François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]

FRA SLUTNINGEN TIL BEGYNDELSEN
Et interview med filmskaberen François Ozon

Af BO GREEN JENSEN

PARIS 2004 - FRANÇOIS Ozon virker yngre for hver gang, man ser ham. Denne gang bærer han baseballkasket og arrangerer sig med det ene ben krøllet op i plyssofaen, som er sat frem på hotellet ved Place Vendôme. Også et videokamera snurrer. Vi er en mindre delegation af journalister, primært fra skandinaviske medier, som har ønsket at tale med instruktøren. Han svarer som altid beredvilligt, men uden for alvor at gå i dybden de steder, hvor det brænder på. Flere af de store spørgsmål fejer han simpelt hen væk med et »ja«, »nej« eller »ved ikke«. Han er hurtig og god til at returnere både lange, hårde og skruede bolde.

   I situationen bliver man meget charmeret. Jeg oplevede det i flere omgange, da vi talte om 8 femmes (2002, da. 8 kvinder – og et mord) forrige år. Umiddelbart synes samtalen frodig, og man begynder at skrive sit bånd ud med en fornemmelse af, at det hér bliver godt. Så opdager man, at Ozon ikke siger så forfærdelig meget, og hjertet synker en anelse. Denne gang er der dog tilløb til mere i flere af svarene. Eksempelvis prøver Ozon at besvare det obligatoriske spørgsmål om sin brug af vand som en visuel metafor. Det plejer han bare at lade passere.

DEN nye film, Cinq fois deux eller 5 x 2, fortæller i fem hårde scener historien om et ægteskab, der går i stykker. Ozon viser scenerne frem én for én og lader hver af dem spille cirka et kvarter. Der er mødet, brylluppet, fødslen, en meget ordrig middagsscene, hvor parret har besøg, og endelig det sidste samleje, som Marion og Gilles gennemfører på et hotel, da de sammen har været i retten og fået betingelserne for skilsmissen stadfæstet. Kvinden og manden bliver spillet, meget stærkt endda, af Valeria Bruni-Tedeschi og Stéphane Freiss.

   Det er et meget koldt blik på en bitter historie, som Ozon kaster fra sig i denne film. Kun i forbindelse med det første romantiske møde på Korsika fornemmer man en mulighed for lykke. Gilles forlader sin mopsede kæreste for den varmere Marion, som han kender fra kontoret hjemme. De går i vandet med hinanden i hånden, og vi betragter dem bagfra i meget lang tid. Modsat parret véd publikum, hvad der venter, og det er muligt at det farver vor måde at læse situationerne på. Det er en traurig og faktisk banal historie, som Ozon folder ud. Man har hørt den mange gange, og flere har sikkert levet den selv.

ENESTE variation indtræffer natten efter det brusende bryllup, hvor Gilles falder tidligt i søvn. Da går Marion melankolsk tur i natten og møder belejligt en fremmed, en amerikaner på gennemrejse, som hun elsker med under fuldmånen, før hun går tilbage til Gilles. Han på sin side kører planløst rundt i Paris, på flugt, må man tro, for det ansvar som venter, da Marion for tidligt føder en søn. Denne søn vil manden senere elske. Det ved vi, fordi Ozon fortæller sin historie bagfra. Kronologien er konsekvent, men filmen åbner med sin slutning og arbejder sig baglæns mod begyndelsen, for endelig at fade ud i det første lovende møde.

DENNE kronologiske gimmick tangerer en trend i fransk film. Også Gaspar Noé brugte tricket i Irréversible (2002), som dog var en anderledes voldsom fortælling, hvor den centrale, strategiske voldtægt var lagt i en gruopvækkende scene midtvejs i filmen. 5 x 2 er voldsom på en anden, mere virkelig måde, men spørgsmålet er, hvad historien vinder ved at blive fremlagt på så distancerende vis. Dét spørgsmål vil vi alle gerne stille, så det bliver det første Ozon kommenterer.

   – Hvornår fik du ideen til at vende kronologien?

   »Det var ikke min første indskydelse. Min oprindelige idé var at fortælle en historie om et par, to mennesker fra min egen generation, dvs. i 35-40 års alderen, og prøve at finde ud af, hvorfor deres forhold ikke kan holde. Af en eller anden grund begyndte jeg med at skrive scenen fra skilsmisseretten. Siden faldt det naturligt at arbejde mig baglæns i forholdet. At fortælle historien bagfra og så indspille filmen på samme måde.

   I lang tid kendte vi faktisk ikke slutningen. Optagelserne lå stille i fem måneder, før vi optog den sidste scene, hvor de møder hinanden på stranden. Så Valeria og Stéphane vidste ikke, hvordan Marion og Gilles har mødt hinanden. Det var en del af udfordringen ved denne film, at optage slutningen, før vi kendte begyndelsen.

   For mig var det vigtigste at være nærværende. For at skildre forholdet så sandfærdigt som muligt, koncentrerede jeg mig om at være til stede i hver scene, uden at tænke over, hvad der kom før eller efter. Så har tilskueren lejlighed til at spekulere over, hvad der er sket i mellemtiden, i afstanden mellem de enkelte scener.«

   – Var det blevet en anden slags film, hvis du havde fortalt den fra begyndelsen?

   »Det var det. Jeg ved det, for jeg har prøvet. På dvd-udgaven af filmen kan man vælge at vende forløbet og se scenerne forfra, i kronologisk rækkefølge. Det kan godt lade sig gøre, men har nogle utilsigtede virkninger. Marion har sex med en anden mand, en fremmed, på sin bryllupsnat. Så kommer scenen, hvor Gilles’ og Marions søn bliver født, og med ét kan man få indtryk af, at deres barn bliver undfanget den nat. Det tænkte vi ikke på under indspilningen. Den mulighed forelå slet ikke.«

– HAR du prøvet det før, ikke at vide hvordan det skal ende, når I begynder at filme?

   »Ja, da vi optog Sous le sable (da. Under sandet), men det var ikke et æstetisk valg. Det var, fordi vi ikke havde penge til at gøre filmen færdig. Jeg ville lave den film på stranden i løbet af en sommer, og det første vi optog var scenen, hvor manden forsvinder. I lang tid vidste jeg ikke, om han virkelig var død eller hvad.

   Sous le sable var inspireret af noget, jeg oplevede i min barndom. Cing fois deux er ikke selvbiografisk i bogstavelig forstand, men der er mange følelser og sansninger, som jeg kan genkende fra mit eget liv og min egen erfaring. Jeg har ikke selv født et barn, men jeg sagtens sætte mig i Marions sted.

   Da jeg skrev manuskriptet, vidste jeg ikke, hvem spillerne ville blive. Den oprindelige idé var at arbejde med store navne. Jeg spurgte Sophie Marceau og Vincent Cassel, men de ville ikke være med. For Sophie Marceau var det utænkeligt, at en kvinde kunne have sex med en fremmed mand på sin bryllupsnat. Det er en prisværdig følelse, hun er en god person, men jeg ved ikke, om det er en god egenskab for en skuespiller, at lukke af på den måde.

   For Cassels vedkommende var det bare ikke muligt at lave filmen, fordi han skulle noget andet, og da jeg henvendte mig til ham, havde jeg ikke noget færdigt manuskript, så det hele virkede lidt vagt. Jeg havde brug for skuespillere, som stolede på mig, og for denne films vedkommende er det sikkert bedst med ansigter, som folk ikke er så vant til at se på. Det er lettere for publikum at identificere sig med dem.

   Jeg lavede en lang liste med mange forskellige par på. En af mine inspirationskilder, det er vel ret tydeligt, var Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab, som jeg lod spillerne prøve igennem. Derfra tog jeg scenen, hvor parret går i seng sammen efter deres skilsmisse. Det er en smuk scene, og det er en meget lang scene. Da jeg så Valeria og Stéphane spille den scene sammen, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være dem.«

   – Var de med til at udforme scenerne?

   »Ikke som forfattere, men som mennesker, bestemt. Det er vigtigt for mig at være tæt på skuespillerne. Da vi begyndte på Under sandet, havde jeg kun første halvdel og spillerne. Meget ændrede sig undervejs i forløbet, og det var det samme for denne films vedkommende. Improvisation betyder ikke blot at ændre dialogen. Man kan også improvisere med følelser, motivationer og reaktioner. Som instruktør må man være åben for spillernes forslag. Somme tider er de bedre til at føle og bedømme nuancerne i kemien mellem karaktererne.«

CINQ fois deux er atter en film om et parforhold. Dem har Ozon lavet mange af.

   »Ja, jeg har lavet alt for mange. Og nej, jeg ved ikke, hvad denne hér har at tilbyde. Hvad mener du selv? For de fleste mennesker er parforholdet det vigtigste i tilværelsen, at leve sammen og have et godt liv. Det er ikke let. I min generation kan man have mange kærlighedsforhold i løbet af et liv. Der er næsten ingen som bliver sammen hele livet. Man møder én og begår måske nogle fejltagelser, som man forsøger at rette op på i det næste forhold, man befinder sig i.

   Mine forældres generation har ikke den indstilling, de gør tingene på en anden måde. For mig er lykkelige slutninger ikke det afgørende. Det afgørende er, om man er i stand til at forlade et forhold. Man prøver at leve sammen, og det lykkes eller det viser sig at være en fejltagelse, men det er ikke så vigtigt. Det vigtige er at kunne føle ting dybt. Det er derfor, at slutbilledet ligner en kliche, med de elskende på vej ud i vandet og solnedgangen. Det vigtige er at turde tage springet og hoppe i vandet, selv om man ved at det muligvis slutter en dag.

   De italienske sange? Jeg elsker Italien. For de fleste franskmænd er Italien indbegrebet af et romantisk land. De italienske sange er meget naive og romantiske. Derfor er de en god kontrast til de tunge, alvorlige sider af forholdet.«

– DU veksler mellem lystspil og film som er meget alvorlige...
   »Var denne hér ikke morsom for dig? Jeg ved ikke. Nogle dage er man glad, andre dage er man eftertænksom. Jeg vil gerne prøve noget nyt hver gang. Jeg er vel blevet ældre. Jeg tænker ikke så meget på min karriere, hvad publikum mener om mig og alt dét. Jeg prøver hver gang at komme tættere på kernen af mit begær, hvad jeg ønsker at skabe, hvad jeg ønsker at efterlade. Jeg har ikke det samme behov for at provokere, som jeg havde i de første film. Efterhånden fokuserer jeg mere på formen. Det virker sikkert ikke så stærkt på tilskuerne, men måske rører det dem dybere.

   Med hensyn til skilsmissen vidste jeg ikke præcis, hvordan det egentlig foregår, så jeg læste alle lovene og reglerne. Det var både overvældende og interessant. Det er meget mere omfattende end ritualet, når man indgår ægteskabet, så jeg tænkte at det var et godt sted at begynde. Scenen hvor borgmesteren læser vielsesritualet var egentlig meget længere, men jeg skar den ned, fordi det blev for meget. Jeg ville gerne lave en film om et par og definere hele forholdet efter alle de regler og love, som kvinden og manden forventes og formodes at leve deres liv i overensstemmelse med.

   Jeg er ikke nødvendigvis færdig med Marion og Gilles. Måske vil jeg vende tilbage til dem om 15-20 år og lave én film mere med Valeria og Stéphane, ligesom Bergman gør med Liv Ullmann og Erland Josephson i Sarabande. Det er vist anden gang, at jeg nævner Bergman, men han er min favoritinstruktør. Plejer jeg at sige Cukor og Hitchcock? Nå ja. Jeg har mange favoritter. De er mine helte alle sammen. I øjeblikket er Bergman den vigtigste. Det kommer an på, hvilken dag man spørger mig.«

VAND har en særlig betydning i François Ozons film. I hvert fald er de fulde af det, havet og stranden, lyset på vandet som skifter. Det gælder fra novellefilmen Regarde la mer (1997) og Fassbinder-filmatiseringen Gouettes d’eau sur pierres brûlantes (1999, da. Dråber på hede sten) til Under sandet (2001), Swimming Pool (2003) og 5 x 2.
   »Jeg bliver ofte spurgt om det, men jeg kender ikke svaret. Jeg er meget interesseret i vand, i havet og stranden, og jeg kan godt lide at slutte mine film med et roligt, enkelt billede, som samtidig har dybde og kan tåle at blive stående. Det går dog ikke altid som man planlægger. I 5 x 2 ville jeg lave den sidste scene, hvor parret finder sammen, foran et meget voldsomt hav, et hav i oprør. Men netop den dag var vandet næsten blikstille, og vi havde ikke tid eller råd til at vente. Så vi optog scenen, og nu ser det ud, som om det var meningen, at havet skulle være så roligt.«

– Det er fristende at se bryllupsnatten og Marions utroskab som en slags revne i fundamentet, noget der dømmer forholdet fra begyndelsen...

   »Sådan ser jeg det ikke. Jeg tror, at der er mange forskellige ting, som gør sig gældende. Nogle gange er det kun en bevægelse, et blik, et ord, der skal til. Det er lige så vigtigt, at Gilles ikke er med på hospitalet, da deres søn bliver født. I øjeblikket virker det måske ikke vigtigt, men bagefter kan man se, at det var det måske.

   Det var vigtigt for mig at vise utroskaben uden at fordømme den. Somme tider er det vigtigt for et menneske at have et eventyr, en affære, for at indse at man elsker den person, man har valgt at leve sit liv sammen med.

   Jeg beklager, at jeg ikke viser de gode øjeblikke i deres forhold. Men de kom ikke til mig. På et tidspunkt ville jeg faktisk have en sjette scene med. Den skulle ligge mellem brylluppet og fødslen og vise et meget lykkeligt øjeblik. Jeg prøvede også at skrive scenen, men det interesserede mig ikke at indspille den. Jeg tror, det er op til tilskueren, han kan forestille sig hvad han vil. For mig var det mere interessant at beskrive de svære situationer og kritiske øjeblikke. En dag bliver det måske muligt for mig at beskrive lykken og de harmoniske sider af livet. Men i øjeblikket er det ikke muligt.«

– MARIONS forældre har et forfærdeligt ægteskab –

   »Det ved jeg nu ikke. Det er mere deres facon, fordi de har været sammen så længe. Og de får tingene sagt, de udtrykker deres følelser, selv om de skændes det meste af tiden. Det er Gilles og Marion, som går og brænder inde med tingene.«

   – En anden slags forhold er dét, som Gilles’ bror har til den unge fyr, som er hans kæreste. Gilles giver det ikke mange chancer...

   »Jeg håber, at det vil fungere for dem. Jeg siger ikke, at den ene måde er bedre end den anden. Jeg var mere interesseret i at skildre den afgrund, som ligger mellem teori og praksis. Gilles’ bror siger, at det ikke betyder noget for ham, om hans kæreste er sammen med andre mænd, men i hans ansigt kan man læse, at det ikke forholder sig sådan. Gilles fortæller om sit seksuelle eventyr ved festen, som han og Marion deltog i. Hun siger, at det ikke betyder noget for hende, men igen kan man se, at det ikke er sandt. Denne diskurs mellem idealet og virkeligheden var for mig det centrale i scenen.«

   – Du siger, du prøvede at skrive en sjette scene, som viste et lykkeligt øjeblik. Du må have eksperimenteret med andre øjeblikke og stemninger, da du skrev manuskriptet. Skulle det altid være fem scener eller overvejede du andre muligheder? Ti eller syv eller ni?

   »Jeg havde friheden til at gøre det, hvis jeg ville. Vi optog flere scener, men det var allerede på optagelserne, at jeg besluttede der kun skulle være fem scener. Der var en slags prolog mellem de to skuespillere, men vi klippede den ikke engang. Jeg vidste, der kun skulle være fem scener.«

OZONS første film med Charlotte Rampling, Under sandet, blev mod alle odds en succes. Bagefter instruerede han 8 femmes, som bragte otte af fransk films divaer sammen i en florlet, stærkt stiliseret, hyperironisk og meget musikalsk mordhistorie. Swimming Pool var en raffineret Hitchcock-pastiche, atter med Charlotte Rampling, som spillede en britisk krimiforfatter, der i dén grad fandt sin indre stærke kvinde frem under solen i Sydfrankrig, hvor hun mødte nymfen Ludivine Sagnier, den yngste af kvinderne fra 8 femmes. Er det stadig svært at finde finansiering efter succeser som 8 femmes og Sous le sable?

   »Det var svært at få penge til Sous le sable. Man sagde, at den var for mørk og deprimerende, emnet ville ikke appellere til et bredt publikum, og Charlotte Ramplings karakter var for stiv og gammeldags. Men det gav os faktisk en slags styrke, følelsen af at være ene mod alle. Charlotte hjalp mig meget, og efter 8 kvinder, som blev en stor succes, har jeg kunnet lave næsten, hvad jeg ville.

   Jeg holder meget af at arbejde med Charlotte Rampling. Hun var helt uundværlig for Under sandet og Swimming Pool. Hun var ikke med i 8 kvinder, og hun er ikke med i 5 x 2, simpelt hen fordi hun er englænder. Men vi har en idé, som vi udvikler sammen, måske ikke til den næste film, men på et tidspunkt vil vi arbejde sammen igen. Hun er en slags muse.«

 »DET er stadig en stor glæde at lave film. Det kedelige er mere alle udenværkerne, at lancere filmen, presset fra producerne, ting som man ikke kan se på filmen, men som bliver stadig vigtigere i industrien. Jeg prøver at ignorere dem. Det er blevet meget svært at lave film i Frankrig. Hvis jeg skulle lave min første film i dag, ville det være ti gange sværere for mig. Tv bærer noget af skylden, alt skal helst kunne vises i prime time, og alle har denne besættelse med penge og succes. Det er værre nu end for ti år siden.

   Jeg ville gerne lave et kostumedrama, en historisk periodefilm, en dag. Det kommer jeg sandsynligvis til. Og jeg ville elske at lave en actionfilm. Det kommer jeg sandsynligvis ikke til. Der er mange ting jeg gerne vil prøve. Og gerne noget forskelligt. Hvis jeg laver en film om året, er det bedst at skifte stil og genrer. Er der længere pauser, må man hellere være konsekvent, så publikum véd hvor de har én.«

   – I hvilken periode skulle kostumedramet udspille sig?
   »Jeg ville elske Renæssancen, for jeg elsker tøjet fra Renæssancen. Og jeg vil gerne prøve kræfter med en stor amerikansk blockbuster. Jeg ved ikke, om jeg kunne klare det, men jeg ville gerne forsøge.«

   – Udgør Hollywood stadig en trussel?

   »Nej. Jeg tror, at den franske filmindustri har lært at forsvare sig nu. Der er en gammel og virkelig stærk filmtradition hér i landet. Den amerikanske underholdningsindustri er en meget stærk imperialistisk faktor, men vi har et godt system i Frankrig. Franske film er større end de amerikanske i Frankrig. Også i Europa kan vi lave film, der klarer sig over resten af verden.

   Lige nu er jeg ved at lægge sidste hånd på en film, der hedder Le temps qui reste. Det er et portræt af en ung mand, Melvil Poupaud har hovedrollen. Jeanne Moreau er med, og Valeria Bruni-Tedeschi har også en lille rolle. I Frankrig får den premiere til september eller oktober. Jeg har lavet den, og nu tænker jeg over, hvad jeg så skal arbejde med. Jeg har endnu ikke bestemt mig.«

Se også François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Swimming Pool (2003); François Ozon: Le temps qui reste/ Time to Leave (2005); François Ozon: Angel (2007); François Ozon: Ricky (2009); François Ozon: Potiche (2010) [Liv og teater]; François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Une nouvelle amie/ The New Girlfriend (2014); François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017); François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018); François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020); François Ozon: Alt gik godt/ Tout s'est bien passé (2022); François Ozon: Peter von Kant (2022).

François Ozon blev interviewet på Hotel Park Hyatt i Paris den 22. januar 2004

5 x 2 – Cinq fois deux (5 x 2 – Kærligheden tur/retur). Instr.: François Ozon. Manus: Emmanuèle Bernheim, François Ozon. Foto: Yorick Le Saux. 90 min. Frankrig 2004. Dansk premiere 08.04.2005.

Fotos: Fidélité Productions/ Pathé/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Unifrance

5 X 2 streames ikke i DK - i Frankrig på MAX + Amazon Prime | Ciné + OCS

DVD fra Pathé Distribution [Édition Simple + Collector] 04.01.2006

Anmeldelse + interview trykt i Weekendavisen Kultur 08.04.2005

Gaspar Noé: Climax (2018)

ENE MOD ALT

Kunstfilmens bad boy leverer igen

Af BO GREEN JENSEN

EN flok dansere går fra forstanden og river hinanden i stykker. Det er sådan set hele sagen i Climax.
   Gaspar Noés karakteristisk ekstreme opus 5 er baseret på virkelige hændelser. Det er alle film vel i en vis forstand, men dette skete for real i 90ernes Frankrig. Tyve dansere isolerede sig for at øve. Da de bagefter fejrede friheden, havde nogen kommet LSD i skålen med sangria.
   Climax har alle Noés signaturer – en forskudt tidsstruktur; filosofiske statements, der skrives på lærredet med versaler; et lydspor med kværnende techno, et inferno af farver og meget få klip. 
   Filmen begynder med slutteksterne og kravler baglæns. Billedet vender stadig på hovedet, da orgiets eneste overlevende kommer ud. Så falder kameraet ned fra den himmelske hvidhed og lander i horisontal position.
   Det kunne være Irréversible (2002), Noés bedste film, som sluttede med sin begyndelse, der umærkeligt glider over i Climax, som begynder med at vise sin slutning. Noé holder meget af evighedstegn.

DER er først et langt sammenklip af videooptagelser, hvor danserne præsenterer sig selv. Vi ser det på et tv, som står på en reol. Den er pakket tæt med Noés favoritfilm og bøger. Her er hele nøglebundtet lagt frem.
   Så følger tyve minutter med stærk, fysisk dans, som tangerer det forvredne og er filmet oppefra i én uafbrudt bevægelse. Aphex Twin, Chris Carter og Gary Numan dunker igennem. Det er uden tvivl en teknisk tour de force.
   Endelig er der fest. Kun en muslimsk mand vil ikke drikke. Som den første får han skylden for alt. Koreografen har taget sin lille søn med. Hun låser ham inde i elskabet for at beskytte. Snart efter taber hun nøglen.
   En højgravid danser bliver sparket i maven. Man tager kokain med øjnene. Tal om at være en visuel junkie. Alle vil have sex med alle andre end den villige. Solisterne klarer sig bedst, de forsvinder ind i rusen og kravler helt op i sig selv.
   Hedonismen muterer til kannibalisme. Redningsmandskabet finder kun rester. Det er en grusom og triviel kavalkade. Noé nævner selv disse inspiratorer: Markis de Sade og Pasolini, Luis Buñuel, Rainer Werner Fassbinder, Todd Solondz og Lars von Trier.

NOÉ synes om at chokere. Han gjorde det med incestmonstret i Seul contre tous (1998); med den ubønhørligt langstrakte voldtægt, som Monica Bellucci udsættes for i Irréversible; med den rejste fallos, som ejakulerer i 3D i LOVE (2015). Han vil sikkert overgå sig selv i det næste frapperende eksperiment. 
   Noé er og bliver en original filmskaber. Han kan ikke skrive dialog, men han kan lave de smukkeste billeder af mørket i et menneskesind. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor disse ting er så vigtige for ham. Kun i Irréversible, hvor der står LE TEMPS DETRUIT TOUS – »Tiden ødelægger alt« – på lærredet med store bogstaver.
   Climax minder om Irréversible og er Noés bedste film i en årrække. Fans skal naturligvis se den, men næste gang springer jeg muligvis over. Selv en stilfuld ubønhørlighed er trættende i længden.

Se også Gaspar Noé: Irréversible (2002/2020); Gaspar Noé: Enter the Void/ Soudain le vide (2009); Gaspar Noé: LOVE (2015); Gaspar Noé: Lux Æterna (2019).

Climax. Instr. og manus: Gaspar Noé. Foto: Benoît Debie. 95 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 08.11.2018

Fotos: Rectangle Productions/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime,Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Arrow Films (UK) 11.02.2019

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 09.11.2018

Gaspar Noé: LOVE (2015)

ET ÆRLIGT SYNSBEDRAG

Fallisk livskraft i tre dimensioner

Af BO GREEN JENSEN

HER er en af de få 3D-film, som ikke er lavet til hele familien. Gaspar Noé (f. 1963) har i årevis leveret en duft af sensation og skandale, når han præsenterede sine film på de store festivaler, først og fremmest dén i Cannes.

   Det skyldes som regel, at han blander et uafviseligt talent for at skabe store billeder med ekstreme skildringer af vold og sex i alle afskygninger.

   Hertil kommer »filosofien«. Budskabet var i de første film nihilistiske betragtninger om, at intet giver mening. Og man kan lige så godt selv rive livet i stykker, når tiden alligevel river alting i stykker.

   Noé har en stor fanbase blandt yngre humanister. I kritikerkredse bliver han betragtet som en blanding af guilty pleasure og regressiv enfant terrible. Flere har kaldt Noé en uægte fætter til Lars von Trier, og sammenligningen er ikke skæv. Triers film er bare lidt bedre.

MEN man skal ikke tage fejl af Noé. Han har skabt én film, som kan ses igen og igen, og hvor alting virkelig lykkes. Det er Irréversible fra 2002, hvor tiden er vendt om, så filmen begynder nede i mørket og slutter med en svimlende kamerarejse op i himlen.

   Sådan kommer man gennem en dag, hvor den nygravide Monica Bellucci midtvejs bliver mishandlet i en fodgængertunnel af en dopet gangster. Scenen varer 12 minutter og er bogstaveligt ubærlig.

   Kæresten Vincent Cassel bruger natten på at finde voldtægtsmanden. Det lykkes (måske) i natklubben Rectum. I hvert fald får en af gæsterne sit ansigt knust med en ildslukker.

   Nede i helvede pumper musikken i rødt. Oppe i himlen, hvor filmen slutter ved begyndelsen, er den komponeret af Gustav Mahler. Til slut bliver lærredet hvidt og blinker stroboskopisk. Så fyldes det ud af en kæmpestor tekst: LE TEMPS DETRUIT TOUT.

   »Tiden ødelægger alt,« er også det første (eller sidste), der bliver sagt ved begyndelsen (altså slutningen) to timer før. Få film har udtrykt ideen om livets skrøbelighed mere effektivt eller personligt. Der er naturligvis også en masse sex, som ikke bliver simuleret.

NOÉ har aldrig nået disse stormfulde højder igen. Enter the Void fra 2009 var en næsten stilfærdig film om en amerikansk narkohandler, som selv tager for sig af varerne i Tokyos neonvildnis. Da han er død, går vi med ham og følger efter, mens steder fra dagene folder sig ud. Oscar (Nathaniel Brown) vender altid ryggen til.

   Filmen varer næsten tre timer og præsterer aldrig at klippe, fordi kameraet altid finder et afløb, et kighul, et rør eller noget andet rundt at cirkle om og søge ned i. Det er den film, som Nicolas Winding Refn takker Noé for i sin egen Only God Forgives (2013)

   I 2015 er Noé tilbage med LOVE, der indeholder filmhistoriens første ejakulation i 3D. Alle i salen venter på sæden, der virkelig synes at ramme én midt i synet. Denne gimmick redder dog ikke en film, som har gode intentioner, men aldrig for alvor når nogen vegne, selv om den bliver ved og ved.

DET er en atypisk positiv film for Noé, og den er vist nok også selvbiografisk. Filmskaberen Murphy (potente Klaus Glusman) ligger ved siden af Omi (danske Klara Kristin) og er ved at skrige over lejligheden, deres baby og kærestens sved, som han helt har mistet lysten til.

   To år før boede Murphy sammen med Electra (Aomi Muyock), som han elskede, da den spændende Omi flyttede ind ved siden af. De havde længe en lykkelig trekant, som Murphy selv ødelagde. Nu ringer Electras mor og er bekymret for sin datter. Murphy går ud og leder, mens han ser tilbage. Også publikum er tvangsindlagt til at genopleve forløbet.

   Der er flere naive og pinlige scener. Og virkelig megen sund sex i 3D. Det bliver aldrig for alvor erotisk, måske fordi det fylder så meget, og den litterære udviklingsskitse ligner en gymnasieelevs fantasier. Det er faktisk fantastisk, hvor lidt der bliver sagt, når Murphy meddeler sig i voice over.

DER kan man så sidde og blive nostalgisk ved tanken om perversiteterne i Seul contre tous (1998), hvor Philippe Nahon var den ækle anti-helt med kælenavnet Slagteren. Alligevel er der en mærkelig ømhed forbundet med ubehjælpsomheden. Det er næsten rørende, at Noé vil vise det hér.

   Han siger selv, at seksualiteten får den plads, som den har i en ungdom. Så det er »Those Were the Days« med pornografiske indklip. Faktisk meget som Henry Miller kunne skrive, når han var værst. Det havde sin charme. Det samme har LOVE. I hvert fald udgør filmen et ærligt synsbedrag.

Se også Gaspar Noé: Irréversible (2002/2020); Gaspar Noé: Enter the Void/ Soudain le vide (2009); Gaspar Noé: Climax (2018); Gaspar Noé: Lux Æterna (2019).

LOVE. Instr. og manus: Gaspar Noé. Foto: Benoît Debie. 135 min. Frankrig-Belgien 2015. Dansk premiere: 17.12.2015.

Fotos: Les Cinémas de la Zone/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ UIP/ Festival de Cannes

Filmen streames (i 2D) på Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV og SF Anytime

2K Blu-ray fra Wild Side Video [i 4-disc bokssæt Coffret Gaspar Noé] 09.11.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.12.2018

Gaspar Noé: Enter the Void/Soudain le vide (2009)

VERDEN ER LAVET AF NEON

Et psykedelisk melodrama af Gaspar Noé

Af BO GREEN JENSEN

DEN argentinsk fødte franskmand Gaspar Noé (f. 1963) laver kompromisløse film, der dyrker volden, skønheden og brutaliteten cirka i den rækkefølge.

   Det er særdeles selvbevidst art cinema, og Noé deler vandene stærkt og retfærdigt. Seul contre tous (1998) skræmte flere væk, end den lokkede til, men med den vendte tid i Irréversible (2002) formåede Noé at skabe noget uforglemmeligt, væsentligt og tankevækkende.

   Da Soudain le vide fik premiere på Cannes Festivalen 2009, var forventningerne store. Lige så stærk var modreaktionen bagefter. I tæt på tre timer følger Noé amerikaneren Oscar (Benjamin Smith), der sammen med sin søster, Linda (Paz de la Huerta), lever på kanten af virkeligheden i Tokyo. Han sover om dagen og tager stoffer om natten, når neonbyen viser sig fra sin smukkeste side.

   Da manden dør, og måske mens sjælen svæver i limbo, lader Noé sit kamera rejse ind i en tunnel af indtryk og farver, der (også af filmskaberen selv) er blevet sammenlignet med den berømte rejse gennem stjerneporten i Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968).

NOÉ har kaldt filmen et psykedelisk melodrama, og havde han investeret lidt flere følelser og mindre visuel ekvilibrisme, kunne det nok være blevet en spændende rejse. Nu udarter eksperimentet til noget, der minder om visuel masturbation. Hvis man husker slutningen på Irrévisible, husker man også det svimlende indtryk af kameraet, som cirklede op og ud i evigheden, til man mistede orienteringen.

   Her kredser kameraet på samme vis ud og ind af hver scene. Noé finder i hvert interiør en åbning, et afløb, en lille passage, så han ikke skal klippe for at komme videre til næste scene. Det bliver meget enerverende. Der er smukke steder, og efterhånden bygges en biografi om den døde mand, som man egentlig aldrig rigtigt får at se. Men der er ingen fornemmelse af en virkelighed, som der i dén grad var i Irréversible, hvor den lange voldtægt i fodgængertunnelen var mere end virkelighed nok.

NOÉ har skrevet filmen sammen med sin hustru, Lucile Hadzihalilovich, som selv er en væsentlig filmskaber. Man lever sig ind i trippet eller står af. De fleste gør det sidste – også undertegnede ved den første visning – men man må ikke af den grund afskrive Noé, som i hvert fald er original og personlig. Kun asketen Bruno Dumont har en lignende alt-eller-intet måde at nærme sig tingene på. Netop denne film fortjener en chance, uanset hvad kritikerne siger. Enter The Void er ikke for alle, men måske er den lige for dig.

Se også Gaspar Noé: Irréversible (2002/2020); Gaspar Noé: LOVE (2015); Gaspar Noé: Climax (2018); Gaspar Noé: Lux Æterna (2019).

*) Benjamin Smith er altid filmet fra ryggen, som regel på halvanden meters afstand. Det er i grunden den samme håndholdte mandsopdækning, som brødrene Jean-Pierre og Luc Dardenne tog næsten patent på og dyrkede med stor virkning i La promesse (1996, da. Løftet), guldpalmevinderen Rosetta (1999), Le fils (2002, da. Sønnen) og L'enfant (2005, da. Barnet), som også modtog la Palme d'Or. De belgiske socialrealister bliver på den måde hængslet, som forbinder kølig Kubrick'sk formalisme og ny fransk ekstremisme. Den slags krydspodning ser man ikke så tit. Kun i én enkelt scene, før Oscar dør, får man et glimt af hans ansigt i spejlet. Det er, før man ved, hvad der venter, og man værdsætter først dette glimt ved et gensyn. På samme måde viser Noé voldtægtsmanden La Tenias ansigt, da Vincent Cassel går amok i begyndelsen af/slutningen på Irréversible. Vi kan se, at det er det forkerte ansigt, som Cassels karakter slår i stykker, mens den rigtige gerningsmand står og griner, men vi begriber det ikke. Da Noé korrigerede kronologien i Irréversible Straight Cut (2020), blev ironien om muligt bare forstærket. Noé giver øjet informationer, som forståelsen ikke kan bearbejde endnu. Han kan som nævnt være selvfed og sensationalistisk, når han dyrker chokket for chokket, men han er altid en interessant billedskaber.

Enter the Void (Soudain le vide). Instr.: Gaspar Noé. Manus: Gaspar Noé og Lucile Hadzihalilovic. Foto: Benoît Debie. 161 min. Frankrig-Tyskland-Italien-Canada-Japan 2009. Dansk premiere: 12.05.2011 (Cinemateket).

Fotos: Fidélité Films/ Wild Bunch/ CineMaterial/ Filmaffinity( Festival de Cannes (Noé + Paz de la Huerta Premiere Photocall)/ Watch the Titles

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime

Teksten er en filmrevy fra Weekendavisen Kultur 13.05.2011