Christina Rosendahl: Vores mand i Amerika | The Good Traitor (2020)

FRED I VOR TID
Diplomaten der gik sine egne veje

Af BO GREEN JENSEN

HENRIK Kauffmann (1888-1963) var ambassadøren, som repræsenterede Danmark i USA under og (længe) efter 2. verdenskrig. Han kom til Washington efter udstationeringer i New York, Berlin, Rom, Peking (kombineret med Tokyo og senere Bangkok) og hele syv år i Oslo.

   I diplomatiske cirkler svømmede han som en fisk. Mere kompliceret var forholdet til den prosaiske virkelighed, hvor situationer ikke altid kunne løses i høj fart med panache og et flot pennestrøg. Han havde flanørens ekspansive facon. Og mente, at han var i sin gode ret til at overhøre politikerne hjemme, fordi han vidste bedre og kendte til spillet.

   Da Tyskland besatte Danmark, handlede Kauffmann resolut. Han og Povl Bang-Jensen, som varetog det juridiske rugbrødsarbejde, besluttede at gå enegang og erklære sig ude af stand til at modtage ordrer fra »den ufrie danske regering«. Det er formuleringen i Dansk Biografisk Leksikon, hvor jeg har læst op på sandhedsværdien i Christina Rosendahls helteportræt.

   Filmen om Vores mand i Amerika synes ofte for enkel og eventyrlig til at være helt sand. Man tænker, at der må have været flere forhindringer. Ulrich Thomsen fremstiller Kauffmann som en Indiana Jones med slips. Christina Rosendahl har sin primære kilde i Bo Lidegaards bøger om fribytteren, I Kongens Navn (2013) og Uden mandat (2020).

DET synes faktisk at passe alt sammen. Måske ikke lige det indtryk, som filmen giver af præsident Roosevelt som en husven, der er besnakkelig, fordi han kendte admiralen, som var far til Kauffmanns hustru, Charlotte McDougall (1900-1963), og søsteren Zilla, som var Kauffmanns elskerinde. Måske heller ikke scenen, hvor Kauffmann spiser natmad med F.D.R. og Winston Churchill, som må fejre, at nu går USA i krig. Men resten ser i store træk rigtigt ud.

   Det er en fantastisk historie om en sammensat mand, der er lige dele helt og anti-helt. Hans hustru er med ham det meste af vejen. Det er Charlotte, som opfordrer Henrik til at føre stødet igennem og satse, da Tyskland indtager Danmark uden nævneværdig modstand. Har han ikke altid sagt, at diplomati består af 50% information og 50% hasardspil? Jo. Godt. Så er det nu, at du og Povl skal gøre jeres indsats.

   Indsatsen er smuk behændighedskunst. Kauffmann erklærer sig som det frie Danmarks sande gesandt og ignorerer så vidt muligt alle instrukser og henvendelser fra København, hvor regeringen og embedsværket raser.

   USA vælger at anerkende Kauffmann. Det er diplomaten Berle, som afviser Henrik, indtil han leverer sit slagtilbud. USA må have baser på Grønland. Og modsat de grønlandske landsformænd, kan Henrik garantere en uopsigelig kontrakt om brugsret til Grønland.

ROSENDAHL fremstiller Kauffmann som en begavet jonglør. Ulrich Thomsen er mere end på hjemmebane i rollen. Også Mikkel Boe Følsgaard fylder i landskabet som den kompromisløse Povl Bang-Jensen. Han har sin modpol i Einar Blechingberg (et fiktivt amalgam, formoder jeg), som er misundelig og venter på chancen til at vippe det gyldne tandem af pinden.

   Historien var på Kauffmanns side, og det var heldigvis den gode side. Landsforræderen så rigtigt, da han overskred sine beføjelser. Han hjalp os med at redde ansigt; han solgte Grønland dyrt og godt. Instruktøren siger, at hun håber, vi alle vil følge Kauffmanns eksempel, når frie værdier er truet.

   Det er hér, at jeg har et lille problem med filmen. Tænk hvis én, som holdt med de forkerte, havde handlet så kavaleragtigt. Og når Donald Trump taler om at »bære Grønland«, dvs. løfte byrden ved at være en kolonimagt, selv om det hedder noget andet nu, er hans ejermanér vel en konsekvens af handlen, som Kauffmann og USA indgik.

CHRISTINA Rosendahl ved alt dette. Hun siger, at hun stødte på historien og blev forbløffet, da hun lavede sin research til Idealisten (2015). I den film beskrev hun, hvordan DR-journalisten Poul Brink blev ved at bore i sagen om amerikanske kernevåben på basen ved Thule. Og ingen ville svare ham.

   Idealisten var en konspirationsthriller med intens atmosfære. Vores mand i Amerika bruger en helt anden palet. Det lykkes at skabe et billede af den solbeskinnede sorgløshed i Washingtons diplomatiske boble. Krigen er noget, der bliver talt om i radioen. Danmark er trange kontorer set i Vilhelm Hammershøi-lys. I USA er der velstand, blå swimmingpool og parketgulve, som Kauffmann kan bede Bang-Jensen tegne et verdenskort på.

   Der er en stemning af fransk Indokina eller Afrika i afhændelsestiden. En lille overmodenhed. Og altid en svag svimmelhed. Det er på sin plads at fremhæve fotografen Louise McLaughlin og scenografen Rie Lykke. Det lykkes dem at skabe fornemmelsen af en stor periodefilm.

ROSENDAHL vælger at gå ind i Charlotte Kauffmanns vinkel og dele hendes blik på sin mand og sin tid. Som Denise Gough fremstiller karakteren, ved Charlotte godt, at hendes jalousi over Henriks forhold til søsteren (som spilles af Zoë Tapper) ikke fører til noget godt. Men hun oplever det som et forræderi. Da hun ødelægger en reception ved at drikke for meget og være bitter, skærer han igennem. Han siger, at deres – hendes – lykke betyder meget lidt. De fleste film ville give ham ret. Det får han ikke ubetinget hér.

   Rosendahl fremhæver parrets dødsmåde som den lille dør, der blev hendes personlige vej ind i mysteriet. Begge ægtefæller døde på Skodsborg Badesanatorium den 5. juni 1963. Hvordan er ingen hemmelighed. Filmen lægger det frem i prologen og vender tilbage til slut. Jeg vil dog ikke røbe, hvad der skete. Det er filmens stærkeste scener.

DER er meget at sætte pris på i den historiske fremstilling. Der er også en lille tendens til at (melo)dramatisere storpolitikken i retning af From Here to Eternity (1953, da. Herfra til Evigheden), The Winds of War (1983, da. Krigens vinde), Pearl Harbor (2000) osv. Det er interessant at sammenligne Anders Refns De forbandede år (2020) med Vores Mand i Amerika. De overlapper i tidsbilledet, men er modsætninger i menneskesynet.

   Rosendahl tror på Indiana Jones. Hendes Kauffmann ser ned på de danskere, som lever i og med kompromiset. Det kan han kun, fordi han sidder i netop dén privilegerede situation. Filmen er fuld af beundring for manden. Den har en forklaring på identitetsmysteriet. Det er ikke hele den historiske sandhed. Men værd at se – og mere til – er Vores mand i Amerika så absolut.

I temaet Danmarks Besættelse: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Ole Bornedal: Skyggen i mit øje | The Bombardment (2021); Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

Vores mand i Amerika. Instr.: Christina Rosendahl. Manus: Kristian Bang Foss, Dunja Gry Jensen, Christina Rosendahl. Foto: Louise McLaughlin. 110 min. Danmark 2020. Dansk premiere: 13.08.2020.

Fotos: Nimbus Film [still photographers Katalin Vermes/ Nelly Kiss]/ Rosendahl Film/ MAAN Rental/ Copenhagen Film Fund/ Det Danske Filminstitut/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Danmarks Radio/ TV4/ Hungarian Film Incentives/ SF Studios International Sales/ REinvent Studios International Sales/ CineMaterial (Poster Art)/ Samuel Goldwyn Films (YouTube Trailer)/ 
Filmen streames på Blockbuster, Disney+, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

Vores mand i Amerika udkom på Blu-Ray fra SF Studios (07.12.2020) 

Første udgave af teksten Weekendavisen Kultur 14.08.2020

Ole Bornedal: Skyggen i mit øje | The Bombardment (2021)

EN TRAGISK FEJL
Aktuel revision og nye nuancer

Af BO GREEN JENSEN

DEN Franske Skole på Frederiksberg blev ødelagt ved en fejltagelse. Det skete den 21. marts 1945, da britiske fly bombarderede Shellhuset, hvor Gestapo havde sit hovedkvarter. Et Mosquito-fly ramte en elmast ved Ingerslevgade på Vesterbro. En bombe detonerede på Sønder Boulevard. Besætningen i næste angrebsbølge kunne ikke orientere sig og gik efter røgen.

   Fire fosforbomber ramte Jeanne d’Arc-skolen, som brændte ud og blev jævnet med jorden. 86 børn og 18 voksne omkom. Hele aktionen kostede 250 mennesker livet. Man havde selvsagt afvejet risici før angrebet. Aktionen stod heller ikke alene. Gestapos jyske hovedkvarter på Aarhus Universitet blev bombet i oktober 1944. Gestapos fynske hovedkvarter på Husmandsskolen i Odense blev bombet i april 1945.

DET skete hver gang på dansk foranledning. Krigen nærmede sig slutningen, og Gestapo var tæt på at optrævle modstandsbevægelsen. Hipobetjentene tog fanger, som blev indsat og afhørt på øverste etage i Shellhuset. Man kunne på den måde bruge dem som et skjold, mens man videreførte arbejdet.

   Ole Bornedals film om bombardementet er egentlig ligeglad med alt dette. Skyggen i mit øje handler ikke om krigens nærmere baggrund, men om undtagelsestilstanden, der bliver til hverdag. Alle værdier er oppe i luften, og det er en pointe, at børnene bliver dræbt af »gode« og »nødvendige« bomber.

I PROLOGEN er drengen Henry på vej over heden i Jylland. Han kører på cykel med en kurv fuld af friske æg. Et selskab har klædt sig fint på for at holde bryllup i kirken. Da de nærmer sig bagfra, ser alle op. Maskingeværskud river kroppene i stykker, og bilen bryder i brand. Henry får et chok. Herefter kan han ikke tale. Han er bange for alt, som kommer fra himlen.

   Derfor bliver drengen sendt over til sin moster (Danica Curcic) og onkel (Mads Riisom) i København. Han begynder på Den Franske Skole sammen med kusinen Rigmor. Han falder til og har en god tid med Rigmor og veninden Eva, der er lidt mere udfordret hjemme. Børnene indretter sig i deres verden. Det er med en tragisk ironi, at døden kommer fra himlen igen.

BORNEDAL er ikke interesseret i krigen, men han gør sig umage med beskrivelsen af Royal Air Force-operationen. Før flyene letter, er der en sidste besked. Det fremgår, at bilen på heden blev ramt ved en fejl. Man troede, at bryllupsgæsterne var nazister. Episoden har adresse til droneangreb i nutidens krige. Der er så mange, som dør ved et hændeligt uheld.*

   Skyggen i mit øje er helt og holdent børnenes film. Henry, Rigmor og Eva bliver fremragende spillet af Bertram Bisgaard, Ester Birch Beck og Ella Josephine Lund på henholdsvis 15, 13 og 12 år. Når filmen bliver hos dem, er indlevelsen absolut. Kun børn er helt uden skyld, siger historien. Alligevel bliver de ofre for krigen.

   Dén har voksne djævle skabt. Bornedal gør stregen mellem galt og korrekt mere gnidret, end man typisk ser i film om besættelsestiden. Han bruger krigens hverdag som baggrund for et kærlighedsforhold mellem søster Teresa (Fanny Bornedal), en tvivlende nonne, der revser sig selv, og hipomanden Frederik (Alex Høgh Andersen), der er ved at fortryde sin satsning.

FREDERIK vakler ikke kun, fordi hans side taber. Han er med i forhørslokalet, hvor den Ib Birkedal-lignende torturbøddel slår på frihedskæmperen, som har sanktioneret det kommende luftangreb. Hjemme bliver han lagt for had af sin far. Det hele gør sit indtryk, og søster Teresa rammer plet, da hun siger, at han ligner en djævel – for det er sådan, at han føler sig.

   Blandt nonnerne på skolen – hvor Susse Wold er priorinde – bliver forbindelsen mødt uden forståelse. Fanny er ellers en udmærket lærer. Bornedal giver hende sin monolog om, hvordan Gud måler tid i en helt anden skala. Hun får eleverne til at tabe deres blyanter. For Gud er 100 år måske kun et minut. Hvis han taber sin blyant og ser væk, kan en hel krig nå at foregå.**

SIDSTE akt af filmen beskriver bombardementet. Krigen afbryder hverdagen, og Skyggen i mit øje bliver næsten en From Here to Eternity (1953, da. Herfra til Evigheden). Men på teatret venter forældrene på at høre, om deres børn er levende eller døde. Så Henry må finde sin stemme igen.

   Det er en god, anstændig og levende film. Den er bedre, end man tror, når man hører det kulørte plot genfortalt. Først til slut bliver der dvælet for længe ved smerten og tvivlen i ruinerne. Fanny venter. Frederik leder. Fra mørket taler Rigmors stemme. Det er næsten som i Oliver Stones World Trade Center (2006). Frygten kan ikke blive åndeløs nok.

OLE Bornedal (f. 1959) er en af de få instruktører, som kan bruge høj stil med overbevisning, selv om han er satirisk bevidst. Han kan lægge ironien og moderniteten fra sig på en ukunstlet måde, som gør, at man tror ham. Det er slet ikke nogen selvfølge. Se bare på mørket, som bliver til vane og tomt virkemiddel i stribevis af skabelonskårne krimiserier.

*) Bornedal samarbejdede med VR-instruktøren David Adler om Shadow (15 min, DK 2021), »a virtual reality companion piece« til Skyggen i mit øje, som sætter tilskueren/opleveren i de unge bombepiloternes sted. Installationen blev vist ved diverse events, som markerede 70-året for Operation Karthago, blandt andet på Frihedsmuseet, som i 2020 var genåbnet efter branden i 2013. 

**) Bornedal kom til filmen via tv og teater, men han gjorde allerførst indtryk med nyskabende radiomontager. Der er reminiscencer af radiodigteren i flere af Bornedals billedarbejder, og han kan når som helst overraske med originale retoriske sætstykker. Et eksempel er Lillebælt-monologen, som Tommy Kenter fremsiger i miniserien Charlot & Charlotte (1996), da han gæsteoptræder som inspektør Orson, en hommage til Orson Welles og Hank Quinlan-karakteren fra Touch of Evil (1956, da. Politiets blinde øje): »Smukke Bælt. Dit store, bevidstløse dyr. Kan I lugte det? Prøv. Det lugter af alle nattens hemmeligheder. Alle rædslerne, al skønheden. Ved I, hvad det er, der løber dernede i bæltet? Det er alle børnenes tårer, samlet sammen gennem årtusinder. De løber ud i verdenshavene og herind i bæltet igen. Evig og altid. Hvis man lytter efter, helt, helt, stille, så kan man høre dem græde. Prøv. Kom. Prøv. Kan det blive smukkere?«.

I temaet Danmarks Besættelse: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

Skyggen i mit øje. Instr. & manus: Ole Bornedal. Foto: Lasse Frank Johannessen. 107 min.  Danmark-Belgien 2021. Dansk premiere: 28.10.2021.

Fotos: Miso Film/ 4Fiction/ UMedia/ DFI/ SF Studios/ Netflix/ Cinematerial [Poster Art]/ Flere stills er hentet på David Bjerres fortrinlige blog/website ikassenshow.dk/ Astrea/ Makropol [Shadow VR material]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Films

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 29.10.2021.

Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022)

REGNSKABETS TIME

De seneste film fra besættelsestiden 

Af BO GREEN JENSEN

VETERANEN Anders Refn (f. 1944) fik et sent og velfortjent comeback som instruktør, da De forbandede år (2020) blev en succes. Filmen sluttede brat på et sted, hvor alle plotlinjer stod åbne. Universet var sat op, så at sige. Det ville være ubærligt, hvis vi aldrig så, hvordan det videre gik familien Skov.

   Toeren tager historien op og gør den færdig. I udlandet hedder de to film henholdsvis Into the Darkness og Out of the Darkness. Det er betegnende titler. De forbandede år skildrer begyndelsen og slutningen på krigen, men egentlig ikke hverdagen inde i midten. Den har været der og er blevet vane, da anden del går i gang. Alting føles velkendt. Vi har jo set så mange andre film fra besættelsestiden.

   

FØRSTE del viste, hvordan besættelsen kom og tog borgerskabet på sengen – bogstaveligt for Karl og Eva Skov (Jesper Christensen og Bodil Jørgensen), som skulle fejre deres sølvbryllup den 9. april. Anden del slutter på et sted, hvor det står klart, at befrielsen ikke bliver præget af tilgivelse, forsoning og fremsyn. For så vidt er alting atter oppe i luften.

   Det er solid og håndfast historieskrivning, som prioriterer en traditionel realisme. Der er flere måder at betragte De forbandede år 2 på. For det første er man spændt på at se, hvordan de forskellige skæbner udarter. Det skal man være i historisk fiktion. Det betyder, at første krav i kontrakten er opfyldt.

   På et overordnet niveau kan man undersøge, hvordan fiktionen forholder sig til det historiske grundstof. Hver generation har sin særlige synsvinkel. Ingen forventer total præcision. Tværtimod. Vi kræver akkuratesse i dokumentaren. Spillefilmen er et partsindlæg med licens til at digte og efterjustere.

REFNS film lukker den seneste cyklus af danske fiktionsfilm fra krigsårene. Det gør den sammen med en anden fortsættelse, Hvidstengruppen II – De efterladte (2021), hvor Bodil Jørgensen også er castet centralt, fordi hun har det rette, tidstypiske look. Prisen for dét går i Refns film til Allan Olsen, der som stikkeren Arne Nordborg har den rigtige rødmossethed. Han træder fuldt færdig ud af onklernes tid med en anløben patina af snaps og fynsk cigar.

   Hvidstensgruppen II har en klar idé om at følge de overlevende kvinder fra gruppen til de samme tyske fængsler, hvor kommunisten Liva (Kathrine Thorborg Johansen) i Refns film bliver sendt ned. Desværre udarter historien til noget, der ligner torturpornografi. Mod slutningen bliver det næsten som at gense Ilsa, She Wolf of the SS (1975, da. Hunulven Ilsa).

   Anne-Grethe Bjarup Riis instruerede Hvidsten Gruppen – nogle må dø for at andre kan leve i 2012, for øvrigt med Anders Refn som »teknisk instruktør«. Da havde Ole Christian Madsen gødet jorden med den handlingsmættede Flammen & Citronen (2008). For Madsen og medforfatteren Lars K. Andersen var det vigtigt at nuancere de patetiske heltebilleder fra Bodil Ipsen og Lau Lauritzens De røde enge (1945) og Johan Jacobsens Den usynlige hær (1945).

   De ville samtidig vitalisere den anstændige spænding i Søren Kragh-Jacobsens Drengene fra Sankt Petri (1991) og Morten Henriksens filmatisering af Tage Skou-Hansens De nøgne træer (1991), som var forrige generations heltebilleder. I Flammen & Citronen fremstår sabotørerne som neurotisk drevne mænd med personlige fejl og private motiver. Idealismen kommer langt nede på listen.

MADSEN var interesseret i, hvordan hans egen generation ville reagere. Det har generelt været drivkraften i de film, der er produceret ved 80-året. Roni Ezra reviderede myten om passiv modstand i 9. april (2015). Martin Zandvliet beskrev i Under sandet (2015), hvordan tyske krigsfanger blev behandlet. Nicolo Donatos Fuglene over sundet (2016) gør klart, at transporten var en lukrativ forretning for de gode fiskere, der sejlede danske jøder til Sverige.

   Christina Rosendahl kastede et olympisk blik på den diplomatiske scene i Vores mand i Amerika (2020). Ulrich Thomsen havde rollen som Henrik Kauffmann, den danske ambassadør, der gik enegang for at markere Danmarks status som allieret. For Rosendahl var Kauffmann en helt i sit professionelle virke, men noget andet som privatperson. Det var en ny vinkel på den lille historie, som blev vristet fri af den store. Rosendahl følte sig ikke forpligtet på en objektiv sandhed om, »hvordan det var«.

   I samme frie ånd er Ole Bornedals Skyggen i mit øje (2021) en nøjagtig fortælling om barndom i krigstid. Bombningen af Den Franske Skole er både en tragisk fejl og et hændeligt uheld. Her er en usandsynlig forelskelse mellem en nonne og en hipomand. Og måske den bedste skildring af, hvordan krigen var for danske børn.

FORMENTLIG følger nu en pause, før det om ti år atter er tid. Det er ikke, fordi historien er færdig – det er den aldrig (uanset hvad Francis Fukuyama så siger). Men for generationen, som er midaldrende og bliver ældre nu, er positionerne trukket op. Der er ingen grund til at sige det samme igen.

   Der mangler stadig en stor film (eller lille miniserie), som fortæller om de russiske bombardementer på Bornholm og øens år med besættelsestropper. Den savner jeg, fordi min mor – der er født i 1935 – var skolebarn i Rønne, da russerne kom. Sådan er der altid flere historier i historien. Dén om »tyskertøserne« mangler. Dén som skildrer, hvad Jørgen Gustava Brandt kaldte »den geniale monotoni« for de unge, som bare var unge. Måske endda historien, som vover at skildre en dansk nazist med indlevelse.

DET vidner om styrken i Refns fortælling, at den faktisk har konturerne af de historier med. Af samme grund bliver familien Skov nok mere splittet, end det var regelen. Her er den et katalog over moralske og ideologiske ståsteder. Michael (Gustav Dyekjær Giese) er soldaten, der slutter sig til Frikorps Danmark. Helene (Sara Viktoria Bjerregaard) forelskede sig i en tysk officer, tog til Norge med ham og er nu tilbage. At dét får følger, siger sig selv.

   Aksel Skov (Mads Reuther) er det tætteste, som filmen kommer den arketypiske frihedskæmper. Yngste søn (Lue Dittmann Støvelbæk) er teenager og partisan. Der kommer et øjeblik, hvor den ene bror spytter den anden i ansigtet. Da føler man virkelig noget for begge. Det gør man aldrig på Badehotellet.

   

FORDI familien har tjenestefolk, kan Vedbæklund rumme alle slags overbevisning: kommunister, medløbere og idealister. Det er Huset Danmark, der står og falder med mange forskellige dagsordener. Den sagligt kulørte fortælling afvikles i et klassisk filmsprog. Der er tempo og klare kameragange.

   Man kan savne mere tid til fordybelse. For eksempel til at sidde med Michael på taget i regnskabets time. Eller være forelsket i dage på dage med Aksel og Liva, der deler en fri kærlighed. De ting er der lige som lyriske anslag, men makrofortællingen er prioriteret. Konstruktionen ville falde, hvis filmen gav sig til at standse op. Som forfatterne ser det, forløber livet vel sådan. Mange små skæbner bliver kværnet til mørtel, når den store historie skal skrives.

KARL og Eva glider fra hinanden, efterhånden som det bliver sværere at adskille privatliv og politik. Karl er fortællingens antihelt. For verden at se, har han kollaboreret. Men det sagde regeringen jo, at han skulle.

   Fabrikken trives på tyske ordrer, men Karl har ikke noget valg. Han begynder sent at have anfægtelser. Det formidles til ham, at kontante bidrag til modstandskampen vil blive husket. Vi ser Karl navigere som opportunist. Det var ikke gået i en gammel besættelsesfilm. De øvrige forretningsmænd er rene kapitalistkarikaturer. Der mangler kun Gyldenspjæts hvide galocher.

   Mens Karl forbliver neutral i princippet, er han på vedtagen dansk fiktionsvis »god nok«, når det kommer til stykket. Da sekretæren Sara Meyer (Birthe Neumann) har brug for at flygte til Sverige, tøver han ikke. »Hvor har du bare gjort det hér godt« siger Eva. Det er næsten et Matador-øjeblik, som da fru Varnæs træder i karakter og hjælper Hr. Stein.

DEN samlede saga varer fem timer. Anders Refn og Flemming Quist Møller (1942-2022) havde ideen til en revisionistisk skildring af besættelsestiden allerede midt i 1980'erne. Da var tiden ikke moden til at nuancere nationalmyten. I hvert fald rakte entusiasmen ikke til fuld finansiering.

   De forbandede år er særligt værdifuld, fordi Refn blev født under krigen. Han tilhører generationen, som fik tudet ørerne fulde af heltehistorier, der blev større for hver genfortælling. Det samme gjorde tusindkunstneren Flemming Quist Møller, som døde i januar 2022 og er savnet. Begge udviklede en sund skepsis. Omvendt var de tæt nok på til ikke at afskrive alt med ironi.

   De forbandede år er et værdigt og solidt forankret mindesmærke. Efter Strømer (1976), to Gustav Wied-film (Slægten fra 1978 og Sort høst fra 1993) og den internationale arthouse-satsning med cirkusmelodramaet De Flyvende Djævle (1985) – en anti-crowdpleaser, som er værd at genopdage – gik der 30 år med at være klipper, medinstruktør, teknisk instruktør, konsulent og alt muligt andet for andre. Nu er Refn tilbage som instruktør. Det er eksemplarisk timing. Dén kunne bære et godt manuskript.

Andre tekster om besættelsestiden: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Christina Rosendahl: Vores mand i Amerika | The Good Traitor (2020); Ole Bornedal: Skyggen i mit øje | The Bombardment (2021); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

De forbandede år 2. Instr.: Anders Refn. Manus: Anders Refn, Flemming Quist Møller. Foto: Claus Sisseck, Morten Søborg. 152 min. Danmark 2022. Dansk premiere: 21.04.2022.

Foto: Space Rocket Nation/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames [i maj 2025] på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, NETFLIX, NORDISK FILM+, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 29.08.2022

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 21.04.2022.

De kaldte hende Sarah/Elle s'appelait Sarah (2010) [Krigens børn]

OPERATION FORÅRSBLÆST
Vélodrome d'Hiver og mordet på de franske jøder

Af BO GREEN JENSEN

NÅR ilden tager fat, bliver flammerne ved. Fransk film var længe om at skildre 2. verdenskrigs kollaboratører, den mere end samarbejdsvillige Pétain/Laval-regering i Vichy og den særligt nidkære omhu, hvormed myndighederne bistod den tyske besættelsesmagt i udrensningen af den jødiske befolkning. Til gengæld er der nu ingen ende på forklaringstrang og bekendelsesiver.

   Vist var der dokumentararbejder som Alain Resnais’ Nuit et brouillard (1955, da. Nat og tåge), men fiktionsfilmen foretrak epos om la Résistance og var ligesom i Danmark optaget af at konsolidere heroiske nationalmyter. Hvem husker ikke løjerne i La grande vadrouille (1966, da. Undskyld, vi flygter)?

   Først i tredje generation vandt nuancerne indpas. Nu er antisemitismen et af de store historiske temaer, kun overgået af brutaliteten i nedkæmpningen af 1960ernes oprør i Algeriet. Der er ikke mange sten tilbage af myten om den diskrete, men samlede modstand.

DEN 16. og 17. juli 1942 blev 13.152 franske jøder arresteret. Det var almindelige familier. Kun en fjerdedel af de tilbageholdte var mænd. 44 % var kvinder, 31% børn under 16 år. Nogle blev anbragt i koncentrationslejren i Drancy. Resten blev samlet på Vélodrome d’Hiver, en sportshal i det 15. arondissement.

   Aktionens kodenavn var »Opération Vent printanier«, dvs. Operation Forårsblæst. Den blev udført af fransk politi i samarbejde med 3.400 medlemmer af Jaques Doriots fascistiske parti PPF. Historien husker forbrydelsen som »la Rafle Vel d’Hiv«.

   Hvis man forestiller sig 7.000 mennesker samlet i Forum i fem døgn uden sanitære faciliteter, har man en forestilling om, hvad Vel d’Hiv indebar. Situationen trodser de fleste beskrivelser, og det kan være én grund til tavsheden. En anden er skammen. Muligvis var hele Danmark ikke med til at sejle jøder til Sverige. Vor egen Doriot hed Frits Clausen. Men der er intet i vores historie, som bare minder om Vel d’Hiv.

EFTER kulørte heltehistorier i 1950erne og 60erne, blev et mørkere billede synligt i 1970erne. Film som Michel Michanis Les Guichets du Louvre (1974) og Joseph Loseys Monsieur Klein (1976) brugte antisemitismen som baggrund. Begge nævner Vel d’Hiv og Drancy. Da Regine Deforges i La bicyclette bleue (1981, da. Pigen med den blå cykel) begyndte at skrive besættelseshistorie med Borte med blæsten som skabelon, var det med en bevidsthed om, hvad der egentlig skete.

   Claude Lanzmann lod vidnerne fortælle om lejrene i Shoah (1984). I 1992 blev William Karels dokumentarprogram La Rafle du Vel d’Hiv sendt på France 3. En anden vigtig markering var talen, som Jacques Chirac holdt den 16. juli 1995:

   »Disse sorte timer vil plette vor historie for altid (...) Ja, besættelsesmagtens kriminelle vanvid blev sekunderet af Frankrig, af den franske stat. For 53 år siden, den 16. juli 1942, adlød 450 politibetjente deres ledere og tog imod ordrer fra nazisterne (...) Frankrig, arnestedet for Oplysning og Menneskeret, syndede den dag uopretteligt. Nationen brød sit løfte og udleverede de, som den skulle beskytte, til deres bødler.«

MANGE moderne beskrivelser er skabt af jødiske kunstnere, som har undersøgt deres familiehistorie. Det gælder Roselyne Boschs film La rafle (2010, da. Beslutningen), hvor historiske personer som Hitler, Himmler, Pétain og Laval optræder, mens Jean Reno har helterollen som lægen, der prøver at gøre en forskel.

   Elle s’appelait Sarah er baseret på en erindringsroman fra 2007 af Tatiana de Rosnay. Journalisten Julia Jarmond (Kristin Scott Thomas) skriver på en artikel om Vel d’Hiv i 60-året for episoden. Samtidig er hun ved at flytte ind i en lejlighed i Paris med sin franske mand og datteren Zoe. Lejligheden kom i familien Tezacs besiddelse i 1942, da familien Starzinsky blev arresteret.

   Da det skete, prøvede Sarah på ti år at redde sin lillebror. Hun låste drengen inde i skabet i væggen og lovede at komme tilbage. Det lykkedes hende at holde fast i nøglen på Vel d’Hiv og i en lejr, hun flygtede fra. Hun blev hjulpet af den gode Dufaure-familie, der opdrog hende som en datter. Sarah kom sig aldrig over synet af det, som var i skabet, da hun kunne holde sit løfte. Hun tog til USA, blev gift og begik selvmord i 1962, da hun lod sin bil skifte bane og møde en lastvogn.

DET er en meget melodramatisk beretning. I Gilles Paquet-Brenners filmudgave indgår også krisen i journalistens eget ægteskab, som går i stykker, fordi hun bliver gravid. Der er 8-9 sammenflettede familiehistorier, irriterende kronologiske krydsklip, en hob af sentimentale tilfældigheder og en grådkvalt slutning, som bringer Aidan Quinn ind i sammenhængen, netop som man har mere end nok.

   Alligevel gør filmen sin virkning. Man kastes direkte ind i forløbet og får en konkret fornemmelse af desperationen på den overfyldte vintercykelbane. Paquet-Brenner viser fækalierne, sølet og angsten, men også menneskeligheden hos de få, som gør modstand. Det lykkes at skabe en narrativ forbindelse mellem Sarah (der spilles af Mélusine Mayance som barn og af Charlotte Poutrel som ung kvinde) og journalisten.

IKKE siden Claude Millers Un Secret (2007, da. En hemmelighed), som var baseret på en (bedre) roman af Philippe Grimbert, har en film haft fingrene så langt nede i stoffet. Grusomheden, skadefryden, kujoneriet og opportunismen bliver skildret, men De kaldte hende Sarah har også øjne for modet hos en betjent, der får dårlig samvittighed og lader pigerne flygte, og for fornuften hos en gammel kvinde (Giséle Casadesus), som påpeger, at det er let at være tapper og fordømmende på skråsikker, bagklog afstand.

   Skønt meget ved den sidste, amerikanske og italienske del af historien forekommer overflødigt, er det nyttigt at følge Sarah som voksen. Paquet-Brenner viser aldrig, hvad Sarah ser i skabet, da det bliver åbnet. Til gengæld viser han dollargrinet, der skifter bane i USA tyve år efter. Der sættes hverken ord eller ansigter på.

   De kaldte hende Sarah skal ses for historiens skyld. Den er debatskabende billeddrama, snarere end udødelig filmkunst. Hvem ved, om man selv havde magtet at sige fra? Man retter sig dog lidt i sædet ved tanken om danskernes redningsaktion.

Se også Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]; Cate Shortland: Lore (2012) [Krigens børn]; Forår for Hitler: Jojo Rabbit (2019) [Oscars 2020]; Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003); Det store stilehæfte/Le grand cahier (2013) [Krigens børn]; Kosinski | Marhoul: The Painted Bird (2019) [Krigens børn]; Dennis Gansel: Napola/Before the Fall (2004) [Krigens børn] og Flugten til Nice/Un sac de billes [Krigens børn]. 

De kaldte hende Sarah (Elle s’appelait Sarah/Sarah’s Key). Instr.: Gilles Paquet-Brenner. Manus: Serge Joncour & Gille Paquet-Brenner. Foto: Pascal Ridao. 111 min. Frankrig 2010. Dansk premiere: 24.03.2011.

Fotos: Hugo Productions/ Studio 37/ TF1/ France 2 Cinéma/ Canal+/ TWC/ Julie Bonet (author Tatiana de Rosnay with actor Mélusine Mayance)/ SF Anytime/ YouTube 

Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal (region B) 28.11.2011

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 25.03.2011