Sofia Coppola: The Beguiled (2017) | To versioner

MARIONETTER I DRIFTERNES HUS

En (borger)krig mellem kvinder og mænd

Af BO GREEN JENSEN

VIRGINIA ved slutningen af Den Amerikanske Borgerkrig. Året er 1864, og på Martha Farnsworths pigeskole har to lærerinder og fem elever holdt sammen på normalitet og moral, mens der blev kæmpet i nærheden.

   Den yngste pige, Amy på 12 år, finder en såret soldat. John McBurney (Colin Farrell) kommer fra den anden hær. Han bærer blå uniform, og han svæver mellem liv og død. Måske skal det ene ben sættes af.

   Kvinderne diskuterer og beslutter at tilse hans sår. Miss Farnsworth (Nicole Kidman) holder en dydsiret tale om kristen barmhjertighed. De kan aflevere ham til hæren, når han er rask. McBurney bliver båret ind i huset, som han aldrig kommer ud af igen.

   

SIDST Sofia Coppola søgte bagud i historien, var da Kirsten Dunst spillede titelrollen i Marie Antoinette (2006). Det var en overdådig periodefilm med moderne, ironiske islæt, som når dronningen shoppede igennem, og der blev spillet »I Want Candy« med Bow Wow Wow.

   Der er ingen anakronistiske krøller i The Beguiled. Lanceringen lover »et gotisk sydstatsdrama«, men skønt situationen udarter neurotisk og makabert, er filmen (heldigvis) svær at genrebestemme. Den er i hvert fald en studie i lyst og fortrængning. Et freudiansk psykodrama i guldalderskørt. Det nærmest beslægtede fortilfælde er Peter Weirs klassiske Picnic at Hanging Rock (1975, da. Udflugten).

   Soldaten får det bedre, kvinderne skåner det sårede ben. De har alle studeret og beundret hans fysik. McBurney er ikke tabt bag en vogn. Han orienterer sig i magtstrukturen og arbejder på at forføre hver enkelt.

   Spændingen stiger, og normerne skrider. Lærerinden Edwina (Kirsten Dunst) og eleven Alicia (Elle Fanning) er lige så betagne som Martha Farnsworth. Kvinderne begynder at hakke på hinanden, McGurney gør sig til og laver kunster. Da han træder forkert, får det skræmmende følger.

FILMEN bygger på en roman af Thomas P. Cullinan, og Coppolas fortolkning er ikke den første. Clint Eastwood spillede tinsoldaten i Don Siegels Én mand – syv kvinder fra 1971.

   Coppolas film har delt hendes fans, også i den kritiske lejr. I Cannes fik hun festivalens instruktørpris, men i USA landede filmen midt i et år, hvor diversitet og etnisk hvidvaskning er de varmeste emner i en debat om, hvem der har ret til at skrive historien. Alt kom til at handle om fraværet af afrikansk-amerikanske karakterer (som der er to af i Cullinans tekst) og manglen på en holdning til krigen om slaveriet.

   Det er at misforstå Coppolas hensigt. Der bliver brugt megen energi på at sammenligne den nye The Beguiled med den gamle, men Coppolas film er ikke en gængs genindspilning. Den er et andet bud på en film over bogen. Og tiden er bare en baggrund, som sætter kønnenes (borger)krig i relief.

   Coppola vil se de blikke, kønnet kaster, når begærets dunkle mål er en mand, der må navigere og manipulere i forhold til kvindernes længsler og krav, hvis han vil overleve. Eastwood og Siegel havde for så vidt den samme prioritet. I 1971 var det radikalt at vende stereotyperne og gøre manden til genstand for kvindernes blik.

COPPOLA bevarer bogens forskellige synsvinkler og er meget forelsket i æstetikken. Landskabet emmer troldeskovsagtigt, og det er næsten altid aften i de kærtebelyste indendørsscener. Kvinderne bærer hvide kjoler og er optaget af feminine ritualer, allerede før den sårede soldat dukker op.

   Det er i sidste ende udsøgtheden, der gør The Beguiled til en af Coppolas mindre bedrifter. Det fremgår hurtigt, at søster er søster værst, og at intet er helligt for manden. Herefter er Kidman, Farrell, Dunst og Fanning som marionetter i drifternes hus. Dukkeføreren drejer dem rundt om hinanden, mens den chokerende slutning bliver kørt i stilling.

   Den kommer helt som i kildematerialet. Der er en ny realistisk bestræbelse, men den underminerer egentlig den troværdighed, som forlægget har, hvis historien bliver spillet som ren grand guignol. Uden den gotiske faktor falder psykologien til jorden.

Se også Sofia Coppola: The Virgin Suicides (1999) [Bogen og filmen]; Sofia Coppola: Lost in Translation (2003); Dronningebilleder | Sofia Coppola: Marie Antoinette (2006); Sofia Coppola: The Bling Ring (2013); Sofia Coppola: On the Rocks (2020) + Middlesex og kønnets undren: Et interview med Jeffrey Eugenides [2003].

The Beguiled. Instr. og manus: Sofia Coppola. Foto: Philippe Le Sourd. 94 min. USA 2017. Dansk premiere: 05.10.2017

The Beguiled (Én mand – syv kvinder). Instr.: Don Siegel. Manus: Albert Maltz & Irene Kamp. Foto: Bruce Surtees. 105 min. USA 1971. Dansk premiere: 21.06.1971 

Fotos: American Zoetrope/ Focus Features/  Universal Studios/ CineMaterial/ FilmAffinity/ SF Studios

The Beguiled (2017) streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios (regionsfri) 20.11.2017

The Beguiled (1971) streames på Apple TV, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Kino Lorber (region A) 10.11.2020

2K Blu-ray fra Universal Studios (regionsfri) 12.09.2016

YouTube Movies og Viaplay Rent and Buy

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 06.10.2017

Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013) [Black Lives Matter 9]

I FØRSTE PERSON

En glemt, genopdaget slavefortælling 

Af BO GREEN JENSEN

SOLOMON Northup (1808-63) var tømrer og violinist. Han var søn af frigivne slaver og levede næsten spidsborgerligt med sin familie i Saratoga Springs, New York. Han var vellidt i lokalsamfundet, som satte pris på hans musikalske formåen. I 1841 tog hans hustru og sønner væk for sommeren. Solomon blev kontaktet af to impressario-typer, som tilbød ham gode penge for at akkompagnere deres rejsende varieté.

   Turneen sluttede i Washington D.C. Northup fik sin løn og blev budt på middag. Bagefter besvimede han. Da han kom til bevidsthed, var hotelsengen erstattet af et gulv i en stald. Sammen med andre bortførte sorte blev Solomon sejlet til Louisiana og solgt på slavemarkedet i New Orleans. Først efter tolv år lykkedes det ham – ved en canadisk tømrers uegennyttige mellemkomst – at kontakte sin familie. Da Northup blev hentet, krævede ejeren kompensation for sit tab.

   I 1853 fortalte Solomon sin historie til journalisten David Wilson. De skrev i fællesskab Twelve Years a Slave, som blev trykt i 30.000 eksemplarer. Det var kun en tiendel af, hvad Harriet Beecher Stowes Onkels Toms Hytte havde afsat året før, men Northups tilfælde gav genlyd i samtiden. Han holdt foredrag og var aktiv i kampen mod slaveriet. I 1863 blev sorte og hvide stillet lige for loven. Det gjaldt måske kun på papiret, men Syden tabte borgerkrigen, og bevægelsen mod frihed var sat i værk.

DEN britiske kunstner og filmskaber Steve McQueen har bearbejdet Northups bog med samme intensitet, som han lagde i Hunger (2008) og Shame (2011). Der er dog færre signaturer. Hunger – som skildrer IRA-partisanen Bobby Sands’ sultestrejke i Nordirland i 1981 – viser en himmel fuld af fugle, da Sands dør. I Shame er New York gjort blå og kold, så byen ligner den seksuelt afhængige mands ensomhed. Der er ingen af disse stilgreb i 12 Years a Slave. McQueen bad fotografen Sean Bobbit skyde filmen uden filtre: »Vi kan ikke sætte et filter for vores historie, vores virkelighed – vi må vise den, som den er.«

   Chiwetel Ejiofor har den altdominerende rolle som Solomon Northup. Han lærer at tie og tilpasse sig, mens han bærer slag og lidelser. Nogle plantageejere er svage og konfliktsky. Først bliver Solomon solgt til Ford (Benedict Cumberbatch), en i og for sig human prædikant, som synes, at slaven har gode ideer. Han giver Solomon en violin og vil beskytte ham mod den sadistiske formand (Paul Dano). Så han videresælger ham til den drukfældige Epps, som foragter sin iskolde hustru (Sarah Poulson), mens han er erotisk besat af slaven Patsey (Lupita Nyong'o).

   

MICHAEL Fassbender havde hovedrollen i både Hunger og Shame. Her er han castet som djævelen Epps, der på sin egen måde er en nødstedt, sønderreven eksistens. Han behandler dog sine slaver som dyr, og han skåner ikke Patsey, der hader sin skønhed, fordi den gør hende mere udsat. Mrs Epps gør alt for at skade Patsey og er et sindbillede på hvid, frigid skadefryd og kynisme.

   Solomon engagerer sig nødigt i sine fællers liv. Han forsøger dog at trøste den ulykkelige Eliza (Adepero Oduye), som bliver skilt fra sine børn, og han prøver i mange omgange at hjælpe Patsey, som egentlig bare vil dø. Mrs Epps giver sin mand besked på at piske Patsey. Epps giver ordren videre til Solomon. Det er almindelig praksis. Plantagen har sine kapoer. McQueen understreger parallellen mellem Sydens plantager og kz-lejrene i nazisternes Tyskland.

FILMEN følger Northups bog og deler dens hensigt: at vise tilskueren, hvad slaveri er, hvordan systemet fungerer, hvordan det føles, og hvordan det ser ud, når mennesker bliver behandlet som kvæg. McQueen kendte ikke Northups bog, da han gik i gang med sit projekt. Det var vigtigt for ham at have en hovedperson, der var født i frihed og kunne betragte slaveriets institution med forfærdet vantro.

   12 Years a Slave gør sin virkning ved aldrig at give efter for fristelsen til at svælge, hverken i brutalitet eller blidhed. Den vege Ford kan vride sine hænder så meget han vil, han er dog en del af systemet. Solomon må anstrenge sig for at huske, hvad han er og hvem han er. Medslaverne har ikke ondt af ham. Der er ingen, der har ondt af nogen. Bortset, måske, fra den martrede Patsey.

   Der bliver aldrig hældt storladen musik på, skønt Hans Zimmer har skrevet det økononomiske score. I en scene synger slaverne en salme om deres smerte og længsel. Da Solomon istemmer, føler han glæde. Hans rejse til helvede varer så længe, at han mister håbet og troen. I lange stræk er der bare arbejdet, søvnen og maden. McQueen fokuserer på en tallerken med mad. Da Solomon ser ned på sine hænder, ligner han mændene fra Hunger og Shame.

   12 Years a Slave må være den vægtigste af de film, som er produceret i forbindelse med 150-året for Emancipationserklæringen: Tate Taylors The Help, Lee Daniels’ The Butler, Steven Spielbergs Lincoln, Tarantinos Django Unchained, Ryan Cooglers Fruitvale Station. Mens disse titler er specifikt amerikanske, insisterer McQueen – selv søn af sorte indvandrere – på at inddrage hele den afrikanske diaspora.

MCQUEENS film har trods alt en lutrende virkning. Både Solomon og tilskueren får lov at føle glæden og lettelsen ved at vende hjem og vide sig sikker. Måske har han ikke haft hjerte til at fortælle resten af Northups historie.

    Solomon stævnede mændene, som havde bedøvet og solgt ham, men sagen blev afvist, fordi sorte ikke kunne vidne mod hvide. Heller ikke i Washington D.C. Endnu et sagsanlæg mod bortførerne, nu med et hvidt hovedvidne, kom aldrig for retten. Efter 1863 er der ingen vidnesbyrd om Solomon Northup. Hans hustru døde i 1876. En lokalavis skrev, at Anne Northup ville blive savnet. Om hendes mand stod, at han »efter at have vist sig frem over hele landet« blev »en uduelig vagabond.«

FORMENTLIG gik han til i bitterhed og alkoholisme. Hans bog blev glemt med tiden. Modsat andre slaveberetninger var den skrevet i samarbejde med en hvid mand, og man mistænkte Northup for at pynte på historien.

   Andre bøger af undslupne slaver som Frederick Douglass, William Wells Brown, Henry Bibb og Harriet Jacobs blev de kanoniserede slave narratives. Først i 1968 blev Northups bog rehabiliteret. Gordon Parks, som instruerede blaxploitation-klassikeren Shaft (1971), lavede en tv-udgave i 1984: Solomon Northups’s Odyssey.

   Jeg ved ikke, om Steve McQueen så Roots (1977) i sin ungdom. Han siger selv, at han ikke interesserede sig for andre fremstillinger af slaveriets historie, men kun for denne film. Alligevel er det Roots, som man husker og tænker på undervejs. Blot ser McQueens film ikke væk, når pisken river kødet op. Den gør slaveriets grundvilkår – at man kan eje andre mennesker – til skamfuld virkelighed her og nu.

Se også Steve McQueen: Shame (2011); Steve McQueen: Smal Axe (2020) [Black Lives Matter 12]; Steve McQueen: Widows (2018).

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016).; Bush + Renz: Antebellum (2020). 

12 Years a Slave. Instr.: Steve McQueen. Manus: John Ridley. Foto: Sean Bobbit. 134 min. USA-UK 2013. Dansk premiere: 20.02.2014

Solomon Northup: Tolv år som slave. Oversat efter »Twelve Years a Slave« (1853) af Hans-Jørgen Birkmose. 294 s. Kristeligt Dagblads Forlag, 2014

Fotos: Regency Enterprises/ Fox/ SF Studios/ FilmAffinity

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Entertainment One 12.05.2014

Anmeldelsen trykt første gang i  Weekendavisen Kultur 21.02.2014 

Steven Spielberg: Lincoln (2012)

DEN STORE EMANCIPATOR

Abraham Lincoln 1809-1865

Af BO GREEN JENSEN

BLANDT 45 amerikanske præsidenter er Abraham Lincoln (1809-65) den mest sakrosankte. John F. Kennedy har en lignende status, men Lincolns myte er mindre kompromitteret. Hans eftermæle ligner en helgens, og der var intet Camelot over hans embedsførelse. Han regerede i svære tider, hvor nationen førte en borgerkrig, som kostede 600.000 liv. Dog huskes han som fredens mand og som en ydmyg søn af folket, der måske kan narres noget af tiden, men ikke føres bag lyset i længden.

   De fleste amerikanske børn har set den mekaniske Lincoln-figur, som fremsiger Gettysburg-talen og gebærder sig livagtigt, når man besøger Disneyland. Måske var det hér, at Steven Spielberg fik ideen til sin forbavsende effektfri film om krigen, slaveriet, demokratiet og præsidenten. Det er alle de store begreber, som er notorisk svære at skildre på film, der er under belysning i Lincoln. Man kan sikkert have faglige forbehold, men ikke over for bestræbelsen. Det lykkes virkelig at skabe en film, som gør Lincoln levende for vore øjne.

FIGUREN er iscenesat af Spielberg og husfotografen Janusz Kaminski, der fylder perioden med fugtigt mørke og søjler af modlys. Dialogen er skrevet af Tony Kushner (Engle i Amerika), som bedriver sit bugtaleri med en flair, der gør det svært at sige, hvornår Lincolns replikker citerer hans taler og breve, og hvornår der er tale om konstruktioner. Imidlertid er og bliver det skuespilleren, som forløser mennesket i denne film. Daniel Day-Lewis overbeviser helt og aldeles som Lincoln. Der er ikke engang de sædvanlige fem minutter, hvor man lige skal vænne sig til illusionen.

PORTRÆTTET af præsidenten er skabt med en atypisk narrativ minimalisme. Lincoln gør intet forsøg på at favne hele historien. I stedet fokuseres der strengt på de sidste måneder af Borgerkrigen og Lincolns liv, vinter og forår 1865, da det står klart, at Syden vil tabe. Det er magtpåliggende for Lincoln at få sin tilføjelse til Forfatningen vedtaget i Repræsentanternes Hus. Han har ophævet slaveriet ved en særlov, som gælder i krigstid. Nu skal det skrives ind i Konstitutionen, at ingen må eje hinanden.

REPUBLIKANEREN skal bruge 20 demokratiske stemmer. Der er enkelte scener fra krigen i Lincoln, som blandt andet viser Konføderations kapitulation ved Appomattox. De fleste skildrer dog spilfægteriet og hverdagen i præsidentboligen. Der er et sjældent skarpt, nuanceret portræt af Mary Lincoln (Sally Field), der i regelen blot støtter sin mand. Her er hun hård og hysterisk i sorgen over den ældste søns død. De ægteskabelige skænderier bliver gennemspillet som små mareridt.

   Lincoln vinder slaget ved brug af lobbyister og indgåelsen af aftaler, der tangerer magtmisbrug og bestikkelse. En hær af karakterskuespillere gør de historiske ansigter levende. Især demokraten Thaddeus Stevens (Tommy Lee Jones) bliver en vigtig allieret, der ligesom Lincoln erkender, at målet helliger midlerne. Stevens deler bord og seng med sin sorte husholderske. Kun disse to mænd skildres privat.

DER er flere excentriske fravalg. Da John Wilkes Booth har skudt præsidenten i Ford’s Theatre, ser man ham ikke springe ned på scenen og råbe »Sic semper tyrannis!«, som det ellers er obligatorisk. Det blev senest gjort i Robert Redfords The Conspirator (2010), en revisionistisk fremstilling af (skue)processen mod konspiratørerne. Her viser Spielberg i stedet en scene fra et andet teater, hvor Lincolns yngste, forgudede søn modtager nyheden om mordet på sin far.

   Det virker som en kontrær manøvre, der skal undgå det forventede. I filmens første scene lytter Lincoln til to sorte infanterister. Den ene klager, den anden glatter ud. Så kommer to hvide rekrutter og reciterer Gettysburg-talen i tandem. Alle positioner skal markeres med det samme. Det forekommer ikke troværdigt, at soldaterne kan huske talen ord for ord allerede. Og man ville hellere høre Daniel Day-Lewis.

DAY-LEWIS har Lincolns alder og annammer hér hans fysik. På film er præsidenten skildret utallige gange, siden drabet på ham blev genskabt i D.W. Griffiths The Birth of a Nation (1915). Til de klassiske fortolkere hører Walter Huston i Griffiths Abraham Lincoln (1930), Henry Fonda i John Fords Young Mr. Lincoln (1939), Gregory Peck i miniserien The Blue and the Gray (1982) og Sam Waterston i Gore Vidal’s Lincoln (1986). Ingen har dog beboet figuren som Day-Lewis. Det er en fuldkommen nøgtern, bevægende Lincoln, der slet ikke føles som skæg og kostume.

   Spielberg har lært af de fejl, han begik i Amistad (1997), et andet epos om slaveriets historie med Anthony Hopkins som præsident John Quincy Adams. Lincoln har intet af denne films patos. Den nye films eneste fejl er musikken, som John Williams sædvanen tro overdriver. Endvidere kunne Lincoln slutte, da præsidenten tager af sted til teatret og forsvinder i historiens tåger. Trods alt er det hér, at man møder ham først, i regnen og mørket ved Gettysburg.

   Lincoln var en af dét års store film. Daniel Day-Lewis fik som forventet en Oscar og et utal af andre priser for sin fremstilling af den 16. amerikanske præsident. Filmen var nomineret i 12 kategorier. Også Rick Carters og Jim Ericksons scenografi blev præmieret. 

Lincoln. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Tony Kushner. Foto: Janusz Kaminski. 150 min. USA 2012. Dansk premiere: 31.01.2013

Fotos: Dreamworks Pictures/ Twentieth Century/ Amblin Entertainment/ Participant/ Dune Entertainment/ The Kennedy Marshall Company/ Touchstone Pictures/ Walt Disney Studios/ Motion Pictures/ Library of Congress (Lincoln Portrait by Alexander Gardner, 1865)/ Wikimedia Commons  

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 02.09.2013

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 01.02.2013