Translate

Viser opslag med etiketten Grækenland. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Grækenland. Vis alle opslag

lørdag den 14. september 2024

Spiros Stathoulopoulos: Metéora (2012)


LIVET OG KROPPEN
Profan kærlighed mellem tiden og blikket

Af BO GREEN JENSEN

DE ortodokse Méteora-klostre ligger i Thessalien, midt i det nordlige Grækenland. Naturen er spektakulær og romantisk: en bjergkæde af sandsten, der strækker sig mod himlen som søjler eller tårne. Her har ligget klostre fra de ældste byzantinske tider. I dag er der kun seks tilbage. Komplekset står på UNESCOS Verdensarvsliste.
   På græsk betyder méteoros noget i retning af »svævende« eller »ophængt« i luften. Hér, bogstavelig talt mellem himmel og jord, tager fortællingen om broder Theodoros (Asimakis Alfa Pagidas), som er græker, og søster Urania (Tamila Koulieva-Karantinaki), som tilhører en russisk nonneorden, sin begyndelse. Deres klostre ligger på hver sin bjergtop med et fald på 300 meter imellem, men de mødes af og til nede på sletten mellem klipperne, når der hentes forsyninger og udveksles verdslige fornødenheder.


MAN lever ellers som i de ældste tider. Der er minimal kontakt mellem bjerget og sletten. Kvindernes kloster er særligt afsondret. Urania fires op og ned i et net. På mændenes side fører en stejl sti op til klippeplateauet. Her ser man gamle mænd kravle i bod for synder, som de næppe kan huske, at de begik. I grotterne lever eremitter, som enten er sindsforstyrrede individer eller meget hellige mænd. Denne verden er marineret i spirituelle værdier. Naturen har isoleret kulturen.



THEODOROS holder af lyset på bjerget og priser Herren med overbevisning. Han elsker dog også livet og kroppen. Nede på sletten betragter han bonden, der dyrker sine marker og fodrer sine geder. Manden pløjer, sår og høster i en evig cyklus af forplantning. Klosterlivet er hævet over denne verdslighed, men der er øjeblikke, hvor munken længes efter at give sig hen til det nære og varme. Han kunne selv have dyrket jorden, hvis tilværelsen havde formet sig anderledes.
   Så han ser på Urania, og hun ser på ham. I bjergene har man kun tiden og blikket. De begynder at følges ad, når de mødes. Han spørger, om de skal spise frokost i græsset. I klostrene kan de signalere til hinanden med spejle, som blinker i solen. Begæret koger i blodet, så det kan høres. Der er endelig kærtegn og fuld nærkontakt.
   For ham er det et skud af varme. For hende er det et stejlt syndefald og et indre wake-up call. Hun beder til den hellige Jomfru med fornyet iver. Da han atter sender solpletten ind i hendes værelse, gør hun sig blind og døv for alle signaler. De har dog spist af frugterne sammen. Der er ingen fortrydelsesret.



SPIROS Stathoulopoulus (f. 1978) har både instrueret og fotograferet. Han fortæller historien i en blanding af monumentale naturbilleder, der er skudt i farvemættet total, og nervøse digitaloptagelser, der i de nære scener understreger sårbarheden og menneskeligheden.
   Ulrich Scheidelers score bruger kirkemusik, primært korarrangementer af middelalderkomponisten Perotinus (1155-1230), der spilles på traditionelle instrumenter. Filmens clou er dog en serie af animerede ikoner, som resumerer historien og i sig selv har patineret skønhed.
   Statholopoulus forholder sig ikke til de moralske aspekter. Han respekterer klosterlivets askese, men er fuld af forståelse for kærligheden i kødeligheden. Både nonnen og munken søger en værdig balance. Den findes næppe alene i afsavn eller sanselighed. Men måske et sted mellem sletten og himlen.




Metéora. Instr. & foto: Spiros Stathoulopoulos. Manus: Alsimakis Alfa Pagidas, Spiros Stathoulopoulos. 82 min. Tyskland-Grækenland 2012. Dansk premiere: 22.08.2013.


Fotos: Polyplanity Productions/ Essential Filmproduktion Gmbh/ Filmförderungsanstalt (FFA)/ ZDF/Arte/ Little Big Bear Filmproduktion Gmbh [animation]/ Coproduction Office/ Potemkine Films/ Øst for Paradis Distribution/ Internationale Filmfestspiele Berlin/ Filmaffinity
Filmen streames ikke i DK – i UK bl.a. på Apple TV, Amazon Store og Chili; dvd fra Soda Pictures 2012
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 23.09.2013.

torsdag den 24. marts 2022

Maggie Gyllenhaal: The Lost Daughter (2021) [Oscars 2022]


RÅDDEN FRUGT
Gyllenhaal filmatiserer Ferrante

Af BO GREEN JENSEN

DET er ved at blive nat, da Leda Caruso (Olivia Colman) ankommer til det græske øhav. Leda er 48, professor i litteratur og fraskilt mor til voksne døtre på 22 og 23. Hun er britisk, men underviser på Harvard.
   Der bliver konstant eksponeret alder, baggrund og kronologi i The Lost Daughter. Det er ikke, fordi manuskriptforfatteren er begynder. Leda er bare besat af de ting. Teksten, som hun arbejder med, er for god ordens skyld Dantes Divina Commedia med begyndelsen om at være midtvejs i skoven.
   Leda indretter sig og markerer en venlig distance til den lidt ældre Lyle (Ed Harris), som passer hotellejligheden, og den langt yngre Will (Paul Mescal), der flytter stole på stranden. Ganske vist er der rådden frugt i bunden af skålen på værelset, men det begynder som en god arbejdsferie.



STEMNINGEN skifter, da stranden bliver koloniseret af en støjende storfamilie. Leda nægter at afgive sin plads. Hun ser trodsigt på alfakvinden i koret. Callie (Dagmara Dominczyk) er 42 og højgravid. Søsteren Nina (Dakota Johnson) fanger Ledas interesse. Mændene bag kvinderne er ludende Sopranos-typer.
   Empatien er måske fejlanbragt, men Leda ser sig selv som ung i Nina. Da Ninas datter bliver væk, finder Leda det legende barn. Hun finder også pigens dukke, som hun gemmer på sit værelse og behandler som et spædbarn. Hidtil har vi set på Leda med indlevelse. Nu er der afvigende sympatier.
   I flashbacks husker Leda, hvordan hun som ung havde svært ved at arbejde og samtidig være der for sine børn. Den yngre Leda, som spilles af Jessie Buckley, gør alt, hvad gode mødre sjældent gør på film. Hun går fra familien og bliver væk i tre år. Der var tilvalg og fravalg, for sådan er livet.



SKUESPILLEREN Maggie Gyllenhaal (f. 1977) debuterer som instruktør med en omkalfatret filmatisering af Elena Ferrantes La figlia oscura (2006), som på dansk hedder Dukken der blev væk. Hos Ferrante er der ingen græske og amerikanske forbindelser, men det er de samme sociale markeringer.
   Filmen deler Ledas synsvinkel, men ser hende også på afstand. Skønt de flimrende flashbacks er meget bastant lagt til rette, får man som tilskuer en fornemmelse af at være i Ledas bevidsthed. Der er en stor smerte inde i kvinden. Mødet med Nina stikker et hul, både metaforisk og bogstaveligt.



DEN græske baggrund er mest til pynt. Øen bliver kaldt Kyopeli, men der er tale om Spetses. Lyle betror Leda, at Leonard Cohen »kom over fra Hydra« i gamle dage, og Leda ser film i biografen Titania, som er en institution. Hun ser The Last Time I Saw Paris (1954), som bygger på F. Scott Fitzgeralds novelle »
Babylon Revisited« (1930, da. »Gensyn med Babylon«) fra samlingen Taps at Reveille (1935). Det er anden stor tekst om fortrydelser.
   Olivia Colman og Jessie Buckley er Oscar-indstillet for deres roller. Colman føjer endnu en varm karakter til dronningerækken af skikkelser som Elizabeth II i The Crown og den patetiske Queen Anne i The Favourite (2018).



MAGGIE Gyllenhaal er nomineret for sit manuskript. Bogen udkom før Napoli-serien, der gjorde Ferrante berømt. Gyllenhaal bryder den ned i tre akter og lader et Slangen i Paradis-øjeblik vække Leda, når lyset skifter: den rådne frugt; en pinjekogle, som skærer hendes ryg; en orm, som kommer ud af dukkens øje.
   Gyllenhalls film er et smukt kvindestudie. Netflix har produceret, og i USA blev The Lost Daughter streamet fra starten. I Europa får filmen den store tur i biograferne. Den fortjener det ovenikøbet.


The Lost Daughter er Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Actress (Olivia Colman); Best Supporting Actress (Jessie Buckley); Best Adapted Screenplay (Maggie Gyllenhaal).


The Lost Daughter. Instr. og manus: Maggie Gyllenhaal. Foto: Hélène Louvart. 121 min. USA-UK-Israel-Grækenland 2021. Dansk premiere: 10.03.2022.


Fotos: Endeavor Content/ Samuel Marshall Films/ Pie Films/ Faliro House Productions/ SF Studios
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, VIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra Vértigo Films (Spanien) 29.06.2022
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.03.2022.

fredag den 3. september 2021

Richard Linklater: Before Midnight (2013)


EN FJERN SOL I ERINDRINGEN
Når syvårskrisen sætter ind

Af BO GREEN JENSEN

DE har altid haft en deadline. Céline og Jesse mødtes i Before Sunrise (1995) og så hinanden igen i Before Sunset (2004). Der har altid været noget, som de skulle nå at sige til hinanden, før fristen udløb. I Before Midnight har de fået hinanden, men der er stadig meget, de mangler at sige. Richard Linklaters Before-trilogi er et sjældent helstøbt udtryk for romantisk realisme. Den er også et stort snakkestykke.
   Dialogen begyndte i Wien. Amerikanske Jesse og franske Céline var begge først i tyverne, da de sad i toget og faldt i snak. De fulgtes ad og blev forelskede. I hvert fald kunne de forestille sig et liv med hinanden. De talte natten væk i Wien, før de tog videre med hver sit tog næste dag. Karaktererne var skåret tæt på skuespillerne, som fremstillede dem. Julie Delpy er født i 1969, Ethan Hawke i 1970. Céline og Jesse havde sikkert samme alder, da de mødte hinanden i Before Sunrise.



INSTRUKTØREN Richard Linklater var ti år ældre end parret i filmen. Med debutfilmen Slacker (1991) havde han markeret sig som en repræsentant for 90er-generationen, der blev forbundet med begreber som grunge i musikken og en post-moderne ironi, som gjorde det svært at tage noget alvorligt. Filmskaberen Kevin Smith (Clerks) og forfatteren Douglas Coupland (Generation X) var andre flaghejsere for denne no wave, som især var defineret ved sin historieløshed og sin mangel på et program.
   Slacker fulgte nogle venner gennem én dag i instruktørens hjemby, Austin i Texas. Opfølgeren Dazed and Confused (1993) gjorde det samme for en gymnasieklasse, der havde sidste skoledag i maj 1976. Slacker blev modtaget med entusiasme. Dazed and Confused fik derimod skyld for at forfladige generationsoplevelsen. Det var med disse sten i bagagen, at Linklater tog til Europa, som for et øjeblik – efter Murens fald, men før krigen på Balkan – var blevet et sindbillede på ny åbenhed og optimisme.



FOR tredje gang brugte Linklater den begrænsede tidsramme til at skildre et romantisk møde, som ikke fik lov til at folde sig ud, og som derfor blev ved at leve som en uforløst mulighed. Before Sunrise var en tidehvervsfilm først og fremmest. Gennem fine og følsomme samtaler tegnede manden fra Amerika og pigen fra Europa konturerne af en tid, to mennesker og en generation. Der blev ikke talt i overskrifter. Kritiske røster fandt æstetikken reklamefilmsagtig.
   Linklater har siden haft en alsidig produktion, både i Hollywood og independentmiljøet. Der er mekaniske studiefilm som The Newton Boys (1998), The School of Rock (2003) og Bad News Bears (2006). Der er sobre bestillingsopgaver som den britiske Me and Orson Welles (2008). Disse film har betalt for egne produktioner som Tape (2001), Fast Food Nation (2006) og A Scanner Darkly (2006). Det var dog altid noget særligt med filmene om Jesse og Céline.



HVERKEN Linklater, Hawke eller Delpy kunne slippe karaktererne fra Before Sunrise. Første gang de mødtes igen, var i en scene fra animationsfilmen Waking Life (2001), hvor Linklater brugte rotoskopi til at bearbejde live action-scener. Arbejdet blev udført af Bob Sabiston, som senere brugte teknikken f.eks. til at animere Jørgen Leth i Lars von Triers De fem benspænd. Linklater og Sabistons hovedværk er A Scanner Darkly, en filmatisering af Philip K. Dicks paranoide manifest. I Waking Life ligger Jesse og Céline og taler i sengen. Han siger, at de måske blot er aktører i hinandens fantasi.



TRE år senere tager Céline initiativet, da Jesse kommer til Paris for at promovere sin nye roman. Han er i mellemtiden blevet gift og har fået en søn. Céline bor sammen med en mand, som aldrig er hjemme. Hun får sit eksemplar af romanen signeret. De er 33 og 34 nu. Hun siger, at det gik fint, indtil hun læste hans bog. »I was fine until I read your fucking book. It stirred up shit, you know. It reminded me how genuinely romantic I was, how I had so much hope in things...«
   Han skal tilbage til New York samme aften, og de tilbringer dagen sammen i Paris, ganske som de gjorde ni år før i Wien. De går hjem til Céline og hører Nina Simone. Det er hele tiden muligt, at han ikke tager afsted. Ved slutningen er det uklart, om han når sit fly. Begge har savnet samtalen. Omvendt er der forpligtelser. Wien er som en fjern sol i erindringen. »Det handler ikke engang om dig længere,« siger Céline til Jesse. »Det handler om det øjeblik, der er forsvundet for altid.«



DER er gået otte år mere i Before Midnight. Céline og Jesse tog altså springet og blev sammen efter gensynet. De har yndige tvillingedøtre. De har tilbragt sommeren i Grækenland som gæster på et refugium. Han har skrevet på sin fjerde bog, mens hun har passet pigerne. Jesses teenagesøn, som bor hos sin mor i Chicago, har været på besøg. Filmen åbner i lufthavnen, hvor Jesse sender drengen hjem. Jesse synes ikke, de har fået sagt nok. Sønnen mener, at der næsten er sagt for meget.
   Hvordan det blev, som det blev, og hvordan det er, kommer for en dag i den første lange dialog mellem Jesse og Céline. De sidder i bilen og taler, mens pigerne – som har været syge, hvilket ikke hjalp på feriestemningen – sover på bagsædet. Hele trilogien er baseret på samtaler, som føles fuldkommen naturlige. Scenerne spiller i mange minutter. De samler hverdagskrummer op som en fugtig finger. Linklater skrev Before Sunrise sammen med Kim Krizan. I de følgende film er dialogen blevet til i samarbejde med Ethan Hawke og Julie Delpy.



NÅR det kommer til stykket, går det ikke så fantastisk for familien. Eller han er i det store hele tilfreds, mens hun føler, at hun har lidt afsavn, har sat sit eget arbejdsliv på standby, er blevet bred om hofterne og altid er den, der står med de praktiske ting, som en hverdag består af. Jesse synes også, at han gør sit. Hun kalder ham Kaptajn Pletfri – med bidende ironi – og parodierer hans faste samlejeteknik.
   Der er en lang snak i bilen, så en endnu længere samtale, der føres på en stemningsfuld baggrund af olivenlund og ruiner. På refugiet holder man afskedsmiddag, og der er i den forbindelse en lang fællesscene med både dybe og lommefilosofiske replikker. Parret takker for tiden i solen. Så har vennerne en overraskelse. Céline og Jesse skal tilbringe natten på et romantisk hotel. Værelset er bestilt og betalt, så de kan dårligt sige nej tak til gaven.*



HER følger filmens sætstykke – en 14 minutter lang dialog, hvor alle kortene kommer på bordet. Hun får næsten talt sig ud af ægteskabet og kærligheden for bestandig. Han kan faktisk huske følelsen, som binder dem sammen, og han taler godt for sagen, da det gælder. Da hvedebrødsværelset bliver klaustrofobisk, henlægges samtalen til en restaurant på havnen. I de første film var det spændende, om parret fandt hinanden. Denne gang er spørgsmålet, om de vil blive sammen.
   Det er en ualmindelig velskreven dialog, som kommer rundt om de største og de mindste ting, ofte i én og samme sætning. Enhver, der har været i et parforhold, i langvarige ægteskaber og sammenbragte børnefamilier, vil nikke genkendende til det hele. Flere scener føles som outtakes fra hverdagen. Der er dog også manierismer, som var mindre markante i de første to film.



DIALOGEN tenderer mod sarkastisk situationskomik i stilen fra Woody Allen. Sådan skriver Julie Delpy – tonen præger også de parforholdsfilm, 2 dage i Paris (2007) og 2 dage i New York (2012), som hun selv har instrueret. Det er sukker om den bitre pille, og underholdningsværdien er høj, men mange af replikkerne spiller for det billige grin. Det er Céline, som gør brug af sarkasmen. Jesse siger mindre og er mere reflekteret. Der bliver nok også sagt for meget, som begge parter udmærket ved.
   Til tider kan man høre manuskriptet på en måde, som man ikke kunne i Before Sunrise og Before Sunset. Célines klagepunkter er mange – og man fornemmer, at der findes en huskeliste med samlivsproblemer og kønspolitiske temaer, som skal krydses af. Især ved et gensyn bliver filmens svagheder synlige. Måske er det bare sådan. Tiden gør nar af os alle. Med årene bliver vi til tricks og klicheer.



DER bliver dog kompenseret på den dramatiske konto. Hawke og Delpy taler helt ubesværet, som om der ingen iscenesættelse var. Projektet har få sidestykker. To karakterer passerer fra 24 til 44 år og er egentlig altid i gang med at føre en samtale, som de aldrig bliver færdige med. De kan tro, at de er trætte af at snakke, men hvis samtalepartneren ikke var der, ville de slet ikke kunne fungere.
   Der er stadig en friskhed i formen, som er unik. Man skal naturligvis se Before Midnight, og bagefter kan man gå hjem og gense de to første film. Der er også gået tyve år for én selv, og det er bevægende at se de unge mennesker, som møder hinanden i toget i Before Sunrise. Et ældre par skændes på tysk. De forlader kupeen, og amerikaneren spørger sin franske medpassager:
   »Kunne du forstå, hvad de skændtes om? Taler du engelsk?« »Ja. Nej, desværre. Jeg er ikke god til tysk.« Efter en pause tilføjer hun: »Ved du, man siger, at ægtepar mister evnen til at høre hinanden, efterhånden som de bliver ældre?« »Nej.« »Mændene mister evnen til at høre skingre lyde, og kvinderne taber hørelsen i det lave register. De opvejer hinanden, går jeg ud fra.« »Det er nok naturens måde at lade par blive gamle sammen på uden at slå hinanden ihjel.«


SCENEN er fuld af profetisk ironi. Bliver Céline og Jesse gamle sammen, og kan de stadig høre hinanden efter otte år i hverdagens vridemaskine? Man håber det jo, for dette par er alle par i generationen, der kom til ved den kolde krigs slutning.
   De første to film var besatte af tidsånd. Den tredje handler om kærligheden for alvor. På sin minimalistiske måde er det en af de store amerikanske film i årtiet.


*) Blandt gæsterne ved bordet er Yiannis Papadopoulos, Ariane Labed, Panos Koronis og Athina Rachel Tsangari. Papadopoulos havde titelrollen i Boy Eating Bird's Food, en poetisk-absurdistisk sædeskildring fra den græske finanskrise, som Ektoras Lygizos skrev og instruerede i 2012. Ariane Labed spillede Marina i Tsangaris gennembrudsfilm Attenberg (2010). Hun medvirkede også i The Lobster, den første engelsksprogede film af Yorgos Lanthimos og Efthymis Filippou. Her ses Tsangari ved bordet sammen med Koronis, der var en af de seks mænd ombord på lystfartøjet i Tsangaris Chevalier (2015). 

Before Midnight. Instr.: Richard Linklater. Manus: Julie Delpy, Ethan Hawke og Richard Linklater. Foto: Christos Voudouris. 109 min. USA-Grækenland 2013. Dansk premiere: 22.08.2013


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Miracle Film Distribution/ Warner Bros.
Filmen streames på Amazon Prime, Apple TV, Grand Hjemmebio, MUBI, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra The Criterion Collection [i bokssættet The Before Trilogy (Spine #856)] 28.10.2019
Anmeldelsen stod i  Weekendavisen Kultur 23.08.2013.

onsdag den 3. februar 2021

Athina Rachel Tsangari: Attenberg (2010)


DEN GRÆSKE BØLGE
Athina Tsangari bryder igennem

Af BO GREEN JENSEN

GRÆSK film har forvandlet sig fra en ælling til en svane. Køligt elegante kunstfilm som Yorgos Lanthimos’ Dogtooth (2009) og Athina Rachel Tsangaris Attenberg er blevet noget, enhver festival må have med i paletten.
   Der er vel at mærke ikke tale om enkeltstående titler. Under slagnumrene bobler et vækstlag af film, som med prunkløs realisme skildrer den sociale virkelighed i katastrofeøkonomien – f.eks. Stanos Anastopoulos’ Correction fra 2007 – eller afsøger alle bevidsthedens lag som i Alexis Alexious’ metagyser Istoria 52 (2008).
   Før 2000 var der kun Costa-Gavras og Theo Angelopoulos. I 10erne kunne man pludselig tale om en veritabel græsk bølge af fornemme film.
   Attenberg følger den 23-årige Marina (Ariane Labed), som sammen med veninden Bella (Evangelia Randou) venter i en by ved kysten, hvor hendes far bliver behandlet for cancer. Marina har en blokering i forhold til sin seksualitet. Hun udforsker kroppen sammen med Bella og spørger sin far om de fysiske processer. Filmen leger med ordene på samme måde, som den fascistiske kernefamilie gjorde i Dogtooth. At demonstrere sproglig fremmedgørelse må for de græske filmskabere være lige så vigtigt, som en dialektisk dialog var i post-kommunistiske film fra Rumænien.*


ATTENBERG er dog også en legende, morsom og sanselig film. Det fantastiske billede af veninderne, der slikker på hinandens tunger, mens kameraet ser dem fra siden, findes allerede i første scene. »Hvordan føles min tunge?« »Som en snegl. Det er ulækkert. Jeg vil ikke mere,« siger Marina. Det vil hun dog alligevel, da en fremmed flytter ind på hotellet. Processen er langstrakt, og manden bliver udspurgt om alle kønnets mysterier, men Marina nærmer sig indvielsen lige så sikkert, som hendes far bevæger sig mod døden. På god græsk vis hænger tingene endelig sammen.
   Det er ikke en film, som fortæller. Den observerer og viser situationer, som tilskueren selv må sætte i orden. Far og datter holder af at se David Attenboroughs naturfilm – heraf titlen – og viser hinanden hengivenhed ved at sige som aber, der gør sig til. Marina og Bella spadserer i støvler og kitler, taler om freudianske sexdrømme og agerer synkront som dansende fugle. Det er enkle og fantastiske billeder, som Thimios Bakatakis arrangerer med symmetri og økonomi. Netop fordi der ikke er råd til episke storproduktioner, går filmskaberne ind i de enkelte menneskers liv.


MARINAS far dør. Bella sender ham godt afsted, og Marina tager selv den hårde tørn med at ordne begravelsen. Hun vænner sig til et liv uden ham. Ingen agerer på noget tidspunkt teatralsk. Som tilskuer er man bjergtaget og føler sig hensat til franske og spanske film fra 1960erne, da den samme slags kølige blik sidst blev kastet. De nye film fra Grækenland er udtryk for en abstrakt realisme, der formår at lade form og sjæl smelte sammen, så det føles som inderlig virkelighed. I Dogtooth var resultatet preciøst og lidt hysterisk. I Attenberg er det simpelt hen mageløst.

*) Jeg tænker på film som Cristian Mungius 4 måneder, 3 uger og 2 dage (2004) og Corneliu Porumboius Politi, adjektiv (2009). Især i den rumænske bølges første år var der altid en centralt anbragt scene, hvor en person med magt beskrev sin magt og den totalitære logik i strukturen. Fosterfordriveren gør det i Mungius film. Hos Porumbuiu taler politiassistenten med den lakoniske kommissær, som fører en nær-monolog. Ti år senere handler det om statslig korruption og nødvendig bestikkelse i Mungius Baccalauréat (2016, da. Prøven). Porumbuiu har simpelt hen opgivet sproget i den absurdistiske gangsterfilm om The Whistlers (2019). Her kommunikerer man med fonetiske fløjt.


Attenberg. Instr. og manus: Athina Rachel Tsangari. Foto: Thimios Bakatakis. 95 min. Grækenland 2010. Dansk premiere: 08.09.2011


Fotos: Haos Film/ Cinematerial/ Øst for Paradis Distribution

Filmen streames på Amazon Instant og iTunes
Trykt i Weekendavisen Kultur 09.09.2011