Alex Garland: Men (2022) [Horror 100]

ALLE VERDENS KLAMME MÆND
Kønspolitik i folk horror-forklædning

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med, at Harpers mand virkelig gennemfører sin trussel. Deres blikke mødes i nanosekundet, da han styrter ned. Den første scene i Men bliver gentaget mange gange, for Harper (Jessie Buckley) er slet ikke færdig med at bearbejde det traumatiserende chok. Hvad var det egentlig, hun så?

   Det er i hvert fald en smuk selvmordsscene, der bevæger sig i samme mikroskopiske tempo som åbningssekvensen i Lars von Triers Antichrist (2009). Noget tragisk er realiseret betagende smukt. Der er intet at udsætte på æstetikken i Alex Garlands forbløffende folk horror-fabel. Fotografen Rob Hardy hører til de bedste og sikreste i dagens britiske film.

   James (Paapa Essiedu) falder fra taget på en ejendom, som ligger ved Themsen i London. Som filmet i den gyldne regn, er byen et futuristisk drømmesyn. Det fremgår, at parret skændtes, og han slog hende – hårdt og med knyttet hånd – før han sprang. Hun sagde, at de skulle skilles, og hun holdt fast trods hans klynkende trusler.

   Så stærkt letter drømmeskibet i Men. For desværre at lande et helt andet sted.

GULDØJEBLIKKET er fortid, da titelsekvensen er afviklet. Nu ankommer Harper til et historisk hus, som ligger langt ude på landet. Hun har lejet det for at komme til hægterne. Hun tager for god ordens skyld en bid af det æble, hun plukker fra træet i forhaven. Det er et »Drik Mig«-øjeblik i stilen fra Alice i Eventyrland. Valget mellem rød og blå virkelighed i The Matrix. Den forbudte frugt er naturligvis også bibelsk.

   Husets ejer, Geoffrey, er en rødmosset, fattigfin aristokrat. Man kender typen fra 23 sæsoner af Midsomer Murders, tv-serien om Detective Chief Inspector Barnaby. Vi er nu i Cotswolds-regionen – det tidløse netværk af idylliske landsbyer, som er scenen for så mange anakronistiske puslespilskrimier og nostalgiske britiske gys.

   Geoffrey spilles af Rory Kinnear, som forstår at tegne sin karakter. Han er lunefuld, excentrisk og faretruende jovial. Harper indretter sig, facetimer med en veninde i London og går dragende ture i skoven. Her er regnlyset dunkelt, og verden er fugtig. Hver farveplet lyser op.

VI får en tæt, taktil fornemmelse af, hvor skrøbelig Harpers sindstilstand er. Og hvor stærkt hun længes efter at være videre og have det godt. Musikken er skiftevis atmosfærisk – som skrevet af Geoff Barrow og Ben Salisbury fra Portishead – og specifik i sin brug af Lesley Duncans »Love Song« fra 1970.

   Skoven gennemskæres af viadukter fra en nedlagt jernbanelinie. Harper står længe ved tragten og ser ind i mørket. Kameraet har kikkertsyn. Da hun kalder ind i tunnelen, sender ekkoet triller tilbage. Hun begynder at synge sammen med ekkoet. Der er også en legesyg vilje på spil.

   

DA folklorefiguren Den Grønne Mand med ét står nøgen på marken, forstår man, at noget er rivende galt. Det er ikke kun anelser i Harpers hoved. Han kommer med på hendes foto og følger efter, da hun går hjem. Politiet er hurtigt på stedet, og en kvindelig betjent er empatisk, da hun noterer Harpers forklaring.*

   Imens står en mandlig betjent og ser til. Han har samme ansigtstræk som Geoffrey. Det gælder senere også for præsten, der lader hånden kærtegne stedet på bænken, hvor Harpers køn netop har været. Det gælder for kostskoledrengen med slips, korte bukser og Marilyn Monroe-maske. For værten i pubben og hver enkel gæst. Alle de klamme mænd i landsbyen.

ALEX Garland (f. 1970) er en selvlært, atypisk og interessant filmskaber. Som ung forfatter fik han international succes med romanen The Beach (1996, da. Stranden), en psykedelisk rejsefortælling fra Thailand, der blev en kultbog for backpackergenerationen.

   Stranden blev stort filmatiseret med Leonardo DiCaprio, Virginie Ledoyen og Guillaume Canet. Danny Boyle instruerede, Darius Khondji var fotograf, Angelo Badalamenti (1937-2022) skrev musikken. Alligevel var filmen en stor skuffelse.

   Garland fortsatte forfatterskabet i The Tesseract (1998, da. Tesseract) og The Coma (2005, da. Koma), som begge er bygget af cerebralt horrorstof. Det var højt profilerede udgivelser, men de bøger slog slet ikke an. Det gik gradvis op for forlæggerne, at Stranden havde været en undtagelse.

   Nu fik Garland skyld for at være en one trick pony og for at sejle under falsk flag. Imens fortsatte han samarbejdet med Danny Boyle og bekendte kulør som en genreforfatter med særlig indsigt i sci-fi og horror. Garland skrev manuskriptet til zombie/epidemi-filmen 28 Days Later (2005) og rumrejsefilmen Sunshine (2007), der har Kubrick-kvaliteter.

   Begge titler har deres fejl. Men Mark Romaneks filmatisering af Kazuo Ishiguros Never Let Me Go (2005, da. Slip mig aldrig), som Garland adapterede i 2010, er blandt de bedste britiske dystopier. Carey Mulligan, Keira Knightley og Andrew Garfield spiller klonerne, der bliver dyrket for deres organer. Filmen fik ikke dansk biografpremiere, men streames på flere platforme nu.

GARLAND er som andre britiske drenge vokset op med tegneseriemagasinet 2000 A.D., hvor Alan Moore, Brian Bolland, Alan Grant og flere andre af kunstartens stjerner begyndte. En af de ikoniske karakterer fra universet er Judge Dredd. Garland skrev manuskriptet til Dredd (2012). Det var ikke bare hård science fiction. Denne dystopi var brutal.

   Endelig tog Garland springet og instruerede selv Ex Machina (2014). Her var Alicia Vikander den kunstige kvinde, som udfordrede og forførte Domnall Gleesons IT-arbejder. Ex Machina kombinerer Pygmalion-motivet med elementer fra den jødiske Golem-legende og Mary Shelleys Frankenstein.

   Den lille film gjorde betydeligt indtryk, og Garland kunne på større budget filmatisere Annihilation (2018), den første af romanerne i Jeff VanderMeers Southern Reach-trilogi (2014), som på dansk hedder Udslettelse, Autoritet og Accept. Natalie Portman og tre andre kvinder udforsker det muterede landskab. Her var kønsbevidsthed og økologi. Filmen er et febersyn. Men den fik »kun« premiere på Netflix.

   Mellem Annihilation og Men debuterede Garland i tv-regi som forfatter, konceptuerende instruktør og showrunner på miniserien Devs (2020), der videreudvikler motiver fra Ex Machina. Garland skrev og instruerede selv alle otte episoder. Serien blev produceret for Hulu og streames i Danmark på Disney+.

JEG nævner alt dette for at beskrive de store forventninger, man kommer med til Garlands Men. De bliver imidlertid ikke indfriet.

   Roman Polanski er næsten unævnelig nu, men Garlands film ligner i lang tid en agorafobisk variation over den seksuelle klaustrofobi, som Polanski udforskede i Repulsion (1965, da. Chok) med Catherine Deneuve og Rosemary’s Baby (1968) med Mia Farrow. Man tror, man skal se en fabel om kønnet med stærke #MeToo-motiver. En film, der giver kvinderne ret.

   Garland gør noget andet. I stedet for at gå med tvivl og anelser, bliver han bogstavelig og forklarer sin fabel med en serie groteske fødsler og genfødsler. Så standser han atter ved #MeToo-motivet, men den overnaturlige faktor har undermineret en gensidig tillid. Vi kan næsten ikke tage facit alvorligt.

   [Det kan være min begrænsning – måske fungerer filmen fungerer for andre. Når en kritiker skriver »vi« på den måde, skal det naturligvis læses som »jeg«. Flertalsformen bruges for at give den subjektive reaktion et skær af objektiv uigendrivelighed. »Man« kan vende argumentet og se kønspolitikken som camouflage. Måske er gruen vigtigst for Garland, mens #YesAllMen-faktoren er opportunistisk forsiring.

   Begge dele – og blandingen – er interessante, så længe balancen er usikker. Men de groteske graviditeter og den allegorisk udpenslede manbirth til slut skal åbenbart læses bogstaveligt. Der er et tipping point mellem virkeligheder, som ligger forkert, synes jeg. Og den »øverste« forklaring føles mest af alt som en skrivebordsløsning.]

MAN skal se det for at tro det. Her er grafisk body horror, som kan måle sig med Julia Ducournau og David Cronenberg. Her er psykisk kaos i samme hysteriske skala som hos Darren Aronofsky i mother! (2017), der delte og forvirrede auteurens fans på samme måde.

   Men er på linie med den selvbevidste horror hos filmskabere som Ari Aster (Hereditary, Midsommar), Ben Wheatley (Kill List, Sightseers, A Field in England) og Jordan Peele (Get Out, Us, Nope). Garland følger sit særlige syn på det makabre og fantastiske. Men Men er kun liflig og stærk i en time. Så bliver den til noget andet.

   Det er for Jessie Buckleys indsats i rollen som Harper, at man følger med hele vejen. Det gør selvfølgelig også sin virkning at se Kinnear spille ti forskellige karakterer (uanset om de viser sig at være én). Isoleret set er ideerne gode, men helheden er et misfoster. Gå selv ind og se efter. Der er i hvert fald organisk gru for alle pengene.

*) Den Grønne Mand er fra førkristen tid forbundet med fertilitet og cyklisk genkomst. Han er den kropsliggjorte frugtbarhed, i familie med Dionysos og Bacchus. Som kirkeligt ornament bliver »bladansigtet« (»foliate head«) først i nyere tid forbundet med figuren fra den dybe tradition. Det giver ikonoklastisk stemte skribenter anledning til (fejlagtigt) at affærdige mytekomplekset som en moderne konstruktion. Folkloristen Lady Raglan, som skrev artiklen »The 'Green Man' in Church Architecture« i 1939, var mere opsat på at navngive den arkitektoniske detalje og forbinde bladansigtet med sin lokale kirke i Wales. Den Grønne Mand er særligt aktiv i ny folk horror, men har mørk og ustyrlig kraft allerede i middelalderdigtet om Sir Gawain and the Green Knight. Man kan hugge ham ned og skære ham over, men kroppen vokser altid ud igen. Han er majstangen, vi danser om; John Barleycorn, der dør hvert år, når kornet høstes. Han er skovguden (Peter) Pan og folkehelten Robin Hood. Talrige engelske pubber bærer navnet The Green Man. Han optræder i moderne litteratur fra Kingsley Amis’ The Green Man (1969) til Lindsay Clarkes The Chymical Wedding (1989) og Roy Harpers sangcyklus The Green Man (2000). Figuren er altid maskulin. I Garlands film suppleres motivet med det tilsvarende feminine Sheela-na-gig.

   

I juli 2023 bekræfter Garland og Danny Boyle, at de er langt med forarbejdet til en tredje film i zombieserien, der begyndte med 28 Days Later. Titlen er 28 Months Later. Det kan være, at Garland selv instruerer.

Se også Danny Boyle | Alex Garland: 28 Days Later (2002); Danny Boyle | Alex Garland: Sunshine (2007) [Sci-Fi 100]; Comics Culture | To film om Judge Dredd (1995/2012); Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]. 

Men. Instr. & manus: Alex Garland. Foto: Rob Hardy. 100 min. UK 2022. Dansk premiere: 02.06.2022.

Fotos: DNA Films/ A24/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Library of Congress [Foliate Head/ Green Man-photo]/ Science Friction [Roy Harper The Green Man 'Cover design by Harry Pearce at Lippa Pearce Design with special thanks to Gareth Bulton for his assistance'].  

Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Entertainment in Video (UK) 22.08.2022.

Anmeldelsen stod [uden selvkritisk indskud] i Weekendavisen Kultur 03.06.2022.

Comics Culture | To film om Judge Dredd (1995/2012)

DEN FASCISTISKE FREMTID
To film efter tegneserien om Judge Dredd

Af BO GREEN JENSEN

IKKE alle maskerede helte er amerikanske. Judge Dredd opererer i en nær fremtid, hvor bestråling har lagt store dele af verden øde. Man lever derfor i overbefolkede megabyer, hvor alle demografiske mareridt er gået i opfyldelse. Boligkomplekser på 200 etager har maleriske navne som Peach Towers, men er i realiteten vertikalt slum, hvor bandevæsenet holdes i ave af svært bevæbnede »dommere« fra Justitsministeriet. De bærer hjelme og bruger våben, der kan nivellere hele kvarterer. De dømmer og eksekverer på stedet. Næsten alle forseelser straffes med døden.

   Judge Dredd er den sidste ubestikkelige dommer i Mega City One, hvor 800 mio. mennesker lever i resterne af Boston, New York og Washington D.C. Han blev skabt af John Wagner (f. 1949) og Carlos Ezquerra (1947-2018), som lancerede figuren i første årgang af 2000 A.D., et omnibusmagasin, der i Storbritannien er kommet hver uge siden 1977. Det er Englands drøm om Amerikas fremtid. »Prog 2339« er netop sendt på gaden med et hyperstilfuldt Jake Lynch-cover, der viser Dredd så vrængende hårdkogt som nogensinde.*

SERIEN er usædvanlig, fordi den ikke rummer antydning af psykologien i de klassiske heltehistorier fra Marvel og DC Comics. Wagner skrev senere billedromanen A History of Violence (1997), der blev filmatiseret af David Cronenberg.

   2000 A.D. var inspireret af dystopiske 1970er-film som Norman Jewisons Rollerball og John Boormans Zardoz. Bladet er i tidens løb blevet skrevet og tegnet af koryfæer som Alan Moore, Neil Gaiman, Grant Morrison og Brian Bolland, der alle har gjort karriere i den amerikanske serieindustri. 2000 A.D. forbliver dog en britisk ting. Det kan undre, at magasinet aldrig er forsøgt lanceret i Danmark, eftersom det i en årrække blev udgivet af Egmonts britiske filial.

   Den første filmudgave af Judge Dredd (1995) blev produceret af Disney-selskabet Buena Vista. Danny Cannon instruerede Sylvester Stallone i titelrollen. Effekterne var før-digitale. I tegneserien lægger Dredd aldrig sin hjelm. Han har heller ikke noget følelsesliv, fordi serien både dyrker og advarer mod en totalitær samfundsorden, hvor den slags betragtes som irrelevant. Begge forhold blev ændret i filmen, som modtog flere turkey awards. Den fik dansk premiere den 18. august 1995.

ALLE disse fejl er rettet i den mere strømlinede Dredd. Karl Urban har visiret nede, mens han og aspiranten Cassandra Anderson (Olivia Thirlby) mejer forbryderne ned. I serieuniverset er Judge Anderson den psykologisk set (lidt) mere nuancerede dommer fra Psi-Division, der har clairvoyante og telepatiske kræfter, som spåkvinden Kassandra fra Antikkens mytologi.

   John Wagner og Brian Bolland skabte Cassandra til Dredd-sekvensen »Judge Death« (1980). Det blev især Alan Grant (1949-2022), som skrev Judge Anderson-historierne, først i samarbejde med Wagner, siden for egen regning. Fra 1985 har karakteren sin egen serie, Anderson: Psi Division. Tegneren Arthur Ranson (f. 1939) blev for Judge Anderson, hvad Carlos Ezquerra var for Judge Dredd. I Pete Travis' film assisterer hun Dredd som en del af sin dommeruddannelse.

   

ALEX Garland (The Beach) har skrevet filmen, som er produceret af DNA Pictures, et selskab med sans for futuristisk realisme. DNA stod bag Danny Boyles zombiefilm 28 Days Later (2002), rumrejsen i Sunshine (2007) og Never Let Me Go (2010), Mark Romaneks smukke filmatisering af Kazuo Ishiguros fabel om kloning, der aldrig fik dansk biografpremiere, skønt hovedrollerne blev spillet af Carey Mulligan, Andrew Garfield og Keira Knightley.

   Dredd er fantastisk blodig og voldsom, men har stil på samme måde som japanske yakuza-film. Mega City One ses i disede dagbilleder (som Blade Runner-byen i solskin), før kameraet dykker ned og følger Dredds motorcykel. Resten af handlingen henlægges til slumtårnet, hvor Dredd og Anderson fører krig mod narkodronningen Ma-Ma (Lena Headey) og hendes klan.

STOFFET, som man tager i Mega City, hedder slo-mo. Det får alt til at fremstå gyldent og langsomt. Filmen lægger sine æstetiske ambitioner frem i disse sekvenser. Dredd er optaget i Cape Town med danske Anthony Dod Mantle som fotograf.

   Karl Urban fortrækker ikke en mine, og der er ingen kærlige tiltag. Det er derfor også et mysterium, hvem filmen henvender sig til. Man kan tolke lidt på det fascistiske etos, men det er hurtigt gjort. Resten er effekter og (meget) monoton hypervold. Som film er Dredd steril og anstrengt. Det er stadig inde og nede i serien, som Wagner og Ezquerra drømte frem, at man skal lede efter løsningen på gåden om, hvad der får Dredd til at leve og tikke.

Se også Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022); Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008); Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020); Joe Kelly | Anders Walther: I Kill Giants (2017) [Comics Culture]; Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]; Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).

*) Teksten er skrevet i 2012, da Dredd 3D havde dansk premiere. Da gjaldt den aktuelle henvisning »Prog 1800« med et Simon Bisley-cover. Der er 457 numre af månedsbladet Judge Dredd Megazine. Historierne, hvor Cassandra Anderson – Olivia Thirlbys karakter i filmen – optræder, er samlet i fem bind med Judge Anderson: The Psi Files. I juni 2023 udkom Essential Judge Anderson: Shamballa (Alan Grant-Arthur Ranson-Mick Austin). 

   Der er talrige albumudgaver og omnibusbind. I 2005 påbegyndte Rebellion udgivelsen af Judge Dredd: The Complete Case Files, som der til dato er kommet 36 bind af. Man er cirka halvvejs i kronologien. Efter Carlos Ezquerras død i 2018 har Rebellion samlet en række repræsentative historier fra hans 40 år på serien i Judge Dredd: The Carlos Ezquerra Collection. I april 2023 udkom Essential Judge Dredd: Judgement Day (Garth Ennis-Carlos Ezquarra).

   Det er Rebellion, som udgiver 2000 A.D. og Dredd i Europa. I USA har IDW Publishing (og senere Titan Magazines) givet Dredd-universet sin egen amerikanske identitet og historie. Dredd blev introduceret i USA af Eagle Comics i 1983. Fra 1994 til 1996 udgav DC Comics sin egen version af Judge Dredd, som ligger uden for den autoriserede kontinuitet. Samarbejdet med DC førte til en række enkeltstående crossover-titler, herunder flere historier, hvor Batman og Dredd optræder sammen.

   Carlos Ezquerra tegnede første gang Dredd i »Krong« [2000 AD #5, March 1977] og sidste gang i  »Get Jerry Sing« [2000 AD #2023, March 2017]. De to paneler er vist nedenfor.

Dredd 3D (Dredd). Instr.: Pete Travis. Manus: Alex Garland. Foto: Anthony Dod Mantle. 95 min. USA-Indien-UK 2012. Dansk premiere: 27.09.2012.

Fotos: DNA Films// Rena Films/ Peach Tree Productions/ Lionsgate/ Cinergi Pictures Entertainment/ Hollywood Pictures/ Rebellion Developments/ IDW Publishing/ Titan Magazines/ DC Comics/ Anderson PSI | Arthur Ranson [arthurranson.com]/ Jake Lynch [2000AD #2339 cover]

Judge Dredd (1995) streames på Blockbuster

2K Blu-ray fra M6 Video (Frankrig) 08.06.2011

Dredd 3D streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray 3D fra LionsgateFilms 06.06.2017

Første version af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.09.2012

Danny Boyle | Alex Garland: 28 Days Later (2002)

DE OVERLEVENDE
Zombievirus som hadets sindbillede

Af BO GREEN JENSEN

EN hvepsesværm af genrer mødes i denne sammenbidt skarpe og skræmmende film, hvis kompromisløshed i længden er både en styrke og en begrænsning. En prolog viser foruroligende tv-billeder, en kavalkade af opløsningssymptomer, som publikum må tage til efterretning. Så zoomes der ud og vi ser, at en menneskeabe, en fastspændt chimpanse, er tvangsindlagt til at følge de grynede skærmbilleder. Aben er blot et af mange forsøgsdyr på Institut for Primatforskning i Cambridge. Her forsker man i had, hadets væsen og dets årsager. De skrigende dyr er så at sige vaccineret med had.

   Som bekendt er vejen til helvede brolagt med ædle hensigter. Det sidste tv-billede viser tre aktivister, som trænger ind i laboratoriet og sætter aberne fri i den bedste mening. 28 dage senere ligger England øde. Cykelbudet Jim (Cillian Murphy) vågner op af sin coma efter en trafikulykke. Hospitalet er som blæst. Det samme gælder det London, som den forvirrede mand vakler ud i. Han møder dog to overlevende, Selena (Naomie Harris) og Mark (Noah Huntley), og snubler over depoter med lig. Epidemien bredte sig med lynets hast. Sygdommen smittede gennem blodet og forvandlede de inficerede til frådende abemennesker, optændt af had og umættelig blodtørst.

MAN har vendt og drejet denne præmis et utal af gange i dystopisk scifi-sammenhæng. Her er zombier, vampyrer og andre muterede menneskeformer eksponenter for det smitsomme andet i en verden efter krigen, katastrofen, bestrålingen, epidemien. Her er som regel også de overlevende, der vandrer rundt i et apokalyptisk landskab, vænner sig til en ny virkelighed, møder andre som gik fri og skaber en fremtid mod alle odds.

   Scenariet kan skildres med visionær patos eller malkes for splatter og hård body horror. 28 Days Later gør begge dele og lidt mere til. Begyndelsen på hospitalet er et riff på John Wyndhams ofte dramatiserede The Day of Triffids (1951), en hjørnesten i traditionen, som Boyle knytter an til og underminerer.* I sine bedste øjeblikke ligner filmen Terry Nations tv-serie Survivors (1975-76), som også blev vist i dansk tv.**

   Filmen foregriber alt, hvad der fulgte, i fiktionen såvel som i virkeligheden: zombiegenrens genkomst, The Walking Dead-serien med sequels og prequels, COVID-19-pandemien, som sendte alle værdier til revurdering, da mareridtet blev virkeligt i 2020-2022. 

SKARER af inficerede hærger i det evakuerede London. Mark bliver offer for hadet, og Selena hugger ham ned uden skrupler. Næste ø i strømmen er mødet med en far (Brendan Gleeson) og hans teenagedatter (Megan Burns), som har holdt stand i deres lejlighed. På en kaserne i Manchester har soldaterne forskanset sig. Værdier diskuteres. En inficeret mand er lænket i baggården, for det er vigtigt at se, om hadet har en slutning. Det er ofte ubehageligt at se på. Samtidig er rædslerne så kropsnært realiseret, at man ikke har problemer med troværdigheden. Det grundlæggende hvad-nu-hvis virker snarere alt for sandsynligt.

28 DAYS Later har manuskript af Alex Garland (f. 1970), forfatter til romanen The Beach (1996, da. Stranden), der blev kult for 90ernes backpackers. Han skrev siden rumthrilleren Sunshine (2007) til Boyle, bearbejdede Kazuo Ishiguros dystopiske Never Let Me Go for Mark Romanek i 2010 og fik tegneserie(anti)helten Judge Dredd tilbage på britiske hænder i Dredd (2014). Fra og med Ex Machina (2014) blev Garland selv en væsentlig instruktør med indsigt i sci-fi og (folk) horror. Både Annihilation (2018) og Men (2022) er markante arbejder.

   Danny Boyle (f. 1956), som har irske forældre og Manchester-baggrund, kom stærkt fra start med skotsk kynisme og socialrealistisk satire i Shallow Grave (1994, da. Mellem venner). Narkomiljøet og generationsportrættet i Trainspotting (1996) gjorde Ewan McGregor til stjerne og Irvine Welsh til en af årtiets mest læste forfattere.

   Boyle tabte megen goodwill på gulvet, da han og medforfatteren John Hodge (f. 1964) overførte modellen til amerikanske forhold i A Life Less Ordinary (1996). The Beach (2000) blev en lidt for lækker mainstreamfilm med Leonardo DiCaprio og Virginie Ledoyen. Med 28 Days Later og den Mumbai-baserede Slumdog Millionaire (2008) – som vandt 8 Oscars, skabte stjernen Dev Patel og gjorde al skepsis til skamme – kom han tilbage til mindre, smidige produktioner.

BOYLE har siden delt sol og vind lige. 127 Hours (2010) og Trance (2013) var små, hårde stykker; Steve Jobs (2015) og T2 Trainspotting (2017) var store og bløde. På National Theatre iscenesatte han i 2011 en radikal fortolkning af Frankenstein, hvor Benedict Cumberbatch og Jonny Lee Miller skiftedes til at spille Skaber og Skabning. Endelig var det Boyle, som skabte den prægtige »Isles of Wonder«-optakt til åbningsceremonien ved OL i London 2012.

   Han sprang i målet fra No Time to Die (2021), James Bond-film #25, som Cary Joji Fukanaga endte med at instruere. Boyle har senest færdiggjort tv-serien Pistol (2022), som bygger på guitaristen Steve Jones' erindringer om sin tid i Sex Pistols. Det er mere mainstream, end det lyder, og blev indtil for nylig streamet på Disney+. Richard Curtis-bagatellen Yesterday (2019) lå cirka så langt fra det sorte og hårde, som det er muligt at komme. 

AF sådanne forsøg på at indsmigre sig er der ingen spor i 28 Days Later. Boyle og Garland går efter struben i tætte sekvenser, der aldrig lader publikum hvile. De digitale videobilleder skyldes Anthony Dod Mantle, Lars von Triers gamle husfotograf.

   Det er naturligvis et spørgsmål, om man har lyst til at leve sig ind i en film, som i dén grad maler fanden på væggen, men der er intet at udsætte på teknik og tematik. »Uafrystelig« er ikke ordet. »Tankevækkende« ville være en kliche. Men »hård«, »mørk« og »skræmmende realistisk«? Bestemt, absolut og aldeles.

Se også Zombie Apocalypse | The Girl with All the Gifts (2016) [Sci-Fi 100]; Danske dystopier 4: Sorgenfri (2015) [Epidemic Cinema]; Et moderne helvedesbillede: Contagion (2011) [Epidemic Cinema]; Pestens år: Virus i fiktionen [Epidemic Cinema]. 

Se også Danny Boyle | Alex Garland: Sunshine (2007) [Sci-Fi 100]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours [Bogen og filmen]; Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]. 

*) I Survivors dør 99,9% af Jordens befolkning brat og vilkårligt, da et pestvirus (af asiatisk ophav) spreder sig. Det sker (overvejende off-screen) i første episode, som er fuld af hverdagstyper i en almindelig britisk stationsby. Da Abby Grant (Carolyn Seymour) vågner af sin febersøvn, er alle i byen døde imens. Hun tager af sted for at lede sin søn, der måske har overlevet på sin kostskole. I London prøver myndighederne at begrænse panikken ved at sidestille smitteudbruddet med en influenzaepidemi, men alt går til på under en uge. Jenny Richards (Lucy Fleming), som er naturligt immun, tager afsted. Ingeniøren Greg Preston (Ian McCulloch) kommer tilbage fra Europa, hvor pandemien allerede har hærget. En håndfuld overlevende samler sig. I tre sæsoner flakker de om i Efterlandet, hvor diverse sociale modeller afprøves. Endelig slår de sig ned i The Grange og prøver at skabe et bæredygtigt landbrugssamfund. Survivors bliver på den måde næsten en antologi over post-apokalyptiske temaer. Serien blev (skuffende ordinært) genindspillet i 2008. Den fik en stor revival under pandemien i 2020, men havde allerede før da kultstatus. Survivors er stadig meget seværdig. Tonen er tættere på dystopisk sci-fi som P.D. James' Children of Men eller Cormac McCarthys The Road. Der er ingen muterede væsener i spil. Til gengæld er den psykologiske troværdighed bemærkelsesværdig. 

   Waliseren Terry Nation (1930-1997) var en vigtig stil- og myteskaber i britisk tv. Foruden Survivors skabte han sci-fi serien Blake’s 7 (1978-1981) og skrev den bestemmende story arc om the Daleks til BBC-institutionen Doctor Who, der har levet og overlevet siden 1963. Nation var bidragyder til serier som The Avengers, The Baron, The Saint (da. Helgenen) og The Persuaders! (da. De uheldige helte) med Roger Moore og Tony Curtis. Han skrev i 1976 en roman/tv tie-in version af Survivors.

**) John Wyndham (1903-1969) er i britisk scifi-kontekst et vigtigt link mellem H.G. Wells og Aldiss/Ballard/Moorcock-generationen, der gør genren psykedelisk i 1960erne. Kun Olaf Stapledon og Nigel Kneale har tilsvarende betydning. I The Day of the Triffids (1951, da. Da triffitterne kom) bliver England og resten af verden lagt øde, da organiske monstre (kødædende planter) invaderer fra rummet. Bogen er trofast dramatiseret for tv (1981, 2009) og omsat til radiospil flere gange (1957, 1968, 2001). I Danmark opførte Radioteatret I trifitternes dage i seks dele i 1968. Kurt Kreutzfeld oversatte Giles Coopers bearbejdelse.

   Wyndham var således værdsat, men den kulørte og kontroversielle biograffilm – som Steve Sekely instruerede for Alliance Pictures i 1962 – gjorde intet for forfatterskabets status. Howard Keel, den aldrende musicalstjerne fra Seven Brides for Seven Brothers (1954) og solide duetter med Kathryn Grayson, var fløjet ind til hovedrollen, som han spillede uden entusiasme. Wyndhams åbne slutning var erstattet med en variation over løsningen fra Wells’ The War of the Worlds.

   Med vanlig dansk sans for skævvredne titler fik The Day of the Triffids premiere som Den nat triffiderne kom. Katastrofefilmen blev hypet så heftigt, at den kritiske modstand på forhånd var stærk. Man bekymrede sig på publikums vegne. Wyndham er aldrig ordentligt læst i DK. Hans øvrige vigtige værker er The Kraken Wakes (1953, da. Invasion fra dybet), The Chrysalids (1955), The Midwich Cuckoos (1957, da. Gøgene i Gorby), Trouble with Lichen (1960) og Chocky (1968).   

28 Days Later (28 dage senere). Instr.: Danny Boyle. Manus: Alex Garland. Foto: Anthony Dod Mantle. 118 min. UK-Holland-USA 2002. Dansk premiere: 28.02.2003.

Fotos: DNA Films/ British Film Council/ Twentieth Century Fox/ Searchlights Pictures

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox [28 Days Later + 28 Weeks Later] 20.10.2008.

Første del af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.03.2002