Christina Rosendahl: Vores mand i Amerika | The Good Traitor (2020)

FRED I VOR TID
Diplomaten der gik sine egne veje

Af BO GREEN JENSEN

HENRIK Kauffmann (1888-1963) var ambassadøren, som repræsenterede Danmark i USA under og (længe) efter 2. verdenskrig. Han kom til Washington efter udstationeringer i New York, Berlin, Rom, Peking (kombineret med Tokyo og senere Bangkok) og hele syv år i Oslo.

   I diplomatiske cirkler svømmede han som en fisk. Mere kompliceret var forholdet til den prosaiske virkelighed, hvor situationer ikke altid kunne løses i høj fart med panache og et flot pennestrøg. Han havde flanørens ekspansive facon. Og mente, at han var i sin gode ret til at overhøre politikerne hjemme, fordi han vidste bedre og kendte til spillet.

   Da Tyskland besatte Danmark, handlede Kauffmann resolut. Han og Povl Bang-Jensen, som varetog det juridiske rugbrødsarbejde, besluttede at gå enegang og erklære sig ude af stand til at modtage ordrer fra »den ufrie danske regering«. Det er formuleringen i Dansk Biografisk Leksikon, hvor jeg har læst op på sandhedsværdien i Christina Rosendahls helteportræt.

   Filmen om Vores mand i Amerika synes ofte for enkel og eventyrlig til at være helt sand. Man tænker, at der må have været flere forhindringer. Ulrich Thomsen fremstiller Kauffmann som en Indiana Jones med slips. Christina Rosendahl har sin primære kilde i Bo Lidegaards bøger om fribytteren, I Kongens Navn (2013) og Uden mandat (2020).

DET synes faktisk at passe alt sammen. Måske ikke lige det indtryk, som filmen giver af præsident Roosevelt som en husven, der er besnakkelig, fordi han kendte admiralen, som var far til Kauffmanns hustru, Charlotte McDougall (1900-1963), og søsteren Zilla, som var Kauffmanns elskerinde. Måske heller ikke scenen, hvor Kauffmann spiser natmad med F.D.R. og Winston Churchill, som må fejre, at nu går USA i krig. Men resten ser i store træk rigtigt ud.

   Det er en fantastisk historie om en sammensat mand, der er lige dele helt og anti-helt. Hans hustru er med ham det meste af vejen. Det er Charlotte, som opfordrer Henrik til at føre stødet igennem og satse, da Tyskland indtager Danmark uden nævneværdig modstand. Har han ikke altid sagt, at diplomati består af 50% information og 50% hasardspil? Jo. Godt. Så er det nu, at du og Povl skal gøre jeres indsats.

   Indsatsen er smuk behændighedskunst. Kauffmann erklærer sig som det frie Danmarks sande gesandt og ignorerer så vidt muligt alle instrukser og henvendelser fra København, hvor regeringen og embedsværket raser.

   USA vælger at anerkende Kauffmann. Det er diplomaten Berle, som afviser Henrik, indtil han leverer sit slagtilbud. USA må have baser på Grønland. Og modsat de grønlandske landsformænd, kan Henrik garantere en uopsigelig kontrakt om brugsret til Grønland.

ROSENDAHL fremstiller Kauffmann som en begavet jonglør. Ulrich Thomsen er mere end på hjemmebane i rollen. Også Mikkel Boe Følsgaard fylder i landskabet som den kompromisløse Povl Bang-Jensen. Han har sin modpol i Einar Blechingberg (et fiktivt amalgam, formoder jeg), som er misundelig og venter på chancen til at vippe det gyldne tandem af pinden.

   Historien var på Kauffmanns side, og det var heldigvis den gode side. Landsforræderen så rigtigt, da han overskred sine beføjelser. Han hjalp os med at redde ansigt; han solgte Grønland dyrt og godt. Instruktøren siger, at hun håber, vi alle vil følge Kauffmanns eksempel, når frie værdier er truet.

   Det er hér, at jeg har et lille problem med filmen. Tænk hvis én, som holdt med de forkerte, havde handlet så kavaleragtigt. Og når Donald Trump taler om at »bære Grønland«, dvs. løfte byrden ved at være en kolonimagt, selv om det hedder noget andet nu, er hans ejermanér vel en konsekvens af handlen, som Kauffmann og USA indgik.

CHRISTINA Rosendahl ved alt dette. Hun siger, at hun stødte på historien og blev forbløffet, da hun lavede sin research til Idealisten (2015). I den film beskrev hun, hvordan DR-journalisten Poul Brink blev ved at bore i sagen om amerikanske kernevåben på basen ved Thule. Og ingen ville svare ham.

   Idealisten var en konspirationsthriller med intens atmosfære. Vores mand i Amerika bruger en helt anden palet. Det lykkes at skabe et billede af den solbeskinnede sorgløshed i Washingtons diplomatiske boble. Krigen er noget, der bliver talt om i radioen. Danmark er trange kontorer set i Vilhelm Hammershøi-lys. I USA er der velstand, blå swimmingpool og parketgulve, som Kauffmann kan bede Bang-Jensen tegne et verdenskort på.

   Der er en stemning af fransk Indokina eller Afrika i afhændelsestiden. En lille overmodenhed. Og altid en svag svimmelhed. Det er på sin plads at fremhæve fotografen Louise McLaughlin og scenografen Rie Lykke. Det lykkes dem at skabe fornemmelsen af en stor periodefilm.

ROSENDAHL vælger at gå ind i Charlotte Kauffmanns vinkel og dele hendes blik på sin mand og sin tid. Som Denise Gough fremstiller karakteren, ved Charlotte godt, at hendes jalousi over Henriks forhold til søsteren (som spilles af Zoë Tapper) ikke fører til noget godt. Men hun oplever det som et forræderi. Da hun ødelægger en reception ved at drikke for meget og være bitter, skærer han igennem. Han siger, at deres – hendes – lykke betyder meget lidt. De fleste film ville give ham ret. Det får han ikke ubetinget hér.

   Rosendahl fremhæver parrets dødsmåde som den lille dør, der blev hendes personlige vej ind i mysteriet. Begge ægtefæller døde på Skodsborg Badesanatorium den 5. juni 1963. Hvordan er ingen hemmelighed. Filmen lægger det frem i prologen og vender tilbage til slut. Jeg vil dog ikke røbe, hvad der skete. Det er filmens stærkeste scener.

DER er meget at sætte pris på i den historiske fremstilling. Der er også en lille tendens til at (melo)dramatisere storpolitikken i retning af From Here to Eternity (1953, da. Herfra til Evigheden), The Winds of War (1983, da. Krigens vinde), Pearl Harbor (2000) osv. Det er interessant at sammenligne Anders Refns De forbandede år (2020) med Vores Mand i Amerika. De overlapper i tidsbilledet, men er modsætninger i menneskesynet.

   Rosendahl tror på Indiana Jones. Hendes Kauffmann ser ned på de danskere, som lever i og med kompromiset. Det kan han kun, fordi han sidder i netop dén privilegerede situation. Filmen er fuld af beundring for manden. Den har en forklaring på identitetsmysteriet. Det er ikke hele den historiske sandhed. Men værd at se – og mere til – er Vores mand i Amerika så absolut.

I temaet Danmarks Besættelse: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Ole Bornedal: Skyggen i mit øje | The Bombardment (2021); Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

Vores mand i Amerika. Instr.: Christina Rosendahl. Manus: Kristian Bang Foss, Dunja Gry Jensen, Christina Rosendahl. Foto: Louise McLaughlin. 110 min. Danmark 2020. Dansk premiere: 13.08.2020.

Fotos: Nimbus Film [still photographers Katalin Vermes/ Nelly Kiss]/ Rosendahl Film/ MAAN Rental/ Copenhagen Film Fund/ Det Danske Filminstitut/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Danmarks Radio/ TV4/ Hungarian Film Incentives/ SF Studios International Sales/ REinvent Studios International Sales/ CineMaterial (Poster Art)/ Samuel Goldwyn Films (YouTube Trailer)/ 
Filmen streames på Blockbuster, Disney+, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

Vores mand i Amerika udkom på Blu-Ray fra SF Studios (07.12.2020) 

Første udgave af teksten Weekendavisen Kultur 14.08.2020

Christina Rosendahl: Idealisten | The Idealist (2015)

LØGNENS UNIVERS

En historisk spændingsfilm om Thule-sagen  

Af BO GREEN JENSEN

DR-journalisten Poul Brink (1953-2002) mødte sin skæbne i 1986, da han blev interesseret i, hvad der skete på Grønland tyve år før. »Jeg satte mig ikke ned og valgte Thule-sagen, for ingen vidste jo dengang, at den eksisterede. Den udviklede sig, fordi mine interviews affødte spørgsmål, som krævede flere interviews, som rejste nye spørgsmål. Det var først efterhånden, bedragets størrelse blev kendt.«

   Den 21. januar 1968 havarerede et amerikansk B-52 fly ved Thule-basen med fire brintbomber ombord. Styrtet fandt sted ved fem-tiden om morgenen, og eksplosionen lyste mørket op. Alle på basen – ca. 1200 arbejdere – blev sendt ud for at rydde op. De værste spor blev slettet med det samme, men først otte måneder senere var det sidste plutonium renset op.

   Episoden blev behørigt dækket i pressen. Man bagatelliserede de miljømæssige konsekvenser, men stillede kritiske spørgsmål til flyets last. I 1968 var Den Kolde Krig et grundvilkår. Alle vidste, hvad USA ville med Thule, men Danmark havde sagt nej til atomvåben på Grønland, som endnu var en dansk koloni. Man mærkede nok, at visse ting blev fortiet, men det blev affærdiget som paranoid retorik, hvis den venstreorienterede presse beskyldte regeringen for at lyve.

   

ANDRE ting skete, og sagen blev glemt. Poul Brink var ansat på Østjyllands Radio, da han begyndte at forske i, hvad der var sket med arbejderne fra Thule. Et usædvanligt højt antal havde udviklet psoriasis-lignende hudsygdomme, flere havde fået kræft, nogle døde før tiden. Brink fulgte enkelttilfælde – i filmen om Idealisten bliver de sammenfattet i patienten Carl (Thomas Bo Larsen), hvis krop bliver penslet med sennepsgas for at holde tilstanden nede – og kunne efterhånden se et mønster.

   Brink stillede spørgsmål til Sundhedsstyrelsen og Risø, den noble Niels Bohr’ske institution, som havde ansvaret for oprydningen i Grønland. Enten blev han afvist, eller også blev han talt ned til. Så terrieren bed sig fast. Brink solidarisede sig med de sygdomsramte arbejdere, hinsides alle kriterier for objektivitet, og han undersøgte hele forudsætningen for basen i Uummannaq, hvor 27 familier i 1953 var blevet tvangsforvist fra deres boplads.

   Brink fangede myndighederne i adskillige løgne af typen, som man siden har fået rettens ord for, at det er legitimt at fortælle. Så langt var man ikke nået i 90erne, da journalisten fulgte sin sag til dørs, nu med TV-avisen som platform. I en bog om forløbet, Thule-sagen – Løgnens univers (1997), sætter Brink sin metode i perspektiv:

   »Jeg er gået tættere, eller måske snarere anderledes, på nogle personer, end jeg normalt ville gøre på tv. Det har skyldtes ønsket om at vise, at Thule-sagen udviklede sig i et bestemt miljø og via en bestemt tankegang, som var farlig for demokratiet. Det var og er en elitær opfattelse af verden, som ikke kommer til udtryk i et bestemt interview eller et bestemt dokument. Men som nærmere eksisterer gennem personlige kontakter og den måde, man f.eks. møder en undersøgende journalist på.«

   Brink ser i øvrigt Thule-sagen som »et produkt af en blanding af manglende respekt for befolkningen og demokratiet og så en underlig nederlagsstemning, som ubevidst prægede dansk politik.«*

CHRISTINA Rosendahls meget vellykkede spillefilm er på overfladen et stykke rimelig straight dramadokumentarisme. Peter Plaugborg spiller ildsjælen Brink, der stort set kun tænker på Thule og graver utrætteligt i sagen, mens årene går, regeringer skifter, og han får en søn med sin spanskfødte hustru, Estibaliz (Arly Jover), der en passant taler om danskernes naivitet i en fascistisk indrettet verden.

   Der er megen spænding undervejs, mens politiske kræfter, både i Danmark og USA, prøver at standse journalisten. Der er dog aldrig tvivl om udfaldet. Den 29. juni 1995 erkender Niels Helveg Petersen på vegne af Udenrigsministeriet, at H.C. Hansen, den daværende statsminister, i 1957 gav USA lov til at opstille kernevåben på Grønland, skønt Danmark officielt stod ved kravet om en atomfri zone.

   Optrævlingen var en sindrig proces. I Brinks bog hedder kapitel 16 »Niels Helveg fortæller, at der ikke er atomvåben på Grønland.« Kapitel 17 har titlen: »Niels Helveg fortæller, at der alligevel var atomvåben på Grønland.« Faktisk var der tale om 48 »mindre atomvåben«, som blev opstillet til nærforsvar af basen.

   Efter mere juridisk tovtrækkeri fik Brink lov at vise brevet frem i TV-avisen. Thule-arbejderne blev tilkendt en kompensation på 50.000 kr., men det samme gjorde alle andre, som havde været i nærheden af basen i 1968, og der blev aldrig gjort alvor af den gennemgribende helbredsundersøgelse, som man lovede arbejderne flere gange.

   Brink selv var aldrig tilfreds med sagens udfald, som han opfattede som en falsk sejr. Thule-arbejderne – hvis talerør i filmen er Marius Schmidt (Søren Malling) – havde dog fået nok af at kæmpe. Brink skrev sin bog, modtog Cavling Prisen og døde på en løbetur i Fælledparken. Han nåede ikke at se sin søn vokse op. Han nåede heller ikke at se den elitære magtkultur triumfere amok i årene efter 9/11.

ROSENDAHL vil naturligvis skildre »en kompromisløs idealist, en stærkt dedikeret journalist, der kommer på sporet af et af Danmarkshistoriens mest hemmeligholdte kapitler.« Det gør filmen på fremragende vis. Især fungerer blandingen af rekonstruktion og arkivklip. Hele tre klippere – Janus Billeskov Jansen, Olivier Bugge Coutté og Molly Malene Steensgaard – har arbejdet på filmen. De har ikke stået i vejen for hinanden.

   Det samme gælder i forfatterkollegiet. Filmen er god til at arbejde i flere lag på én gang. Der er altid den umiddelbare spændingshistorie og fornemmelsen af officiel chikane, der foretages i diplomatiets navn. Forløbet er forenklet, men for en gangs skyld bruges der rigtige navne og autentiske udsagn. De satiriske mikroportrætter af Uffe Ellemann-Jensen (Peter Oliver Hansen) og Niels Helveg Petersen, som skiftes til at bortforklare med karakteristisk gestik, er meget velanbragte.

NIELS Helveg (Hans Henrik Clemmesen) spørger Brink, om »det hér mon bare er vigtigt for dig? Eller er det noget, der vedkommer hele befolkningen?«. Brink forstår knap nok spørgsmålet. Det gør Rosendahl imidlertid:

   »Når jeg har kastet mig over at skildre Poul Brinks kamp for sandheden om Thulesagen, er det fordi jeg ønsker at skildre et grundlæggende menneskeligt og demokratisk dilemma: Skal sandheden altid frem? Kan et land eller et samfund tåle at afsløre alle sine hemmeligheder over for sin befolkning? Har vi af og til brug for at holde igen med sandheden for at kunne beskytte hinanden eller bare være sammen? Er der fordele ved løgnen, og hvor langt kan man gå, før en løgn bliver et overgreb?«**

   Filmen fremstiller denne problematik meget sobert, uden at tordne hverken for eller imod. Nu siger kritiske røster, at Brink var naiv. Enhver kunne regne ud, at USA havde kernevåben på Grønland, og naturligvis var det nødvendigt for Danmark at vide så lidt som muligt om forholdet. Det var Brinks kvalitet, at han aldrig købte ind i princippet om nødvendige løgne. Det er filmens kvalitet, at den lader dilemmaet stå.

Se også Christina Rosendahl: Vores mand i Amerika | The Good Traitor (2020); Etnisk arrogance | Louise Friedberg: Eksperimentet (2010); Survival Cinema | Peter Flinth: Against the Ice (2022).

*) Poul Brink: Thule-sagen - Løgnens univers. 340 s. København: Aschehoug, 1997. Filmudgaven fra 2015 udkom på Lindhardt og Ringhof med et nyt forord af Niels Frid-Nielsen. Brink skrev flere udmærkede bøger. Mest ambitiøs er måske Fantasia Projektet (Munksgaard Rosinante, 1994), som han skrev sammen med Marion Hannerup: en dystopisk scifi-thriller, der belyser aktuelle fertilitetsproblematikker. Artikelsamlingen Det ny England (Møntergården, 1999) er et sikkert, satirisk stemt øjebliksbillede af Tony Blair og New Labours strømlinede Storbritannien. Efter Cameron, Brexit, Boris Johnson og COVID-19-nedlukning virker bogen næsten som kontrafaktisk historie. I Erik Valeurs Magtens bog (JP/Politikens Forlag, 2002, rev. 2018), en monumental antologi med 30 eksempler på undersøgende journalistik, som blev forsøgt tiet ihjel, giver Brink en koncentreret redegørelse med titlen 'Bomben, der forsvandt: Thule-sagen'. Poul Brink blev kun 49 år. Han fik hjertestop og døde under en løbetur i Fælledparken. 

**) Christina Rosendahl er citeret efter sin hensigtserklæring i filmens pressemateriale.

Idealisten. Instr.: Christina Rosendahl. Manus: Lars K. Andersen, Simon Pasternak, Birgitte Stærmose, Christina Rosendahl. Foto: Laust Trier-Mørk. 114 min. DK 2015. Dansk premiere: 09.04.2015. 

Fotos: SF Studios/ Christian Geisnæs/ Cinematerial/ BerlingskeMedia/ Danmarks Radio/ CineMatarial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra SF Studios 27.08.2015

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.04.2015