Kenneth Branagh: Hamlet (1996)

ET ÆDELT HJERTE

Branaghs definitive filmatisering 

Af BO GREEN JENSEN

WILLIAM Shakespeares Hamlet bliver sjældent spillet i tekstens fulde længde. Det er der flere grunde til. For det første tager det fire timer. For det andet kan man diskutere, hvilken af de seks foreliggende udgaver, der er den mest autentiske. Førsteudgaven fra 1603, den såkaldte »bad quarto«, er skrevet af efter hukommelsen og afviger markant fra den forestilling, som vi kender i dag, mens den anden kvart fra 1604 kan betragtes som den mest autoritative. Også denne ændrer sig dog i de senere udgaver.

   Heller ikke på Shakespeares tid var det usædvanligt, at en ofte spillet tekst blev filet til gennem årene. Scener blev tilføjet, andre beskåret, der blev rettet og strammet og efterjusteret i overensstemmelse med tidens smag og den dramatiske nødvendighed. Man regner med, at folioudgaven fra 1623 gengiver den version af teksten, som The King's Men faktisk havde på repertoiret, hvorimod den anden quarto ligger tættest på forfatterens egen tekst. Denne er med sine 3.777 linier Shakespeares længste, og det er dén som Kenneth Branagh har baseret sin 90er-Hamlet på.

PÅ film er Hamlet blevet fremstillet af de mest forskellige typer og navne, fra Asta Nielsen i Sven Gades stumme 1920-version til Mel Gibson i Franco Zeffirellis energiske udgave fra 1990. Kenneth Branagh nævner selv russeren Grigorij Kozintsevs 1964-filmatisering blandt sine forbilleder, men der er ingen tvivl om, at han også i denne omgang har kastet et særlig grundigt blik på faderfiguren Laurence Oliviers version fra 1948, som alt andet lige er den klassiske filmatisering. Og lad det være sagt med det samme: det er ikke blot en mere tidssvarende Hamlet, som Branagh har fundet ind til i sit arbejde med figuren. Det er ganske enkelt også en bedre film, som han har aftvunget det kendte materiale.

DET er en stor og forbavsende levende film. Skal man indvende noget, kunne det være et vist forbehold over for den overdosering af kendte ansigter, som i passager distraherer så stærkt, at stjerneeffekten næsten virker mod hensigten. 

   Vist er Jack Lemmon et udmærket valg til rollen som Marcellus, og vist får Billy Crystal en rigtig figur ud af Graveren, som Hamlet taler forgængelighed med. Også Robin Williams' hektiske nummer som Osrick fungerer som tiltrængt comic relief, men der er intet vundet ved at bruge Charlton Heston som skuespillernes konge eller lade Gérard Depardieu fremsige fem replikker på dårligt engelsk i anden akts scene mellem Polonius og Reynaldo.

  Scenen er i øvrigt et af de steder, der i regelen springes over. Den giver os et nyt og skarpere blik på Polonius, og Depardieu distraherer i sammenhængen. Da Hamlet lader gæstespillerne opføre stykket-i-stykket, kan Branagh ikke dy sig for at anbringe John Gielgud og Judi Dench i de levendegjorte tableauer. I den henseende er Branaghs uforkortede Hamlet finkulturens svar på The Longest Day (1962, da. Den længste dag), Ken Annakins film om D-Dagen, som også var angrebet af stjernesyndromet i næsten ufrivillig komisk grad.

FOR sagen er jo, at denne Hamlet er så stærkt besat i de rigtige roller, at udenværkerne irriterer. Derek Jacobi gør Claudius mere menneskelig, og derfor også mere korrupt, end vi er vant til at se ham. Richard Briers fremstiller Polonius, så han for en gangs skyld bliver mere end affældig staffage.

   Kate Winslets Ophelia er en lille åbenbaring, og hun hjælpes godt på vej af de friheder, som Branagh har taget sig i forhold til figuren. I flashbacks ser vi faktisk Hamlet og Ophelia elske sammen, før tiden gik af led. Branagh undgår også at vise os Ophelias vanvid som yndigt. I stedet udsætter lægerne hende for den behandling, der var fremherskende i Oplysningstiden, og det er mere hjerteskærende end de sædvanlige tableauer med stille vand og blomster i håret.

HVOR Franco Zeffirellis 1990-version skruede helt op for blodskamsmotivet i sin fremstilling af forholdet mellem Hamlet og Gertrude, som blev spillet af Glenn Close, lader Branaghs udgave Julie Christie være en enklere, mere entydig person, som man næsten kunne kalde ordinær.

   Rosenkrans og Gyldenstjerne, som især efter Tom Stoppards Rosencrantz and Guildenstern Are Dead er blevet tragediens mest celebre statister, er næsten ansigtsløse i Timothy Spalls og Reece Dinsdales skikkelser. Derimod er den myrdede konges genfærd – Brian Blessed med tordenstemme og himmelblå kontaktlinser – blevet både en gotisk effekt og en magtfuld person.

   Branagh selv er som Hamlet en overlever med dobbeltagentens talent for at forstille sig. Han handler aldrig i affekt, men iscenesætter sin hævn med klart overblik og sætter så at sige sit eget følelsesliv på standby. Han anfægtes nok af Ophelias skæbne, men kan dog ikke andet end trække på skulderen ved denne personlige omkostning. Han sætter aldrig spørgsmålstegn ved sin hævns valør, det destruktive afsind som han møder tidens generelt absurde forvridninger med. Det har han heller ikke grund til, for så vidt som faderens genfærd og hævnens lov her er fremstillet som regulære moralske naturkræfter. Det er op til Hamlet at genoprette balancen, sætte tiden tilbage i led.

FOTOGRAFEN Alex Thomson har tilrettelagt de brede 70mm-optagelser, så hele billedfladen bruges, og Tim Harveys scenografi vender op og ned på vores gængse forestillinger om stykkets formørkede verden. Vi er vant til at se nøgne rum, kalkede vægge og asketiske kostumer i en teatralsk scenografi, som forstærker og forstørrer tragediens centrale konflikt.

   Hos Branagh gøres alting tværtimod overdådigt, stort og farverigt – aldrig mere bjergtagende end i åbningscenen, hvor Claudius og Gertrud indtager tronen sammen. En regn af rosenblade drysser ned over de hvide uniformer, og salen er fuld af levende mennesker. Kun Hamlet er i sort som altid, og afstanden til hans omverden føles af samme grund større og stærkere end sædvanligt.

BLENHEIM Palace ved Woodstock i Oxfordshire holder for som slottet i Helsingør, og i slutningen krydsklipper Branagh mellem slutopgøret inde i tronsalen og Fortinbras' soldater, der trænger ind på slottet i uniformer fra Napoleonstiden.

   Den mest effektive tilføjelse til Hamlet, som vi hyppigst ser stykket, er dog fjerde scene i fjerde akt, hvor Hamlet opsummerer sin tragedie og til sin skam »ser døden true tyve tusind mænd,/ som går for eftermælets gøglesyner/ til graven som til sengs«, da Fortinbras' hær marcherer mod Polen. Vi ser faktisk hæren marchere hos Branagh, og scenen forstærker sin virkning ved at være den sidste før pausen i fire timers versionen.

FOR skønt Branaghs full version af Hamlet egentlig ikke føles så lang – man suges ind i handlingen og sproget og glemmer hurtigt tid og sted – var det amerikanske billetsalg så skuffende, at produktionsselskabet Castle Rock rykkede ud med en beskåret to timers version. Den forkortede film havde dansk premiere i 19 biografer, men kun den fulde version fik et videre liv. Den føles netop så stor, helstøbt og færdig, at man ikke ville ændre eller undvære én scene.

Se også Much Ado About Nothing/ Stor ståhej for ingenting (1993); Baz Luhrmann: William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996); John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Trevor Nunn: Twelfth Night/ Helligtrekongersaften (1998); Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999); Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015); Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022] + Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015]. 

I temaet »Liv og teater« se også bl.a. Jean-Baptiste Poquelin Molière 1622-1673; Klassiske karakterer: Cyrano de Bergerac; Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996).

Hamlet. Instr. og manus: Kenneth Branagh. Foto: Alex Thomson. USA 1996. 242 min. Dansk premiere: 04.04.1997.

Fotos: Castle Rock Entertainment/ Turner Pictures/ Fishmonger Films/ Columbia Pictures/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ framegrabs [Warner Home Entertainment]

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film 

2K Blu-ray (regionsfri) fra Warner Bros. 17.08.2010

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.04.1997

John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998)

MASTER WILL

En frydefuld hyldest til liv og teater 

Af BO GREEN JENSEN

MARTS i det Herrens år 1999: En sjælden gang kan det lykkes at lave en komedie, som i kraft af sit lys og sin lethed får sunget, hvad mere seriøse fremstillinger har problemer med at stamme frem.

   John Maddens liflige Shakespeare in Love kommer til os med 13 Oscar-nomineringer i ryggen og en sværm af anbefalinger.* Det lyder for godt til at være sandt, men ser man bort fra den kåde sejrsstolthed, som i enkelte scener får Tom Stoppards vittige dialog til at overdrive charmen, er der virkelig ingen skyer på himlen. Shakespeare in Love er en magisk, ud over alle grænser velspillet film om kærlighed, liv og teater. Man forlader den smilende, svimmel og opstemt, for det er lidt som at se den syvende himmel. Jeg overdriver ikke. Her er virkelig en film, som De bør se med egne øjne snarest muligt.

ÅRET er 1593. Pesten har lukket Londons spillesteder, teaterdirektøren Henslowe (Geoffrey Rush) sidder i gæld, og hans husforfatter William Shakespeare (Joseph Fiennes) er ikke kommet videre med den komedie om Ethel, Piratens datter, som den trængte mand har bestilt.

   I det hele taget har Shakespeare problemer. Alle vegne hører han konkurrenten Christopher Marlowes navn, og musen Rosaline er ham utro med adskillige. Imidlertid har han fans ved hoffet. Jomfrudronningen – Judi Dench, som spillede dronning Victoria i Maddens Mrs. Brown (1997), har hér en orkan af en birolle** – sætter pris på Richard Burbages særopførelse af hans stykke, og i salen falder den fortryllende Viola de Lesseps (Gwyneth Paltrow) i svime til ordenes dans. Hun skal dog giftes med Jarlen af Wessex (Colin Firth). Så hvad skal det ende med? spørger vi os selv.

DET ender naturligvis godt på sin måde og helt i Master Shakespeares ånd. Men Shakespeare in Love er mere end en opfindsom variation over bardens figurer og faste tematik. For det første bygger Madden, Marc Norman og Stoppard et dampende levende London, som man sagtens kan forvilde sig i, skønt vi aldrig lades i tvivl om, at alt dybest set er teater. For det andet forelsker Fiennes og Paltrow sig så uimodståeligt, at det virkelig ligner den kærlighed, som Romeo og Julie er et tidløst udtryk for. Endelig føler vi smerten ved Marlowes død og sætter pris på dronningens kløgt. Elizabeth er selvsagt den deus ex machina, som genopretter balancen i verden, da teatermagien har gjort alle svimle.

I 1977 skrev John Mortimer en tv-føljeton, Will Shakespeare, der indeholdt mange af de samme elementer, og det er fremdeles en skam, at Anthony Burgess' roman om digterens liv, Nothing Like the Sun (1964), aldrig er dramatiseret. Ellers kan man ikke mindes et mere troværdigt Shakespeare-portræt, skønt Shakespeare in Love i mange henseender ser stort på den historiske akkuratesse.

   Stoppard genbruger flere tricks fra Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde (1990), men her er han interesseret i at hylde teatret, livet i almindelighed og Shakespeare i særdeleshed.*** Det lykkes filmen at give os del i spillernes begejstring, efterhånden som de indser, hvad Romeo og Julie er ved at blive til. Dét er virkelig ingen ringe bedrift.

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/ Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999); Much Ado About Nothing/ Stor ståhej for ingenting (1993); Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015) + Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015].

*) Shakespeare in Love vandt i kategorierne bedste film, bedste originalmanuskript, design af kostumer (Sandy Powell), scenografi (Martin Childs, Jill Quertier), kvindelig hovedrolle (Gwyneth Paltrow) og kvindelig birolle (Judi Dench). Best Picture-prisen blev inddraget i 2017, da AMPAS ekskluderede produceren Harvey Weinstein efter #MeToo-kampagnens afsløringer. Weinsten blev dømt i november 2020 og afsoner p.t. en ubetinget fængselsstraf på 23 år.

**) 30 år senere spiller samme Dame Judi digterens hustru, Anne Hathaway (1556-1623), i Kenneth Branaghs All is True (2018). Efter at have medvirket i, instrueret og bearbejdet så mange stykker af Shakespeare, at kun Laurence Olivier og Orson Welles kan konkurrere, spiller Branagh endelig mennesket selv i en vemodig og meget metabevidst fremstilling af den sidste tid i Stratford. All is True er en kærlig og kritisk dekonstruktion. Filmen fik ikke dansk biografpremiere, men i skrivende stund [06.08.2021] bliver den streamet på Viaplay.  

***) Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde lader to bipersoner fra Hamlet opleve begivenhederne fra deres egen begrænsede synsvinkel. Tom Stoppard (f. 1937) skrev sit stilskabende og skoledannende metaskuespil i 1964. Da var konceptet bredt ud til flere Shakespeare-arbejder, og stykket bar titlen Rosencrantz and Guildenstern Meet King Lear. Det blev uropført i sin mere fokuserede form på Edinburgh Festival Fringe i 1966. Frederik Dessau oversatte teksten til dansk i 1967, hvor den udkom i bogform hos Gyldendal. Som metateater er teksten selv inspireret af Samuel Beckett, men Stoppard var opmærksom på Rosencrantz and Guildenstern, A Tragic Episode, in Three Tabloids (1874/1891), en komisk satire i Kaptajn Klyde-genren, som dramatikeren W.S. Gilbert skrev, før han indledte sit samarbejde med komponisten Arthur Sullivan. Ideen har, med andre ord, en absurdistisk galgenhumor indbygget fra starten. Rosenkrans og Gyldenstjerne forstår aldrig de dybere lag og den større intrige, som de bliver udnyttet i. Øvelsen går ud på at sno sig om grundteksten, som publikum kender, og nå frem til det sted hos Shakespeare, hvor den engelske ambassadør meddeler Horatio og Hamlet, at »Rosenkrans og Gyldenstjern' er døde/ Hvor skal vi få vor tak?«. I 1990 instruerede Stoppard selv filmatiseringen med Gary Oldman og Tim Roth. Rosencrantz and Guildenstern Are Dead vandt Guldløven på Venice Film Festival. Dramatikeren har skrevet 55 filmmanuskripter, men Rosencrantz and Guildenstern Are Dead er hans eneste arbejde som instruktør. Filmen havde dansk premiere den 1. marts 1991 og var lidt af en showcase for Oldman og Roth. Begge var da unge løver med hver sit auteur-projekt undervejs. Oldman skrev og instruerede Nil by Mouth i 1997; Roth instruerede The War Zone i 1999.    

Shakespeare in Love. Instr.: John Madden. Manus: Marc Norman og Tom Stoppard. Foto: Richard Greatex. 123 min. USA 1998. Dansk premiere: 05.03.1999.

Fotos: Universal Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime,Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios 24.01.2011

Weekendavisen Kultur 05.03.1999

Joe Wright: Anna Karenina (2012)

DEN ENESTE ANNA

Illusionen sættes i anførselstegn

Af BO GREEN JENSEN

MAN tænker sikkert allerførst, at verden ikke skriger på endnu en filmatisering af Anna Karenina (1875-77). Lev Tolstojs tragiske kvindefigur er skildret så mange gange, at kun Shakespeare og Jane Austen kan konkurrere. Ydermere er de fleste udgaver kongeniale. Kun Love fra 1927 blev filmet med to slutninger, så biografejerne selv kunne vælge. Det er en evig og enkel historie, som virker svær hver eneste gang.

   Fra Betty Nansen (1915) til Helen McCrory (2000) er Annas offer skildret loyalt. I rollen har man endvidere set Vivien Leigh (1948), Claire Bloom (1961), Tatyana Samojlova (1967), Nicola Pagett (1977), Jacqueline Bisset (1985) og Sophie Marceau (1997). Greta Garbo spillede rollen to gange, i førnævnte Love (med John Gilbert) og MGM-studiets klassiske storfilm fra 1935, hvor Fredric March havde rollen som Vronskij. Der skæres anderledes i stoffet, og der betones forskelligt i psykologien, men i bund og grund er det de samme to typer, som elsker og ødelægger hinanden.

JOE Wright har atter castet Keira Knightley, som var heltinden i Pride and Prejudice (2005) og den fremragende Atonement (2007). Tolstojs roman er bearbejdet af Tom Stoppard, som for tiden går klassikerne efter med ny følsomhed. Stoppards dramatisering af Ford Madox Fords Parade’s End-kvartet (2012) er et stort værk i sin egen ret. Som Vronskij ses Aaron Johnson, der spillede John Lennon i Nowhere Boy (2009). Han er lidt for ung til sin rolle. Bedst var nok Sean Connery, som spillede over for Claire Bloom i BBC-versionen fra 1961. Alicia Vikander er kusine Kitty, som kærligheden lykkes for. Jude Law er Annas sårede mand, der strækker sig langt, før han lukker sit hjerte.

DET er dog ikke skuespillerne, hvad de gør og siger eller hvordan, der gør Wrights filmudgave til noget særligt. Det er Sarah Greenwoods underskønne scenografi, Dario Marianellis markante musik og Wrights ekstreme stilisering, som samlet udgør et radikalt misè-en-scene. Også Wright ville filme i Rusland og opføre dramaet som realisme. Imidlertid var stederne slidte, og der var ikke råd til at arbejde on location. Wright valgte derfor at flytte samtlige scener ind i et teater.

   Dette kunstgreb er konsekvent gennemført. Skønt bagtæppet af og til åbner sig ud mod verden, så man mærker sneen og vinden i vigtige scener, bliver de store øjeblikke gestaltet i kulisser, der sætter illusionen i anførselstegn. Det er ikke sædvanligt filmet teater. Der er netop ikke sparet på fysikken. Væddeløbsheste rider ind over scenen. Balsalen bygges op og tages ned. Hver genstand er formgivet til lejligheden, der er næsten ikke brugt CGI. Operascenen opleves som teater i et teater. Hele livet passerer revy. Man har bogstaveligt aldrig set magen.

DET forandrer ikke historien. Joe Wrights Anna Karanina er hverken dybere eller større end de øvrige Tolstoj-versioner, og Stoppard har atter leveret et smukt koncentrat af sit forlæg. Men det gør filmoplevelsen spektakulær. Det er fejende flot, for at bruge en frase, og det er en overraskende effektiv nøgle til nerven og sjælen i et stof, man har gennemtrawlet så ofte, at gentagelsen tangerer et trygt ritual. Der er intet trygt ved denne version. Man får det samme chok som Anna, da Vronskijs hest styrter ud over rampen.

   Keira Knightley føjer sig smukt til dronningerækken. Filmen formår i de sidste minutter at gøre hende til den eneste Anna. Virkemidlerne er paradoksalt teatralske, men der er en inderlig ubestikkelighed i denne pragtfulde Anna Karenina. Et liv viskes ud på betydelig afstand, 140 år, sådan cirka. Det føles stadig som noget, der sker udenfor, mens vi sidder i stuen og spiser. Det føles som frygtelig virkelighed.

Se også The Last Station: Moralprædikanten Lev Tolstoj 1828-1910; Klassiske karakterer: Anna Karenina; Varm alabaster: Greta Garbo 1905-1990; Kvinden i begyndelsen: Colette 1873-1954; David Cronenberg: A Dangerous Method (2011); Bogen og filmen: Ian McEwans Atonement/Soning (2001/2007).

 

Anna Karenina. Instr.: Joe Wright. Manus: Tom Stoppard. Foto: Seamus McGarvey. 129 min. Storbritannien 2012. Dansk premiere: 02.05.2013

Fotos: Universal Pictures/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime,Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios 19.02.2013

Trykt i Weekendavisen Kultur 03.05.2013 (her forkortet for at undgå gentagelser i forhold til Klassiske karakterer: Anna Karenina)