Hans Petter Moland: Cold Pursuit (2019)

EN DRABELIG SKRØNE

Kraftidioten på amerikansk
 

Af BO GREEN JENSEN

NELS Coxman (Liam Neeson) kører sneplov i vintersportsbyen Kehoe i Colorado. Han har holdt indfaldsvejen farbar i en menneskealder og bliver kåret til Årets Borger, netop som Cold Pursuit tager sin begyndelse. Clara (Laura Dern) hjælper – som altid, når de skal noget fint – sin mand med at tage manchetknapper på. Hun siger, at der nok bliver taler.

   Samme aften går verden i stykker. Parrets voksne søn bliver dræbt af mænd, som arbejder for narkohandleren Viking. Det er straffen for en kokainleverance, som sønnens ven stjal fra. Da Clara går, vil Nels tage sit liv. Så ombestemmer han sig og iværksætter en enmandsvendetta.

   Viking tror, at rivalen White Bull har brudt deres aftale. En bandekrig eskalerer, mens Nels kaster grus i maskinen. Politimyndigheden i Kehoe er på sagen. Den består dog bare af chefen, som ikke vil udfordre nogen, og en kvindelig kadet fra Denver, som ønsker at udfordre alle. Det ender stort og blodigt. Alligevel er en ultramørk humor i spil.

COLD Pursuit er Hans Peter Molands egen genindspilning af Kraftidioten (int. In the Order of Disappearance) fra 2014. I den norske film, som Kim Fupz Aakeson skrev manuskript til, var det Stellan Skarsgård, som kørte sneploven. Den rivaliserende bande var serbisk. Forretningsmanden Viking hed Greven og var også her far til en klog dreng, som Nels bortførte og blev ven med.

   Grundlæggende er det den samme film, men underspillet fungerede bedre på norsk. Det skyldes sikkert, at metahistorien er fortalt flere gange på amerikansk. Hvis man krydser brødrene Coens Fargo (1996) med Gary Fleders Things to do in Denver when You’re Dead (1995) og Sam Raimis A Simple Plan (1998), har man noget, der ligner Cold Pursuit.

DET er en drabelig høvdingeskrøne. Når en karakter mister livet, bliver navnet skrevet på lærredet og får lov at stå et øjeblik. Efter opgøret mellem Viking og White Bull bliver 12 navne skrevet på en gang. Det lo salen af i Kraftidioten. På betegnende vis er der stille, da Moland gentager tricket i Cold Pursuit.

Se også Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2006); Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010); Hans Petter Moland: Kraftidioten | In Order of Disappearance (2014); Per Petterson | Hans Petter Moland: Ud og stjæle heste (2019)

Cold Pursuit. Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Frank Baldwin. Foto: Philip Øgaard. 118 min. UK-Norge-Canada-USA-Frankrig 2019. Dansk premiere: 28.02.2019.

Fotos: Summit Entertainment/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen er en Filmrevy fra Weekendavisen Kultur 01.03.2019

Per Petterson | Hans Petter Moland: Ud og stjæle heste (2019)

I FORTÆLLINGENS LYS
Stor film efter en grænseløs bog

Af BO GREEN JENSEN

NORGE i november 1999. Enkemanden Trond ser frem til at fejre årtusindeskiftet alene i huset, som han købte og satte i stand efter sin hustrus død tre år før. »Hele livet har jeg længtes efter at være alene på et sted som dette. Selv når det har været bedst,« siger han med den melankolske stemme, som er karakteristisk for Per Pettersons romaner.*

   Det er ikke et tilfældigt sted. Det er sæterhytten, hvor han tilbragte den sidste grænseløse sommer med sin far, som bagefter sendte ham hjem til Sverige og blev hos en anden familie. Det skete i 1948, da Trond var 15 år. Han har naturligvis ikke tænkt på det hver dag. Trond fik et rigt liv og blev selv bedstefar. Alligevel er det, som om han har levet i skyggen.

   Tronds beretning har sit hjerte i farverne, lyset og sanseligheden, han oplevede den bestemmende sommer. Men nutidens rammefortælling, hvor alt er mere fornuftigt indrettet, udgør en vigtig skal om historien. Ud og stjæle heste er en af de historier, hvor fortælleren ser på sit yngre jeg og omsider forstår, hvad der skete.

DEN unge mand lærte tabet og begæret at kende. Trond og hans far var alene af sted, fordi faderen sagde, at han ikke kunne tænke, når der var kvinder. Trond blev ven med den lidt ældre Jon. De gik på jagt og red på Barkalds heste. En dag kom Jon uden geværet. Samme morgen havde den ene af hans brødre, Lars, skudt den anden, Odd, mens de legede.

   Jon skulle passe tvillingerne. Drengenes far kom hjem og tog sig af det. Ingen tilgav nogen sinde Jon. Drengenes mor fik en særlig aura over sig. Trond blev betaget af kvinden. Han vidste ikke, at hans far og Jons Mor allerede havde et forhold. Det er dog klart for publikum, som nu ser tilbage sammen med Trond.

DA Odd dør, skal træerne pludselig fældes. Tronds far insisterer og sender en stor last ned ad elven, skønt tiden ikke er inde endnu. Der er maskuline indvielsesriter. Resten af livet spørger Trond sig selv, hvad hans far ville gøre. Men han ser ham aldrig igen. Hver dag går han hen på stationen og venter. Så holder han op.

   Tronds far valgte en anden familie. Det er stadig ikke til at forstå. Tilbage i 1999 får han endelig hilst på sin nabo, en pudsig og pertentlig mand, der præsenterer sig som Lars Haug (» - med g«). Også drengen, der dræbte sin bror, er blevet en gammel enspænder. Han overtog gården. Fik han også det bedste af kærligheden, som Trond skulle have?

PER Pettersons roman er jeg-fortalt i en blanding af observerende nutid og strømmende erindring. Overgangen mellem dengang og nu er porøs. Der er en indviklet baggrund om krigsårene og de lokale relationer.

   Hans Petter Moland har luget ud i detaljerigdommen, så sommeren, der forvandlede alt, står alene. Hestene, som har navne i bogen, er blot taktile jag af bevægelse hér. Trond og hans far står på hænder i regnen. Lyset om kvinden er lige så klart som synet af rullende træstammer.

   Stellan Skarsgård er castet perfekt som den 67-årige Trond. Jons mor (Danica Curcic) og Tronds far (Tobias Santelmann) ligner kommunistiske propagandafigurer, når de bakser heroisk med tømmer og korn. Som naboen skaber Bjørn Floberg med enkle midler en fuld figur. Jon Ranes står distancen som Trond i ung version.

DANSKE Rasmus Videbæk fik en sølvbjørn for de enestående billeder, da Ud og stjæle heste blev vist på Berlinalen. Filmen modtog seks af de ni Amanda-priser (den norske Bodil), som den var indstillet til, og blev landets officielle kandidat, både til de europæiske EFA-priser og den amerikanske Oscar for bedste fremmedsprogede film.

   Det er et sjældent smukt eksempel på nordisk samarbejde. Alligevel er det en russisk film, som Moland sætter af fra. Far/søn-forholdet ligger både tematisk og æstetisk tæt på billedet af den hjemvendte far og hans først beundrende, så forfærdede søn i Andrej Zvjagintsevs The Return (2003). Der er det samme my(s)tiske blik på naturen og tabet af uskyld.

ROMANEN er oversat til 50 sprog og trykt i mere end en million eksemplarer. Per Petterson har sagt, at han fik ideen, da han gik en tur i skoven med sin svigerfar. De standsede ved en elv, og den gamle mand fortalte. Det var måden, han talte på, som fangede forfatteren. Det var, som om ansigtet blev selvlysende, når manden forsvandt i erindring. Han var så stærkt tilbage i alt dét fra dengang.

   Jeg har set Molands film flere gange. Det er en dyb historie med mange lag og en ekstra tyk bund af livsvisdom. Men det er billederne af naturen, som gør et uudsletteligt indtryk, og det er i distancen mellem nu og da, at fortællingen skabes. Også Trond bliver selvlysende af at huske. Og varmen bliver hos publikum efter filmen.

*) Citeret efter Annelise Ebbes oversættelse. Roskilde-forlaget Batzer & Co. har udgivet alle Per Pettersons bøger på dansk. 

Se også Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2006); Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010); Hans Petter Moland: Kraftidioten | In Order of Disappearance (2014)

Ud og stjæle heste (Ut og stjæle hester). Instr. og manus: Hans Petter Moland. Foto: Thomas Hardmeier, Rasmus Videbæk. 123 min. Norge-Sverige-Danmark 2019. Dansk premiere: 03.10.2019.

Fotos: 4½ Film/ Zentropa Entertainments/ Film i Väst/ Nordisk Film/ Helgeland Film/  NFI/ DFI/ SFI/ Nordisk Film & TV-Fond/ Lithuanian Film Centre/ TV2 Danmark/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Camera Film/ MFA+ FilmDistribution/ Forlaget Batzer & Co.

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray + DVD 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.10.2019

Hans Petter Moland: Kraftidoten | In Order of Disappearance (2014)

BLÅ SNE OG BLODIGE SVANER

Selvtægt for sjov i det øverste Norge

Af BO GREEN JENSEN

MULIGVIS skranter ideen om Norden, men på film er tanken stadig vital. Hans Petter Moland, Kim Fupz Aakeson og Stellan Skarsgård havde stor succes med En ganske snill mann (2010, int. A Somewhat Gentle Man). Nordmanden instruerede, danskeren skrev manuskriptet, og svenskeren spillede den kriminelle Ulrik, som løslades efter en lang fængselsdom og døjer svært med sin resocialisering. De fortsætter samarbejdet i Kraftidioten.

   Også Nils er i grunden en ganske rar mand. Han kører sneplov for kommunen i det høje norske vinterland, som en stor del af filmen er henlagt til. Om morgenen er det Nils, som trodser elementerne og kører forrest i karavanen af biler, når lillebyens indbyggere skal på arbejde. Hans spektakulære maskine er ny og gigantisk. Når den pløjer sig gennem den blå sne, har filmen sine stærkeste billeder.

NILS er afholdt i nærmiljøet. Han har netop båret slips, så han kunne modtage prisen som kommunens æresborger, da politiet i Oslo ringer og meddeler, at hans søn er død af en heroin-overdosis. Nils véd, at det ikke kan være sandt. Politiet siger, at sådan reagerer alle forældre. Den anstændige mand bliver vred, og han har salen på sin side. Prologen har vist, hvordan sønnen blev dræbt ved en fejl.

   Da myndighederne ikke vil efterforske dødsfaldet, men tværtimod betragter sønnen som en kriminel fodsoldat, bliver det for meget for Nils. Manden med Ploven bliver Manden med Leen. Mens han dræber gerningsmændene, forløses en vild og befriende kraft, der kan kompensere for sorgen. Kraftidioten bliver en nordisk pendant til selvtægtsklassikere som Michael Winners Death Wish (1974, da. En mand ser rødt), Paul Schraders Hardcore (1979, da. Hårdkogt) og Steven Soderberghs The Limey (1999, da. Englænderen).

NILS begynder udrensningen i narkomiljøets laveste kaste, men snart fører blodsporene til større fisk. »Greven« (Pål Sverre Hagen) har i forvejen problemer. Han har arvet sit imperium efter en legendarisk far og har brug for at sætte sig i respekt, men hans dage går med at holde en nævenyttig eks-hustru (Birgitte Hjort Sørensen) fra livet og være en far for sin dreng. Ydermere presses han af serbiske gangstere. De anføres af »Papa« (Bruno Ganz), som spiser lapsede nordmænd til frokost.*

   Tonen er lagt efter brødrene Coen i Fargo, og filmen har et fantastisk højt body count. Hver gang et liv går til, bliver navnet skrevet på lærredet sammen med fødsels- og dødsår. De tørre tal markeres med stjerne og kors, ganske som i dødsannoncer. Der er ofte flere navne i feltet. Efter alle-mod-alle-opgøret til slut, bliver feltet fyldt fuldkommen ud.

MOLAND og Fupz Aakeson kan deres kram. Kraftidioten er et sejt genrestykke med tilløb til hård realisme. Det lykkes i lange stræk at dosere den blodskudte humor med norsk snusfornuft og en næsten bibelsk retfærdighedssans. Nils fortrækker ikke en mine. Greven er neurotisk eksalteret. Papa venter stoisk i skyggen.

   Det er evige kræfter, der kæmper i sneen. Det er også en hårdkogt røverhistorie fra Norge. Man savner måske en finsk faktor i det skandinaviske bagland. Den er der dog, hvis man ser efter. Det er med nedbarberet udtryksløshed og et pokerfjæs som hos Aki Kaurismäki, at den stilfærdige mand går amok.

Se også Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2006) og Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010)

*) Bruno Ganz (1941-2019). Den schweizisk fødte karakterskuespiller var en drivkraft i europæisk art cinema gennem næsten 60 år. Han fik sit gennembrud i film af Éric Rohmer (Marquise von O...), Werner Herzog (Nosferatu) og Wim Wenders (Himlen over Berlin; Så fjern, så nær!). Et højdepunkt var rollen som Adolf Hitler i Oliver Hirschbiegels Der Untergang (2004). Ganz blev i stigende grad en slags talisman for auteur-instruktører. To af de sidste store roller var som Vergil-skikkelsen i Lars von Triers The House that Jack Built (2018) og kommandanten i Terrence Malicks A Hidden Life (2019). Ganz medvirkede i mere end 100 film. Han lavede også tv og teater. Den sidste screen credit var som fortællerens far i  Anders Østergaard og Erzsébet Rácz’s dansk-tyske Vinterrejse (2019). Bruno Ganz blev 77 år. Han har vist sig uerstattelig.   

Kraftidioten. Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Kim Fupz Aakeson. Foto: Philip Øgaard. 116 min. Danmark-Sverige-Norge 2014. Dansk premiere: 03.07.2014.

Fotos: Paradox/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Miracle Film Distribution

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Nordic, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.07.2014

Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010)

EN STØVLE BLANDT LAKSKO

Nordisk noir med sjæl og hård humor

Af BO GREEN JENSEN

SAMERNE sælger våben, og man må ikke ryge noget sted. Verden er ikke den samme, da Ulrik (Stellan Skarsgård) efter 12 år i skyggen bliver lukket ud til en norsk fimbulvinter. »Husk nu at se fremad,« siger fængselsbetjenten og understreger ordene med en opmuntrende gestus, da Ulrik et øjeblik tøver i porten.

   Manden har tillagt sig måne, mave og hestehale, mens han afsonede sin drabsdom. Stikkeren var bror til en kollega, som Ulrik skød, fordi sjuften duskede Wenche (Kjersti Holmen). Måske har tanken om hævn holdt ham oppe, men med ét forekommer ideen abstrakt. Ulrik sætter sig på en bænk for at vente. Der er sne og fladt land, så langt øjet rækker. Han fortrækker ikke mine.

SENERE møder han godfather Jensen (Bjørn Floberg) og lakajen Rolf (Gard Eidsvold) på kaffebaren, hvor discountgangsterne hænger ud. Jensen har passet butikken. Der er hver måned blevet betalt til Wenche og lille Geir. Nu sørger chefen også for, at Ulrik får autoarbejde hos Sven (Bjørn Sundquist) og logi hos Karen Margrethe (Jorunn Kjellsby), som bag en barsk facon og et lidet tillokkende ydre er en romantisk sjæl på sin måde.

   I hvert fald kommer hun med aftensmad, når Ulrik sidder på sengen og ser polske quizshows. Hun råber på Gud og Jesus Kristus, mens han bestiger hende og gør sin pligt. Bagefter klapper hun hans skulder, som var han en pålidelig hest.

DAGENE går i den norske provins, som Hans Petter Moland skildrer med masser af deadpan i grinestykket En ganske snill mann. Kim Fupz Aakeson har skrevet det finurlige manuskript, og med svenske Skarsgård i titelrollen er filmen overhovedet et sjældent vellykket eksempel på nordisk teamwork. Tonen smager af brødrene Coen (i Fargo) og Aki Kaurismäki (i Manden uden fortid). Det hele kan af og til også minde om en norsk version af Frygtelig lykkelig.*

   En af filmens løbende vittigheder er kvindernes beredvillighed. Alle vil gerne give manden en hurtig tur, når han nu har savnet sex så længe. Ulrik er mest interesseret i at få en relation til sønnen Geir (Jan Gunnar Røise), som er blevet voksen og har fået familie, mens han sad inde. Wenche skrev Ulrik helt ud af bogen, og Geir har simpelt hen sagt til Silje (Julia Bache-Wiig), at hans far var død. Ulrik vil gerne tages til nåde. Han har fået et blødere væsen, meget som Erik Clausens figur i Løsladt på prøve. Faktisk er han blevet en ganske rar mand.

DÉT passer slet ikke Jensen. Gangsteren ligner en brugtvognsforhandler, vennesæl, ærekær og gemytlig, men er snu og lidt ond bag sin drævende facade. Har han ikke betalt for pistolen, som de købte af samernes mafia på konferencehotellet, hvor Ulrik stak ud som en støvle blandt laksko? Jensen vil ikke kendes ved Ulrik, før denne siger ja til at dræbe igen. Det kan ikke nytte, at man i underverdenen får opfattelsen af, at Jensen bare kan ignoreres.

   Ulrik er dog ikke til at rokke. På værkstedet er han blevet forelsket i Merete (Jannike Kruse), som også rækker ud efter ham, da Ulrik med brutal ekspertise har sørget for, at eksmanden aldrig vil slå hende. Vinteren har varet længe nok. Det er ved at blive forår i Ulrik. Nu er problemet, at Karen Margrethe bliver jaloux. Geir fortæller sin hustru om Ulrik, men hendes barn skal i hvert fald ikke vokse op med en morderisk farfar. Ergo har han at holde sig væk.

NÅR det nytter så lidt at være snill, vil Ulrik alligevel bruge pistolen og fjerne manden, som fjernede ham og som Jensen vil have fjernet. Da han konfronterer Kenny (Henrik Mestad), kommer endnu en skjult sammenhæng for en dag. Ulrik tøver. Jensen raser. Silje skal føde. Det er deus ex machina big time. Hvor mon det ender? Gå selv ind og se, men husk at poesiens gud som regel bakker de retskafne op. I hvert fald hvis filmen er nordisk og sjov.

MORSOM er denne fortælling bestemt. Den er lun, lakonisk og rigtigt godt skåret. Der er dog en tendens til at malke hver scene for latter og bygge alt op af komiske sætstykker. Karen Margrethes blå lår og store orgasmer er kun sjove første gang. Bjørn Sundquists værkstedsejer, der kan tale i lang syntaks uden at trække vejret, er et absurd og overflødigt ornament. Ofte venter man sig mere, end man får. Rolf, der altid bliver trådt på, måtte godt reagere mere ekstremt. Flobergs figur er svær at tage alvorligt, men charmerende som bare pokker.

   Den poetiske slutning er ren Kaurismäki med en umiskendelig anakronistisk følelse af 1950erne; en anden slags film fra en anden slags tid; sagte forår, rene hjerter og så videre. Hans Petter Moland er en alsidig instruktør, der har lavet storfilm om vietnamesiske flygtninge (The Beautiful Country, 2004) og bevægende politisk revisionisme (Kammerat Pedersen, 2006). Her er han brødrene Coen på norsk. Det er sjovt nok, mens det varer, men man tager ikke meget med sig hjem.

*) I tilbageblik ligner En ganske snill mann en skitse til den undergenre – nordisk noir med grotesk udstedsfaktor – som bliver et distinkt spor i 2010erne og 20erne med Moland/Fupz Aakeson/Skarsgård-triumviratets egen Kraftidioten (2014, eng. In Order of Disappearance), Molands amerikanske remake Cold Pursuit (2019), Netflix-serien Lilyhammer (2012-2014) og Dagúr Karí/Fupz Aakeson-serien Welcome to Utmark, som åbnede på HBO Nordic i 2021. Ole Bornedal (Dræberne fra Nibe/Small Town Killers, 2017), Henrik Ruben Genz (Frygtelig lykkelig/Terribly Happy, 2008)), Jannik Johansen (Mørke/Murk, 2005) og Anders Thomas Jensen (Blinkende lygter, Mænd & høns, Retfærdighedens ryttere) er afgjort fellow travellers. Coen-brødrenes Fargo (1996), serien efter samme (2014- ) og Sam Raimis A Simple Plan (1998), efter roman og manus af Scott B. Smith, er anduvningsmærker, men vigtigst er nok David Chase-serien The Sopranos (1999-2007), som giver New Jersey-gangsterne familie, lavpraktisk hverdag og et kompliceret sjæleliv, selv om provinsatmosfæren mangler. Afsættet til The Sopranos blev taget i komedierne Analyze This (1999) og Analyze That (2002) af Harold Ramis (1944-2014), men urstedet er Elmore Leonard-romaner som Get Shorty (1990), Rum Punch (1992) og Out of Sight (1996). Subgenren står i stejl kontrast til den mondænt polerede urbanitet i hovedsporet Nordic Noir (om det så gælder viften af politiserier eller kommunalpolitiske intriger som i Adam Prices DR-serie Borgen (2010-2013)).  

En ganske rar mand (En ganske snill mann). Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Kim Fupz Aakeson. Foto: Philip Øgaard. 103 min. Norge 2010. Dansk premiere: 02.09.2010.

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.09.2010

Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2006)

DEN POLITISKE DRIFT

Maos norske sønner og døtre

Af BO GREEN JENSEN

OGSÅ den norske venstrefløj havde sin yderste, stærkt radikale fraktion, da revolutionsromantikken var på sit højeste. I Arbeidernes Kommunist Parti, en mindre talstærk og mere elitær organisation, end navnet umiddelbart indikerer, opererede man med en konkret strategi for den væbnede revolution, som skulle sættes i værk. Det var tider. Det var dengang, man følte sig levende.

   Det er også længe siden. Tredive år efter de gyldne tider står Knut Pedersen (Kristoffer Jonner) ved tavlen på gymnasiet i Larvik og taler til sine elever om dét, man levede og døde for i 1970erne. Han er grå i både sjæl og krop. For sagen satte han sit ægteskab over styr og så konen tage børnene med til Mo I Rana. Pedersen blev og kæmpede den gode kamp. For ham var sagen ensbetydende med Nina, men det kunne han ikke se i 70erne.

HANS Petter Moland har med Kammerat Pedersen skabt en af de bedste film om den politiske utopi i 70erne, som man har set i Skandinavien. Sædvanligvis gøres der nar af de gamle værdier, som på den måde mister ikke blot værdighed og relevans, men også håndgribelig gennemslagskraft. Der bliver bestemt også smilet i Kammerat Pedersen, når diskrepansen mellem de store visioner og bevægelsens medlemstal bliver for udtalt. AKP frakendes dog ikke betydning. Der bliver lejlighed til at vise, hvad gruppen kan mobilisere af modstand.

KNUT Pedersen kommer til Larvik i 1968 og begynder som lektor på gymnasiet. I begyndelsen er han ensom alene. Senere er han det sammen med Lise (Anne Ryg), en bibliotekar som aldrig bliver klogere på ham. Det er Werner (Jan Gunnar Røise), en gammel elev, som lokker Knut med til møde og åbner hans øjne for sagen.

   Forklarelsen finder han først den dag, Nina Skåtøy (Ane Dahl Torp) kommer til byen. Det er den dag, Knut Pedersen bliver forelsket. Det er også dagen, hvor han mister evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert. For den sande revolutionære nordmand er moral en småborgerlig reminiscens.

   Nina er en flygtning fra højborgerskabet i Oslo. Hun har brudt med sin familie og føler sin overbevisning så stærkt, at det præger og, vil man mene, forkrøbler samtlige hendes forhold og forbindelser. Hun har arbejdet hårdt for at blive sådan, og hun vil dræbe for sagen, hvis det skal være. At det muligvis ikke skal være, vil hun end ikke tage i betragtning. I begyndelsen er der slet ingen tvivl om, at hun og Knut er som skabt for hinanden. Den sande revolutionære nordmand har fundet sin blonde madonna.

MOLANDS film er uhyre fint afstemt. Den har lette, ironiske takter i begyndelsen, hvor Knut ser Nina ankomme til Larvik i en bjergtagende fantasisekvens, der henter sit billedsprog i maoistisk propaganda og besidder samme uimodsigelighed. Siden drejer tonen ubønhørligt i retning ad bitter desillusion. Farverne skifter mod blåsort, og der bliver langt mellem faner og kirsebærblomster, mens Nina bringes til at se sit nederlag i øjnene.

   Knækket ligger midtvejs, da Knut og Nina elsker sammen i dybfrosten på den hemmelige AKP-kongres, som man når ad kringlede omveje, bogstaveligt iført skæg og blå briller. Ét øjeblik er Knut i himlen. Mens han står i sneen og kommer i Nina, bliver varme røde papirlygter tændt. I samme nu farer en skævhed over Ninas ansigt, og næste dag vil hun i plenum diskutere rimeligheden – eller manglen på samme – i den kontra-revolutionære og i hvert fald småborgerlige utroskab, som hun og kammerat Pedersen praktiserer. Det bliver aldrig det samme for parret igen, skønt der kommer en stille forsoning langt fremme.

FOR Knut er utopien ét med Nina. Han er dybest set stået af på parolerne, længe før de øvrige medlemmer begynder at sive. Alligevel ender han som en af de allersidste tre-fire udvalgte. Han hverken kan eller vil slippe sagen, skønt den ikke længere giver mening. Det ville være det samme som at give slip på kærligheden til Nina, og gør han dét, er han slet ingenting.

   Nina har dog mere på spil. Da man beslutter, at akademiske medlemmer skal sige deres stillinger op og solidarisere sig med arbejderklassen ved at tage manuelt arbejde, griber hun udfordringen, rykker ud af sin lægekonsultation og bliver ansat på en fabrik. Hun gør, hvad hun kan for at blive accepteret og prøver at dele kvindernes interesser, skønt sladder og selvtilstrækkelighed hen ad vejen begynder at give hende kvalme.

EFTER flere år på fabrikken er det lykkedes hende at sælge ét abonnement på Klassekampen til en veninde. Da denne undlader at forny det – hendes mand skuler olmt tilbage fra lænestolen foran fjernsynet, som viser fodbold i sort-hvid – tager Nina sit nederlag på sig. Scenen er stærkt underspillet og meget bevægende. Snart ender filmen atter hos Knut, der har fortalt eleverne hele historien om den væbnede socialismes storhed, nedgang og endelige udtoning.

I NORGE er Kammerat Pedersen blevet kaldt »en humoristisk historie om en alvorlig bevægelse«. Det er som man tager det. Molands film bygger på Dag Solstads roman, hvis fulde titel siger det hele: Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vort land (1983). På den norske dvd kan man høre Solstad kommentere tiden og se tilbage sammen med en udspørger. Der kommer meget lidt på bordet. »Se, dér er Lenin,« lyder det under titelsekvensen. »Ja, dét er Lenin,« samtykker Solstad, for hvem humor ofte har været et dæknavn for bidende hård ironi.

FILMENS force ligger i ømheden. Før jeg skulle se den første gang – i Oslo for nogle måneder siden – sagde en klog mand på Dag Solstads alder: »Jeg har ikke set nogen bedre skildring af borgerskabets smerte.« Jeg forstod, hvad han mente, da Nina sagde fra: at se sit livsgrundlag smuldre og ikke høre til noget sted. Endelig opdager Molands film, at den politiske drift i sin reneste form kan være kærlighedens tvilling.

Se også Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010); Hans Petter Moland: Kraftidioten | In Order of Disappearance (2014); Per Petterson | Hans Petter Moland: Ud og stjæle heste (2019); Hans Petter Moland: Cold Pursuit (2019).

Kammerat Pedersen (Gymnaslærer Pedersen). Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Hans Petter Blad. Foto: Philip Øgaard. 115 min. Norge 2006. Dansk premiere: 17.11.2006.

Fotos: Motlys/ Sandrew Metronome/ Cinemateket/

Filmen streames ingen steder – Sandrew Metronome-dvd'en fra 2007 er aldrig genudgivet

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.11.2006