Translate

Viser opslag med etiketten Markis de Sade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Markis de Sade. Vis alle opslag

tirsdag den 21. juni 2022

Lars von Trier: Manderlay (2005)


DEN ANDEN GRACE
Verden skrevet sort på hvidt

Af BO GREEN JENSEN

MED Dogville (2003) påbegyndte Lars von Trier den tredje trilogi i et filmværk, der fra begyndelsen er kommet videre ved at fastlægge regler og sætte mål for sig selv.
 Efter Europa-trilogien (1984-91) fulgte Guldhjerte-trilogien (1996-2000). Også Riget (1994-97) var tænkt som en tredækker, men fremstår nu som det hængsel i midten, der blev Triers populære danske gennembrud. Her demonstrerede instruktøren, at han kan være lun og elskelig, når det skal være. Er der noget vi holder af, er det lune. Vi har det straks sværere med den skarphed, som Trier også er eksponent for.*
   Dogville fik ingen priser i Cannes og dannede ikke skole på samme måde, som Triers dogmeprojekt havde gjort. Der hersker dog ægte respekt omkring alvoren i eksperimentet og viljen til at modarbejde det lækre præg, de digitale effekter og detaljer, som tidens mainstreamfilm har fået stadig lettere ved at puste sig op med. Filmen solgte ikke mange billetter. Man skal dog ikke tage fejl af dens gennemslagskraft. For en fremstillingspris på 86 mio. kr. følger her anden del af historien om Grace Margaret Millington.




MANDERLAY har adskilligt imod sig. Det er toeren i en trilogi, og den teatralske form, det rensede rum, som filmen udspiller sig i, synes denne gang ikke så radikal. Tværtimod virker det logisk, at hvor Dogville satte kridtstreger i et sort univers, bliver topografien i Manderlay markeret med sort tape på en hvid overflade.
   Endvidere ligger de indre spændinger i dialogen. Denne film har begravet sit hjerte i teksten, og lidenskaben bliver neutraliseret af John Hurts fortællerstemme, som også denne gang sætter lærestykket i anførselstegn. Filmen fortolker sig selv ad hoc, og det skal man vænne sig til. Til gengæld bliver den aldrig veltilfreds eller selvretfærdig.



 

MANDERLAY åbner, hvor Dogville tog afsked. Fra apokalypsen i Colorado kører Grace med sin far (Willem Dafoe) og hans gangstere til Alabama, hvor bomuldsplantagen Manderlay bliver endnu en bestemmende station på Graces moralske dannelsesvej. Stedet er i øvrigt opkaldt efter huset i Rebecca (1938), Daphne du Mauriers gotiske sjæler, som de fleste sikkert kender bedst i Alfred Hitchcocks filmudgave.
   Her lever arbejderne stadig som slaver, skønt årstallet er 1933. Stedet drives efter reglerne i »Mam’s Law«, som den døende ejer (Lauren Bacall) har liggende under madrassen. Grace accepterer at blive den nye Mam, men har høje humanistiske ambitioner. Hun giver afroamerikanerne deres frihed, indfører demokratiske fællesmøder og pålægger den hvide forpagterfamilie en slags stavnsbånd som soning for deres synder i det forgangne. Alle forbedringer implementeres med gangsternes hær i kulissen.



SIN gennemgribende dydsirethed til trods, begynder Grace at nære seksuelle fantasier om Timothy (Isaac de Bankolé), den stolteste, mest trodsige og afrikanske af slaverne, som bliver frigjorte med eller mod deres vilje. I det demokratiske eksperiment synes husslaven Wilhelm (Danny Glover) længe at være hendes medsammensvorne, men der viser sig at være grunde til, at »Mam’s Law« ser ud som den gør.
   Grace begynder at smugkigge i fortegnelsen, hvor de sorte livegne er opdelt i syv kategorier. Hvem der faktisk skrev »Mam’s Law« bliver en overraskelse, man har anet vil komme. Det chokerer heller ikke, at høsten er truet, fordi man fælder Mams lystskov i frihedens navn. Nogle er mere lige end andre. Der er også et ekko af Orwell og lidt af en Kammerat Trier på spil.
   I Dogville var Grace en blanding af offer, slave og syndebuk, der til slut tog hævn over byen, som fortjente at blive jævnet med jorden. Hun ender med at mene det samme om Manderlay, men diverse faktorer forhindrer blodhævnen. Der er ingen apokalyptisk katarsis i Manderlay, som trods nakkeskud, lynchning og et sort-hvidt samleje i Mandingo-traditionen er en relativt behersket affære. Da Grace ankommer til Manderlay, får hun Timothy løsnet fra træet, han skulle have været pisket ved. Til slut fører hun selv slagene igennem med overbevisning. Manderlay er historien om, hvordan Grace på denne forstemmende måde kommer fra A til B.



DET er en film, som demonstrerer og diskuterer ideer. Dogville tog afsæt i Bertolt Brechts Dreigrosschenoper: »Und wenn der Kopf fällt, sag ich: Hoppla!« Manderlay henter sin inspiration i forordet til O’s historie, hvor pseudonymet Pauline Réage (egentlig det franske akademimedlem Jean Paulhan) fortæller om en episode i forbindelse med slaveriets ophævelse på Barbados. I 1838 henvendte en gruppe frisatte slaver sig til deres ejer og bad ham blive Massa igen. Da han afslog, dræbte de ham og familien, hvorpå de indrettede sig på plantagen og begyndte at leve som før.



FORMELT er Manderlay skarpere turneret og mere gennemarbejdet end Dogville. Der er færre finurlige ornamenter, og fordi formen er mindre forelsket i sig selv, kan de enkelte, ofte knastørre lag i teksten bedre arrangere deres argumenter optimalt. Til gengæld må det siges, at man savner noget af vildskaben, glæden ved kaos, som prægede Dogville.
   Med alle sine kvaliteter står Bryce Dallas Howard svagere som »den anden Grace«. Hvor Nicole Kidmans figur naturligt koncentrerede både blikket og handlingsgangen i Dogville, må Howard tilkæmpe sig opmærksomheden i de store scener, som er vendepunkter for hendes karakter.
   En lykkelig undtagelse er den afgørende scene, hvor Grace giver efter for dyret i kvinden og har et grådigt samleje med Timothy. Trier anbringer parret i sengen på en forhøjning – denne gang er der flere sætstykker, og plantagens hovedbygning er opført som et dukkehus uden facade – hvilket forstærker scenens rituelle præg. Howard lader virkelig Grace give slip, og hér kan hun noget, både med hensyn til styrke og udsathed, som Kidman ville have sværere ved.
   Først bagefter indser Grace, at Timothy trods alt ikke tilhører den stolte, uforsonlige slavetype, som »Mam’s Law« placerer i kategori 1. Egentlig er han en 7’er, kamelæonen, som kan tilpasse sig og vise den side, som fjenden helst vil se. Hvor farveblinde vi faktisk er, hvor svært det er at se forskel på individer af en anden race, er en stadig humoristisk pointe. Som reformator falder Grace for alvor igennem, da hun vil gøre noget særligt for den kreative unge mand i en familie. Velmenende henvender hun sig til den forkerte, en bror som må rømme sig høfligt og korrigere hendes fejltagelse. Det gør han selvsagt med en vis spydighed.



DER er ikke en finger at sætte på teksten. Trier afvikler flere dagsordener, mens John Hurts fortæller »in eight straight chapters« eksponerer og fortolker med skiftevis kælen og syrlig betoning. Øverst i betydningshierarkiet ligger historietimen, et regulært politisk foredrag om hvide menneskers udnyttelse af de sorte, der bliver et billede på magtmisbrug og overgreb til alle tider. Det er den uangribelige faktor, som i Cannes fik Trier til at gøre følgende iagttagelse, da jeg spurgte ham, hvorfor amerikanerne havde taget så mildt imod Manderlay, når de to år før rasede over Dogville:
   »Jeg tror, det er fordi de er så sindsygt bange for den dér racekonflikt, at man simpelt hen holder kæft. Det var så sjovt til den dér pressekonference, der var ikke et eneste kritisk spørgsmål. Det var den nemmeste, mest afdæmpede pressekonference, jeg nogen sinde har været til. Jeg er fuldstændig sikker på, at det er dét. De blev i den grad pacificeret af, at Danny Glover var til stede, men også af hele problematikken. Man kan ikke kritisere den, og det var noget, der først blev klart for mig på pressekonferencen. Du kan ikke kritisere den, uden at komme ud på dybt vand.«



BAG det korrekte lag løber en filosofisk diskurs, hvor vedtagne størrelser relativeres, og værdier som frihed og lighed sættes i paradoksal belysning. Grace gør mere skade end gavn, når hun indfører forbedringer uden at tænke sig om. Fællesmøderne i kollektivet har karakter af børnehave. Det utopiske eksperiment minder ofte om landet Laputa i Gullivers rejser, hvor politiske fraktioner fører krig, fordi de er uenige om, hvordan man bedst slår hul på et æg. Grace har på intet tidspunkt problemer med at støtte sig til sin fars gangsterhær, der nok er en teatralsk mulighed for guddommelig indgriben, men samtidig minder slående om »verdenspolitiet«, som det amerikanske militær er blevet i egen forståelse.
   Under det satiriske spor er en etisk dimension, som har at gøre med illusionen om moralske absolutter. Godt og ondt tages ikke for pålydende, og det er hér, at usa-trilogien tydeligst røber sit udspring i Marquis de Sades opbyggelige traktater om søstrene Juliette og Justine. Justine er den gode søster, som lider alle dydens genvordigheder og straffes for sin næstekærlighed. Juliette er det hæmningsløse driftsvæsen, som belønnes for sin selviske sadisme.
   Triers Guldhjerte-figurer – Bess i Breaking the Waves, Karen i Idioterne, Selma i Dancer in the Dark – har altid været kusiner til den ukueligt gode Justine. Modsat de Sade, som foragter sin altruistiske noksagt, går Trier imidlertid i brechen for sine heltinder. I en gennemført kynisk og grusom verden får disse undtagelser lov at sejre på trods. Fornedrelsen gør dem til bedre mennesker, offerviljen bestyrker dem. Det er den del af tematikken, som forveksles med en underkendelse af feminismen og et karikeret kvindebillede. Derfor taler Trier og hans kvindelige kritikere ofte godt og grundigt forbi hinanden.


ENDELIG er der, hvad man kunne kalde ursuppen. Her er samtlige love opsagt. Lave drifter flyder mellem høje principper; alt er håbløst blandet sammen; vi befinder os blandt navnløse lysfisk på bunden af det kollektive ubevidste. Her kropsliggøres de koblinger, som er renset ud af fornuftens øvrige ligninger. Hvidt kød begærer sort kød og omvendt; ofrene vil undertrykkes; slaveri giver god økonomisk mening og kan sagtens omskrives til demokratiske eufemismer. Det er ikke mindst for at rode i dette nedre, dybeste lag, at von Trier har iværksat sit usa-projekt.
   Det lykkes eksemplarisk at holde alle niveauerne aktive, mens Manderlay på overfladen fortæller sin fortsatte dannelseshistorie om en idealistisk ung kvinde, der kommer til et glemt sted i Syden og prøver at indføre nye tider, frihed, ligeværd, demokrati. Det lykkes også Trier at dreje nogle solide ironiske pointer, som i slutakten tilfredsstiller tilskuerens behov for et pay off. Da også den anden Grace vil forlade et fordærvet sted, som hun i dén grad føler sig færdig med, kommer antiheltinden for sent til mødet med faderens flåde af gangstere. I begyndelsen af filmen har man stemt om, hvad klokken skal være. Det straffer sig således at føre princippet om konsensus for vidt.



OGSÅ Manderlay er en fremragende film, der konsoliderer Lars von Triers status som auteur i internationalt format. I Cannes blev den solgt til alle territorier, inklusive USA, hvor den næppe vil rydde gaderne i Smallville, men heller ikke vil blive set som en underlig dansk film om Amerika. Den vil blive set som et nyt værk af Lars von Trier, der som den eneste danske filmskaber efter Carl Th. Dreyer har været i stand til at sætte en dagsorden for, hvor filmkunsten kan og måske bør gå hen. Jantes børn synger p.t. medierne fulde af udsagn om, hvor irrelevant han er, denne opblæste neurotiker, der gebærder sig som en Jean de France. Faktum er imidlertid, at Trier også med usa-trilogien har fået hele filmens verden i tale.
   »Your illustration sure beats the hell of mine,« sagde narren Tom til furien Grace i Dogville, før han blev udraderet sammen med resten af byen. Manderlay er negativet til denne eftertrykkelige illustration. Den er anden del af »The Heart’s Filthy Lesson« og en besk skildring af, hvordan guldhjertet Grace krydser over til den mørke side af Kraften og gør fælles sag med Imperiet. Der er ikke noget at sige til, at Trier p.t. har svært ved at skrive den tredje film, finalen som forener principperne og bringer søstrene Juliette og Justine, den ene og den anden Grace, til vejs ende sammen i Wasington. Det skal til og med ske i komedieform, og formentlig vil fortælleren træde frem og vise sit ansigt.

OGSÅ hvis den sidste film aldrig kommer, er usa-projektet en ting af værdi. Få film har så radikalt diskuteret ideer i en form, som også har kunstnerisk liv. Mellem alle konceptets stiplede linier og streger på gulvet lykkes det disse film at skabe autentiske følelser i konkrete situationer. Det gør ondt at se et sygt barn dø, og smerten bliver ikke mindre, fordi violinerne og kulisserne mangler. Hvis Manderlay støder os fra sig, er det kun fordi vi har vænnet os til, at film skal more og behage. I Dogville og Manderlay bliver den gode vilje dekonstrueret. Korrektheden kommer til kort, der er ikke sten på sten tilbage af glæden ved noget bagefter. Herfra kan vi så begynde at skabe en verden med stumperne.

*) Tv-trilogien om Riget blev gjort færdig i 2022, da miniserien The Kingdom Exodus fik streaming-premiere på Viaplay. Se fodnoten til artiklen om Melancholia (2011), hvor forbindelsen mellem trilogierne er udredt.


Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

Manderlay. Instr. & manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle. 138 min. Danmark-Sverige-Holland-Frankrig-Tyskland-UK-Italien-USA 2005. Dansk premiere: 03.06.2005.



Fotos: Zentropa Entertainments/ Isabella Films/ Manderlay/ Memfis Film/ Trollhättan Film/ Ognon Pictures/ Pain Unlimited/ Sigma Films/ Zoma Films/ Film i Väst/ Arte France Cinéma/ France 3 Cinéma/ WDR/ DR/ SVT/ NPS/ YLE TV1/ Norsk TV2/ Edith Film Oy/ Fjeldabe Films/ Invicta Capital/ Canal+/ DFI/ Eurimages/ SFI/ Nordisk Film- & TV-Fond/ NPS/ ADR/ Alan Young Pictures/ Trust Film Sales/ CineMaterial/ Filmgrab.com
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.06.2005

tirsdag den 14. juni 2022

Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013)


FRYDENS KILDE, KØNNETS RET
Et mættende og besættende storværk

Af BO GREEN JENSEN

DECEMBER 2013: MAN skal skære sig gennem en tyk røg af hype og massiv foromtale på alle niveauer, når man sætter sig for at se Nymphomaniac. Hvad der venter, siger rygtet, er jo mindst fire opsigtsvækkende fænomener: Lars von Triers monstrøse sexorgie; den seneste grille fra en mester i manipulerende illusionskunst; filmen hvor stjernerne viser det hele; den danske verdenskunstners forsvar for retten til at leve drifterne ud.
   Alle disse vandrehistorier – som også Zentropas lancering har bidraget til – vil forhåbentlig trække kunderne til. Man må dog lægge dem fra sig, før man går ind. Der er heller ingen grund til at tolke på teksten, før filmen er set. Det er i sjælden grad et værk, der lever og hviler i sin egen verden.*
   Nymphomaniac er en seksuel livshistorie i otte kapitler, fortalt af en nymfoman til en jomfru. Dialogen føres mellem Joe (Charlotte Gainsbourg) og eneboeren Seligman (Stellan Skarsgård), der finder hende livløs og forkommen ved filmens begyndelse.
   Joe har haft millioner af mænd. Seligman har aldrig rørt ved en kvinde, har for den sags skyld knap nok rørt ved sig selv. Hun ligger i gården bag huset, hvor han bor i en fugtig lejlighed med sine bøger. En mur fanger solens genskin, når den går ned. Ellers er der intet lys.



JOE er efterladt som affald. Hun siger, at hun fortjener det, for hun er et dårligt menneske. Seligman nægter at tro det. Der findes ikke dårlige mennesker i hans filosofi. Hun fortæller ham om sit liv med umætteligheden, tilfældige mænd, hæmningsløs hedonisme, personlige svigt og blødende kønsdele. Han kommenterer og supplerer med leksikalske indskud, som skiftevis irriterer og interesserer hende.
   Tonen er urban og ciseleret, uanset hvor hårdt indholdet bliver. En etisk procedure finder sted, og divergerende positioner markeres, mens profane emner belyses. Ikke for første gang hos von Trier synes formen inspireret af Markis de Sades metode i tekster som Dialogue entre un prêtre et un moribund (1782, da. Samtale mellem en præst og en døende) og La Philosophie dans le boudoir (1795, da. Filosofien i soveværelset).
   Det er Seligmans gavmilde digressioner, der giver Nymphomaniac fylde, men det er i billederne, at fortællingen bliver konkret. Mange viser Joe i forskellige aldre, mens hun har sex med forskellige mænd og stræber efter orgasmen, som i perioder er en ustandselig kraft og til andre tider ikke vil indfinde sig, uanset hvor hårdt og hvor hyppigt, hun forsøger.
   Der er pornografiske afsnit, men efterhånden bliver den seksualiserede æstetik så dominerende, at man oplever den som normalitet.


VÆRKET foreligger i et director’s cut på fem en halv time. Det får dog premiere som to film, der angiveligt kan ses uafhængigt af hinanden. Jeg tvivler. Det første og lyseste afsnit føles som en lang prolog til de mørke riter i anden del, der omvendt næppe giver mening, hvis man ikke har fulgt Joes læreår. Nymphomaniac skildrer en dannelse og en midtlivskrise. Man kan eksperimentere med at se dem i omvendt rækkefølge, men de er forbundne og uadskillelige størrelser.
   Forrest i hver film er anbragt et visuelt sætstykke, der skiller sig ud på samme måde og med samme kraft som de betagende prologer i Antichrist (2009) og Melancholia (2011). Anden del begynder i bjergene, hvor Joe som 12-årig oplever en spontan orgasme og leviterer. Da hun letter fra klippen, træder to kvindeskikkelser frem. Seligman kan se, hvem de er: til højre Valeria Messalina, kejser Claudius’ promiskuøse hustru, med et spædbarn; til venstre Babylons store skøge, som rider på en tyr.
   Det er et forbløffende billede, som giver Seligman lejlighed til at sammenligne »The Eastern and the Western Church«. Joe tilføjer undertitlen »The Silent Duck« i parentes. Forklaringen kommer og er grumt humoristisk.



JOES første fortælling, »The Compleat Angler«, tager sin titel fra Izaak Waltons legendariske bog om lystfiskeri –
 »den eftertænksomme mands fritidssyssel« – der udkom i England i 1653. Seligman har en fiskekrog hængende på væggen, og Joe spørger, hvad det er. Den første erindring er således Seligmans. Man ser fluen flyve og linen blive stram i brede, langsomme billeder.**
   Joe opdager tidligt sin krop og læser selv om fysiologien i sin fars bøger. Han (Christian Slater) er læge. Joes mor (Connie Nielsen) er »en kold tæve«, som vender ryggen til, mens hun lægger kabale. Joe tager selv vanen op på et senere tidspunkt.
   Hendes far holder af at forklare naturen, så Joe stiller de samme spørgsmål for at glæde ham. Der er en ægte, ukompliceret varme mellem de to, og Joe føler sig forladt, da han dør i fjerde kapitel, »Delirium«. En forenklet fremstilling af Edgar Allan Poes død giver Joe anledning til at fortælle om sin far.



VENINDEN B (Sophie Kennedy Clark) lærer Joe, hvordan man får mænd til at bide på. De konkurrerer om, hvem der kan kneppe flest i et tog. Seligman drager den oplagte analogi til Izaak Walton og fluefiskerens strategi. Allerede som teenager er Joe »Den fuldkomne fisker«. Hun vinder kappestriden ved at forføre S (Jens Albinus), der gemmer sin sæd til sin hustru, som han har lovet at komme hjem og besvangre. Joe husker det som en grusom handling. Seligman ler og har publikum med sig.
   Senere bliver det sværere at se hendes hæmningsløshed som en progressiv og faktisk prisværdig hævden af retten til fryd. Der er dog vittig situationskomik i kapitlet »Mrs. H«. Den forsmåede hustru (Uma Thurman) tropper op hos Joe med tre måbende sønner, da H (Hugo Speer) gør alvor af overvejelsen om at flytte ind. Joe vil ikke have H – hun har bare brugt anklagen om, at han aldrig vil gå fra sin kone, fordi hun venter besøg af A (Cyron Melville), der skal tage hende, når H er ude af døren.


MRS H. opfører en bitter, makaber og morsom monolog. I denne periode er Joe sammen med 7-8 mænd i døgnet. Den konstante mand i hendes liv er Jerôme (Shia LaBeouf), som deflorerer hende, da de er teenagere. Hun arbejder for ham, og de får en søn sammen.
   Joe føler, at drengen har gennemskuet hende. Efter pausen, da hun dyrker rituel masochistisk afhængighed hos sadisten K (Jamie Bell), må hun efterlade drengen alene om natten for at kunne være til rådighed for K. Drengen går ud på altanen i pyjamas. Man frygter en gentagelse af, hvad der skete i Antichrist.



DET gør man ikke uden grund. Nymphomaniac er struktureret, så et ekstra metalag kommenterer instruktørens tidligere film, der næsten alle citeres eller berøres. Nymphomaniac er von Triers Bringing It All Back Home. Også dialogen udgør et kompendium af ting, man har hørt Trier sige i årenes løb. F.eks. om, hvordan pænheden vil redigere ord som neger ud af sproget. Motivet vender tilbage ved AA-mødet, hvor Joe påberåber sig retten til ordet – og identiteten som – nymfoman.


I SIDSTE kapitel, »The Gun«, drøfter Joe og Seligman, hvordan velkendte ting får nye kvaliteter, når man betragter dem fra en anden synsvinkel. En plet på væggen ligner en pistol, hvis man lægger hovedet på skrå. På samme måde giver seksualiteten livsskildringen et nyt perspektiv – som alle biografier, der fokuserer på et særligt aspekt. Triers film ser tilbage på det samlede værk fra en ny vinkel.
   Der er en brat, kursorisk slutning og en rejse mod nattens ende til sidst. Joe bliver for en tid kriminel og driver alternativ inkassoforretning i sin ansættelse hos L (Willem Dafoe). Hun knytter et hittebarn til sig i en periode, hvor hun har slidt sit køn i stykker. Men da Joe vil give, kan verden ikke tage imod. Jerôme er der også ved slutningen. Det ender på sæt og vis, som det begynder.


DER er megen sex i Nymphomaniac, også grafisk udpenslede scener, men kun i det sadomasochistiske afsnit med K, bliver fortællingen grænseoverskridende, erotisk, pornografisk og filosofisk på én gang – atter i ånden fra de Sade.
   Musikken gør meget for filmen. Det begynder med hamrende Rammstein og slutter med Charlotte Gainsbourgs version af Jimi Hendrix' »Hey Joe« (fra albummet IRM), som Beck har arrangeret og produceret.
   Som i Antichrist yder Gainsbourg en bemærkelsesværdig præstation. Det samme gør Stacy Martin som hendes yngre jeg. Mændene slipper relativt let, men Jamie Bell og Shia LaBeouf spiller for deres liv. Stellan Skarsgård er den dydsirede hædersmand – og en værdig variation over Tom Eddison-figuren fra Dogville.


FRYDENS kilde, kønnets ret. Nymphomaniac er en berusende filmoplevelse, rig på konkret og sanselig sex, men med fornemmelsen af et fuldt levet liv, som orienterer sig mod en mening. Tankestoffet er tæt formuleret. Billederne har taktil kvalitet. Fornuften bliver hørt, men driften er Joes. Man aner, at Trier er tættest på kvinden.


*) Lanceringen af Nymphomaniac var effektiv og heldig med at ramme tiden lige til tiden. Det lykkedes i alle territorier at undgå en ørkesløs debat om censur, men alligevel markere filmen tilstrækkeligt til, at Nymphomaniac blev en verdenssucces. I Danmark herskede en let euforisk stemning ved premieren. Foreningen af Danske Filmkritikere nominerede filmen til fem Bodil Priser (Charlotte Gainsbourg fik én for Best Actress). Det Danske Filmakadami gik all in og nominerede Nymphomaniac i 16 kategorier (hvoraf filmen fik Robert i otte). Danske Filmkritikere krydsede villigt og gerne den sædvanlige grænse mellem branche og kritik. Annoncen for Bodil-festen blev i god forståelse med Zentropa designet som en pastiche på filmens danske plakat – nu med 12 anmeldere set i orgasmeøjeblikket. Der var vinterkoldt i atelieret, og det var svært at give sig helt hen til illusionen. Men det var både sjovt og lærerigt.



**) Izaak Walton (1593-1683) skrev lystfiskernes bibel i skyggen af (og måske som en reaktion på) det politiske kaos, som herskede under Den Engelske Borgerkrig (1642-1651) mellem republikanere og royalister. Walton, som var svoren royalist og ven med bl.a. digterpræsten John Donne, trak sig tilbage til sin ejendom i Staffordshire, hvor han brugte megen tid på at fiske i floden. The Compleat Angler udkom i 1653. Siden fulgte fire reviderede udgaver af værket, som kombinerer digte, meditative betragtninger, præcise iagttagelser af naturen og praktiske fiskeanvisninger med metafysisk bund. Teksten former sig som dialoger mellem fiskeren Piscator og jægeren Venator med en lang monolog i indledningen, hvor falkoneren Auceps taler om sin glæde ved fugle. I førsteudgaven talte Venator og Auceps endnu med samme stemme og bar navnet Viator. De var under alle omstændigheder baseret på Charles Cotton, Waltons penneven og lejlighedsvise ledsager, der er krediteret som medforfatter. Den fuldkomne fisker har været en kultbog i 360 år. I 1981 udkom en fornem dansk udgave i anledning af 350-året for Waltons fødsel. Johanne Kastor Hansen oversatte samtalerne, Otto Gelsted gendigtede poesien, Ib Andersen illustrerede. De filosofiske dialoger mellem Joe og Seligman er holdt i samme form og har lidt af den klassiske tone fra Oplysningstiden. Det er den samme retoriske konvention, som bliver brugt i samtalerne hos de Sade. Man skal ikke være fisker for at sætte pris på Waltons værk. Som Poul Hauton udtrykker det i sit forord: »
Naar det stormer over landet, naar vinteren binder hav og sø, naar det er koldt derude, tag da "The Compleat Angler" frem og gaa med Izaak Walton ind over de enge, hvor blomsterne aldrig dør.« 

Nymphomaniac vol. 1 + vol. 2. Instr. & manus: Lars von Trier. Foto: Manuel Alberto Claro. 110 + 130 min. Danmark-Tyskland-Belgien-UK-Frankrig-Sverige-USA 2013. Dansk premiere: 25.12.2013; 10.09.2014 [Nymphomaniac: Director's Cut].


Fotos: Zentropa Entertainments/ Heimatfilm/ Film i Väst/ Slot Machine/ Caviar Films/ Concorde Filmverleih/ Artificial Eye/ Les Films du Losange/ Arte/ Canal+/ Ciné+/ CNC/ DR/ DFI/ Eurimages/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Nordisk Film Distribution (Christian Greisnæs)/ CineMaterial (posters + artwork)/ Filmgrab.com (screenshots).  
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.12.2013 og (i tysk version) på Zeit Online 28.12.2013.



søndag den 13. juni 2021

Gaspar Noé: Climax (2018)


ENE MOD ALT
Kunstfilmens bad boy leverer igen

Af BO GREEN JENSEN

EN flok dansere går fra forstanden og river hinanden i stykker. Det er sådan set hele sagen i Climax.
   Gaspar Noés karakteristisk ekstreme opus 5 er baseret på virkelige hændelser. Det er alle film vel i en vis forstand, men dette skete for real i 90ernes Frankrig. Tyve dansere isolerede sig for at øve. Da de bagefter fejrede friheden, havde nogen kommet LSD i skålen med sangria.
   Climax har alle Noés signaturer – en forskudt tidsstruktur; filosofiske statements, der skrives på lærredet med versaler; et lydspor med kværnende techno, et inferno af farver og meget få klip. 
   Filmen begynder med slutteksterne og kravler baglæns. Billedet vender stadig på hovedet, da orgiets eneste overlevende kommer ud. Så falder kameraet ned fra den himmelske hvidhed og lander i horisontal position.
   Det kunne være Irréversible (2002), Noés bedste film, som sluttede med sin begyndelse, der umærkeligt glider over i Climax, som begynder med at vise sin slutning. Noé holder meget af evighedstegn.


DER er først et langt sammenklip af videooptagelser, hvor danserne præsenterer sig selv. Vi ser det på et tv, som står på en reol. Den er pakket tæt med Noés favoritfilm og bøger. Her er hele nøglebundtet lagt frem.
   Så følger tyve minutter med stærk, fysisk dans, som tangerer det forvredne og er filmet oppefra i én uafbrudt bevægelse. Aphex Twin, Chris Carter og Gary Numan dunker igennem. Det er uden tvivl en teknisk tour de force.
   Endelig er der fest. Kun en muslimsk mand vil ikke drikke. Som den første får han skylden for alt. Koreografen har taget sin lille søn med. Hun låser ham inde i elskabet for at beskytte. Snart efter taber hun nøglen.
   En højgravid danser bliver sparket i maven. Man tager kokain med øjnene. Tal om at være en visuel junkie. Alle vil have sex med alle andre end den villige. Solisterne klarer sig bedst, de forsvinder ind i rusen og kravler helt op i sig selv.
   Hedonismen muterer til kannibalisme. Redningsmandskabet finder kun rester. Det er en grusom og triviel kavalkade. Noé nævner selv disse inspiratorer: Markis de Sade og Pasolini, Luis Buñuel, Rainer Werner Fassbinder, Todd Solondz og Lars von Trier.


NOÉ synes om at chokere. Han gjorde det med incestmonstret i Seul contre tous (1998); med den ubønhørligt langstrakte voldtægt, som Monica Bellucci udsættes for i Irréversible; med den rejste fallos, som ejakulerer i 3D i LOVE (2015). Han vil sikkert overgå sig selv i det næste frapperende eksperiment. 
   Noé er og bliver en original filmskaber. Han kan ikke skrive dialog, men han kan lave de smukkeste billeder af mørket i et menneskesind. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor disse ting er så vigtige for ham. Kun i Irréversible, hvor der står LE TEMPS DETRUIT TOUS – »Tiden ødelægger alt« – på lærredet med store bogstaver.
   Climax minder om Irréversible og er Noés bedste film i en årrække. Fans skal naturligvis se den, men næste gang springer jeg muligvis over. Selv en stilfuld ubønhørlighed er trættende i længden.



Climax. Instr. og manus: Gaspar Noé. Foto: Benoît Debie. 95 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 08.11.2018


Fotos: Rectangle Productions/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime,Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Arrow Films (UK) 11.02.2019
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 09.11.2018

torsdag den 4. februar 2021

Athina Rachel Tsangari: Chevalier (2015)


SOLSKIN OMBORD
Til søs med den flydende frimurerloge

Af BO GREEN JENSEN


INSTRUKTØREN er en 50-årig kvinde, men skibet er ladet med testosteron. Allerede titlen er skrevet i maskulin kode. Chevalier betyder ridder, herre, kavaler. I nyere tid med en tone af noget nonchalent og overskudsagtigt.
   I Athina Rachel Tsangaris absurde fabel sejler seks handyr rundt i Ægæerhavet på en chartret yacht. Båden er et af de flydende statussymboler, man ser i havne ved Middelhavet. Der er en (ærekær) kok og en (aldrende) kahytsdreng til at tage sig af praktik og logistik. De seks er mænd af klassisk støbning, helte i deres egen optik, der ser sig selv som moderne versioner af Jason.


ARGONAUTERNE udgør et hemmeligt broderskab. De aspirerer til den livsstil, som skibsrederen Aristotle Onassis var eksponent for. Det fremgår, at sejladsen er et fast ritual og at vinderen af årets turnering bliver den regerende mester med ret til at bære Chevalier-ringen. Det fremgår ikke, hvad konkurrencen går ud på. Reglerne bliver justeret ad hoc, og pointsystemet er impressionistisk.
   Doktor, en distingveret mand i tresserne, er den aktuelle Chevalier. Ombord er også hans kronprins, Christos, der måske skal overtage både praksis og datter, hvis ikke det lykkes Yannis, en arrogant forsikringsmand, at gøre lægens datter gravid. Man får et glimt af hendes mund i en skypesamtale på Christos’ laptop. Ellers er der ingen kvinder med i Chevalier.
   Nogle er alfa, nogle er beta, andre helt uden for kategori. Dimitris er en lavstammet allergiker, som bor hos Mor og har badeforbud. Han er med, fordi han er bror til Yannis. Tættest på Herkules-typen er Yorgos, en sej mand med skæg og olympiske krøller, som synes at nyde sejladsen oprigtigt.
   I Norden ser vi få græske film og kan derfor ikke genkende skuespillerne, som alle er veteraner. Undtagelsen er Vangelis Mourakis fra Stratos (2014), en mærket mand med et skævt stenansigt og fantastisk sørgmodige øjne. Han spiller Josef, som kunne være Yorgos om ti år, når affældigheden sætter ind.



ATHINA Rachel Tsangari (f. 1966) og generationsfællen Yorgos Lanthimos (f. 1973) var banebryderne i den græske weird wave, som ankom cirka samtidig med gældskrisen. Han instruerede Dogtooth (2009), som hun var med til at producere. Tsangari skabte selv den varmere, men ikke mindre skæve Attenberg (2010).
   For begge er dialogen det stærkeste virkemiddel – foruden humor, løs struktur og et fravalg af narrative konventioner. Der er en grundlæggende inkongruens mellem virkeligheden og sproget, som beskriver den. 


SPILLET udarter, som dagene går. Doktor måler drabanternes penis og blodsukkertal. Der er konkurrencer i alt mellem himmel og jord: at fange blæksprutter; at reagere hurtigst på nødråb; at holde op med ryge og savne det mindst. Publikum kan aldrig vide, hvor meget der indgår i planen.
   Mændene mødes på dækket for at samle cd-reoler fra IKEA. I totalbilledet står de slanke tårne tilbage som monolitter. I kabyssen har kok og kahytsdreng deres egen turnering i gang. Sidstnævnte rapporterer, at Doktors status skrider, ringen strammer om hans finger. Men det er uklart, om han lyver. De to konkurrerer i godtroenhed.
   Der er udtalt fortrængning, som ikke forklares. Om natten står Josef ved spejlet med en kolossal erektion og kalder på hvem som helst, der vil nyde synet. Han tilbyder alle en hård ridetur. Doktor pacificerer satyren, og næste morgen taler ingen om episoden.
   Christos spiser søpindsvin. Dimitris danser til Minnie Ripertons »Lovin’ You« og scorer mange point. Yannis krakelerer og raser åbenlyst. Der er især verbale konfrontationer. Kahytsdrengen beskriver et blodbad, men mændene skilles i god ro og orden. Klubben har kåret en ny chevalier.


DER findes flere slags absurdisme. Chevalier følger modellen fra Beckett og Pinter, som er skåret tæt på de (magt)strukturer, vi kender. Resultatet ligner de franske film, som Luis Buñuel og Jean-Claude Carrière skabte sammen først i 1970erne: Borgerskabets diskrete charme, Frihedens spøgelse, Begærets dunkle mål etc.
   Filmen har manuskript af Efthymis Filippou, som skrev Dogtooth og The Lobster til Yorgos Lanthimos. Man savner Tsangaris egen vinkel. Hun var mere skarp i den Markis de Sade-agtige skildring af en skole for piger i novellefilmen The Capsule (2013), hvor hemmelighederne både blev vist og bevaret.*
   Christos Karamanis har fotograferet i brede, atmosfæriske billeder. Skal den bedste mand vinde, er intet for godt.


TSANGARI kaster et muntert blik på den flydende frimurerloge. »Er mine lår for tykke?« spørger Josef konsterneret, da Dimitris har kaldt ham en panda. Fordi reglerne er så absurde, bliver der ikke for alvor sat noget på spil.
   Chevalier er ikke for praktiske sjæle. I afsættet ligner sejladsen en herretur på linie med John Boormans Deliverance (1972, da. Udflugt med døden). Forventer man sådan en film, bliver man skuffet. De samme mandstyper afslører sig, men der er intet narrativt pay off og derfor ingen katarsis til slut.

*) Tsangari præsenterer i novellefilmen The Capsule en kølig kønsmyte, som desværre tangerer det manierede – ikke mindst i brugen af frapperende digitale effekter. I et kloster på Hydra bliver seks unge kvinder trænet til alt, hvad der venter. Øvelser i ydmygelse giver fablen et præg af intellektuel pornografi. En syvende pige fungerer som præstinde. Hun knytter en af novicerne til sig, og eleven kan tage hendes rolle til slut.
   The Capsule varer kun 35 minutter. Tsangari skrev filmen i samarbejde med Aleksandra Waliszewska, den polske billedkunstner, som også var med til at designe produktionen og udførte den surrealistiske plakat. Jeg så The Capsule – som på dansk kunne hedde Frøhuset – ved en klausuleret visning på Thessaloniki International Film Festival i 2012. Det var opfølgeren på den internationale succes med Attenberg og det første nye fra Tsangari i et par år. De lokale forventninger var skruet op. Filmen skulle have verdenspremiere i Sundance to måneder senere. Det var muligt at se den på forhånd, fordi Tsangari studerede filosofi i Thessaloniki, før hun tog til USA og blev uddannet som instruktør på University of Texas i Austin i 90erne. Alle græske filmfolk har et hjemmebaneforhold til den traditionsrige festival i Thessaloniki.
   De græske kritikere stod i lang kø og diskuterede lidenskabeligt bagefter. Jeg tror nok, at de fleste var skuffede. Der er dog billeder, som bliver hos en, og det er interessant at se to kvinder kaste et kønskritisk blik på de totalitære indvielsesritualer, som filmen iscenesætter i ånden fra Markis de Sade. Der er både Saló og Suspiria i filmen. Den taksonomiske tilgang foregriber metoden i Chevalier, som bruger maskuline troper i et andet æstetisk register. Det er interessant at se eller gense The Capsule. Det kan af og til lade sig gøre på MUBI. 

Chevalier. Instr.: Athina Rachel Tsangari. Manus: Efthymis Filippou & A.R. Tsangari. Foto: Christos Karamanis. 105 min. Grækenland 2015. Dansk premiere: 06.04.2017


Fotos: CineMaterial/ Haos Film/ The Match Factory/ Strand Releasing/ MoMA/ Øst for Paradis
Filmen streames på Rakuten TV og YouTube Film
2K Blu-ray fra Studio Canal 14.11.2016
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.04.2017