Terry Gilliam: The Imaginarium of Doctor Parnassus (2009)

GAMLE GØGLERE

Når det evige cirkus kommer til byen

Af BO GREEN JENSEN

DER har aldrig hersket tvivl om, at Terry Gilliam (f. 1940) er en vital og barok billedskaber. Han begyndte som det amerikanske reservemedlem af Monty Python's Flying Circus og var ophavsmand til kultseriens animationsafsnit, herunder den ikoniske titelsekvens, hvor en stor fod kommer ned fra himlen og standser musikken virkelig brat.

   Gilliam debuterede som instruktør med Monty Python and the Holy Grail (1975, da. Monty Python og de skøre riddere) og brugte siden ti år på at skabe fem Python-relaterede film. Endelig trådte han i karakter med den dystopiske fremtidsfabel Brazil (1985), en moderne scifiklassiker, der bedst kan beskrives som en ajourført version af 1984.

GILLIAM gik langt over stregen i The Adventures of Baron Munchhausen (1988), som var et kaos af store ideer, der ikke hang rigtigt godt sammen. Dernæst tog han til Hollywood og skabte den sobre The Fisher King (1991) og den eminente 12 Monkeys (1995), en variation over temaet fra Chris Markers La Jéete (1962), som sammen med Brazil må være den billedtænkende mands hovedværk.

   Siden er der altid gået noget galt for Gilliam. Det begyndte i 2000, da The Man Who Killed Don Quixote, en filmatisering efter Cervantes med Jean Rochefort og Johnny Depp, blev standset under optagelserne. Forløbet er skildret i dokumentaren Lost in La Mancha (2002). Da det i 2018 lykkedes at realisere projektet, nu med Jonathan Pryce og Adam Driver i de bærende roller, var der ligesom gået for længe.

   Ellers har Hunter S. Thompson-filmen Fear and Loathing in Las Vegas (1998) og eventyrfantasien The Brothers Grimm (2005) haft som fællestræk, at de lovede meget og endte med at skuffe. Tideland (2007) var dog et mareridt med sin egen bizarre stringens. Måske voterer juryen stadig om The Zero Theorem (2013). Filmen ligner dog mest et sympatisk forsøg på at lave Brazil og 12 Monkeys igen.

I DETTE lys står cirkusfilmen fra 2009 som et comeback. Her er ambitionerne tilbage. I The Imaginarium of Doctor Parnassus er Christopher Plummer castet som Gud, nærmere bestemt en udødelig gøgler og frafalden munk, der kører fra by til by, sætter forestillinger op fra sin ladvogn og holder fortællingen om godt og ondt i live, mens han våger over datteren Valentina (Lily Cole) og får hjælp af væbnerne Anton (Andrew Garfield) og Percy (Verne Troyer).

   På tværs af tiderne kæmper han med Mr. Nick (Tom Waits), en karikeret blanding af Mefistofeles og Mackie Messer, der lever for sit væddemål med Parnussus. Det overordnede mål er at videreføre konflikten, så illusionen om verden ikke falder sammen.

   Som sækulariseringen griber om sig, får de evige skikkelser det sværere. Tingene spidser endelig til, da Valentina og Percy redder lykkeridderen Tony (Heath Ledger i sin sidste filmrolle). Han moderniserer gøglerrutinen, der ikke har ændret sig i århundreder. Valentina taber sit hjerte, og Parnussus fæster sin lid til den charmerende sjuft, som fingerer et hukommelsestab, da han gemmer sig for politiet.

DET er den ret gode rammehistorie, som får liv i kraft af stærkt spil fra Plummer, en ulastelig Waits og en charmerende Ledger. Imidlertid bruges hovedparten af scenerne til at skildre, hvad hver ny tilskuer ser i gøglervognens indre, når han eller hun træder gennem spejlet og ind i sin drøm. Her er Gilliams billedmaskine atter i drift, somme tider præcis og kontrolleret, men ofte blot løbsk og selvoverbydende. Eksempelvis indgår et musicalnummer med syngende britisk politi. Det ligger så tæt på Python-stjernestunden »The Lumberjack Song«, at det burde være skåret. Det har ingen funktion overhovedet i krigen mellem godt og ondt.

DENNE kamp er dog spændende til det sidste, og der er aldrig tvivl om, at de sølle halvguder er skikkelser med en fortid og et følelsesliv. Fordi Heath Ledger døde, mens filmen var i produktion, spilles hans karakter mod slutningen på skift af Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell, ligesom et trickster-motiv er skrevet ind i historien. Det er ikke så spektakulært, som det lyder, men for første gang siden 12 Monkeys lykkes det Gilliam at spille bolden i mål.

THE Imaginarium of Doctor Parnussus er overdådig på en overfladisk måde, men den har faktisk stof til at blive den kultfilm, som Gilliams fans har ventet på i ti år. I hvert fald er den interessant og værd at se flere gange. Efter to gennemsyn har jeg stadig svært ved at fastholde billederne af, hvad der sker bag spejlet, inde i vognen. Det skyldes nok, at filmens hjerte ligger et andet sted, nemlig nede i selve historien om en grundlæggende dualisme. Det plejer at være sådan hos Gilliam, at billederne støjer smukt, mens baggrunden savner substans. Her er det endelig omvendt.

FILMEN føjer sig til en fantastisk undergenre, som undersøger, hvad der sker, når cirkus kommer til byen. Allermest minder The Imaginarium of Doctor Parnassus om The Circus of Dr. Lao (1935) af Charles G. Finney. Her ser hver indbygger i byen forskellige ting, da Laos magiske væsener marcherer ind. Romanen blev i 1964 filmatiseret af Charles Beaumont, lidt for tidligt og lidt for fjollet, som 7 Faces of Dr Lao med Tony Randall i samtlige roller. Dén film måtte Gilliam godt genindspille.

Se også Terry Gilliam: The Brothers Grimm (2002); Terry Gilliam | Mitch Cullin: Tideland (2005).

The Imaginarium of Dr. Parnassus. Instr.: Terry Gilliam. Manus: Charles McKeown, Terry Gilliam. Foto: William Vince. 122 min. Dansk premiere: 25.12.2009.

Fotos: Infinity Features Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ 

Filmen streames på Blockbuster, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.12.2009 

Steve McQueen: Widows (2018)

KRIMINEL FEMINISME
Køn er ingen gimmick i Widows

Af BO GREEN JENSEN

ET stort kup mislykkes for Harry Rawlings (Liam Neeson) og hans tre faste medarbejdere. Nogen på holdet har sladret, og politiets indsatsstyrke står klar ved garagen, hvor deres flugtbil parkerer. Alle dør i en eksplosion, der får byttet – to mio. dollar i sedler – til at gå op i røg.

   Widows er endnu ikke nået til titelsekvensen. Tilbage i ruinerne står Veronica (Viola Davis), Harrys hustru, og tre andre enker, som ikke kender hinanden. Flere har arvet belastende gæld.

   Harry var en kompleks mand med blide såvel som brutale sider. Han har efterladt en notesbog med planen for det næste kup. Så Veronica mobiliserer. Hun har ingen kriminel erfaring, men hun samler de øvrige enker og gennemfører Harrys plan. Heraf og herefter følger en velfortalt spændingshistorie med klar, feministisk dagsorden.

SCENEN er dagens Chicago, hvor der skal være lokalvalg om lidt. Afroamerikaneren Manning (Brian Tyree Henry) kandiderer mod irske Jack Mulligan (Colin Farrell), som tilhører fjerde generation i et forpligtende politisk dynasti. Jacks far (spillet af 87-årige Robert Duvall) har – som han ser det – været en trofast forvalter af den systemiske korruption.

   Ingen af filmens mænd, hverken levende eller døde, spiller med ærlige kort. Også Manning, som angiveligt er Folkets Mand, vil blot have lettere adgang til kagedåsen. Det var hans kampagnepenge, der brændte op i Harrys kup. Han giver Veronica en måned til at skaffe dem.

WIDOWS er Steve McQueens første film efter 12 Years a Slave (2013), som vandt fire Oscars, blandt andre dén for årets bedste film.

   McQueen kom fra to skarpe arthouse-succeser, Hunger (2008) og Shame (2011), da han instruerede den lydefri (og lidt sterile) borgerkrigstidsfilm om slaveriet. McQueen er britisk-caribisk, og Viola Davis, som spiller Veronica, er afrikansk-amerikansk. En anden enke er latina/hispanisk, en tredje har polske forældre. Det er ikke altid relevant at dvæle ved etniske forhold, men her siger det meget om ramme og kontekst.

   Lanceringen af Widows fremhæver, at McQueen har skrevet filmen sammen med Gillian Flynn. Flynn er forfatteren bag Gone Girl (2014, da. Kvinden, der forsvandt) og HBO-serien Sharp Objects (2018) med Amy Adams. Men Widows er ikke en ny idé. McQueen selv lægger ikke skjul på sagens rette sammenhæng:

   »Jeg husker helt tydeligt, hvor jeg var, da jeg, som 13-årig, første gang så Lynda La Plantes tv-serie Widows. Jeg lå på gulvtæppet i mine forældres hus og så fjernsyn. Serien fangede mig med det samme og tog mig ind i en kriminel verden, hvor de mest sårbare personer var kvinder. På det tidspunkt følte jeg en tæt forbindelse til disse kvinder, for jeg oplevede den samme overfladiske bedømmelse. Deres fjender så enkerne som nogen, der ikke kunne opnå noget som helst. Men det gjorde de, og det havde enorm indflydelse på mig.«

   Også danske seere kan huske Enker, hvis de er fyldt 40 år. Den første feministiske tv-krimi vakte opsigt i 1983. Erindringen om den er kun støvet til, fordi Lynda La Plante (som nu er 75 år) siden skrev en lind strøm af Prime Suspect/ Mistænkt-krimier med Helen Mirren, The Commander med Amanda Burton og The Governor med Janet McTeer.

ENKER var noget særligt, fordi den krydsede sociale skel, så stort på den moralske faktor og introducerede en original heltinde i skikkelse af Dolly Rawlins: en pragmatisk cockneykvinde, som bliver hårdkogt i ekspresfart. Ann Mitchell spillede rollen uforglemmeligt. Der var både en fortsættelse og en epilog, She’s Out (1995), hvor den løsladte Dolly gik solo.

   Enker var gråmeleret britisk og gjorde mindre ud af det etniske mix. Fokus var på kønsforhold og klassefordomme. Budgettet og effekterne var små. Men sagen var identitetspolitik, før begrebet havde et navn.

   Også McQueen og Flynn bruger plottet didaktisk. Det er vigtigt, at spændingen bliver taktil. Her leverer filmen virkelig. Til gengæld havde tv-føljetonen bedre tid og kunne beskrive det gradvise skred i moralen.

   Der er ikke én smilerynke. Det var også i 2018, at Sandra Bullock, Cate Blanchett og fire andre divaer slog pjalterne sammen i Ocean's Eight, som byttede køn med de gamle kupfilm i Ocean’s-serien. Det var morsomt, let og #MeToo-relevant, men meget hurtigt glemt igen.

   Så alvoren er velanbragt. Lige hér er den det, der skal til. Jeg vil ganske vist hellere se Steve McQueen være unik og sin egen i Hunger og Shame, men Widows bliver siddende, og grundideen holder efter 35 år.

Se også Steve McQueen: Shame (2011); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013) [Black Lives Matter 9] og Steve McQueen: Small Axe (2020) [Black Lives Matter 12]

Widows. Instr.: Steve McQueen. Manus: Gillian Flynn og Steve McQueen. Foto: Sean Bobbit. 129 min. UK-USA 2018. Dansk premiere: 22.11.2018

Fotos: 20th Century/ NFD/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ Francesco Guidcini (Steve McQueen, Lynda LaPlante, Ann Mitchell 2018)

Widows (2018) streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 18.03.2019

Widows (1983) streames ikke, men udkom på

2K Blu-ray Widows: The Complete Series [includes She's Out] 1983-1985 fra Old Gold Media (UK) 09.09.2024

Weekendavisen Kultur 23.11.2018

Yorgos Lanthimos: The Lobster (2015)

MAN VÆLGER MELLEM KNIV OG PISK

Den græske bølge breder sig 

Af BO GREEN JENSEN

DET er næsten en naturlov, at fornyelsen i filmen flytter fokus. Det sker sådan cirka hvert syvende år. Det betyder ikke, at storværkerne pludselig brager igennem eller lige så brat klinger af. Snarere ligner bevægelsen de bølger, som både branche og kritikere holder af at iagttage og beskrive.

   Efter danske Dogme 95-film kom de mexicanske multiplot-fortællinger og en ny slags socialrealisme fra det post-kommunistiske Rumænien. Festen og Idioterne; Amores perros, Crash og Babel; 4 måneder, 3 uger og 2 dage var store, trendsættende titler. Fra 2010 og et godt stykke frem blev Grækenland et af fornyelsens steder.

   Der var først en lokal ouverture. Athina Rachel Tsangari (f. 1966) studerede film i New York og Austin. Hun og partneren Matt Johnson (som har klippet alle Tsangaris film) samlede fem års amerikanske optagelser i The Slow Business of Going (2000), som blev vist på Thessaloniki International Film Festival og New York Underground Film Festival. De kom hjem til Athen og etablerede produktionsselskabet Haos Film, som stadig er uhyre aktivt.

   Tsangari producerede Kinetta, som i 2005 blev Yorgos Lanthimos' første lange spillefilm. Han var til gengæld producer og assistent, da hun skrev og instruerede sin første film på et større budget. I 2009 scorede Lanthimos det første græske art house hit med Dogtooth, som banede vejen for Tsangaris’ fabulerende Attenberg (2010).

DOGTOOTH var en øvelse i politisk dressur. Tre teenagebørn forlod aldrig huset og haven. Forældrene gav verden sære navne. En blomst var en zombie, en kusse en meget stærk lampe. En kvindelig sikkerhedsvagt blev kørt ind for at have sex med sønnen. Til slut slog en af pigerne sin visdomstand ud med en håndvægt. Det lykkedes i tredje forsøg.

   Efter Dogtooth lavede Lanthimos Alperne (2011), en mere diffus film i den dislokerede genre, hvor banale ting bliver bizarre. Psykiatere lejer sig ud til familier, der netop har mistet et medlem. De træder ind i et ekstemporalspil og bliver for en stund til de døde. Konceptet fungerer, indtil der sker forrykkelser i gruppen. Så bryder systemerne ned som i Dogtooth.

   Dogtooth blev kåret som bedste film i Un Certain Regard-kategorien i Cannes. Den fik siden utallige priser, bl.a. en Bodil og en Oscar. Attenberg gjorde lykke i hovedkonkurrencen i Venedig, hvor Ariane Labed modtog en Coppa Volpi for bedste kvindelige hovedrolle.

   Lanthimos skiftede sprog med The Lobster og fokuserede absurdismen i The Killing of a Sacred Deer (2017), før han viste sig at være den perfekte instruktør til det britiske The Favourite-projekt (2019). Tsangari kom via novellefilmen The Capsule (2012) til prestigeprojektet Chevalier (2015), som var Grækenlands Oscar-bidrag dét år. I 2020 instruerede hun BBC/HBO-miniserien Trigonometry. Begge instruktører finder stadig plads til Ariane Labed, hvis det kan lade sig gøre. I The Lobster er hun stuepigen på det kursted, hvor forvandlingen foregår.

THE Lobster er en dystopisk hverdagsfabel, som foregår i et samfund, der ligner en støvet version af vort eget. Konformitet er netop nøgleordet. I denne verden er det forbudt at være enlig. Bliver man alene, er der 45 dage til at finde en ny partner. Lykkes det ikke, forvandles man til et dyr.

   Man vælger selv, hvilket dyr det skal være. Disse ting kan bare lade sig gøre. Lanthimos interesserer sig ikke for logistik. Det er svært at snyde proceduren, skønt mange forsøger. Der skal være fysisk overensstemmelse og en vis gensidig tiltrækning. Skønt ordet sjældent kommer op, skal der faktisk være kærlighed.

   Hængeøret David (Colin Farrell) tager livet lidt for roligt. Da hans kone forlader ham, bliver han ikke jaloux, men tøffer videre sammen med hunden Bob, der faktisk er hans inkarnede bror. David har dejteint og begyndende topmave. Han ligner en forsikringsmand i et tv-spil fra 70erne.

   Da han bliver udspurgt af myndighederne og skal vælge sit dyr, får filmen en forklaring på sin titel. Og David bliver automatisk interessant. Det er, som da Niels Olsen skal vælge et bilmærke i Den eneste ene. For hvilken slags mand kunne tænke sig at blive til en hummer?

PROCESSEN finder sted på en facilitet, der ligner et budgethotel. Alt ved den forvrængede verden i The Lobster er hverdagsagtigt og lavfuturistisk, mere Kafka, Buñuel og The Office end sci-fi i sædvanlig form.

   På hotellet får David lidelsesfæller som Den læspende Mand (John C. Reilly) og Den haltende Mand (Ben Whishaw), der har ekstra svært ved at finde et match. Han beslutter at gå all in for Kvinden uden Følelser (Angeliki Papoulia) og foregiver i flere dage at være grusom, hånlig og følelseskold.

   David kan dog ikke holde masken, for han er ikke som de andre. For den sags skyld er ingen som alle andre. Lanthimos er interesseret i, hvordan systemerne presser individet til ekstremer. Her gælder det en følelsesmæssig fascisme, som David siger fra overfor. Da tager publikum ham endelig til sig.

LEDELSEN gør, hvad den kan. Stuepigen (Ariane Labed) gnider sig op ad de mandlige gæster, og i en særligt sørgmunter scene prøver hotellets bestyrer (Olivia Colman) at ryste partnerne sammen med en danseaften.

   Enkeballet ligner en kontorfest med farvede drinks, serpentiner og chips. Discokuglen drejer, og en aldrende crooner gør sit for at aktivere amorinerne. Alle ser til med en udtryksløshed, der får den sidste stemningsbrik til at passe. Tonen er deadpan som i en komedie af finske Aki Kaurismäki.

   I periferien bliver de uheldige singler kasseret. Anden del af filmen udspiller sig i skoven mellem hotellet og den nærliggende by. Her lever en gruppe militante partisaner, som anføres af den karismatiske Léa Seydoux.

   David forelsker sig, denne gang ægte og kompromisløst, i en nærsynet kvinde, som spilles af Rachel Weisz. Partisanlederen gør noget grusomt, der får sympatien for dissidenterne til at dale. Skoven ligner de fredløses fristed i François Truffauts filmudgave af Fahrenheit 451.

MAN vælger mellem kniv og pisk i denne verden. Latteren er stadig mørk, men også mere generisk. Tonen er for krøllet til, at man får den »det-kunne-være-nu-og-her«-oplevelse, som dystopier lever af.

   The Lobster er optaget i Irland. Lanthimos og Filippou er flyttet til London med en plan om fremover at arbejde på engelsk. Næste projekt er en thriller, som bliver optaget i Cincinnati og har Farrell og Nicole Kidman i hovedrollerne. Titlen er i hvert fald markant: The Killing of a Sacred Deer.

   Det går stadig stærkt for den græske weird wave. Også The Lobster er mærkelig, lun og seværdig. Men omplantningen fra græsk til engelsk har trukket tænderne ud på den grusomme humor, der var særlig for Dogtooth. The Lobster er blevet en fabel med filter, som trods alt ligner et par andre film.

Se også Yorgos Lanthimos: The Killing of a Sacred Deer (2017) [Horror 100]; Yorgos Lanthimos: The Favourite (2018) | Dronningebilleder. 

The Lobster. Instr.: Yorgos Lanthimos. Manus: Efthymis Filippou og Yorgos Lanthimos. Foto: Thimios Bakatakis. 119 min. Grækenland-Irland-UK-Frankrig 2015. Dansk premiere: 25.08.2016

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ Film4/ Protagonist Pictures/ A24/ Camera Film

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Sony Pictures Home Entertainment 19.01.2017

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.08.2016

Yorgos Lanthimos: The Killing of a Sacred Deer (2017) [Horror 100]

GUDERNES VREDE
Evig tragik i moderne forklædning

Af BO GREEN JENSEN

FAMILIEN Murphy har det hele. Steven (Colin Farrell) er en stjerne på hospitalet, hvor han fungerer som hjertekirurg. Anna (Nicole Kidman) arbejder som øjenlæge. Parret tjener så mange penge, at der er råd til et lille palads. Sønnen Bob og datteren Kim er rene mønsterbørn.

   Det er faktisk svært at sætte en finger på den idylliske ramme. Man kunne dog sige det samme om kernefamilien i Dogtooth (2009), Yorgos Lanthimos' græske gennembrudsfilm, hvor han og medforfatteren Efthymis Filippou udviklede den absurdistiske signaturstil, som de siden har videreført i engelsksprogede produktioner som The Lobster (2015).

   Steven og Anna er gode forældre, som lever flade, næsten mekaniske liv i en hverdag, hvor folk fører endeløse samtaler om småting. Steven bliver præsenteret, mens han og en kollega diskuterer, om et armbåndsur skal fastgøres med rem eller kæde. Det giver Steven noget særligt, hvis Anna ligger stille og leverer »en fuld narkose«, når de elsker. Ellers er der få afvigelser fra den automatiske norm. Livet kører på velsmurte skinner.

   Men hvad er det så med Martin (Barry Keogh), den jævne unge mand, som begynder at følge med Steven? Først mødes de på isolerede steder. Så dukker Martin op på hospitalet og bliver behandlet om en æresgæst. Drengen stiller banale spørgsmål. Manden svarer ham som en far. Kolleger i kredsen ser undrende til.

DER går lang tid med at at afkode relationen, både for Anna og tilskueren. Og lad være med at læse mere, hvis forholdets nærmere væsen – og filmens usikre fundament – skal være en komplet overraskelse.

   Lad mig så røbe to ting for den læser, som fremturer. For det første er der en grund til, at filmens titel henviser til myten om Agamemnon, som måtte ofre datteren Iphigenia, da han dræbte en hellig hjort og påkaldte sig Artemis’ vrede. For det andet har Martin en klemme på Steven, som ingen bestikkelse er stor nok til at standse.

   Da forbandelsen kastes og fordrer et liv, nægter lægerne naturligt nok at anerkende den sorte magi. Deres medicinske specialer, hjerte og øjne, er ikke valgt i flæng. For nu bliver det tung og håndgribelig alvor.

   Lanthimos og Filippou står ikke tilbage for Euripides og Racine. Her er blødende øjne, konkret tortur og en regulært forfærdende scene, hvor alle i familien får sorte hætter på. Kirurgen skyder om sig i blinde, så skæbnen kan vælge, hvilken hjort der skal dø. Da det kommer så vidt, er de komiske takter fra begyndelsen glemt.

FILMEN er effektivt orkestreret. Den trykker på de samme knapper som Michael Hanekes Funny Games og Lars von Triers Antichrist, for nu blot at nævne nogle nyere eksempler på kunstfilm, der går gyserens vej. Cape Fear og The Shining kunne være andre forbilleder.

   Der er den truede kernefamilie, som infiltreres af fremmede kræfter. Der er mørke hemmeligheder, som gradvis bløder igennem normaliteten. Især er der udsatte mennesker i et kosmos, som enten er indifferent eller aktivt ikke vil os det godt.

   De græske filmskabere har i hvert fald en original signatur. The Lobster var en komisk dystopi med absurd accent. Her er grundtonen tragisk og ritualistisk. Det er både ægte horror og noget andet.

   For publikum ligger fornøjelsen i akkumuleringen af atmosfære. Farrell og Kidman tager hele registret i brug. Stemningen piskes i vejret med hysterisk musik fra klassiske kilder som Schubert og György Ligeti, der også var Stanley Kubricks foretrukne utryghedsskaber.

   Det er en mesterligt manipulerende film. Til gengæld kan jeg slet ikke se, hvad jeg skal med historien. Det klassiske tema bliver ikke større af moderniseringen. Og især bliver det aldrig specielt relevant.

   The Killing of a Sacred Deer var i konkurrence på Cannes Festivalen, hvor Lanthimos og Filippou modtog prisen for det bedste manuskript. Det er dybest set kunstfilm for kunstfilmens skyld. Interessant er forsøget dog hele vejen – fra diskussionen om rem eller kæde til skuddet, der fælder den hellige hjort.

Se også Yorgos Lanthimos: The Lobster (2015); Yorgos Lanthimos: The Favourite (2018) | Dronningebilleder.

The Killing of a Sacred Deer. Instr.: Yorgos Lanthimos. Manus: Yorgos Lanthimos og Efthymis Filippou. Foto: Thimios Bakatakis. 121 min. UK-Irland-Frankrig-USA 2017. Dansk premiere: 09.11.2017.

Fotos: Element Pictures/ A24/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB 

Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye | Curzon 05.03.2018

Bragt i Weekendavisen Kultur 10.11.2017

Sofia Coppola: The Beguiled (2017) | To versioner

MARIONETTER I DRIFTERNES HUS

En (borger)krig mellem kvinder og mænd

Af BO GREEN JENSEN

VIRGINIA ved slutningen af Den Amerikanske Borgerkrig. Året er 1864, og på Martha Farnsworths pigeskole har to lærerinder og fem elever holdt sammen på normalitet og moral, mens der blev kæmpet i nærheden.

   Den yngste pige, Amy på 12 år, finder en såret soldat. John McBurney (Colin Farrell) kommer fra den anden hær. Han bærer blå uniform, og han svæver mellem liv og død. Måske skal det ene ben sættes af.

   Kvinderne diskuterer og beslutter at tilse hans sår. Miss Farnsworth (Nicole Kidman) holder en dydsiret tale om kristen barmhjertighed. De kan aflevere ham til hæren, når han er rask. McBurney bliver båret ind i huset, som han aldrig kommer ud af igen.

   

SIDST Sofia Coppola søgte bagud i historien, var da Kirsten Dunst spillede titelrollen i Marie Antoinette (2006). Det var en overdådig periodefilm med moderne, ironiske islæt, som når dronningen shoppede igennem, og der blev spillet »I Want Candy« med Bow Wow Wow.

   Der er ingen anakronistiske krøller i The Beguiled. Lanceringen lover »et gotisk sydstatsdrama«, men skønt situationen udarter neurotisk og makabert, er filmen (heldigvis) svær at genrebestemme. Den er i hvert fald en studie i lyst og fortrængning. Et freudiansk psykodrama i guldalderskørt. Det nærmest beslægtede fortilfælde er Peter Weirs klassiske Picnic at Hanging Rock (1975, da. Udflugten).

   Soldaten får det bedre, kvinderne skåner det sårede ben. De har alle studeret og beundret hans fysik. McBurney er ikke tabt bag en vogn. Han orienterer sig i magtstrukturen og arbejder på at forføre hver enkelt.

   Spændingen stiger, og normerne skrider. Lærerinden Edwina (Kirsten Dunst) og eleven Alicia (Elle Fanning) er lige så betagne som Martha Farnsworth. Kvinderne begynder at hakke på hinanden, McGurney gør sig til og laver kunster. Da han træder forkert, får det skræmmende følger.

FILMEN bygger på en roman af Thomas P. Cullinan, og Coppolas fortolkning er ikke den første. Clint Eastwood spillede tinsoldaten i Don Siegels Én mand – syv kvinder fra 1971.

   Coppolas film har delt hendes fans, også i den kritiske lejr. I Cannes fik hun festivalens instruktørpris, men i USA landede filmen midt i et år, hvor diversitet og etnisk hvidvaskning er de varmeste emner i en debat om, hvem der har ret til at skrive historien. Alt kom til at handle om fraværet af afrikansk-amerikanske karakterer (som der er to af i Cullinans tekst) og manglen på en holdning til krigen om slaveriet.

   Det er at misforstå Coppolas hensigt. Der bliver brugt megen energi på at sammenligne den nye The Beguiled med den gamle, men Coppolas film er ikke en gængs genindspilning. Den er et andet bud på en film over bogen. Og tiden er bare en baggrund, som sætter kønnenes (borger)krig i relief.

   Coppola vil se de blikke, kønnet kaster, når begærets dunkle mål er en mand, der må navigere og manipulere i forhold til kvindernes længsler og krav, hvis han vil overleve. Eastwood og Siegel havde for så vidt den samme prioritet. I 1971 var det radikalt at vende stereotyperne og gøre manden til genstand for kvindernes blik.

COPPOLA bevarer bogens forskellige synsvinkler og er meget forelsket i æstetikken. Landskabet emmer troldeskovsagtigt, og det er næsten altid aften i de kærtebelyste indendørsscener. Kvinderne bærer hvide kjoler og er optaget af feminine ritualer, allerede før den sårede soldat dukker op.

   Det er i sidste ende udsøgtheden, der gør The Beguiled til en af Coppolas mindre bedrifter. Det fremgår hurtigt, at søster er søster værst, og at intet er helligt for manden. Herefter er Kidman, Farrell, Dunst og Fanning som marionetter i drifternes hus. Dukkeføreren drejer dem rundt om hinanden, mens den chokerende slutning bliver kørt i stilling.

   Den kommer helt som i kildematerialet. Der er en ny realistisk bestræbelse, men den underminerer egentlig den troværdighed, som forlægget har, hvis historien bliver spillet som ren grand guignol. Uden den gotiske faktor falder psykologien til jorden.

Se også Sofia Coppola: The Virgin Suicides (1999) [Bogen og filmen]; Sofia Coppola: Lost in Translation (2003); Dronningebilleder | Sofia Coppola: Marie Antoinette (2006); Sofia Coppola: The Bling Ring (2013); Sofia Coppola: On the Rocks (2020) + Middlesex og kønnets undren: Et interview med Jeffrey Eugenides [2003].

The Beguiled. Instr. og manus: Sofia Coppola. Foto: Philippe Le Sourd. 94 min. USA 2017. Dansk premiere: 05.10.2017

The Beguiled (Én mand – syv kvinder). Instr.: Don Siegel. Manus: Albert Maltz & Irene Kamp. Foto: Bruce Surtees. 105 min. USA 1971. Dansk premiere: 21.06.1971 

Fotos: American Zoetrope/ Focus Features/  Universal Studios/ CineMaterial/ FilmAffinity/ SF Studios

The Beguiled (2017) streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios (regionsfri) 20.11.2017

The Beguiled (1971) streames på Apple TV, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Kino Lorber (region A) 10.11.2020

2K Blu-ray fra Universal Studios (regionsfri) 12.09.2016

YouTube Movies og Viaplay Rent and Buy

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 06.10.2017