Translate

Viser opslag med etiketten Timothy Spall. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Timothy Spall. Vis alle opslag

torsdag den 3. marts 2022

Dronningebilleder| Pablo Larrain: Spencer (2021) [Oscars 2022]


DEN KNUSTE BLOMST
Et drømmeportræt af »Folkets Prinsesse«

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE dødsfald rammer dybt i kulturen. Vi sørger stort og kollektivt. De fleste myter forvitrer med tiden, men enkelte bliver stående, og de døde legender får en betydning, de knap nok havde i livet. Lady Diana Spencer (1961-97) er et eksempel. Marilyn Monroe (1926-62) er et andet.
   Der er ingen logisk forklaring, bortset fra auraen af martyrium. Begge kvinder blev kun 36 år, og medierne tog en stor del af skylden. Vi sørger så med de midler, vi har. På sin måde var det smukt, at Bernie Taupin skrev »Candle in the Wind« om til »Goodbye, England’s Rose«, som Elton John sang ved begravelsen. Elegien nåede verden om. I Canada var den nr. 1 i et år.
   Chileneren Pablo Larrain (No, El Club, Neruda) ser på myten Diana med det samme tørre blik, som han kastede på Jacqueline Kennedy i Jackie (2016). Her var Natalie Portman den rystede enke, som stadig havde blodpletter fra Dallas på kjolen, da hun mødte pressen få dage efter. Også Jackie var et statisk monodrama, men Larrain skabte luft via flashbacks til et tv-program, hvor præsidentfruen viste seerne rundt. Hun var Folkets First Lady.
   Holdet bag Spencer har formentlig bedt Larrain om at gøre noget lignende for Folkets Prinsesse. I hvert fald har filmen den samme minimalistiske tilgang. Tonen er mere som på et teater. Det er måden, replikkerne bliver sagt på, og indramningen af meget store symboler. Realisme har ikke været en prioritet. Hvad skulle den ærlig talt også gavne?



FORTÆLLINGEN FOREGÅR over tre dage i julen 1991. Diana lægger stærkt ud med at komme for sent til den traditionsrige frokost i Sandringham House. Hele familien ser skævt til hende, da hun når frem. Hun har været i huset talrige gange, men terrænet har ændret sig, synes hun.
   Hun går ind på en pub og spørger om vej. De lokale er ved at tabe næse og mund. Så får hun øje på Fugleskræmslet, der står som et vartegn på den nøgne mark. Hun husker stråmanden fra, da hun var yngre. Hun tager hans vejrbidte olieskindsjakke med sig til godset.
   Vi er i et Ingenmandsland mellem erindring og vrangforestilling. Man genser et sted fra sin barndom, og proportionerne er ændret. Men måske er selve tiden strakt. Steven Knights manuskript har karakter af en spøgelsesfortælling. Eller drømmestoffet i Graham Greenes fantastiske novelle »Under haven«. Den fortrolige jord bliver usikker grund. Man accepterer nogle kunstgreb, som en realistisk fremstilling ville afvise.



VI er helt og holdent i Dianas perspektiv. Alle i huset har kulde i blikket – i særdeleshed Charles og de svigerforældre, som aldrig er kommet prinsessen i møde. Den nye påklæderske er sikkert en spion, som hovmesteren (Timothy Spall) har anbragt. Køkkenet er fuldt af soldater, der tilbereder maden. På ét punkt er Spencer ikke forskellig fra andre fremstillinger. Der er den samme benovelse over det ceremonielle apparat.
   Diana savner sin betroede hofdame (Sally Hawkins), som senere bliver hentet ind – og aflægger en vidtløftig tilståelse, der på befriende vis renser luften. Hun træder kun ud af sin halvverden, når hun er sammen med sønnerne Harry og William. Hun stikker til maden og får kommentarer for sin vægt. Hun propper sig i spisekammeret for senere at kaste op.



PÅ en af filmens plakater ser man Dianas udsøgte kjole. Hun knæler med ryggen til tilskueren. Først bagefter forstår man situationen. Ingen anden historisk person kan være skildret så ofte sådan. Dianas myte er virkelig sær. Anoreksi og bulimi er næsten blevet hagiografiske kvaliteter.
   Larrain beskærer mesterligt. Filmen er aldrig skarpere end i scenen, hvor Diana møder Charles i biblioteket. Han står ved snookerbordet, der har blodrødt klæde og farvede billardkugler. Den farligste af dem er glinsende sort, og Charles knuger den faretruende hårdt. Eller sådan ser det ud for Diana.
   Ingen af parterne vil give sig en tomme. Charles siger til Diana, at hun må se at blive voksen. Jack Farthing må virkelig være den koldeste kronprins on record.



KRISTEN STEWART ER amerikaner og fingerer en britisk accent. Hun spiller med tilegnede manierismer. Det fungerer, fordi Diana altid efterligner og prøver at tilpasse sig. Mislykkes det, reagerer hun så meget stærkere i bestræbelsen på at gøre sig fri. Den stolte trods demonstreres i en scene, hvor hun standser rævejagten og vinder skakspillet for dagen.
   Mest teatralsk er Dianas identifikation med Anne Boleyn, Henrik den 8.’s anden hustru (af seks), som han lod henrette i 1536, da de havde været gift i tre år. Anne blev besværlig og skaffet af vejen. Diana er overbevist om, at det vil gå hende lige sådan. Larrain og Knight lader dronningens genfærd træde frem i et gammelt skovløberhus. Lige dén scene tror man nok slet ikke på.



INGEN kan med sikkerhed vide noget om personen. Vi har set interviewet, hvor hun slår igen og bider fra sig. I Oliver Hirschbiegels Diana fra 2013 blev hun spillet af Naomi Watts. Hun var da en vital og dynamisk person, der sneg sig ud til stævnemøder. Mest troværdigt er portrættet i The Crown, hvor Diana bliver spillet af Elizabeth Debicki. Her balancerer gode og tvivlsomme træk.
   Spencer er ikke en stor film, men den har indlevelse og psykologisk dybde. Som sagt står Larrain ved et skær af teater. Han begyndte med at vise os jakken, som Diana tager af Fugleskræmslet. Vi er tilbage i Tjekhovs teater, hvor riflen over kaminen må bruges, når vi har set den blive hængt op.
   Det sker som foreskrevet i drømmeportrættet af Folkets Prinsesse. Vist kommer slutningen som en forløsning. Den knuste blomst har omsider sin dag.

Kristen Stewart er Oscar-nomineret i kategorien Best Actress. Filmen har kun den nominering. 94th Academy Awards-ceremonien finder sted i Los Angeles den 27. marts 2022.



Fotos: Shoebox Films/ Komplizen Film/ FilmNation Entertainment/ Topic Studios/ Fabula/ Nordisk Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 23.05.2022
Anmeldelsen trykt  i Weekendavisen Kultur 04.02.2022.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , ,

onsdag den 12. maj 2021

Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]

 

MR. LEIGH & MR. TURNER
En samtale om billedkunst

Af BO GREEN JENSEN

MAJ 2014: Der er diset sol og en høj vind i Cannes, da vi møder Mike Leigh på Majestic Barrière. Man går ned ad nogle trapper og kan ikke længere høre den travle Boulevard de la Croisette. Man bliver blændet af brændingen på en måde, der ville interessere J.M.W. Turner (1775-1851), den britiske ener, som var impressionist 40 år før de fleste.
   Mr. Leigh har skrevet og instrueret Mr. Turner, en stor og stilfærdigt visionær film om de sidste 25 år af kunstnerens liv. Leigh er kendt for nutidsfilm som Naked, Secrets and Lies og Another Year. Det er dog ikke første gang, at han søger tilbage. Topsy-Turvy fra 1999 var en sørgmunter kærlighedserklæring til sangskriverparret Gilbert & Sullivan, som fornøjede 1880erne med satiriske operetter som H.M.S. Pinafore og The Mikado.


TOPSY-TURVY var nærmest et lystspil. Mr. Turner begynder 50 år før og er snarere som en præcis elegi. Den unge dronning Victoria optræder i en enkelt scene. Hun er ikke bare utilfreds med Turners kunst. Hun hader den aktivt og foretrækker den sentimentale husstil, som vil præge hendes regeringstid. Turner selv slår en vantro latter op, da han ser de første af prærafaellitternes malerier.
   Leigh er i hvidt og smiler mere end sædvanligt. I Cannes har Mr. Turner fået den modtagelse, som den fortjener. Man kan endnu ikke vide, at Nuri Bilge Ceylan og Vintersøvn får al opmærksomheden i år. Timothy Spall får en pris for rollen som Turner. Han holder en overstrømmende tale. Fred være med det, har Leigh sikkert tænkt. Han kom ikke selv til ceremonien.


– ER der forskel på at arbejde med autentiske og fiktive karakterer?
   »Egentlig ikke. Man kan researche i en million år, og man kan læse 1000 bøger, men det sker der ikke noget foran kameraet af. Der skal på en eller anden måde sættes kød på handlingen. Jeg arbejdede præcis som på mine øvrige film. Det gjorde jeg også i Topsy-Turvy, filmen om Gilbert og Sullivan.
   Vi plejer at kunne sætte os og skabe en karakter fra bunden. Her gjorde vi virkelig megen research, Timothy Spall og jeg. Vi læste alle bøgerne, og vi kunne bygge karakteren på den baggrund. Men man må stadig gennem alle de organiske processer for at få det til at ske foran kameraet.«
   – Er det sværere at lave historiske film?
   »Der er de udfordringer, som man forventer. Ingen siger, at periodefilm skal være store produktioner. Denne film og Topsy-Turvy krævede begge et vist format, men jeg kunne lave en film om nutiden, som krævede format. Hvert projekt er forskelligt. Another Year var lige så forskellig fra Happy-Go-Lucky, som denne film er fra Topsy-Turvy. Jean Renoir havde ret i, at alle laver den samme film igen og igen, men inden for den ramme, vil jeg gerne variere motivet.«
   – Du bruger ikke manuskript, men et detaljeret arbejdspapir...
   »Det manglende manuskript er en myte. Jeg møder ikke med en færdig tekst, men jeg arbejder ikke ud i det blå. Det gælder alle mine film. Vi arbejder med scenerne i prøveforløbet. Når skuespillerne står foran kameraet, er alt skrevet ned.«



– TURNER er 50 år, da filmen begynder, og 76, da han dør. Du gør intet forsøg på at skildre hans ungdom...
   »Filmen er blevet kaldt selvbiografisk, men det er noget vrøvl. Jeg synes ikke, at jeg spejler mig i Turner. Ja, jeg er mere interesseret i den modne Turner, for jeg forstår, hvad der optager ham, men det er ikke et skjult selvportræt. Hvis man laver film og er kunstner, kan man måske bedre sætte sig i hans sted, men jeg håber da, at jeg kan leve mig ind i hver karakter, som jeg skildrer.
   Man kunne sagtens lave en ordinær biografisk fiktionsfilm. Man kunne finde en tyk dreng, der spillede Turner som barn, og man kunne vise en ung mand, der lignede drengen, og det ville være forudsigeligt og kedeligt. Og utroværdigt og tidskrævende. Det er jo ikke en dokumentarfilm. Det er en række betragtninger over Turner.«
   – Har du altid været optaget af Turner?
   »Hvis man vokser op i den engelsktalende verden, har Turner altid været der. Men jeg var ikke opmærksom på ham som ung. Turner og Constable, britiske landskaber, var noget, man så på kagedåser og chokoladepapir. Som 14-årig vidste jeg mere om Picasso og impressionisterne. Dengang troede vi, at surrealisterne ville ændre det hele. En tåbelig forestilling, man heldigvis er kureret for nu. I 60erne læste jeg kunst og begyndte at opdage Turner. Man gik ind på Tate eller National Gallery og så på hans billeder. Og blev inspireret af den dramatiske arbejdsform.«



– I FILMEN gør Turner Constable flov. Til ferniseringen på Royal Academy sætter han en rød plet i sit eget billede for at parodiere Constables overforbrug –
   »Man skal bruge de gode historier, der er. Scenen med Constable er autentisk. Der er en masse rødt i Constables billede af indvielsen af Waterloo Bridge. Det blev anbragt ved siden af Turners maleri af tågen, hvor alt er gråt, og han tilføjede én rød plet for effekten. Jeg dramatiserede simpelt hen, hvad der står i alle bøgerne.
   Man er nødt til at bruge den slags. Det kommer sig ikke så nøje, om det er sandt. Alle har hørt, at Turner lod sig tøjre til masten på et skib for at se en storm indefra. De moderne biografier er enige om, at det aldrig skete. Vi bruger alligevel anekdoten, for vi laver for pokker en film! Det ville være korrekt på den forkerte måde, hvis man ikke tog det med, bare fordi bøgerne siger, at det ikke gik sådan til.«



– VAR det svært at se som Turner?
   »Det er altid en fornøjelse at arbejde med en begavet fotograf som Dick Pope. Han studerede Turners palet, og vi enedes om et særligt look. Efterhånden får man det i blodet. Man lærer at se verden gennem et Turner’sk prisme. Vi gjorde ikke som David Lean, der var berømt for at vente i tre uger på den rigtige skyformation. Vi var heldige med mange ting. Elementerne samarbejdede, og vi kunne bruge digital teknologi. Der er meget, man kan rette i efterproduktionen.«
   – Hvor meget er skabt digitalt?
   »Ganske meget. Den digitale teknik er på ingen måde et kompromis eller et udtryk for degenerering. Den er et nyt redskab, man har til rådighed. Dick og jeg har alderen til at være gammeldags filmmennesker. Vi har altid skudt på 35 mm, og vi elsker film. Men vi lever i det 21. århundrede. Vi har brugt den digitale teknik og fået den til at fungere. Jeg synes, det er spændende.«
   – I filmen interesserer Turner sig for tidlige fotografier. Gør han det i samme ånd?
   »Turner var meget optaget af den nye teknologi. Og en smule bange for den. Da han opdagede fotografiet, var han allerede ved at udvikle de teknikker, som impressionisterne gennemførte senere i århundredet.«*
   – Hvad ville Turner mene om filmmediet?
   »Hans interesse for ny teknik dukker op flere steder. Han forsvarer brugen af damp. På billedet af sejlskibet, The Fighting Temeraire, der bliver slæbt til ophug, er han mere optaget af fremtiden. Havde han havde levet senere i århundredet, ville han være fascineret af filmen. Hvad han ville sige til denne film, er der intet svar på.«



– TIMOTHY Spall spytter og gnider på billederne. Han siger lyde, mens han maler –
   »Mange kilder beskriver, at han stønnede og gryntede osv. Vores fremstilling bygger på denne research. Tim fandt ind til måden, vi syntes Turner skulle lyde på.«
   – Der bliver talt, som man talte i tiden –
   »Mange periodefilm lader karaktererne tale moderne. Jeg synes, det er en skam. Ligesom vi har gjort os umage med produktionsdesignet og kostumerne, har vi været omhyggelige med sproget, som er rigt og interessant. Det er jo ikke så længe siden. Turner døde 92 år, før jeg blev født. Han hænger stadig i luften sammen med Dickens. Jeg tror, at de autentiske elementer gør tiden mere tilgængelig for tilskueren. Det nytter ikke at bruge en halv-realistisk, halv-moderne periodestil. Historien skal leve på helhjertet vis.«
   – Men musikken er moderne…
   »Gary Yershon er en fremragende komponist, som jeg har arbejdet med flere gange. Jeg ville ikke have pastichemusik. Der er periodemusik i filmen, Purcell og Rossini. Så her har du en film, som foregår i det 19. århundrede, med et score som bruger fem saxofoner.«



– SÅ du på andre kunstnerfilm?
   »Jeg ser film hele tiden, i alle former og størrelser, gamle som nye. Ikke for at få inspiration og ideer. Det sætter bare ens tankeprocesser i gang.
   Jeg ville vel føje noget til kredsen af film om kunstnere. Dem er der mange af: gode, dårlige, nogle helt ulidelige. Jeg holdt meget af Derek Jarman, men hans film om Caravaggio er noget af det mest ubønhørligt kedsommelige, jeg har set. Mange holder af den, men jeg finder den endnu værre end Sidste år i Marienbad.
   Maurice Pialats Van Gogh er god. Og Robert Altmans Vincent & Theo synes jeg virkelig om. Vincente Minnellis Lust for Life er en rusten gammel sag, men meget underholdende. Jeg vil ikke gennemgå hele listen.«
   – I gamle dage gik folk i kirke om søndagen. Nu går man på kunstmuseum.
   »Alt, som erstatter religion, er gode nyheder. Religion er en af verdens sygdomme. Og verden bliver værre, jo mere troen får tag i folk.«


– DER er en scene, hvor tidens store kritiker, John Ruskin, roser Turners kunst af forkerte grunde. Har den også adresse til filmkritikere?
   »Da Ruskin udtaler sig, betragter de et meget følelsesfuldt maleri af Turner. The Slave Ship beskriver, hvordan kaptajnen på et slaveskib kastede slaver i havet. De var syge, det drejede sig om skibets forsikring. Turner reagerede på hensynsløsheden. Han fortæller om baggrunden, og Ruskin kaster sig ud i en vidtløflig analyse af formen. Han er slet ikke opmærksom på følelsen i billedet.«


*) I 1847 poserede Turner beredvilligt for John Jabez Edwin Mayall, som tog det eneste eksisterende foto af kunstneren. Daguerreotypien bruger den samme positur og beskæring, som Turner 50 år før havde anvendt på det ikoniske selvportræt fra 1799. Model og fotograf arbejdede sammen om at opnå den kronologiske effekt. Se i øvrigt teksten om Mike Leigh: Mr. Turner (2014).


Mike Leigh blev interviewet på Majestic Barrière i Cannes lørdag den 17. maj 2014


Fotos: BFI/ Film4/ Amusement Park Films/ Canal+/ Diaphana Films/ Focus Features/ SF Studios/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ [Filmgrab]/ Tate Britain/ National Portrait Gallery
Mr. Turner streames [i maj 2025} på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Entertainment One (UK) 02.03.2015
Interviewet trykt første gang i Weekendavisen Kultur 02.01.2015

Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , , , ,

tirsdag den 11. maj 2021

Mike Leigh: Mr. Turner (2014)


SOLEN ER GUD
Billedkunstneren J.M.W. Turner 1775-1851

Af BO GREEN JENSEN

FÅ kunstnere fylder mere i tiden end Joseph Mallord William Turner. Hans billeder hører til fælleskulturen, og de orange eksplosioner er et klassisk varemærke. Han var en kæmpe i sin egen epoke, den britiske senromantik, hvor han samtidig stod ret alene med et æstetisk program, der var helt og holdent baseret på synet.
   »Han er farvens store komponist, den modigste digter blandt malere til alle tider,« skrev kunsthistorikeren Richard Muther i et tidligt forsøg på at skildre synæstesien hos Turner. Sandt nok synes sanseligheden at inddrage både sprog og musik. Der er dog hverken tro eller ideologi. Der er sjældent mere end motivet.


TURNER er for maleriet, hvad Beethoven var for musikken. De råber tidligt, højt og alene. Turners grå storme og disede daggry begynder, som det altid bliver sagt, hvad impressionisterne fuldførte 30-40 år senere. De bryder verden ned for bedre at kunne se den, og de forlader den figurative fremstilling, som fotografiet har gjort overflødig.
   For sin tid var Turner dog bare en ener, der udviklede sig til en original. Som Mike Leigh udtrykker det: »Det er let for os at være bagkloge og se tilbage og sætte pris på, hvad han gjorde. Vi lever efter Jackson Pollock. Men midt i det 19. århundrede troede de virkelig, at han var blevet gal. Eller at hans syn var blevet dårligt.«


MR. TURNER foretager en flydende rejse gennem de sidste 25 år af malerens liv. Timothy Spall spiller ham med al mulig pondus og et rigt register af animalistiske lyde. Det er faktisk ikke den første fremstilling af Turner på film. Også DR sendte i 1974 tv-filmen The Sun is God, skrevet og instrueret af Michael Darlow, hvor Leo McKern var en lige så livagtig brumbasse.*
   Også Leigh lader Turner råbe: »Solen er Gud!«, da han ligger på sit yderste. Det er berømte sidste ord, og Leigh bruger kun episoder med biografisk belæg. Undtagelsen er historien om, hvordan Turner lod sig tøjre til en mast for at male Snestorm – damper uden for et havneindløb giver signal fra lavt vand og går fremad ved hjælp af loddet. Kunstneren var midt i stormen den nat Ariel forlod Harwich (1844).
   Den lange titel er Turners egen og røber, at han var selv ophavsmand til anekdoten om sin mytologiske Odysseus-erfaring: »Jeg fik søfolkene til at binde mig til masten for at kunne gøre studier. Jeg var bundet i fire timer og ventede ikke at slippe levende fra det, men jeg følte mig tvunget til at rapportere bagefter.«


TURNER var 76 år, da han døde i 1851. Leigh er født i 1943. Han gør intet forsøg på at skildre maleren, før han fyldte 50. Filmen koncentrerer sig om kunstneren, der har mestret alle foreskrevne emner og discipliner, før han midt i sit liv begynder at rive det hele i stykker og følger sin egen vision til verdens ende, koste hvad det nu vil.
   Det sidste kvarte århundrede er kogt ned i 40 scener, som fotografen Dick Pope har bearbejdet i Turners egne, stadig mere gnidrede farver og strukturer. Han maler sene hovedværker og er til fernisering på The Royal Academy. Den unge dronning Victoria besøger atelieret og betragter Turners kunst med foragt. Selv hånler han ad Prærafaelitterne og ydmyger kollegaen John Constable i en meget velafviklet scene.



FILMENS bindemiddel er Turners pendlen mellem to huse. I London bor han med husholdersken Hannah Danbury (Dorothy Atkins), som han bruger seksuelt og tager for givet. Under et ophold i Margate møder han Sophia Booth (Marion Bailey), som han flytter sammen med, da hun bliver enke. Turner har en evig støtte i sin hengivne far (Paul Jesson), som iscenesætter fremvisningerne i husets galleri. Da den gamle Turner dør, bliver sønnen mere eftertænksom.
   Turner har to voksne døtre med en kvinde, som nu og da kommer og skælder ham ud. Forholdet bliver aldrig forklaret. Hannah håber til det sidste, at hun og Turner skal leve som kone og mand. Et helt liv går på den måde. Hendes psoriasis bliver værre, og han flytter ind hos Sophia. Til slut er Hannah alene i mørket. Sophia pudser sit vindue, så solen kan komme ind. Verden er vel, hvad man gør den til.



DET er et meget troværdigt portræt. Samtidig markerer Mr. Turner en ny vej at gå for den aldrende Leigh, som primært har været en skarp realist. I denne film bruger han hele paletten. Han er forståeligt stolt af titelsekvensen, der lader røg trænge ind i et glas. På lydsiden mødes fem saxofoner i en utydelighed, der minder om Turners måde at se på. Dissonansen bliver ved så længe, at man er tæt på at hallucinere.
   De digitale billeder og den episodiske form giver filmen et velkomment præg af gammeldags tv-teater. Man er tættere på Den sårede Filoktet, Elsa Gress’ forestilling om Nicolai Abildgaard, som Tom O’Horgan instruerede i 1974, eller Peter Watkins’ fantastiske film om Edvard Munch (1974), end på diverse aktuelle, stadigt mere vidtløftige biopics om Vincent van Gogh.
   Vi ser Turner være en god søn, en såret kunstner, en liderlig sjuft, en kejtet gæst og en borgerlig elsker. Frem for alt ser vi ham stå alene med sit blik på den fysiske verden. Han undgår konflikter og opsøger dem. Han er i sit element, når han oplever landskaberne, men også ved den årlige Royal Academy-fernisering, hvor tidens kunstnere kommenterer og kritiserer hinanden.



KUNSTNEREN skyer familien, der vil trække ham ned i middelmådigheden. Han er samtidig den eneste, som prøver at hjælpe kollegaen Benjamin Haydon, der konstant er i gæld og har uheld. Haydon bliver fravalgt, da Akademiet optager medlemmer. Han var 60 år, da han tog sit liv i 1846. Ingen elsker en ulykkesfugl, især ikke hvis den klager konstant. Turner forstod, at Haydon kunne være hans tvilling.
   Leigh fanger paradokset ved manden, og Timothy Spall har sit livs rolle hér. Der er sikkert mere Leigh i Turner, end instruktøren vil være ved. Også filmen om Mr. Turner er et stort billedværk. Den har sit eget stærke liv.


*) Teksten er illustreret med filmstills, der viser Timothy Spall som Turner. Der findes ikke mange gode (og især ikke typiske) portrætter. Den unge kunstners selvportræt er fra 1799, Turner var 24 år. Det hænger på Tate Britain i London. John Linnells officielle portræt fra 1838 tilhører National Portrait Gallery. I 1847 udførte John Jabez Edwin Mayall daguerreotypien, som er det eneste eksisterende foto af Turner. Øjebliksbilledet af den arbejdende kunstner er udført af Charles West Cope. Skikkelsen, som ses fra ryggen, giver et bedre indtryk af det tætte fysiognomi.




Mr. Turner. Instr. og manus: Mike Leigh. Foto: Dick Pope. 149 min. UK-Frankrig-Tyskland-USA 2014. Dansk premiere: 01.01.2015.


Fotos: BFI/ Film4/ Amusement Park Films/ Canal+/ Diaphana Films/ Focus Features/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Tate Britain/ National Portrait Gallery/ The Times
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Entertainment One (UK) 02.03.2015
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 02.01.2015
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , ,
Abonner på: Opslag (Atom)