Terry Gilliam: The Imaginarium of Doctor Parnassus (2009)

GAMLE GØGLERE

Når det evige cirkus kommer til byen

Af BO GREEN JENSEN

DER har aldrig hersket tvivl om, at Terry Gilliam (f. 1940) er en vital og barok billedskaber. Han begyndte som det amerikanske reservemedlem af Monty Python's Flying Circus og var ophavsmand til kultseriens animationsafsnit, herunder den ikoniske titelsekvens, hvor en stor fod kommer ned fra himlen og standser musikken virkelig brat.

   Gilliam debuterede som instruktør med Monty Python and the Holy Grail (1975, da. Monty Python og de skøre riddere) og brugte siden ti år på at skabe fem Python-relaterede film. Endelig trådte han i karakter med den dystopiske fremtidsfabel Brazil (1985), en moderne scifiklassiker, der bedst kan beskrives som en ajourført version af 1984.

GILLIAM gik langt over stregen i The Adventures of Baron Munchhausen (1988), som var et kaos af store ideer, der ikke hang rigtigt godt sammen. Dernæst tog han til Hollywood og skabte den sobre The Fisher King (1991) og den eminente 12 Monkeys (1995), en variation over temaet fra Chris Markers La Jéete (1962), som sammen med Brazil må være den billedtænkende mands hovedværk.

   Siden er der altid gået noget galt for Gilliam. Det begyndte i 2000, da The Man Who Killed Don Quixote, en filmatisering efter Cervantes med Jean Rochefort og Johnny Depp, blev standset under optagelserne. Forløbet er skildret i dokumentaren Lost in La Mancha (2002). Da det i 2018 lykkedes at realisere projektet, nu med Jonathan Pryce og Adam Driver i de bærende roller, var der ligesom gået for længe.

   Ellers har Hunter S. Thompson-filmen Fear and Loathing in Las Vegas (1998) og eventyrfantasien The Brothers Grimm (2005) haft som fællestræk, at de lovede meget og endte med at skuffe. Tideland (2007) var dog et mareridt med sin egen bizarre stringens. Måske voterer juryen stadig om The Zero Theorem (2013). Filmen ligner dog mest et sympatisk forsøg på at lave Brazil og 12 Monkeys igen.

I DETTE lys står cirkusfilmen fra 2009 som et comeback. Her er ambitionerne tilbage. I The Imaginarium of Doctor Parnassus er Christopher Plummer castet som Gud, nærmere bestemt en udødelig gøgler og frafalden munk, der kører fra by til by, sætter forestillinger op fra sin ladvogn og holder fortællingen om godt og ondt i live, mens han våger over datteren Valentina (Lily Cole) og får hjælp af væbnerne Anton (Andrew Garfield) og Percy (Verne Troyer).

   På tværs af tiderne kæmper han med Mr. Nick (Tom Waits), en karikeret blanding af Mefistofeles og Mackie Messer, der lever for sit væddemål med Parnussus. Det overordnede mål er at videreføre konflikten, så illusionen om verden ikke falder sammen.

   Som sækulariseringen griber om sig, får de evige skikkelser det sværere. Tingene spidser endelig til, da Valentina og Percy redder lykkeridderen Tony (Heath Ledger i sin sidste filmrolle). Han moderniserer gøglerrutinen, der ikke har ændret sig i århundreder. Valentina taber sit hjerte, og Parnussus fæster sin lid til den charmerende sjuft, som fingerer et hukommelsestab, da han gemmer sig for politiet.

DET er den ret gode rammehistorie, som får liv i kraft af stærkt spil fra Plummer, en ulastelig Waits og en charmerende Ledger. Imidlertid bruges hovedparten af scenerne til at skildre, hvad hver ny tilskuer ser i gøglervognens indre, når han eller hun træder gennem spejlet og ind i sin drøm. Her er Gilliams billedmaskine atter i drift, somme tider præcis og kontrolleret, men ofte blot løbsk og selvoverbydende. Eksempelvis indgår et musicalnummer med syngende britisk politi. Det ligger så tæt på Python-stjernestunden »The Lumberjack Song«, at det burde være skåret. Det har ingen funktion overhovedet i krigen mellem godt og ondt.

DENNE kamp er dog spændende til det sidste, og der er aldrig tvivl om, at de sølle halvguder er skikkelser med en fortid og et følelsesliv. Fordi Heath Ledger døde, mens filmen var i produktion, spilles hans karakter mod slutningen på skift af Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell, ligesom et trickster-motiv er skrevet ind i historien. Det er ikke så spektakulært, som det lyder, men for første gang siden 12 Monkeys lykkes det Gilliam at spille bolden i mål.

THE Imaginarium of Doctor Parnussus er overdådig på en overfladisk måde, men den har faktisk stof til at blive den kultfilm, som Gilliams fans har ventet på i ti år. I hvert fald er den interessant og værd at se flere gange. Efter to gennemsyn har jeg stadig svært ved at fastholde billederne af, hvad der sker bag spejlet, inde i vognen. Det skyldes nok, at filmens hjerte ligger et andet sted, nemlig nede i selve historien om en grundlæggende dualisme. Det plejer at være sådan hos Gilliam, at billederne støjer smukt, mens baggrunden savner substans. Her er det endelig omvendt.

FILMEN føjer sig til en fantastisk undergenre, som undersøger, hvad der sker, når cirkus kommer til byen. Allermest minder The Imaginarium of Doctor Parnassus om The Circus of Dr. Lao (1935) af Charles G. Finney. Her ser hver indbygger i byen forskellige ting, da Laos magiske væsener marcherer ind. Romanen blev i 1964 filmatiseret af Charles Beaumont, lidt for tidligt og lidt for fjollet, som 7 Faces of Dr Lao med Tony Randall i samtlige roller. Dén film måtte Gilliam godt genindspille.

Se også Terry Gilliam: The Brothers Grimm (2002); Terry Gilliam | Mitch Cullin: Tideland (2005).

The Imaginarium of Dr. Parnassus. Instr.: Terry Gilliam. Manus: Charles McKeown, Terry Gilliam. Foto: William Vince. 122 min. Dansk premiere: 25.12.2009.

Fotos: Infinity Features Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ 

Filmen streames på Blockbuster, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.12.2009 

The Last Station: Moralprædikanten Lev Tolstoj 1828-1910

SCENER FRA ET ÆGTESKAB

Portræt af Lev og Sofija Tolstoj

Af BO GREEN JENSEN

LEV Tolstoj (1828-1910) skrev sine hovedværker, da han var en moden mand midt på sin livsbane. Bøgerne gjorde ham så berømt, at han senere kunne trodse den russiske kirke og udfordre zarens system, da han insisterede på at praktisere sin personlige filosofi, tolstojanismen, en kristent funderet proto-socialisme, der solidariserede sig med de fattige masser og havde seksuel afholdenhed som sin kerne.

   Tredive år efter Krig og fred (1863-69) og Anna Karenina (1875-77) skrev mesteren traktatromaner som Kreutzersonaten (1891) og Opstandelse (1899). Hans tanker var kraften, som samlede det kollektive eksperiment på godset Jasnaja Poljana, hvor en broget flok idealister holdt til.

   Mens patriarken mediterede, fik hans hustru hverdagen til at fungere. Sofija Andrejevna Bers (1844-1919) havde født sin mand 13 børn og så ingen grund til at donere forfatterens royalties til Sagen. Der var derfor iskold luft mellem Sofija og Tolstojs disciple. For hende at se, var de alle grådige spytslikkere.

MICHAEL Hoffmans klassisk drejede The Last Station følger legendens sidste leveår og tager sin titel fra togstationen i Astapovo, hvor Tolstoj døde under international mediebevågenhed. Christopher Plummer har samme alder som Tolstoj, mens Helen Mirren fremstiller hans 16 år yngre hustru. En række mindre planeter kredser om solen. Vladimir Tjerkov (Paul Giamatti) forvalter tolstojanismen og er ivrig efter at få forfatteren til at skrive nyt testamente. Datteren Sasja (Anne-Marie Duff) har gjort fælles sag med Tjerkov, hvilket får Sofija til at ønske, at hun var et af parrets fem døde børn. Som publikums vinkel fungerer Valentin Bulgakoff (James McAvoy), Tolstojs idealistiske sekretær. Han forelsker sig på stedet i Masja (Kerry Condon), en moderne kvinde, som er kommet til Jasnaja Poljana for at finde sig selv.

FORLÆGGET er en roman af Jay Parini, men følelsen er meget som i et stykke filmet teater. Det er en stor og fornem produktion, der giver en udsøgt fornemmelse for Tolstojs steder og ligner den historiske virkelighed på de arkivfilm, som ruller ved creditsekvensen til slut.

   Plummer spiller Tolstoj med hjerte, men ærligt talt tror man ikke et øjeblik på den sanselige moralprædikant. Mirrens stolt desperate karakter er et spændende mix af mor og hundyr. »Vi er muligvis blevet gamle, men jeg er stadig væk din puttehøne, og du er hanen med den store pik,« siger hun og indfanger manden så meget, at den sleske Tjerkov bryder ind i ekspresfart.

   Som modbillede fungerer kærligheden mellem McAvoy og Condon helt efter planen og er filmens mest levende islæt. Det meste af tiden går på godset, men sætstykket er en rekonstruktion af forfatterens død på den sidste station. Verdenspressen hænger ved den døendes læber og rapporterer på CNN-vis fra udstedet. Datidens paparazzi bruger magnesium i spandevis, når Sofija kommer og går.

HOFFMANS film er en intelligent og kultiveret historietime. Det er dog svært at se, hvad den egentlig vil, bortset fra at minde om, at Lev og Sofija Tolstoj var mennesker af kød og blod. Man bliver ikke klogere på forfatteren eller tolstojanismen, og der er ingen oplagt lære at drage af de grådige mekanismer, som kommer til udtryk. Tolstoj-kendere vil bruge tid på at diskutere detaljernes korrekthed. Vi andre betragter et sepiatonet foto af den russiske verden i 1910. Der er gået hundrede år, og det virker egentlig også sådan.

Se også Klassiske karakterer: Anna Karenina; Varm alabaster: Greta Garbo 1905-1990; Joe Wright: Anna Karenina (2012).

The Last Station. Instr. og manus: Michael Hoffman. Foto: Sebastian Edschmid. 112 min. Tyskland-Rusland-UK 2009. Dansk premiere: 15.04.2010

Fotos: Egoli Tossell Pictures/ Sony Pictures Classic/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, iTunes og SF Anytime

2K Blu-ray fra Optimum Home Entertainment 21.06.2010

Fra Weekendavisen Kultur 16.04.2010

Beginners (2010) [Christopher Plummer 1929-2021]

PINDSVIN I SOLNEDGANGSTIDEN
Christopher Plummer i sen Oscar-rolle

Af BO GREEN JENSEN

DET er aldrig for sent at begynde igen, siger mundheld og selvhjælpsbøger verden over. Designeren Oliver (Ewan McGregor) er dog i tvivl. Ganske vist så han sin far, kunsthistorikeren Hal (Christopher Plummer), springe ud som homoseksuel og og blive lykkelig i en alder af 75, men nu er den gamle mand borte. Oliver tømmer huset i bakkerne ved Los Angeles og taler med sin fars hund, Arthur – som faktisk også svarer ham i finurlige undertekster, man lige skal vænne sig til at læse.

   Denne krølle på virkeligheden er blot én af mange detaljer, som stiver konstruktionen af i Beginners, en tænksom, selvoplevet fortælling, som filmskaberen Mike Mills både har skrevet og instrueret. Vist er der passager, hvor hudløsheden udarter i retning ad det pinagtige og preciøse, men der er også enestående øjeblikke, hvor ærligheden og inderligheden virkelig fungerer.

OLIVER har været i en række forhold, som gik i stykker, fordi han ikke magtede at forpligte sig. Det er lettere at gå, end det er at blive forladt. I tomrummet efter Hals død sørger og savner han virkelig stærkt. På tegnestuen prøver han at sælge sin idé om et cd-cover, der kan foldes ud i mange paneler og fortælle bedrøvelsens historie. The Sads vil dog have et neutralt omslagsfoto. To venner prøver at hive Oliver ud af ensomheden. Det lykkes, da han møder Anna (Mélanie Laurent) til en fest, hvor han er klædt ud som Sigmund Freud. De to finder sammen som pindsvin. Han vægrer sig dog ved at tage det sidste afgørende skridt.

FILMEN har dansk fotograf og producer. Nutidsdelen er konsekvent i sin blege, udvaskede tone, der står i stejl kontrast til farverne fra den døende fars sidste tid. De mange flashbacks lægger en mosaik, mens nutiden skrider frem kronologisk. Historien om forældrenes møde – hun var politisk aktiv; han flygtede fra nazisternes Tyskland, fordi han var homoseksuel – er illustreret med opfindsomme arkivklip. Dette er 1955. Sådan så lykkelig ud. Dette er 2003. Sådan ser alene ud.

McGREGOR forankrer den følsomme fortælling i en lydefri, lidt anonym karakter. Først og fremmest er Beginners dog værd at se for Christopher Plummers skyld. Rollen som Hal udgør en dramatisk mulighed for den 81-årige skuespiller, som aldrig har været så aktiv og sikkert leder efter filmen, der bliver stående, ligesom Laurence Olivier og John Gielgud gjorde i solnedgangstiden.* I 2010 var han Lev Tolstoj i The Last Station, og i 2011 kan man se ham som ond kardinal i den futuristiske vampyrwestern Priest. Begge karakterer blegner i forhold til den døende far, der vil leve så stærkt, som han kan, mens tid er.

*) Det lykkedes ikke rigtigt for Laurence Olivier (1907-1989), der som regel blev castet som gammel nazist i sine sidste filmroller. Men Michael Eliots tre timer lange tv-opførelse af King Lear (1983) blev noget særligt. John Gielgud (1904-2000) gav og viste bogstaveligt alt, hvad han kunne, i Prospero’s Books (1991), Peter Greenaways variation over Stormen. Der var ingen sen Shakespeare-rolle til Christopher Plummer. Han spillede Hamlet på Kronborg i 1963 – sammen med bl.a. Michael Caine i rollen som Horatio – det er foreviget i Philip Saviles BBC-udgave af Hamlet at Elsinore (1964) – men havde færre klassiske roller efter The Sound of Music. Han var knastør, knivskarp og fuldendt (nød)castet som J. Paul Getty i Ridley Scots All the Money in the World (2017). Det var dog ikke hans sidste filmrolle. Plummer medvirker i Todd Robinsons The Last Full Measure (2019), hvor også Peter Fonda (1940-2019) tog endelig afsked. 

Beginners. Instr. og manus: Mike Mills. Foto: Kasper Tuxen. 104 min. USA 2010. Dansk premiere: 30.06.2011

Fotos: Olympus Pictures/ Focus Features/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, SF Anytime og FILMSTRIBEN

Fra Weekendavisen Kultur 01.07.2011

Ridley Scott: All the Money in the World (2017)

ALLE DEN GAMLE MANDS PENGE
Christopher Plummer som J. Paul Getty

Af BO GREEN JENSEN

SKULLE man falde for fristelsen til at tro, at penge kan veksles til lykke, må man granske eksemplet J. Paul Getty. Getty var verdens rigeste mand i sin tid, en moderne kong Krøsus, der efterlod sig en personlig formue på to milliarder dollars. Men fri eller mæt blev han aldrig.

   Oliemagnaten var gift fem gange og boede dog alene de sidste 30 år af sit liv. Det sluttede i 1976, da han døde på godset Sutton Place i England. Getty var 83. Liget blev fløjet til Los Angeles og begravet på den ejendom i Pacific Palisades, hvor Getty Center ligger i dag.

   Gettys liv er en fabel for sig, men det er ikke den historie, som Ridley Scott fortæller i All the Money in the World. Her handler det om barnebarnet John Paul, en gylden dreng på 16 år, som i 1973 blev kidnappet af calabriske gangstere og holdt fanget i et halvt år, mens familien Getty og bortførerne forhandlede om løsepenge.

   Først blev der krævet 17 mio. dollars. Summen blev talt ned til 3,2 millioner af den unge mands mor, Gail Getty, som var rigmandens eks-svigerdatter. Getty nægtede pure at betale eller forhandle. Han sagde – ikke uden rimelighed – at han havde fjorten børnebørn. Hvis han gav efter, ville han inden længe have fjorten kidnappede børnebørn.

DER var meget mere i sagen, først og fremmest bitre familiehistorier. Gettys nærighed var legendarisk. Da Sutton Place blev indrettet, fik milliardæren installeret en mønttelefon, fordi gæsterne foretog kostbare opkald. Han brugte sine penge på den kunstsamling, som i dag udgør J. Paul Getty Collection.

   John Paul havde været Gettys favorit. Hans tøven var også et forsøg på at irettesætte den eneste svigerdatter, som havde sagt fra over for hans magt og hans penge. Da bortførerne sendte John Pauls afskårne øre, gik Getty med til at betale den del af løsesummen, som kunne trækkes fra i skat. Resten kunne Gettys søn låne – til en årlig rente på 4 pct.

I FILMEN bliver Gail Getty spillet af Michelle Williams, som altid kan skabe en stærk karakter. Mark Wahlberg er Fletcher Chase, en forhenværende CIA-agent, der fungerer som Gettys forhandler. Både han og politiet tror, at John Paul selv har iscenesat kidnapningen. Det er De Røde Brigaders mest aktive tid. Der er mange interesser på spil.

   Man husker måske, hvordan sagen endte. Ellers vil All the Money in the World blot virke stærkere. Det er i udgangspunktet en enkel thriller, som klipper mellem familiens intriger og den bortførte og hans vogter, som efterhånden demonstrerer en variation af Stockholm-syndromet. Den del af filmen er spændende, tæt og intens.

   Scott er dog mere interesseret i miljøet og den moralske lignelse, som ligger i stoffet. Måske føler den 80-årige instruktør, der har fået sin vilje i mange forhold, et slægtskab med den mistænksomme Getty, som var 80 år i 1973. Det er i hvert fald kun Getty og Gail, der for alvor har noget at sige. Sikkerhedschefen er længe et ciffer, men træder så i karakter.

DET er en meget velfortalt film. Sidst jeg havde samme følelse af at se en autentisk baseret spændingshistorie, der så at sige vender blad for én, var da Steven Spielberg lavede koldkrigsthrilleren Bridge of Spies. Der er den samme historiske årvågenhed, og begge film er bedre end det litterære forlæg – som i Scotts tilfælde er John Pearsons Painfully Rich: The Outrageous Fortunes and Misfortunes of the Heirs of J. Paul Getty.

   I parentes bemærket er filmen interessant, fordi den var færdigindspillet med Kevin Spacey som Getty, da #MeToo-kampagnen tog fart. Scott tog en hurtig beslutning, fyrede den faldne stjerne og genindspillede alle hans scener med Christopher Plummer i rollen.

   Dét er bemærkelsesværdigt. For det første er der hverken dissonans eller kontinuitetsfejl. For det andet er Plummer det bedste ved filmen. Den 88-årige kapacitet har både alderen og fysikken til at spille Getty. Kun i et flashback til 1940ernes Saudi-Arabien er Plummer oplagt for gammel. Med Spacey i rollen må det have været en ren sminkefest.

ALLE rejser sig med opgaven og gør en tarvelig pengehistorie til et moralsk, men aldrig moraliserende lærestykke. Det lykkes at nære en vis sympati for alle de involverede parter, inklusive den benhårde Getty.

   Han ville være en Citizen Kane, hvis ikke William Randolph Hearst allerede havde spillet den rolle. Det var for resten det følgende år, 1974, at bladmogulens barnebarn, Patty Hearst, blev bortført af amerikanske terrorister og for en tid gik over til den mørke side af Ungdomsoprøret.

   Det var en anden tid. Selv Ridley Scott var yngre og alternativ. All the Money in the World begynder med romerske natbilleder, filmet i sort-hvid som hos Fellini. I et flashback fra Marokko synger Mick Jagger »Wild Horses« på afstand. Getty kærtegner barnet på Albrecht Dürers Maria mit der Birnenschnitte, malet i 1512.

   Hvem ved, hvad den rige mand ser til slut? Det kunne næsten være et »Rosebud«, han hvisker.

RIP Christopher Plummer 1929-2021

Se også Ridley Scott: Blade Runner - The Final Cut (1982/2007); Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005); Ridley Scott: American Gangster (2007); Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100];  Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: The Last Duel (2021); Ridley Scott: House of Gucci (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

All the Money in the World. Instr.: Ridley Scott. Manus: David Scarpa. Foto: Dariusz Wolski. 133 min. USA-Storbritannien 2017. Dansk premiere: 01.02.2018.

Fotos: Imperative Entertainment/ Sony Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB

Film streames på Apple TV, Blockbuster, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 15.07.2019

Trykt i Weekendavisen Kultur 02.02.2018