JOHN F. Kennedy blev myrdet i Dallas den 22.
november 1963. Den formodede gerningsmand, Lee Harvey Oswald, døde to dage senere,
da natklubejeren Jack Ruby skød ham af aldrig fuldt klarlagte grunde.
Samme
søndag foregik statsbegravelsen i Washington. Efter ceremonien på Arlington
Cemetery tog præsidentens enke til Hyannis Port, Kennedy-klanens sommerresidens,
for at overveje sin situation, mens Det Hvide Hus blev gjort klar til Lyndon og
Lady Bird Johnson.
Jacqueline
Kennedy kontaktede selv den politiske kommentator Theodore H. White, en gammel
ven af familien, og tilbød ham et interview. Artiklen »For President Kennedy, An
Epilogue« stod i Life Magazine den 6. december.
DET var en forkommen kvinde, som talte med White. Jackie blev gift med den ti år
ældre – og notorisk promiskuøse – John i 1953, da hun var 24 og nybagt kandidat
i fransk litteratur. Der var fire graviditeter, men pigen Arabella var dødfødt,
og drengen Patrick levede kun i to dage. Ved præsidentens død stod Jackie alene
med Caroline på seks år og sønnen John Jr. på tre.
Efter
fem år giftede hun sig med skibsrederen Aristotle Onassis, og da han døde i 1975,
blev hun til fabeldyret Jackie O, som hang ud med Andy Warhol, Truman Capote og
Bianca Jagger. Hun var et stilikon gennem hele sit liv. Det sluttede i maj 1994,
da hun døde af lymfekræft, 64 år gammel.
JFK-attentatet er Den Store Hvide Hval
blandt konspirationsteorier, og forløbet er skildret fra alle tænkelige vinkler.
Alligevel finder Pablo Larrains film en ny. Jackie
fokuserer på ugen fra attentatet til interviewet med White – som bliver spillet
af Billy Crudup og her er en mere generisk figur. Der er flashbacks i langt og
kort perspektiv, men ingen ved, hvad der videre sker.
Det
er et solidarisk portræt af den blodtilstænkede kvinde, som stadig bærer et
lyserødt sæt fra Chanel, da hun overværer indsættelsen af Lyndon B. Johnson. I
filmens hjertescene kan hun endelig lægge det blodige tøj. I størknet tid
husker hun skuddet, der knuste hendes mands hjerneskal. Strømperne må næsten skrælles af, før hun kan
tage sit lutrende bad.
JACKIE er i vejen og bliver konstant puffet væk. Kun svogeren Robert spørger til
hendes reaktioner, og det er ham, der insisterer på at respektere hendes ønske
om en statsbegravelse efter Abraham Lincoln-modellen.
Under
interviewet med White er hun formel og kontrolleret. Hans artikel er berømt,
fordi den lancerer myten om Kennedys regering som et amerikansk Camelot. Jackie
citerede selv Lerner og Loewes musical: »Don’t let it be forgot/ That once
there was a spot/ For one brief, shining moment/ Known as Camelot.«
Filmen
gør det anderledes. Sangen fra Camelot
kører videre i udløbsrillen, da alle har forladt lokalet for at forsvinde ind i
historien og blive til skyer.
PABLO Larrain, som er chilener, har
tidligere demonstreret sit talent for at genskabe ældre mediebegivenheder. NO (2012)fortalte historien om reklamebureauet,
som førte nej-kampagnen, der tvang præsident Pinochet fra embedet i 1988. Det
bedste ved filmen var de rekonstruerede tv-spots.
Her gør Larrain det samme med Kennedy-epoken. Jackie blev kritiseret for
at bruge unødvendigt mange penge på en modernisering af Det Hvide Hus. For at
vende stemningen, inviterede hun tv med ind i de nye, luftige stuer.
Larrain
genskaber optagelserne og viser de færdige billeder. Teknikernes attitude siger
lige så meget om fordomsfuldheden, Jackie bliver mødt med, som de utålmodigt
overbærende reaktioner i dagene efter attentatet.
NATALIE Portman giver en koncentreret fremstilling af den chokerede kvinde, som
beslutter at tage kampen op. Caspar Phillipson fungerer udmærket som JFK, og
Peter Sarsgaard er på hjemmebane som Robert Kennedy.
John
Hurt spiller præsten, som Jackie fører terapeutiske samtaler med. Han lyder ofte
som en John Ford-karakter – »When the legend becomes fact, print the legend«.
Noah Oppenheims manuskript har den samme idé, at undersøge hvordan myter bliver
til.
Ellers
er det, når akkuratessen er behørigt beundret, svært at se, hvad filmen vil. Jo,
den giver Jackies vinkel på sagen, men det er som med andre rekonstruktioner. Man
siger: Ih, hvor det ligner, og åh, var det sådan. Men for rigtigt at
bruge historien, må man have en klar og fast præmis.
Filmen
gør enkens fortælling konkret, og som et vindue på tiden er den interessant,
fordi atmosfæren virkelig smager af 1963. Jackie nægter at være et offer – men
er alligevel skildret netop som dét.
Jackie. Instr.: Pablo Larrain. Manus: Noah Oppenheim. Foto: Stéphane Fontaine. 100 min. Chile-Frankrig-USA 2016. Dansk premiere: 12.01.2017.
Foto: Fox Searchlight Pictures/ LD Entertainment/ Wild Bunch/ Protozoa Pictures/ Why Not Productions/ CineMaterial/ FilmAffinity/ Time Warner/ Life Magazine
Filmen streames (lån, køb eller leje) på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
FOR så vidt står det hele i første afsnit af Charles
Dickens’ To byer (1859): »Det var den bedste tid, det var den værste
tid, det var visdommens æra, det var tåbelighedens æra, det var troens epoke,
det var vantroens epoke, det var lysets år, det var mørkets år, det var håbets
vår, det var fortvivlelsens vinter, vi havde alt foran os, vi havde intet foran
os, vi var alle direkte på vej til Himlen, vi bevægede os alle direkte den
modsatte vej.«
I den kollektive
erindring er 60ernes slutning gledet i ét, en blomstrende magisk
forvandlingstid, hvor historien begyndte for alvor. 1967 var Sergeant Pepper,
San Francisco og »kærlighedens sommer«. 1968 var Hair, hippietid og den
ny feminisme. I 1969 landede Apollo 11 i Stilhedens Hav, og 400.000 mennesker
samledes om musikken i Woodstock. Vist kunne man høre krigen i Vietnam, men var
det egentlig ikke en strålende tid, som pegede frem mod vor egen?
Faktisk var 1968 et
af de voldsomste år i nyere amerikansk historie. I Vietnam tabte man
Tet-offensiven. Martin Luther King blev dræbt i Memphis den 11. april. Robert
Kennedy blev skudt i Los Angeles den 5. juni og døde dagen efter på Good
Samaritan Hospital. Sorte demonstranter blev nedkæmpet i South Carolina.
Amerikanske soldater gik amok i Vietnam og udslettede landsbyen My Lai. I april
var der blodige demonstrationer, som kun er trængt i baggrunden, fordi franske
studerende henne i maj revolterede så spektakulært i Paris.
I radikale kredse overvejede man muligheden
for en amerikansk revolution. De mest ekstreme kræfter gik under jorden og
kaldte sig en modstandsbevægelse, men flertallet veg tilbage efter de
borgerkrigsagtige konfrontationer ved det demokratiske partikonvent i Chicago.
Det var i august, samme måned som sovjetiske tropper besatte Prag og standsede
fløjlsrevolutionen, mens Frankrig blev verdens femte atommagt.
Ganske som nu var
der dage, hvor man nødigt tændte for nyhederne. I den sidste ende blev Hubert
Humphrey demokraternes bud på en blød præsident, og hvis et historisk vindue
havde åbnet sig i marts, da Robert Kennedy bekendtgjorde sit kandidatur, blev
det lukket igen i november, da nationen valgte Richard Nixon som leder. Seks år
senere, efter Ohio State og Watergate, da de sidste helikoptere lettede fra den
amerikanske ambassade i Saigon, var man begyndt at se tilbage på 1968 som en
uskyldig tid.
DE 22 karakterer, som Emilio Estevez skriver frem og følger
i Bobby, kan naturligvis ikke vide, at de lever midt i et stort
tidehverv. Det kan man sjældent i virkeligheden, hvor historien sker for os
samtidig med, at hverdagen er der som altid. Somme tider er man åben for
forandring, når ens eget liv kunne bruge en ændring. Andre gange, og faktisk
for det meste, er man ikke vild med en voldsom forandring, men klynger sig til,
hvad man ved, at man har.
Sådan er det også
med gæsterne og de ansatte på Ambassador Hotel i Los Angeles, dét med den
legendariske natklub »The Cocoanut Grove«. Filmen følger dem over et døgn,
nærmere bestemt den 4. juni, hvor man gør klar til ved midnat at holde
receptionen, som fejrer Robert Kennedys sejr i det californiske primærvalg. Det
er stort, men alligevel ikke så stort. Netop dette hotel har lagt rum til så
meget og set dem alle komme og gå.
Den pensionerede
dørmand (Anthony Hopkins) kommer hver dag og sidder i foyeren sammen med sin
gamle kollega (Harry Belafonte). De spiller skak og fortæller hinanden
historier, som begge kender til hudløshed. I hotellets skønhedssalon bliver en
alkoholiseret sangerinde (Demi Moore), der er begyndt at føle kulden i kroppen,
gjort smuk før aftenens optræden. Imens går hendes mand (Estevez selv) tur med
hunden og føler sig rig og tilovers.
KOSMETOLOGEN (Sharon Stone) har en vis distræt medlidenhed med stjernen, men er selv
bekymret for sit ægteskab med hotellets direktør (William H. Macy), som netop
denne dag fyrer sin småracistiske køkkenbestyrer (Christian Slater), der ikke
vil give den sorte kok (Laurence Fishburne) og de mexicanske køkkendrenge
(Freddy Rodríguez og Jacob Vargas) fri til at stemme. Køkkenchefen lader derfor
kosmetologen vide, at hendes mand for tiden ligger i med den kønne lyse kvinde
(Heather Graham) fra omstillingen.
I salonen sidder
endvidere pigen (Lindsay Lohan), som næste dag skal giftes med en skolekammerat
(Elijah Wood), så denne ikke sendes til Vietnam. En tjekkisk jornalist
(Svetlana Metkina) bestormer Kennedys kampagneleder for at få et interview med
kandidaten. Hun fortæller ham om Dubcek, der samme forår har trodset Moskva.
Banale ordvekslinger eksponerer historien. Andre kunne finde sted til enhver
tid. For eksempel er en forretningsmand (instruktørens far, Martin Sheen)
blevet kærlig efter en depression. Det skal hans hustru (Helen Hunt) vænne sig
til at håndtere.
ALLE er de
døgnvæsener, som simrer i dråben af harpiks, der med tiden vil størkne og blive
til rav. På afstand ser man dem som noget særligt, men i øjeblikket er de der
bare. Dagen går med stort og småt, mens receptionen rykker nærmere. Ved midnat
ses både præsidentkandidaten (Dave Fraunces) og drabsmanden (David Kobsantzev)
i strømmen af gæster, som fylder den store balsal. Også hovedparten af de
nævnte mennesker fra hotellet er til stede, og i filmens sidste minutter bliver
det klart, at de ikke er udvalgt tilfældigt.
På en måde er
filmen et udførligt set-up, der bygger op til scenen, hvor skuddene
falder i hotellets køkken. Bobby interesserer sig ikke for de
konspirationsteorier, som også dette attentat er omgærdet af. Filmen er knapt
nok interesseret i Kennedy, som Estevez næsten altid klipper væk fra eller
filmer fra siden, så man primært fornemmer et nærvær. Det vigtige er at isolere
og fastholde øjeblikket, da drømmen om Amerika døde.
MAN kan diskutere, om det lykkes, men ambitionen gør Bobby
til noget særligt. Estevez skrev manuskriptet i 2001, før angrebet på World
Trade Center, men efter George W. Bushs knebne valgsejr over Al Gore. Den
amerikanske venstrefløj havde støttet Gore og promoveret ham så aktivt, som man
i sin tid sluttede op om Robert Kennedy. Man kan ikke påstå, at filmen
underspiller den historiske parallel. Bobby kan i vid udstrækning ses
som en amerikansk elegi over det svigtede demokratiske løfte.
Robert Kennedy
havde sikkert gjort en forskel. Han ville ud af Vietnam. Han ville give det
sorte Amerika oprejsning for mordet på King. Han ville forhandle med
Sovjetunionen og lægge lovgivningen i føderale hænder. Den 42-årige
præsidentkandidat var det reaktionære Amerikas mareridt. Teorierne om en
bestilt likvidering, som til overflod er fremført i forbindelse med mordet på hans mere pragmatiske storebror, giver mening i relation til RFK. Estevez kunne
derfor have drejet en pendant til Oliver Stones JFK (1991), som har de
samme sædeskildrende kvaliteter, men sætter dem over styr ved at være så monoman
i sin bestræbelse på at »opklare« Kennedy-mordet.
Det har Estevez
heldigvis ikke gjort. Han har dog heller ikke udvundet essensen af USA i 1968,
som det nok har været hensigten. Der er mere autentisk tidsånd i mainstreamfilm
som Robert Zemeckis’ Forrest Gump (1994) og førnævnte Stones Born on
the Fourth of July (1989). Estevez har lavet en stjerneparade med politisk
korrekt undertekst, en film der føles mere som en langstrakt episode af den
sympatiske serie American Dreams (2002-2005).*
SOM myldrebillede
af et sted fungerer filmen upåklageligt. Estevez har utvivlsomt set Robert
Altmans ensemblefilm med fornøjelse. Bobby har samme sædeskildrende
ambition, og ligesom Altman jonglerer han med et hold spillere, der får
helstøbte mennesker ud af en skitse. Altman havde dog ikke bøjet sit budskab i
neon. Der er meget Nashville (1975) over Bobby, men Altman ville
følge en tilfældig dag i 1968 og kalde filmen for Ambassador.
Der er mere soap
end zeitgeist i Bobby. Vist engagerer man sig i gruppebilledet,
men det lykkes ikke at skabe en overbevisende forbindelse mellem de skildrede
liv, 1968 i Amerika og mordet på Robert Kennedy.
Via dørmanden John
Casey peger Estevez selv på Grand Hotel
(1932) som en inspirationskilde. Edmund Gouldings tidlige tonefilmsklassiker,
der primært huskes for Greta Garbos skyld, har sit udspring i Vicki Baums roman
Menschen im Hotel (1929), som Max Reinhardt i 1930 forvandlede til en
teaterforestilling. Her balancerer social sædeskildring og højt melodrama, og
filmen er et ursted i genren, hvor mennesker mødes og skilles i et tidsvindue
på en berømt lokalitet. Airport, Earthquake, Poseidon, Titanic. Desværre
minder Bobby mere om de film end om Nashville, Short Cuts
og Gosford Park.
ESTEVEZ bruger ikke mindst musikken til at skabe en
fornemmelse af tid og sted. Typisk er der dog tale om de sædvanlige hits fra
den store jukebox med »golden oldies«, sange som bruges i flæng, når som helst
nogen vil signalere 60erne, Vietnam-modstand og flower power: Donovans
»Hurdy Gurdy Man«, »California Dreamin’« med The Mamas & the Papas osv.
Den intelligente
undtagelse findes i scenen, hvor to unge mænd (Brian Geraghty og Shia LeBoeuf)
fra Kennedy-kampagnen køber græs hos en pusher (Ashton Kutcher). Denne
introducerer dem til LSD, og Estevez skaber en fornem sekvens, hvor de tre mænd
tripper i lejligheden. Et tv ofres til neonguden, og døren i stuen åbner
direkte ud til krigen i Vietnam. Scenen fungerer netop, fordi den ikke
anvender Jefferson Airplanes »White Rabbit« som akkompagnement.
I stedet bruger
Estevez sangen »Initials« fra Hair. Gerome Ragni og James Rados
tidehvervsmusical havde premiere på Biltmore Theatre i New York den 29. april
1968 og var virkelig alle vegne i tidens mediestrøm. Før den blev kitsch, var
den vildt progressiv og bar ved sin første opsætning undertitlen »The American
Tribal Love-Rock Musical«. Det var sådan en sang, der kunne spille i hovedet på
to pæne drenge, som flirtede med at tage syre i sommeren 1968.
DA Kennedy kort
efter midnat begynder på sit livs sidste tale, skruer Estevez ned for reallyden
og lader Paul Simons »The Sound of Silence« fylde soundtracket ud. To sæder fra
mig griber en kollega fat i sin blok. Vedkommende noterer formentlig, at Bobby
på tidstypisk vis er så bange for at kede, støde og være politisk, at vi kun må
høre en bid af Kennedys tale:
»Hvad jeg mener må
være ganske klart er, at vi kan arbejde sammen, når det kommer til stykket. Og
uanset det som er sket med Amerika i de seneste tre år – splittelsen, volden,
skuffelsen med hensyn til vort samfund ... hvad enten det gælder kløften mellem
sorte og hvide, mellem de fattige og de mere velstillede, mellem aldersgrupper
eller om krigen i Vietnam – kan vi begynde at arbejde sammen igen. Vi er et
stort land, et uselvisk land og et barmhjertigt land. Og jeg har til hensigt at
gøre dét til fundamentet for mit kandidatur...«
Imidlertid har man
næppe tænkt tanken, før talen alligevel følger. Blot har Estevez for effektens
skyld gemt den til billederne af de panikslagne, blodtilstænkede gæster i
Ambassadors køkken og balsal. Det er et af flere eksempler på, hvordan filmen
ofte gør sig for mange tanker og bærer præg af at være skrevet igennem så mange
gange, at man formelig hører hvert komma. Det havde virket stærkere, hvis
Sirhan Sirhan bare tog sigte og skød, men Estevez er opsat på at forkynde.
DET giver sjældent
mening at skrive om filmen, som kunne have været. Alligevel må det siges, at en
stor chance tabes på gulvet under titelsekvensen til slut. Estevez ledsager den
med »Never Gonna Break My Faith«, en besværgende blanding af gospel og hiphop,
fremført af Aretha Franklin og Mary J. Blige. Imens ser man autentiske fotos
fra bisættelsen.
Estevez var selv
syv år i 1968. Netop dén forskudte vinkel på tiden, som hele filmen på godt og
ondt bærer præg af, er fastholdt i Mary Chapin Carpenters coming-of-age-sang
»Stones in the Road«. Efter Kennedys død blev hans kiste kørt med særtog
tilbage til østkysten. For Carpenter er dét madeleinekagen: »When I was ten my
father held me/ On his shoulders above the crowd/ To see a train draped in
mourning/ Pass slowly through our town/ His widow kneeled with all their
children/ At the sacred burial ground/ And the tv glowed that long hot summer/
With all the cities burning down.«
Der er betydeligt
mere af tidens farve og børnenes sjæl i den sang, end i den banale bannerhymne,
som Bryan Adams har skrevet til Franklin og Blige. Omvendt skal der ikke herske
tvivl om, at Bobby er en intelligent mainstreamfilm om politiske løfter
og skuffet forventning. En sjælden film, der taler til tiden om tiden og kommer
fra Hollywoods progressive kvarter.
*) Teksten er skrevet i 2006, og jeg havde glemt Americans Dreams, som i Danmark blev sendt på TV2. Jonathan Prince skabte serien, som følger medlemmerne af familien Pryor, en (hvid) katolsk middelklassefamilie i Philadelphia, Pennsylvania, fra 1963 til 1966. Der er tre sæsoner og 61 episoder à 60 minutter. Serien er fuld af tidens musik og gør meget ud af at citere og rekonstruere musikprogrammet American Bandstand (1952-1989), som Dick Clark producerede og var vært på i mere end 30 år.
Dick Clark (1929-2012) producerede American Dreams i samarbejde med NBC Productions. Familiens teenagedatter, Meg Pryor (Brittany Snow), bliver fast danser på American Bandstand, der brugte ungdom i studiet på samme måde som britiske Top of the Pops og danske musikprogrammer.
Jack Pryor (Tom Verica) driver en radioforretning, så tidens tv indgår naturligt i serien. Tonen er eftertænksom, de forskellige karakterer og spor i historien afspejler tidens sociale og kulturelle forandringer. Helen Pryor (Gail O'Grady) læser Mary McCarthys The Group og siger fra over for barn nummer fem. Pilotepisoden kulminerer i nyheden om drabet på JFK.
American Bandstand præsenterede både hvid pop som The Beach Boys og afro-amerikanske R&B-kunstnere som Martha Reeves and the Vandellas ("Dancing in the Street"). Borgerrettighedsbevægelsen, spirende feminisme, modstanden mod krigen i Vietnam, alle de store temaer fra 60erne bliver behandlet med alvor.
American Dreams er som sunket i jorden. Serien streames ikke nogen steder i Europa og udkom aldrig på dvd i region 2. Jeg syntes så godt om den, at jeg anskaffede et boxsæt med alle episoder (og Bandstand-klip i fuld længde) fra Universal. Jeg genså den, da jeg fandt denne tekst. Serien holder og kan ses som et hængsel mellem The Wonder Years (1988-1993) og Mad Men (2007-2015). Tone og temaer foregriber sidstnævnte. Måske er det derfor, at American Dreams blev fortrængt.
Emerson Hart fra Tonic skrev temasangen "Generation", som modtog flere priser i 2003. Ved dét års TV Land Awards blev den kåret som vinder i kategorien 'Future Classic'. I 2020 ligger den end ikke på Spotify, skønt platformen tilbyder flere spilelister med numre fra American Dreams og et par af Harts soloalbum. Her er den i titelsekvensen fra tredje sæson:
Bobby. Instr. og manus: Emilio Estevez. Foto: Michael Barrett. 120 min. USA 2006. Dansk premiere: 25.06.2006
OBERST Claus Philipp Maria Schenck Graf von Stauffenberg var manden, som kom tættest på at dræbe Adolf Hitler i tide. Den 20. juli 1944
stod han i spidsen for det mest omfattende forsøg på at likvidere despoten og
tage magten i Det Tredje Rige, så en nogenlunde anstændig fred kunne sluttes
med resten af verden.
Som bekendt lykkedes kuppet ikke. Hitler overlevede 20 mordforsøg i perioden 1920-44. For hver gang blev han mere overbevist om, at de himmelske magter
var med ham.
Forløbet er ofte skildret
i tysk film, første gang i 1955, da Falck Harnacks Der 20. Juli og Georg Wilhelm Pabsts Es geschah am 20. Juli konkurrerede om at sige sandheden, men senest
og bedst i Jo Baiers tv-film Stauffenberg
(2004) med Sebastian Koch i titelrollen. Herhjemme har Stig Dalager skrevet romanen
To dage i juli (2002). Bryan Singers amerikanske
storfilm, Valkyrie, føjer intet til
disse fremstillinger, men han fortæller historien for et ungt publikum, der
sandsynligvis aldrig har hørt den.
SINGER går til
opgaven med den samme bogstavelighed, som kendetegnede hans Stephen
King-filmatisering Apt Pupil (1998,
da. Den gode elev), hvor sir Ian
McKellen havde rollen som eksileret nazist. Fordi Singer i 1994 signerede den underfundige
The Usual Suspects, har man hver gang
ventet sig raffinementer, men måske er han slet ikke interesseret i at være
subtil. Hans to X-Men-film og Superman Returns (2006) hører til de
bedste superheltefilm, fordi de tager stoffet særdeles alvorligt. Lige sådan er
Valkyrie sikrest i tonen, når den
ligner et særtryk af Commando, Kampflyver eller Attack.*
Som yngre jødisk
amerikaner – han er født i 1965 i New York – har Singer et nyfigent, vagt
pornografisk forhold til naziregimets insignier, indercirklens ritualer, hele kulturens
okkulte dødsaura. I Apt Pupil kom det
forløsende højdepunkt, da Ian McKellen trak i fuld SS-uniform i en kælder et
sted i Midtvesten.**
Også Valkyrie er mærkbart
fascineret af uniformerne og hagekorssymbolet. Selv sproget bliver en dæmonisk
effekt. Valkyrie åbner med tæt lyd og
krøllede bogstaver, mens Stauffenberg fører sin systemkritiske dagbog. Tom
Cruise siger de første replikker på tysk. Så glides der over i engelsk, og en
bombe slår ned i den afrikanske ørken, hvor von Stauffenberg pådrager sig svære kvæstelser.
I FILMEN betoner von Stauffenberg og statskuppets øvrige bagmænd, at nogen måtte vise resten af verden, at hele Tyskland ikke var nazistisk.
De taler allerede i datid, for samtiden er opgivet, kun eftertiden har
betydning.
Ellers er Valkyrie
koncentreret omkring logistikken. Snittet er lagt som i en krigsfilm fra
1970erne, med stressende underlægningsmusik og forvirrende faktuelle beskeder. Filmen
er i vid udstrækning optaget på autentiske locations i Berlin. Det gør ikke
nødvendigvis tonen autentisk, men det gør unægtelig oplevelsen mere konkret, så
tilskueren må undre sig endnu en gang: Det er og bliver fantastisk, at disse
ting fandt sted i Europa for 80 år siden.
TOM Cruise fungerer
udmærket som Stauffenberg. Han spiller rollen uden at smile en eneste gang,
heller ikke i selskab med hustruen Nina (Carice van Houten fra Paul Verhoevens The Black Book, en anderledes vital film
om besættelsestiden i Holland) og børnene. Man får så godt som intet indtryk af
personen bag pligtmennesket.
Ganske bizart, men helt i tråd med en hævdvunden
Hollywood-konvention, er britiske karakterskuespillere castet som nazistiske dissidenter:
Kenneth Branagh, Bill Nighy, Terence Stamp, Eddie Izzard, Tom Wilkinson som den
opportunistiske general Fromm. Desværre ligner David Bamber ikke Hitler særlig
godt.
CHEFFOTOGRAFEN Newton
Thomas Sigel realiserer de store kampscener i rystede digitalbilleder, som er
drænet for varme farver. Det er kun i begyndelsen, at filmen arbejder
med en markant æstetik. Fordi udfaldet er kendt på forhånd, og karaktererne går
med en følelse af at leve lige før natten, kunne man ellers forvente, at Singer ville
efterstræbe en atmosfære af kollektiv Götterdämmerung.
I stedet dyrker han saglige rekonstruktioner, hvilket på én gang er et kedeligt
valg og en anstændig metode. Det er en film, som hellere siger for lidt end for
meget.
Valkyrie er slet ikke dårlig, men det er
svært at se en idé med filmen, bortset fra den oplysende illustrative.
Resultatet står ikke mål med den kontrovers, som er gået forud for premieren.
Det er i udtalt grad en film for et amerikansk publikum. For europæere er den
for elementær i sin skildring af den tyske modstand, der blev nærværende i Marc
Rothemunds Sophie Scholl - die letzten Tage (2005), og som historisk scenebillede er den på alle måder mindre end
Oliver Hirschbiegels Der Untergang
(2004).
*) Commando, Kampflyver og Attack var sejlivede krigstegneserier, som fyldte meget, hvis man var barn i 1960ernes Danmark. Se den uddybende note i opslaget om Darkest Hour(2017), Joe Wrights biografiske skildring af Winston Churchill i året for Dunkirk og Blitzen.
**) Singers særlige interesser ramte ham som en boomerang, da #MeToo-bevægelsen tog fart i 2017. Ligesom Kevin Spacey, der havde en af sine mest ikoniske roller som fantomet Keyser Soze i Singers The Usual Suspects, blev instruktøren anklaget for at udnytte yngre mænd. Han blev fjernet fra produktionen på Bohemian Rhapsody (2018), filmen om Freddie Mercury, selv om han af kontraktuelle årsager er krediteret som instruktør. Siden har der været stille omkring den før så fejrede filmskaber.
Operation Valkyrie (Valkyrie). Instr.: Bryan Singer. Manus: Christopher McQuarrie og Nathan Alexander. Foto: Newton Thomas Sigel. 121 min. USA-Tyskland 2008. Dansk premiere: 06.02.2009
Fotos: MGM/ United Artists/ Bad Hat Harry Prioductions/ Studio Babelsberg/ Wide Pictures/ RAI Cinema/ TF1 Films Productions/ Dentsu/ Toho-Towa/ Pony Canyon/ SF Studios/ 20th Century Fox/ Amazon MGM Studios, YouTube
Filmen streames på AMAZON PRIME | MGM, Apple TV, YouTube Film
2K Blu-ray fra Metro-Goldwyn-Mayer 24.09.2024
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 07.02.2009
JOHANN Georg Elser (1903-45) var navnet på den
undselige snedker, som i 1939 forsøgte at dræbe Adolf Hitler i Burgerbräukeller
i München.
Her
markerede NSDAP årsdagen for det fejlslagne »ølkælderkup«, som havde kostet 16
medlemmer livet i 1923. Føreren talte for partiets veteraner om aftenen den 8.
november, og der blev drukket igennem, før man næste dag marcherede ad martyrruten.
Die Neunte Elfte var en nazistisk tradition
og et stort mediestunt. Georg Elser havde tidsindstillet sin bombe, så den gik
af midt under Hitlers tale. 3000 partifolk var forsamlet. Elsers erklærede mål
var at forhindre en krig, som ville skade nationen i almindelighed og den tyske
arbejder i særdeleshed.
HITLER var fløjet til Bayern. Vejret var dårligt, og han var nervøs for ikke at kunne nå
tilbage, så programmet blev rykket en halv time frem. Hitler sluttede sin tale
kl. 21.07 og tog med toget til Berlin. Bomben eksploderede altså 13 minutter for sent.
Hitler
overlevede på fantastisk vis 20 attentater i perioden 1934-44. Elsers forsøg
var det 10. i rækken. Flere har fremsat en teori om, at det var SS, som
iscenesatte attentatet, der bekræftede myten om den usårlige leder.
Elser
var en enspænder af samme type som Lee Harvey Oswald. Erindringen om hans attentat
blev med tiden fortrængt af de konspirationer, som diverse militærpersonerindgik
af mere gennemskuelige grunde. Først i 1990erne blev Georg Elser kanoniseret
som en tysk modstandshelt.
FILMEN om Elser er en afmålt hyldest til den
jævne tysker, som handlede efter sin overbevisning. Men dengang som nu var der
en cifferagtig uudgrundelighed over manden. I de officielle forklaringer blev
han fremstillet som en sinke, der lod sig påvirke af kommunistisk propaganda.
Endvidere kunne pressen berette, at hans attentat var finansieret af britiske
agenter.
Indadtil
var systemet i chok. Efter ordre fra Hitler blev kriminalkommissær Arthur Nebe sat
til at lede efterforskningen. Himmler bad for egen regning Gestapo-chefen
Heinrich Müller om at komme til bunds i affæren. Han blev rasende, da han læste
rapporten: »Hvilken idiot har skrevet det hér?«
ELSER blev afhørt i fem døgn. Også hans familie
blev udspurgt. Ekskæresten Elsa Härlen blev besnakket af Martin Borman og Føreren
selv. Man var sikker på, at der var medsammensvorne. Trods alt havde Elser
stemt kommunistisk. Men han ændrede aldrig sin tørre forklaring, heller ikke
under tortur:
»Jeg
tænkte over, hvordan man kunne forbedre arbejdernes vilkår og forhindre en
krig. Jeg blev ikke opfordret af nogen ... Jeg konkluderede, at situationen i
Tyskland kun kan ændres, hvis man fjerner det nuværende lederskab, jeg mener
Hitler, Göring og Goebbels... Det var ikke min hensigt at eliminere nazismen… Jeg tænkte blot, at en lempelse af de
politiske mål kunne afstedkommes ved at fjerne disse tre mænd.«
OLIVER Hirschbiegel (f. 1957) er ikke
ekspert i nazismen, men blev det de facto
i 2004, da han instruerede Der Untergang.
I Elser genskaber han perioden, så
den fremstår uden patina. Ingen kan undskylde sig med, at de lever i en fjern
tid med andre moralbegreber.
Manuskriptet
holder sig strengt til de foreliggende dokumenter. Der er intet af den romantisering,
som var med til at løfte Marc Rothemunds Sophie Scholl (2005), der også var skrevet af Breinersdorfer-parret. Hirschbiegel prøver
heller ikke at skabe en kontrafaktisk spænding i stil med de Gaulle-attentatet
i Sjakalen.
Filmen fokuserer på Elsers minutiøse forberedelser. Der er flashbacks
til hans formative år, men hvad der driver ham, forbliver en gåde, både for
filmen og forhørslederne. Elser er en mand uden egenskaber, der beslutter at
gøre en forskel – og for første gang føler fred i sit indre.
BOMBEN var skam virkningsfuld. Otte døde, og 63 blev såret, da loftet og en mur
styrtede sammen. Arthur Nebe fra Kriminalpolitiet skal privat have udtrykt
sympati for terroristen, som gjorde modstand og vidste, hvad der ventede.
I
filmen er man slået af den relative grundighed og ægte nysgerrighed, som
myndighederne lægger i efterforskningen. Christian Friedel holder kortene helt
ind til kroppen i rollen som Elser. Burghart Klaussner og Johann von Bülov er
et good cop/bad cop-team som
forhørslederne Nebe og Müller.
Elser
blev anbragt i koncentrationslejren i Sachsenhausen. Han blev senere overført
til lejren i Dachau. Her blev han henrettet den 9. april 1945.
Urmageren er en solid og anstændig
rekonstruktion, som gør alt for at ikke at blive et melodrama. Alligevel kan
man savne lidt af det heroiske schwung,
som Klaus Maria Brandauer tilføjede fortællingen, da han instruerede sig selv
som Elser i Syv minutter (1989).*
*) Urmageren 'udkom' (som man siger i streamingtider, når en film har premiere) i 80-året for Anden Verdenskrigs slutning og blev lanceret som en 'stor' film i alle territorier. Herhjemme gik den i 98 biografer, og Biografklub Danmark havde filmen i sit program. Elser blev dog ikke rigtigt stor nogle steder. Det kan skyldes en træthed over for emnet; en historisk afstand, som på det tidpunkt forekom magelig, og filmens fravalg af melodramatiske trick. Men det hjalp bestemt heller ikke, at den internationale 'branding' var så diffus. På Berlinalen blev filmen vist (allerede i februar 2015) med titlen Elser - Es muss sein! I USA var titlen 13 Minutes. I Storbritannien hed filmen Elser: The Plot to Assassinate Adolf Hitler og kunne forveksles med en dokumentar. I Frankrig satsede man på Elser, un héros ordinaire. Sverige, Norge og Finland holdt fast i Elser, den officielle internationale titel var 13 Minutes. Kun i Danmark blev titlen Urmageren anvendt. Man gentog på den måde alle fejlene fra distributionen af Klaus Maria Brandauers Georg Elser - Einer aus Deutschland, som blot brugte tidsrammen 7 Minutes. Brandauers film var en østrigsk-tysk co-produktion, som i tyske territorier kun fik tv-premiere.
Urmageren (Elser). Instr.: Oliver Hirschbiegel. Manus: Fred & Léonie-Claire Breinersdorfer. Foto: Judith Kaufmann. 114 min. Tyskland 2015. Dansk premiere: 16.06.2016.
Foto: Lucky Bird Pictures/ FilmAffinity/ CineMaterial/ SF Studios/ Wikimedia Commons/ Internationale Filmfestspiele Berlin (Hirschbiegel portrait)/ Constantin Film (Der Untergang Lobby Card), YouTube (StudioCanal UK trailer)
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 23.11.2015
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.06.2016
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)