Christina Rosendahl: Vores mand i Amerika | The Good Traitor (2020)

FRED I VOR TID
Diplomaten der gik sine egne veje

Af BO GREEN JENSEN

HENRIK Kauffmann (1888-1963) var ambassadøren, som repræsenterede Danmark i USA under og (længe) efter 2. verdenskrig. Han kom til Washington efter udstationeringer i New York, Berlin, Rom, Peking (kombineret med Tokyo og senere Bangkok) og hele syv år i Oslo.

   I diplomatiske cirkler svømmede han som en fisk. Mere kompliceret var forholdet til den prosaiske virkelighed, hvor situationer ikke altid kunne løses i høj fart med panache og et flot pennestrøg. Han havde flanørens ekspansive facon. Og mente, at han var i sin gode ret til at overhøre politikerne hjemme, fordi han vidste bedre og kendte til spillet.

   Da Tyskland besatte Danmark, handlede Kauffmann resolut. Han og Povl Bang-Jensen, som varetog det juridiske rugbrødsarbejde, besluttede at gå enegang og erklære sig ude af stand til at modtage ordrer fra »den ufrie danske regering«. Det er formuleringen i Dansk Biografisk Leksikon, hvor jeg har læst op på sandhedsværdien i Christina Rosendahls helteportræt.

   Filmen om Vores mand i Amerika synes ofte for enkel og eventyrlig til at være helt sand. Man tænker, at der må have været flere forhindringer. Ulrich Thomsen fremstiller Kauffmann som en Indiana Jones med slips. Christina Rosendahl har sin primære kilde i Bo Lidegaards bøger om fribytteren, I Kongens Navn (2013) og Uden mandat (2020).

DET synes faktisk at passe alt sammen. Måske ikke lige det indtryk, som filmen giver af præsident Roosevelt som en husven, der er besnakkelig, fordi han kendte admiralen, som var far til Kauffmanns hustru, Charlotte McDougall (1900-1963), og søsteren Zilla, som var Kauffmanns elskerinde. Måske heller ikke scenen, hvor Kauffmann spiser natmad med F.D.R. og Winston Churchill, som må fejre, at nu går USA i krig. Men resten ser i store træk rigtigt ud.

   Det er en fantastisk historie om en sammensat mand, der er lige dele helt og anti-helt. Hans hustru er med ham det meste af vejen. Det er Charlotte, som opfordrer Henrik til at føre stødet igennem og satse, da Tyskland indtager Danmark uden nævneværdig modstand. Har han ikke altid sagt, at diplomati består af 50% information og 50% hasardspil? Jo. Godt. Så er det nu, at du og Povl skal gøre jeres indsats.

   Indsatsen er smuk behændighedskunst. Kauffmann erklærer sig som det frie Danmarks sande gesandt og ignorerer så vidt muligt alle instrukser og henvendelser fra København, hvor regeringen og embedsværket raser.

   USA vælger at anerkende Kauffmann. Det er diplomaten Berle, som afviser Henrik, indtil han leverer sit slagtilbud. USA må have baser på Grønland. Og modsat de grønlandske landsformænd, kan Henrik garantere en uopsigelig kontrakt om brugsret til Grønland.

ROSENDAHL fremstiller Kauffmann som en begavet jonglør. Ulrich Thomsen er mere end på hjemmebane i rollen. Også Mikkel Boe Følsgaard fylder i landskabet som den kompromisløse Povl Bang-Jensen. Han har sin modpol i Einar Blechingberg (et fiktivt amalgam, formoder jeg), som er misundelig og venter på chancen til at vippe det gyldne tandem af pinden.

   Historien var på Kauffmanns side, og det var heldigvis den gode side. Landsforræderen så rigtigt, da han overskred sine beføjelser. Han hjalp os med at redde ansigt; han solgte Grønland dyrt og godt. Instruktøren siger, at hun håber, vi alle vil følge Kauffmanns eksempel, når frie værdier er truet.

   Det er hér, at jeg har et lille problem med filmen. Tænk hvis én, som holdt med de forkerte, havde handlet så kavaleragtigt. Og når Donald Trump taler om at »bære Grønland«, dvs. løfte byrden ved at være en kolonimagt, selv om det hedder noget andet nu, er hans ejermanér vel en konsekvens af handlen, som Kauffmann og USA indgik.

CHRISTINA Rosendahl ved alt dette. Hun siger, at hun stødte på historien og blev forbløffet, da hun lavede sin research til Idealisten (2015). I den film beskrev hun, hvordan DR-journalisten Poul Brink blev ved at bore i sagen om amerikanske kernevåben på basen ved Thule. Og ingen ville svare ham.

   Idealisten var en konspirationsthriller med intens atmosfære. Vores mand i Amerika bruger en helt anden palet. Det lykkes at skabe et billede af den solbeskinnede sorgløshed i Washingtons diplomatiske boble. Krigen er noget, der bliver talt om i radioen. Danmark er trange kontorer set i Vilhelm Hammershøi-lys. I USA er der velstand, blå swimmingpool og parketgulve, som Kauffmann kan bede Bang-Jensen tegne et verdenskort på.

   Der er en stemning af fransk Indokina eller Afrika i afhændelsestiden. En lille overmodenhed. Og altid en svag svimmelhed. Det er på sin plads at fremhæve fotografen Louise McLaughlin og scenografen Rie Lykke. Det lykkes dem at skabe fornemmelsen af en stor periodefilm.

ROSENDAHL vælger at gå ind i Charlotte Kauffmanns vinkel og dele hendes blik på sin mand og sin tid. Som Denise Gough fremstiller karakteren, ved Charlotte godt, at hendes jalousi over Henriks forhold til søsteren (som spilles af Zoë Tapper) ikke fører til noget godt. Men hun oplever det som et forræderi. Da hun ødelægger en reception ved at drikke for meget og være bitter, skærer han igennem. Han siger, at deres – hendes – lykke betyder meget lidt. De fleste film ville give ham ret. Det får han ikke ubetinget hér.

   Rosendahl fremhæver parrets dødsmåde som den lille dør, der blev hendes personlige vej ind i mysteriet. Begge ægtefæller døde på Skodsborg Badesanatorium den 5. juni 1963. Hvordan er ingen hemmelighed. Filmen lægger det frem i prologen og vender tilbage til slut. Jeg vil dog ikke røbe, hvad der skete. Det er filmens stærkeste scener.

DER er meget at sætte pris på i den historiske fremstilling. Der er også en lille tendens til at (melo)dramatisere storpolitikken i retning af From Here to Eternity (1953, da. Herfra til Evigheden), The Winds of War (1983, da. Krigens vinde), Pearl Harbor (2000) osv. Det er interessant at sammenligne Anders Refns De forbandede år (2020) med Vores Mand i Amerika. De overlapper i tidsbilledet, men er modsætninger i menneskesynet.

   Rosendahl tror på Indiana Jones. Hendes Kauffmann ser ned på de danskere, som lever i og med kompromiset. Det kan han kun, fordi han sidder i netop dén privilegerede situation. Filmen er fuld af beundring for manden. Den har en forklaring på identitetsmysteriet. Det er ikke hele den historiske sandhed. Men værd at se – og mere til – er Vores mand i Amerika så absolut.

I temaet Danmarks Besættelse: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Ole Bornedal: Skyggen i mit øje | The Bombardment (2021); Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

Vores mand i Amerika. Instr.: Christina Rosendahl. Manus: Kristian Bang Foss, Dunja Gry Jensen, Christina Rosendahl. Foto: Louise McLaughlin. 110 min. Danmark 2020. Dansk premiere: 13.08.2020.

Fotos: Nimbus Film [still photographers Katalin Vermes/ Nelly Kiss]/ Rosendahl Film/ MAAN Rental/ Copenhagen Film Fund/ Det Danske Filminstitut/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Danmarks Radio/ TV4/ Hungarian Film Incentives/ SF Studios International Sales/ REinvent Studios International Sales/ CineMaterial (Poster Art)/ Samuel Goldwyn Films (YouTube Trailer)/ 
Filmen streames på Blockbuster, Disney+, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

Vores mand i Amerika udkom på Blu-Ray fra SF Studios (07.12.2020) 

Første udgave af teksten Weekendavisen Kultur 14.08.2020

Opium etcetera: Géza Csáth 1887-1919 [Bogen og filmen]

OVERGREBETS METAFYSIK

Ulrich Thomsen som Géza Csáth

Af BO GREEN JENSEN

I 1913 ankommer lægen og digteren József Brenner til professor Moravcsiks sanatorium for sindslidende et sted i det østrig-ungarske kejserdømme, som snarest vil påbegynde sin afvikling i den umiddelbart forestående krig.

   Brenner (Ulrich Thomsen) er en blanding af borgerdyr og dandy, uhyre velklædt og helt selvcentreret. Allerede i toget gennemfører han sit coitus nummer 142 med en tilfældig kvindelig medpassager. Han lider af skriveblokering og er offer for et eskalerende morfinmisbrug, som han skiftevis nyder og væmmes lidt ved. I sin dagbog foretager han endeløse beregninger af, hvor mange relative årtusinder et afhængigt åndsmenneske kan nå at leve på et misbrugt liv. Det er ikke mindst for at sikre morfinleverancen, at Brenner har taget arbejde på det i hans øjne tilbagestående hospital.

SKØNT Brenner lever i et hermetisk univers, er han ikke uden faglig nysgerrighed og professionelle ambitioner. Han nævner flere gange, at det er opdagelsen af psykoanalyse, som har stækket hans trang til at skrive. Han lytter til sine patienter. Om ikke andet kan deres lidelser inspirere ham som kunstner. Brenner er skiftevis humanist og vampyr. Hans progressive praksis gør ham til persona non grata på hospitalet, hvor de fleste patienter før eller senere havner på briksen, og Moravcsik udfører sit standardindgreb: en tidlig version af det hvide snit, som gør dem passive og mere tilfredse.

BRENNER får kvinden Gizella (Kirsti Stubø) som patient. Hun er overbevist om, at Den Onde kravler omkring i hendes hjerne. Hun beder Brenner om at fjerne den. Gizella deler sin tid mellem grafomani og masturbation. Når hun ikke dækker papirer og vægge med skrift, tilfredsstiller hun sig selv under megen dramatik. Lægerne registrerer fænomenet ved hjælp af et tidligt filmkamera, en fantastisk karrusel med fotoapparater. De behandler hendes symptomer ved at binde og nedsænke hende i vand, så hun er tvunget til at reagere.

   Moravsciks metoder foregriber behandlingsformer som lobotomi og elektrisk chokterapi. Brenner studerer det hele med afsky og fascineres af den nødstedte kvinde, mens hans morfinindtag sætter nye rekorder. I én forstand er de som herre og slave, han kan gøre med hende, hvad han vil. I en anden er de som tvillinger, begge afhængige og begge besat af at skrive, men mens skriften fosser fra hende, kan han ikke længere skabe. Hun drømmer om at blive gennemboret. Deres forening er et spørgsmål om tid.

FEM minutter inde i filmen går det op for mig, at jeg kender den stemme, som taler i Brenners monolog. Opium bygger på tekster af Géza Csáth (1887-1919), som selv var læge, forfatter og narkoman. Han komponerede musik – blev faktisk afvist på konservatoriet, før han studerede medicin – og skrev kritiske forsvar for Béla Bartók og Zoltán Kodály, mens han plejede en fremgangsrig karriere som symbolistisk fabelfortæller i fin de siècle-traditionen. I årene 1910-13 arbejdede han virkelig for Ernö Moravcsik på dennes hospital i Budapest. Monografien Om den psykiske mekanisme hos sindslidende var et toneangivende arbejde.

   Csáth var egentlig døbt József Brenner. Han tog sin første dosis morfin den 20.april 1910 – datoen er registreret i de omfattende dagbøger. Som terapeut var Csáth inspireret af Freud; som tænker af Bergsons teorier om relativ tid. I misbrugslitteraturen er hans dagbøger en klassiker på linie med Thomas de Quinceys Confessions of an English Opium-Eater (1822, da. En opiumsdrankers bekendelser). Hans mærkelige prosaskitser er fulde af drømme om forældredrab, sadistisk sex med purunge kvinder, tiltagende undergangsstemning. Mesék, amelyek rosszul végződnek – »Fortællinger med en ulykkelig slutning« - var titlen på hans samlede noveller.

EFTER fire produktive år 1908-12 tog (eller fik) Csáth sin afsked. Han giftede sig i 1913 og var soldat i 1. verdenskrig, men blev hjemsendt i 1917. Csáth etablerede sig som landsbylæge for at have frihed til at dyrke sine laster, morfinen og skriften. Den 22. juli 1919 skød og dræbte han sin hustru, mens parrets datter så til. Han prøvede at tage sit liv, men overlevede og blev behandlet på hospitalet i Szabadka. Den 11. september blev han standset af serbiske grænsevagter, da han prøvede at nå tilbage til Budapest, måske for at lade sig indlægge hos professor Moravcsik. For soldaternes øjne tog han gift og døde på stedet, i en alder af 31 år.

I DAG betragtes Géza Csáth som en af Ungarns vigtigste forfattere. I 2000 udkom den samlede dagbog på engelsk (og i 2012 også på dansk). Jeg blev opmærksom på forfatterskabet i 1983, da Philip Roth for Penguin Books redigerede en serie værker af Writers from the Other Europe. Til Opium and Other Stories skrev Angela Carter en introduktion, hvori hun både hylder og begrænser Csáth ved at betragte ham som et symptom:

   »Csáths noveller udgør en bemærkelsesværdig, foruroligende blanding af sentimentalitet, sadisme og seksuel fortrængning – væmmelige fortællinger, ikke ulig nye amerikanske og britiske fiktioner. Også her er den kollektive drøm i den seneste tid begyndt at bryde sammen under vægten af for megen virkelighed.«

   Den lille bog er illustreret med dekadente arbejder af billedkunstneren Attila Sassy (1880-1967), som Csáth lovpriste i tidsskriftet Nyugat, og til hvem han dedikerede fragmentet »Opium«, der er en ganske kort tekst på fire sider. I Janos Szász’ film er den blandet med passager fra novellen »Kirurgen« og uddrag af dagbøgerne. Csáth kom fra den samme verden som Musil, Kafka og Hasék, men hans bedste tekster ligner en krydsning af Georg Trakl, Bruno Schulz og Georges Bataille i det pornografiske hjørne. I 1983 var det som at se i et troldspejl.

HVORDAN hænger dette nu sammen med filmen? Tja. Det gør ikke automatisk Opium til en god film, men den hænger bedre sammen. Oplevelsen er unægtelig mere interessant, når man forstår, hvad der faktisk foregår her. János Szász, som tidligere har filmatiseret Csáth-fortællingen »Moderdrab« i Witman fiúk (1997, eng. The Witman Boys), forholder sig køligt registrerende til Brenner, der i Ulrich Thomsens skikkelse er en frygtindgydende type.

   Filmen forsømmer ingen lejlighed til at fremhæve den latente eller åbenlyse sadisme i forholdet mellem patienter og læger. Det er selve overgrebets metafysik, snarere end symbolsproget i Gisellas manisk-hysteriske skrift, som udgør et bærende tema.

   Tonen er kold og (anti-)katolsk på analytisk, meget ungarsk facon. Egentlig har ingen af personerne nogen sinde nogen chance for at bryde ud af det dødsdømte univers, men et flygtigt nu lever kærligheden mellem Brenner og Gizella. Da han endelig gør, hvad han gør, er handlingen nænsom og faktisk barmhjertig, skønt den samtidig udgør et definitivt overgreb. Vi skal alle dø under hjulene i denne mekaniske verden.

SÅ trods alt er der tale om pornografi af en slags. Filmen excellerer i penetration. De medicinske remedier ligner torturinstrumenter, og der er hele tiden falliske ting, som trænger ind i forsvarsløsheden, mens blotlagtheden drømmer om at blive åbnet og spiddet. Her vil livet sin egen udslettelse. Derfor de besværgende billeder af nålen, som stikker i doktorens hud; lægen som støder i vidtåbne kvinder; nonner der tvangsfodrer fikserede patienter. Brenners tid på hospitalet begynder og ender med absolut penetration: spyddet som bankes op gennem øjet, ind i patientens hjerne, så denne omsider har fred.

OPIUM ville næppe få premiere i Norden, hvis ikke hovedrollerne blev spillet af en dansker og en nordmand, men hvis man frygter at se Ulrich Thomsen og Kirsti Stubø i et stykke lurvet ungarsk sexploitation, bliver man positivt overrasket.

   János Szász (f. 1958) var og er en betydende kunstner, som i 2013 for alvor gjorde indtryk med sin filmatisering af Ágota Kristófs Le grand cahier (1986, da. Det store stilehæfte). I 2017 fulgte A Hentes, a Kurva és a Félszemü (int. The Butcher, the Whore and the One-Eyed Man), som er en original film noir, igen med Tíbor Máthé som fotograf.  

   Omvendt scorer fortællingen højt på en liste med psykoanalytiske klicheer. Markis de Sade møder One Flew Over the Cuckoo's Nest og David Cronenbergs Dead Ringers. I sagens natur er det ikke en film, man bliver varm eller lykkelig af. Oplevelsen minder om at tage opium. Først drømmer man, så dør man. Dét er alt.

Se også Det store stilehæfte/Le grand cahier (2013) [Krigens børn].

*) I 2012 udkom Dagbog 1912-13 på Forlaget Basilisk i Karsten Sand Iversens oversættelse og med en efterskrift af Lillian Munk Rösing. Bogen indgår i Babel-serien for oversat litteratur.

Opium (Opium: Diary of a Mad Woman/ Opium: Egy elmebeteg nö naplója). Instr.: János Szász. Manus: János Szász, András Szekér. Foto: Tibor Máthé. 113 min. Ungarn-Tyskland 2007. Dansk premiere: 26.09.2008.

Fotos: H2O Film/ EuroArts Entertainment/ CineMaterial/ SF Studios (framegrabs)/ Penguin Books/ Forlaget Basilisk

Filmen streames på FILMSTRIBEN og SF Anytime

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 26.09.2008

Det store stilehæfte | Le grand cahier (2013) [Krigens børn]

DET SIDSTE BEVIS

En ubønhørlig filmatisering

Af BO GREEN JENSEN

UNGARN, 1944. Det er krigens sidste år i en lille by ved grænsen til Østrig. To drenge, smukke tvillinger, bliver efterladt hos deres mormor, en ondskabsfuld kvinde, som andre på egnen kalder for »Heksen« og mistænker for at have myrdet sin mand. Sikkert med rette. Som Piroska Molnár fremstiller den brutale, mistroiske kvinde, er hendes sind så forkrøblet af hadefuld erfaring, at hun ville gøre, hvad det skulle være.

   Brødrene er 13 år. De har sagt et hurtigt farvel til deres far, da han var hjemme på orlov, og de spiste en sidste nadver ved bordet i stadsstuen. Det var Far (Ulrich Matthes), som gav dem »det store stilehæfte«, en kartonneret kassebog, og bad dem skrive alt ned, som det var og som det skete, indtil de så hinanden igen.

DRENGENES mor (Gyöngivér Bognár) har ikke haft kontakt med sin mor i mange år. Man aner omridset af en svær forhistorie. Hun efterlader drengene og tager afsted, før den gamle kvinde for alvor kan protestere. De lover Mor at blive ved med at læse og skrive og lære. Heksen kalder konsekvent sine børnebørn »horeunger«.

   Horeunger. Andre i byen siger svin, røvhuller, udskud, krapyl. Drengene begynder at samle på alt, hvad de bliver kaldt. Mormor vil kun give dem mad, hvis de arbejder. Så de arbejder. Dog ikke fordi de er sultne, men fordi de skammer sig ved at se hende arbejde. Hun slår dem. Postbudet slår også. Og læreren. De træner sig i at tåle smerte. De står og slår hinanden, indtil de intet kan mærke.

   En dag sidder en forkommen soldat ved et træ i vinterskoven. Han har ikke spist i fire dage. De spørger, om der er noget, han har brug for. Han beder om mad og tæpper. Så de finder mad og henter et tæppe, men soldaten er død, da de kommer tilbage. De tager hans våben og begraver dem under bænken ved Mormors andet hus, dér hvor officeren bor.

SS-OFFICEREN bestyrer lejren ved grænsen. Han er træt til døde af krigen og hæsligheden, som regerer. Han spilles fremragende af Ulrich Thomsen (som også medvirkede i Janós Százs filmatisering af Geza Csáths Opium fra 2007 og må være en lille stjerne i Ungarn). Han hviler ud på gården, hvor lejren ikke kan høres og lugtes. Han fatter sympati for brødrene. Han ser dem slå hinanden. Han synes, de er »søde«.

   Officeren kommer hurtigt på listen over venner. Andre lister tæller døde jøder fra lejren, hunde, tårne og barakker. Brødrene øver sig også i at dræbe uden følelse, for de kan se, at det er en nyttig og nødvendig egenskab. De klistrer døde røde biller ind i stilehæftet. De bliver klogere og dygtige. De begynder at lede efter »beviser«.

   Deres omverden udvider sig og befolkes efterhånden. Pigen fra nabogården har hareskår og bliver deres ven, da hun har lært dem at stjæle. Hun fortæller, hvad præsten har betalt for at se hendes hul. Så de presser penge af præsten, en skinhellig hykler, der lider alle helvedes kvaler – og fortjener det, synes drengene.

DE bliver eksperter i tuskhandel og får en sanselig madmor, med helt hvid hud og helt rødt hår, i præstens unge husholderske, som tager dem med i bad og leger voksne. De ser, hvor Mormor har begravet sin skat. De har henad vejen fået et næsten hjerteligt forhold til Heksen, som drikker endnu mere sprit, end hun plejer, og når at kalde dem »gode drenge«, før hun forsvinder.

   Da har drengene tilegnet sig hendes værdier og er hjerteløse gamle mænd i glatte børnekroppe. Da Mor dukker op med en ny tysk mand og en spæd lillesøster, skal de ikke med hende væk. Mor forsvinder. Heksen, Hareskår og Officeren forsvinder. Endelig kommer Far og vil bare over grænsen.

   Far er ligeglad med stilehæftet. Han dumper til sin afgangsprøve. De lover at hjælpe ham gennem det minerede ingenmandsland ved hegnet til lejren. Deres uddannelse er næsten færdig nu. De mangler kun »det sidste bevis«. Så er der ikke mere at lære. De kan skilles og gå hver sin vej.

TILGIV den opremsende kvalitet i ovenstående skitse. Man får filmens tone og rytme i blodet. Det store stilehæfte handler især om at sætte ord på det usigelige og finde navne for en unævnelig erfaring. Man opdager, at det egentlig kun er drengenes sprog, der giver mening i forhold til rædslerne, som beskrives. Så man gør som de. Man går metodisk frem og laver en liste.

   Drengenes projekt bliver iagttagelsen af lovmæssigheder og formuleringen af sandheder om menneskets natur. De har lært sig at læse og skrive af Bibelen. De efterprøver påstande og argumenter. Til dét formål er statistik mere nyttig end adjektiver. Det filosofiske projekt er taksonomisk. Det handler om at tilegne sig styrke. At føle er forbudt. At græde er både absurd og obskønt.

DET store stilehæfte bygger på første del af romantrilogien Le grand cahier, som forfatteren Ágota Kristóf (1935-2011) blev verdenskendt for, da den udkom i 1986. I La preuve (1988, da. Beviset) og Le troisième mensonge (1991, da. Den tredje løgn) fortæller hun den ene af brødrenes videre historie, og generelt er der flere fysiske detaljer. For eksempel har tvillingerne navne, Lucas og Claus. I filmen er de bare den ene og den anden dreng.

   Ágota Kristóf blev født i Csikvánd i Ungarn, men kom som 21-årig til Schweiz med sin mand, for øvrigt hendes historielærer fra gymnasiet, da Sovjetunionen slog hårdt ned på den anti-kommunistiske opstand i 1956. Kristóf skrev på fransk, skønt hun først lærte sproget i Schweiz. Måske afspejler brødrenes optegnelser – som for enhver pris må være empirisk konkrete – forfatterens egen indlæringsproces.

   På dansk kom trilogien samlet i 1992. Sceneudgaven af Det store stilehæfte havde premiere i 2003 i Mark van der Veldens instruktion hos teatergruppen Teater la Balance. Forestillingen var Reumert-nomineret det følgende år – i kategorien »Årets Børne-/Ungdomsforestilling« – og har siden været opført mange gange, bl.a. på Husets Teater i 2020.

   

DET er sandsynligvis teaterversionen, som Andras Szekér og János Szász har benyttet, da de skrev manuskriptet til filmen. Især er mange seksuelle detaljer fra bogen forsvundet eller begravet. Filmen lægger ikke skjul på, at Ulrich Thomsens karakter er homoseksuel, men hans interesse kan betragtes som platonisk. Det er virkelig muligt at se ham som drengenes »ven«.

   I filmen kærtegner manden de sovende brødres ansigter. Han smiler, må man tro, fordi der stadig findes uskyld af en slags. I bogen urinerer drengene på den ulykkelige SS-officer, hvis masochisme synes at være en kompenserende mekanisme. Han er dog deres ven. Han redder drengenes liv, da de lokale myndigheder er ved at tæske en tilståelse frem efter attentatet på præstens husholderske.

KUN officeren forstår instinktivt brødrenes træning i at tåle smerte. De tre synes også at være de eneste på egnen – og overhovedet i denne udgave af verden – som ikke er anti-semitisk indstillede i en eller anden grad. Brødrene er muligvis amoralske, men de belønner udvist venlighed.

   Den jødiske skomager giver dem forede, vandtætte støvler. Husholdersken råber til soldaterne, at de skal huske at hente skomageren. Hun håner de bortmarcherende jøder. I drengenes bog er der ingen tvivl om balancen. De henter håndgranaterne, som de har fra den døde soldat. Da husholdersken tænder op næste morgen, er der kristen afregning ved kasse ét.

BRØDRENES (u)sentimentale (selv)opdragelse skrider frem med uafviselig logik. Reaktion avler modreaktion hele vejen, og syntesen er en pragmatisk følelsesløshed, som gør dem til voksne overlevere. Man er aldrig i tvivl om, at teksten er en fabel, en lignelse af en slags. Man må dog tro, at dette stilgreb fungerer bedre i romanen. På film bliver alle detaljer konkrete, og troværdigheden strækkes meget langt.

   For eksempel er det, helt banalt og lavpraktisk, fantastisk, hvor meget der kan skrives og tegnes og klistres ind i stilehæftet. Der er heller ingen klar overgang fra de objektive lister til fasen, hvor det gælder om at føre beviser. Med ét er løgnen blevet vigtig. Den ene dreng går mod øst, den anden mod vest. Man forstår, at der venter en politisk uddannelse efter krigen og barndommen, en afprøvning af ideologier. Men det ligger strengt taget uden for filmens præmis og er ikke særlig godt forberedt.

DET store stilehæfte ligner umiddelbart andre af tidens eftertænksomme – og realistiske – film om krigsbørns udsatte opvækst: fra antologifilmen All the Invisible Children (2005), Jean-Stéphane Sauvaires Johnny Mad Dog (2008) og Kim Nguyens War Witch (2012) til Cate Shortlands Lore (2012) og Rick Ostermanns Wolfskinder (2013). Den er dog både noget større og noget mindre. En filosofisk undersøgelse, ja, men ikke en skildring af barndommens væsen.

   I Lore og Wolfskinder er børnene bare børn. Det store stilehæfte er en slags metafysisk matematik, der bruger krigen og lidelsen som kugleramme. Derfor smiler og græder drengene aldrig. Den ene og den anden dreng begynder måske med at være rigtige børn, men ved slutningen er de allegoriske abstraktioner.

   Det bliver filmen ikke svagere eller dårligere af. Det store stilehæfte er en stærk tekst, som János Szász oversætter til ubønhørlige billeder. Men publikum sidder snarere i et absurd teater end i en biograf, der ligger i virkeligheden.

Se også Kertész | Koltai: Fateless/ De skæbneløse (2005) [Krigens børn]; Cate Shortland: Lore (2012) [Krigens børn] ; Kosinski | Marhoul: The Painted Bird (2019) [Krigens børn]; Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003).

Det store stilehæfte – Krigsdagbogen (A nagy füzet). Instr.: János Szász. Manus: Andras Szekér og János Szász. Foto: Christian Berger. 113 min. Ungarn-Frankrig-Tyskland-Østrig 2013. Dansk premiere: 16.04.2014.

Ágota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den tredje løgn. Oversat efter »Le grand cahier« (1986), »La preuve« (1988) og »Le troisième mensonge« (1991) af Nina Lautrop-Larsen. 372 s. Rosinante, 2017. 

Fotos: Intuit Pictures/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ Husets Teater 2020 (Henrik Ohsten Rasmussen)/ Points editeur/ Rosinante

Filmen streames (i maj 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime

Ingen BD-udgivelse – DVD fra Sony Pictures (US) 02.12.2014

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 16.04.2014

Apropos EM: Sommeren '92/Summer of '92

PÅ ET HÆNGENDE HÅR

Fodboldsejren som nationalmyte

Af BO GREEN JENSEN

HVIS nogen skulle være i tvivl, var det Danmark, som vandt EM i fodbold, da finalen mod Tyskland blev spillet på Nya Ullevi Stadion i Göteborg den 26. juni, 1992.

   John »Faxe« Jensen bragte Danmark foran efter 19 minutter, og Kim Vilfort konsoliderede sejren efter 79 minutter. De regerende verdensmestre pressede på, men lige meget hjalp det, for Peter Schmeichel stod om muligt bedre end i semifinalen mod Holland, som blev afgjort ved en straffesparksturnering.

   EM-sejren er en kronjuvel i dansk selvforståelse. Et undertippet landshold kom med på afbud, fordi det borgerkrigshærgede Jugoslavien blev bortvist fra turneringen. Richard Møller Nielsen, den upopulære landstræner, fik ti dage til at samle sit hold. Mange af fodboldens pinger glædede sig til at se ham gå ned.

   Først var der intet at råbe hurra for, men målregnskabet reddede Danmark. I skæbnekampen mod Frankrig fandt holdet og træneren endelig sammen. »Vi« var videre på et hængende hår, og sådan er »vi« allerbedst. I kampene mod Holland og Tyskland spillede Danmark virkelig verdensfodbold.

KASPER Barfoeds Sommeren ’92 husker forløbet i grundfarver og gør Richard Møller Nielsen til en klassisk underdog. Den bedste dialog er forbeholdt situationer, hvor træneren uddyber sin strategi. Han forklarer brødrene Laudrup, som i begyndelsen er to alen ud af det samme arrogante stykke, hvorfor curling er en ædel sport. Han sammenligner spillerne med stivere i sin mors korset.

   Ricardo har sin egen støttegruppe i hustruen Jonna (Lene Maria Christensen) og assistenten Kaj Johansen (Henning Jensen). Han lærer at være lydhør, men bliver aldrig banalt jovial. Rollen er ikke så enkel. Ulrich Thomsen har tjek på alle nuancer.

   Dansk films bedste unge mænd er med på førsteholdet. Gustav Dyekjær Giese er supermålmanden Peter Schmeichel. Cyron Melville får en forfinet sorrigfuldhed frem i aristokraten Brian Laudrup. Mikkel Boe Følsgaard og Esben Smed Jensen er hverken for lidt eller for meget kammerater som Kim Vilfort og John Faxe Jensen.

FILMEN er godt tænkt og sikkert skåret. På skrivekurser lærer man, at publikum ikke kan føle for mere end 4 historier ad gangen, uanset hvor multiplot filmen så er. Derfor bliver Vilfort og Faxe trukket frem. Vilforts kræftsyge datter beder sin far vinde den sidste kamp. John Jensen får sit øjeblik, da han scorer mod Tyskland.

   Man kunne have skabt en film uden helte. En Robert Altman-agtig sportsfilm, som blev i de fælles situationer, lod spillerne råbe i munden på hinanden og brugte det orkestrerede kaos. Det var faktisk sådan, Oliver Stone løste opgaven i sin fodboldfilm, Any Given Sunday (1999).

   Barfoed går i stedet efter Moneyball-modellen, hvor den ensomme ulv er i fokus. Møller Nielsen beder om at få flyttet nogle superligakampe, så landsholdet kan være fuldtalligt, når det træner. »Der må da være noget, du kan gøre,« siger han til den ansvarlige, en evig nej-siger, som blot kaldes Ølvom. »Det er der,« siger Ølvom. »Men jeg vil ikke gøre det. For du er en bonderøv, og jeg kan ikke lide dig.«

   Scenen koncentrerer lunefuldheden og jantelovsmentaliteten, som møder Richard Møller Nielsen. Til det sidste sidder vandhovederne i tv (der må være mange røde øren) og siger, at holdet sejrer på trods af taberen fra Ubberup.

DET er alt sammen uklædeligt. Somme tider ser man dog de samme mekanismer i det danske filmmiljø. Sommeren ’92 ligger ikke 100 kilometer fra det projekt, som Anne-Grethe Bjarup Riis og Regner Grasten forsøgte at realisere i filmen om Tarok (2013). Dén bold var bare dømt ude fra starten.

   Barfoed blander tv-klip med rekonstruerede scener. Det fungerer fremragende. Lars Nielsens produktionsdesign daterer perioden uden at overdænge hvert sæt med nostalgiske effekter. I ’92 så stuerne ud som hjemme hos Richard og Jonna.

   »When the legend becomes fact, print the legend,« siger en karakter i John Fords revisionistiske western om Manden, der skød Liberty Valance. Richard Møller Nielsen døde i 2014. Efter Barfoeds film er han en sand Holger Danske.

Sommeren ’92. Instr.: Kasper Barfoed. Manus: Anders Frithiof August, Kasper Barfoed. Foto: Marcel Zyskind. 93 min. Danmark-UK-Sverige 2015. Dansk premiere: 27.08.2015.

Fotos: Meta Film/ Film i Väst/ PeaPie Films/ W.E./ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekenmdavisen Kultur 28.08.2015