The United States vs. Billie Holiday (2021) [Black Lives Matter 19]

BITTER HØST
Historien om Lady Day og Strange Fruit

Af BO GREEN JENSEN

BILLIE Holiday havde et svært liv, som begyndte i Philadelphia i 1915 og sluttede i New York City i 1959. Hun blev kun 44, men ser tyve år ældre ud på den sidste bevarede tv-optagelse fra den 23. februar 1959. Hun synger tre ballader i programmet »Chelsea at Nine«, som er britisk. Så for en gangs skyld kan hun slutte med sin signatursang uden at få ledelsen på nakken.

   Præmissen for Lee Daniels’ kulørte portrætfilm er enkel – og sikkert også forenklet. Myndighederne forfølger Holiday, angiveligt på grund af hendes heroinmisbrug, men i virkeligheden, fordi de vil have hende til at holde op med at synge »Strange Fruit«.

   Det gør Andra Day i øvrigt formidabelt. Hun er totalt overbevisende som Lady Day. Da Diana Ross havde rollen i Lady Sings the Blues (1972), som var en mere regelret biopic, gjorde hun sangene til sine egne. Hun fik til gengæld lov at synge flere af dem til ende.

   Daniels klipper konstant til noget andet. Der er glimt fra Holidays barndom og afstikkere til andre afsnit af livshistorien. Især er der en masse eksponering af faren ved stoffer og alkohol. Men i bund og grund mener filmen, at det var Harry J. Anslinger (1892-1975), den første direktør for Federal Bureau of Narcotics, som dræbte sangerinden. Og det handlede ikke om stoffer, men om nidkærhed og vedkendt racisme.

BIOGRAFISK giver det mening. Holiday kunne have fået et enklere liv, hvis hun havde holdt sig til at synge folkets favoritter. »All of Me«, »God Bless the Child« og »Ain’t Nobody’s Business« var farveblinde ballader, der appellerede på tværs af etnicitet. Men fordi hun insisterede på at have »Strange Fruit« i sætlisten, blev koncert efter koncert lukket ned.

   Fra 1939, da hun begyndte at synge »Strange Fruit« i Harlem-natklubben Café Society, til den bitre ende i 1959 blev sangen for Billie Holiday, hvad »Mississippi Goddamn« i 1964 var for Nina Simone: et våben, et mantra og en mission. I filmen siger hun det direkte til Anslinger: »Your grandchildren will be singing ’Strange Fruit’.« Taler man sådan på sit dødsleje?

Southern trees bear a strange fruit,

Blood on the leaves and blood at the root,

Black body swinging in the Southwern breeze,

Strange fruit hanging from the poplar trees.

Pastoral scene of the gallant South,

The bulging eyes and the twisted mouth,

Scent of magnolia sweet and fresh,

And the sudden smell of burning flesh!

Here is a fruit for the crows to pluck,

For the rain to gather, for the wind to suck,

For the sun to rot, for a tree to drop,

Here is a strange and bitter crop.

»STRANGE Fruit« er en fantastisk ballade, som forener en agiterende tradition med den litterære bevidsthed hos moderne sangskrivere. Der er tre enkle strofer og tolv verselinier, som siger, at sorte mennesker bliver hængt og brændt i sydstaterne. I en brugsoversættelse står der:

   »Sydens træer bærer en sælsom frugt/ Blod på bladene, blod ved roden/ Sorte lig svinger i Sydens vind/ Sær frugt hænger fra poppeltræer// Idyllisk optrin fra Sydens ædle grund/ De svulmende øjne, den forvredne mund/ En sød duft af friske magnolier/ og så den bratte lugt af brændt kød!// Her er en frugt, som krager kan plukke/ som regnen kan samle, som vinden kan suge/ som solen kan tære, som træet kan tabe/ Her er en sær, bitter høst.«

»STRANGE Fruit« giver filmen fokus. Det er den eneste sang, der står i fuld længde. Andra Day synger til en tom sal i et drømmeoptrin. Hun og Jimmy Fletcher (Trevante Rhodes), der begynder som Anslingers stikker, men ender som Holidays kæreste, når samtidig til en lysning i skoven. En far er lynchet med et skilt, som siger JUSTIS SERVED om sin hals. Familien sidder ved træet og græder. Montagen er ikke subtil, men den er stærk og gør sin virkning.

   Fortællingens tråde bliver fulgt til dørs i skærmtekster, mens der garneres med arkivklip. For eksempel ser vi John F. Kennedy dekorere Harry Anslinger og takke ham for utrætteligheden. Vi får at vide, at loven, som forbyder lynching stadig ikke er vedtaget. Og at Billie sang »Strange Fruit« til sin død.

MAN må næsten få det indtryk, at Billie Holiday selv skrev »Strange Fruit«. Kun i creditsekvensen fremgår det, at komponisten hed Allan Lewis. Det har altid været den eneste »fejl«: at sangen ikke er skrevet af en afrikansk amerikaner.

   Allan Lewis – eller Lewis Allen – var et alias for Abel Meeropol (1903-1986), en jødisk gymnasielærer fra The Bronx. Han og hustruen Anne var medlemmer af det amerikanske kommunistparti, da Abel skrev »Strange Fruit« i 1936, først som et digt til lærerbladet med titlen »Bitter Fruit«, så sat til egne toner. Holiday skriver i Lady Sings the Blues, at hun hjalp Meeropol med musikken.

   Parret var altid på FBI’s fjendeliste. De adopterede Julius og Edith Rosenbergs sønner, Michael og Robert, da drengenes forældre blev henrettet for spionage i 1953. Meeropol havde også personlige grunde. Hans pseudonym var konstrueret med navnene på parrets dødfødte sønner, Lewis og Allen.

   »Strange Fruit« har således kulturel resonans: fra E.L. Doctorows The Book of Daniel (1971, da. Daniels bog) via Netflix-serien The Americans (2013-2018) til den berømte begyndelse på Sylvia Plaths The Bell Jar (1963, da. Glasklokken): »Det var en sær, lummer sommer, den sommer, de henrettede Rosenbergparret i den elektriske stol.«*

THE United States vs. Billie Holiday er en seværdig, men distræt film, som skøjter hen over talrige emner. Andra Day forankrer filmen, og perioden er meget smukt genskabt. Der er dydsiret elskov med Tallulah Bankhead (Natasha Lyonne), som filmen er genert omkring. Til gengæld har Billie og Fletcher hård sex, der dunker i takt til musikken.

   Værst er dialogen. Måske vil Daniels hævne 100 års racistiske karikaturer i Hollywood-film. Anslinger spilles af Garrett Hedlund. Han præsenteres ved et møde, hvor politikerne diskuterer bevillinger. Anslinger bider tænderne sammen og koncentrerer sit credo i linjen, som jeg citerer ordret: »Drugs and negroes are a contamination to our great American civilisation.«

   Jeg tror gerne, at Anslinger var et svin, men selv han må have pakket tingene ind. Nu bliver der mumlet samtykke. Det var disse mænd, som dræbte Lady Day. Somme tider er det en stærk film. Somme tider endnu en karikatur.

*) David Margolick fortæller den fulde, fascinerende historie om signatursangen i Strange Fruit: Billie Holiday, Café Society, and an Early Cry for Civil Rights. 162 s. Philadelphia and London: Running Press Book Publishers, 2000. Billie Holiday skrev sine erindringer i samarbejde med forfatteren William Dufty. Lady Sings the Blues udkom i 1956 og bliver til stadighed optrykt i serien Penguin Modern Classics. Sidney J. Furie instruerede filmatiseringen – med Diana Ross som Holiday – i 1972. Motown producerede på vegne af Paramount Pictures. Både filmen og soundtracket var store succeser. Lady Sings the Blues er forbavsende svær at komme til at se i dag. Den bliver ikke streamet i hverken USA eller Europa. Den udkom senest på dvd og blu-ray i Frankrig i 2017. Michel Legrand skrev det orkestrale score – heraf den franske forbindelse.  

The United States vs. Billie Holiday. Instr.: Lee Daniels. Manus: Suzan Lori-Parks. Foto: Andrew Dunn. 130 min. USA 2021. Dansk premiere: 12.05.2021.

Fotos: Lee Daniels Entertainment/ Scanbox/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Movie StillsDB/ Michael Ochs Archives (Robin Carson portrait photo)/ NPR (Abel Meeropol photo)/ Medium.com (1930 newsphoto of mob at lynching of Thomas Shipp and Abram Smith)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Capelight Pictures (region B) 14.05.2021

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 13.05.2021

One Night in Miami (2020) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 17]

FREMTIDEN BEGYNDER I MIAMI

Identitetspolitik i teaterformat

Af BO GREEN JENSEN

DET meste skete virkelig. Den 24. februar 1964 blev den 22-årige Cassius Clay verdensmester i professionel sværvægtsboksning, da han besejrede Sonny Liston ved en kamp i Miami Beach. Liston opgav i syvende omgang. De ældste af os husker skandalestemningen omkring revanchekampen i maj 1965. Her blev Liston knockoutet i første omgang, og hele verden følte sig snydt.

   Clay havde da taget navnet Muhammad Ali og bekendt sig til Nation of Islam. Det skete dagen efter den første kamp, da han stod frem sammen med aktivisten og borgerrettighedsforkæmperen Malcolm Little, som var bokserens ven og rådgiver. Kort efter etablerede Malcolm sin egen Muslim Mosque. Det er stadig uklart, hvem der skød ham i februar 1965. Malcolm X blev 39 år.

CLAY/LISTON-kampen var vigtig for hele nationen, men måske især for de afrikansk-amerikanske tilskuere og tv-seere, som for en aften havde styrken og stjerneværdien i noget, som var blevet »deres sport«, skønt investorerne var hvide. Det er sandt, at fire af fremtidens rollemodeller mødtes på Clays hotel for at fejre sejren og spise vaniljeis sammen. Fotografen Bob Gomel fra LIFE Magazine tog fotos af mændenes træf.

   Malcolm X og Muhammad Ali fik selskab af sanger-sangskriveren Sam Cooke (1931-1964) og NFL-footballspilleren Jim Brown, som var ved at forlade sin klub, Cleveland Browns, til fordel for en filmkarriere. Man kunne – og har – skrevet bøger om hver af de fire mænds store bedrifter. Kun Jim Brown lever stadig (og er kontroversiel i #MeToo-sammenhæng). Han er 84 år – og kom tilbage til sporten, da filmkarrieren ebbede ud i 70rnes slutning.*

   Jeg kunne fylde mange sider med kontekst. Det korte af det lange er, at bokseren, partisanen, sangeren og atleten mødes på Hamilton House i Miami for at tale om sorte amerikaneres fremtid og virkelighed. One Night in Miami bygger på Kemp Powers’ skuespil fra 2013. Powers har selv bearbejdet sin tekst til Regina Kings fornemme filmatisering.

FØR samtalerne på hotellet begynder, har filmen en prolog, som indrammer mødet og forankrer mændenes baggrund. I vignetform fokuseres på karakteristiske situationer, hvor racismen i alle aspekter af tiden bliver klar.

   Sam Cooke (Leslie Odom Jr.) har R&B-hits som »You Send Me«, men må ikke sidde sammen med det hvide orkester på scenen i natklubben Copacabana. Gæsterne siver og fingerer fysisk væmmelse, da han lader fløjlsstemmen fremføre »Tammy«, Debbie Reynolds’ signatursang.

   Jim Brown (Aldis Hodge) besøger en gammel ven af familien i Georgia og bliver entusiastisk modtaget. De har en lang lemonadesnak på verandaen. Noget skal ordnes inde i huset, og Brown tilbyder at hjælpe. Vennen (Beau Bridges) vifter ham af med et »You know we don’t allow ******s in the house«. Det er ikke ondt ment. Det er bare konstaterende.

FOR Malcolm X (Kingsley Breen-Adir) er vreden større og problemerne mere konkrete. Han frygter for sin hustru og sin datters liv. Han skygges af FBI-typer, men er mere nervøs for Nation of Islam, som han har udfordret. Han ved, at han udfærdiger et testamente, da han mødes med en journalist, som skal skrive hans historie. The Autobiography of Malcolm X (1965) blev fortalt til Alex Haley, som siden skrev Roots (1976, da. Rødder), der var en milepæl i kulturens selvforståelse og et tidligt eksempel på anvendt identitetspolitik.

   Heller ikke Clay/Ali (Eli Goree) er kommet let til sejren i Miami, skønt han ikke forsømmer nogen lejlighed til at fortælle verden, at han er »The Greatest«. Vi ser ham kravle rundt på gulvet i ringen og være i svære problemer. Hans selvforelskelse er et show. Han falder i staver ved spejlet, og de andre spørger, om der er noget i vejen. Nej. Han synes bare ikke, at nogen fortjener at være så smuk.

SAM Cooke ejede musikselskabet SAR Records. Han fortæller Malcolm X om The Valentinos, som var Cookes svar på den britiske invasion fra The Beatles. Cooke gav The Rolling Stones lov til at indspille en Valentinos-sang, »It’s All Over Now«. Med Stones blev sangen nummer ét. Komponisten rasede over forskelsbehandling og kulturelt tyveri – indtil han fik den første royaltycheck. Så sagde han, at Stones kunne bruge »any damn song of mine«.

SAMTALERNE intensiveres. Clay/Ali er for det meste værten, der glatter ud og er afklaret omkring sin fremtid. Han vil bare være bedst og størst. Han vil også gerne inspirere andre unge mænd og kvinder med ikke-hvid hud.

   Jim Brown er en lakonisk fåmælt iagttager af typen, som han spillede i 100 Rifles (1969) og andre westerns med, hvad Cooke kalder »a token negro« på rollelisten. Men i 1964 har han lige fået 27.000 dollars for at spille buffalo soldier i Rio Conchos. Det må Ali pifte anerkendende ad.

DET store drama findes i tredje akt, hvor Malcolm X og Sam Cooke råber højt og taler ud. Cooke forklarer, hvorfor det er vigtigt at have succes med ufarlige kærlighedssange og bo på Fontainebleau i stedet for på væggelusmotellet med Black Muslims-livvagter ved døren.

   Malcolm X håner ham for en sang, der gentager »I Love You« i refrænet. Han spiller Bob Dylans »Blowin’ in the Wind« og spørger, hvordan det kan være, at »a white kid from Minnesota« kan tale om sorte brødres situation med mere vægt end soulsangeren. Men han husker samtidig, hvordan Cooke kunne vende stemningen, da en koncert i Boston blev saboteret af rivalen Jackie Robinson.

   Begge ser værdien i empowerment og dét at have kontrol. Cooke siger, at penge er frihed. Malcolm X siger, at tro og politisk engagement er vejen til forandring. Den ene kommer tidens Amerika i møde. Den anden vil kæmpe betingelsesløst. Kemp Powers lader de to mænd tale, indtil de forstår hinanden.

COOKE optræder i Johnny Carsons tv-show med »A Change is Gonna Come«. Jeg er ikke sikker på, at teksten giver Malcolm X tilstrækkelig ære. Som den eneste sagde han tiden imod og var militant og kompromisløs. Det er hans uigendrivelige dialektik, som fører direkte til Black Lives Matter.

   Kemp Powers – som også har skrevet animationsfilmen Soul/Sjæl – er god til at bruge tiden uden at belære eller blive nostalgisk. Regina King har instrueret tv, men One Night in Miami er hendes første biograffilm. Du kender måske HBO-serien Watchmen. Det er King, som spiller selvtægtskvinden Sister Night. Her bliver den samme kamp ført med helt andre midler.

TIL SLUT ligger fremtiden åben som en flækket kokosnød. Saften flyder ud, og de fire mænd går hver sin vej. Sam Cookes første radikale sang får lov at blive stående. Der kommer en forandring, men den er ikke gennemført endnu.

   2020 var et godt år for revisionismen. Efter Steve McQeens britiske Small Axe Anthology og Netflix-filmen Ma Rainey's Black Bottom kommer denne film lige til tiden. Et identitetspolitisk lærestykke med underholdningsværdi. Vist er det filmet teater, men One Night in Miami er potent historieskrivning. Og dertil en retorisk bedrift.

*) Anmeldelsen er skrevet i 2021. Jim Brown døde i Los Angeles den 18. maj 2023. Han blev 87 år. Rollen i Rio Conchos (som også fik dansk premiere i marts 1965) var den første i en lang karriere, som forenede skuespil, sport, politik og forretning. Ved hans død udtalte Barack Obama: »I was too young to remember Jim Brown's playing days, but I knew his legacy. One of the greatest football players ever, he was also an actor and activist - speaking out on civil rights, and pushing other black athletes to do the same.« Basketball-veteranen Lebron James var endnu mere klar i mælet: »We lost a hero today. Rest in Paradise to the legend Jim Brown. I hope every black athlete takes the time to educate themselves about this incredible man and what he did to change all of our lives. We all stand on your shoulders Jim Brown.« 

One Night in Miami var Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Supporting Actor (Leslie Odom Jr.), Best Adapted Screenplay (Kemp Powers) og Best Original Song (»Speak Now« – Sam Ashworth og Leslie Odom Jr.)

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarentino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016); Bush + Renz: Antebellum (2020).  

One Night in Miami. Instr.: Regina King. Manus: Kemp Powers. Foto: Tami Reiker. 114 min. USA 2020. Dansk premiere: 15.01.2021 (streaming)

Fotos: Amazon Studios/ ABKCO Pictures/ Bob Gomel (1964 reportage)/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på AMAZON PRIME

2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #1106) 20.12.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 29.01.2021

Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013) [Black Lives Matter 9]

I FØRSTE PERSON

En glemt, genopdaget slavefortælling 

Af BO GREEN JENSEN

SOLOMON Northup (1808-63) var tømrer og violinist. Han var søn af frigivne slaver og levede næsten spidsborgerligt med sin familie i Saratoga Springs, New York. Han var vellidt i lokalsamfundet, som satte pris på hans musikalske formåen. I 1841 tog hans hustru og sønner væk for sommeren. Solomon blev kontaktet af to impressario-typer, som tilbød ham gode penge for at akkompagnere deres rejsende varieté.

   Turneen sluttede i Washington D.C. Northup fik sin løn og blev budt på middag. Bagefter besvimede han. Da han kom til bevidsthed, var hotelsengen erstattet af et gulv i en stald. Sammen med andre bortførte sorte blev Solomon sejlet til Louisiana og solgt på slavemarkedet i New Orleans. Først efter tolv år lykkedes det ham – ved en canadisk tømrers uegennyttige mellemkomst – at kontakte sin familie. Da Northup blev hentet, krævede ejeren kompensation for sit tab.

   I 1853 fortalte Solomon sin historie til journalisten David Wilson. De skrev i fællesskab Twelve Years a Slave, som blev trykt i 30.000 eksemplarer. Det var kun en tiendel af, hvad Harriet Beecher Stowes Onkels Toms Hytte havde afsat året før, men Northups tilfælde gav genlyd i samtiden. Han holdt foredrag og var aktiv i kampen mod slaveriet. I 1863 blev sorte og hvide stillet lige for loven. Det gjaldt måske kun på papiret, men Syden tabte borgerkrigen, og bevægelsen mod frihed var sat i værk.

DEN britiske kunstner og filmskaber Steve McQueen har bearbejdet Northups bog med samme intensitet, som han lagde i Hunger (2008) og Shame (2011). Der er dog færre signaturer. Hunger – som skildrer IRA-partisanen Bobby Sands’ sultestrejke i Nordirland i 1981 – viser en himmel fuld af fugle, da Sands dør. I Shame er New York gjort blå og kold, så byen ligner den seksuelt afhængige mands ensomhed. Der er ingen af disse stilgreb i 12 Years a Slave. McQueen bad fotografen Sean Bobbit skyde filmen uden filtre: »Vi kan ikke sætte et filter for vores historie, vores virkelighed – vi må vise den, som den er.«

   Chiwetel Ejiofor har den altdominerende rolle som Solomon Northup. Han lærer at tie og tilpasse sig, mens han bærer slag og lidelser. Nogle plantageejere er svage og konfliktsky. Først bliver Solomon solgt til Ford (Benedict Cumberbatch), en i og for sig human prædikant, som synes, at slaven har gode ideer. Han giver Solomon en violin og vil beskytte ham mod den sadistiske formand (Paul Dano). Så han videresælger ham til den drukfældige Epps, som foragter sin iskolde hustru (Sarah Poulson), mens han er erotisk besat af slaven Patsey (Lupita Nyong'o).

   

MICHAEL Fassbender havde hovedrollen i både Hunger og Shame. Her er han castet som djævelen Epps, der på sin egen måde er en nødstedt, sønderreven eksistens. Han behandler dog sine slaver som dyr, og han skåner ikke Patsey, der hader sin skønhed, fordi den gør hende mere udsat. Mrs Epps gør alt for at skade Patsey og er et sindbillede på hvid, frigid skadefryd og kynisme.

   Solomon engagerer sig nødigt i sine fællers liv. Han forsøger dog at trøste den ulykkelige Eliza (Adepero Oduye), som bliver skilt fra sine børn, og han prøver i mange omgange at hjælpe Patsey, som egentlig bare vil dø. Mrs Epps giver sin mand besked på at piske Patsey. Epps giver ordren videre til Solomon. Det er almindelig praksis. Plantagen har sine kapoer. McQueen understreger parallellen mellem Sydens plantager og kz-lejrene i nazisternes Tyskland.

FILMEN følger Northups bog og deler dens hensigt: at vise tilskueren, hvad slaveri er, hvordan systemet fungerer, hvordan det føles, og hvordan det ser ud, når mennesker bliver behandlet som kvæg. McQueen kendte ikke Northups bog, da han gik i gang med sit projekt. Det var vigtigt for ham at have en hovedperson, der var født i frihed og kunne betragte slaveriets institution med forfærdet vantro.

   12 Years a Slave gør sin virkning ved aldrig at give efter for fristelsen til at svælge, hverken i brutalitet eller blidhed. Den vege Ford kan vride sine hænder så meget han vil, han er dog en del af systemet. Solomon må anstrenge sig for at huske, hvad han er og hvem han er. Medslaverne har ikke ondt af ham. Der er ingen, der har ondt af nogen. Bortset, måske, fra den martrede Patsey.

   Der bliver aldrig hældt storladen musik på, skønt Hans Zimmer har skrevet det økononomiske score. I en scene synger slaverne en salme om deres smerte og længsel. Da Solomon istemmer, føler han glæde. Hans rejse til helvede varer så længe, at han mister håbet og troen. I lange stræk er der bare arbejdet, søvnen og maden. McQueen fokuserer på en tallerken med mad. Da Solomon ser ned på sine hænder, ligner han mændene fra Hunger og Shame.

   12 Years a Slave må være den vægtigste af de film, som er produceret i forbindelse med 150-året for Emancipationserklæringen: Tate Taylors The Help, Lee Daniels’ The Butler, Steven Spielbergs Lincoln, Tarantinos Django Unchained, Ryan Cooglers Fruitvale Station. Mens disse titler er specifikt amerikanske, insisterer McQueen – selv søn af sorte indvandrere – på at inddrage hele den afrikanske diaspora.

MCQUEENS film har trods alt en lutrende virkning. Både Solomon og tilskueren får lov at føle glæden og lettelsen ved at vende hjem og vide sig sikker. Måske har han ikke haft hjerte til at fortælle resten af Northups historie.

    Solomon stævnede mændene, som havde bedøvet og solgt ham, men sagen blev afvist, fordi sorte ikke kunne vidne mod hvide. Heller ikke i Washington D.C. Endnu et sagsanlæg mod bortførerne, nu med et hvidt hovedvidne, kom aldrig for retten. Efter 1863 er der ingen vidnesbyrd om Solomon Northup. Hans hustru døde i 1876. En lokalavis skrev, at Anne Northup ville blive savnet. Om hendes mand stod, at han »efter at have vist sig frem over hele landet« blev »en uduelig vagabond.«

FORMENTLIG gik han til i bitterhed og alkoholisme. Hans bog blev glemt med tiden. Modsat andre slaveberetninger var den skrevet i samarbejde med en hvid mand, og man mistænkte Northup for at pynte på historien.

   Andre bøger af undslupne slaver som Frederick Douglass, William Wells Brown, Henry Bibb og Harriet Jacobs blev de kanoniserede slave narratives. Først i 1968 blev Northups bog rehabiliteret. Gordon Parks, som instruerede blaxploitation-klassikeren Shaft (1971), lavede en tv-udgave i 1984: Solomon Northups’s Odyssey.

   Jeg ved ikke, om Steve McQueen så Roots (1977) i sin ungdom. Han siger selv, at han ikke interesserede sig for andre fremstillinger af slaveriets historie, men kun for denne film. Alligevel er det Roots, som man husker og tænker på undervejs. Blot ser McQueens film ikke væk, når pisken river kødet op. Den gør slaveriets grundvilkår – at man kan eje andre mennesker – til skamfuld virkelighed her og nu.

Se også Steve McQueen: Shame (2011); Steve McQueen: Smal Axe (2020) [Black Lives Matter 12]; Steve McQueen: Widows (2018).

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016).; Bush + Renz: Antebellum (2020). 

12 Years a Slave. Instr.: Steve McQueen. Manus: John Ridley. Foto: Sean Bobbit. 134 min. USA-UK 2013. Dansk premiere: 20.02.2014

Solomon Northup: Tolv år som slave. Oversat efter »Twelve Years a Slave« (1853) af Hans-Jørgen Birkmose. 294 s. Kristeligt Dagblads Forlag, 2014

Fotos: Regency Enterprises/ Fox/ SF Studios/ FilmAffinity

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Entertainment One 12.05.2014

Anmeldelsen trykt første gang i  Weekendavisen Kultur 21.02.2014 

Kathryn Bigelow: Detroit (2017) [Black Lives Matter 6]

GENERALPRØVE PÅ EN REVOLUTION

Fra Detroit i 1967 til Minneapolis i 2020

Af BO GREEN JENSEN

I DETROIT var sommeren 1967 ikke den magiske »Summer of Love«, som siden er fejret i fælleskulturen. USA’s femtestørste by, kendt for sine bilfabrikker og sjælfulde sorte musik, var tværtimod scenen for nogle af de voldsomste konfrontationer mellem politi og befolkning i nyere tid.

   Det begyndte med en razzia på 12th Street søndag den 23. juli. Bagefter gik tilskuerne ikke hjem i god orden. Først var der demonstrationer. Så fulgte plyndringer, påsatte brande og åben skudkamp i gaderne på Near West Side.

   Systemet satte ikke bare hårdt mod hårdt. Ordensmagten gik aktivt til angreb. Detroits politi fik forstærkninger fra statspolitiet. Byen blev erklæret i undtagelsestilstand, og guvernør George W. Romney udkommanderede Michigan National Guard. Da urolighederne vedblev, satte præsident Lyndon B. Johnson to af hærens luftbårne enheder ind.

   Efter fire døgn var 2000 bygninger ødelagt. Politiet foretog 7.200 arrestationer. I alt var der 43 døde og 1.189 tilskadekomne. Hæren, politiet, hjemmeværnet og brandvæsenet mistede 16 medlemmer. Men de overvejende hvide betjente dræbte 23 og sårede 696 borgere – som for de flestes vedkommende var afroamerikanske.

  

DER var uroligheder hen over hele USA midt i 1960erne. For samtiden lignede Detroit først en gentagelse af urolighederne i Watts i Los Angeles i 1965. Heraf myndighedernes reaktion. Man har siden til hudløshed diskuteret, om opstanden i Detroit havde sit udspring i racehad eller klasseforskelle. Mange hvide deltog i hærværket og plyndringerne.

   Fordi det var 60erne, blev der sunget om sagen. Gordon Lightfoots »Black Day in July« (fra albummet Did She Mention My Name?) beskriver, hvordan »Motor City madness has touched the countryside«. Her er det ikke et spørgsmål om race, men en krig mellem fattig og rig: »Why can’t we all be brothers? Why can’t we live in peace?/ But the hands of the have-nots keep falling out of reach.«

   Den suverænt bedste skildring af uroen står i Jeffrey Eugenides' roman Middlesex (2002). Mange ser den som slag i en dyne. Andre mener, at protesterne medførte forandring. Der blev bygget bedre huse. Før havde Ford ikke ansat afro-amerikanske arbejdere. Disse forhold ændrede sig efter opstanden, som blev kaldt generalprøven på en revolution.

  

KATHRYN Bigelows benhårde film om Detroit begynder med et historisk rids. Det handler ikke om andet end race, og for hende at se er intet forandret. De første 30 minutter er en rekonstruktion i fuld størrelse. Politiet har et dårligt ry, som det mere end lever op til.

   En håndfuld karakterer plukkes i mængden: Larry Reed (Algee Smith) og The Dramatics står klar til at gå på scenen, da koncerten bliver aflyst. Alligevel synger Larry til de tomme stolerækker. Han har skruet sig op til store bedrifter. Derfor tager han og hans bror ikke hjem, men checker ind på det lurvede Algiers Motel, hvor alle slags stoffer og sex er i spil.

   En festdeltager skyder for sjov med en startpistol. Politiet tror, det er snigskytteild. Da har hæren allerede dræbt en 6-årig pige, som kiggede ud af et vindue. Og Phillip Krauss (Will Poulter), den mest aggressive af tre betjente, som siden tager flere liv og terroriserer alle de festende gæster, er blevet indberettet for at skyde en flygtende sort mand i ryggen.

   Krauss medbringer derfor selv falske beviser. Den opskræmte by er et slaraffenland for psykopater. Alt kan forklares som selvforsvar – og bliver det, da sagerne kommer for retten.

   Panikken eskalerer. Statspolitiet fralægger sig ansvaret. Krauss og hans fæller går langt over stregen. To hvide studiner bliver truet på livet, fordi de fester med sorte mænd. Forløbet er autentisk, sådan mere eller mindre. Det bliver en lang og forfærdelig nat.

DEN bliver desværre også et sidespor, som afleder opmærksomheden fra den store konfrontation udenfor.

   Der er elementer af et generisk gidseldrama i Algiers Motel-episoden. Bigelow og manuskriptforfatteren Mark Boal lægger ikke skjul på, at de vil undersøge raceaspektet. Det er al ære værd, men strategien reducerer opstanden i Detroit til bagtæppet i et psykologisk teater.

   Bigelow er en blændende filmskaber, den eneste kvinde i Hollywood, som laver spændingsfilm med en politisk dagsorden. Hun var 15 år og boede i Californien, da tv transmitterede fra borgerkrigen i Detroit.

   Hun er kendt for en klar, kønsneutral æstetik. Efter genrestykker som Near Dark (1987), Blue Steel (1989), Point Break (1991) og Strange Days (1995), var det Oscar-vinderen The Hurt Locker (2008) – med Jeremy Renner som udbrændt mineekspert – og den mørke Zero Dark Thirty (2012) om jagten på Osama bin Laden, der satte signaturen fast.

   Detroit bliver paradoksalt kritiseret for at insistere på skildringen af racisme. En anmelder sammenlignede Bigelow med Leni Riefenstahl. En anden kvindelig kritiker skrev, at hun ikke længere var interesseret i hvide kunstneres skildring af sorte amerikaneres smerte.

   Den samme tankegang siger, at kun kvinder må skrive om voldtægt, kun soldater kan skrive om krigen. Det er et forstemmende mistillidsvotum, som underkender værdien af empati.

   Indlevelsen redder dog ikke Detroit fra at være en relativt skuffende film. For overblikket svigter, da Bigelow zoomer ind på Algiers. Detroit begynder storslået, men ender velmenende ordinært.

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016); Bush + Renz: Antebellum (2020). 

Detroit. Instr.: Kathryn Bigelow. Manus: Mark Boal. Foto: Barry Ackroyd. 143 min. USA 2017. Dansk premiere: 24.08.2017

Fotos: Annapurna Pictures/  First Light Production/ Page 1/ SF Studios/  Wikimedia Commons

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.08.2017