The United States vs. Billie Holiday (2021) [Black Lives Matter 19]

BITTER HØST
Historien om Lady Day og Strange Fruit

Af BO GREEN JENSEN

BILLIE Holiday havde et svært liv, som begyndte i Philadelphia i 1915 og sluttede i New York City i 1959. Hun blev kun 44, men ser tyve år ældre ud på den sidste bevarede tv-optagelse fra den 23. februar 1959. Hun synger tre ballader i programmet »Chelsea at Nine«, som er britisk. Så for en gangs skyld kan hun slutte med sin signatursang uden at få ledelsen på nakken.

   Præmissen for Lee Daniels’ kulørte portrætfilm er enkel – og sikkert også forenklet. Myndighederne forfølger Holiday, angiveligt på grund af hendes heroinmisbrug, men i virkeligheden, fordi de vil have hende til at holde op med at synge »Strange Fruit«.

   Det gør Andra Day i øvrigt formidabelt. Hun er totalt overbevisende som Lady Day. Da Diana Ross havde rollen i Lady Sings the Blues (1972), som var en mere regelret biopic, gjorde hun sangene til sine egne. Hun fik til gengæld lov at synge flere af dem til ende.

   Daniels klipper konstant til noget andet. Der er glimt fra Holidays barndom og afstikkere til andre afsnit af livshistorien. Især er der en masse eksponering af faren ved stoffer og alkohol. Men i bund og grund mener filmen, at det var Harry J. Anslinger (1892-1975), den første direktør for Federal Bureau of Narcotics, som dræbte sangerinden. Og det handlede ikke om stoffer, men om nidkærhed og vedkendt racisme.

BIOGRAFISK giver det mening. Holiday kunne have fået et enklere liv, hvis hun havde holdt sig til at synge folkets favoritter. »All of Me«, »God Bless the Child« og »Ain’t Nobody’s Business« var farveblinde ballader, der appellerede på tværs af etnicitet. Men fordi hun insisterede på at have »Strange Fruit« i sætlisten, blev koncert efter koncert lukket ned.

   Fra 1939, da hun begyndte at synge »Strange Fruit« i Harlem-natklubben Café Society, til den bitre ende i 1959 blev sangen for Billie Holiday, hvad »Mississippi Goddamn« i 1964 var for Nina Simone: et våben, et mantra og en mission. I filmen siger hun det direkte til Anslinger: »Your grandchildren will be singing ’Strange Fruit’.« Taler man sådan på sit dødsleje?

Southern trees bear a strange fruit,

Blood on the leaves and blood at the root,

Black body swinging in the Southwern breeze,

Strange fruit hanging from the poplar trees.

Pastoral scene of the gallant South,

The bulging eyes and the twisted mouth,

Scent of magnolia sweet and fresh,

And the sudden smell of burning flesh!

Here is a fruit for the crows to pluck,

For the rain to gather, for the wind to suck,

For the sun to rot, for a tree to drop,

Here is a strange and bitter crop.

»STRANGE Fruit« er en fantastisk ballade, som forener en agiterende tradition med den litterære bevidsthed hos moderne sangskrivere. Der er tre enkle strofer og tolv verselinier, som siger, at sorte mennesker bliver hængt og brændt i sydstaterne. I en brugsoversættelse står der:

   »Sydens træer bærer en sælsom frugt/ Blod på bladene, blod ved roden/ Sorte lig svinger i Sydens vind/ Sær frugt hænger fra poppeltræer// Idyllisk optrin fra Sydens ædle grund/ De svulmende øjne, den forvredne mund/ En sød duft af friske magnolier/ og så den bratte lugt af brændt kød!// Her er en frugt, som krager kan plukke/ som regnen kan samle, som vinden kan suge/ som solen kan tære, som træet kan tabe/ Her er en sær, bitter høst.«

»STRANGE Fruit« giver filmen fokus. Det er den eneste sang, der står i fuld længde. Andra Day synger til en tom sal i et drømmeoptrin. Hun og Jimmy Fletcher (Trevante Rhodes), der begynder som Anslingers stikker, men ender som Holidays kæreste, når samtidig til en lysning i skoven. En far er lynchet med et skilt, som siger JUSTIS SERVED om sin hals. Familien sidder ved træet og græder. Montagen er ikke subtil, men den er stærk og gør sin virkning.

   Fortællingens tråde bliver fulgt til dørs i skærmtekster, mens der garneres med arkivklip. For eksempel ser vi John F. Kennedy dekorere Harry Anslinger og takke ham for utrætteligheden. Vi får at vide, at loven, som forbyder lynching stadig ikke er vedtaget. Og at Billie sang »Strange Fruit« til sin død.

MAN må næsten få det indtryk, at Billie Holiday selv skrev »Strange Fruit«. Kun i creditsekvensen fremgår det, at komponisten hed Allan Lewis. Det har altid været den eneste »fejl«: at sangen ikke er skrevet af en afrikansk amerikaner.

   Allan Lewis – eller Lewis Allen – var et alias for Abel Meeropol (1903-1986), en jødisk gymnasielærer fra The Bronx. Han og hustruen Anne var medlemmer af det amerikanske kommunistparti, da Abel skrev »Strange Fruit« i 1936, først som et digt til lærerbladet med titlen »Bitter Fruit«, så sat til egne toner. Holiday skriver i Lady Sings the Blues, at hun hjalp Meeropol med musikken.

   Parret var altid på FBI’s fjendeliste. De adopterede Julius og Edith Rosenbergs sønner, Michael og Robert, da drengenes forældre blev henrettet for spionage i 1953. Meeropol havde også personlige grunde. Hans pseudonym var konstrueret med navnene på parrets dødfødte sønner, Lewis og Allen.

   »Strange Fruit« har således kulturel resonans: fra E.L. Doctorows The Book of Daniel (1971, da. Daniels bog) via Netflix-serien The Americans (2013-2018) til den berømte begyndelse på Sylvia Plaths The Bell Jar (1963, da. Glasklokken): »Det var en sær, lummer sommer, den sommer, de henrettede Rosenbergparret i den elektriske stol.«*

THE United States vs. Billie Holiday er en seværdig, men distræt film, som skøjter hen over talrige emner. Andra Day forankrer filmen, og perioden er meget smukt genskabt. Der er dydsiret elskov med Tallulah Bankhead (Natasha Lyonne), som filmen er genert omkring. Til gengæld har Billie og Fletcher hård sex, der dunker i takt til musikken.

   Værst er dialogen. Måske vil Daniels hævne 100 års racistiske karikaturer i Hollywood-film. Anslinger spilles af Garrett Hedlund. Han præsenteres ved et møde, hvor politikerne diskuterer bevillinger. Anslinger bider tænderne sammen og koncentrerer sit credo i linjen, som jeg citerer ordret: »Drugs and negroes are a contamination to our great American civilisation.«

   Jeg tror gerne, at Anslinger var et svin, men selv han må have pakket tingene ind. Nu bliver der mumlet samtykke. Det var disse mænd, som dræbte Lady Day. Somme tider er det en stærk film. Somme tider endnu en karikatur.

*) David Margolick fortæller den fulde, fascinerende historie om signatursangen i Strange Fruit: Billie Holiday, Café Society, and an Early Cry for Civil Rights. 162 s. Philadelphia and London: Running Press Book Publishers, 2000. Billie Holiday skrev sine erindringer i samarbejde med forfatteren William Dufty. Lady Sings the Blues udkom i 1956 og bliver til stadighed optrykt i serien Penguin Modern Classics. Sidney J. Furie instruerede filmatiseringen – med Diana Ross som Holiday – i 1972. Motown producerede på vegne af Paramount Pictures. Både filmen og soundtracket var store succeser. Lady Sings the Blues er forbavsende svær at komme til at se i dag. Den bliver ikke streamet i hverken USA eller Europa. Den udkom senest på dvd og blu-ray i Frankrig i 2017. Michel Legrand skrev det orkestrale score – heraf den franske forbindelse.  

The United States vs. Billie Holiday. Instr.: Lee Daniels. Manus: Suzan Lori-Parks. Foto: Andrew Dunn. 130 min. USA 2021. Dansk premiere: 12.05.2021.

Fotos: Lee Daniels Entertainment/ Scanbox/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Movie StillsDB/ Michael Ochs Archives (Robin Carson portrait photo)/ NPR (Abel Meeropol photo)/ Medium.com (1930 newsphoto of mob at lynching of Thomas Shipp and Abram Smith)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Capelight Pictures (region B) 14.05.2021

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 13.05.2021

Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 16]

INDEN MUSIKKEN BLIVER STJÅLET
August Wilsons blueshistorie er afro-amerikansk arvesølv

Af BO GREEN JENSEN

VI skriver 1927 i Chicago, da blueslegenden Gertrude »Ma« Rainey kommer op fra Columbus i Georgia. Hun skal skære to nye hits, som kan sælge i Forbudstidens jazzforelskede USA. Racismen i tiden er ram. Allerede i første scene må den evigt udglattende manager (Jeremy Shamos) bestikke en skeptisk gadebetjent, som ikke vil tro på, at Ma ejer bilen, der bliver parkeret.

   Ma Rainey (1882-1939) var veninde med Bessie Smith. Hun blev kaldt »Mother of the Blues« og kan høres på 94 klassiske indspilninger. En af dem er sandt nok »Black Bottom Dance«. Her har hun sat sit Georgia Jazz Band stævne ved studiet, som ejes af den foretagsomme Mel Sturdyvant (Jonny Coyne). Det er ikke muligt at skrive om filmen, uden at oplyse hudfarver. Alle kunstnerne er afrikansk-amerikanske. Forretningsfolket er hvide, jødiske mænd.

   Musikerne har allerede forberedt sig i en time. Cutler (Colman Domingo) spiller guitar og trombone og arrangerer. Slow Drag (Michael Potts) siger ikke meget og spiller bas. Aristokraten er pianisten Toledo (Glynn Turman), som øser af sin livsvisdom. Kun trompetisten Levee Green (Chadwick Boseman) giver ikke en bønne for traditionen. Ved døren står Mas veninde (Taylour Paige) og gør sig til for rebellen. Sturdyvant har lovet at købe Levees kompositioner. Ma Rainey kan rende og hoppe for hans skyld.

DER er tre tætte akter i filmen, som hurtigt røber sin herkomst. Ma Rainey’s Black Bottom var det andet af ti skuespil i en serie, som dramatikeren August Wilson (1945-2005) skrev mellem 1982 og 2005. Fordi ni af dem udspiller sig i Pittsburghs Hill District, taler man om en Pittsburgh Cyklus.

   Skuespilleren Denzel Washington, som har produceret Ma Rainey’s Black Bottom, instruerede selv Fences (2016). Han vil have Wilson ud til et bredt publikum. I hvert fald nåede Fences til Danmark, og Ma Rainey’s Black Bottom kan ses verden over på Netflix.

   Det er filmet teater, når det er bedst. Man kan godt blive irriteret på Levee Green i den første lange fællessnak, når han skal føre sig frem. Man forstår, hvorfor Cutler bliver træt. Men teksten får liv i en lang monolog, hvor Levee beskriver, hvad hvide mænd gjorde ved hans mor. I stykket eksponeres Amerikas rædsler. Alt imens der er liv i musikken.

MA Rainey ankommer som et levende sætstykke. Hun insisterer på at lade sin stammende nevø præsentere »Black Bottom Dance«, skønt mange optagelser må kasseres. Hun vil have kold cola, før hun gør noget som helst. Hun ved, hvad hun er værd. Og får sin vilje uanset.

   Endelig kommer knivene frem i en tragisk finale, hvor stoikerne får ret, og Levee på den hårde måde lærer, hvordan verden er indrettet. Ma Rainey’s Black Bottom er lille som film, men teksten knejser som tidløst teater. Man kan sige meget om Netflix, men streamingtjenesten kender sin besøgstid. Black Lives Matter har sit øjeblik nu, med eller uden Trump, #MeToo og Covid-19.

DE fleste kender sikkert »Black Bottom« fra en nedvandet, hvid sammenhæng. Jeg tror, jeg hørte sangen første gang i Judy Garlands »Born in a Trunk«-medley, som næsten er en film for sig i George Cukors 1954-version af A Star is Born. Eller også var det Spike Jones’ parodi fra 1950. »Black Bottom» er noget, man danser i F. Scott Fitzgeralds noveller. Og jeg kender kun navnet Ma Rainey, fordi Bob Dylan lader hende følges med Beethoven i et vers fra den prægtige »Tombstone Blues«.

   Netop dét er den større pointe, som Wilson giver sit skuespil. Ma Rainey vægrer sig ved at underskrive de nødvendige papirer, da optagelserne er i kassen. Hun ved, at hun mister musikken ved at overdrage sin ophavsret. De hvide gør kun, hvad man siger, så længe de har brug for én. Bagefter skræver de over én, knapper sig til og går som efter et bordelbesøg, uden at se sig tilbage. Hun udnytter situationen i studiet, så længe hun kan. Hun sørger for at få sin vilje og sætter krusedullen på kontrakten.

   Hendes manager ser sig ikke tilbage. I næste billede står studieejeren og øver med et hvidt, Benny Goodman/Glenn Miller-agtigt orkester, der i høflig udgave indspiller én af de sange, han stjal fra Levee Green. Det kunne lige så godt være Bing Crosby, der sang.

   Ma Rainey ved, at musikken bliver stjålet. Vi har nu begrebet »kulturel appropriation«. Hvidvaskning hed noget andet på Ma Raineys tid, men August Wilson kendte mekanismen, da han skrev sine ti skuespil.

VIOLA Davis er olm og edderspændt i rollen som Ma Rainey. Hun fyrer Levee med et fingerknips, men ved, at hun har tabt status, da han går sin vej uden at blinke. Alligevel blinker Levee i enrum. Han bruger sin vrede på at bryde døren op ud til gården – som viser sig at være en tilmuret skakt. Han bliver trods alt tørret af »The Man«. Og må lade nogen undgælde.

   Især skal filmen ses for Chadwick Bosemans fremstilling af Levee Green. Boseman døde i 2020. Han blev kun 43 år. Boseman blev en rollemodel for generationer, da han i 2018 spillede superhelten Black Panther i Marvel-filmen af samme navn. Filmens succes kan knapt overvurderes. Black Panther blev til mellem to store bølger af Black Lives Matter-protest. Det var for en gangs ikke en offerhistorie. Her var en hel afrikansk-amerikansk mytologi. Alt var elegant og attråværdigt. Friheden kom af sig selv og var til uden grænser.

   Boseman kan også ses som den døde sergent, der optræder i Spike Lees Da 5 Bloods (2020), hvor veteranerne vender tilbage til Vietnam. Han vidste, at han var uhelbredeligt syg, da han indspillede Ma Rainey’s Black Bottom. Det var vigtigt for ham at gøre arbejdet færdigt, og det er i høj grad blevet hans film. Den tilegnes ham i en skærmtekst til slut.

FRA August Wilsons hånd er Levee summen af alle unge mænd, som troede, at de kunne læse systemet og blev knust under hjulene i processen. Det betyder ikke, at deres oprør er forgæves. Men det skal rettes mod fjenden, ikke mod brødre. Boseman gør en træt grimasse, da han trækker sin kniv. Hans nederlag er større end Ma Raineys. Og den tragiske faktor for enden af en rig komedie om stjålen kultur.

Ma Rainey's Black Bottom var Oscar-nomineret i 5 kategorier: Best Actor (Chadwick Boseman), Best Actress (Viola Davis), Best Production Design (Mark Ricker), Best Makeup and Hairstyling (Sergio Lopes-Rivera etc.), Best Costume Design (Ann Roth). Filmen vandt i de to sidstnævnte kategorier.

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016); Bush + Renz: Antebellum (2020).

Ma Rainey’s Black Bottom. Instr.: George C. Wolfe. Manus: Ruben Santiago-Hudson. Foto: Tobias Schiessler. 94 min. USA 2020. Dansk premiere: 18.12.2020.

Fotos: Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ YouTube

Filmen streames på NETFLIX

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.01.2021