Dronningebilleder| Pablo Larrain: Spencer (2021) [Oscars 2022]

DEN KNUSTE BLOMST
Et drømmeportræt af »Folkets Prinsesse«

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE dødsfald rammer dybt i kulturen. Vi sørger stort og kollektivt. De fleste myter forvitrer med tiden, men enkelte bliver stående, og de døde legender får en betydning, de knap nok havde i livet. Lady Diana Spencer (1961-97) er et eksempel. Marilyn Monroe (1926-62) er et andet.

   Der er ingen logisk forklaring, bortset fra auraen af martyrium. Begge kvinder blev kun 36 år, og medierne tog en stor del af skylden. Vi sørger så med de midler, vi har. På sin måde var det smukt, at Bernie Taupin skrev »Candle in the Wind« om til »Goodbye, England’s Rose«, som Elton John sang ved begravelsen. Elegien nåede verden om. I Canada var den nr. 1 i et år.

   Chileneren Pablo Larrain (No, El Club, Neruda) ser på myten Diana med det samme tørre blik, som han kastede på Jacqueline Kennedy i Jackie (2016). Her var Natalie Portman den rystede enke, som stadig havde blodpletter fra Dallas på kjolen, da hun mødte pressen få dage efter. Også Jackie var et statisk monodrama, men Larrain skabte luft via flashbacks til et tv-program, hvor præsidentfruen viste seerne rundt. Hun var Folkets First Lady.

   Holdet bag Spencer har formentlig bedt Larrain om at gøre noget lignende for Folkets Prinsesse. I hvert fald har filmen den samme minimalistiske tilgang. Tonen er mere som på et teater. Det er måden, replikkerne bliver sagt på, og indramningen af meget store symboler. Realisme har ikke været en prioritet. Hvad skulle den ærlig talt også gavne?

FORTÆLLINGEN FOREGÅR over tre dage i julen 1991. Diana lægger stærkt ud med at komme for sent til den traditionsrige frokost i Sandringham House. Hele familien ser skævt til hende, da hun når frem. Hun har været i huset talrige gange, men terrænet har ændret sig, synes hun.

   Hun går ind på en pub og spørger om vej. De lokale er ved at tabe næse og mund. Så får hun øje på Fugleskræmslet, der står som et vartegn på den nøgne mark. Hun husker stråmanden fra, da hun var yngre. Hun tager hans vejrbidte olieskindsjakke med sig til godset.

   Vi er i et Ingenmandsland mellem erindring og vrangforestilling. Man genser et sted fra sin barndom, og proportionerne er ændret. Men måske er selve tiden strakt. Steven Knights manuskript har karakter af en spøgelsesfortælling. Eller drømmestoffet i Graham Greenes fantastiske novelle »Under haven«. Den fortrolige jord bliver usikker grund. Man accepterer nogle kunstgreb, som en realistisk fremstilling ville afvise.

VI er helt og holdent i Dianas perspektiv. Alle i huset har kulde i blikket – i særdeleshed Charles og de svigerforældre, som aldrig er kommet prinsessen i møde. Den nye påklæderske er sikkert en spion, som hovmesteren (Timothy Spall) har anbragt. Køkkenet er fuldt af soldater, der tilbereder maden. På ét punkt er Spencer ikke forskellig fra andre fremstillinger. Der er den samme benovelse over det ceremonielle apparat.

   Diana savner sin betroede hofdame (Sally Hawkins), som senere bliver hentet ind – og aflægger en vidtløftig tilståelse, der på befriende vis renser luften. Hun træder kun ud af sin halvverden, når hun er sammen med sønnerne Harry og William. Hun stikker til maden og får kommentarer for sin vægt. Hun propper sig i spisekammeret for senere at kaste op.

PÅ en af filmens plakater ser man Dianas udsøgte kjole. Hun knæler med ryggen til tilskueren. Først bagefter forstår man situationen. Ingen anden historisk person kan være skildret så ofte sådan. Dianas myte er virkelig sær. Anoreksi og bulimi er næsten blevet hagiografiske kvaliteter.

   Larrain beskærer mesterligt. Filmen er aldrig skarpere end i scenen, hvor Diana møder Charles i biblioteket. Han står ved snookerbordet, der har blodrødt klæde og farvede billardkugler. Den farligste af dem er glinsende sort, og Charles knuger den faretruende hårdt. Eller sådan ser det ud for Diana.

   Ingen af parterne vil give sig en tomme. Charles siger til Diana, at hun må se at blive voksen. Jack Farthing må virkelig være den koldeste kronprins on record.

KRISTEN STEWART ER amerikaner og fingerer en britisk accent. Hun spiller med tilegnede manierismer. Det fungerer, fordi Diana altid efterligner og prøver at tilpasse sig. Mislykkes det, reagerer hun så meget stærkere i bestræbelsen på at gøre sig fri. Den stolte trods demonstreres i en scene, hvor hun standser rævejagten og vinder skakspillet for dagen.

   Mest teatralsk er Dianas identifikation med Anne Boleyn, Henrik den 8.’s anden hustru (af seks), som han lod henrette i 1536, da de havde været gift i tre år. Anne blev besværlig og skaffet af vejen. Diana er overbevist om, at det vil gå hende lige sådan. Larrain og Knight lader dronningens genfærd træde frem i et gammelt skovløberhus. Lige dén scene tror man nok slet ikke på.

INGEN kan med sikkerhed vide noget om personen. Vi har set interviewet, hvor hun slår igen og bider fra sig. I Oliver Hirschbiegels Diana fra 2013 blev hun spillet af Naomi Watts. Hun var da en vital og dynamisk person, der sneg sig ud til stævnemøder. Mest troværdigt er portrættet i The Crown, hvor Diana bliver spillet af Elizabeth Debicki. Her balancerer gode og tvivlsomme træk.

   Spencer er ikke en stor film, men den har indlevelse og psykologisk dybde. Som sagt står Larrain ved et skær af teater. Han begyndte med at vise os jakken, som Diana tager af Fugleskræmslet. Vi er tilbage i Tjekhovs teater, hvor riflen over kaminen må bruges, når vi har set den blive hængt op.

   Det sker som foreskrevet i drømmeportrættet af Folkets Prinsesse. Vist kommer slutningen som en forløsning. Den knuste blomst har omsider sin dag.

Kristen Stewart er Oscar-nomineret i kategorien Best Actress. Filmen har kun den nominering. 94th Academy Awards-ceremonien finder sted i Los Angeles den 27. marts 2022.

Se også Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Westerns 100]; Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021) [Oscars 2022]; Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022]; Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022].

Se også Valget i Chile: No (2012) [Pablo Larrain]; Pablo Larrain: El Club (2015); Kop eller værktøj: En film om digteren Pablo Neruda 1904-1973; Enkens fortælling: Jackie (2016) [Pablo Larrain]. 

Spencer. Instr.: Pablo Larrain. Manus: Steven Knight. Foto: Claire Mathon. 117 min. UK-USA-Tyskland-Chile 2021. Dansk premiere: 03.02.2022.

Fotos: Shoebox Films/ Komplizen Film/ FilmNation Entertainment/ Topic Studios/ Fabula/ Nordisk Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 23.05.2022

Anmeldelsen trykt  i Weekendavisen Kultur 04.02.2022.

François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018)

EN STORM I DET STILLE

En prunkløs film om kirkens overgreb

Af BO GREEN JENSEN

DEN katolske kirke har stadig svært ved at forholde sig til de sager om seksuelle overgreb, der kom som en syndflod for ti år siden.

   Hver nation har sin version af skandalen, og jo mere katolsk landet er, jo mere modstand møder de voksne ofre, der insisterer på at tale om, hvordan – og af hvem – de blev misbrugt som børn.

   Kirken har erkendt sine fejl og lovet nultolerance i fremtiden. Men der er ingen garanti for, at man straffer de skyldige præster. Kardinaler har beskyttet og forflyttet dem, også når de viste sig at være recidivister. Nu falder kardinalerne, og presset bliver ved.

   I Grâce à Dieu beskriver François Ozon, hvordan tre vidt forskelligt stillede mænd fik fjernet den præst, Bernard Preynat, som havde misbrugt dem. Sagen verserede fortsat i Frankrig, da Gud være lovet fik premiere. Kirken havde udstødt Preynat, som kunne retsforfølges. Det var endnu ikke lykkedes at implicere Philippe Barbarin, som stadig var ærkebiskop i Lyon.*

KARDINALEN har indført en udsoningspraksis, hvor ofre og gerningsmænd mødes. Det er bare ikke nok for Alexandre Guérin (Melvil Poupaud), en pletfri familiefar med fem børn, der som voksen føler sig fjern og blokeret. Han bliver vred, da han ser ind i præstens grå øjne.

   Som dreng fortalte Guérin sine forældre om overgrebet. De bad ham tie stille. Der var jo ingen skade sket. Nu beder de ham tie igen. Da beslutter Guérin at gå hele vejen. Han arbejder stædigt, finder Preynats andre ofre og rejser en storm i det stille.

OZON er en stilmæssig ækvilibrist, der kan arbejde i alle formater. Han har ofte sagt, at det ikke er emnet eller historien, der er afgørende. Det er beskæringen og det æstetiske filter, han vælger. Ozon inkarnerer auteurbegrebet. Der er langt fra et let syngespil som Potiche (2010) til den historiske dybde i Frantz (2016).

   I Grâce à Dieu fravælger han alle effekter og fortæller i atypisk ordentlig form. Også prunkløshed er vel et stilgreb, men filmen gør betydeligt indtryk. Eneste krølle er flashbacks til den lejrtur, hvor Preyat forgreb sig på de tillidsfulde feriebørn.

DET er nyttigt at se den gamle præst som ung krænker. Han har aldrig benægtet, men heller ikke anerkendt, hvor megen skade han gjorde. Man husker Mysterious Skin, en sær og stærk film om pædofili, som Gregg Araki lavede i 2004. Den begyndte også med en lejrtur. Filmen var dengang en stilistisk outlier. I dag ville den være dugfrisk.

   De bedste film om kirkens sager er Tom McCarthys journalistiske Spotlight (2015) og Pablo Larrains chilenske El Club (2015), hvor fire forhærdede præster er isoleret i et halvvejshus. Ozon giver sagen en ny præcision. Vi føler overgrebet. Vi forstår endelig, at det handler om os.

*) Philippe Barbarin blev sigtet for forsømmelse i 2017 og kendt skyldig i 2019. Han modtog en betinget dom. Han blev fjernet fra sit embede i juni 2019, men bevarede titlen som ærkebiskop. I januar 2020 vandt han sin appelsag. Pave Frans modtog hans afskedsbegæring den 6. marts 2020.

Se også François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Swimming Pool (2003); François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Le temps qui reste/ Time to Leave (2005); François Ozon: Angel (2007); François Ozon: Ricky (2009); François Ozon: Potiche (2010); François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Une nouvelle amie/ The New Girlfriend (2014); François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017); François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020); François Ozon: Alt gik godt/ Tout s'est bien passé (2021); François Ozon: Peter von Kant (2022).

Grace à Dieu (Gud være lovet). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Manuel Dacosse. 137 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 28.11.2019.

Fotos: Mandarin Films/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Mars Film (Frankrig) 03.07.2019

DVD fra Midget Entertainment (DK) 23.04.2020

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.11.2019

Kop eller værktøj: En film om digteren Pablo Neruda 1904-1973

DIGTEREN OG DETEKTIVEN

Pablo Neruda 1904-1973

Af BO GREEN JENSEN

PABLO Nerudas digtning var en naturkraft. Et endeløst strømmende stof, der flød fra en uudtømmelig kilde. I sit forord til Elementære oder taler Klaus Rifbjerg om den »virkelighedsbegejstring«, som drev Neruda. Og betragter ham som en bror til Walt Whitman.

   Før Den spanske Borgerkrig var Neruda Chiles konsul i Madrid. Under 2. verdenskrig kom han hjem, og i 1945 blev han kommunistisk senator. Da præsident Vilar forbød partiet, tog Neruda igen til Europa. Her blev han en prins blandt dissidenter.
   Neruda var tilbage i 1952. Han støttede Salvador Allendes socialister og brugte sin tid på at skrive. Da han døde i 1973, havde general Pinochet taget magten i Chile. Neruda mente selv, han fik en giftig indsprøjtning på hospitalet, der behandlede ham for prostatakræft.
   De politiske digte i Canto General (1950) kom igen til ære og værdighed, da 1968-generationen kanoniserede Neruda. I 1974 udgav forlaget Rhodos Den store sang med grafiske arbejder af Dea Trier Mørch. Vi granskede pragtværket i 2.g og lyttede henført til lovsangen.
   Nerudas bedste bog – af 40 mursten – er dog digtkredsen La rosa separada, som udkom i 1972. Her undersøger han i afmålte tekster sit eget og sit lands forhold til befolkningen og stenhovederne på Rapa Nui – altså Påskeøen.

DER er mange faser i Nerudas liv. Man kunne lave en traditionel biopic.* Han var samtidig ikke så lidt af en trickster: diplomat, jurist, æstetiker, bordelgæst, kok, gourmet, satyr, nobelpristager, salonkommunist. Han var gift tre gange og indblandet i en mangfoldighed af politiske episoder.

   De fleste vælger derfor at nærme sig legenden ad en omvej. Skønt handlingen var henlagt til Italien, blev Neruda fint fremstillet – af Philippe Noiret – i Michael Radfords Il Postino (1994). Han var her en alfaderlig Cyrano-figur, som hjalp et postbud med at kurtisere kroværtens datter.
   Postbudet blev en verdenssucces (for resten distribueret af Bob og Harvey »#MeToo« Weinstein). Forlægget var Brændende tålmodighed (1985), chileneren Antonio Skármetas lille roman om Neruda. Herhjemme blev bogen endvidere til et tv-spil med Jørgen Reenberg.
   Pablo Larrain caster Luis Gnecco i rollen. Han er trind og tyndhåret som Neruda og har tillagt sig livsnyderens manierismer. På et tidspunkt læser han for sin hustru, Delia del Carril, med saglig hverdagsstemme. Hun beder ham bruge »den anden stemme«, en deklamatorisk messen, som digtene ellers blev læst med.

FILMEN indhenter ham ved et vendepunkt. I 1948 fungerer Neruda som kommunistisk senator. Han har støttet Vidal, som imidlertid bekender kulør efter valget og slår hårdt ned på de strejkende arbejdere. Neruda holder sin berømte »Jeg anklager«-tale og skriver vrede, politiske digte, hvor hvert oplistet overgreb er fulgt af et »for dette kræver jeg hævn«.

   Han er samtidig en feteret mediestjerne. Han poserer for pressen i åben sportsvogn, med pittoresk kasket og den karismatiske del Carril ved sin side. Larrain forholder sig ironisk til Neruda, som er rigt gift og holder en dekadent fest, da partifællerne banker på. De siger, det er tid til at gå under jorden. Nerudas svar er et privilegeret: »Gælder det også mig?«
   I 1949 red Neruda ind i Argentina gennem bjergpasset ved Lipeta. Delia blev i huset i Isla Negra, hvor der i dag er museum.** Nerudas udsøgte tingfindersamling er også med i Larrains film. Han ser vist Neruda som en egoist. Men flugten og eksilet var virkelige nok.

   

FILMENS kup er at skabe en detektiv, kommissær Peluchonneau, der jager sit bytte med en Javerts nidkærhed, mens han både beundrer og misunder manden. Da detektiven træder ind, bliver han historiens fortæller. Digteren kvitterer for opmærksomheden ved at efterlade æselørede kioskkrimier med små beskeder til politimanden.
   Gabriel García Bernal spiller Peluchonneau med gangsterhabit, moustache og Borsalino. Det er den samme attitude og mundering, som Jean-Paul Belmondo brugte i franske politifilm fra 1970erne.
   Neruda og del Carril går under jorden. De skjuler sig hos venner i Santiago, og Neruda flygter til Argentina. Han rider alene over de snedækkede bjerge. I næste billede står han på en båd i Paris og bliver vist frem for pressen af Pablo Picasso. 
   Detektiven lægger sig ud med sine chefer. Fascisterne foragter hans uægte baggrund. Han er altid ét skridt bag Neruda og kører det sidste stykke på en motorcykel, som han bytter væk for heste. Han er ved at dø i sneen, da Neruda stiger af hesten, går tilbage og taler med sin nemesis.

DET dæmrer for tilskueren – og karakteren – at Peluchonneau er en tvilling, et gestalt, som digteren selv har skrevet til live. Fortællingen er en drøm i en drøm – eller en labyrintisk fiktion af argentineren Jorge Luis Borges, der i øvrigt ikke var fan af sin chilenske kollega.

   Mens digteren taler i Frankrig, bliver detektiven begravet i Chile. I voice over beder han Neruda sige hans navn, bare én gang, så han kan blive ved med at findes.
   Vi er her i højt terræn, både æstetisk og erkendelsesmæssigt. Nerudas bane skaber struktur, men detektiven giver fortællingen liv. Han kommer fra et grænseland, hvor mystik og fiktionsteori løber sammen.
   Filmens mind games er ikke unikke. En lignende porøs virkelighed skaber dybde og spænding hos f.eks. David Lynch og Paul Auster. Men som regel er der tale om tricks og teknikker. Her er en ægte metafysik, som løfter værket på alle niveauer.
   Det er ikke altid gjort lige skarpt. Der koketteres rigeligt med abstraktionen, og der er sikkert også meget, som går hen over hovedet på et ikke-latinamerikansk publikum. Isoleret set var NO, El Club og Jackie – alle instrueret af Larraín – både bedre og klarere film.
   Men når Neruda lykkes, er den mageløs. En grænseafsøgende film noir, en selvironisk identitetsfabel – hvor der til slut bryder skønhed og tragedie gennem legesygen. »Jeg vil at alt/ skal være/ håndgribeligt,/ at alt skal være/ kop eller værktøj,« skrev Neruda.
   I filmen er hans værk begge dele. Noget virkelig nyt bliver født og får krop. 

*) I Manuel Basoaltos chilenske Neruda (2014) bliver biografien afsøgt i springende punktform. Neruda (José Secall) står i Stockholm og takker for den litterære nobelpris, som han modtog i 1971. Han har flashbacks til bestemmende situationer. Det er også her flugten gennem sneen i bjergene i 1948, som står mest centralt. Ebbo Demants tysk-franske Neruda (2004) er en tv-dokumentar i spillefilmslængde. 

**) Jeg besøgte Isla Negra i 2009, da min ældste datter fyldte 18 år, og vi rejste rundt i Chile i tre uger for at fejre det mindeværdigt. Vi så især frem til fem dage på Rapa Nui – det var på Påskeøen, at jeg opdagede Nerudas La rosa separada – men det var Santiago, Arica, en ekspedition over grænsen til Peru og især tre dage i San Pedro i Atacama-ørkenen i det nordlige Chile, som gjorde det største indtryk. Casa de Isla Negra ligger ved havet i El Quisco mellem Valparaiso og Santiago. Ejendommen er udsøgt indrettet, og digterens kolossale samling af konkylier, fossiler, kunst og kurisosa kommer til sin fulde ret. Der er meget at se i Chile. Det er værd at fortælle om en anden god gang. 

Neruda. Instr. og manus: Pablo Larraín. Foto: Sergio Armstrong. 107 min. Chile-Argentina-Frankrig-Spanien-USA 2016. Dansk premiere: 25.12.2017 

Fotos: CineMaterial/  FilmAffinity/ Camera Film/ Copper Canyon Press/ BGJ

Filmen streames (lån, køb eller leje) på Blockbuster, Grand Hjemmebio, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og Filmstriben

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 29.12.2017

Pablo Larrain: El Club (2015)

HUSET VED STRANDEN

De udstødte præster i Chile

Af BO GREEN JENSEN

FIRE mænd lever diskret og isoleret i et lille anonymt hus på den lange chilenske Stillehavskyst. De har praktiske pligter, men er ellers overladt til sig selv. Tre gange dagligt mødes de i køkkenet for at spise de spartanske måltider, som husholdersken serverer. Kvinden siger mere end mændene tilsammen.
   Hver morgen træner Fader Vidal med sin hund. Ugens væddeløb er et højdepunkt for alle i huset ved stranden. Kvinden afvikler deltagelsen og hæver gevinsten. Mændene blander sig ikke med de lokale, men står i nærheden af banen og følger med. Når deres mynde vinder, er der råd til dessert og delikatesser.
    Det fremgår, at mændene er faldne præster, som Kirken har fjernet fra embedet, hvor de gjorde skade. De har alle fået chancer, før det kom så vidt. De hedder stadig Fader Vidal, Ortega, Ramirez og Silva. Men der er ingen ophørsdato på karantænen.
   Kvinden hedder Monica. Nonnen er der selv af en grund, men hun har en betroet stilling i forhold til Kirken. Søster Monica holder mændene til ilden med fast hånd og dedikeret hengivenhed. Sin brors vogter er hun i sandhed.
   Rutinen i huset er strengt monoton. Den udgør et ritual i sig selv: »Vi vågner og beder dagens første bøn. Så spiser vi morgenmad. Dernæst afholder vi messe. Vi spiser frokost klokken et. Så synger vi. Bagefter holder vi en lille pause. Klokken otte beder vi aftenbøn. Vi spiser middag klokken halv ni – hver dag.«
   Sådan bliver husreglerne præsenteret for Fader Lazcano, den femte præst, som næppe når at sætte sin kuffert, før hans nemesis, en hjemløs mand ved navn Sardokan, begynder at råbe ved muren. Sardokan beskriver, hvad Lazcano gjorde ved ham, da de var præst og messedreng. Siden har kun drikkeriet fungeret. 

PRÆSTERNE savner ensformigheden. I hvert fald er det næsten en lettelse, da Fader Lazcano forsvinder. Både de og søster Monica går til hundevæddeløbet med ny energi. Men denne gang vil pletten ikke gå væk. Kirken sender en kriserådgiver, Fader Garcia (Marcelo Alonso), som skal rydde op. Hele systemet er under vurdering.
   Fader Garcia er både præst og psykolog. Han tager hver af beboerne i forhør, og på den måde bliver der sat fortid på de lukkede ansigter. De pædofile overgreb er kun et punkt i synderegistret. Der er også præsten, som systematisk angav dissidenter i Pinochet-perioden, og præsten, som solgte de uægte børn i sit sogn.
   Skam og anger er abstrakte og i konteksten ret irrelevante begreber. Reaktionerne spænder fra stædig trods til storhedsvanvid og begyndende demens. Den fascistiske præst fortryder ikke noget som helst. Den affældige Fader Ramirez husker ikke længere, hvorfor han endte i huset ved stranden.
   Publikum får et særligt forhold til Fader Vidal (den altid fremragende Alfredo Castro).  Det er ham, som træner hundene, prøver at få kontakt med de lokale og har en gnist af liv tilbage i et limbo, hvor det altid synes at være morgen- eller aftenmørkt. Det er særligt svært at høre hans forklaring.

  

DEN effektive Fader Garcia ankommer med megen selvretfærdighed. Den bliver hen ad vejen pillet af ham. Den reneste mand ender med at stå som en hykler, måske den værste i huset, da det kommer til stykket.
   Pablo Larrain (f. 1976) markerede sig med en trilogi om det chilenske samfund i Pinochet-tiden, som han selv er for ung til at huske. Tony Manero (2008) og Post Mortem (2010) fik ikke dansk premiere, men den Oscar-nominerede NO (2012) og Jackie (2015), Larrains første engelsksprogede produktion, var også hér tilløbsstykker.
   El Club modtog Juryens Grand Prix på Berlinalen 2015. Det var længe den mest nuancerede film om krisen i den katolske kirke. Siden fulgte Todd McCarthys Spotlight, som blev årets Oscar-vinder. Francois Ozons Grâce à dieu (2018, da. Gud være lovet) bearbejder de krænkede voksnes erfaring. Også i Spotlight er præsterne gemt af vejen. Her ligger faciliteten i Boston.
   Spotlight er stærkere i statistikken og har sat et hold af journalister til at bore i Kirkens kolossale forklaringsproblem. Men El Club er ren og realistisk. Den ser virkelig sine karakterer, og ved, at mørket ikke forsvinder, fordi man forbyder natten ved lov.

Se også Valget i Chile: NO (2012) [Pablo Larrain]; Enkens fortælling: Jackie (2016) [Pablo Larrain]; Kop eller værktøj: En film om digteren Pablo Neruda 1904-1973; Dronningebilleder | Pablo Larrain: Spencer (2021) [Oscars 2022].

El Club. Instr.: Pablo Larrain. Manus: Guillermo Calderón, Daniel Villalobos, Pablo Larrain. Foto: Sergio Armstrong. 98 min. Chile 2015. Dansk premiere: 29.10.2015

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ Angel Films/

Filmen streames (lån. køb eller leje) på Google Play, iTunes, SF Anytime, Blockbuster og Filmstriben

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 30.10.2015

Enkens fortælling: Jackie (2016) [Pablo Larrain]

ENKENS FORTÆLLING

Jacqueline Kennedy Onassis 1929-1994

Af BO GREEN JENSEN

JOHN F. Kennedy blev myrdet i Dallas den 22. november 1963. Den formodede gerningsmand, Lee Harvey Oswald, døde to dage senere, da natklubejeren Jack Ruby skød ham af aldrig fuldt klarlagte grunde.

   Samme søndag foregik statsbegravelsen i Washington. Efter ceremonien på Arlington Cemetery tog præsidentens enke til Hyannis Port, Kennedy-klanens sommerresidens, for at overveje sin situation, mens Det Hvide Hus blev gjort klar til Lyndon og Lady Bird Johnson.

   Jacqueline Kennedy kontaktede selv den politiske kommentator Theodore H. White, en gammel ven af familien, og tilbød ham et interview. Artiklen »For President Kennedy, An Epilogue« stod i Life Magazine den 6. december.

DET var en forkommen kvinde, som talte med White. Jackie blev gift med den ti år ældre – og notorisk promiskuøse – John i 1953, da hun var 24 og nybagt kandidat i fransk litteratur. Der var fire graviditeter, men pigen Arabella var dødfødt, og drengen Patrick levede kun i to dage. Ved præsidentens død stod Jackie alene med Caroline på seks år og sønnen John Jr. på tre.

   Efter fem år giftede hun sig med skibsrederen Aristotle Onassis, og da han døde i 1975, blev hun til fabeldyret Jackie O, som hang ud med Andy Warhol, Truman Capote og Bianca Jagger. Hun var et stilikon gennem hele sit liv. Det sluttede i maj 1994, da hun døde af lymfekræft, 64 år gammel.

JFK-attentatet er Den Store Hvide Hval blandt konspirationsteorier, og forløbet er skildret fra alle tænkelige vinkler. Alligevel finder Pablo Larrains film en ny. Jackie fokuserer på ugen fra attentatet til interviewet med White – som bliver spillet af Billy Crudup og her er en mere generisk figur. Der er flashbacks i langt og kort perspektiv, men ingen ved, hvad der videre sker.

   Det er et solidarisk portræt af den blodtilstænkede kvinde, som stadig bærer et lyserødt sæt fra Chanel, da hun overværer indsættelsen af Lyndon B. Johnson. I filmens hjertescene kan hun endelig lægge det blodige tøj. I størknet tid husker hun skuddet, der knuste hendes mands hjerneskal. Strømperne må næsten skrælles af, før hun kan tage sit lutrende bad.

   

JACKIE er i vejen og bliver konstant puffet væk. Kun svogeren Robert spørger til hendes reaktioner, og det er ham, der insisterer på at respektere hendes ønske om en statsbegravelse efter Abraham Lincoln-modellen.

   Under interviewet med White er hun formel og kontrolleret. Hans artikel er berømt, fordi den lancerer myten om Kennedys regering som et amerikansk Camelot. Jackie citerede selv Lerner og Loewes musical: »Don’t let it be forgot/ That once there was a spot/ For one brief, shining moment/ Known as Camelot.«

   Filmen gør det anderledes. Sangen fra Camelot kører videre i udløbsrillen, da alle har forladt lokalet for at forsvinde ind i historien og blive til skyer.

  

PABLO Larrain, som er chilener, har tidligere demonstreret sit talent for at genskabe ældre mediebegivenheder. NO (2012) fortalte historien om reklamebureauet, som førte nej-kampagnen, der tvang præsident Pinochet fra embedet i 1988. Det bedste ved filmen var de rekonstruerede tv-spots.

   Her gør Larrain det samme med Kennedy-epoken. Jackie blev kritiseret for at bruge unødvendigt mange penge på en modernisering af Det Hvide Hus. For at vende stemningen, inviterede hun tv med ind i de nye, luftige stuer.

   Larrain genskaber optagelserne og viser de færdige billeder. Teknikernes attitude siger lige så meget om fordomsfuldheden, Jackie bliver mødt med, som de utålmodigt overbærende reaktioner i dagene efter attentatet.

NATALIE Portman giver en koncentreret fremstilling af den chokerede kvinde, som beslutter at tage kampen op. Caspar Phillipson fungerer udmærket som JFK, og Peter Sarsgaard er på hjemmebane som Robert Kennedy.

   John Hurt spiller præsten, som Jackie fører terapeutiske samtaler med. Han lyder ofte som en John Ford-karakter – »When the legend becomes fact, print the legend«. Noah Oppenheims manuskript har den samme idé, at undersøge hvordan myter bliver til.

   Ellers er det, når akkuratessen er behørigt beundret, svært at se, hvad filmen vil. Jo, den giver Jackies vinkel på sagen, men det er som med andre rekonstruktioner. Man siger: Ih, hvor det ligner, og åh, var det sådan. Men for rigtigt at bruge historien, må man have en klar og fast præmis.

   Filmen gør enkens fortælling konkret, og som et vindue på tiden er den interessant, fordi atmosfæren virkelig smager af 1963. Jackie nægter at være et offer – men er alligevel skildret netop som dét.

Se også Forvandlingens tid: En film om Robert Kennedy 1925-1968; Don DeLillo: Underworld (1997) | Et interview; Bob Dylan: Murder Most Foul (2020).

Se også Valget i Chile: NO (2012) [Pablo Larrain]; Pablo Larrain: El Club (2015); Kop eller værktøj: En film om digteren Pablo Neruda 1904-1973; Dronningebilleder | Pablo Larrain: Spencer (2021) [Oscars 2022].  

Jackie. Instr.: Pablo Larrain. Manus: Noah Oppenheim. Foto: Stéphane Fontaine. 100 min. Chile-Frankrig-USA 2016. Dansk premiere: 12.01.2017.

Foto: Fox Searchlight Pictures/ LD Entertainment/ Wild Bunch/ Protozoa Pictures/ Why Not Productions/ CineMaterial/ FilmAffinity/ Time Warner/ Life Magazine

Filmen streames (lån, køb eller leje) på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Twentieth Century Fox 07.03.2017 

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 13.01.2017

Valget i Chile: NO (2012) [Pablo Larrain]

EN DEL AF HISTORIEN

Da Chile tilvalgte demokratiet

Af BO GREEN JENSEN

DER findes adskillige film om det CIA-orkestrerede statskup, som i 1973 erstattede Salvador Allende, Chiles folkevalgte præsident, med general Augusto Pinochet Ugarte, militærjuntaens leder. Allende var socialist. Pinochet var nærmest erklæret fascist.
   Kuppet og terrorregimet er skildret i fiktionsfilm som Sebastián Alarcóns Nat over Chile (1977), Costa-Gavras’ Missing (1982), Bille Augusts Åndernes hus (1993), Betty Kaplans Of Love and Shadows (1994) og Ulf Hultbergs The Black Pimpernel (2007). Bedst er dog sekvensen af dokumentarfilm, som Patricio Guzmán begyndte med Battle of Chile (1975-79), fortsatte med Chile, the obstinate memory (1997) og afsluttede med Lysets nostalgi (2010).
   Der er til gengæld få beskrivelser af, hvordan landet slap af med diktatoren. Pablo Larrain fortæller en del af historien i NO, som bygger på skuespillet El plebiscito af Antonio Skárméta.
 

DET skete ved en folkeafstemning i oktober 1988. Man sagde si eller no til otte år mere med Pinochet. Regeringen havde selv udskrevet afstemningen, der dog aldrig var tænkt som et egentligt valg, snarere som et publicity stunt. Man gjorde det efter massive protester og økonomiske sanktioner fra verdenssamfundet. Kun Ronald Reagan og Margaret Thatcher var fans af de chilenske generaler.

   Styret havde befolkningens støtte før valget. Oppositionen var splittet i mange fraktioner, og middelklassens tavse flertal havde stort sendt vendt ryggen til politik. Chile var blevet et vanediktatur på linje med general Francos Spanien. Man kunne muligvis forestille sig en afstemning, hvor resultatet gik styret imod, men ingen troede for alvor på, at juntaen ville acceptere et nej.
   Valget var behørigt sat i scene. Før afstemningen skulle begge sider have sendetid i det statslige tv. Programmerne var for en sikkerheds skyld lagt om natten. Regimet førte en heroisk kampagne, der forherligede Pinochet. Modstanderne havde problemer med at enes om en fælles kurs. Man fremstillede vrede og grundige dokumentarfilm, som opregnede regimets forbrydelser og mindede befolkningen om de dissidenter, som var døde og forsvundne under Pinochet.

   

I NO – som blander fiktive og faktiske skikkelser - hedder oppositionslederen José Urrutia (Luis Gnecco). Han kan mærke, at indignationsstrategien kun taler til de i forvejen overbeviste. Han kontakter derfor reklamemanden René Saavedra (Gael García Bernal). Saavedra er uddannet i USA og har stor succes med at markedsføre alt fra læskedrikke til mikrobølgeovne i en optimistisk, ungdomsfejrende husstil.
   Saavedra er skeptisk og egentlig ret ligeglad med den politiske side af sagen. Opgaven er dog en fristende udfordring. Saavedra arbejder for Lucho Guzman (Alfredo Castro), som støtter Pinochet. Mens nej-siden vinder terræn, prøver Guzman at bestikke sin juniorpartner. Da Guzman overtager ja-kampagnen, er det for sent at vende stemningen. 56% af befolkningen siger nej til en ny tid med Pinochet.
   Larrains film rekonstruerer kampagnen og følger den skråsikre, opportunistiske Saavedra i måneden op til afstemningen. En af de bedste scener viser politikernes reaktion på hans skitse til en kampagne. Saavedra interesserer sig ikke for sårene og ofrene i den fælles erindring. Han sælger budskabet med humor og genbruger forførende tricks fra sine colareklamer. Han tegner et regnbuelogo. Flere fra oppositionen siger fra og vil hellere tabe end vinde på Saavedras præmis.

   

NO er optaget på Sony U-Matic, den professionelle videostandard i 80ernes tv-industri. Larrain kan på den måde bruge autentiske klip og føje dem sammen med rekonstruktioner. Endvidere får billedsiden en grynet tekstur, som man enten vil tænde eller stå af på. Især de store demonstrationer, som politiet slår hårdt ned på mod slutningen, er overbevisende genskabt. Saavedra deltager med sin søn, men han bliver aldrig et politisk dyr, skønt systemet truer og intimiderer. Han drives snarere af stolthed og ambitioner. Han vil vinde, fordi han kan.
   NO var Chiles kandidat til en Oscar, og filmen blev kortlistet sammen med bl.a. Michael Hanekes Amour og Nikolaj Arcels En kongelig affære. Ingen anden chilensk spillefilm er nået så langt ud i verden. Alligevel har man delte meninger i hjemlandet. Flere ser (stadig) ingen grund til at fejre øjeblikket, da politik blev en vare. Genaro Arriagada - modellen for filmens Savedraa – har kritiseret Larrain for at skildre tv-kampagnen som den eneste udslagsgivende faktor. Der var mange gode kræfter om at vælte Pinochet.

PABLO Larrain er født i 1976 og voksede op i en Pinochet-venlig familie. Han har tidligere undersøgt perioden i Tony Manero (2008) og Post-Mortem (2010). Han ved utvivlsomt alt dette. Ingen i filmen har rene hænder, og René Savedraa bliver kun en sympatisk person, fordi Gael Garcia Bernal fremstiller ham så karismatisk.
   Saavedra er samtidig en umoden, påståelig, apolitisk type i tiden. Alle i lokalet anfægtes, da en film viser sørgende mødre og enker, som danser for at skabe opmærksomhed om deres døde sønner og ægtemænd. Saavedra finder det kedeligt. Efter valget arbejder han fortsat for Guzman og sværger til stilen fra colareklamer.
   NO er både en blændende film og et fascinerende stykke mentalitetshistorie. Sådan væltede Chile sin diktator, lagde fortiden bag sig og glemte de politiske ofre. Larrain fremstiller denne proces. Han siger ikke nødvendigvis, at den var smuk.

Se også Pablo Larrain: El Club (2015); Kop eller værktøj: En film om digteren Pablo Neruda 1904-1973; Enkens fortælling: Jackie (2016) [Pablo Larrain]; Dronningebilleder | Pablo Larrain: Spencer (2021) [Oscars 2022]; Ernesto Ché Guevara 1928-1967; Den stædige erindring: Dokumentarfilmskaberen Patricio Guzmán [Moderne mestre].

NO! Instr.: Pablo Larrain. Manus: Pedro Peirano. Foto: Sergio Armstrong. 118 min. Chile 2012. Dansk premiere: 13.06.2013.

Foto: CineMaterial/ FilmAffinity/ Cannes Film Festival/ YouTube (trailer + BBC News Mundo 1988 Election Commercial]/ Reel Pictures

Filmes streames (lån, køb eller leje) på SF Anytime og FILMSTRIBEN

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 14.06.2013