Alex Garland: Men (2022) [Horror 100]

ALLE VERDENS KLAMME MÆND
Kønspolitik i folk horror-forklædning

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med, at Harpers mand virkelig gennemfører sin trussel. Deres blikke mødes i nanosekundet, da han styrter ned. Den første scene i Men bliver gentaget mange gange, for Harper (Jessie Buckley) er slet ikke færdig med at bearbejde det traumatiserende chok. Hvad var det egentlig, hun så?

   Det er i hvert fald en smuk selvmordsscene, der bevæger sig i samme mikroskopiske tempo som åbningssekvensen i Lars von Triers Antichrist (2009). Noget tragisk er realiseret betagende smukt. Der er intet at udsætte på æstetikken i Alex Garlands forbløffende folk horror-fabel. Fotografen Rob Hardy hører til de bedste og sikreste i dagens britiske film.

   James (Paapa Essiedu) falder fra taget på en ejendom, som ligger ved Themsen i London. Som filmet i den gyldne regn, er byen et futuristisk drømmesyn. Det fremgår, at parret skændtes, og han slog hende – hårdt og med knyttet hånd – før han sprang. Hun sagde, at de skulle skilles, og hun holdt fast trods hans klynkende trusler.

   Så stærkt letter drømmeskibet i Men. For desværre at lande et helt andet sted.

GULDØJEBLIKKET er fortid, da titelsekvensen er afviklet. Nu ankommer Harper til et historisk hus, som ligger langt ude på landet. Hun har lejet det for at komme til hægterne. Hun tager for god ordens skyld en bid af det æble, hun plukker fra træet i forhaven. Det er et »Drik Mig«-øjeblik i stilen fra Alice i Eventyrland. Valget mellem rød og blå virkelighed i The Matrix. Den forbudte frugt er naturligvis også bibelsk.

   Husets ejer, Geoffrey, er en rødmosset, fattigfin aristokrat. Man kender typen fra 23 sæsoner af Midsomer Murders, tv-serien om Detective Chief Inspector Barnaby. Vi er nu i Cotswolds-regionen – det tidløse netværk af idylliske landsbyer, som er scenen for så mange anakronistiske puslespilskrimier og nostalgiske britiske gys.

   Geoffrey spilles af Rory Kinnear, som forstår at tegne sin karakter. Han er lunefuld, excentrisk og faretruende jovial. Harper indretter sig, facetimer med en veninde i London og går dragende ture i skoven. Her er regnlyset dunkelt, og verden er fugtig. Hver farveplet lyser op.

VI får en tæt, taktil fornemmelse af, hvor skrøbelig Harpers sindstilstand er. Og hvor stærkt hun længes efter at være videre og have det godt. Musikken er skiftevis atmosfærisk – som skrevet af Geoff Barrow og Ben Salisbury fra Portishead – og specifik i sin brug af Lesley Duncans »Love Song« fra 1970.

   Skoven gennemskæres af viadukter fra en nedlagt jernbanelinie. Harper står længe ved tragten og ser ind i mørket. Kameraet har kikkertsyn. Da hun kalder ind i tunnelen, sender ekkoet triller tilbage. Hun begynder at synge sammen med ekkoet. Der er også en legesyg vilje på spil.

   

DA folklorefiguren Den Grønne Mand med ét står nøgen på marken, forstår man, at noget er rivende galt. Det er ikke kun anelser i Harpers hoved. Han kommer med på hendes foto og følger efter, da hun går hjem. Politiet er hurtigt på stedet, og en kvindelig betjent er empatisk, da hun noterer Harpers forklaring.*

   Imens står en mandlig betjent og ser til. Han har samme ansigtstræk som Geoffrey. Det gælder senere også for præsten, der lader hånden kærtegne stedet på bænken, hvor Harpers køn netop har været. Det gælder for kostskoledrengen med slips, korte bukser og Marilyn Monroe-maske. For værten i pubben og hver enkel gæst. Alle de klamme mænd i landsbyen.

ALEX Garland (f. 1970) er en selvlært, atypisk og interessant filmskaber. Som ung forfatter fik han international succes med romanen The Beach (1996, da. Stranden), en psykedelisk rejsefortælling fra Thailand, der blev en kultbog for backpackergenerationen.

   Stranden blev stort filmatiseret med Leonardo DiCaprio, Virginie Ledoyen og Guillaume Canet. Danny Boyle instruerede, Darius Khondji var fotograf, Angelo Badalamenti (1937-2022) skrev musikken. Alligevel var filmen en stor skuffelse.

   Garland fortsatte forfatterskabet i The Tesseract (1998, da. Tesseract) og The Coma (2005, da. Koma), som begge er bygget af cerebralt horrorstof. Det var højt profilerede udgivelser, men de bøger slog slet ikke an. Det gik gradvis op for forlæggerne, at Stranden havde været en undtagelse.

   Nu fik Garland skyld for at være en one trick pony og for at sejle under falsk flag. Imens fortsatte han samarbejdet med Danny Boyle og bekendte kulør som en genreforfatter med særlig indsigt i sci-fi og horror. Garland skrev manuskriptet til zombie/epidemi-filmen 28 Days Later (2005) og rumrejsefilmen Sunshine (2007), der har Kubrick-kvaliteter.

   Begge titler har deres fejl. Men Mark Romaneks filmatisering af Kazuo Ishiguros Never Let Me Go (2005, da. Slip mig aldrig), som Garland adapterede i 2010, er blandt de bedste britiske dystopier. Carey Mulligan, Keira Knightley og Andrew Garfield spiller klonerne, der bliver dyrket for deres organer. Filmen fik ikke dansk biografpremiere, men streames på flere platforme nu.

GARLAND er som andre britiske drenge vokset op med tegneseriemagasinet 2000 A.D., hvor Alan Moore, Brian Bolland, Alan Grant og flere andre af kunstartens stjerner begyndte. En af de ikoniske karakterer fra universet er Judge Dredd. Garland skrev manuskriptet til Dredd (2012). Det var ikke bare hård science fiction. Denne dystopi var brutal.

   Endelig tog Garland springet og instruerede selv Ex Machina (2014). Her var Alicia Vikander den kunstige kvinde, som udfordrede og forførte Domnall Gleesons IT-arbejder. Ex Machina kombinerer Pygmalion-motivet med elementer fra den jødiske Golem-legende og Mary Shelleys Frankenstein.

   Den lille film gjorde betydeligt indtryk, og Garland kunne på større budget filmatisere Annihilation (2018), den første af romanerne i Jeff VanderMeers Southern Reach-trilogi (2014), som på dansk hedder Udslettelse, Autoritet og Accept. Natalie Portman og tre andre kvinder udforsker det muterede landskab. Her var kønsbevidsthed og økologi. Filmen er et febersyn. Men den fik »kun« premiere på Netflix.

   Mellem Annihilation og Men debuterede Garland i tv-regi som forfatter, konceptuerende instruktør og showrunner på miniserien Devs (2020), der videreudvikler motiver fra Ex Machina. Garland skrev og instruerede selv alle otte episoder. Serien blev produceret for Hulu og streames i Danmark på Disney+.

JEG nævner alt dette for at beskrive de store forventninger, man kommer med til Garlands Men. De bliver imidlertid ikke indfriet.

   Roman Polanski er næsten unævnelig nu, men Garlands film ligner i lang tid en agorafobisk variation over den seksuelle klaustrofobi, som Polanski udforskede i Repulsion (1965, da. Chok) med Catherine Deneuve og Rosemary’s Baby (1968) med Mia Farrow. Man tror, man skal se en fabel om kønnet med stærke #MeToo-motiver. En film, der giver kvinderne ret.

   Garland gør noget andet. I stedet for at gå med tvivl og anelser, bliver han bogstavelig og forklarer sin fabel med en serie groteske fødsler og genfødsler. Så standser han atter ved #MeToo-motivet, men den overnaturlige faktor har undermineret en gensidig tillid. Vi kan næsten ikke tage facit alvorligt.

   [Det kan være min begrænsning – måske fungerer filmen fungerer for andre. Når en kritiker skriver »vi« på den måde, skal det naturligvis læses som »jeg«. Flertalsformen bruges for at give den subjektive reaktion et skær af objektiv uigendrivelighed. »Man« kan vende argumentet og se kønspolitikken som camouflage. Måske er gruen vigtigst for Garland, mens #YesAllMen-faktoren er opportunistisk forsiring.

   Begge dele – og blandingen – er interessante, så længe balancen er usikker. Men de groteske graviditeter og den allegorisk udpenslede manbirth til slut skal åbenbart læses bogstaveligt. Der er et tipping point mellem virkeligheder, som ligger forkert, synes jeg. Og den »øverste« forklaring føles mest af alt som en skrivebordsløsning.]

MAN skal se det for at tro det. Her er grafisk body horror, som kan måle sig med Julia Ducournau og David Cronenberg. Her er psykisk kaos i samme hysteriske skala som hos Darren Aronofsky i mother! (2017), der delte og forvirrede auteurens fans på samme måde.

   Men er på linie med den selvbevidste horror hos filmskabere som Ari Aster (Hereditary, Midsommar), Ben Wheatley (Kill List, Sightseers, A Field in England) og Jordan Peele (Get Out, Us, Nope). Garland følger sit særlige syn på det makabre og fantastiske. Men Men er kun liflig og stærk i en time. Så bliver den til noget andet.

   Det er for Jessie Buckleys indsats i rollen som Harper, at man følger med hele vejen. Det gør selvfølgelig også sin virkning at se Kinnear spille ti forskellige karakterer (uanset om de viser sig at være én). Isoleret set er ideerne gode, men helheden er et misfoster. Gå selv ind og se efter. Der er i hvert fald organisk gru for alle pengene.

*) Den Grønne Mand er fra førkristen tid forbundet med fertilitet og cyklisk genkomst. Han er den kropsliggjorte frugtbarhed, i familie med Dionysos og Bacchus. Som kirkeligt ornament bliver »bladansigtet« (»foliate head«) først i nyere tid forbundet med figuren fra den dybe tradition. Det giver ikonoklastisk stemte skribenter anledning til (fejlagtigt) at affærdige mytekomplekset som en moderne konstruktion. Folkloristen Lady Raglan, som skrev artiklen »The 'Green Man' in Church Architecture« i 1939, var mere opsat på at navngive den arkitektoniske detalje og forbinde bladansigtet med sin lokale kirke i Wales. Den Grønne Mand er særligt aktiv i ny folk horror, men har mørk og ustyrlig kraft allerede i middelalderdigtet om Sir Gawain and the Green Knight. Man kan hugge ham ned og skære ham over, men kroppen vokser altid ud igen. Han er majstangen, vi danser om; John Barleycorn, der dør hvert år, når kornet høstes. Han er skovguden (Peter) Pan og folkehelten Robin Hood. Talrige engelske pubber bærer navnet The Green Man. Han optræder i moderne litteratur fra Kingsley Amis’ The Green Man (1969) til Lindsay Clarkes The Chymical Wedding (1989) og Roy Harpers sangcyklus The Green Man (2000). Figuren er altid maskulin. I Garlands film suppleres motivet med det tilsvarende feminine Sheela-na-gig.

   

I juli 2023 bekræfter Garland og Danny Boyle, at de er langt med forarbejdet til en tredje film i zombieserien, der begyndte med 28 Days Later. Titlen er 28 Months Later. Det kan være, at Garland selv instruerer.

Se også Danny Boyle | Alex Garland: 28 Days Later (2002); Danny Boyle | Alex Garland: Sunshine (2007) [Sci-Fi 100]; Comics Culture | To film om Judge Dredd (1995/2012); Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]. 

Men. Instr. & manus: Alex Garland. Foto: Rob Hardy. 100 min. UK 2022. Dansk premiere: 02.06.2022.

Fotos: DNA Films/ A24/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Library of Congress [Foliate Head/ Green Man-photo]/ Science Friction [Roy Harper The Green Man 'Cover design by Harry Pearce at Lippa Pearce Design with special thanks to Gareth Bulton for his assistance'].  

Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Entertainment in Video (UK) 22.08.2022.

Anmeldelsen stod [uden selvkritisk indskud] i Weekendavisen Kultur 03.06.2022.

Maggie Gyllenhaal: The Lost Daughter (2021) [Oscars 2022]

RÅDDEN FRUGT

Gyllenhaal filmatiserer Ferrante

Af BO GREEN JENSEN

DET er ved at blive nat, da Leda Caruso (Olivia Colman) ankommer til det græske øhav. Leda er 48, professor i litteratur og fraskilt mor til voksne døtre på 22 og 23. Hun er britisk, men underviser på Harvard.

   Der bliver konstant eksponeret alder, baggrund og kronologi i The Lost Daughter. Det er ikke, fordi manuskriptforfatteren er begynder. Leda er bare besat af de ting. Teksten, som hun arbejder med, er for god ordens skyld Dantes Divina Commedia med begyndelsen om at være midtvejs i skoven.

   Leda indretter sig og markerer en venlig distance til den lidt ældre Lyle (Ed Harris), som passer hotellejligheden, og den langt yngre Will (Paul Mescal), der flytter stole på stranden. Ganske vist er der rådden frugt i bunden af skålen på værelset, men det begynder som en god arbejdsferie.

STEMNINGEN skifter, da stranden bliver koloniseret af en støjende storfamilie. Leda nægter at afgive sin plads. Hun ser trodsigt på alfakvinden i koret. Callie (Dagmara Dominczyk) er 42 og højgravid. Søsteren Nina (Dakota Johnson) fanger Ledas interesse. Mændene bag kvinderne er ludende Sopranos-typer.

   Empatien er måske fejlanbragt, men Leda ser sig selv som ung i Nina. Da Ninas datter bliver væk, finder Leda det legende barn. Hun finder også pigens dukke, som hun gemmer på sit værelse og behandler som et spædbarn. Hidtil har vi set på Leda med indlevelse. Nu er der afvigende sympatier.

   I flashbacks husker Leda, hvordan hun som ung havde svært ved at arbejde og samtidig være der for sine børn. Den yngre Leda, som spilles af Jessie Buckley, gør alt, hvad gode mødre sjældent gør på film. Hun går fra familien og bliver væk i tre år. Der var tilvalg og fravalg, for sådan er livet.

SKUESPILLEREN Maggie Gyllenhaal (f. 1977) debuterer som instruktør med en omkalfatret filmatisering af Elena Ferrantes La figlia oscura (2006), som på dansk hedder Dukken der blev væk. Hos Ferrante er der ingen græske og amerikanske forbindelser, men det er de samme sociale markeringer.

   Filmen deler Ledas synsvinkel, men ser hende også på afstand. Skønt de flimrende flashbacks er meget bastant lagt til rette, får man som tilskuer en fornemmelse af at være i Ledas bevidsthed. Der er en stor smerte inde i kvinden. Mødet med Nina stikker et hul, både metaforisk og bogstaveligt.

DEN græske baggrund er mest til pynt. Øen bliver kaldt Kyopeli, men der er tale om Spetses. Lyle betror Leda, at Leonard Cohen »kom over fra Hydra« i gamle dage, og Leda ser film i biografen Titania, som er en institution. Hun ser The Last Time I Saw Paris (1954), som bygger på F. Scott Fitzgeralds novelle »Babylon Revisited« (1930, da. »Gensyn med Babylon«) fra samlingen Taps at Reveille (1935). Det er anden stor tekst om fortrydelser.

   Olivia Colman og Jessie Buckley er Oscar-indstillet for deres roller. Colman føjer endnu en varm karakter til dronningerækken af skikkelser som Elizabeth II i The Crown og den patetiske Queen Anne i The Favourite (2018).

MAGGIE Gyllenhaal er nomineret for sit manuskript. Bogen udkom før Napoli-serien, der gjorde Ferrante berømt. Gyllenhaal bryder den ned i tre akter og lader et Slangen i Paradis-øjeblik vække Leda, når lyset skifter: den rådne frugt; en pinjekogle, som skærer hendes ryg; en orm, som kommer ud af dukkens øje.

   Gyllenhalls film er et smukt kvindestudie. Netflix har produceret, og i USA blev The Lost Daughter streamet fra starten. I Europa får filmen den store tur i biograferne. Den fortjener det ovenikøbet.

The Lost Daughter er Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Actress (Olivia Colman); Best Supporting Actress (Jessie Buckley); Best Adapted Screenplay (Maggie Gyllenhaal).

Se også Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Westerns 100]; Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021) [Oscars 2022]; Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022]; Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; Pablo Larrain: Spencer (2021) [Oscars 2022]; Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022].

The Lost Daughter. Instr. og manus: Maggie Gyllenhaal. Foto: Hélène Louvart. 121 min. USA-UK-Israel-Grækenland 2021. Dansk premiere: 10.03.2022.

Fotos: Endeavor Content/ Samuel Marshall Films/ Pie Films/ Faliro House Productions/ SF Studios

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Vértigo Films (Spanien) 29.06.2022

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.03.2022.