Christina Rosendahl: Vores mand i Amerika | The Good Traitor (2020)

FRED I VOR TID
Diplomaten der gik sine egne veje

Af BO GREEN JENSEN

HENRIK Kauffmann (1888-1963) var ambassadøren, som repræsenterede Danmark i USA under og (længe) efter 2. verdenskrig. Han kom til Washington efter udstationeringer i New York, Berlin, Rom, Peking (kombineret med Tokyo og senere Bangkok) og hele syv år i Oslo.

   I diplomatiske cirkler svømmede han som en fisk. Mere kompliceret var forholdet til den prosaiske virkelighed, hvor situationer ikke altid kunne løses i høj fart med panache og et flot pennestrøg. Han havde flanørens ekspansive facon. Og mente, at han var i sin gode ret til at overhøre politikerne hjemme, fordi han vidste bedre og kendte til spillet.

   Da Tyskland besatte Danmark, handlede Kauffmann resolut. Han og Povl Bang-Jensen, som varetog det juridiske rugbrødsarbejde, besluttede at gå enegang og erklære sig ude af stand til at modtage ordrer fra »den ufrie danske regering«. Det er formuleringen i Dansk Biografisk Leksikon, hvor jeg har læst op på sandhedsværdien i Christina Rosendahls helteportræt.

   Filmen om Vores mand i Amerika synes ofte for enkel og eventyrlig til at være helt sand. Man tænker, at der må have været flere forhindringer. Ulrich Thomsen fremstiller Kauffmann som en Indiana Jones med slips. Christina Rosendahl har sin primære kilde i Bo Lidegaards bøger om fribytteren, I Kongens Navn (2013) og Uden mandat (2020).

DET synes faktisk at passe alt sammen. Måske ikke lige det indtryk, som filmen giver af præsident Roosevelt som en husven, der er besnakkelig, fordi han kendte admiralen, som var far til Kauffmanns hustru, Charlotte McDougall (1900-1963), og søsteren Zilla, som var Kauffmanns elskerinde. Måske heller ikke scenen, hvor Kauffmann spiser natmad med F.D.R. og Winston Churchill, som må fejre, at nu går USA i krig. Men resten ser i store træk rigtigt ud.

   Det er en fantastisk historie om en sammensat mand, der er lige dele helt og anti-helt. Hans hustru er med ham det meste af vejen. Det er Charlotte, som opfordrer Henrik til at føre stødet igennem og satse, da Tyskland indtager Danmark uden nævneværdig modstand. Har han ikke altid sagt, at diplomati består af 50% information og 50% hasardspil? Jo. Godt. Så er det nu, at du og Povl skal gøre jeres indsats.

   Indsatsen er smuk behændighedskunst. Kauffmann erklærer sig som det frie Danmarks sande gesandt og ignorerer så vidt muligt alle instrukser og henvendelser fra København, hvor regeringen og embedsværket raser.

   USA vælger at anerkende Kauffmann. Det er diplomaten Berle, som afviser Henrik, indtil han leverer sit slagtilbud. USA må have baser på Grønland. Og modsat de grønlandske landsformænd, kan Henrik garantere en uopsigelig kontrakt om brugsret til Grønland.

ROSENDAHL fremstiller Kauffmann som en begavet jonglør. Ulrich Thomsen er mere end på hjemmebane i rollen. Også Mikkel Boe Følsgaard fylder i landskabet som den kompromisløse Povl Bang-Jensen. Han har sin modpol i Einar Blechingberg (et fiktivt amalgam, formoder jeg), som er misundelig og venter på chancen til at vippe det gyldne tandem af pinden.

   Historien var på Kauffmanns side, og det var heldigvis den gode side. Landsforræderen så rigtigt, da han overskred sine beføjelser. Han hjalp os med at redde ansigt; han solgte Grønland dyrt og godt. Instruktøren siger, at hun håber, vi alle vil følge Kauffmanns eksempel, når frie værdier er truet.

   Det er hér, at jeg har et lille problem med filmen. Tænk hvis én, som holdt med de forkerte, havde handlet så kavaleragtigt. Og når Donald Trump taler om at »bære Grønland«, dvs. løfte byrden ved at være en kolonimagt, selv om det hedder noget andet nu, er hans ejermanér vel en konsekvens af handlen, som Kauffmann og USA indgik.

CHRISTINA Rosendahl ved alt dette. Hun siger, at hun stødte på historien og blev forbløffet, da hun lavede sin research til Idealisten (2015). I den film beskrev hun, hvordan DR-journalisten Poul Brink blev ved at bore i sagen om amerikanske kernevåben på basen ved Thule. Og ingen ville svare ham.

   Idealisten var en konspirationsthriller med intens atmosfære. Vores mand i Amerika bruger en helt anden palet. Det lykkes at skabe et billede af den solbeskinnede sorgløshed i Washingtons diplomatiske boble. Krigen er noget, der bliver talt om i radioen. Danmark er trange kontorer set i Vilhelm Hammershøi-lys. I USA er der velstand, blå swimmingpool og parketgulve, som Kauffmann kan bede Bang-Jensen tegne et verdenskort på.

   Der er en stemning af fransk Indokina eller Afrika i afhændelsestiden. En lille overmodenhed. Og altid en svag svimmelhed. Det er på sin plads at fremhæve fotografen Louise McLaughlin og scenografen Rie Lykke. Det lykkes dem at skabe fornemmelsen af en stor periodefilm.

ROSENDAHL vælger at gå ind i Charlotte Kauffmanns vinkel og dele hendes blik på sin mand og sin tid. Som Denise Gough fremstiller karakteren, ved Charlotte godt, at hendes jalousi over Henriks forhold til søsteren (som spilles af Zoë Tapper) ikke fører til noget godt. Men hun oplever det som et forræderi. Da hun ødelægger en reception ved at drikke for meget og være bitter, skærer han igennem. Han siger, at deres – hendes – lykke betyder meget lidt. De fleste film ville give ham ret. Det får han ikke ubetinget hér.

   Rosendahl fremhæver parrets dødsmåde som den lille dør, der blev hendes personlige vej ind i mysteriet. Begge ægtefæller døde på Skodsborg Badesanatorium den 5. juni 1963. Hvordan er ingen hemmelighed. Filmen lægger det frem i prologen og vender tilbage til slut. Jeg vil dog ikke røbe, hvad der skete. Det er filmens stærkeste scener.

DER er meget at sætte pris på i den historiske fremstilling. Der er også en lille tendens til at (melo)dramatisere storpolitikken i retning af From Here to Eternity (1953, da. Herfra til Evigheden), The Winds of War (1983, da. Krigens vinde), Pearl Harbor (2000) osv. Det er interessant at sammenligne Anders Refns De forbandede år (2020) med Vores Mand i Amerika. De overlapper i tidsbilledet, men er modsætninger i menneskesynet.

   Rosendahl tror på Indiana Jones. Hendes Kauffmann ser ned på de danskere, som lever i og med kompromiset. Det kan han kun, fordi han sidder i netop dén privilegerede situation. Filmen er fuld af beundring for manden. Den har en forklaring på identitetsmysteriet. Det er ikke hele den historiske sandhed. Men værd at se – og mere til – er Vores mand i Amerika så absolut.

I temaet Danmarks Besættelse: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Ole Bornedal: Skyggen i mit øje | The Bombardment (2021); Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

Vores mand i Amerika. Instr.: Christina Rosendahl. Manus: Kristian Bang Foss, Dunja Gry Jensen, Christina Rosendahl. Foto: Louise McLaughlin. 110 min. Danmark 2020. Dansk premiere: 13.08.2020.

Fotos: Nimbus Film [still photographers Katalin Vermes/ Nelly Kiss]/ Rosendahl Film/ MAAN Rental/ Copenhagen Film Fund/ Det Danske Filminstitut/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Danmarks Radio/ TV4/ Hungarian Film Incentives/ SF Studios International Sales/ REinvent Studios International Sales/ CineMaterial (Poster Art)/ Samuel Goldwyn Films (YouTube Trailer)/ 
Filmen streames på Blockbuster, Disney+, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

Vores mand i Amerika udkom på Blu-Ray fra SF Studios (07.12.2020) 

Første udgave af teksten Weekendavisen Kultur 14.08.2020

Ole Bornedal: Skyggen i mit øje | The Bombardment (2021)

EN TRAGISK FEJL
Aktuel revision og nye nuancer

Af BO GREEN JENSEN

DEN Franske Skole på Frederiksberg blev ødelagt ved en fejltagelse. Det skete den 21. marts 1945, da britiske fly bombarderede Shellhuset, hvor Gestapo havde sit hovedkvarter. Et Mosquito-fly ramte en elmast ved Ingerslevgade på Vesterbro. En bombe detonerede på Sønder Boulevard. Besætningen i næste angrebsbølge kunne ikke orientere sig og gik efter røgen.

   Fire fosforbomber ramte Jeanne d’Arc-skolen, som brændte ud og blev jævnet med jorden. 86 børn og 18 voksne omkom. Hele aktionen kostede 250 mennesker livet. Man havde selvsagt afvejet risici før angrebet. Aktionen stod heller ikke alene. Gestapos jyske hovedkvarter på Aarhus Universitet blev bombet i oktober 1944. Gestapos fynske hovedkvarter på Husmandsskolen i Odense blev bombet i april 1945.

DET skete hver gang på dansk foranledning. Krigen nærmede sig slutningen, og Gestapo var tæt på at optrævle modstandsbevægelsen. Hipobetjentene tog fanger, som blev indsat og afhørt på øverste etage i Shellhuset. Man kunne på den måde bruge dem som et skjold, mens man videreførte arbejdet.

   Ole Bornedals film om bombardementet er egentlig ligeglad med alt dette. Skyggen i mit øje handler ikke om krigens nærmere baggrund, men om undtagelsestilstanden, der bliver til hverdag. Alle værdier er oppe i luften, og det er en pointe, at børnene bliver dræbt af »gode« og »nødvendige« bomber.

I PROLOGEN er drengen Henry på vej over heden i Jylland. Han kører på cykel med en kurv fuld af friske æg. Et selskab har klædt sig fint på for at holde bryllup i kirken. Da de nærmer sig bagfra, ser alle op. Maskingeværskud river kroppene i stykker, og bilen bryder i brand. Henry får et chok. Herefter kan han ikke tale. Han er bange for alt, som kommer fra himlen.

   Derfor bliver drengen sendt over til sin moster (Danica Curcic) og onkel (Mads Riisom) i København. Han begynder på Den Franske Skole sammen med kusinen Rigmor. Han falder til og har en god tid med Rigmor og veninden Eva, der er lidt mere udfordret hjemme. Børnene indretter sig i deres verden. Det er med en tragisk ironi, at døden kommer fra himlen igen.

BORNEDAL er ikke interesseret i krigen, men han gør sig umage med beskrivelsen af Royal Air Force-operationen. Før flyene letter, er der en sidste besked. Det fremgår, at bilen på heden blev ramt ved en fejl. Man troede, at bryllupsgæsterne var nazister. Episoden har adresse til droneangreb i nutidens krige. Der er så mange, som dør ved et hændeligt uheld.*

   Skyggen i mit øje er helt og holdent børnenes film. Henry, Rigmor og Eva bliver fremragende spillet af Bertram Bisgaard, Ester Birch Beck og Ella Josephine Lund på henholdsvis 15, 13 og 12 år. Når filmen bliver hos dem, er indlevelsen absolut. Kun børn er helt uden skyld, siger historien. Alligevel bliver de ofre for krigen.

   Dén har voksne djævle skabt. Bornedal gør stregen mellem galt og korrekt mere gnidret, end man typisk ser i film om besættelsestiden. Han bruger krigens hverdag som baggrund for et kærlighedsforhold mellem søster Teresa (Fanny Bornedal), en tvivlende nonne, der revser sig selv, og hipomanden Frederik (Alex Høgh Andersen), der er ved at fortryde sin satsning.

FREDERIK vakler ikke kun, fordi hans side taber. Han er med i forhørslokalet, hvor den Ib Birkedal-lignende torturbøddel slår på frihedskæmperen, som har sanktioneret det kommende luftangreb. Hjemme bliver han lagt for had af sin far. Det hele gør sit indtryk, og søster Teresa rammer plet, da hun siger, at han ligner en djævel – for det er sådan, at han føler sig.

   Blandt nonnerne på skolen – hvor Susse Wold er priorinde – bliver forbindelsen mødt uden forståelse. Fanny er ellers en udmærket lærer. Bornedal giver hende sin monolog om, hvordan Gud måler tid i en helt anden skala. Hun får eleverne til at tabe deres blyanter. For Gud er 100 år måske kun et minut. Hvis han taber sin blyant og ser væk, kan en hel krig nå at foregå.**

SIDSTE akt af filmen beskriver bombardementet. Krigen afbryder hverdagen, og Skyggen i mit øje bliver næsten en From Here to Eternity (1953, da. Herfra til Evigheden). Men på teatret venter forældrene på at høre, om deres børn er levende eller døde. Så Henry må finde sin stemme igen.

   Det er en god, anstændig og levende film. Den er bedre, end man tror, når man hører det kulørte plot genfortalt. Først til slut bliver der dvælet for længe ved smerten og tvivlen i ruinerne. Fanny venter. Frederik leder. Fra mørket taler Rigmors stemme. Det er næsten som i Oliver Stones World Trade Center (2006). Frygten kan ikke blive åndeløs nok.

OLE Bornedal (f. 1959) er en af de få instruktører, som kan bruge høj stil med overbevisning, selv om han er satirisk bevidst. Han kan lægge ironien og moderniteten fra sig på en ukunstlet måde, som gør, at man tror ham. Det er slet ikke nogen selvfølge. Se bare på mørket, som bliver til vane og tomt virkemiddel i stribevis af skabelonskårne krimiserier.

*) Bornedal samarbejdede med VR-instruktøren David Adler om Shadow (15 min, DK 2021), »a virtual reality companion piece« til Skyggen i mit øje, som sætter tilskueren/opleveren i de unge bombepiloternes sted. Installationen blev vist ved diverse events, som markerede 70-året for Operation Karthago, blandt andet på Frihedsmuseet, som i 2020 var genåbnet efter branden i 2013. 

**) Bornedal kom til filmen via tv og teater, men han gjorde allerførst indtryk med nyskabende radiomontager. Der er reminiscencer af radiodigteren i flere af Bornedals billedarbejder, og han kan når som helst overraske med originale retoriske sætstykker. Et eksempel er Lillebælt-monologen, som Tommy Kenter fremsiger i miniserien Charlot & Charlotte (1996), da han gæsteoptræder som inspektør Orson, en hommage til Orson Welles og Hank Quinlan-karakteren fra Touch of Evil (1956, da. Politiets blinde øje): »Smukke Bælt. Dit store, bevidstløse dyr. Kan I lugte det? Prøv. Det lugter af alle nattens hemmeligheder. Alle rædslerne, al skønheden. Ved I, hvad det er, der løber dernede i bæltet? Det er alle børnenes tårer, samlet sammen gennem årtusinder. De løber ud i verdenshavene og herind i bæltet igen. Evig og altid. Hvis man lytter efter, helt, helt, stille, så kan man høre dem græde. Prøv. Kom. Prøv. Kan det blive smukkere?«.

I temaet Danmarks Besættelse: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

Skyggen i mit øje. Instr. & manus: Ole Bornedal. Foto: Lasse Frank Johannessen. 107 min.  Danmark-Belgien 2021. Dansk premiere: 28.10.2021.

Fotos: Miso Film/ 4Fiction/ UMedia/ DFI/ SF Studios/ Netflix/ Cinematerial [Poster Art]/ Flere stills er hentet på David Bjerres fortrinlige blog/website ikassenshow.dk/ Astrea/ Makropol [Shadow VR material]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Films

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 29.10.2021.

Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022)

REGNSKABETS TIME

De seneste film fra besættelsestiden 

Af BO GREEN JENSEN

VETERANEN Anders Refn (f. 1944) fik et sent og velfortjent comeback som instruktør, da De forbandede år (2020) blev en succes. Filmen sluttede brat på et sted, hvor alle plotlinjer stod åbne. Universet var sat op, så at sige. Det ville være ubærligt, hvis vi aldrig så, hvordan det videre gik familien Skov.

   Toeren tager historien op og gør den færdig. I udlandet hedder de to film henholdsvis Into the Darkness og Out of the Darkness. Det er betegnende titler. De forbandede år skildrer begyndelsen og slutningen på krigen, men egentlig ikke hverdagen inde i midten. Den har været der og er blevet vane, da anden del går i gang. Alting føles velkendt. Vi har jo set så mange andre film fra besættelsestiden.

   

FØRSTE del viste, hvordan besættelsen kom og tog borgerskabet på sengen – bogstaveligt for Karl og Eva Skov (Jesper Christensen og Bodil Jørgensen), som skulle fejre deres sølvbryllup den 9. april. Anden del slutter på et sted, hvor det står klart, at befrielsen ikke bliver præget af tilgivelse, forsoning og fremsyn. For så vidt er alting atter oppe i luften.

   Det er solid og håndfast historieskrivning, som prioriterer en traditionel realisme. Der er flere måder at betragte De forbandede år 2 på. For det første er man spændt på at se, hvordan de forskellige skæbner udarter. Det skal man være i historisk fiktion. Det betyder, at første krav i kontrakten er opfyldt.

   På et overordnet niveau kan man undersøge, hvordan fiktionen forholder sig til det historiske grundstof. Hver generation har sin særlige synsvinkel. Ingen forventer total præcision. Tværtimod. Vi kræver akkuratesse i dokumentaren. Spillefilmen er et partsindlæg med licens til at digte og efterjustere.

REFNS film lukker den seneste cyklus af danske fiktionsfilm fra krigsårene. Det gør den sammen med en anden fortsættelse, Hvidstengruppen II – De efterladte (2021), hvor Bodil Jørgensen også er castet centralt, fordi hun har det rette, tidstypiske look. Prisen for dét går i Refns film til Allan Olsen, der som stikkeren Arne Nordborg har den rigtige rødmossethed. Han træder fuldt færdig ud af onklernes tid med en anløben patina af snaps og fynsk cigar.

   Hvidstensgruppen II har en klar idé om at følge de overlevende kvinder fra gruppen til de samme tyske fængsler, hvor kommunisten Liva (Kathrine Thorborg Johansen) i Refns film bliver sendt ned. Desværre udarter historien til noget, der ligner torturpornografi. Mod slutningen bliver det næsten som at gense Ilsa, She Wolf of the SS (1975, da. Hunulven Ilsa).

   Anne-Grethe Bjarup Riis instruerede Hvidsten Gruppen – nogle må dø for at andre kan leve i 2012, for øvrigt med Anders Refn som »teknisk instruktør«. Da havde Ole Christian Madsen gødet jorden med den handlingsmættede Flammen & Citronen (2008). For Madsen og medforfatteren Lars K. Andersen var det vigtigt at nuancere de patetiske heltebilleder fra Bodil Ipsen og Lau Lauritzens De røde enge (1945) og Johan Jacobsens Den usynlige hær (1945).

   De ville samtidig vitalisere den anstændige spænding i Søren Kragh-Jacobsens Drengene fra Sankt Petri (1991) og Morten Henriksens filmatisering af Tage Skou-Hansens De nøgne træer (1991), som var forrige generations heltebilleder. I Flammen & Citronen fremstår sabotørerne som neurotisk drevne mænd med personlige fejl og private motiver. Idealismen kommer langt nede på listen.

MADSEN var interesseret i, hvordan hans egen generation ville reagere. Det har generelt været drivkraften i de film, der er produceret ved 80-året. Roni Ezra reviderede myten om passiv modstand i 9. april (2015). Martin Zandvliet beskrev i Under sandet (2015), hvordan tyske krigsfanger blev behandlet. Nicolo Donatos Fuglene over sundet (2016) gør klart, at transporten var en lukrativ forretning for de gode fiskere, der sejlede danske jøder til Sverige.

   Christina Rosendahl kastede et olympisk blik på den diplomatiske scene i Vores mand i Amerika (2020). Ulrich Thomsen havde rollen som Henrik Kauffmann, den danske ambassadør, der gik enegang for at markere Danmarks status som allieret. For Rosendahl var Kauffmann en helt i sit professionelle virke, men noget andet som privatperson. Det var en ny vinkel på den lille historie, som blev vristet fri af den store. Rosendahl følte sig ikke forpligtet på en objektiv sandhed om, »hvordan det var«.

   I samme frie ånd er Ole Bornedals Skyggen i mit øje (2021) en nøjagtig fortælling om barndom i krigstid. Bombningen af Den Franske Skole er både en tragisk fejl og et hændeligt uheld. Her er en usandsynlig forelskelse mellem en nonne og en hipomand. Og måske den bedste skildring af, hvordan krigen var for danske børn.

FORMENTLIG følger nu en pause, før det om ti år atter er tid. Det er ikke, fordi historien er færdig – det er den aldrig (uanset hvad Francis Fukuyama så siger). Men for generationen, som er midaldrende og bliver ældre nu, er positionerne trukket op. Der er ingen grund til at sige det samme igen.

   Der mangler stadig en stor film (eller lille miniserie), som fortæller om de russiske bombardementer på Bornholm og øens år med besættelsestropper. Den savner jeg, fordi min mor – der er født i 1935 – var skolebarn i Rønne, da russerne kom. Sådan er der altid flere historier i historien. Dén om »tyskertøserne« mangler. Dén som skildrer, hvad Jørgen Gustava Brandt kaldte »den geniale monotoni« for de unge, som bare var unge. Måske endda historien, som vover at skildre en dansk nazist med indlevelse.

DET vidner om styrken i Refns fortælling, at den faktisk har konturerne af de historier med. Af samme grund bliver familien Skov nok mere splittet, end det var regelen. Her er den et katalog over moralske og ideologiske ståsteder. Michael (Gustav Dyekjær Giese) er soldaten, der slutter sig til Frikorps Danmark. Helene (Sara Viktoria Bjerregaard) forelskede sig i en tysk officer, tog til Norge med ham og er nu tilbage. At dét får følger, siger sig selv.

   Aksel Skov (Mads Reuther) er det tætteste, som filmen kommer den arketypiske frihedskæmper. Yngste søn (Lue Dittmann Støvelbæk) er teenager og partisan. Der kommer et øjeblik, hvor den ene bror spytter den anden i ansigtet. Da føler man virkelig noget for begge. Det gør man aldrig på Badehotellet.

   

FORDI familien har tjenestefolk, kan Vedbæklund rumme alle slags overbevisning: kommunister, medløbere og idealister. Det er Huset Danmark, der står og falder med mange forskellige dagsordener. Den sagligt kulørte fortælling afvikles i et klassisk filmsprog. Der er tempo og klare kameragange.

   Man kan savne mere tid til fordybelse. For eksempel til at sidde med Michael på taget i regnskabets time. Eller være forelsket i dage på dage med Aksel og Liva, der deler en fri kærlighed. De ting er der lige som lyriske anslag, men makrofortællingen er prioriteret. Konstruktionen ville falde, hvis filmen gav sig til at standse op. Som forfatterne ser det, forløber livet vel sådan. Mange små skæbner bliver kværnet til mørtel, når den store historie skal skrives.

KARL og Eva glider fra hinanden, efterhånden som det bliver sværere at adskille privatliv og politik. Karl er fortællingens antihelt. For verden at se, har han kollaboreret. Men det sagde regeringen jo, at han skulle.

   Fabrikken trives på tyske ordrer, men Karl har ikke noget valg. Han begynder sent at have anfægtelser. Det formidles til ham, at kontante bidrag til modstandskampen vil blive husket. Vi ser Karl navigere som opportunist. Det var ikke gået i en gammel besættelsesfilm. De øvrige forretningsmænd er rene kapitalistkarikaturer. Der mangler kun Gyldenspjæts hvide galocher.

   Mens Karl forbliver neutral i princippet, er han på vedtagen dansk fiktionsvis »god nok«, når det kommer til stykket. Da sekretæren Sara Meyer (Birthe Neumann) har brug for at flygte til Sverige, tøver han ikke. »Hvor har du bare gjort det hér godt« siger Eva. Det er næsten et Matador-øjeblik, som da fru Varnæs træder i karakter og hjælper Hr. Stein.

DEN samlede saga varer fem timer. Anders Refn og Flemming Quist Møller (1942-2022) havde ideen til en revisionistisk skildring af besættelsestiden allerede midt i 1980'erne. Da var tiden ikke moden til at nuancere nationalmyten. I hvert fald rakte entusiasmen ikke til fuld finansiering.

   De forbandede år er særligt værdifuld, fordi Refn blev født under krigen. Han tilhører generationen, som fik tudet ørerne fulde af heltehistorier, der blev større for hver genfortælling. Det samme gjorde tusindkunstneren Flemming Quist Møller, som døde i januar 2022 og er savnet. Begge udviklede en sund skepsis. Omvendt var de tæt nok på til ikke at afskrive alt med ironi.

   De forbandede år er et værdigt og solidt forankret mindesmærke. Efter Strømer (1976), to Gustav Wied-film (Slægten fra 1978 og Sort høst fra 1993) og den internationale arthouse-satsning med cirkusmelodramaet De Flyvende Djævle (1985) – en anti-crowdpleaser, som er værd at genopdage – gik der 30 år med at være klipper, medinstruktør, teknisk instruktør, konsulent og alt muligt andet for andre. Nu er Refn tilbage som instruktør. Det er eksemplarisk timing. Dén kunne bære et godt manuskript.

Andre tekster om besættelsestiden: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Christina Rosendahl: Vores mand i Amerika | The Good Traitor (2020); Ole Bornedal: Skyggen i mit øje | The Bombardment (2021); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

De forbandede år 2. Instr.: Anders Refn. Manus: Anders Refn, Flemming Quist Møller. Foto: Claus Sisseck, Morten Søborg. 152 min. Danmark 2022. Dansk premiere: 21.04.2022.

Foto: Space Rocket Nation/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames [i maj 2025] på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, NETFLIX, NORDISK FILM+, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 29.08.2022

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 21.04.2022.

Martin Zandvliet: Under sandet (2015) [Danmarks Besættelse 80 år]

NUANCERNES TID
Alle Besættelsens andre historier

Af BO GREEN JENSEN

DER er ingen ende på Besættelsens historier. I årtier var man optaget af at tale om patriotisme. Så kom splittelsen i det politiske landskab og historierne om retsopgøret. Sabotørerne blev set som anti-helte med komplekse motiver. Der er langt fra De røde enge (1945) til Flammen & Citronen (2008). Alligevel var Hvidsten-gruppen (2012) en forlængelse af de gamle heltebilleder.
   Nu er en yngre generation af filmskabere begyndt at granske krigens billeder. Efter 75 år er man nået til de episoder, som ikke passer ind i forestillingen om passiv modstand. Roni Ezras 9. april fortalte om de danske soldater, som kæmpede og faldt i Haderslev. I Under sandet kaster Martin Zandvliet (Applaus, Dirch) et sjældent blik på danskerne i den første tid efter freden.
   Under krigen lagde tyske soldater over to millioner landminer i sandet ved den jyske vestkyst. Minerne lå tættere end noget andet sted i Europa – på nogle strækninger endda i flere lag – fordi man mente, at risikoen for en allieret landsætning af tropper var mest overhængende her.
   Efter krigen skulle minerne fjernes. Derfor blev 2.000 krigsfanger sendt til Danmark. De arbejdede hen over sommeren 1945, blev kummerligt behandlet og døde i stort tal. Ifølge historikeren Helge Hagemann, som skrev om minerydderne i bogen Under tvang (1998), blev henved halvdelen af de tyske mænd dræbt eller invalideret.

  
ZANDVLIETS film følger en gruppe fanger, som under ledelse af sergent Carl Leopold Rasmussen (Roland Møller) fra det allierede Parachute Regiment skal rydde en strand ved Vesterhavet.
   De får tre dages træning i Oksbøl, hvor løjtnanten (Mikkel Boe Følsgaard) lægger sadistisk iver i at betone, hvor lidt de unge mænds liv betyder – for ham og for danskerne generelt. Tyskerne knuste Europa. Nu må de rydde op og betale.
   Carl Rasmussen har i udgangspunktet den samme indstilling. I filmens første scene får han afløb for sin frustration ved at overfalde en tysk soldat, der har taget et dansk flag med på marchen tilbage. Carl knuser næsten den unge mands hoved og vil ikke holde op med at slå.
   Tre måneder senere er han alene med 14 fanger. Han er stadig opsat på at lade sin vrede gå ud over de tyske mænd. Sagen er bare, at det ikke er de samme soldater, som anbragte minerne. Fangerne er drenge på 16-17 år, indkaldt i krigens sidste dage. De længes hjem, drømmer om et liv efter mareridtet og kalder på deres mor, når de vågner om natten. De er skræmt fra vid og sans af arbejdet, som kan rive dem væk når som helst.

ZANDVLIET har samlet en gruppe unge tyske skuespillere, der kan fremstille alle de klassiske typer. Den 18-årige Sebastian (Louis Hoffman) er en slags leder, den bitre Helmuth Morbach (Joel Basmann) vil ikke spise nådsensbrød, tvillingerne Ernst og Werner (Emil og Oskar Belton) er blide og symbiotisk forbundne. Alle er hjerteskærende unge.
   Det bliver efterhånden umuligt for Carl at holde liv i sit had. Andre er mindre forsonlige. Konen på gården (Laura Bro) fryder sig, da de sultne drenge spiser kvægfoder med rotteafføring. Da løjtnanten ser Carl hente mad til sine drenge – som systematisk bliver dårligt behandlet og sultet – kommer han med sine engelske mænd og foranstalter en fornedrende afstraffelse.
   Da går Carl i brechen for sine drenge. Han spiller også fodbold med dem på stranden, og billedet er næsten en Døde Poeters Klub-idyl, da Carls hund træder på en overset mine, og hele forsoningsprocessen rulles tilbage.

SPÆNDINGEN bliver konstant holdt i live af bratte eksplosioner. Tilskueren har en taktil fornemmelse af at arbejde med kold sved på panden og stive fingre i sandet. På lydsiden følger en kortvarig døvhed hver eksplosion. Alt i filmen er skildret skærende klart. Det er som at være der selv.
   Det lykkes Zandvliet at kombinere spændingen fra film som Frygtens pris og The Hurt Locker med traditionen fra film om den gode træner eller lærer, der sætter skik på sine drenge og bliver et bedre menneske i processen. Alligevel glemmer filmen aldrig det historiske landskab. Der er ingen falsk romantik.
   Roland Møller er formidabel i sin første hovedrolle som den hårde, men retskafne Carl. Der er ikke mange fysiske spillere i dansk film, men Møller siger mere med kroppen end med sin vejrbidte udtryksløshed. 
   Efter 9. april og Under sandet mangler kun filmen, der fortæller om russernes okkupation af Bornholm. Den fandt sted i den anden ende af landet, mens drengene fjernede miner mod vest. I midten af landet var krigen forbi. De skæve historier blev fejet væk, så de ikke forstyrrede det store billede.
   Nu er det blevet nuancernes tid. Under sandet er både en moderne krigsfilm og en tidløs historie om slagne og sejrende kræfter. Den skildrer mennesket midt i det hele. Så længe vi undrer os, findes der håb.

Andre tekster i temaet Danmarks Besættelse: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

Under sandet (Land of Mine). Instr. & manus: Martin Zandvliet. Foto: Camilla Hjelm. 100 min. Danmark-Tyskland 2015. Dansk premiere: 03.12.2015.

Fotos: Nordisk Film/ Amusement Park Films/ Majgaard/ K5 International/ ZDF/ Goethe Filmproduktion/ Erftal Filmproduktion/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2, VIAPLAY, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Nordisk Film (region B) 21.04.2016

2K Blu-ray (regionsfri) fra Sony Pictures (US) 04.07.2017 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.12.2015