John Boorman | James Dickey: Deliverance (1972) [Bogen og filmen]

DYRET I MANDEN

En mesterklasse i filmatisering

Af BO GREEN JENSEN

TRODS sit stille britiske væsen har John Boorman (f. 1933) instrueret to af de mest barske og fejlfri stykker americana, som endnu rager op i filmhistorien.

   Det ene er thrilleren Point Blank (1967, da. Alcatraz-morderen) med Lee Marvin og Angie Dickinson. Det andet er Deliverance, som vi herhjemme kalder Udflugt med døden, skønt titlen rettelig burde være Forløsning.

   Ed (John Voight), Lewis (Burt Reynolds), Drew (Ronny Cox) og Bobby (Ned Beatty) er fire forretningsmænd fra Atlanta, som kommer på et ufrivilligt overlevelseskursus, da en kanotur på Cahulawassee River (faktisk floden Chattooga) i Georgia forvandles til et helvede på Jorden.

   De selvtilfredse mænd er en torn i øjet på de lokale, snu og ondskabsfulde hillbillies. To af dem beslutter at slå en klo i kødet på de bløde mænd. De voldtager og sodomiserer Bobby i en scene, som tidens publikum fandt vildt skandaløs.

DET andet store øjeblik i Deliverance er åbningssekvensen, hvor Drew spiller »Duellin' Banjos« sammen med en retarderet albinodreng. Eric Weissberg hed den musiker, som faktisk førte guitaren. Fordi filmen var så stor en succes, kunne han i årevis turnere med bluegrassbandet Deliverance.

   Den selvhævdende Lewis Medlock er ikke så blød som de andre. Han dræber en af de savlende voldsmænd med et velrettet bueskud, der rammer tilskueren lige så stærkt. Herfra er der ingen vej tilbage. Ulykkerne tårner sig op, mens kanoen kastes rundt i flodens hvirvler.

   Samtidig æder filmen, der bygger på en roman af James Dickey, sig tættere ind på sit darwinistiske og faktisk semi-fascistiske tema: den stærke natur overlever, og hvis vi glemmer at fodre dyret i os selv, kan også vi en dag blive ofre for perverse, tilbagestående bjergbønder.

FILMEN var kontroversiel i sin tid, for at sige det mildt. Herhjemme havde kulturkritikken en af de hede diskussioner om censur, som stadig blusser op nu og da. Det er næsten altid noget med debattører, som vurderer hvad andre har godt af se. For selv er de selvfølgelig immune og ved bedre og »kan tage det«. I de år var der mange film, som tirrede skribenter fra hele det politiske spektrum: Ralph Nelsons Soldier Blue (1970), Stanley Kubricks A Clockwork Orange (1971), Sam Peckinpahs Straw Dogs (1971).

   Alle i tidens debat tager for givet, at Deliverance er et trivielt kulturprodukt, der spekulerer i vold og vederstyggelighed. James Dickeys roman blev oversat i 1971, og i lektørudtalelsen (dvs. bibliotekernes interne anmeldelse, som dengang havde virkelig vægt) skriver Niels Ebbe Bindslev: »Det er en skarp tegning af kontrasterne mellem to yderpunkter i civilisationens Amerika. Jeg finder bogen modbydelig, men kan ikke frakende forfatteren et glimrende skrivetalent og sans for spænding. Bogen vil sikkert blive efterspurgt og bør vel anskaffes i fornødent antal.«

MAN fornemmer foragten for det kulørte. Faktisk var James Dickey (1923-1997) lyriker først og fremmest. Han debuterede i 1960 og skrev tyve digtsamlinger, der især efter den femte, Buckdancer's Choice: Poems (1965), som fik en National Book Award, var toneangivende i tiden. Hovedværket er digtkredsen The Zodiac (1976), som Robert Penn Warren (All the King's Men) kaldte nyklassisk i sin anmeldelse i The New York Times Book Review.

   Fra 1966-68 fungerede Dickey som poesikonsulent for Library of Congress. Navnet på hædersposten blev senere ændret til Poet Laureate, så det lød mindre spinatfugleagtigt. I 1988 blev han optaget i American Academy and Institute of Arts and Letters. Han arvede stol #15 efter Wilbur Cross og John Steinbeck. Det viltre værk er samlet op i mange udvalg, fra Poems 1957-67 (1967) til The Whole Motion: Collected Poems 1949-92. 

   Dickey kombinerede sit forfatterskab med en akademisk karriere. Efter writer-in-residence poster i Oregon, Californien og Wisconsin, fik han et professorat på University of South Carolina, hvor han virkede til sin død. Kolleger som Robert Lowell og William Styron besøgte Columbia. Dickey skrev tre romaner efter Deliverance, men ingen med samme gennemslagskraft.

DET ser altsammen fremragende ud på papiret. Det var ikke så enkelt i praksis. Digterens søn, Christopher Dickey (1951-2020), blev selv forfatter og udenrigskorrespondent på The Washington Post, Newsweek og The Daily Beast. Han skrev i 1998 erindringsbogen Summer of Deliverance. Det er et nærbillede af en skræmmende far, som kun talte sandt i sin kunst.

   Ligesom Lewis Medlock i Deliverance var Dickey selv en habil bueskytte. Ligesom Drew Ballinger kunne han lide at spille guitar. Det var dog Jon Voight-figuren Ed Gentry, som forfatteren havde mest tilfælles med. Ifølge sin søn var James Dickey en stor, dominerende mand, der løj af lyst og drak, så det drev. John Boorman bad ham forlade produktionen. Dickey opførte sig som en herremand, der ejede filmsettet. Sønnen blev, fordi han var ansat som stand-in.

   Senere kom Dickey tilbage og var lidt mere ydmyg, da Boorman og Vilmos Zsigmond optog hans scener. Dickey mente selv, at det var Burt Reynolds, som ikke kunne lide ham. Det skal nok være rigtigt. »I just couldn’t handle his act – his Jim Bowie knife on this belt, cowboy hat, and fringed jacket,« skriver Reynolds i But Enough About Me: A Memoir (2015).

FILMEN er brutal, men også klar og smuk på en næsten renfærdig måde. Den er indbegrebet af maskulin romantik, men forholder sig samtidig kritisk til mændenes normer og neuroser. Spændingskurven er sikker og stram. Det er en film uden svinkeærinder. Der var mange epigoner. Især er Walter Hills Southern Comfort (1981) næsten lige så effektiv og seværdig.

   Deliverance er udgivet i alle fysiske formater, senest HD-bluray. 40 års-udgaven fra 2012 er remastereret i 2K med DTS-HD 5.1-lydspor. En 30 minutter lang dokumentar samler castet for sidste gang – Burt Reynolds døde i 2018, Ned Beatty i 2021. Alt bonusmateriale – det er meget – fra tidligere udgaver er samlet op. John Boorman taler selv på kommentarsporet.

   James Dickey er velanbragt i rollen som sheriffen, der sender Ed og Lewis hjem til civilisationen. Det er også Dickey, som er stjernen i den stemningsfulde, men desværre ganske korte Making Of-feature, »The Dangerous World of Deliverance«. Vilmos Zsigmonds scopebilleder står så klart som nogensinde.

I 2021 er John Boorman fyldt 88 år. Han har ikke lavet film, siden han i 2014 markerede sin 80 års fødselsdag med den selvbiografiske Queen & Country, som han både skrev, producerede og instruerede.

   Queen & Country følger Bill Rohan – der var dreng under 2. verdenskrig i Hope and Glory (1987) – gennem hans ungdom, soldatertid og første forelskelse. Hope and Glory var en stor succes og lidt af et kritisk comeback for Boorman, der var i bad standing efter Exorcist II: The Heretic (1977), et bestillingsarbejde, som han påtog sig for selv at kunne finansiere Excalibur (1981). Også Queen & Country er en kærlig, detaljemættet erindring, skønt tiden er nøjsom, og Koreakrigen spiller en rolle.

   I sit otium er Boorman til gengæld blevet en flittig forfatter. I 2016 udkom hans første roman, Crime of Passion, og i 2020 fulgte erindringsbogen Conclusions, der fører levnedsbeskrivelsen helt til dørs og slutter med dagsbogsnotater og ny, ganske overbevisende poesi. Mange af historierne er de samme, som Boorman fortalte i Adventures of a Suburban Boy (2003), men perpektivet er mere olympisk og mindre præget af, hvad Boorman i anden forbindelse kalder »the fearless ignorance of youth«.

BOORMAN skriver i begge bøger udførligt om arbejdet med Point Blank og Deliverance. I 2003 er fokus på logistikken, det besværlige samarbejde med James Dickey og den gode kemi mellem Jon Voight og Burt Reynolds, som begge blev castet i mangel af bedre.

   Boorman tilbød Jack Nicholson rollen som Ed, og Nicholson sagde ja på betingelse af, at hans gode ven og nabo, Marlon Brando, blev castet i rollen som Lewis. Brando forklarede Boorman, at filmskuespil ikke er rigtigt arbejde. Han skulle netop i gang med The Godfather og sagde blankt nej til Deliverance.

   Boorman fortæller også, at skønt Dickey er krediteret, brugte produktionen ikke hans manuskript. Arrangementet ligner den kreditering, som Vladimir Nabokov fik på Stanley Kubricks filmatisering af Lolita. Kubrick ringede i øvrigt til Boorman og bad ham fortælle om Bill McKinney, som spiller den ene af voldtægtsmændene i Deliverance. Kubrick ville caste ham som den sadistiske sergent i Full Metal Jacket.

BOORMAN har i Adventures of a Suburban Boy en plausibel analyse af, hvordan Dickey fordelte sider af sig selv på de fire mænd i Deliverance. Han beskriver, hvordan forfatteren kunne blive spontant bevæget på de samme steder, når han læste sine digte højt. Han måtte knibe en tåre og holde pause. Tilhørerne elskede den maskuline patos, men næste aften gentog Dickey sit trick, og så var virkningen mindre troværdig. »He reads them better than he writes them,« bemærkede kollegaen Robert Lowell.

   Ligesom Dickeys søn beskriver Boorman digterens promiskuøse væsen og mytomanien, som enten fulgte med alkoholismen eller var en medfødt egenskab. Han har ikke høje tanker om Dickey. Også han konkluderer, at forfatteren kun talte sandt i sine digte. Men løj i lange baner om sit liv.

   I Conclusions er fokus på erindringen om Lee Marvin, som døde i 1987, og Burt Reynolds, som døde i 2018. Boorman husker dem som mennesker og beskriver deres tilgang til skuespillerfaget. Boorman fortæller om Reynolds' skuffelse, da han ikke fik den Oscar, som han var nomineret til for sin rolle i Paul Thomas Andersons Boogie Nights (1997). Næste dag forklædte Jon Voight sig som tjener for at komme ind på hotellet og muntre ham op. Boorman binder tingene fint op i et kapitel med titlen »Hollywood – Burt Reynolds, Lee Marvin.«

I 2015 talte Boorman med Xan Brooks fra The Guardian. I interviewet ser han tilbage og husker tiden i Hollywood, hvor han ikke har arbejdet, siden han kom tilbage til sin irske landejendom efter fadæsen med The Heretic. Her er flere af de senere film blevet til. Både Zardoz, Excalibur og The General er skudt i bakkerne ved hans hjem. Boorman elsker Irland, fordi der er træer og floder.

   40 år senere siger han: »Jeg er et helt andet menneske nu. Somme tider kommer en eller anden hen til mig og siger: “Åh, jeg elsker Point Blank.” Og jeg har lyst til at sige: “Den film blev lavet af en anden person, som bærer mit navn, men er helt forskellig fra mig.” Jeg lavede de tidlige film i en blanding af frygt og dumdristighed. Når først man når det punkt, hvor man forstår processen, kan man aldrig arbejde i den uskyldige tilstand igen«.*

   Boorman har lavet 20 film på 50 år. Ti af dem er vigtige, og fem er næsten mesterværker: Point Blank og Deliverance, Zardoz og Excalibur, Hope and Glory. Boorman har naturligvis noget til overs for alle sine film, men ved eftertanke vælger han Deliverance som den mest fejlfri. Som Brooks refererer samtalen:

   »Hvis han skulle vælge én film over de andre, ville det nok blive Deliverance. 1972-klassikeren formår at være både muskuløs og mystisk, brutal og nuanceret, mens den sender fire midaldrende kanofarere (...) ned ad den skummende flod på vej mod deres eget Mørkets Hjerte. Instruktøren siger, at filmen er perfekt komponeret, ikke én ramme sidder forkert, selv om han stadig måber over de sundheds- og sikkerhedsregler, som han brød undervejs.«**

DET særlige er, at man kunne se det fra begyndelsen. Jeg var 17 år og gik i gymnasiet, da Deliverance fik dansk premiere. Vi lærte at spille »Duellin' Banjos«, vi tog virkelig filmen ind (som vi i samme periode tog A Clockwork Orange, O Lucky Man, Cabaret og Slaughterhouse-Five ind). Jeg stod i kø til Zardoz ved Atlantic Bio på Christianshavns Torv, fordi John Boorman havde lavet den film.

   Udflugt med døden så vi i Kastrup Bio. Vi vidste ikke noget om dét med James Dickey. Vi kendte Burt Reynolds fra tv-serierne Hawk og Dan August. Vi havde set Jon Voight i John Schlesingers Midnight Cowboy. Filmen kaster lange skygger. Fra Southern Comfort til Stand by Me og Jindabyne. Selv i Klovn – The Movie er der et subversivt ekko, da Casper og Frank tager på kanotur på Gudenåen, og Casper får smag for at blive misbrugt.

   Deliverance er en jagthistorie, en The River Wild-historie, en løgnehistorie, som siger sandheden. Den er altid værd at gense – og uomgængelig, hvis man netop starter ud.

*) »I’m a completely different person now. Occasionally somebody will come up and say: "Oh, I love Point Blank." And I want to say: "It was made by somebody with my name but quite different from me." I made those early films out of fear and daring. Once you get to the point where you understand the process, you can never work in that state of innocence again.« Xan Brooks: »John Boorman: 'Deliverance would be impossible to make today', The Guardian, Thursday June 4, 2015.

**) »If he had to pick one film above the rest, he supposes he would opt for Deliverance. This 1972 classic manages to be both muscular and mysterious, brutal and nuanced, as it dispatches four middle-class canoeists (Jon Voight, Burt Reynolds, Ned Beatty, Ronny Cox) down the rushing river towards their own heart of darkness. The director says the film is perfectly composed, not a frame out of place, although he marvels at the health-and-safety standards that he breached on the way.« Ibid.

Flere fysiske fabler i temaet Naturhistorier: Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn | Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; Danny Boyle | Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen]; Joe Carnahan: The Grey (2012) [Survival Cinema]; John Curran | Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée | Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen]; Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016) [Survival Cinema]; James Gray: The Lost City of Z (2017); Joe Penna: Arctic (2018) [Survival Cinema]; Jack London: White Fang/ Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Survival Cinema | Peter Flinth: Against the Ice (2022).

Deliverance (Udflugt med døden). Instr.: John Boorman. Manus: James Dickey. Foto: Vilmos Zsigmond. 109 min. USA 1972. Dansk premiere: 30.10.1972

James Dickey: Forløsning. Oversat af Knud Søgaard. 262 s. Gyldendal, 1971.

James Dickey: Deliverance. 240 s. Houghton Mifflin, 1970. First Dell Printing, 1971.

John Boorman: Adventures of a Suburban Boy. 314 s. Faber & Faber, 2003.

John Boorman: Conclusions. 238 s. Faber & Faber, 2020.

Fotos: Warner Bros./ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/  The Guardian/ The Irish Times/ The James Dickey Page

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. [40th Anniversary Edition] 26.06.2012

Første del af teksten er en dvd-anmeldelse fra filmsitet Scope, januar 2000 – resten skrevet til i juli 2021.

Athina Rachel Tsangari: Chevalier (2015)

SOLSKIN OMBORD

Til søs med den flydende frimurerloge

Af BO GREEN JENSEN

INSTRUKTØREN er en 50-årig kvinde, men skibet er ladet med testosteron. Allerede titlen er skrevet i maskulin kode. Chevalier betyder ridder, herre, kavaler. I nyere tid med en tone af noget nonchalent og overskudsagtigt.

   I Athina Rachel Tsangaris absurde fabel sejler seks handyr rundt i Ægæerhavet på en chartret yacht. Båden er et af de flydende statussymboler, man ser i havne ved Middelhavet. Der er en (ærekær) kok og en (aldrende) kahytsdreng til at tage sig af praktik og logistik. De seks er mænd af klassisk støbning, helte i deres egen optik, der ser sig selv som moderne versioner af Jason.

ARGONAUTERNE udgør et hemmeligt broderskab. De aspirerer til den livsstil, som skibsrederen Aristotle Onassis var eksponent for. Det fremgår, at sejladsen er et fast ritual og at vinderen af årets turnering bliver den regerende mester med ret til at bære Chevalier-ringen. Det fremgår ikke, hvad konkurrencen går ud på. Reglerne bliver justeret ad hoc, og pointsystemet er impressionistisk.

   Doktor, en distingveret mand i tresserne, er den aktuelle Chevalier. Ombord er også hans kronprins, Christos, der måske skal overtage både praksis og datter, hvis ikke det lykkes Yannis, en arrogant forsikringsmand, at gøre lægens datter gravid. Man får et glimt af hendes mund i en skypesamtale på Christos’ laptop. Ellers er der ingen kvinder med i Chevalier.

   Nogle er alfa, nogle er beta, andre helt uden for kategori. Dimitris er en lavstammet allergiker, som bor hos Mor og har badeforbud. Han er med, fordi han er bror til Yannis. Tættest på Herkules-typen er Yorgos, en sej mand med skæg og olympiske krøller, som synes at nyde sejladsen oprigtigt.

   I Norden ser vi få græske film og kan derfor ikke genkende skuespillerne, som alle er veteraner. Undtagelsen er Vangelis Mourakis fra Stratos (2014), en mærket mand med et skævt stenansigt og fantastisk sørgmodige øjne. Han spiller Josef, som kunne være Yorgos om ti år, når affældigheden sætter ind.

ATHINA Rachel Tsangari (f. 1966) og generationsfællen Yorgos Lanthimos (f. 1973) var banebryderne i den græske weird wave, som ankom cirka samtidig med gældskrisen. Han instruerede Dogtooth (2009), som hun var med til at producere. Tsangari skabte selv den varmere, men ikke mindre skæve Attenberg (2010).

   For begge er dialogen det stærkeste virkemiddel – foruden humor, løs struktur og et fravalg af narrative konventioner. Der er en grundlæggende inkongruens mellem virkeligheden og sproget, som beskriver den. 

SPILLET udarter, som dagene går. Doktor måler drabanternes penis og blodsukkertal. Der er konkurrencer i alt mellem himmel og jord: at fange blæksprutter; at reagere hurtigst på nødråb; at holde op med ryge og savne det mindst. Publikum kan aldrig vide, hvor meget der indgår i planen.

   Mændene mødes på dækket for at samle cd-reoler fra IKEA. I totalbilledet står de slanke tårne tilbage som monolitter. I kabyssen har kok og kahytsdreng deres egen turnering i gang. Sidstnævnte rapporterer, at Doktors status skrider, ringen strammer om hans finger. Men det er uklart, om han lyver. De to konkurrerer i godtroenhed.

   Der er udtalt fortrængning, som ikke forklares. Om natten står Josef ved spejlet med en kolossal erektion og kalder på hvem som helst, der vil nyde synet. Han tilbyder alle en hård ridetur. Doktor pacificerer satyren, og næste morgen taler ingen om episoden.

   Christos spiser søpindsvin. Dimitris danser til Minnie Ripertons »Lovin’ You« og scorer mange point. Yannis krakelerer og raser åbenlyst. Der er især verbale konfrontationer. Kahytsdrengen beskriver et blodbad, men mændene skilles i god ro og orden. Klubben har kåret en ny chevalier.

DER findes flere slags absurdisme. Chevalier følger modellen fra Beckett og Pinter, som er skåret tæt på de (magt)strukturer, vi kender. Resultatet ligner de franske film, som Luis Buñuel og Jean-Claude Carrière skabte sammen først i 1970erne: Borgerskabets diskrete charme, Frihedens spøgelse, Begærets dunkle mål etc.

   Filmen har manuskript af Efthymis Filippou, som skrev Dogtooth og The Lobster til Yorgos Lanthimos. Man savner Tsangaris egen vinkel. Hun var mere skarp i den Markis de Sade-agtige skildring af en skole for piger i novellefilmen The Capsule (2013), hvor hemmelighederne både blev vist og bevaret.*

   Christos Karamanis har fotograferet i brede, atmosfæriske billeder. Skal den bedste mand vinde, er intet for godt.

TSANGARI kaster et muntert blik på den flydende frimurerloge. »Er mine lår for tykke?« spørger Josef konsterneret, da Dimitris har kaldt ham en panda. Fordi reglerne er så absurde, bliver der ikke for alvor sat noget på spil.

   Chevalier er ikke for praktiske sjæle. I afsættet ligner sejladsen en herretur på linie med John Boormans Deliverance (1972, da. Udflugt med døden). Forventer man sådan en film, bliver man skuffet. De samme mandstyper afslører sig, men der er intet narrativt pay off og derfor ingen katarsis til slut.

*) Tsangari præsenterer i novellefilmen The Capsule en kølig kønsmyte, som desværre tangerer det manierede – ikke mindst i brugen af frapperende digitale effekter. I et kloster på Hydra bliver seks unge kvinder trænet til alt, hvad der venter. Øvelser i ydmygelse giver fablen et præg af intellektuel pornografi. En syvende pige fungerer som præstinde. Hun knytter en af novicerne til sig, og eleven kan tage hendes rolle til slut.

   The Capsule varer kun 35 minutter. Tsangari skrev filmen i samarbejde med Aleksandra Waliszewska, den polske billedkunstner, som også var med til at designe produktionen og udførte den surrealistiske plakat. Jeg så The Capsule – som på dansk kunne hedde Frøhuset – ved en klausuleret visning på Thessaloniki International Film Festival i 2012. Det var opfølgeren på den internationale succes med Attenberg og det første nye fra Tsangari i et par år. De lokale forventninger var skruet op. Filmen skulle have verdenspremiere i Sundance to måneder senere. Det var muligt at se den på forhånd, fordi Tsangari studerede filosofi i Thessaloniki, før hun tog til USA og blev uddannet som instruktør på University of Texas i Austin i 90erne. Alle græske filmfolk har et hjemmebaneforhold til den traditionsrige festival i Thessaloniki.

   De græske kritikere stod i lang kø og diskuterede lidenskabeligt bagefter. Jeg tror nok, at de fleste var skuffede. Der er dog billeder, som bliver hos en, og det er interessant at se to kvinder kaste et kønskritisk blik på de totalitære indvielsesritualer, som filmen iscenesætter i ånden fra Markis de Sade. Der er både Saló og Suspiria i filmen. Den taksonomiske tilgang foregriber metoden i Chevalier, som bruger maskuline troper i et andet æstetisk register. Det er interessant at se eller gense The Capsule. Det kan af og til lade sig gøre på MUBI. 

Chevalier. Instr.: Athina Rachel Tsangari. Manus: Efthymis Filippou & A.R. Tsangari. Foto: Christos Karamanis. 105 min. Grækenland 2015. Dansk premiere: 06.04.2017

Fotos: CineMaterial/ Haos Film/ The Match Factory/ Strand Releasing/ MoMA/ Øst for Paradis

Filmen streames på Rakuten TV og YouTube Film

2K Blu-ray fra Studio Canal 14.11.2016

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.04.2017