Mike Leigh: Peterloo (2018)

FRA WATERLOO TIL PETERLOO

To historiske nederlag sidestilles

Af BO GREEN JENSEN

MIKE Leighs majestætiske Peterloo kulminerer i en rekonstruktion af den massakre, som fandt sted på St Peter’s Field i Manchester den 16. april 1819. Et sted mellem 40.000 og 50.000 ubevæbnede arbejdere og deres familier mødtes for at høre politikeren Henry Hunt. Emnet for talen var skattepligt uden demokratisk mandat. Manchester var en industriel hovedby, men havde ingen repræsentant i Parlamentet.

   Demonstrationen var nøje planlagt og velovervejet. Hunt ville tale om dét ene tema, ikke tirre myndighederne med revolutionære paroler. Ingen fik lov at tage våben med ind på pladsen. Det var en festdag for familierne, der havde børn og ældre medlemmer med. Som 1. maj i Fællesparken senere blev.

PARLAMENTET og prinseregenten – den legendarisk modebevidste søn af King George III, som senere selv indtog tronen og gav navn til Regency-perioden – velsignede den handlingsplan, som magistraten i Manchester mødte de demonstrerende med. Et beredent hjemmeværn og kavaleriets 15. husarregiment blev sendt ind i mængden med hævede sabler. 18 blev dræbt, henved 700 såret. Det handlede for regeringen om at nedkæmpe en uro, som var vokset siden indførslen af kornskat. Man ville undgå en revolution som den franske og flere selvstændighedskrige som den amerikanske.

MIKE Leigh bruger to timer på at sætte scenen. Filmen følger en væverfamilie, der prøver at få økonomien til at hænge sammen. En søn overlever slaget ved Waterloo og kommer vaklende hjem for at dø i massakren.

   Både The Times of London og The Manchester Observer havde sendt journalister til St Peter’s Field. Percy Bysshe Shelley (som nu er mindre læst end sin hustru, Mary, der fik Frankenstein, or, the Modern Prometheus udgivet i 1818) skrev mobiliseringsdigtet »The Masque of Anarchy« med direkte adresse til »the Massacre at Manchester«.*   

   Det var pressen, som begyndte at kalde episoden Peterloo. Myndighederne var ikke utilfredse med navnet. Skandalen gjorde indtryk og var den direkte årsag til, at de radikale strømninger ikke blev til en regulær revolution.

DET er stor og imponerende film, men de tre timer føles næsten som mere. Leigh skildrer møderne, hvor radikale fraktioner skændes internt. Han genskaber debatterne i Parlamentet og lader Manchesters magistrater – fire karikerede mænd, som virkelig vil Peterloo – holde møder og skrive indbildske breve til majestæten. Imens drømmer de kvindelige fabriksarbejdere om at få stemmeret en dag. Også de holder møder og taler.

   Familiescenerne ligner stort egnsteater eller et dokumentarspil fra 1970ernes tv. Peter Watkins har dyrket formen fra Culloden (1964) til La Commune (2000). Men rekonstruktionen bliver noget særligt i kraft af den æstetiske metode, som Leigh og husfotografen Dick Pope viderefører fra arbejdet med Mr. Turner (2015). Der er en malerisk bestræbelse i de historiske film, som kendetegner Leigh i hans sene periode. Kun den undselige Another Year (2010) bryder mønstret.**  

   Endelig kommer massakren som en forløsning. Leigh og Pope fravælger dramatiske tricks og fokuserer på logistikken. Hærens angreb på de forsvarsløse familier er skildret i virkelig tid og med et næsten klinisk overblik. Alle vore kære bliver hugget ned i en scene med 1000 statister. Leigh har aldrig før skabt den slags film. Han gør det med klar uimodsigelighed og uden at ryste det mindste på hånden.

RIP Dick Pope 1947-2024

Se også Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]; Abort på film | Mike Leigh: Vera Drake (2004); Mike Leigh: Happy-Go-Lucky (2008) | Et interview; Mike Leigh: Another Year (2010); Mike Leigh: Mr. Turner (2014); Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014].

*) Digtet med den berømte slutlinie (»Ye are many – they are few!«) navngiver politikerne, som gav ordre til angrebet, før den sammenligner dem med de fire ryttere fra Johannes Åbenbaring. Digtet er samtidig en opfordring til at møde overmagten med passiv, ikke-voldelig modstand. Det inspirerede Mahatma Gandhi og Martin Luther King og er siden citeret ved demonstrationer fra Tiananmen i Beijing 1989 til Maidan i Kyiv 2014 og Tahrir Pladsen i Cairo 2017.

   Shelley var i Italien, da soldaterne gik til angreb. Han sendte sit digt til The Examiner, som havde forbud mod at bringe det. Teksten blev først udgivet i 1832, ti år efter digterens død og 13 år efter Peterloo. Alligevel er det i kraft af Shelleys digt, at episoden fik plads i britiske historiebøger. I 1972 blev Peterloo markeret med en blå mindeplade, som ikke nævnte de døde. I 2007 blev den udskiftet med en rød mindeplade, som sætter tal på det hele.

   Mike Leigh er født i Manchester og gik i skole få hundrede meter fra St. Peter's Field. Han siger, at man aldrig talte om Peterloo eller foretog en udflugt til stedet. Det var vigtigt for ham at lukke sagen med en film, som matcher styrken i Shelleys opsang. 

   Adskillige bøger er skrevet om Peterloo. De bedste sange er med Steeleye Span (Ned Ludd-suiten fra Bloody Men) og prog-rockbandet Tractor (Peterloo-suiten fra Worst Enemies). Isabella Banks' roman The Manchester Man (1876) bliver stadig fremhævet, fordi forfatteren brugte øjenvidneberetninger. Dagbladet The Guardian – som fylder 200 år i 2021 – blev grundlagt som en direkte reaktion på regeringens håndtering af Peterloo.

**) Balancen er genoprettet med Hard Truths (2024), hvor Marianne Jean-Baptiste skaber en sublim karakter i skikkelse af Pansy Deacon, matriarken i en dysfunktionel familie, som har et horn i siden på hele verden og kværulerer konstant, indtil hun i stor fællesscene lægger paraderne og taler ud med søsteren Chantelle, der spilles af Michele Austin. Hard Truths nedstammer i lige linie fra Secrets & Lies (1996), Leighs første guldpalmevinder. Hard Truths fik verdenspremiere på TIFF i Toronto, da både Cannes og Venedig havde fravalgt filmen. Marianne Jean-Baptiste var både Oscar- og BAFTA-nomineret for rollen. Svære sandheder fik dansk premiere den 13. marts 2025.

 

Peterloo. Instr. og manus: Mike Leigh. Foto: Dick Pope. 154 min. UK 2018. Set på Venice Film Festival 31.08.2018

Fotos: BFI/ Film4/ Thin Man Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (eOne Amazon Studios Trailer)

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store

2K Blu-ray fra Entertainment One (UK) 11.03.2019

Uddrag af festivalreportage i Weekendavisen Kultur 07.09.2018  

Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]

 

MR. LEIGH & MR. TURNER

En samtale om billedkunst

Af BO GREEN JENSEN

MAJ 2014: Der er diset sol og en høj vind i Cannes, da vi møder Mike Leigh på Majestic Barrière. Man går ned ad nogle trapper og kan ikke længere høre den travle Boulevard de la Croisette. Man bliver blændet af brændingen på en måde, der ville interessere J.M.W. Turner (1775-1851), den britiske ener, som var impressionist 40 år før de fleste.

   Mr. Leigh har skrevet og instrueret Mr. Turner, en stor og stilfærdigt visionær film om de sidste 25 år af kunstnerens liv. Leigh er kendt for nutidsfilm som Naked, Secrets and Lies og Another Year. Det er dog ikke første gang, at han søger tilbage. Topsy-Turvy fra 1999 var en sørgmunter kærlighedserklæring til sangskriverparret Gilbert & Sullivan, som fornøjede 1880erne med satiriske operetter som H.M.S. Pinafore og The Mikado.

TOPSY-TURVY var nærmest et lystspil. Mr. Turner begynder 50 år før og er snarere som en præcis elegi. Den unge dronning Victoria optræder i en enkelt scene. Hun er ikke bare utilfreds med Turners kunst. Hun hader den aktivt og foretrækker den sentimentale husstil, som vil præge hendes regeringstid. Turner selv slår en vantro latter op, da han ser de første af prærafaellitternes malerier.

   Leigh er i hvidt og smiler mere end sædvanligt. I Cannes har Mr. Turner fået den modtagelse, som den fortjener. Man kan endnu ikke vide, at Nuri Bilge Ceylan og Vintersøvn får al opmærksomheden i år. Timothy Spall får en pris for rollen som Turner. Han holder en overstrømmende tale. Fred være med det, har Leigh sikkert tænkt. Han kom ikke selv til ceremonien.

– ER der forskel på at arbejde med autentiske og fiktive karakterer?

   »Egentlig ikke. Man kan researche i en million år, og man kan læse 1000 bøger, men det sker der ikke noget foran kameraet af. Der skal på en eller anden måde sættes kød på handlingen. Jeg arbejdede præcis som på mine øvrige film. Det gjorde jeg også i Topsy-Turvy, filmen om Gilbert og Sullivan.

   Vi plejer at kunne sætte os og skabe en karakter fra bunden. Her gjorde vi virkelig megen research, Timothy Spall og jeg. Vi læste alle bøgerne, og vi kunne bygge karakteren på den baggrund. Men man må stadig gennem alle de organiske processer for at få det til at ske foran kameraet.«

   – Er det sværere at lave historiske film?

   »Der er de udfordringer, som man forventer. Ingen siger, at periodefilm skal være store produktioner. Denne film og Topsy-Turvy krævede begge et vist format, men jeg kunne lave en film om nutiden, som krævede format. Hvert projekt er forskelligt. Another Year var lige så forskellig fra Happy-Go-Lucky, som denne film er fra Topsy-Turvy. Jean Renoir havde ret i, at alle laver den samme film igen og igen, men inden for den ramme, vil jeg gerne variere motivet.«

   – Du bruger ikke manuskript, men et detaljeret arbejdspapir...

   »Det manglende manuskript er en myte. Jeg møder ikke med en færdig tekst, men jeg arbejder ikke ud i det blå. Det gælder alle mine film. Vi arbejder med scenerne i prøveforløbet. Når skuespillerne står foran kameraet, er alt skrevet ned.«

– TURNER er 50 år, da filmen begynder, og 76, da han dør. Du gør intet forsøg på at skildre hans ungdom...

   »Filmen er blevet kaldt selvbiografisk, men det er noget vrøvl. Jeg synes ikke, at jeg spejler mig i Turner. Ja, jeg er mere interesseret i den modne Turner, for jeg forstår, hvad der optager ham, men det er ikke et skjult selvportræt. Hvis man laver film og er kunstner, kan man måske bedre sætte sig i hans sted, men jeg håber da, at jeg kan leve mig ind i hver karakter, som jeg skildrer.

   Man kunne sagtens lave en ordinær biografisk fiktionsfilm. Man kunne finde en tyk dreng, der spillede Turner som barn, og man kunne vise en ung mand, der lignede drengen, og det ville være forudsigeligt og kedeligt. Og utroværdigt og tidskrævende. Det er jo ikke en dokumentarfilm. Det er en række betragtninger over Turner.«

   – Har du altid været optaget af Turner?

   »Hvis man vokser op i den engelsktalende verden, har Turner altid været der. Men jeg var ikke opmærksom på ham som ung. Turner og Constable, britiske landskaber, var noget, man så på kagedåser og chokoladepapir. Som 14-årig vidste jeg mere om Picasso og impressionisterne. Dengang troede vi, at surrealisterne ville ændre det hele. En tåbelig forestilling, man heldigvis er kureret for nu. I 60erne læste jeg kunst og begyndte at opdage Turner. Man gik ind på Tate eller National Gallery og så på hans billeder. Og blev inspireret af den dramatiske arbejdsform.«

– I FILMEN gør Turner Constable flov. Til ferniseringen på Royal Academy sætter han en rød plet i sit eget billede for at parodiere Constables overforbrug –

   »Man skal bruge de gode historier, der er. Scenen med Constable er autentisk. Der er en masse rødt i Constables billede af indvielsen af Waterloo Bridge. Det blev anbragt ved siden af Turners maleri af tågen, hvor alt er gråt, og han tilføjede én rød plet for effekten. Jeg dramatiserede simpelt hen, hvad der står i alle bøgerne.

   Man er nødt til at bruge den slags. Det kommer sig ikke så nøje, om det er sandt. Alle har hørt, at Turner lod sig tøjre til masten på et skib for at se en storm indefra. De moderne biografier er enige om, at det aldrig skete. Vi bruger alligevel anekdoten, for vi laver for pokker en film! Det ville være korrekt på den forkerte måde, hvis man ikke tog det med, bare fordi bøgerne siger, at det ikke gik sådan til.«

– VAR det svært at se som Turner?

   »Det er altid en fornøjelse at arbejde med en begavet fotograf som Dick Pope. Han studerede Turners palet, og vi enedes om et særligt look. Efterhånden får man det i blodet. Man lærer at se verden gennem et Turner’sk prisme. Vi gjorde ikke som David Lean, der var berømt for at vente i tre uger på den rigtige skyformation. Vi var heldige med mange ting. Elementerne samarbejdede, og vi kunne bruge digital teknologi. Der er meget, man kan rette i efterproduktionen.«

   – Hvor meget er skabt digitalt?

   »Ganske meget. Den digitale teknik er på ingen måde et kompromis eller et udtryk for degenerering. Den er et nyt redskab, man har til rådighed. Dick og jeg har alderen til at være gammeldags filmmennesker. Vi har altid skudt på 35 mm, og vi elsker film. Men vi lever i det 21. århundrede. Vi har brugt den digitale teknik og fået den til at fungere. Jeg synes, det er spændende.«

   – I filmen interesserer Turner sig for tidlige fotografier. Gør han det i samme ånd?

   »Turner var meget optaget af den nye teknologi. Og en smule bange for den. Da han opdagede fotografiet, var han allerede ved at udvikle de teknikker, som impressionisterne gennemførte senere i århundredet.«*

   – Hvad ville Turner mene om filmmediet?

   »Hans interesse for ny teknik dukker op flere steder. Han forsvarer brugen af damp. På billedet af sejlskibet, The Fighting Temeraire, der bliver slæbt til ophug, er han mere optaget af fremtiden. Havde han havde levet senere i århundredet, ville han være fascineret af filmen. Hvad han ville sige til denne film, er der intet svar på.«

– TIMOTHY Spall spytter og gnider på billederne. Han siger lyde, mens han maler –

   »Mange kilder beskriver, at han stønnede og gryntede osv. Vores fremstilling bygger på denne research. Tim fandt ind til måden, vi syntes Turner skulle lyde på.«

   – Der bliver talt, som man talte i tiden –

   »Mange periodefilm lader karaktererne tale moderne. Jeg synes, det er en skam. Ligesom vi har gjort os umage med produktionsdesignet og kostumerne, har vi været omhyggelige med sproget, som er rigt og interessant. Det er jo ikke så længe siden. Turner døde 92 år, før jeg blev født. Han hænger stadig i luften sammen med Dickens. Jeg tror, at de autentiske elementer gør tiden mere tilgængelig for tilskueren. Det nytter ikke at bruge en halv-realistisk, halv-moderne periodestil. Historien skal leve på helhjertet vis.«

   – Men musikken er moderne…

   »Gary Yershon er en fremragende komponist, som jeg har arbejdet med flere gange. Jeg ville ikke have pastichemusik. Der er periodemusik i filmen, Purcell og Rossini. Så her har du en film, som foregår i det 19. århundrede, med et score som bruger fem saxofoner.«

– SÅ du på andre kunstnerfilm?

   »Jeg ser film hele tiden, i alle former og størrelser, gamle som nye. Ikke for at få inspiration og ideer. Det sætter bare ens tankeprocesser i gang.

   Jeg ville vel føje noget til kredsen af film om kunstnere. Dem er der mange af: gode, dårlige, nogle helt ulidelige. Jeg holdt meget af Derek Jarman, men hans film om Caravaggio er noget af det mest ubønhørligt kedsommelige, jeg har set. Mange holder af den, men jeg finder den endnu værre end Sidste år i Marienbad.

   Maurice Pialats Van Gogh er god. Og Robert Altmans Vincent & Theo synes jeg virkelig om. Vincente Minnellis Lust for Life er en rusten gammel sag, men meget underholdende. Jeg vil ikke gennemgå hele listen.«

   – I gamle dage gik folk i kirke om søndagen. Nu går man på kunstmuseum.

   »Alt, som erstatter religion, er gode nyheder. Religion er en af verdens sygdomme. Og verden bliver værre, jo mere troen får tag i folk.«

– DER er en scene, hvor tidens store kritiker, John Ruskin, roser Turners kunst af forkerte grunde. Har den også adresse til filmkritikere?

   »Da Ruskin udtaler sig, betragter de et meget følelsesfuldt maleri af Turner. The Slave Ship beskriver, hvordan kaptajnen på et slaveskib kastede slaver i havet. De var syge, det drejede sig om skibets forsikring. Turner reagerede på hensynsløsheden. Han fortæller om baggrunden, og Ruskin kaster sig ud i en vidtløflig analyse af formen. Han er slet ikke opmærksom på følelsen i billedet.«

Se også Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]; Abort på film | Mike Leigh: Vera Drake (2004); Mike Leigh: Happy-Go-Lucky (2008) | Et interview; Mike Leigh: Another Year (2010); Mike Leigh: Mr. Turner (2014); Mike Leigh: Peterloo (2018).

*) I 1847 poserede Turner beredvilligt for John Jabez Edwin Mayall, som tog det eneste eksisterende foto af kunstneren. Daguerreotypien bruger den samme positur og beskæring, som Turner 50 år før havde anvendt på det ikoniske selvportræt fra 1799. Model og fotograf arbejdede sammen om at opnå den kronologiske effekt. Se i øvrigt teksten om Mike Leigh: Mr. Turner (2014).

Mike Leigh blev interviewet på Majestic Barrière i Cannes lørdag den 17. maj 2014

Fotos: BFI/ Film4/ Amusement Park Films/ Canal+/ Diaphana Films/ Focus Features/ SF Studios/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ [Filmgrab]/ Tate Britain/ National Portrait Gallery

Mr. Turner streames [i maj 2025} på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Entertainment One (UK) 02.03.2015

Interviewet trykt første gang i Weekendavisen Kultur 02.01.2015

Mike Leigh: Mr. Turner (2014)

SOLEN ER GUD

Billedkunstneren J.M.W. Turner 1775-1851

Af BO GREEN JENSEN

FÅ kunstnere fylder mere i tiden end Joseph Mallord William Turner. Hans billeder hører til fælleskulturen, og de orange eksplosioner er et klassisk varemærke. Han var en kæmpe i sin egen epoke, den britiske senromantik, hvor han samtidig stod ret alene med et æstetisk program, der var helt og holdent baseret på synet.

   »Han er farvens store komponist, den modigste digter blandt malere til alle tider,« skrev kunsthistorikeren Richard Muther i et tidligt forsøg på at skildre synæstesien hos Turner. Sandt nok synes sanseligheden at inddrage både sprog og musik. Der er dog hverken tro eller ideologi. Der er sjældent mere end motivet.

TURNER er for maleriet, hvad Beethoven var for musikken. De råber tidligt, højt og alene. Turners grå storme og disede daggry begynder, som det altid bliver sagt, hvad impressionisterne fuldførte 30-40 år senere. De bryder verden ned for bedre at kunne se den, og de forlader den figurative fremstilling, som fotografiet har gjort overflødig.

   For sin tid var Turner dog bare en ener, der udviklede sig til en original. Som Mike Leigh udtrykker det: »Det er let for os at være bagkloge og se tilbage og sætte pris på, hvad han gjorde. Vi lever efter Jackson Pollock. Men midt i det 19. århundrede troede de virkelig, at han var blevet gal. Eller at hans syn var blevet dårligt.«

MR. TURNER foretager en flydende rejse gennem de sidste 25 år af malerens liv. Timothy Spall spiller ham med al mulig pondus og et rigt register af animalistiske lyde. Det er faktisk ikke den første fremstilling af Turner på film. Også DR sendte i 1974 tv-filmen The Sun is God, skrevet og instrueret af Michael Darlow, hvor Leo McKern var en lige så livagtig brumbasse.*

   Også Leigh lader Turner råbe: »Solen er Gud!«, da han ligger på sit yderste. Det er berømte sidste ord, og Leigh bruger kun episoder med biografisk belæg. Undtagelsen er historien om, hvordan Turner lod sig tøjre til en mast for at male Snestorm – damper uden for et havneindløb giver signal fra lavt vand og går fremad ved hjælp af loddet. Kunstneren var midt i stormen den nat Ariel forlod Harwich (1844).

   Den lange titel er Turners egen og røber, at han var selv ophavsmand til anekdoten om sin mytologiske Odysseus-erfaring: »Jeg fik søfolkene til at binde mig til masten for at kunne gøre studier. Jeg var bundet i fire timer og ventede ikke at slippe levende fra det, men jeg følte mig tvunget til at rapportere bagefter.«

TURNER var 76 år, da han døde i 1851. Leigh er født i 1943. Han gør intet forsøg på at skildre maleren, før han fyldte 50. Filmen koncentrerer sig om kunstneren, der har mestret alle foreskrevne emner og discipliner, før han midt i sit liv begynder at rive det hele i stykker og følger sin egen vision til verdens ende, koste hvad det nu vil.

   Det sidste kvarte århundrede er kogt ned i 40 scener, som fotografen Dick Pope har bearbejdet i Turners egne, stadig mere gnidrede farver og strukturer. Han maler sene hovedværker og er til fernisering på The Royal Academy. Den unge dronning Victoria besøger atelieret og betragter Turners kunst med foragt. Selv hånler han ad Prærafaelitterne og ydmyger kollegaen John Constable i en meget velafviklet scene.

FILMENS bindemiddel er Turners pendlen mellem to huse. I London bor han med husholdersken Hannah Danbury (Dorothy Atkins), som han bruger seksuelt og tager for givet. Under et ophold i Margate møder han Sophia Booth (Marion Bailey), som han flytter sammen med, da hun bliver enke. Turner har en evig støtte i sin hengivne far (Paul Jesson), som iscenesætter fremvisningerne i husets galleri. Da den gamle Turner dør, bliver sønnen mere eftertænksom.

   Turner har to voksne døtre med en kvinde, som nu og da kommer og skælder ham ud. Forholdet bliver aldrig forklaret. Hannah håber til det sidste, at hun og Turner skal leve som kone og mand. Et helt liv går på den måde. Hendes psoriasis bliver værre, og han flytter ind hos Sophia. Til slut er Hannah alene i mørket. Sophia pudser sit vindue, så solen kan komme ind. Verden er vel, hvad man gør den til.

DET er et meget troværdigt portræt. Samtidig markerer Mr. Turner en ny vej at gå for den aldrende Leigh, som primært har været en skarp realist. I denne film bruger han hele paletten. Han er forståeligt stolt af titelsekvensen, der lader røg trænge ind i et glas. På lydsiden mødes fem saxofoner i en utydelighed, der minder om Turners måde at se på. Dissonansen bliver ved så længe, at man er tæt på at hallucinere.

   De digitale billeder og den episodiske form giver filmen et velkomment præg af gammeldags tv-teater. Man er tættere på Den sårede Filoktet, Elsa Gress’ forestilling om Nicolai Abildgaard, som Tom O’Horgan instruerede i 1974, eller Peter Watkins’ fantastiske film om Edvard Munch (1974), end på diverse aktuelle, stadigt mere vidtløftige biopics om Vincent van Gogh.

   Vi ser Turner være en god søn, en såret kunstner, en liderlig sjuft, en kejtet gæst og en borgerlig elsker. Frem for alt ser vi ham stå alene med sit blik på den fysiske verden. Han undgår konflikter og opsøger dem. Han er i sit element, når han oplever landskaberne, men også ved den årlige Royal Academy-fernisering, hvor tidens kunstnere kommenterer og kritiserer hinanden.

KUNSTNEREN skyer familien, der vil trække ham ned i middelmådigheden. Han er samtidig den eneste, som prøver at hjælpe kollegaen Benjamin Haydon, der konstant er i gæld og har uheld. Haydon bliver fravalgt, da Akademiet optager medlemmer. Han var 60 år, da han tog sit liv i 1846. Ingen elsker en ulykkesfugl, især ikke hvis den klager konstant. Turner forstod, at Haydon kunne være hans tvilling.

   Leigh fanger paradokset ved manden, og Timothy Spall har sit livs rolle hér. Der er sikkert mere Leigh i Turner, end instruktøren vil være ved. Også filmen om Mr. Turner er et stort billedværk. Den har sit eget stærke liv.

Se også Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]; Abort på film | Mike Leigh: Vera Drake (2004); Mike Leigh: Happy-Go-Lucky (2008) | Et interview; Mike Leigh: Another Year (2010); Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014].

*) Teksten er illustreret med filmstills, der viser Timothy Spall som Turner. Der findes ikke mange gode (og især ikke typiske) portrætter. Den unge kunstners selvportræt er fra 1799, Turner var 24 år. Det hænger på Tate Britain i London. John Linnells officielle portræt fra 1838 tilhører National Portrait Gallery. I 1847 udførte John Jabez Edwin Mayall daguerreotypien, som er det eneste eksisterende foto af Turner. Øjebliksbilledet af den arbejdende kunstner er udført af Charles West Cope. Skikkelsen, som ses fra ryggen, giver et bedre indtryk af det tætte fysiognomi.

Mr. Turner. Instr. og manus: Mike Leigh. Foto: Dick Pope. 149 min. UK-Frankrig-Tyskland-USA 2014. Dansk premiere: 01.01.2015.

Fotos: BFI/ Film4/ Amusement Park Films/ Canal+/ Diaphana Films/ Focus Features/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Tate Britain/ National Portrait Gallery/ The Times

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Entertainment One (UK) 02.03.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 02.01.2015