Richard Linklater: Before Midnight (2013)

EN FJERN SOL I ERINDRINGEN

Når syvårskrisen sætter ind

Af BO GREEN JENSEN

DE har altid haft en deadline. Céline og Jesse mødtes i Before Sunrise (1995) og så hinanden igen i Before Sunset (2004). Der har altid været noget, som de skulle nå at sige til hinanden, før fristen udløb. I Before Midnight har de fået hinanden, men der er stadig meget, de mangler at sige. Richard Linklaters Before-trilogi er et sjældent helstøbt udtryk for romantisk realisme. Den er også et stort snakkestykke.

   Dialogen begyndte i Wien. Amerikanske Jesse og franske Céline var begge først i tyverne, da de sad i toget og faldt i snak. De fulgtes ad og blev forelskede. I hvert fald kunne de forestille sig et liv med hinanden. De talte natten væk i Wien, før de tog videre med hver sit tog næste dag. Karaktererne var skåret tæt på skuespillerne, som fremstillede dem. Julie Delpy er født i 1969, Ethan Hawke i 1970. Céline og Jesse havde sikkert samme alder, da de mødte hinanden i Before Sunrise.

INSTRUKTØREN Richard Linklater var ti år ældre end parret i filmen. Med debutfilmen Slacker (1991) havde han markeret sig som en repræsentant for 90er-generationen, der blev forbundet med begreber som grunge i musikken og en post-moderne ironi, som gjorde det svært at tage noget alvorligt. Filmskaberen Kevin Smith (Clerks) og forfatteren Douglas Coupland (Generation X) var andre flaghejsere for denne no wave, som især var defineret ved sin historieløshed og sin mangel på et program.

   Slacker fulgte nogle venner gennem én dag i instruktørens hjemby, Austin i Texas. Opfølgeren Dazed and Confused (1993) gjorde det samme for en gymnasieklasse, der havde sidste skoledag i maj 1976. Slacker blev modtaget med entusiasme. Dazed and Confused fik derimod skyld for at forfladige generationsoplevelsen. Det var med disse sten i bagagen, at Linklater tog til Europa, som for et øjeblik – efter Murens fald, men før krigen på Balkan – var blevet et sindbillede på ny åbenhed og optimisme.

FOR tredje gang brugte Linklater den begrænsede tidsramme til at skildre et romantisk møde, som ikke fik lov til at folde sig ud, og som derfor blev ved at leve som en uforløst mulighed. Before Sunrise var en tidehvervsfilm først og fremmest. Gennem fine og følsomme samtaler tegnede manden fra Amerika og pigen fra Europa konturerne af en tid, to mennesker og en generation. Der blev ikke talt i overskrifter. Kritiske røster fandt æstetikken reklamefilmsagtig.

   Linklater har siden haft en alsidig produktion, både i Hollywood og independentmiljøet. Der er mekaniske studiefilm som The Newton Boys (1998), The School of Rock (2003) og Bad News Bears (2006). Der er sobre bestillingsopgaver som den britiske Me and Orson Welles (2008). Disse film har betalt for egne produktioner som Tape (2001), Fast Food Nation (2006) og A Scanner Darkly (2006). Det var dog altid noget særligt med filmene om Jesse og Céline.

HVERKEN Linklater, Hawke eller Delpy kunne slippe karaktererne fra Before Sunrise. Første gang de mødtes igen, var i en scene fra animationsfilmen Waking Life (2001), hvor Linklater brugte rotoskopi til at bearbejde live action-scener. Arbejdet blev udført af Bob Sabiston, som senere brugte teknikken f.eks. til at animere Jørgen Leth i Lars von Triers De fem benspænd. Linklater og Sabistons hovedværk er A Scanner Darkly, en filmatisering af Philip K. Dicks paranoide manifest. I Waking Life ligger Jesse og Céline og taler i sengen. Han siger, at de måske blot er aktører i hinandens fantasi.

TRE år senere tager Céline initiativet, da Jesse kommer til Paris for at promovere sin nye roman. Han er i mellemtiden blevet gift og har fået en søn. Céline bor sammen med en mand, som aldrig er hjemme. Hun får sit eksemplar af romanen signeret. De er 33 og 34 nu. Hun siger, at det gik fint, indtil hun læste hans bog. »I was fine until I read your fucking book. It stirred up shit, you know. It reminded me how genuinely romantic I was, how I had so much hope in things...«

   Han skal tilbage til New York samme aften, og de tilbringer dagen sammen i Paris, ganske som de gjorde ni år før i Wien. De går hjem til Céline og hører Nina Simone. Det er hele tiden muligt, at han ikke tager afsted. Ved slutningen er det uklart, om han når sit fly. Begge har savnet samtalen. Omvendt er der forpligtelser. Wien er som en fjern sol i erindringen. »Det handler ikke engang om dig længere,« siger Céline til Jesse. »Det handler om det øjeblik, der er forsvundet for altid.«

DER er gået otte år mere i Before Midnight. Céline og Jesse tog altså springet og blev sammen efter gensynet. De har yndige tvillingedøtre. De har tilbragt sommeren i Grækenland som gæster på et refugium. Han har skrevet på sin fjerde bog, mens hun har passet pigerne. Jesses teenagesøn, som bor hos sin mor i Chicago, har været på besøg. Filmen åbner i lufthavnen, hvor Jesse sender drengen hjem. Jesse synes ikke, de har fået sagt nok. Sønnen mener, at der næsten er sagt for meget.

   Hvordan det blev, som det blev, og hvordan det er, kommer for en dag i den første lange dialog mellem Jesse og Céline. De sidder i bilen og taler, mens pigerne – som har været syge, hvilket ikke hjalp på feriestemningen – sover på bagsædet. Hele trilogien er baseret på samtaler, som føles fuldkommen naturlige. Scenerne spiller i mange minutter. De samler hverdagskrummer op som en fugtig finger. Linklater skrev Before Sunrise sammen med Kim Krizan. I de følgende film er dialogen blevet til i samarbejde med Ethan Hawke og Julie Delpy.

NÅR det kommer til stykket, går det ikke så fantastisk for familien. Eller han er i det store hele tilfreds, mens hun føler, at hun har lidt afsavn, har sat sit eget arbejdsliv på standby, er blevet bred om hofterne og altid er den, der står med de praktiske ting, som en hverdag består af. Jesse synes også, at han gør sit. Hun kalder ham Kaptajn Pletfri – med bidende ironi – og parodierer hans faste samlejeteknik.

   Der er en lang snak i bilen, så en endnu længere samtale, der føres på en stemningsfuld baggrund af olivenlund og ruiner. På refugiet holder man afskedsmiddag, og der er i den forbindelse en lang fællesscene med både dybe og lommefilosofiske replikker. Parret takker for tiden i solen. Så har vennerne en overraskelse. Céline og Jesse skal tilbringe natten på et romantisk hotel. Værelset er bestilt og betalt, så de kan dårligt sige nej tak til gaven.*

HER følger filmens sætstykke – en 14 minutter lang dialog, hvor alle kortene kommer på bordet. Hun får næsten talt sig ud af ægteskabet og kærligheden for bestandig. Han kan faktisk huske følelsen, som binder dem sammen, og han taler godt for sagen, da det gælder. Da hvedebrødsværelset bliver klaustrofobisk, henlægges samtalen til en restaurant på havnen. I de første film var det spændende, om parret fandt hinanden. Denne gang er spørgsmålet, om de vil blive sammen.

   Det er en ualmindelig velskreven dialog, som kommer rundt om de største og de mindste ting, ofte i én og samme sætning. Enhver, der har været i et parforhold, i langvarige ægteskaber og sammenbragte børnefamilier, vil nikke genkendende til det hele. Flere scener føles som outtakes fra hverdagen. Der er dog også manierismer, som var mindre markante i de første to film.

DIALOGEN tenderer mod sarkastisk situationskomik i stilen fra Woody Allen. Sådan skriver Julie Delpy – tonen præger også de parforholdsfilm, 2 dage i Paris (2007) og 2 dage i New York (2012), som hun selv har instrueret. Det er sukker om den bitre pille, og underholdningsværdien er høj, men mange af replikkerne spiller for det billige grin. Det er Céline, som gør brug af sarkasmen. Jesse siger mindre og er mere reflekteret. Der bliver nok også sagt for meget, som begge parter udmærket ved.

   Til tider kan man høre manuskriptet på en måde, som man ikke kunne i Before Sunrise og Before Sunset. Célines klagepunkter er mange – og man fornemmer, at der findes en huskeliste med samlivsproblemer og kønspolitiske temaer, som skal krydses af. Især ved et gensyn bliver filmens svagheder synlige. Måske er det bare sådan. Tiden gør nar af os alle. Med årene bliver vi til tricks og klicheer.

DER bliver dog kompenseret på den dramatiske konto. Hawke og Delpy taler helt ubesværet, som om der ingen iscenesættelse var. Projektet har få sidestykker. To karakterer passerer fra 24 til 44 år og er egentlig altid i gang med at føre en samtale, som de aldrig bliver færdige med. De kan tro, at de er trætte af at snakke, men hvis samtalepartneren ikke var der, ville de slet ikke kunne fungere.

   Der er stadig en friskhed i formen, som er unik. Man skal naturligvis se Before Midnight, og bagefter kan man gå hjem og gense de to første film. Der er også gået tyve år for én selv, og det er bevægende at se de unge mennesker, som møder hinanden i toget i Before Sunrise. Et ældre par skændes på tysk. De forlader kupeen, og amerikaneren spørger sin franske medpassager:

   »Kunne du forstå, hvad de skændtes om? Taler du engelsk?« »Ja. Nej, desværre. Jeg er ikke god til tysk.« Efter en pause tilføjer hun: »Ved du, man siger, at ægtepar mister evnen til at høre hinanden, efterhånden som de bliver ældre?« »Nej.« »Mændene mister evnen til at høre skingre lyde, og kvinderne taber hørelsen i det lave register. De opvejer hinanden, går jeg ud fra.« »Det er nok naturens måde at lade par blive gamle sammen på uden at slå hinanden ihjel.«

SCENEN er fuld af profetisk ironi. Bliver Céline og Jesse gamle sammen, og kan de stadig høre hinanden efter otte år i hverdagens vridemaskine? Man håber det jo, for dette par er alle par i generationen, der kom til ved den kolde krigs slutning.

   De første to film var besatte af tidsånd. Den tredje handler om kærligheden for alvor. På sin minimalistiske måde er det en af de store amerikanske film i årtiet.

Se også Richard Linklater: Before Sunrise (1995); Richard Linklater: Before Sunset (2004); Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008); Richard Linklater: Boyhood (2014); Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

*) Blandt gæsterne ved bordet er Yiannis Papadopoulos, Ariane Labed, Panos Koronis og Athina Rachel Tsangari. Papadopoulos havde titelrollen i Boy Eating Bird's Food, en poetisk-absurdistisk sædeskildring fra den græske finanskrise, som Ektoras Lygizos skrev og instruerede i 2012. Ariane Labed spillede Marina i Tsangaris gennembrudsfilm Attenberg (2010). Hun medvirkede også i The Lobster, den første engelsksprogede film af Yorgos Lanthimos og Efthymis Filippou. Her ses Tsangari ved bordet sammen med Koronis, der var en af de seks mænd ombord på lystfartøjet i Tsangaris Chevalier (2015). 

Before Midnight. Instr.: Richard Linklater. Manus: Julie Delpy, Ethan Hawke og Richard Linklater. Foto: Christos Voudouris. 109 min. USA-Grækenland 2013. Dansk premiere: 22.08.2013

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Miracle Film Distribution/ Warner Bros.

Filmen streames på Amazon Prime, Apple TV, Grand Hjemmebio, MUBI, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra The Criterion Collection [i bokssættet The Before Trilogy (Spine #856)] 28.10.2019

Anmeldelsen stod i  Weekendavisen Kultur 23.08.2013.

Yorgos Lanthimos: The Lobster (2015)

MAN VÆLGER MELLEM KNIV OG PISK

Den græske bølge breder sig 

Af BO GREEN JENSEN

DET er næsten en naturlov, at fornyelsen i filmen flytter fokus. Det sker sådan cirka hvert syvende år. Det betyder ikke, at storværkerne pludselig brager igennem eller lige så brat klinger af. Snarere ligner bevægelsen de bølger, som både branche og kritikere holder af at iagttage og beskrive.

   Efter danske Dogme 95-film kom de mexicanske multiplot-fortællinger og en ny slags socialrealisme fra det post-kommunistiske Rumænien. Festen og Idioterne; Amores perros, Crash og Babel; 4 måneder, 3 uger og 2 dage var store, trendsættende titler. Fra 2010 og et godt stykke frem blev Grækenland et af fornyelsens steder.

   Der var først en lokal ouverture. Athina Rachel Tsangari (f. 1966) studerede film i New York og Austin. Hun og partneren Matt Johnson (som har klippet alle Tsangaris film) samlede fem års amerikanske optagelser i The Slow Business of Going (2000), som blev vist på Thessaloniki International Film Festival og New York Underground Film Festival. De kom hjem til Athen og etablerede produktionsselskabet Haos Film, som stadig er uhyre aktivt.

   Tsangari producerede Kinetta, som i 2005 blev Yorgos Lanthimos' første lange spillefilm. Han var til gengæld producer og assistent, da hun skrev og instruerede sin første film på et større budget. I 2009 scorede Lanthimos det første græske art house hit med Dogtooth, som banede vejen for Tsangaris’ fabulerende Attenberg (2010).

DOGTOOTH var en øvelse i politisk dressur. Tre teenagebørn forlod aldrig huset og haven. Forældrene gav verden sære navne. En blomst var en zombie, en kusse en meget stærk lampe. En kvindelig sikkerhedsvagt blev kørt ind for at have sex med sønnen. Til slut slog en af pigerne sin visdomstand ud med en håndvægt. Det lykkedes i tredje forsøg.

   Efter Dogtooth lavede Lanthimos Alperne (2011), en mere diffus film i den dislokerede genre, hvor banale ting bliver bizarre. Psykiatere lejer sig ud til familier, der netop har mistet et medlem. De træder ind i et ekstemporalspil og bliver for en stund til de døde. Konceptet fungerer, indtil der sker forrykkelser i gruppen. Så bryder systemerne ned som i Dogtooth.

   Dogtooth blev kåret som bedste film i Un Certain Regard-kategorien i Cannes. Den fik siden utallige priser, bl.a. en Bodil og en Oscar. Attenberg gjorde lykke i hovedkonkurrencen i Venedig, hvor Ariane Labed modtog en Coppa Volpi for bedste kvindelige hovedrolle.

   Lanthimos skiftede sprog med The Lobster og fokuserede absurdismen i The Killing of a Sacred Deer (2017), før han viste sig at være den perfekte instruktør til det britiske The Favourite-projekt (2019). Tsangari kom via novellefilmen The Capsule (2012) til prestigeprojektet Chevalier (2015), som var Grækenlands Oscar-bidrag dét år. I 2020 instruerede hun BBC/HBO-miniserien Trigonometry. Begge instruktører finder stadig plads til Ariane Labed, hvis det kan lade sig gøre. I The Lobster er hun stuepigen på det kursted, hvor forvandlingen foregår.

THE Lobster er en dystopisk hverdagsfabel, som foregår i et samfund, der ligner en støvet version af vort eget. Konformitet er netop nøgleordet. I denne verden er det forbudt at være enlig. Bliver man alene, er der 45 dage til at finde en ny partner. Lykkes det ikke, forvandles man til et dyr.

   Man vælger selv, hvilket dyr det skal være. Disse ting kan bare lade sig gøre. Lanthimos interesserer sig ikke for logistik. Det er svært at snyde proceduren, skønt mange forsøger. Der skal være fysisk overensstemmelse og en vis gensidig tiltrækning. Skønt ordet sjældent kommer op, skal der faktisk være kærlighed.

   Hængeøret David (Colin Farrell) tager livet lidt for roligt. Da hans kone forlader ham, bliver han ikke jaloux, men tøffer videre sammen med hunden Bob, der faktisk er hans inkarnede bror. David har dejteint og begyndende topmave. Han ligner en forsikringsmand i et tv-spil fra 70erne.

   Da han bliver udspurgt af myndighederne og skal vælge sit dyr, får filmen en forklaring på sin titel. Og David bliver automatisk interessant. Det er, som da Niels Olsen skal vælge et bilmærke i Den eneste ene. For hvilken slags mand kunne tænke sig at blive til en hummer?

PROCESSEN finder sted på en facilitet, der ligner et budgethotel. Alt ved den forvrængede verden i The Lobster er hverdagsagtigt og lavfuturistisk, mere Kafka, Buñuel og The Office end sci-fi i sædvanlig form.

   På hotellet får David lidelsesfæller som Den læspende Mand (John C. Reilly) og Den haltende Mand (Ben Whishaw), der har ekstra svært ved at finde et match. Han beslutter at gå all in for Kvinden uden Følelser (Angeliki Papoulia) og foregiver i flere dage at være grusom, hånlig og følelseskold.

   David kan dog ikke holde masken, for han er ikke som de andre. For den sags skyld er ingen som alle andre. Lanthimos er interesseret i, hvordan systemerne presser individet til ekstremer. Her gælder det en følelsesmæssig fascisme, som David siger fra overfor. Da tager publikum ham endelig til sig.

LEDELSEN gør, hvad den kan. Stuepigen (Ariane Labed) gnider sig op ad de mandlige gæster, og i en særligt sørgmunter scene prøver hotellets bestyrer (Olivia Colman) at ryste partnerne sammen med en danseaften.

   Enkeballet ligner en kontorfest med farvede drinks, serpentiner og chips. Discokuglen drejer, og en aldrende crooner gør sit for at aktivere amorinerne. Alle ser til med en udtryksløshed, der får den sidste stemningsbrik til at passe. Tonen er deadpan som i en komedie af finske Aki Kaurismäki.

   I periferien bliver de uheldige singler kasseret. Anden del af filmen udspiller sig i skoven mellem hotellet og den nærliggende by. Her lever en gruppe militante partisaner, som anføres af den karismatiske Léa Seydoux.

   David forelsker sig, denne gang ægte og kompromisløst, i en nærsynet kvinde, som spilles af Rachel Weisz. Partisanlederen gør noget grusomt, der får sympatien for dissidenterne til at dale. Skoven ligner de fredløses fristed i François Truffauts filmudgave af Fahrenheit 451.

MAN vælger mellem kniv og pisk i denne verden. Latteren er stadig mørk, men også mere generisk. Tonen er for krøllet til, at man får den »det-kunne-være-nu-og-her«-oplevelse, som dystopier lever af.

   The Lobster er optaget i Irland. Lanthimos og Filippou er flyttet til London med en plan om fremover at arbejde på engelsk. Næste projekt er en thriller, som bliver optaget i Cincinnati og har Farrell og Nicole Kidman i hovedrollerne. Titlen er i hvert fald markant: The Killing of a Sacred Deer.

   Det går stadig stærkt for den græske weird wave. Også The Lobster er mærkelig, lun og seværdig. Men omplantningen fra græsk til engelsk har trukket tænderne ud på den grusomme humor, der var særlig for Dogtooth. The Lobster er blevet en fabel med filter, som trods alt ligner et par andre film.

Se også Yorgos Lanthimos: The Killing of a Sacred Deer (2017) [Horror 100]; Yorgos Lanthimos: The Favourite (2018) | Dronningebilleder. 

The Lobster. Instr.: Yorgos Lanthimos. Manus: Efthymis Filippou og Yorgos Lanthimos. Foto: Thimios Bakatakis. 119 min. Grækenland-Irland-UK-Frankrig 2015. Dansk premiere: 25.08.2016

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ Film4/ Protagonist Pictures/ A24/ Camera Film

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Sony Pictures Home Entertainment 19.01.2017

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.08.2016

Athina Rachel Tsangari: Chevalier (2015)

SOLSKIN OMBORD

Til søs med den flydende frimurerloge

Af BO GREEN JENSEN

INSTRUKTØREN er en 50-årig kvinde, men skibet er ladet med testosteron. Allerede titlen er skrevet i maskulin kode. Chevalier betyder ridder, herre, kavaler. I nyere tid med en tone af noget nonchalent og overskudsagtigt.

   I Athina Rachel Tsangaris absurde fabel sejler seks handyr rundt i Ægæerhavet på en chartret yacht. Båden er et af de flydende statussymboler, man ser i havne ved Middelhavet. Der er en (ærekær) kok og en (aldrende) kahytsdreng til at tage sig af praktik og logistik. De seks er mænd af klassisk støbning, helte i deres egen optik, der ser sig selv som moderne versioner af Jason.

ARGONAUTERNE udgør et hemmeligt broderskab. De aspirerer til den livsstil, som skibsrederen Aristotle Onassis var eksponent for. Det fremgår, at sejladsen er et fast ritual og at vinderen af årets turnering bliver den regerende mester med ret til at bære Chevalier-ringen. Det fremgår ikke, hvad konkurrencen går ud på. Reglerne bliver justeret ad hoc, og pointsystemet er impressionistisk.

   Doktor, en distingveret mand i tresserne, er den aktuelle Chevalier. Ombord er også hans kronprins, Christos, der måske skal overtage både praksis og datter, hvis ikke det lykkes Yannis, en arrogant forsikringsmand, at gøre lægens datter gravid. Man får et glimt af hendes mund i en skypesamtale på Christos’ laptop. Ellers er der ingen kvinder med i Chevalier.

   Nogle er alfa, nogle er beta, andre helt uden for kategori. Dimitris er en lavstammet allergiker, som bor hos Mor og har badeforbud. Han er med, fordi han er bror til Yannis. Tættest på Herkules-typen er Yorgos, en sej mand med skæg og olympiske krøller, som synes at nyde sejladsen oprigtigt.

   I Norden ser vi få græske film og kan derfor ikke genkende skuespillerne, som alle er veteraner. Undtagelsen er Vangelis Mourakis fra Stratos (2014), en mærket mand med et skævt stenansigt og fantastisk sørgmodige øjne. Han spiller Josef, som kunne være Yorgos om ti år, når affældigheden sætter ind.

ATHINA Rachel Tsangari (f. 1966) og generationsfællen Yorgos Lanthimos (f. 1973) var banebryderne i den græske weird wave, som ankom cirka samtidig med gældskrisen. Han instruerede Dogtooth (2009), som hun var med til at producere. Tsangari skabte selv den varmere, men ikke mindre skæve Attenberg (2010).

   For begge er dialogen det stærkeste virkemiddel – foruden humor, løs struktur og et fravalg af narrative konventioner. Der er en grundlæggende inkongruens mellem virkeligheden og sproget, som beskriver den. 

SPILLET udarter, som dagene går. Doktor måler drabanternes penis og blodsukkertal. Der er konkurrencer i alt mellem himmel og jord: at fange blæksprutter; at reagere hurtigst på nødråb; at holde op med ryge og savne det mindst. Publikum kan aldrig vide, hvor meget der indgår i planen.

   Mændene mødes på dækket for at samle cd-reoler fra IKEA. I totalbilledet står de slanke tårne tilbage som monolitter. I kabyssen har kok og kahytsdreng deres egen turnering i gang. Sidstnævnte rapporterer, at Doktors status skrider, ringen strammer om hans finger. Men det er uklart, om han lyver. De to konkurrerer i godtroenhed.

   Der er udtalt fortrængning, som ikke forklares. Om natten står Josef ved spejlet med en kolossal erektion og kalder på hvem som helst, der vil nyde synet. Han tilbyder alle en hård ridetur. Doktor pacificerer satyren, og næste morgen taler ingen om episoden.

   Christos spiser søpindsvin. Dimitris danser til Minnie Ripertons »Lovin’ You« og scorer mange point. Yannis krakelerer og raser åbenlyst. Der er især verbale konfrontationer. Kahytsdrengen beskriver et blodbad, men mændene skilles i god ro og orden. Klubben har kåret en ny chevalier.

DER findes flere slags absurdisme. Chevalier følger modellen fra Beckett og Pinter, som er skåret tæt på de (magt)strukturer, vi kender. Resultatet ligner de franske film, som Luis Buñuel og Jean-Claude Carrière skabte sammen først i 1970erne: Borgerskabets diskrete charme, Frihedens spøgelse, Begærets dunkle mål etc.

   Filmen har manuskript af Efthymis Filippou, som skrev Dogtooth og The Lobster til Yorgos Lanthimos. Man savner Tsangaris egen vinkel. Hun var mere skarp i den Markis de Sade-agtige skildring af en skole for piger i novellefilmen The Capsule (2013), hvor hemmelighederne både blev vist og bevaret.*

   Christos Karamanis har fotograferet i brede, atmosfæriske billeder. Skal den bedste mand vinde, er intet for godt.

TSANGARI kaster et muntert blik på den flydende frimurerloge. »Er mine lår for tykke?« spørger Josef konsterneret, da Dimitris har kaldt ham en panda. Fordi reglerne er så absurde, bliver der ikke for alvor sat noget på spil.

   Chevalier er ikke for praktiske sjæle. I afsættet ligner sejladsen en herretur på linie med John Boormans Deliverance (1972, da. Udflugt med døden). Forventer man sådan en film, bliver man skuffet. De samme mandstyper afslører sig, men der er intet narrativt pay off og derfor ingen katarsis til slut.

*) Tsangari præsenterer i novellefilmen The Capsule en kølig kønsmyte, som desværre tangerer det manierede – ikke mindst i brugen af frapperende digitale effekter. I et kloster på Hydra bliver seks unge kvinder trænet til alt, hvad der venter. Øvelser i ydmygelse giver fablen et præg af intellektuel pornografi. En syvende pige fungerer som præstinde. Hun knytter en af novicerne til sig, og eleven kan tage hendes rolle til slut.

   The Capsule varer kun 35 minutter. Tsangari skrev filmen i samarbejde med Aleksandra Waliszewska, den polske billedkunstner, som også var med til at designe produktionen og udførte den surrealistiske plakat. Jeg så The Capsule – som på dansk kunne hedde Frøhuset – ved en klausuleret visning på Thessaloniki International Film Festival i 2012. Det var opfølgeren på den internationale succes med Attenberg og det første nye fra Tsangari i et par år. De lokale forventninger var skruet op. Filmen skulle have verdenspremiere i Sundance to måneder senere. Det var muligt at se den på forhånd, fordi Tsangari studerede filosofi i Thessaloniki, før hun tog til USA og blev uddannet som instruktør på University of Texas i Austin i 90erne. Alle græske filmfolk har et hjemmebaneforhold til den traditionsrige festival i Thessaloniki.

   De græske kritikere stod i lang kø og diskuterede lidenskabeligt bagefter. Jeg tror nok, at de fleste var skuffede. Der er dog billeder, som bliver hos en, og det er interessant at se to kvinder kaste et kønskritisk blik på de totalitære indvielsesritualer, som filmen iscenesætter i ånden fra Markis de Sade. Der er både Saló og Suspiria i filmen. Den taksonomiske tilgang foregriber metoden i Chevalier, som bruger maskuline troper i et andet æstetisk register. Det er interessant at se eller gense The Capsule. Det kan af og til lade sig gøre på MUBI. 

Chevalier. Instr.: Athina Rachel Tsangari. Manus: Efthymis Filippou & A.R. Tsangari. Foto: Christos Karamanis. 105 min. Grækenland 2015. Dansk premiere: 06.04.2017

Fotos: CineMaterial/ Haos Film/ The Match Factory/ Strand Releasing/ MoMA/ Øst for Paradis

Filmen streames på Rakuten TV og YouTube Film

2K Blu-ray fra Studio Canal 14.11.2016

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.04.2017

Athina Rachel Tsangari: Attenberg (2010)

DEN GRÆSKE BØLGE

Athina Tsangari bryder igennem

Af BO GREEN JENSEN

GRÆSK film har forvandlet sig fra en ælling til en svane. Køligt elegante kunstfilm som Yorgos Lanthimos’ Dogtooth (2009) og Athina Rachel Tsangaris Attenberg er blevet noget, enhver festival må have med i paletten.

   Der er vel at mærke ikke tale om enkeltstående titler. Under slagnumrene bobler et vækstlag af film, som med prunkløs realisme skildrer den sociale virkelighed i katastrofeøkonomien – f.eks. Stanos Anastopoulos’ Correction fra 2007 – eller afsøger alle bevidsthedens lag som i Alexis Alexious’ metagyser Istoria 52 (2008).

   Før 2000 var der kun Costa-Gavras og Theo Angelopoulos. I 10erne kunne man pludselig tale om en veritabel græsk bølge af fornemme film.

   Attenberg følger den 23-årige Marina (Ariane Labed), som sammen med veninden Bella (Evangelia Randou) venter i en by ved kysten, hvor hendes far bliver behandlet for cancer. Marina har en blokering i forhold til sin seksualitet. Hun udforsker kroppen sammen med Bella og spørger sin far om de fysiske processer. Filmen leger med ordene på samme måde, som den fascistiske kernefamilie gjorde i Dogtooth. At demonstrere sproglig fremmedgørelse må for de græske filmskabere være lige så vigtigt, som en dialektisk dialog var i post-kommunistiske film fra Rumænien.*

ATTENBERG er dog også en legende, morsom og sanselig film. Det fantastiske billede af veninderne, der slikker på hinandens tunger, mens kameraet ser dem fra siden, findes allerede i første scene. »Hvordan føles min tunge?« »Som en snegl. Det er ulækkert. Jeg vil ikke mere,« siger Marina. Det vil hun dog alligevel, da en fremmed flytter ind på hotellet. Processen er langstrakt, og manden bliver udspurgt om alle kønnets mysterier, men Marina nærmer sig indvielsen lige så sikkert, som hendes far bevæger sig mod døden. På god græsk vis hænger tingene endelig sammen.

   Det er ikke en film, som fortæller. Den observerer og viser situationer, som tilskueren selv må sætte i orden. Far og datter holder af at se David Attenboroughs naturfilm – heraf titlen – og viser hinanden hengivenhed ved at sige som aber, der gør sig til. Marina og Bella spadserer i støvler og kitler, taler om freudianske sexdrømme og agerer synkront som dansende fugle. Det er enkle og fantastiske billeder, som Thimios Bakatakis arrangerer med symmetri og økonomi. Netop fordi der ikke er råd til episke storproduktioner, går filmskaberne ind i de enkelte menneskers liv.

MARINAS far dør. Bella sender ham godt afsted, og Marina tager selv den hårde tørn med at ordne begravelsen. Hun vænner sig til et liv uden ham. Ingen agerer på noget tidspunkt teatralsk. Som tilskuer er man bjergtaget og føler sig hensat til franske og spanske film fra 1960erne, da den samme slags kølige blik sidst blev kastet. De nye film fra Grækenland er udtryk for en abstrakt realisme, der formår at lade form og sjæl smelte sammen, så det føles som inderlig virkelighed. I Dogtooth var resultatet preciøst og lidt hysterisk. I Attenberg er det simpelt hen mageløst.

*) Jeg tænker på film som Cristian Mungius 4 måneder, 3 uger og 2 dage (2004) og Corneliu Porumboius Politi, adjektiv (2009). Især i den rumænske bølges første år var der altid en centralt anbragt scene, hvor en person med magt beskrev sin magt og den totalitære logik i strukturen. Fosterfordriveren gør det i Mungius film. Hos Porumbuiu taler politiassistenten med den lakoniske kommissær, som fører en nær-monolog. Ti år senere handler det om statslig korruption og nødvendig bestikkelse i Mungius Baccalauréat (2016, da. Prøven). Porumbuiu har simpelt hen opgivet sproget i den absurdistiske gangsterfilm om The Whistlers (2019). Her kommunikerer man med fonetiske fløjt.

Attenberg. Instr. og manus: Athina Rachel Tsangari. Foto: Thimios Bakatakis. 95 min. Grækenland 2010. Dansk premiere: 08.09.2011

Fotos: Haos Film/ Cinematerial/ Øst for Paradis Distribution

Filmen streames på Amazon Instant og iTunes

Trykt i Weekendavisen Kultur 09.09.2011