, der var også bornholmske nationalsocialister. Hos Rønnes Byarkiv ligger bl.a. fotos som viser en DNSAP-parade på Hovedvagtspladsen og Østergade i Rønne. Deltagerne ser mere ivrige ud end både de tyske og russiske tropper, som senere kom til øen. Fotoet er taget af købmand Hans Chr. Hansen fra Rø. Det kan være taget i forbindelse med en demonstration i august 1937 eller 1938, som er omtalt i avisen National-Socialisten. Marchen blev gennemført 'trods tilråb fra unge marxister'.
Litteratur i øvrigt: Edmund Hansen og Johannes Thoms: Bornholm 1945. Byer bombet – og genopbygget. 78 s., 1993; Jesper Gaarskjær: Bornholm besat – det glemte hjørne af Danmark under Anden Verdenskrig. 365 s. Gyldendal, 2012.
Ann Vibeke Knudsen (red.): Bornholm i krig 1940-1946. 240 s. Bornholms Museum og Museumsrådet for Bornholms Amt, 2000.
Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Bøger 05.01.2001 – Der er revideret og skrevet til i april 2020 og april 2025.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
