Ole Bornedal: Skyggen i mit øje | The Bombardment (2021)

EN TRAGISK FEJL
Aktuel revision og nye nuancer

Af BO GREEN JENSEN

DEN Franske Skole på Frederiksberg blev ødelagt ved en fejltagelse. Det skete den 21. marts 1945, da britiske fly bombarderede Shellhuset, hvor Gestapo havde sit hovedkvarter. Et Mosquito-fly ramte en elmast ved Ingerslevgade på Vesterbro. En bombe detonerede på Sønder Boulevard. Besætningen i næste angrebsbølge kunne ikke orientere sig og gik efter røgen.

   Fire fosforbomber ramte Jeanne d’Arc-skolen, som brændte ud og blev jævnet med jorden. 86 børn og 18 voksne omkom. Hele aktionen kostede 250 mennesker livet. Man havde selvsagt afvejet risici før angrebet. Aktionen stod heller ikke alene. Gestapos jyske hovedkvarter på Aarhus Universitet blev bombet i oktober 1944. Gestapos fynske hovedkvarter på Husmandsskolen i Odense blev bombet i april 1945.

DET skete hver gang på dansk foranledning. Krigen nærmede sig slutningen, og Gestapo var tæt på at optrævle modstandsbevægelsen. Hipobetjentene tog fanger, som blev indsat og afhørt på øverste etage i Shellhuset. Man kunne på den måde bruge dem som et skjold, mens man videreførte arbejdet.

   Ole Bornedals film om bombardementet er egentlig ligeglad med alt dette. Skyggen i mit øje handler ikke om krigens nærmere baggrund, men om undtagelsestilstanden, der bliver til hverdag. Alle værdier er oppe i luften, og det er en pointe, at børnene bliver dræbt af »gode« og »nødvendige« bomber.

I PROLOGEN er drengen Henry på vej over heden i Jylland. Han kører på cykel med en kurv fuld af friske æg. Et selskab har klædt sig fint på for at holde bryllup i kirken. Da de nærmer sig bagfra, ser alle op. Maskingeværskud river kroppene i stykker, og bilen bryder i brand. Henry får et chok. Herefter kan han ikke tale. Han er bange for alt, som kommer fra himlen.

   Derfor bliver drengen sendt over til sin moster (Danica Curcic) og onkel (Mads Riisom) i København. Han begynder på Den Franske Skole sammen med kusinen Rigmor. Han falder til og har en god tid med Rigmor og veninden Eva, der er lidt mere udfordret hjemme. Børnene indretter sig i deres verden. Det er med en tragisk ironi, at døden kommer fra himlen igen.

BORNEDAL er ikke interesseret i krigen, men han gør sig umage med beskrivelsen af Royal Air Force-operationen. Før flyene letter, er der en sidste besked. Det fremgår, at bilen på heden blev ramt ved en fejl. Man troede, at bryllupsgæsterne var nazister. Episoden har adresse til droneangreb i nutidens krige. Der er så mange, som dør ved et hændeligt uheld.*

   Skyggen i mit øje er helt og holdent børnenes film. Henry, Rigmor og Eva bliver fremragende spillet af Bertram Bisgaard, Ester Birch Beck og Ella Josephine Lund på henholdsvis 15, 13 og 12 år. Når filmen bliver hos dem, er indlevelsen absolut. Kun børn er helt uden skyld, siger historien. Alligevel bliver de ofre for krigen.

   Dén har voksne djævle skabt. Bornedal gør stregen mellem galt og korrekt mere gnidret, end man typisk ser i film om besættelsestiden. Han bruger krigens hverdag som baggrund for et kærlighedsforhold mellem søster Teresa (Fanny Bornedal), en tvivlende nonne, der revser sig selv, og hipomanden Frederik (Alex Høgh Andersen), der er ved at fortryde sin satsning.

FREDERIK vakler ikke kun, fordi hans side taber. Han er med i forhørslokalet, hvor den Ib Birkedal-lignende torturbøddel slår på frihedskæmperen, som har sanktioneret det kommende luftangreb. Hjemme bliver han lagt for had af sin far. Det hele gør sit indtryk, og søster Teresa rammer plet, da hun siger, at han ligner en djævel – for det er sådan, at han føler sig.

   Blandt nonnerne på skolen – hvor Susse Wold er priorinde – bliver forbindelsen mødt uden forståelse. Fanny er ellers en udmærket lærer. Bornedal giver hende sin monolog om, hvordan Gud måler tid i en helt anden skala. Hun får eleverne til at tabe deres blyanter. For Gud er 100 år måske kun et minut. Hvis han taber sin blyant og ser væk, kan en hel krig nå at foregå.**

SIDSTE akt af filmen beskriver bombardementet. Krigen afbryder hverdagen, og Skyggen i mit øje bliver næsten en From Here to Eternity (1953, da. Herfra til Evigheden). Men på teatret venter forældrene på at høre, om deres børn er levende eller døde. Så Henry må finde sin stemme igen.

   Det er en god, anstændig og levende film. Den er bedre, end man tror, når man hører det kulørte plot genfortalt. Først til slut bliver der dvælet for længe ved smerten og tvivlen i ruinerne. Fanny venter. Frederik leder. Fra mørket taler Rigmors stemme. Det er næsten som i Oliver Stones World Trade Center (2006). Frygten kan ikke blive åndeløs nok.

OLE Bornedal (f. 1959) er en af de få instruktører, som kan bruge høj stil med overbevisning, selv om han er satirisk bevidst. Han kan lægge ironien og moderniteten fra sig på en ukunstlet måde, som gør, at man tror ham. Det er slet ikke nogen selvfølge. Se bare på mørket, som bliver til vane og tomt virkemiddel i stribevis af skabelonskårne krimiserier.

*) Bornedal samarbejdede med VR-instruktøren David Adler om Shadow (15 min, DK 2021), »a virtual reality companion piece« til Skyggen i mit øje, som sætter tilskueren/opleveren i de unge bombepiloternes sted. Installationen blev vist ved diverse events, som markerede 70-året for Operation Karthago, blandt andet på Frihedsmuseet, som i 2020 var genåbnet efter branden i 2013. 

**) Bornedal kom til filmen via tv og teater, men han gjorde allerførst indtryk med nyskabende radiomontager. Der er reminiscencer af radiodigteren i flere af Bornedals billedarbejder, og han kan når som helst overraske med originale retoriske sætstykker. Et eksempel er Lillebælt-monologen, som Tommy Kenter fremsiger i miniserien Charlot & Charlotte (1996), da han gæsteoptræder som inspektør Orson, en hommage til Orson Welles og Hank Quinlan-karakteren fra Touch of Evil (1956, da. Politiets blinde øje): »Smukke Bælt. Dit store, bevidstløse dyr. Kan I lugte det? Prøv. Det lugter af alle nattens hemmeligheder. Alle rædslerne, al skønheden. Ved I, hvad det er, der løber dernede i bæltet? Det er alle børnenes tårer, samlet sammen gennem årtusinder. De løber ud i verdenshavene og herind i bæltet igen. Evig og altid. Hvis man lytter efter, helt, helt, stille, så kan man høre dem græde. Prøv. Kom. Prøv. Kan det blive smukkere?«.

I temaet Danmarks Besættelse: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

Skyggen i mit øje. Instr. & manus: Ole Bornedal. Foto: Lasse Frank Johannessen. 107 min.  Danmark-Belgien 2021. Dansk premiere: 28.10.2021.

Fotos: Miso Film/ 4Fiction/ UMedia/ DFI/ SF Studios/ Netflix/ Cinematerial [Poster Art]/ Flere stills er hentet på David Bjerres fortrinlige blog/website ikassenshow.dk/ Astrea/ Makropol [Shadow VR material]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Films

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 29.10.2021.

Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022)

REGNSKABETS TIME

De seneste film fra besættelsestiden 

Af BO GREEN JENSEN

VETERANEN Anders Refn (f. 1944) fik et sent og velfortjent comeback som instruktør, da De forbandede år (2020) blev en succes. Filmen sluttede brat på et sted, hvor alle plotlinjer stod åbne. Universet var sat op, så at sige. Det ville være ubærligt, hvis vi aldrig så, hvordan det videre gik familien Skov.

   Toeren tager historien op og gør den færdig. I udlandet hedder de to film henholdsvis Into the Darkness og Out of the Darkness. Det er betegnende titler. De forbandede år skildrer begyndelsen og slutningen på krigen, men egentlig ikke hverdagen inde i midten. Den har været der og er blevet vane, da anden del går i gang. Alting føles velkendt. Vi har jo set så mange andre film fra besættelsestiden.

   

FØRSTE del viste, hvordan besættelsen kom og tog borgerskabet på sengen – bogstaveligt for Karl og Eva Skov (Jesper Christensen og Bodil Jørgensen), som skulle fejre deres sølvbryllup den 9. april. Anden del slutter på et sted, hvor det står klart, at befrielsen ikke bliver præget af tilgivelse, forsoning og fremsyn. For så vidt er alting atter oppe i luften.

   Det er solid og håndfast historieskrivning, som prioriterer en traditionel realisme. Der er flere måder at betragte De forbandede år 2 på. For det første er man spændt på at se, hvordan de forskellige skæbner udarter. Det skal man være i historisk fiktion. Det betyder, at første krav i kontrakten er opfyldt.

   På et overordnet niveau kan man undersøge, hvordan fiktionen forholder sig til det historiske grundstof. Hver generation har sin særlige synsvinkel. Ingen forventer total præcision. Tværtimod. Vi kræver akkuratesse i dokumentaren. Spillefilmen er et partsindlæg med licens til at digte og efterjustere.

REFNS film lukker den seneste cyklus af danske fiktionsfilm fra krigsårene. Det gør den sammen med en anden fortsættelse, Hvidstengruppen II – De efterladte (2021), hvor Bodil Jørgensen også er castet centralt, fordi hun har det rette, tidstypiske look. Prisen for dét går i Refns film til Allan Olsen, der som stikkeren Arne Nordborg har den rigtige rødmossethed. Han træder fuldt færdig ud af onklernes tid med en anløben patina af snaps og fynsk cigar.

   Hvidstensgruppen II har en klar idé om at følge de overlevende kvinder fra gruppen til de samme tyske fængsler, hvor kommunisten Liva (Kathrine Thorborg Johansen) i Refns film bliver sendt ned. Desværre udarter historien til noget, der ligner torturpornografi. Mod slutningen bliver det næsten som at gense Ilsa, She Wolf of the SS (1975, da. Hunulven Ilsa).

   Anne-Grethe Bjarup Riis instruerede Hvidsten Gruppen – nogle må dø for at andre kan leve i 2012, for øvrigt med Anders Refn som »teknisk instruktør«. Da havde Ole Christian Madsen gødet jorden med den handlingsmættede Flammen & Citronen (2008). For Madsen og medforfatteren Lars K. Andersen var det vigtigt at nuancere de patetiske heltebilleder fra Bodil Ipsen og Lau Lauritzens De røde enge (1945) og Johan Jacobsens Den usynlige hær (1945).

   De ville samtidig vitalisere den anstændige spænding i Søren Kragh-Jacobsens Drengene fra Sankt Petri (1991) og Morten Henriksens filmatisering af Tage Skou-Hansens De nøgne træer (1991), som var forrige generations heltebilleder. I Flammen & Citronen fremstår sabotørerne som neurotisk drevne mænd med personlige fejl og private motiver. Idealismen kommer langt nede på listen.

MADSEN var interesseret i, hvordan hans egen generation ville reagere. Det har generelt været drivkraften i de film, der er produceret ved 80-året. Roni Ezra reviderede myten om passiv modstand i 9. april (2015). Martin Zandvliet beskrev i Under sandet (2015), hvordan tyske krigsfanger blev behandlet. Nicolo Donatos Fuglene over sundet (2016) gør klart, at transporten var en lukrativ forretning for de gode fiskere, der sejlede danske jøder til Sverige.

   Christina Rosendahl kastede et olympisk blik på den diplomatiske scene i Vores mand i Amerika (2020). Ulrich Thomsen havde rollen som Henrik Kauffmann, den danske ambassadør, der gik enegang for at markere Danmarks status som allieret. For Rosendahl var Kauffmann en helt i sit professionelle virke, men noget andet som privatperson. Det var en ny vinkel på den lille historie, som blev vristet fri af den store. Rosendahl følte sig ikke forpligtet på en objektiv sandhed om, »hvordan det var«.

   I samme frie ånd er Ole Bornedals Skyggen i mit øje (2021) en nøjagtig fortælling om barndom i krigstid. Bombningen af Den Franske Skole er både en tragisk fejl og et hændeligt uheld. Her er en usandsynlig forelskelse mellem en nonne og en hipomand. Og måske den bedste skildring af, hvordan krigen var for danske børn.

FORMENTLIG følger nu en pause, før det om ti år atter er tid. Det er ikke, fordi historien er færdig – det er den aldrig (uanset hvad Francis Fukuyama så siger). Men for generationen, som er midaldrende og bliver ældre nu, er positionerne trukket op. Der er ingen grund til at sige det samme igen.

   Der mangler stadig en stor film (eller lille miniserie), som fortæller om de russiske bombardementer på Bornholm og øens år med besættelsestropper. Den savner jeg, fordi min mor – der er født i 1935 – var skolebarn i Rønne, da russerne kom. Sådan er der altid flere historier i historien. Dén om »tyskertøserne« mangler. Dén som skildrer, hvad Jørgen Gustava Brandt kaldte »den geniale monotoni« for de unge, som bare var unge. Måske endda historien, som vover at skildre en dansk nazist med indlevelse.

DET vidner om styrken i Refns fortælling, at den faktisk har konturerne af de historier med. Af samme grund bliver familien Skov nok mere splittet, end det var regelen. Her er den et katalog over moralske og ideologiske ståsteder. Michael (Gustav Dyekjær Giese) er soldaten, der slutter sig til Frikorps Danmark. Helene (Sara Viktoria Bjerregaard) forelskede sig i en tysk officer, tog til Norge med ham og er nu tilbage. At dét får følger, siger sig selv.

   Aksel Skov (Mads Reuther) er det tætteste, som filmen kommer den arketypiske frihedskæmper. Yngste søn (Lue Dittmann Støvelbæk) er teenager og partisan. Der kommer et øjeblik, hvor den ene bror spytter den anden i ansigtet. Da føler man virkelig noget for begge. Det gør man aldrig på Badehotellet.

   

FORDI familien har tjenestefolk, kan Vedbæklund rumme alle slags overbevisning: kommunister, medløbere og idealister. Det er Huset Danmark, der står og falder med mange forskellige dagsordener. Den sagligt kulørte fortælling afvikles i et klassisk filmsprog. Der er tempo og klare kameragange.

   Man kan savne mere tid til fordybelse. For eksempel til at sidde med Michael på taget i regnskabets time. Eller være forelsket i dage på dage med Aksel og Liva, der deler en fri kærlighed. De ting er der lige som lyriske anslag, men makrofortællingen er prioriteret. Konstruktionen ville falde, hvis filmen gav sig til at standse op. Som forfatterne ser det, forløber livet vel sådan. Mange små skæbner bliver kværnet til mørtel, når den store historie skal skrives.

KARL og Eva glider fra hinanden, efterhånden som det bliver sværere at adskille privatliv og politik. Karl er fortællingens antihelt. For verden at se, har han kollaboreret. Men det sagde regeringen jo, at han skulle.

   Fabrikken trives på tyske ordrer, men Karl har ikke noget valg. Han begynder sent at have anfægtelser. Det formidles til ham, at kontante bidrag til modstandskampen vil blive husket. Vi ser Karl navigere som opportunist. Det var ikke gået i en gammel besættelsesfilm. De øvrige forretningsmænd er rene kapitalistkarikaturer. Der mangler kun Gyldenspjæts hvide galocher.

   Mens Karl forbliver neutral i princippet, er han på vedtagen dansk fiktionsvis »god nok«, når det kommer til stykket. Da sekretæren Sara Meyer (Birthe Neumann) har brug for at flygte til Sverige, tøver han ikke. »Hvor har du bare gjort det hér godt« siger Eva. Det er næsten et Matador-øjeblik, som da fru Varnæs træder i karakter og hjælper Hr. Stein.

DEN samlede saga varer fem timer. Anders Refn og Flemming Quist Møller (1942-2022) havde ideen til en revisionistisk skildring af besættelsestiden allerede midt i 1980'erne. Da var tiden ikke moden til at nuancere nationalmyten. I hvert fald rakte entusiasmen ikke til fuld finansiering.

   De forbandede år er særligt værdifuld, fordi Refn blev født under krigen. Han tilhører generationen, som fik tudet ørerne fulde af heltehistorier, der blev større for hver genfortælling. Det samme gjorde tusindkunstneren Flemming Quist Møller, som døde i januar 2022 og er savnet. Begge udviklede en sund skepsis. Omvendt var de tæt nok på til ikke at afskrive alt med ironi.

   De forbandede år er et værdigt og solidt forankret mindesmærke. Efter Strømer (1976), to Gustav Wied-film (Slægten fra 1978 og Sort høst fra 1993) og den internationale arthouse-satsning med cirkusmelodramaet De Flyvende Djævle (1985) – en anti-crowdpleaser, som er værd at genopdage – gik der 30 år med at være klipper, medinstruktør, teknisk instruktør, konsulent og alt muligt andet for andre. Nu er Refn tilbage som instruktør. Det er eksemplarisk timing. Dén kunne bære et godt manuskript.

Andre tekster om besættelsestiden: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Christina Rosendahl: Vores mand i Amerika | The Good Traitor (2020); Ole Bornedal: Skyggen i mit øje | The Bombardment (2021); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

De forbandede år 2. Instr.: Anders Refn. Manus: Anders Refn, Flemming Quist Møller. Foto: Claus Sisseck, Morten Søborg. 152 min. Danmark 2022. Dansk premiere: 21.04.2022.

Foto: Space Rocket Nation/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames [i maj 2025] på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, NETFLIX, NORDISK FILM+, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 29.08.2022

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 21.04.2022.

Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]

DEN TYSKE ROSE

Sophie Scholl 1921-1943

Af BO GREEN JENSEN

OLIVER Hirschbiegels Der Untergang (2004), filmen om de sidste tolv dage i Hitlers tusindårsrige, er det hidtil mest monumentale eksempel på Tysklands opgør med sin nazistiske fortid. Ikke én situation er konstrueret, ikke én dialogstump står for filmens egen regning. Den tre timer lange rekonstruktion kan siges at udgøre en ritualistisk udlevelse af det nationale traume, til og med i en balsameret version. Det er en væsentlig pointe, at man som tilskuer ikke får lov at føle bare antydningen af en forløsning.

   Somme tider må der unge øjne til, hvis en gammel sandhed skal træde klart frem. Der Untergang bygger på en bog af Joachim Fest, men trækker i lige så høj grad på Traudl Junges erindringer om sin tid som Hitlers sekretær.

   Hirschbiegel citerer direkte dokumentarfilmen In toten Winkel – Hitlers Sekretärin (2002). Her reflekterer Traudl Junge over den uskyld, manglen på politisk instinkt, som hun altid har forsvaret sig med, ikke mindst i egne øjne. Traudl var 21 år, da hun begyndte at arbejde for Hitler, og endnu ikke fyldt 25, da hun overværede slutningen. Hun blev aldrig medlem af partiet, kendte primært den bløde side af Hitler og blev renset straks efter krigen. Men naturligvis måtte hun spørge sig selv, om hun kunne have handlet anderledes.

   I Der Untergang fremstilles Traudl Junge af Alexandra Maria Lara, men til slut er det Junges egen stemme fra interviewet i In Toten Winkel, som alligevel ikke kan rense sig selv:

   »Jeg har nok stillet mig tilfreds med, at jeg personligt ingen skyld havde og heller ikke vidste noget om det. Men en dag gik jeg forbi den mindetavle, der er sat op for Sophie Scholl i Franz-Joseph-Straße, og der så jeg, at hun var samme årgang som jeg, og at hun blev henrettet samme år, som jeg blev ansat hos Hitler. I det øjeblik mærkede jeg faktisk, at det ikke er nogen undskyldning at være ung, at man måske også havde kunnet få noget at vide.«

MAN tænker uvilkårligt som Traudl Junge, mens man ser Marc Rothemunds Sophie Scholl – Die Letzten Tage. Julia Jentsch har rollen som den unge medstifter af modstandsgruppen »Die Weiße Rose«. I 1942 blev Sophie arresteret sammen med sin storebror, Hans, da de delte løbesedler ud på universitet i München. Teksten var skrevet af Hans’ ven, Gerd Probst, og kritiserede i skarpe vendinger krigsførelsen ved Østfronten. »Die Weiße Rose« var ikke sabotører, men forsvarede et demokratisk princip, der blev sat ud af funktion ved nazisternes magtovertagelse i 1933. De opfordrede til civil lydighedsnægtelse.

   Sophie Scholl blev arresteret den 18. februar. Hun blev afhørt i tre dage af Gestapo-kommissæren Robert Mohr og sammen med Hans Scholl og Gerd Probst dømt til døden den 22. februar. Det skete ved en »folkedomstol«, hvor den forhadte og notorisk nidkære Dr. Roland Freisler fungerede som kombineret anklager og retspræsident. Dommen blev afsagt kl. 12.45. Klokken 17 samme eftermiddag blev alle tre domme eksekveret. Rothemunds film slutter med et sort lærred og lyden af guillotinebladet som falder. Med samme iver afsagde Freisler i årene 1942-45 2.295 dødsdomme over subversive elementer, der blev overdænget med skældsord og patriotiske tirader, mens den beskikkede forsvarer enten leverede stikord eller erklærede ingen spørgsmål at have.

HOVEDPARTEN af Rothemunds film beskriver i intens kammerspilsform de lange forhørssamtaler mellem Scholl og Mohr, der i begyndelsen tror på Sophies uskyld og faktisk har løsladt hende, da en husundersøgelse tilvejebringer belastende beviser.

   Mohr var ikke selv nazist, men havde under tre regeringer henholdt sig til et princip om, at loven er loven. Sophie Scholl er lige ved at ryste ham i troen. Det bemærkelsesværdige er, at dialogen ord for ord følger de faktiske forhørsudskrifter, som dukkede op i 1990, da de østtyske politiarkiver blev åbnet. Af samme grund bliver eksponeringen meget grundig og indforstået tysk.

   Filmens hjertested er imidlertid den forsvarstale, som Scholl fremsiger på egne vegne i retssalen, tilsyneladende upåvirket af den koleriske Freislers fråden og rasen. Værdigt gør hun de tilstedeværende øvrighedspersoner opmærksomme på, at de vil stå i hendes sted om nogle år, når resten af verden afsiger dommen over det tyske folk og den nationalsocialistiske anomi. »Heute hängt ihr uns, und morgen werdet ihr es sein, deren Köpfe rollen!« Selv Freisler holder en anstrengt kunstpause, før han lader fraserne flyde igen.

SOPHIE Scholl var 21 år, da hun blev henrettet. Hun har altid været det eksempel på modstand, som en skamfuld eftertid henviste til, når resten af verden undrede sig over passiviteten og medløberiet, der muliggjorde die Vernichtung og driften af steder som Auschwitz-Birkenau. På film er forløbet beskrevet af Michael Verhoeven i Die Weiße Rose (1982) og Percy Adlon i Fünf Letzte Tage (1982), men Verhoeven skildrede gruppens aktiviteter før arrestationen, og Adlon overlod fortællerrollen til Else Gebel, der delte celle med Scholl.

   Det er selve ungdommen, der gør indtryk. Marc Rothemund har bevidst undgået at overdænge filmen med periodedetaljer. På trods – og på grund – af de mange epokale ugerninger, som skal huskes 80 eller 60 eller 40 år efter, har både publikum og filmindustrien en tendens til at sukke og sige, at vi ikke orker det mere. Helst skal det handle om liv hér og nu. Ikke den grusomme ballast af knuste skeletter.

   Det unge publikum reagerer imidlertid spontant på Sophie Scholl-filmen, fordi hendes eksempel står rent og klart tilbage, med samme vægt som et digt af Morten Nielsen, Michael Strunge eller Yahya Hassan.

   Sophie Scholl – Die letzten Tage havde premiere på Berlinalen i 2005, hvor Julia Jentsch modtog en Silberner Bär for sit spil i titelrollen, mens Marc Rothemund fik Sølvbjørnen for bedste instruktion. Samme år var den et tilløbsstykke på Copenhagen International Film Festival, hvor både Jentsch og Rothemund kom til byen. Sophie Scholl var Tysklands officielle Oscar-kandidat, og filmen modtog et væld af publikumspriser. Den er seværdig, bevægende og eksemplarisk, også i 2020.

Sophie Scholl – De sidste dage (Sophie Scholl – Die letzten Tage). Instr.: Marc Rothemund. Manus: Fred Breinersdorfer. Foto: Martin Langer. 116 min. Tyskland 2005. Dansk premiere: 23.09.2005

Fotos: Zeitgeist Films/ CineMaterial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime

2K Blu-ray {4K restoration) fra Zeitgeist Films 27.02.2024

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 23.09.2005

Oliver Hirschbiegel: Urmageren (2015) [Tysk modstandskamp 1]

MANDEN UDEN EGENSKABER

Håndværkeren som ville ændre historien

Af BO GREEN JENSEN

JOHANN Georg Elser (1903-45) var navnet på den undselige snedker, som i 1939 forsøgte at dræbe Adolf Hitler i Burgerbräukeller i München.

   Her markerede NSDAP årsdagen for det fejlslagne »ølkælderkup«, som havde kostet 16 medlemmer livet i 1923. Føreren talte for partiets veteraner om aftenen den 8. november, og der blev drukket igennem, før man næste dag marcherede ad martyrruten.

   Die Neunte Elfte var en nazistisk tradition og et stort mediestunt. Georg Elser havde tidsindstillet sin bombe, så den gik af midt under Hitlers tale. 3000 partifolk var forsamlet. Elsers erklærede mål var at forhindre en krig, som ville skade nationen i almindelighed og den tyske arbejder i særdeleshed.

HITLER var fløjet til Bayern. Vejret var dårligt, og han var nervøs for ikke at kunne nå tilbage, så programmet blev rykket en halv time frem. Hitler sluttede sin tale kl. 21.07 og tog med toget til Berlin. Bomben eksploderede altså 13 minutter for sent.

   Hitler overlevede på fantastisk vis 20 attentater i perioden 1934-44. Elsers forsøg var det 10. i rækken. Flere har fremsat en teori om, at det var SS, som iscenesatte attentatet, der bekræftede myten om den usårlige leder.

   Elser var en enspænder af samme type som Lee Harvey Oswald. Erindringen om hans attentat blev med tiden fortrængt af de konspirationer, som diverse militærpersoner indgik af mere gennemskuelige grunde. Først i 1990erne blev Georg Elser kanoniseret som en tysk modstandshelt.

FILMEN om Elser er en afmålt hyldest til den jævne tysker, som handlede efter sin overbevisning. Men dengang som nu var der en cifferagtig uudgrundelighed over manden. I de officielle forklaringer blev han fremstillet som en sinke, der lod sig påvirke af kommunistisk propaganda. Endvidere kunne pressen berette, at hans attentat var finansieret af britiske agenter.

   Indadtil var systemet i chok. Efter ordre fra Hitler blev kriminalkommissær Arthur Nebe sat til at lede efterforskningen. Himmler bad for egen regning Gestapo-chefen Heinrich Müller om at komme til bunds i affæren. Han blev rasende, da han læste rapporten: »Hvilken idiot har skrevet det hér?«

ELSER blev afhørt i fem døgn. Også hans familie blev udspurgt. Ekskæresten Elsa Härlen blev besnakket af Martin Borman og Føreren selv. Man var sikker på, at der var medsammensvorne. Trods alt havde Elser stemt kommunistisk. Men han ændrede aldrig sin tørre forklaring, heller ikke under tortur:

   »Jeg tænkte over, hvordan man kunne forbedre arbejdernes vilkår og forhindre en krig. Jeg blev ikke opfordret af nogen ... Jeg konkluderede, at situationen i Tyskland kun kan ændres, hvis man fjerner det nuværende lederskab, jeg mener Hitler, Göring og Goebbels... Det var ikke min hensigt at eliminere nazismen…  Jeg tænkte blot, at en lempelse af de politiske mål kunne afstedkommes ved at fjerne disse tre mænd.«

OLIVER Hirschbiegel (f. 1957) er ikke ekspert i nazismen, men blev det de facto i 2004, da han instruerede Der Untergang. I Elser genskaber han perioden, så den fremstår uden patina. Ingen kan undskylde sig med, at de lever i en fjern tid med andre moralbegreber.

   Manuskriptet holder sig strengt til de foreliggende dokumenter. Der er intet af den romantisering, som var med til at løfte Marc Rothemunds Sophie Scholl (2005), der også var skrevet af Breinersdorfer-parret. Hirschbiegel prøver heller ikke at skabe en kontrafaktisk spænding i stil med de Gaulle-attentatet i Sjakalen.

   Filmen fokuserer på Elsers minutiøse forberedelser. Der er flashbacks til hans formative år, men hvad der driver ham, forbliver en gåde, både for filmen og forhørslederne. Elser er en mand uden egenskaber, der beslutter at gøre en forskel – og for første gang føler fred i sit indre.

BOMBEN var skam virkningsfuld. Otte døde, og 63 blev såret, da loftet og en mur styrtede sammen. Arthur Nebe fra Kriminalpolitiet skal privat have udtrykt sympati for terroristen, som gjorde modstand og vidste, hvad der ventede.

   I filmen er man slået af den relative grundighed og ægte nysgerrighed, som myndighederne lægger i efterforskningen. Christian Friedel holder kortene helt ind til kroppen i rollen som Elser. Burghart Klaussner og Johann von Bülov er et good cop/bad cop-team som forhørslederne Nebe og Müller.

   Elser blev anbragt i koncentrationslejren i Sachsenhausen. Han blev senere overført til lejren i Dachau. Her blev han henrettet den 9. april 1945.

   Urmageren er en solid og anstændig rekonstruktion, som gør alt for at ikke at blive et melodrama. Alligevel kan man savne lidt af det heroiske schwung, som Klaus Maria Brandauer tilføjede fortællingen, da han instruerede sig selv som Elser i Syv minutter (1989).*

*) Urmageren 'udkom' (som man siger i streamingtider, når en film har premiere) i 80-året for Anden Verdenskrigs slutning og blev lanceret som en 'stor' film i alle territorier. Herhjemme gik den i 98 biografer, og Biografklub Danmark havde filmen i sit program. Elser blev dog ikke rigtigt stor nogle steder. Det kan skyldes en træthed over for emnet; en historisk afstand, som på det tidpunkt forekom magelig, og filmens fravalg af melodramatiske trick. Men det hjalp bestemt heller ikke, at den internationale 'branding' var så diffus. På Berlinalen blev filmen vist (allerede i februar 2015) med titlen Elser - Es muss sein! I USA var titlen 13 Minutes. I Storbritannien hed filmen Elser: The Plot to Assassinate Adolf Hitler og kunne forveksles med en dokumentar. I Frankrig satsede man på Elser, un héros ordinaire. Sverige, Norge og Finland holdt fast i Elser, den officielle internationale titel var 13 Minutes. Kun i Danmark blev titlen Urmageren anvendt. Man gentog på den måde alle fejlene fra distributionen af Klaus Maria Brandauers Georg Elser - Einer aus Deutschland, som blot brugte tidsrammen 7 Minutes. Brandauers film var en østrigsk-tysk co-produktion, som i tyske territorier kun fik tv-premiere.   

Urmageren (Elser). Instr.: Oliver Hirschbiegel. Manus: Fred & Léonie-Claire Breinersdorfer. Foto: Judith Kaufmann. 114 min. Tyskland 2015. Dansk premiere: 16.06.2016.

Foto: Lucky Bird Pictures/ FilmAffinity/ CineMaterial/ SF Studios/ Wikimedia Commons/ Internationale Filmfestspiele Berlin (Hirschbiegel portrait)/ Constantin Film (Der Untergang Lobby Card), YouTube (StudioCanal UK trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 23.11.2015

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.06.2016