Bogen og filmen | Jack Kerouac: On the Road (1957/2012)

NÅR SOLEN GÅR NED I AMERIKA

Formidlet med klarsyn og stor kærlighed

Af BO GREEN JENSEN

DER er efterhånden lavet adskillige film om medlemmerne af den amerikanske Beat Generation, hver for sig og sammen, i ental eller flertal, dokumentarisk stof såvel som fiktion. Som tiden går, bliver legenderne større, og i den yngste del af fælleskulturen er navnene Jack Kerouac (1922-1969), Allen Ginsberg (1926-1997) og William S. Burroughs (1914-1997) ved at fortrænge Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald og de øvrige repræsentanter for 1920ernes og 30ernes »Lost Generation«. Hvor ville de have elsket det. Så meget ved the beats er skrevet på forventningens mytologi.

I 1991 fik Burroughs som den første en stor og kongenial filmatisering, da David Cronenberg tog livtag med romanen Naked Lunch (1959, da. Nøgen frokost). Rob Epstein og Jeffrey Friedman skabte i 2010 en original film om Ginsberg og stordigtet Howl (1956). Ginsberg blev fremstillet af James Franco, og Hyl var levendegjort med psykedelisk animation.

   John Krokidas' Kill Your Darlings (2013) kaster et kritisk blik på de seksuelle relationer (og giver Daniel Radcliffe mulighed for at lægge Harry Potter-udstyret fra sig – han er castet som den helt unge Ginsberg). Jean-Marc Barr spiller Kerouac efter gennembruddet i Michael Polishs enkle Big Sur (2013), hvor forfatteren flytter ud i Lawrence Ferlinghettis sommerhus for at komme til sig selv.

   Der var åndsfæller verden over – herhjemme bl.a. Peter Laugesen, Peter Poulsen og Dan Turell. Í Skotland var Alexander Trocchi et samlingspunkt for digterne. Et godt sted at møde ham er i David Mackenzies filmatisering af romanen Young Adam (2003). Kolonien i Tanger, hvor Paul og Jane Bowles slog sig ned, udgør sin egen galakse. Bernardo Bertoluccis film efter The Sheltering Sky (1990, da. Under himlens dække) er desværre endt i Glemmebogen. Sjælen i tiden er udgangspunktet for Ethan Hawkes' instruktørdebut, Chelsea Walls (2001). 

   On the Road (1957) blev levet og skrevet fra 1947 til 1950. Romanen – som vi nu ville kalde autofiktion – gjorde Kerouac til coverstar og the Beat Generation til et begreb. Jubilæumsudgaven fra 2007 reproducerer Gilbert Mellsteins syngende anmeldelse i The New York Times den 5. september 1957. Især udgivelsen af den lange version, On the Road – The Original Scroll, har genvakt interessen. Bevidsthedsstrømmen står ukorrigeret, der er atter brugt rigtige navne. Det er Vejene – Det oprindelige manuskript, som senest er kommet i Danmark.*

   Alting begynder med On the Road. I 2012 realiserer brasilianeren Walter Salles (f. 1956) en gammel drøm om at filme Kerouacs amerikanske klassiker.

FØRST og fremmest har filmen atmosfære. Salles sætter af med et anslag, der minder om hans måde at skildre den unge Ernesto »Che« Guevara på i The Motorcycle Diaries (2004, da. Motorcykel Dagbog). Igen er en lyrisk bevidsthed i centrum, den unge mand som vil gøre en forskel og ved, at han er i færd med at skabe, skønt han endnu er usikker på, hvor han skal hen. Også filmen om Kerouac og hans kreds har en uklar præmis. Salles følger handlingssporet i Kerouacs bog, men filmen er i lige så høj grad en skildring af romanens tilblivelse. Til denne form passer metoden perfekt.

ENGLÆNDEREN Sam Riley (Ian Curtis i Anton Corbijns Control) er et godt valg som den unge Sal Paradise, Kerouacs alter ego. Garrett Hedlund har naturlig charme og betydelig erotisk karisma som supertricksteren Dean Moriarty (virkelighedens Neal Cassady), der begæres af alle køn. Cassadys kvinder, Marylou (Kristen Stewart) og Camille (Kirsten Dunst), er tegnet lidt mindre misogynt end i bogen.

   Som Carlo Marx (anti-kommunisten Kerouacs navn for Allen Ginsberg) har Tom Sturridge en mere perifer position. Den store præstation leveres af Viggo Mortensen som Old Bull Lee. Portrættet af Burroughs og hustruen Jane (Amy Adams), som senere døde, da hendes mand ville lege Wilhelm Tell, er filmens clou. Man forstår, hvordan en hverdag trods alt har fungeret for den rige junkie, hans kone og sønnen.

DEN flimrende fortælling kunne have udviklet sig til et dukketeater med sminkede figurer, der skulle ligne mest muligt, mens Charlie Parker, Miles Davis eller John Coltrane truttede løs i den røgfulde baggrund. En scene fra en jazzklub, hvor Marylou danser igennem, er faktisk lidt på den måde. Men for det meste har Salles fastholdt lyset og lugten af vinden fra tidlige morgener og solfulde dage ude på vejene eller hjemme i Brooklyn. Adskillige forhold forties. Filmen handler om en forfatter, som kæmper for at debutere og bor hos sin mor. Kerouac havde skrevet The Town and the City (1950) og var gift med Edie Parker, da han og Neal Cassady tog afsted:

»Så når solen går ned i Amerika og jeg sidder på den gamle, smuldrende mole ved floden og ser på den lange, lange himmel over New Jersey og fornemmer hele dette nøgne land, der ruller med én ufattelig vældig bølge over til Vestkysten, og hele denne vej strækker sig frem, og alle de mennesker drømmer i dens umådelige vælde, og jeg ved at aftenstjernen må være ved at gå ned over Iowa nu, og sende sin gnistregn ud over prærien, lige før den totale nat falder på, der velsigner jorden, kaster mørke over alle floder, lægger sig om tinderne i vesten og tildækker den sidste og endelige kyst, er der bare ikke nogen der ved, hvad der sker nogen anden, udover de fortabte pjalter der ligger i at blive gammel, og jeg tænker på Neal Cassady, jeg tænker endda på gamle Neal Cassady, den far vi aldrig fandt, jeg tænker på Neal Cassady, jeg tænker på Neal Cassady.«

KICKS Joy Darkness hedder et hyldestalbum, hvor forfattere og musikere fra Lawrence Ferlinghetti og Hunter S. Thompson til John Cale og Patti Smith fortolker stumper af mesterens værk. Egentlig mangler kun Bob Dylan, der om On the Road har sagt, at bogen »ændrede mit og alle andres liv«.**

   Livskraften – og de kemiske kicks, der sparker glæde fra sig i mørket – er energien, der mangler i Salles’ film, til trods for Eric Gautiers stilrene close-ups af tomme pakker med benzedrin og Camel uden filter. Stoffet er formidlet med klarsyn og stor kærlighed, men fryden og fortabelsen, selve nerven i teksten er ikke at spore.

   Til gengæld synger filmen af ideen om Amerika, det umådelige kontinent, på en måde, der er helt i den unge Jack Kerouacs ånd.

*) Vejene er oversat i flere omgange, først af Elsa Gress (Arena, 1960), siden af Arne Herløv Petersen (forlaget Fremad i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab, 1986). Herløv Petersens oversættelse af Vejene – det oprindelige manuskript udkom på Rosinante i 2008. Lars Movin og Henrik List er de førende danske eksperter i alt, hvad der vedrører beatdigterne. Der er næsten ingen grænser for, hvad de véd om hvorfor, hvordan og hvornår. Især skal anbefales Movins Allen Ginsberg i Danmark (Spring, 2019) og sampleren Beat: på sporet af den amerikanske beatgeneration (Informations Forlag, 2014). List skriver med varme og akkuratesse i Tilbage til Tanger – En pilgrimsrejse i Beatgenerationens fodspor (Tiderne Skifter, 1997; revideret og beriget i Redux-udgaven fra Shooting Gallery Press, 2007).   

**) Kicks Joy Darkness (1997) er produceret af Jim Sampas, nevø til Stella Sampas, der blev Kerouacs tredje hustru i 1966. Boet er notorisk stort og indviklet, præget af stridigheder og søgsmål mellem 27 rettighedshavere. Der var længe en konflikt over testamentet efter Gabrielle Kerouac (1895-1973), forfatterens mor, som blev anfægtet af Jan Kerouac (1952-1996), hans datter fra ægteskabet med Joan Haverty. Jim Sampas er søn af John Sampas, som varetog boet til sin død i 2017. Albummet er fremragende. Det fungerer godt i tandem med Jack Kerouac Reads On the Road (1999), hvor Kerouacs egne optagelser er forankret i nye bidrag fra bl.a. Tom Waits. Waits' take på »On the Road« kan også høres på bokssættet Orphans: Brawlers, Bawlers & Bastards (2006), hvor alle slags løse ender er samlet. 

On the Road. Instr.: Walter Salles. Manus: José Rivera. Foto: Eric Gautier. 124 min. Frankrig-USA-UK-Brasilien 2012. Dansk premiere: 04.10.2012.

Jack Kerouac: On the Road. 50th Anniversary Edition. 320 s. New York: Viking, 2007.

Jack Kerouac: On the Road. The Original Scroll. 416 s. New York: Viking, 2007.

Jack Kerouac: Vejene - det oprindelige manuskript. På dansk ved Arne Herløv Petersen. 352 s. København: Rosinante, 2012.

Jack Kerouac: Big Sur. Oversat af Brian Dan Christensen efter Big Sur (1962). Aarhus: Turbine, 2021.

Jack Kerouac: Road Novels 1957-1960. On the Road. The Dharma Bums. The Subterraneans. Tristessa. Lonesome Traveller. From the Journals 1949-1954. Ed. Douglas Brinkley. 870 s. New York: The Library of America, 2007.

Jack Kerouac: Collected Poems. Ed. Marilène Phipps-Kettlewell. 750 s. New York, Library of America, 2012.

Fotos: MK2 Productions/ American Zoetrope/ Jerry Leider Company/ Vanguard Films/ Film4/ France 2 Cinéma/ France Télévisions/ Canal+/ Ciné+/ VideoFilmes// K&S Films/ Nomadic Pictures/ SPAD Films/ IFC Films/ UPI.dk/ Penguin Viking Publishers/ Library of America/ The New York Times/ Rykodisc/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, SF Anytime og VIAPLAY

Første udgave af teksten bragt i Weekendavisen Kultur 05.10.2012

Sofia Coppola: The Virgin Suicides (1999) | Bogen og filmen

PIGERNE OG DRENGENE
Sofia Coppolas fejlfri debutfilm

Af BO GREEN JENSEN

DE er aldrig kommet over det, drengene. Man siger, at tiden læger alle sår, og efterhånden er der gået 25 år siden selvmordssommeren, da Lisbon-søstrene tog deres liv, én efter én, metodisk og næsten lidenskabsløst, som virkede en uafvendelighed. Alligevel taler de stadig om det, drengene, når de løber på hinanden ved receptioner og møder. For de fleste af dem er blevet i den lille by, Grosse Pointe i Michigan, som kunne være alle små byer, i det mindste i det amerikanske Midtvesten. Og at The Virgin Suicides frem for alt er en (mælkehvid) amerikansk historie, hverken kan eller skal der herske tvivl om.

   Jomfruselvmorderne var en sær og mærkeligt dragende historie, allerede da Jeffrey Eugenides fortalte den første gang, i sin debutroman af samme navn fra 1993. På stribe tager fem teenagesøstre deres liv i sommeren 1975, og ingen kan forklare hvorfor. Ingen aner, hvad de skal stille op med den bizarre tildragelse, som både i filmen og bogen forlenes med en aura af skønhed, skæbne og seksualitet. Romanen er en stafethistorie, hvor de voksne drenge skiftes til at fortælle. I filmen er det én af mændene, der fortæller os om pigerne, som gjorde livet elektrisk, før de forsvandt.

HOS Eugenides får man i lige så høj grad et indtryk af drengenes verden, mens fortællingen akkumulerer sine detaljer. I Sofia Coppolas meget katolske og bogstavelig talt billedskønne filmatisering er det søstrene, som er i centrum, fra Cecilia (Hannah R. Hall) på 13 år, der som den første forsøger at skære pulsåren over, til Therese (Leslie Hayman) på 17, som er den ældste. I centrum stråler åbenbaringen Lux (Kirsten Dunst), hvis død virker stærkest på drengene, fordi hun var så gylden og fordi hun var sammen med en af dem. Det er hjerteknuseren Trip (Josh Hartnett), der i interviewagtige scener taler til kameraet. Så kaldes han ind til sin aftale, og det går op for os, hvor han befinder sig nu.

SOFIA Coppola (f. 1971) er datter af Eleanor og Francis Ford Coppola, hendes storebror Roman var assistent på produktionen. Den forpligtende familiebaggrund skabte ekstra opmærksomhed omkring debutarbejdet – på godt og ondt, naturligvis – men instruktøren ville under alle omstændigheder have markeret sig med The Virgin Suicides. Filmen er en øvelse i anvendt mystik, der lykkes på snart sagt alle niveauer.

   Ligesom Eugenides dvæler Coppola ved de fysiske detaljer i tidsbilledet og giver på den måde fortællingen en håndgribelig forankring, et troværdighedspræg, som man sætter pris på og mere end respekterer, skønt det er svært at forholde sig til den centrale, erfaringsoverskridende begivenhed. Og dét er det. Jeg kan stadig ikke sige, hvad filmen vil fortælle mig. Men jeg forstår, at en stor del af styrken ligger i uaflæseligheden. Som Coppola siger om sagen:

   »Historien viser os egentlig disse drenge, som er blevet ældre og ser tilbage på tiden, da de alle sammen delte denne fortabelse, denne besættelse. Pigerne er for dem disse magiske, smukke skabninger. Der vil altid være den slags øjeblikke i livet, som er magiske og perfekte, men de varer aldrig ved. Så man går videre, men de har altid efterladt noget hos én.« 

   Eugenides er endnu mindre opsat på at få sit værk reduceret af bogstavelig fortolkning. Han bemærker »en grundlæggende forskel« i fortællersynsvinklen:

   »I bogen fantaserer drengene om pigerne, der døde. De lægger til og trækker fra og digter videre på det skete, også i erindringens skær, tyve år efter. Sofia Coppola bevarede ganske vist drengenes fortællerstemme, men det er pigerne og deres forældre, som vi ser på hele tiden. Vi kan derfor ikke være i tvivl på samme måde. Når kameraet følger med ind på pigernes værelser, tror vi at det er sandheden vi ser. Det dér mellemled, drengenes forestilling, forsvinder. Men det er en udmærket film, jeg er meget glad for den.«*

COPPOLA erkender, at hun vil tættere på pigerne, end vi er hos Eugenides: »Jeffrey siger, at Lisbon-søstrene er drengenes feberdrøm. Jeg ville gøre hele filmen til den feberdrøm.« Hun uddyber ved at beskrive den sidste lange indstilling, som viser huset med det døde elmetræ:

   »Jeg ville have det til at ligne slutscenen i en tragisk opera, så jeg trak kameraet helt tilbage og filmede på lang afstand. Du ser det fra naboernes perspektiv, udefra. Drengene er i chok, de forstår ikke, hvad der er sket, og først kan publikum heller ikke se, hvad det er. Cecilia synes at svæve – det ligner en tryllekunst. Du ser det gennem erindringens dis, så nogle ting er udeladt og andre ting er føjet til. Det er ikke skildret, som det faktisk skete.«

   Der er erotisk latens og fortrængning. Der er weltschmertz og indestængt længsel. Der er kollektiv erindring og specifik erfaring i flere kronologiske lag. Fornemmelsen af en hjemstavn, der forvandles til spøgelsesby. Der er frem for alt lavpraktisk kvindelighed. Hvor bogen bliver i drengenes gyldne fantasier om kønnet, svarer filmen med en konkret klaustrofobi. Coppola viser, hvordan det må være at bo i et hus med seks kvinder. Eugenides har mere forståelse for manden, der undrer sig over det hele. Og selvsagt for drengene, der fantaserer. 

   Det kan i hvert fald ikke nægtes, at tryllekunsten fungerer. The Virgin Suicides er stemningsfuld, tragisk, ironisk og nostalgisk. På sin uudgrundelige måde er den sikkert også livsklog, men især overvældes man af æstetikken. Sjældent har en film arbejdet så hårdt på at forføre. Nærmeste fortilfælde er Picnic at Hanging Rock (1975, da. Udflugten), Peter Weirs berusende filmatisering af Joan Lindsays australske nyklassiker, der forener (fingeret) dokumentarisme med en hvidgylden meditation over den mørke side af »the feminine mystique«. Coppola gik videre med motivet i sin 2017-genindspilning af Don Siegels The Beguiled.

DUOEN Air lægger himmelsk musik under billedmontager af Lux’ smil. Imens skaber James Woods og Kathleen Turner to af karrierens bedste karakterer som den strenge mor og den stille far, der er matematiklærer. Ham kender drengene fra skolen, og ingen i Grosse Pointe begriber, hvordan to så ordinære mennesker har båret sig ad med at få fem fantastiske døtre.

   Det gør forældrene heller ikke selv, og de forstår slet ikke, hvad der sker den sommer, da også byens elmetræer dør. Da søstrene har fuldendt, hvad vi aldrig er i tvivl om, at de vil fuldende, pakker hr. og fru Lisbon bilen og kører væk fra det ubærlige. Som tilskuer går man ud med en undren, der ligger midt mellem drengenes tilbedelse og forældrenes sorg.

   Man føler en masse modstridende ting, mens sommerens farver forsvinder, og man bliver ikke meget klogere, hverken på livet eller på døden. Det er vel dybest set derfor, at filmen formår at stå tilbage som realisme af en slags. For er det ikke så flygtig tilværelsen er?

*) Sofia Coppola er citeret efter dokumentaren »The Making of The Virgin Suicides« og interview med Jessica Winter (»Sofia Coppola’s Mystery Girls«) i The Village Voice 18.04.2000. Jeffrey Eugenides er citeret efter mit eget interview med forfatteren (»Teiresias er forelsket«) i Weekendavisen Bøger 21.11.2003. 

Se også Sofia Coppola: Lost in Translation (2003); Dronningebilleder | Sofia Coppola: Marie Antoinette (2006); Sofia Coppola: The Bling Ring (2013); Sofia Coppola: The Beguiled (2017); Sofia Coppola: On the Rocks (2020) + Middlesex og kønnets undren: Et interview med Jeffrey Eugenides [2003].

The Virgin Suicides. Instr. & manus: Sofia Coppola. Foto: Edward Lachman. 96 min. USA 1999. Dansk premiere: 29.09.2000.

Jeffrey Eugenides: Jomfruselvmorderne. Oversat efter The Virgin Suicides (1993) af Marianne Børch. 216. Samleren, 1994.

Fotos: American Zoetrope/ Eternity Pictures/ Muse Productions/ Virgin Suicides LLC/ Paramount Home Entertainment/ The Criterion Collection [New cover by Naomi Hirabaiashi]/ CineMaterial/ Filmgrab/ Movie StillsDB.

Filmen streames på Apple TV og AMAZON PRIME

The Virgin Suicides er udkommet på 4K UHD + Blu-ray fra The Criterion Collection (#920)

Anmeldelsen stod [men er stærkt revideret] i Weekendavisen Kultur 20.09.2000.

Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]

LYSETS AFTEN

Ritual, besværgelse, undergangsfest

Af BO GREEN JENSEN

MELANCHOLIA nærmer sig Jorden. Kloderne danser vals med hinanden, og ingen ved med sikkerhed, om de vil kollidere. Den ti gange større eksoplanet har været skjult bag solen, men er synlig for enhver nu, da lyset bliver mindre. Profeter og forskere diskuterer. Menneskeheden lever sit liv. Vor art kan altid abstrahere. Det er muligt, at verden går under i morgen, men i dag skal der stadig væk købes ind.

   De første ti minutter af Lars von Triers Melancholia er en visuel besværgelse og en surrealistisk undergangsfest. Til tonerne af forspillet til Tristan og Isolde vises billeder, der er bedøvende smukke og sære, som om alting foregik i en drøm. Det er afgjort drømmens sprog, der taler: En hvid brud, der løber; en styrtende hest; en mor, som synker ned i græsset; to sole i solnedgangen.

   Det er lysets aften, og børnene drukner. Også epilogen bruger Wagners musik, men nu er det Isoldes Liebestod, som ledsager de apokalyptiske scener. Æstetikken er blevet mindre pompøs. Et barn og to kvinder rejser en skrøbelig bygning af grene. De sætter sig og holder hænder. Melancholia fylder nu hele himlen. Endelig smelter planeterne sammen. Mennesket er slettet ud.

 

MELLEM de digitale sætstykker ligger en realistisk fortælling, som bliver fortalt i to dele. Søstrene Justine (Kirsten Dunst) og Claire (Charlotte Gainsbourg) inkarnerer hver sit typiske livssyn. Lyse Justine er en fatalistisk drømmer, der gifter sig for at bryde monotonien i en depression. Hun vil se, om det hjælper at leve normalt.

   Mørke Claire er den praktiske kvinde, som sørger for at få tingene gjort. Planeterne trækker dog også i sindet, og blandingsforholdet ændrer sig undervejs. Claire knækker sammen, da lyset forsvinder. Justine bliver derimod stærkere.

   Der er aldrig nogen tvivl om, hvor det ender. Denne gang er historien virkelig slut. Formelt er genren science fiction, men i en blød og romantisk variation. Der er ingen rumskibe. Melancholia er ikke Armageddon eller Deep Impact. Snarere minder filmen i glimt om Solaris, for som altid hos Trier genkender man en stemning og nogle billeder fra forbilledet Andrej Tarkovskij. Melancholia lyder som Nostalghia.

DEN første lange time skildrer brylluppet i detaljer. Justine og Michael (Alexander Skarsgård) kommer for sent til ceremonien, som Claire og svogeren John (Kiefer Sutherland) har arrangeret. Festen finder sted på et gods, som egentlig ligger i Sverige, men i filmens virkelighed er stedet Pennsylvania. Trier vil have os til at tænke på brylluppet i George Cukors The Philadelphia Story (1940, da. Natten før brylluppet). En stor del af underholdningsværdien i Melancholia kommer fra filmhistoriske referencer.

   Der er ikke sparet på nogen ting. Far (John Hurt) holder tale. Mor (Charlotte Rampling) rejser sig og afbryder ham. De to er skilt for længe siden, og hun hader ham af et ærligt hjerte. I kulissen står husets ejer (Jesper Christensen) og diskuterer praktiske spørgsmål med arrangøren (Udo Kier). Brudens chef (Stellan Skarsgård) er beruset og selvfed. Justine får nok af forstillelsen og er sammen med Tim (Brady Corbett) i stedet for Michael.

FESTEN er et udstyrsstykke. Der er onkler og tanter, nevøer og niecer. Det er hele slægten, vi lærer at kende, og familien er også her alle familier. Så mange af dens gøremål er trivielle, og det er lige så let at lade tankerne vandre, som det er til et bryllup i virkeligheden.

   Flere tilskuere synes, at scenen minder dem om Thomas Vinterbergs Festen (1998). Den har dog snarere samme virkning som det lange bryllup i Michael Ciminos The Deer Hunter (1978) og dimissionsfesten i samme instruktørs Heaven's Gate (1980). Det er her, man lærer karaktererne at kende. Her er fundamentet, og det er denne hverdag, som udfordres og går til grunde, da det dramatiske konfliktstof begynder.

I DAGENE efter brylluppet skifter fokus fra Justine til Claire. Hun gemmer sig i sit arbejdsværelse, der er fyldt med bøger om romantisk kunst. Et af filmens smukkeste billeder, Kirsten Dunst som flyder i vandet med brudeslør og liljekonvaller, er direkte inspireret af præ-rafaellitten John Everett Millais’ berømte fremstilling af den druknende Ophelia (1852).

   På nettet finder Claire de sider, der beskriver planeternes dans. John bliver rasende. Han har regnet sig frem til, at Melancholia vil passere. Claire kan mærke, at Jorden skal dø, og hendes desperation tager til for hver scene.

   Men i panikken er Justine nu rolig. Ifølge Trier kan deprimerede mennesker bedre håndtere en krise, fordi de er vant til at vente det værste og bliver mindre overraskede, når det går skævt. Melancholia er »en smuk film om verdens undergang«, men filmen fastholder også en tilstand. Der er flere ritualer, flere sidste ting. Planeten, som sluger Jorden til slut, kommer egentlig ud af fortællerens hjerne. Han har haft sjov med at designe den. Depression er et klima i sindet. I Melancholia tager det bogstavelig form.

TRIER har kaldt de visuelle virkemidler for »cream on cream«, flødeskum ovenpå flødeskum. Han håber samtidig, at han fik indlejret en skarp knoglesplint, der kan knække den søde, rådnende tand. Men det er vel skønheden, som er det for alvor subversive ved denne film. Ligesom i prologen til Antichrist, hvor Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg har sex, mens deres barn går til grunde, er Trier aktivt skønhedssøgende i de første og sidste scener af Melancholia.

   Jordens undergang er skildret i en lækker og næsten længselsfuld form, der matcher den svulmende klangbund og det tragiske crescendo i Wagners kolossale musik. Filmen er stemt i andet leje end Antichrist og har ikke samme chokværdi til at neutralisere smagen af fyldt chokolade. Mens Antichrist var en gyser, er Melancholia en elegi.

   Trier har ikke talt om en trilogi denne gang, måske fordi filmografien er fuld af trilogier, der aldrig blev lukket. To gange Riget, men ingen forløsning; ingen Wasington til at samle tematikkerne i Dogville og Manderlay. For den sags skyld er »Guldhjerte«-trilogien kun gjort færdig, hvis man tæller Dogville med som sidste del.*

HVIS Antichrist var Triers The Shining, må Melancholia være en blanding af Barry Lyndon og 2001: A Space Odyssey. Trier nævner selv Visconti som et inspirationspunkt. I så fald er det ikke Leoparden, Døden i Venedig og andre film, som man typisk forbinder med aristokraten. Det er 1973-filmen om Ludwig II af Bayern, som Visconti indledte med ouverturen til Tannhäuser og nærmest lod drapere i en sødmefuld undergangsstemning, som matchede kongens følelsesliv.

   Det spiller naturligvis ingen rolle. Det er filmhistorisk filateli af den slags, som Trier snart er ene om at skabe i stor form herhjemme. Men det bliver spændende at se, hvilken farve den næste film får.

MELANCHOLIA har lange stræk uden synderligt drama og døde pletter, der slet ikke fandtes i den vilde, konstant foruroligende Antichrist, som til stadighed skiftede retning. Alligevel er der hele tiden en dunkel klarhed, en fornemmelse af uafvendelighed, som tangerer et religiøst tonefald. 

   Filmens styrke er dens skepsis. Der er ingen mulig transcendens, ingen illusion om et efterliv. For Trier at se, er vi mutters alene. Der er aldrig noget håb, og der er ikke nogen mulig tro. Men der er kærlighed mellem de mennesker, som venter på at blive udslettet.

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000) [Musicals]; Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier: Manderlay (2005); Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013); Lars von Trier: The House That Jack Built (2018); Lars von Trier: Riget/ The Kingdom [Horror 100].

*) Tv-trilogien om Riget bliver gjort færdig i 2022, når miniserien The Kingdom: Exodus vises i fem episoder, formentlig først på Viaplay og siden i flowform på DRTV. Triers filmværk er et tetrisspil af overlappende, uafsluttede og/eller opgivne trilogier. Symmetrien er dog mere konsistent, hvis første film i en påbegyndt trilogi samtidig tæller som sidste i én, der bliver lukket. 

   Europa-trilogien består af The Element of Crime (1984, da. Forbrydelsens element), Epidemic (1987) og Europa (1991). Guldhjerte-trilogien består af Breaking the Waves (1996), Dancer in the Dark (2000) og Dogville (2003). USA-trilogien består af Dancer in the Dark, Dogville og Manderlay (2005). Depressionstrilogien består af Antichrist (2009), Melancholia og Nymphomaniac (2013). Eller Nymphomaniac åbner et nyt spor, og The House that Jack Built (2018) er andet led.

   Outliers er de første arbejder, Orchidégartneren (1977) og Befrielsesbilleder (1982); dogmefilmen Idioterne (1998), som dog kandiderer i Guldhjerte-sammengæng; Dear Wendy (2004), som Trier skrev og Thomas Vinterberg instruerede; kaoskomedien Direktøren for det hele (2006, int. The Boss of it All); tv-tragedien Medea (1988) og samarbejdet med Jørgen Leth i dokumentar/reality-eksperimentet De fem benspænd. (2003, int. The Five Obstructions).

   Man har både en påbegyndt cyklus og et færdiglagt billedfelt, hvis man medtager De unge år: Erik Nietzsche sagaen del 1 (2007, int. The Early Years: Erik Nietzsche Part 1), som Jacob Thuesen instruerede efter Triers autofiktive manuskript om sine elevår på Den Danske Filmskole. Så er der pludselig en læretidstrilogi bestående af Befrielsesbilleder, Epidemic og Erik Nietzsche. Eller et komediekompleks bestående af Idioterne, Erik Nietzsche og Direktøren for det hele. 

   Taksonomien er både fristende og futil. Hvad der derimod træder tydeligt frem, når man ser det samlede værk oppefra, er en uafbrudt kæde af dybe, solidariske og komplekse kvindeportrætter: Bess i Breaking the Waves, Karen og Susanne i Idioterne, Selma og Kathy i Dancer in the Dark, Grace i Dogville, Grace i Manderlay, kvinden i Antichrist, Justine og Claire i Melancholia, Joe i Nymphomaniac. Det giver stadig god mening at vente på den tredje Grace i Dogville-Manderlay-Wasington-sammenhæng. 

Melancholia. Instr. og manus: Lars von Trier. Foto: Manuel Alberto Claro. 136 min. Danmark-Sverige-Frankrig-Tyskland-Italien 2011. Dansk premiere: 26.05.2011.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Memfis Film/ Film i Väst/ Slot Machine/ SVT/ DR/ Arte/ Canal+/ CNC/ CinéCinema/ Nordisk Film Distribution/ DFI/ Eurimages/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Swedish Film Institute/TrustNordisk/ CineMaterial/Screenmusings.org (framegrabs)

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies Blu-ray fra Nordisk Film, Artificial Eye og Magnolia Pictures

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.05.2011

Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Westerns 100]

HUNDEN I BJERGET
En film om hævn og forelskede mænd

Af BO GREEN JENSEN

NÅR man ser på bjergene bag ranchen, træder omridset af en hund frem i stenen. Motivet er et fiksérbillede. Nogle ser dyret, andre gør ikke. Det var forbilledet Bronco Henry, der viste Phil Burbank hunden i bjerget.

   Phil lærte alt af sin rollemodel. Mindet om hans mentor er det eneste, som den voksne mand respekterer. Han ser op på hunden hver morgen, før arbejdet begynder. »Hvad er der derude?« spørger en cowboy. Phil tager ikke blikket væk. »Ingenting,« siger han så. »Hvis du ikke kan se det, er der ingenting derude.«

   Men Rose Gordons blide søn kan se det. Det lykkes for ham i første forsøg, og Phil skifter mening med hensyn til drengen. Hidtil har han hånet ham og gjort nar ad de feminine manerer. Phil Burbank er indbegrebet af machismo.

HUNDEN hører sammen med et skriftsted. Det er fra Davids 22. salme: »Deliver my soul from the sword; My darling from the power of the dog,« står der i King James-versionen fra 1611. På dansk er virkningen mindre: »Red mit liv fra sværdet, mit dyrebare liv fra hundene«.

   Jane Campions spillefilm nr. 9 tager sin titel fra bibelcitatet. Det er, forstår tilskueren efterhånden, især en fortælling om hævn. Filmen har varslet det tidligt: »Hvilken slags menneske ville jeg være, hvis jeg ikke hjalp min mor?« siger Peter i begyndelsen. Men bolden rammer først målet til slut.

BRØDRENE BURBANK driver en gård i det sydvestlige Montana. Forfatteren Thomas Savage (1915-2003) kom selv fra regionen. Han skrev om Montana i 13 romaner. Ifølge kritikeren Alan Weltzien var han selv Peter Gordon. Phil Burbank var hans »bachelor uncle«.*

   The Power of the Dog udkom i 1967. Bogen blev rost, men ikke læst i vide kredse. Savage var så godt som glemt, da E. Annie Proulx skrev forord til et genoptryk. Hun arbejdede da på sin egen western om to forelskede cowboys. Novellen »Brokeback Mountain« stod i The New Yorker i 1997 og blev samlet op i Close Range: Wyoming Stories (1999).

   Jeg nævner det, fordi Jane Campion fandt Savages bog via E. Annie Proulx. Ang Lees filmatisering af Brokeback Mountain (2005) var et pionerarbejde, den første homoerotiske western, som blev skabt til og hyldet af mainstreamkulturen. Det var en urtekst i LGBTQ-regi. Campions film er en stærk efterkommer.

VI er på Prairie Horse Ranch i 1925. Territoriet Montana har været en delstat i 35 år. Det vilde vesten er ikke vildt mere. Også cowboys ser Hollywood-film. Perioden er skildret i nyklassikere som Michael Ciminos Heaven's Gate (1980) og Terrence Malicks Days of Heaven (1978, da. Himlen på jorden)

   Phil Burbank (Benedict Cumberbatch) er en ondskabsfuld mand, der kan finde det svage punkt hos enhver. Broderen George (Jesse Plemons) er hans bløde modsætning. Familien er aristokrati i Montana. Guvernøren kommer til brylluppet mellem George og Rose Gordon (Kirsten Dunst), som Phil foragter åbenlyst. »A suicide widow« skriver han i sit ugentlige brev til forældrene.

CAMPION eksponerer aldrig forhistorien. Peter Gordon (Kodi Smit-McPhee) læser til læge, men hjælper sin mor i restauranten, når han er hjemme. Han lægger fine papirblomster ved hver kuvert. Phil nedgør ham udførligt, mens alle mændene ler. Senere, da han er forelsket i drengen, siger han: »Don’t let your mother make a sissy out of you.«

   Jane Campion fik instruktørprisen i Venedig. Filmen blev set som en afsløring af »toxic masculinity«, dvs. »giftig maskulinitet«, som er et #MeToo-begreb. Phil er i hvert fald en studie i en særlig slags maskulint selvhad: den homofile homofobiker, der kæmper for at bevare kontrol. Så han ikke smelter ned og går i stykker. Fiktionen er fuld af fornægtere. Muligvis også virkeligheden.

PHIL afviser Rose, der vil kalde ham svoger. George køber et klaver til sin hustru. Phil overdøver hende på banjo. Manden er et mysterium. Han har læst klassiske sprog på universitet, men hjemme er han næsten blevet ét med jorden. Han bader i mudder og nægter at vaske sig, fordi der kommer fint besøg. Som sagt kan han se, hvor mennesker er svage.

   Rose begynder at drikke i smug. Måske har klaveret ingen betydning, men Campion modtog Guldpalmen i Cannes og fik sin første Oscar netop for The Piano (1993). Det passer ikke, at hun aldrig har skildret verden fra mandens synsvinkel. Før i tiden var det altid Harvey Keitel, som havde de roller.

SKIFTET sker, da Phil går ud og masturberer under månen. Over ansigtet har han det tørklæde, som Bronco Henry altid bar. Peter ser ham bade og finder gemmestedet med magasiner om mænds kropskultur. Phil råber, da Peter løber sin vej. Men næste dag begynder venskabet. Phil tager den unge mand under sin vinge, i hvert fald som han ser det selv.

   Når tyrekalvene bliver kastreret, arbejder Phil uden handsker. Han begynder at flette en lasso til Peter. Disse remedier indgår i hævnen. Jeg siger ikke mere. Du skal selv se filmen, som streames på Netflix fra 1. december.

JANE Campion er blevet 67 år uden at give sig en tomme. Hun kom fra New Zealand med Sweetie (1989) og An Angel at My Table (1990, da. En engel ved mit Bord). Hun erobrede verden med The Piano og The Portrait of a Lady (1996, da. Portræt af en kvinde). Et svært årti fulgte med Holy Smoke! (1999) og In the Cut (2003). Der gik ti år mellem Bright Star (2009), en film om Fanny Brawne og John Keats, og The Power of the Dog. Imens har Campion skrevet og instrueret to Top of the Lake-miniserier.

   Det nye værk er ypperligt. Kun selve stedet er et problem. Filmen er optaget i Aotearoa på New Zealand. Bjergene er runde, og lyset er for skarpt. Men hunden lever i stenen, hvis man kan se den.

Se også Jane Campion: Bright Star (2009); Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction].

*) Thomas Savage fik udgivet 13 romaner i løbet af en lang og aldrig særligt succesrig karriere. Han er et eksempel på »the regional author«, forfatteren der bruger og bliver i sin hjemstavn. Der er ikke skrevet meget om ham. Alan Weltzien udreder forbindelserne mellem biografi og fiktion i »Thomas Savage: Forgotten Novelist«, et gennemillustreret essay fra Montana The Magazine of Western History (Winter 2008). I oktober 2020 udkom biografien Savage West: The Life and Fiction of Thomas Savage på University of Nebraska Press.

   Weltzien knytter steder og familiehistorie sammen i sin topografiske læsning. Vi ser, hvordan Savage bruger og fordeler træk fra sin egen historie i en cyklus af forbundne fiktioner. Han voksede op på en fåreranch i Beaverhead County, Montana. Han gik på college og følte sig udenfor. Hans stedfar var en hård, kold mand. Hans mor var modellen for Rose i romanen.

   Thomas Savage gik på Montana State College (nu University of Montana) og fik et stipendium til videre studier ved Colby College i Maine. Han blev gift med sin lærers datter. Elizabeth Savage (1918-1989) havde mere succes som forfatter. Bøger som Summer of Pride (1960), Last Night at the Ritz (1973) og The Girls from the Five Great Valleys (1976) er sædeskildrende udviklingsromaner om unge kvinder med rod i det nordvestlige USA.

   Thomas og Betty boede i Maine i 30 år, men i sine bøger forlod han sjældent Montana. Han håbede altid at nå en større læserkreds. Der er intet af den sædvanlige westernromantik og gunfighter-mytologi i hans bøger.

   Savage var både nonbinær og familiefar. Han og Elizabeth fik to sønner og en datter; nekrologen i The New York Times fremhæver, at han efterlod sig 18 børnebørn, som var dét en bedrift i sig selv. Nekrologen nævner debutbogen The Pass (1944), The Power of the Dog og The Sheep Queen som forfatterskabets højdepunkter. The Sheep Queen var den nye titel på I Heard My Sister Speak My Name (1977), en roman om mødet med en bortadopteret søster, der blev endnu et nær-gennembrud for Savage.

   De fleste af Savages bøger udkom på Boston-forlaget Little, Brown and Company. De var alle i restordre, da forlagsredaktøren Emily Salkin Takoudes faldt over dem under en oprydning i sin bedstemors hus. Hun blev nysgerrig og læste med begejstring. I 2001 genudgav Little, Brown The Power of the Dog og The Sheep Queen sammen med Savages sidste bog, The Corner of Rife and Pacific fra 1988. Her begyndte genopdagelsen af forfatterskabet, som viser nye sider af både westernmiljøet og maskuliniteten (som ikke altid er toksisk).

The Power of the Dog. Instr. & manus: Jane Campion. Foto: Ari Wegner. 126 min. New Zealand-Australien-Canada-UK-USA 2021. Dansk premiere: 18.11.2021.

Fotos: See Saw Films/ Netflix/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Official trailer)

Filmen streames [i juli 2025} stadig på NETFLIX

4K UHD + 2K Blu-ray fra The Criterion Collection (spine #1158) 26.08.2024

Anmeldelsen trykt (uden noten om Thomas og Elizabeth Savage) i Weekendavisen Kultur 19.11.2021