Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]

 

MR. LEIGH & MR. TURNER

En samtale om billedkunst

Af BO GREEN JENSEN

MAJ 2014: Der er diset sol og en høj vind i Cannes, da vi møder Mike Leigh på Majestic Barrière. Man går ned ad nogle trapper og kan ikke længere høre den travle Boulevard de la Croisette. Man bliver blændet af brændingen på en måde, der ville interessere J.M.W. Turner (1775-1851), den britiske ener, som var impressionist 40 år før de fleste.

   Mr. Leigh har skrevet og instrueret Mr. Turner, en stor og stilfærdigt visionær film om de sidste 25 år af kunstnerens liv. Leigh er kendt for nutidsfilm som Naked, Secrets and Lies og Another Year. Det er dog ikke første gang, at han søger tilbage. Topsy-Turvy fra 1999 var en sørgmunter kærlighedserklæring til sangskriverparret Gilbert & Sullivan, som fornøjede 1880erne med satiriske operetter som H.M.S. Pinafore og The Mikado.

TOPSY-TURVY var nærmest et lystspil. Mr. Turner begynder 50 år før og er snarere som en præcis elegi. Den unge dronning Victoria optræder i en enkelt scene. Hun er ikke bare utilfreds med Turners kunst. Hun hader den aktivt og foretrækker den sentimentale husstil, som vil præge hendes regeringstid. Turner selv slår en vantro latter op, da han ser de første af prærafaellitternes malerier.

   Leigh er i hvidt og smiler mere end sædvanligt. I Cannes har Mr. Turner fået den modtagelse, som den fortjener. Man kan endnu ikke vide, at Nuri Bilge Ceylan og Vintersøvn får al opmærksomheden i år. Timothy Spall får en pris for rollen som Turner. Han holder en overstrømmende tale. Fred være med det, har Leigh sikkert tænkt. Han kom ikke selv til ceremonien.

– ER der forskel på at arbejde med autentiske og fiktive karakterer?

   »Egentlig ikke. Man kan researche i en million år, og man kan læse 1000 bøger, men det sker der ikke noget foran kameraet af. Der skal på en eller anden måde sættes kød på handlingen. Jeg arbejdede præcis som på mine øvrige film. Det gjorde jeg også i Topsy-Turvy, filmen om Gilbert og Sullivan.

   Vi plejer at kunne sætte os og skabe en karakter fra bunden. Her gjorde vi virkelig megen research, Timothy Spall og jeg. Vi læste alle bøgerne, og vi kunne bygge karakteren på den baggrund. Men man må stadig gennem alle de organiske processer for at få det til at ske foran kameraet.«

   – Er det sværere at lave historiske film?

   »Der er de udfordringer, som man forventer. Ingen siger, at periodefilm skal være store produktioner. Denne film og Topsy-Turvy krævede begge et vist format, men jeg kunne lave en film om nutiden, som krævede format. Hvert projekt er forskelligt. Another Year var lige så forskellig fra Happy-Go-Lucky, som denne film er fra Topsy-Turvy. Jean Renoir havde ret i, at alle laver den samme film igen og igen, men inden for den ramme, vil jeg gerne variere motivet.«

   – Du bruger ikke manuskript, men et detaljeret arbejdspapir...

   »Det manglende manuskript er en myte. Jeg møder ikke med en færdig tekst, men jeg arbejder ikke ud i det blå. Det gælder alle mine film. Vi arbejder med scenerne i prøveforløbet. Når skuespillerne står foran kameraet, er alt skrevet ned.«

– TURNER er 50 år, da filmen begynder, og 76, da han dør. Du gør intet forsøg på at skildre hans ungdom...

   »Filmen er blevet kaldt selvbiografisk, men det er noget vrøvl. Jeg synes ikke, at jeg spejler mig i Turner. Ja, jeg er mere interesseret i den modne Turner, for jeg forstår, hvad der optager ham, men det er ikke et skjult selvportræt. Hvis man laver film og er kunstner, kan man måske bedre sætte sig i hans sted, men jeg håber da, at jeg kan leve mig ind i hver karakter, som jeg skildrer.

   Man kunne sagtens lave en ordinær biografisk fiktionsfilm. Man kunne finde en tyk dreng, der spillede Turner som barn, og man kunne vise en ung mand, der lignede drengen, og det ville være forudsigeligt og kedeligt. Og utroværdigt og tidskrævende. Det er jo ikke en dokumentarfilm. Det er en række betragtninger over Turner.«

   – Har du altid været optaget af Turner?

   »Hvis man vokser op i den engelsktalende verden, har Turner altid været der. Men jeg var ikke opmærksom på ham som ung. Turner og Constable, britiske landskaber, var noget, man så på kagedåser og chokoladepapir. Som 14-årig vidste jeg mere om Picasso og impressionisterne. Dengang troede vi, at surrealisterne ville ændre det hele. En tåbelig forestilling, man heldigvis er kureret for nu. I 60erne læste jeg kunst og begyndte at opdage Turner. Man gik ind på Tate eller National Gallery og så på hans billeder. Og blev inspireret af den dramatiske arbejdsform.«

– I FILMEN gør Turner Constable flov. Til ferniseringen på Royal Academy sætter han en rød plet i sit eget billede for at parodiere Constables overforbrug –

   »Man skal bruge de gode historier, der er. Scenen med Constable er autentisk. Der er en masse rødt i Constables billede af indvielsen af Waterloo Bridge. Det blev anbragt ved siden af Turners maleri af tågen, hvor alt er gråt, og han tilføjede én rød plet for effekten. Jeg dramatiserede simpelt hen, hvad der står i alle bøgerne.

   Man er nødt til at bruge den slags. Det kommer sig ikke så nøje, om det er sandt. Alle har hørt, at Turner lod sig tøjre til masten på et skib for at se en storm indefra. De moderne biografier er enige om, at det aldrig skete. Vi bruger alligevel anekdoten, for vi laver for pokker en film! Det ville være korrekt på den forkerte måde, hvis man ikke tog det med, bare fordi bøgerne siger, at det ikke gik sådan til.«

– VAR det svært at se som Turner?

   »Det er altid en fornøjelse at arbejde med en begavet fotograf som Dick Pope. Han studerede Turners palet, og vi enedes om et særligt look. Efterhånden får man det i blodet. Man lærer at se verden gennem et Turner’sk prisme. Vi gjorde ikke som David Lean, der var berømt for at vente i tre uger på den rigtige skyformation. Vi var heldige med mange ting. Elementerne samarbejdede, og vi kunne bruge digital teknologi. Der er meget, man kan rette i efterproduktionen.«

   – Hvor meget er skabt digitalt?

   »Ganske meget. Den digitale teknik er på ingen måde et kompromis eller et udtryk for degenerering. Den er et nyt redskab, man har til rådighed. Dick og jeg har alderen til at være gammeldags filmmennesker. Vi har altid skudt på 35 mm, og vi elsker film. Men vi lever i det 21. århundrede. Vi har brugt den digitale teknik og fået den til at fungere. Jeg synes, det er spændende.«

   – I filmen interesserer Turner sig for tidlige fotografier. Gør han det i samme ånd?

   »Turner var meget optaget af den nye teknologi. Og en smule bange for den. Da han opdagede fotografiet, var han allerede ved at udvikle de teknikker, som impressionisterne gennemførte senere i århundredet.«*

   – Hvad ville Turner mene om filmmediet?

   »Hans interesse for ny teknik dukker op flere steder. Han forsvarer brugen af damp. På billedet af sejlskibet, The Fighting Temeraire, der bliver slæbt til ophug, er han mere optaget af fremtiden. Havde han havde levet senere i århundredet, ville han være fascineret af filmen. Hvad han ville sige til denne film, er der intet svar på.«

– TIMOTHY Spall spytter og gnider på billederne. Han siger lyde, mens han maler –

   »Mange kilder beskriver, at han stønnede og gryntede osv. Vores fremstilling bygger på denne research. Tim fandt ind til måden, vi syntes Turner skulle lyde på.«

   – Der bliver talt, som man talte i tiden –

   »Mange periodefilm lader karaktererne tale moderne. Jeg synes, det er en skam. Ligesom vi har gjort os umage med produktionsdesignet og kostumerne, har vi været omhyggelige med sproget, som er rigt og interessant. Det er jo ikke så længe siden. Turner døde 92 år, før jeg blev født. Han hænger stadig i luften sammen med Dickens. Jeg tror, at de autentiske elementer gør tiden mere tilgængelig for tilskueren. Det nytter ikke at bruge en halv-realistisk, halv-moderne periodestil. Historien skal leve på helhjertet vis.«

   – Men musikken er moderne…

   »Gary Yershon er en fremragende komponist, som jeg har arbejdet med flere gange. Jeg ville ikke have pastichemusik. Der er periodemusik i filmen, Purcell og Rossini. Så her har du en film, som foregår i det 19. århundrede, med et score som bruger fem saxofoner.«

– SÅ du på andre kunstnerfilm?

   »Jeg ser film hele tiden, i alle former og størrelser, gamle som nye. Ikke for at få inspiration og ideer. Det sætter bare ens tankeprocesser i gang.

   Jeg ville vel føje noget til kredsen af film om kunstnere. Dem er der mange af: gode, dårlige, nogle helt ulidelige. Jeg holdt meget af Derek Jarman, men hans film om Caravaggio er noget af det mest ubønhørligt kedsommelige, jeg har set. Mange holder af den, men jeg finder den endnu værre end Sidste år i Marienbad.

   Maurice Pialats Van Gogh er god. Og Robert Altmans Vincent & Theo synes jeg virkelig om. Vincente Minnellis Lust for Life er en rusten gammel sag, men meget underholdende. Jeg vil ikke gennemgå hele listen.«

   – I gamle dage gik folk i kirke om søndagen. Nu går man på kunstmuseum.

   »Alt, som erstatter religion, er gode nyheder. Religion er en af verdens sygdomme. Og verden bliver værre, jo mere troen får tag i folk.«

– DER er en scene, hvor tidens store kritiker, John Ruskin, roser Turners kunst af forkerte grunde. Har den også adresse til filmkritikere?

   »Da Ruskin udtaler sig, betragter de et meget følelsesfuldt maleri af Turner. The Slave Ship beskriver, hvordan kaptajnen på et slaveskib kastede slaver i havet. De var syge, det drejede sig om skibets forsikring. Turner reagerede på hensynsløsheden. Han fortæller om baggrunden, og Ruskin kaster sig ud i en vidtløflig analyse af formen. Han er slet ikke opmærksom på følelsen i billedet.«

Se også Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]; Abort på film | Mike Leigh: Vera Drake (2004); Mike Leigh: Happy-Go-Lucky (2008) | Et interview; Mike Leigh: Another Year (2010); Mike Leigh: Mr. Turner (2014); Mike Leigh: Peterloo (2018).

*) I 1847 poserede Turner beredvilligt for John Jabez Edwin Mayall, som tog det eneste eksisterende foto af kunstneren. Daguerreotypien bruger den samme positur og beskæring, som Turner 50 år før havde anvendt på det ikoniske selvportræt fra 1799. Model og fotograf arbejdede sammen om at opnå den kronologiske effekt. Se i øvrigt teksten om Mike Leigh: Mr. Turner (2014).

Mike Leigh blev interviewet på Majestic Barrière i Cannes lørdag den 17. maj 2014

Fotos: BFI/ Film4/ Amusement Park Films/ Canal+/ Diaphana Films/ Focus Features/ SF Studios/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ [Filmgrab]/ Tate Britain/ National Portrait Gallery

Mr. Turner streames [i maj 2025} på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Entertainment One (UK) 02.03.2015

Interviewet trykt første gang i Weekendavisen Kultur 02.01.2015

Mike Leigh: Mr. Turner (2014)

SOLEN ER GUD

Billedkunstneren J.M.W. Turner 1775-1851

Af BO GREEN JENSEN

FÅ kunstnere fylder mere i tiden end Joseph Mallord William Turner. Hans billeder hører til fælleskulturen, og de orange eksplosioner er et klassisk varemærke. Han var en kæmpe i sin egen epoke, den britiske senromantik, hvor han samtidig stod ret alene med et æstetisk program, der var helt og holdent baseret på synet.

   »Han er farvens store komponist, den modigste digter blandt malere til alle tider,« skrev kunsthistorikeren Richard Muther i et tidligt forsøg på at skildre synæstesien hos Turner. Sandt nok synes sanseligheden at inddrage både sprog og musik. Der er dog hverken tro eller ideologi. Der er sjældent mere end motivet.

TURNER er for maleriet, hvad Beethoven var for musikken. De råber tidligt, højt og alene. Turners grå storme og disede daggry begynder, som det altid bliver sagt, hvad impressionisterne fuldførte 30-40 år senere. De bryder verden ned for bedre at kunne se den, og de forlader den figurative fremstilling, som fotografiet har gjort overflødig.

   For sin tid var Turner dog bare en ener, der udviklede sig til en original. Som Mike Leigh udtrykker det: »Det er let for os at være bagkloge og se tilbage og sætte pris på, hvad han gjorde. Vi lever efter Jackson Pollock. Men midt i det 19. århundrede troede de virkelig, at han var blevet gal. Eller at hans syn var blevet dårligt.«

MR. TURNER foretager en flydende rejse gennem de sidste 25 år af malerens liv. Timothy Spall spiller ham med al mulig pondus og et rigt register af animalistiske lyde. Det er faktisk ikke den første fremstilling af Turner på film. Også DR sendte i 1974 tv-filmen The Sun is God, skrevet og instrueret af Michael Darlow, hvor Leo McKern var en lige så livagtig brumbasse.*

   Også Leigh lader Turner råbe: »Solen er Gud!«, da han ligger på sit yderste. Det er berømte sidste ord, og Leigh bruger kun episoder med biografisk belæg. Undtagelsen er historien om, hvordan Turner lod sig tøjre til en mast for at male Snestorm – damper uden for et havneindløb giver signal fra lavt vand og går fremad ved hjælp af loddet. Kunstneren var midt i stormen den nat Ariel forlod Harwich (1844).

   Den lange titel er Turners egen og røber, at han var selv ophavsmand til anekdoten om sin mytologiske Odysseus-erfaring: »Jeg fik søfolkene til at binde mig til masten for at kunne gøre studier. Jeg var bundet i fire timer og ventede ikke at slippe levende fra det, men jeg følte mig tvunget til at rapportere bagefter.«

TURNER var 76 år, da han døde i 1851. Leigh er født i 1943. Han gør intet forsøg på at skildre maleren, før han fyldte 50. Filmen koncentrerer sig om kunstneren, der har mestret alle foreskrevne emner og discipliner, før han midt i sit liv begynder at rive det hele i stykker og følger sin egen vision til verdens ende, koste hvad det nu vil.

   Det sidste kvarte århundrede er kogt ned i 40 scener, som fotografen Dick Pope har bearbejdet i Turners egne, stadig mere gnidrede farver og strukturer. Han maler sene hovedværker og er til fernisering på The Royal Academy. Den unge dronning Victoria besøger atelieret og betragter Turners kunst med foragt. Selv hånler han ad Prærafaelitterne og ydmyger kollegaen John Constable i en meget velafviklet scene.

FILMENS bindemiddel er Turners pendlen mellem to huse. I London bor han med husholdersken Hannah Danbury (Dorothy Atkins), som han bruger seksuelt og tager for givet. Under et ophold i Margate møder han Sophia Booth (Marion Bailey), som han flytter sammen med, da hun bliver enke. Turner har en evig støtte i sin hengivne far (Paul Jesson), som iscenesætter fremvisningerne i husets galleri. Da den gamle Turner dør, bliver sønnen mere eftertænksom.

   Turner har to voksne døtre med en kvinde, som nu og da kommer og skælder ham ud. Forholdet bliver aldrig forklaret. Hannah håber til det sidste, at hun og Turner skal leve som kone og mand. Et helt liv går på den måde. Hendes psoriasis bliver værre, og han flytter ind hos Sophia. Til slut er Hannah alene i mørket. Sophia pudser sit vindue, så solen kan komme ind. Verden er vel, hvad man gør den til.

DET er et meget troværdigt portræt. Samtidig markerer Mr. Turner en ny vej at gå for den aldrende Leigh, som primært har været en skarp realist. I denne film bruger han hele paletten. Han er forståeligt stolt af titelsekvensen, der lader røg trænge ind i et glas. På lydsiden mødes fem saxofoner i en utydelighed, der minder om Turners måde at se på. Dissonansen bliver ved så længe, at man er tæt på at hallucinere.

   De digitale billeder og den episodiske form giver filmen et velkomment præg af gammeldags tv-teater. Man er tættere på Den sårede Filoktet, Elsa Gress’ forestilling om Nicolai Abildgaard, som Tom O’Horgan instruerede i 1974, eller Peter Watkins’ fantastiske film om Edvard Munch (1974), end på diverse aktuelle, stadigt mere vidtløftige biopics om Vincent van Gogh.

   Vi ser Turner være en god søn, en såret kunstner, en liderlig sjuft, en kejtet gæst og en borgerlig elsker. Frem for alt ser vi ham stå alene med sit blik på den fysiske verden. Han undgår konflikter og opsøger dem. Han er i sit element, når han oplever landskaberne, men også ved den årlige Royal Academy-fernisering, hvor tidens kunstnere kommenterer og kritiserer hinanden.

KUNSTNEREN skyer familien, der vil trække ham ned i middelmådigheden. Han er samtidig den eneste, som prøver at hjælpe kollegaen Benjamin Haydon, der konstant er i gæld og har uheld. Haydon bliver fravalgt, da Akademiet optager medlemmer. Han var 60 år, da han tog sit liv i 1846. Ingen elsker en ulykkesfugl, især ikke hvis den klager konstant. Turner forstod, at Haydon kunne være hans tvilling.

   Leigh fanger paradokset ved manden, og Timothy Spall har sit livs rolle hér. Der er sikkert mere Leigh i Turner, end instruktøren vil være ved. Også filmen om Mr. Turner er et stort billedværk. Den har sit eget stærke liv.

Se også Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]; Abort på film | Mike Leigh: Vera Drake (2004); Mike Leigh: Happy-Go-Lucky (2008) | Et interview; Mike Leigh: Another Year (2010); Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014].

*) Teksten er illustreret med filmstills, der viser Timothy Spall som Turner. Der findes ikke mange gode (og især ikke typiske) portrætter. Den unge kunstners selvportræt er fra 1799, Turner var 24 år. Det hænger på Tate Britain i London. John Linnells officielle portræt fra 1838 tilhører National Portrait Gallery. I 1847 udførte John Jabez Edwin Mayall daguerreotypien, som er det eneste eksisterende foto af Turner. Øjebliksbilledet af den arbejdende kunstner er udført af Charles West Cope. Skikkelsen, som ses fra ryggen, giver et bedre indtryk af det tætte fysiognomi.

Mr. Turner. Instr. og manus: Mike Leigh. Foto: Dick Pope. 149 min. UK-Frankrig-Tyskland-USA 2014. Dansk premiere: 01.01.2015.

Fotos: BFI/ Film4/ Amusement Park Films/ Canal+/ Diaphana Films/ Focus Features/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Tate Britain/ National Portrait Gallery/ The Times

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Entertainment One (UK) 02.03.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 02.01.2015

Sympati for Satan: John Milton og Paradise Lost (1667)

DEN STORE SYNTESE

John Milton 1608-1674

Af BO GREEN JENSEN

DET passer ikke altid, at vi er dømt til at gentage vore fejltagelser. I Storbritannien fik man tidligt overstået sine erfaringer med en egentlig totalitær styreform, da puritanernes hærfører Oliver Cromwell i kølvandet på Den engelske Borgerkrig (1642-51) opløste det samme »Lange Parlament«, som havde støttet hans krigsførelse mod de royalistiske »kavalerer«. I 1653 lod Cromwell sig udnævne til autonom »Lord Protector« og regerede med hårde midler og enestående nidkærhed til sin død i 1658.

   Sønnen Richard fik ikke reel mulighed for at videreføre despotens principper. Ved Cromwells død syntes nationen at drage et lettelsens suk i erkendelse af, at puritanismen var gået for vidt. I 1660 vedtog et nyindkaldt parlament med hærens velsignelse at genindføre monarkiet. På frivillig og faktisk enestående vis – det er sjældent, at et diktatur lader sig afmontere – blev magten atter delt mellem kirke og stat.

   Charles II var bror til den konge, som puritanerne havde henrettet i 1649, og hans hof blev et af de mest dekadente. Imidlertid ønskede ingen Cromwells religiøse politistat tilbage. De radikale kræfter udvandrede til Den Nye Verden i Amerika, og Storbritannien forsonede sig med den demokratiske proces, et stadigt småskænderi mellem Whigs og Tories, som består i skrivende stund. At England i vor egen tid modstod de store ideologier, mens resten af Europa i vekslende grader gav efter for fascisme, kommunisme osv., tilskrives ofte den første erfaring med Oliver Cromwells New Model Army af brutale »rundhoveder«.

DIGTEREN John Milton (1608-1674) levede sit liv i det historiske vindue mellem britisk renæssance, reformation og restoration. Han var en varm tilhænger af puritanernes stat, der baserede sig på John Calvins, snarere end Martin Luthers principper, og fungerede i to årtier, fra 1640 til 1660, som republikanernes PR-medarbejder. Efter henrettelsen af Charles I forsvarede og forklarede Milton nødvendigheden af de ekstreme metoder i traktaten The Tenure of Kings and Magistrates (1649).

   Da Cromwell tog al magten, kom Milton på enhedsstatens finanslov, blev udnævnt til »Latin Secretary« og fik embedsbolig i Whitehall. Få måneder før republikkens afvikling forsvarede han dens principper i pamfletten The Ready and Easy Way to Establish a Free Commonwealth (1660). Imidlertid ville det være forkert at betragte ham som en opportunist. Milton støttede puritanismen fra sin tidligste ungdom og var også efter diktaturets fald, som han med nød og næppe overlevede, skønt han selvsagt ikke hørte til den nye konges favoritter, af den opfattelse, at Guds ord burde være statens fundament.

   Jeg har ovenfor bevidst brugt termer, som understreger parallellen til vor egen tids brydninger. Puritanerne var kristne fundamentalister, som tog for givet, at målet helliger midlet. Deres statsapparat var det mest hensynsløse, som har været ved magten i England.
   I andre henseender kan man dog ikke sætte lighedstegn. For eksempel er det et stort paradoks, at tidens bedste digtere var puritanere – oven i købet på frivillig basis. Royalistiske »Cavalier Poets« som Robert Herrick (1591-1674) og Richard Lovelace (1617-1657) skrev sart lyrik om kærlighedens vilkår i en hård og omskiftelig verden. Andrew Marvell (1621-1678) og John Milton skrev digte, der formelig vibrerer af begrebsspring, store billeder og ideer.

MILTON er forfatter til en række af sin tids største skrifter, og flere af dem er blevet stående som udødelige tekster i engelsk sammenhæng. Skuespillet Comus (1637) blev i sagens natur aldrig opført, for teatervirksomhed var forbudt under puritanerne. The Doctrine and Discipline of Divorce (1643), et forsvar for retten til skilsmisse, er inspireret af digterens eget brud med sin første hustru Mary, som var royalist. Han gav dog både Mary og hendes familie husly, da Cromwell kom til magten. Parret fik tre døtre sammen.

   Elegien Lycidas (1638) er en formel stiløvelse, skrevet i mindet om en medstuderende, som han næppe kendte særligt godt. »On the Death of a Fair Infant« (1626), Miltons tidligst registrerede tekst, er derimod en dybfølt markering af et dødsfald i familien. Aereopagetica (1644) er et polemisk forsvar for ytringsfriheden. Paradise Regained (1671, da. Det genvundne Paradis) og Samson Agonistes (Den stærke Samson) ligger efter Miltons embedsår. Historien om den forrådte, blindede Samson, der tager filistrene med sig i døden, havde utvivlsomt særlig betydning for digteren, som var blind i de sidste mange år af sit liv.

HELT for sig står dog Paradise Lost. Den særdeles veluddannede Milton, som mestrede græsk, italiensk og latin, og i øvrigt var en habil organist, drømte fra sine studieår på Christ’s College i Cambridge om at skrive en britisk pendant til Dantes La Divina Commedia (1307-21) og sin tids svar på de store klassiske tekster af Homer, Ovid og i særdeleshed Vergil, hvis Aeneis (29-19 f. Kr.)  – dvs. Æneiden – også var Dantes model.

   Milton ville skrive et digt, der sammenfattede alt, hvad han vidste om tiden og verden og Gud og historien. Hver kulturkreds og epoke spørger, hvordan ondskaben kom ind i verden. Med sin store syntese ville Milton give et svar. Det tabte Paradis beskriver i 12 sange, hvordan den rebelske engel Satan gør oprør og forstødes fra Himlen med sine fæller. Siden tænker han kun på at hævne sig og vende tilbage. Vejen går via de svage mennesker, som Gud skaber efter det fejlslagne kup. Miltons version af konflikten er således forfriskende direkte og politisk.

DET store digt er i ekstrem grad billedskabende. Beskrivelsen af krigen i Himlen og de faldne engles parlament i Pandæmonium, Helvedes hovedstad, er fantastisk, visionær barok, gennemlyst af henvisninger til alle tænkelige mytologier. Miltons kolossale tekst er et veritabelt register over kendte og ukendte guder, mytiske riger og falske idoler, til tider tangerende ren sprogmusik:

The Lybic hammon shrinks his horn, 

in vain the Tyrian maids their wounded Thammuz mourn.

DETALJERNE kan minde om scenografien i en episk stumfilm, og i sine handlingsmættede afsnit er fortællingen ikke ulig den mere tænksomme side af moderne spekulativ og fantastisk fiktion. Tage Eskestad, en af dansk litteraturs oversete profiler, skrev i 1973 en science fiction-roman, Flygtninge fra himlen, der tager afsæt i den samme legende om englenes fald. Den kan anbefales næsten lige så varmt som samme forfatters Håndstenen.*

   Miltons tid var salvelsesfuld, men hans største tekst er det modsatte. Det er himmelstormeren Satan, som bærer fortællingen. Det er ham, der har karisma og kompleksitet; de bedste linier er lagt i hans mund, og det er næppe muligt ikke at føle en vis sympati for hans situation.

FOR de romantiske digtere blev Miltons Satan derfor et forbillede, en mørk og splittet nej-siger, som vovede at byde himlen trods og førte krig mod systemet. »Milton was of the devil’s party without knowing it,« skrev William Blake, der med langdigtet Milton (1804) foregreb romantikernes sympati for djævelen.

   »Jerusalem«, prologen til Milton, er i øvrigt identisk med den medrivende salme, som englænderne stadig afsynger, når de kan komme til det. Det er dén, der handler om ikke at hvile, før Jerusalem er genrejst mellem industrialismens »dark Satanic mills«. Hubert Parry skrev musikken i 1916. I Blakes tekst anes flere rester af Miltons (og Cromwells) blåtryk for England.

GENNEM tiden har en engleskare af kritikere diskuteret, om Satan var en helt (næppe), en antihelt (formentlig) eller et broderbillede for Milton. Det har i nogen grad skygget for de øvrige kvaliteter i digtet, der beretter om, hvordan Satan ser sit snit og får fodfæste i verden, da han lokker Adam og Eva til at spise af Kundskabens træ. Der er også aktuelle spor. For eksempel er følgende allegoriske linier møntet direkte på Den engelske Borgerkrig:

Mens djævle, som er under vredens dom, 

hverandre tro og enige står bi, 

er af de skabninger, som har fornuft, 

vi mennesker, endog vi nærer håb 

om Himlens nåde, og skønt Gud har selv 

os givet budet om at holde fred, 

de eneste, som lever hen i splid, 

i kiv og tvedragt, fører grusom krig 

og hærger Jorden, for at myrde vildt 

hverandre, ret som var der ej (og strengt 

det burde mane os til sammenhold) 

af helvedesfjender alt langt fler end nok, 

som lurer dag og nat på vor fortræd.

MILTONS storværk blev første gang oversat til dansk i 1790. Den nye 2006-udgave aftrykker Uffe Birkedals gendigtning fra 1905, som til lejligheden er, hedder det, »nænsomt revideret og overført til moderne retskrivning«.

   Birkedal var præst og grundtvigianer, men gled med tiden i retning af unitarismen. I 1900 var han medstifter af »Det frie Kirkesamfund« og blev denne menigheds første præst. Det kan ikke undre, at Birkedal så en fælle i Milton. Han var tunghør som dreng og blev endelig døv i 1918. Milton havde livet igennem problemer med sit syn og var blind efter 1652. Paradise Lost, Paradise Regained og svanesangen Samson Agonistes (1671) er alle dikteret til venner og familie.

BIRKEDALS afkodning af Milton giver os mulighed for gå lige til teksten, der længe har været en død klassiker i dansk sammenhæng. Versionen udgør dog ikke meget mere end et ekko af originalens store barokmusik, og man skal være stærkt motiveret for at engagere sig følelsesmæssigt. Som altid lever digtet stærkest i Satans monologer. Her er han i Fjerde Sang ved at kravle op fra Helvede og realisere sin plan om at ramme Gud gennem menneskene: »Ve dem, som bor på Jorderig!« Han er dog ikke just en forklaret hævner:

   

Ve mig! Ak, hvorhen

skal jeg vel fly fra endeløst fordærv

og endeløs fortvivlelse? Thi hvor

jeg end flyr, er Helved der. Jeg selv

er Helved, og så dybt er intet dyb,

at jo et dybere med opladt svælg

vil sluge mig, så selv den helvedsve,

jeg lider nu, vil tykkes himmelsk lyst.

O stands da, stands! Er der ej mere rum

for anger og forladelse? Kun én,

- kun underkastelse! Og dette ord

jeg blues ved. Jeg frygter denne skam

blandt ånderne dernede, som forført 

jeg har ved andre løfter, andet pral 

end underkastelse, da højt og dyrt 

jeg loved dem at tvinge almagts Gud.

   

INTENSITETSKURVEN dykker dramatisk, efterhånden som Satans projekt konkretiseres, og fristelsen af de første mennesker bliver tema. Det er dog uafbrudt interessant at færdes i geografien, hvor Milton forankrer sin tekst. Efter krigen i Himlen skaber Gud Jorden og resten af det kendte univers. Hele vor galakse indføjes da, som en dråbe, en tåre eller en kugle i en kæde, mellem altets øverste sfære, lysriget Empyreum, og verdens nederste del, som er Kaos. Helvede ligger på bunden, og de rebelske engle præsenteres, mens de ligger og vånder sig i flammesøen, endnu fortumlede efter faldet.

DER er også fuldkommen tidløse steder, som historien blot har gjort mere prægnante. Efter den indgående beskrivelse af genesis i Syvende Sang, sætter Adam i Ottende Sang ord på den samme følelse af undren og ærefrygt, som de fleste mennesker havde ved synet af »Earthrise«, det første farvefoto af Jorden set fra verdensrummet, som Apollo 8 sendte tilbage i december 1968:

Når jeg ser 

det store, guddomsskønne verdensalt 

med denne Himmel og med denne Jord, 

og sammenligner dem, er Jorden blot 

et sandkorn, støvgran eller fnug imod 

det vidtudstrakte hvælv, af stjerner fuldt, 

der synes gennem det endeløse rum 

at rulle – deres afstand mægtig stor 

og deres snare genkomst viser klart, 

at så det har sig – i den hensigt kun 

at lyse rundt om Jordens dunkle bold, 

kun denne lille plet!

DEN nye udgave er forsynet med 50 xylografier af Gustave Doré (1832-1883), som i 1866 illustrerede en britisk folioudgave af Paradise Lost. Tegningerne ses for første gang i dansk sammenhæng. Den franske kunstner havde allerede skabt sine billeder til Inferno-delen af Den Guddommelige Komedie (1861) og Bibelen (1865). Han blev meget berømt i sin samtid og er stadig synonym med flere klassiske tekster.
   Doré var dog også en ensformig kunstner. Det er svært at skelne hans Milton fra hans Dante. To år efter Paradise Lost gik han videre med Skærsilden og Paradis.

   Forlaget Vangsgaard genudgav i 2002 Vilhelm Grønbechs monografi William Blake (1933), som havde været stærkt efterspurgt antikvarisk. Med pragtudgaven af Det tabte Paradis demonstrerer forlaget atter sin vilje til gå mod strømmen og give historieløsheden kamp til stregen. Vi har ikke brug for gratisaviser. Vi har brug for bøger som Paradise Lost.

John Milton: Det tabte Paradis. Oversat af Uffe Birkedal efter »Paradise Lost« (1667). Med 50 illustrationer af Gustave Doré. Forord og noter ved Christian Kaaber og Bo Alkjær. 464 s. 369 kr. Forlaget Vangsgaard, 2006.

*) Tage Eskestad: Flygtninge fra himlen. 206 s. København: Stig Vendelkærs Forlag, 1973. Eskestads kilde er dog ikke Milton. Han fortolker beretningen fra Enoks Bog om himmelsønnerne, som kom til Jorden og fik børn med menneskekvinder. De 200 faldne engle er faktisk fordrevne hanner fra Semjus, som engang var planeten ved siden af Mars. Da mændene ødelagde Semjus, overtog kvinderne magten og indførte matriarkatet på Mars. Nu vil de strandede hanner tilbage. Romanen er et riff på teorien om, at højerestående væsener besøgte Jorden i oldtiden og kickstartede civilisationen. Den blev i 60erne og 70erne kolporteret meget ivrigt af schweizeren Erich von Däniken. Også tidens kønspolitiske debat bliver adresseret. Tage Eskestad (1920-2012) skrev godt og havde store ideer. I Håndstenen fra 1967 bliver fortælleren ført tilbage til sin barndom, når han rører ved en solvarm sten, som ligger særligt godt i hånden. Science Fiction Cirklen genudgav Flygtninge fra himlen i 2013..

Illustrationer: William Blake, John Martin, Gustave Doré
Hovedparten af teksten stod i Weekendavisen Bøger 18.08.2006