Klassiske karakterer: Fortællingen om Ferdinand 1936-2017

PÅ EN Ø I HISTORIEN

Det handler om at sige nej til at slås

Af BO GREEN JENSEN

FOR de fleste voksne er Tyren Ferdinand en tegnefilm på otte minutter. Den passede så fint ind i Walt Disneys Juleshow – »Fra alle os til alle Jer« – at den fik lov at blive siddende virkelig længe. I mere end 50 år, faktisk. Disneys klassiske kortfilm er tegnet i 1938. Bogen, som den bygger på, blev skrevet bare to år før.

   Den handler kort fortalt om en tyr, der nægter at brøle og stange. Ferdinand vil hellere sidde i fred og snuse til blomsterne på marken. Han vil ikke slås med de andre tyre og dø i den arena, hvor matadoren altid vinder, når der er tyrefægtning.

   Men en dag sætter Ferdinand sig på en bi. Da den stikker ham, gør det så ondt, at han pludselig både brøler og stanger. Ferdinand har altid siddet under det samme træ og set ud på landskabet. Han begyndte som kalv. Nu vejer han 900 kilo. Det gør virkelig indtryk, da han går amok.

SÅ Ferdinand bliver set af de mænd, som udvælger tyre. Talentspejderne kører ham til Madrid og sender ham ind til matadoren. Men nu er Ferdinand igen blevet blid. Han sætter sig i sandet og snuser til sin blomst. Publikum raser. Picadorerne prøver at tirre ham, matadoren tigger om at blive stanget. Lige meget hjælper det. Til sidst må mændene køre Ferdinand hjem. Her sidder han atter under sit træ. »He is very happy,« står der til slut.

   Det er en enkel historie, som siger, at fred er bedre end krig. Og måske at passiv modstand er mere effektiv. Hvis du siger nej til at slås, må fjenden føre krig alene. Der er ikke nogen kamp, som den stærkeste kan vinde.

AMERIKANEREN Munro Leaf (1905-1976) havde været på rejse i Spanien. Han skrev The Story of Ferdinand (da. Historien om Ferdinand eller bare Tyren Ferdinand) på en eftermiddag, da hans ven, tegneren Robert Lawson (1892-1957), skulle bruge en tekst, han kunne illustrere.*

   Bogen blev en stor succes – og den passede fint til en håndtegnet film på otte minutter. I den computeranimerede biograffilm fra Blue Sky Studios er historien pustet op og strakt over næsten to timer. Det er gjort ved at fylde detaljer i mikset.**

   Ferdinand vokser op blandt andre tyre. Hans far skal møde matadoren og kommer aldrig tilbage. Ferdinand havner hos pigen Nina og hendes far. Det er på blomstermarkedet i landsbyen, at han sætter sig på en bi. Han kommer hjem til gården og bliver set af matadoren, mens de øvrige tyre, Valiente, Guapo, Bones og Angus, bliver valgt fra.

   Kasserede tyre skal slagtes. Sådan er verden bare indrettet. Men Ferdinand og hans venner gør oprør. De vil ikke bøje hovedet og lystre traditionen. Der er stadig den store finale, hvor Ferdinand nægter at kæmpe. Denne gang gør han det meget bevidst.

   Foruden flere tyre møder du tre arrogante raceheste, tre anarkistiske pindsvin, hunden Paco og geden Lupe, som bliver Ferdinands træner. Der er mange karakterer, faktisk også én eller to, du godt kunne undvære.

MEN sjælen i teksten er den samme. Der er en dansekonkurrence mellem tyre og heste. Der er en fin sekvens i landsbyen, hvor Ferdinand gemmer sig i en forretning, som sælger kopper og tallerkener. På engelsk siger man, når nogen er klodset, at det er som at se »a bull in a china shop«, en tyr i en porcelænsbutik. Her kan du studere fænomenet.

   I dag er de fleste imod tyrefægtning, der bliver betragtet som dyrplageri. Sådan var det ikke i 1936, men bogen blev forbudt i flere lande, fordi den talte om at undgå krig. I USA var der delte meninger: nogle så den som kommunistisk reklame, andre som pacifistisk propaganda. De tyske nazister brændte Historien om Ferdinand på bålet. I Spanien var den forbudt indtil 1975, da diktatoren Francisco Franco døde.

   Bogen udkom netop som Den Spanske Borgerkrig (1936-1939) begyndte. Ernest Hemingway var på republikanernes side og aktiv modstander af fascismen. Han skrev om krigen i For Whom the Bell Tolls (1940, da. Hvem ringer klokkerne for). Men han var også vild med tyrefægtning, og han kunne ikke lide fortællingen om Ferdinand. Senere svarede han Munro Leaf i novellen »The Faithful Bull« (1951), der handler om »a bull whose name was not Ferdinand and he cared nothing for flowers. He loved to fight and he fought with all the other bulls of his age, or any age, and he was a champion.«***

   Ferdinand var fra begyndelsen en tekst, som voksne tog til sig. Den ligner på den måde både Le Petit Prince (1943, da. Den lille prins) og Jonathan Livingston Seagull (1970, da. Jonathan Livingston Havmåge). Men Antoine de Saint-Exupéry og Richard Bach vidste begge, at de talte til tiden og evigheden. Det kom fuldkommen bag på Munro Leaf, at hans lille spanske fabel blev set som noget stort og ekstraordinært.

SUCCESEN blev i 1937 forstærket af en offentligt sponsereret teaterforestilling med marionetter, som Leaf selv var med til at skabe. I 1938 fulgte Disneys tegnefilm, som han selv var med til at skabe, skønt Dick Rickard er krediteret for instruktionen, og den primære animator var Milt Kahl. Walt Disney lagde stemme til Ferdinands mor.

   Der var merchandise til børnene i form af spil, samlekort og mekanisk legetøj, men også kostbare Ferdinand-smykker til voksne fans. Fredsforkyndere som Eleanor Roosevelt og Mahatma Gandhi fremhævede Ferdinand som et eksempel. For ministre og generaler at se, var det et farligt eksempel, som der bare kom »tøsedrenge« ud af.

   Englænderen Iris Murdoch (1919-1999), som både skrev fiktion og tekster om filosofiske emner, bliver ofte citeret for sin forklaring på forholdet mellem kunstnere og magthavere: »Tyrants always fear art because tyrants want to mystify while art tends to clarify.« »Tyranner frygter kunsten, fordi de vil mystificere, mens kunsten forsøger at tydeliggøre.«****

   Vist var Leafs bog en politisk tekst, der promoverede pacifismen og opfordrede til civil ulydelighed. For hvad nu, hvis de unge gjorde ligesom Tyren Ferdinand – sagde nej til gamle værdier og nægtede at gå til angreb? Hvis soldaterne bare blev hjemme fra krigen? Charlotte E. Keyes sagde det nok allerbedst: »What if they gave a war and nobody came?«*****

DEN nye film er værd at se. Det er ikke verdens bedste eller mest originale historie, men den er sød og sjov på en hyggelig måde. Jeg så den med min yngste datter, da hun var fem et halvt år. Ava kunne bedst lide slutningen, hvor alle dyrene ender på gården hos Nina.

   Selv kunne jeg bedst lide billedet af Ferdinand under sit træ. Det er tegnet på helt samme måde i alle tre udgaver af historien. Der er snart gået 100 år. Ferdinand vil stadig bare sidde og snuse. Det gør han på sin egen ø i historien. Og under dét træ får krigen ikke en chance.

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Pablo Berger: Blancanieves (2012); Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; Klassiske karakterer: Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018); Klassiske karakterer: Charles Dickens | Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009); Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939); Animation | Den Lille Prins/ Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]; Forvandlingens tid: En film om Robert Kennedy 1925-1968.

NOTER

*) Munro Leaf hed egentlig Wilbur Monroe Leaf. Han skrev mange andre bøger for de mindste. Som regel illustrerede han dem selv. Ingen af de 40+ titler fik samme udbredelse som Tyren Ferdinand, kan man læse i diverse opslagsværker. En undtagelse er nu fortællingen om Robert Francis Weatherbee (1935), som ikke er vild med at skulle begynde i skole. I Tage Taanings fine gendigtning hedder historien Anton Hannibald Olsen. Den bog har haft et langt liv i Danmark. Vi læser den stadig hjemme hos mig.

**) I 2017 var Blue Sky stadig en konkurrent til Walt Disney. Studiet var knyttet til 20th Century Fox Animation på samme måde, som Pixar Studios fra 2006 blev affilieret med Disney.  Både Pixar og Blue Sky var født med computeranimationen. Blue Sky havde især succes med de fem film i Ice Age-serien (2002-2016). Robots (2005, da. Robotter), som Chris Wedge og Carlos Saldanha realiserede sammen, var en stærk og markant animationsfilm, der brugte Tom Waits på sit lydspor og tog afsæt i både Isaac Asimov og Troldmanden fra Oz. Dr. Seuss-historien Horton Hears a Who! (2008, da. Horton og støvfolket Hvem), fuglefortællingen Rio (2011) og Epic (2013, da. Skovens hemmelige rige) var mere vakkelvorne. Blue Sky varetog animationen af The Peanuts Movie (2015). Den sidste Blue Sky-titel var Spies in Disguise (2019, da. Spioner på missioner), som fik dansk premiere den 6. februar 2020, umiddelbart før COVID-19-pandemien. Da Disney opkøbte 20th Century Fox i 2019, blev Fox taget ud af firmanavnet. Blue Sky-enheden forsvandt simpelthen. 

***) Ernest Hemingways lille novelle blev skrevet til magasinet Holiday i marts 1951. Den hører sammen med historien om »The Good Lion« (som ligefrem bruger slutlinjen fra Ferdinand: »He is very happy.«) De satiriske fabler blev samlet op i The Complete Short Stories of Ernest Hemingway (1987). Teksterne er ikke med i Noveller (1998), som Poul Borum oversatte kort før sin død. »Den gode løve« og »Den trofaste tyr« kom endelig med i Samlede noveller (2013). Her er fablerne oversat af Mich Vraa.

****) »Tyrants always fear art because tyrants want to mystify while art tends to clarify. The good artist is a vehicle of truth, he formulates ideas which would otherwise remain vague and focuses attention upon facts which can then no longer be ignored. The tyrant persecutes the artist by silencing him or by attempting to degrade or buy him. This has always been so.« Udsagnet er fra »Salvation by Words«, et foredrag, som Iris Murdoch holdt for medlemmer af The American Academy of Arts and Letters ved årsmødet den 17. maj 1972. Murdoch havde udgivet monografien The Sovereignty of Good i 1970 og var i de år mere efterspurgt som filosof end som skønlitterær prosaist. Jeg skylder at takke Maria Popova og websitet The Marginalian for at pege på forbindelsen mellem Murdochs moralske filosofi og Ferdinands »farlige« pacifisme. Talen er trykt i Existentialists And Mystics: Writings on Philosophy and Literature (1999). Den findes også i arkivet hos The New York Review of Books. 

***** Digteren Charlotte E. Keyes (1914-1980) skrev i 1966 et essay, »Suppose They Gave a War and No One Came«, som blev trykt i magasinet McCall's. Hun skrev om sin søn, fredsaktivisten Gene Keyes, der nægtede at tage til Vietnam som soldat og sagde nej til værnepligten. Artiklen blev citeret vidt og bredt, og rubrikken var et slogan for hippiegenerationen. Keyes havde selv inspirationen fra Carl Sandburg (1878-1967). I prosadigtet The People, Yes (1936) ser en pige soldaterne tage afsted:

   »The first world war came and its cost was laid on the people.

       The second world war – the third – what will be the cost.

       And will it repay the people for what they pay?...

       The little girl saw her first troop parade and asked, 

       'What are those?'

       'Soldiers.'

       'What are soldiers?'

       'They are for war. They fight and each tries to kill as many of the other side as he can.'

       The girl held still and studied. 

       'Do you know ... I know something?'

       'Yes, what is it you know?'

       'Sometime they’ll give a war and nobody will come.'«

   Charlotte så citatet i et åbent brev, som James R. Newman skrev til The Washington Post i 1961. Newman var redaktør på tidskriftet Scientific American. I sit brev citerede han Sandburg efter hukommelsen. På samme måde blev Keyes' rubrik varieret, efterhånden som den satte sig i fælleskulturen.  

   Sloganet blev brugt som filmtitel (Hy Averbacks Suppose They Gave a War and Nobody Came, 1970) og sangtitel (Jonna Gault And Her Symphonopop Scene: »What If They Gave A War And No One Came?«, 1968). Især blev det brugt på plakater og mure. Det er skriften på væggen i digtet »Graffiti« (1972), hvor Allen Ginsberg både stiller og besvarer det retoriske spørgsmål: »What if someone gave a war & Nobody came? / Life would ring the bells of Ecstasy and Forever be Itself again.«

   Jeg troede længe, at sloganet kom fra Yoko Ono og John Lennon, der citerer det flere steder. Jeg blev klogere ved at læse den grundige udredning på sitet Quote/Counterquote. 

Ferdinand. Instr.: Carlos Saldanha. Manus: Robert L. Baird, Tim Federle, Brad Copeland etc. Production Designer: Thomas Cardone. 107 min. UK-USA 2017. Danske stemmer. 3D i udvalgte sale. Frarådes under 7 år. Dansk premiere: 14.12.2017.

Ferdinand the Bull (Tyren Ferdinand). Instr.: Dick Rickard. Manus: Vernon Stallings. Art Director: Ken Anderson. 8 min. USA 1938. 

Munro Leaf: The Story of Ferdinand. Drawings by Robert Lawson. 75th Anniversary Edition. 72 s. Viking Books, 2011. 

Munro Leaf: The Story of Ferdinand. Drawings by Robert Lawson. 48 s. Faber and Faber, 2017.

Munro Leaf: Ferdinand. Illustreret af Robert Lawson. Oversat fra engelsk af Ejvind Jensen. 70 s. Forlaget Gad, 1959.

Munro Leaf: Tyren Ferdinand. Illustreret af Robert Lawson. Oversat fra engelsk af Eigil Søholm. 70 s. Forlaget Apostrof, 1988

Fotos: Blue Sky Studios/ Davis Entertainment/  20th Century Fox Animation/ Nordisk Film Distribution// Walt Disney Productions/ 20th Television/ Disney+/ Library of Congress (Federal Theatre Project 1937)/ Google Images/ YouTube [clip + trailer]/ CineMaterial/ MoviestillsDB

Ferdinand the Bull (1938) streames på DISNEY+

Ferdinand (2017) streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies. 

Første del af teksten trykt i Weekendavisen Faktisk 15.12.2017.

Animation | Guillermo del Toro's Pinocchio (2022) [Oscars 2023]

EN KROP AF TRÆ OG ET HJERTE AF GULD
Den mørke Pinocchio er sjælfuld og magisk

Af BO GREEN JENSEN

DET er godt at møde magien igen. Vist er ordet misbrugt, men størrelsen findes, og følelsen varmer, når glæden en sjælden gang indfinder sig. For en kort stund er man tilbage i den første biograf, hvor fortryllelsen begyndte.

   Der er adskillige magiske scener i Guillermo del Toros og Mark Gustafsons nye fortolkning af Carlo Collodis eventyrlige føljetonroman fra 1881. Flere af dem kommer fra den mexicanske gotikers egen forestillingsevne. Andre er riffs på de øvrige fortolkninger, som har været talrige. Især den klassiske animationsfilm, som Ben Sharpsteen og seks andre tegnere udførte for Walt Disney Productions i 1940, har været svær at fortrænge.*

   Slaraffenland og æselfeberen er forsvundet hos del Toro, der fravælger præget af Den Store Bastian-pædagogik, som historien havde fra Collodis hånd. Collodi skrev til børnesektionen i en kirkelig avis. Forfatteren måtte tilgodese både den voksne moral og barnets legesyge. Første gang Fårekylling henvender sig, klasker Pinocchio ham ind i en væg. Disneys version brugte ikke vildskaben. Del Toro har fokus på det groteske.

MEN scenen med den kolossale hajfisk er intakt. Dyret har slugt redningsflåden med Geppetto, der har indrettet sig som en bibelsk Jonas, da Pinocchio og Sebastian Fårekylling endelig finder ham, nu i selskab med aben Spazzatura, som er en flygtning fra hertug Volpes dukketeater, hvor Pinocchio var hovedattraktionen.

   I alle versioner af fabelen vokser Pinocchios næse, når han taler usandt. Her skyder den ligefrem kviste og grene, når trædrengen lyver mest frodigt. Dét er der brug for i hajfiskens bug. Så Pinocchio lyver og siger, at han ikke elsker sin far. At han ikke vil det gode. At han håber, de dør alle sammen. Den gode løgn irriterer uhyret, og det Moby-Dick-agtige monstrum hoster dukkerne op.

   Allerede Collodi var sig bevidst, at han stod på skuldrene af forgængere som Giambattista Basile og Charles Perrault. Del Toros Pinocchio kommer fra hjertet. Filmen er samtidig et mytologisk jonglørnummer, der bringer utallige bolde i spil.

SIDEN 2000 har nye versioner skudt knopper og kviste ligesådan. Især italienske filmskabere vil generobre det disneyficerede grundstof. Roberto Benigni gjorde et bravt forsøg på at fortælle i realform. Han spiller selv Pinocchio som en hvid commedia dell'arte klovn i sin maniske fortolkning fra 2002. Hustruen Nicoletta Braschi er naturligvis castet som feen Fatina.

   Da Matteo Garrone i 2019 nåede til at instruere sin store fortolkning, kunne han caste netop Roberto Benigni i rollen som den fattige snedker. Benigni er således den eneste, der har haft lejlighed til at spille både far og søn, skaber og skabning, i det instruktive eventyr, som bliver mere end en allegori, når det får lov at lyve, fabulere og fermentere. Når Pinocchio er friest, bliver teksten en myte om marionetternes liv. Pinocchio er på den måde i slægt med Mary Shelleys Frankenstein. Begge kilder har inspireret et utal af disciple.

GARRONES overdådige film brugte levende skuespillere. Kun Pinocchio var på passende vis en håndlavet dreng helt igennem. Disney Studios har naturligvis indset, at man er ved at miste monopolet på det gode drømmestof. Guillermo del Toro’s Pinocchio – der er produceret for Netflix – konkurrerer derfor med en anden fortolkning, som vil være den nye standardudgave. Robert Zemeckis har instrueret hybrid-udgaven af Pinocchio, som Disney+ begyndte at streame i september 2022.

   Tom Hanks spiller Geppetto i en næsten karikeret sødladen version af originalen. Disney-udgaven kan som den eneste levendegøre dukken fra den 82 år gamle animationsfilm. Det bliver magien på mærkelig vis bare mindre og mere syntetisk af.

DEL TOROS film lægger en ny skal om fortællingen, der er rykket frem i tid til fascismens Italien. Geppetto mister sønnen Carlo i et bombardement. Han sørger i måneder, som bliver til år – »livet gik videre, men Geppetto gik ikke med« – og begynder i fuldskab at skære en dukke i sin døde drengs billede.

   Sebastian Fårekylling (Ewan McGregor), historiens fortæller, er netop flyttet ind i træet, der bliver fældet. Filmen har musik og sange af Alexandre Desplat og del Toro. Fårekylling prøver ofte at fremføre et kvad om sin far. Hver gang bliver han afbrudt af ny dramatik. Der er fart over feltet i Guillermo del Toros Pinocchio. Det er et spørgsmål om liv eller død hele tiden.

HELE naturen har ondt af Geppetto. Så skovfeen (Tilda Swinton) giver Pinoccchio bevidsthed, og fordi han ikke lever for alvor, kan hendes søster, Døden, der ligner en blå sfinks, heller ikke lade ham dø. Pinocchio har ni liv som katten Felix, der mangler i denne version. Han er nede at vende igen og igen. De pokerspillende billevagter bliver vant til at lade ham passere.

   Også halvlivet bliver en vane, men da det brænder på, og Geppetto virkelig dør, må Pinocchio træffe et valg. Skal han vælge øjeblikkelighed eller den evige genfødsel?

   Som sagt er flere faste elementer taget ud. I stedet er hverdagen i den italienske by fanget ind. Pinocchio bliver ven med den kuede søn af borgmester Podesta. Det er to drenges venskab, der redder verden og tegner historien. Da Pinocchio bliver træl i Volpes teater, er det for at hjælpe sin far. Geppetto skal på sin side lære, at Pinoccchio er og bliver Pinocchio.

TIL højdepunkterne hører en scene, hvor Benito Mussolini besøger dukketeatret og ser sig selv blive latterliggjort. Del Toro har altid bekæmpet fascismen med eventyr og magi. Han har samtidig været en næsten kælen elsker af det sentimentale og makabre. Den fantastiske kraft blev konkret, da han forankrede den i Den Spanske Borgerkrig i Pans labyrint fra 2006.

   Her blander han energierne i den samme sprængform. Det er en rig og betagende rundvisning i raritetskabinettet. Del Toro er vokset som filmskaber i The Shape of Water (2017) og nyfortolkningen af Nightmare Alley (2021). Men her er han atter ved kilden. Det er år og dag siden, at nogen filmskaber har blandet det gode og onde så smukt.

Guillermo del Toro's Pinocchio var Oscar-nomineret i kategorien Best Animated Feature Film. Den vandt og modtog prisen ved den 95. Academy Awards ceremoni, som fandt sted i Dolby Theatre i Los Angeles den 12. marts 2023. 

*) Ideen kommer fra Guillermo del Toro, men han har realiseret visionen i tæt samarbejde med Mark Gustafson (1959-2024), som var ansvarlig for stop-motion animationen. Det er Guillermo del Toro’s Pinocchio på samme måde, som Tim Burton’s The Nightmare Before Christmas (1993) er Burtons, skønt animationsarbejdet er udført af Henry Selick. Ben Sharpsteen var koordinerende instruktør på den klassiske Pinocchio fra Walt Disney Studios. De enkelte sekvenser blev instrueret af Norman Ferguson, T. Hee, Wilfred Jackson, Jack Kinney, Hamilton Luske og Bill Roberts.

Se også Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Animation | Matteo Garrone: Pinocchio (2019).

Guillermo del Toro’s Pinocchio. Instr.: Guillermo del Toro, Mark Gustafson. Manus: Guillermo del Toro, Patrick McHale. Foto: Frank Passingham. 117 min. USA-Mexico-Frankrig 2022. Dansk premiere: 23.11.2022 (bio); 09.12.2022 (streaming).

Fotos: Netflix Animation/ The Jim Henson Company/ Pathé/ ShadowMachine/ Double Dare You/ Necropia Entertainment/ Netflix/ James Jean (Gothic Style Poster)

Filmen streames på NETFLIX

4K UHD + 2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #1201) 18.12.2023

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 08.12.2022.

Animation | Matteo Garrone: Pinocchio (2019)

TRÆSKÆRERENS DRENG

Matteo Garrone giver myten nyt liv

Af BO GREEN JENSEN

PINOCCHIO deler skæbne med Peter Pan, Peter Plys, Alice i Eventyrland og en række andre skikkelser fra klassiske kunsteventyr. De nød et rigt liv, før de blev udsat for den disneyficering, som overtager historien, når det amerikanske underholdningsimperium annekterer mere nyt land.

   Af samme grund vægrede Pamela Travers sig ved at sælge Mary Poppins til Walt Disney. Hun vidste, hvad der ville ske, og hun fik ret. Der er læsere til Mary Poppins, men ikke i samme størrelsesorden, som der er tilskuere til Disneys film.

   Carlo Collodi skrev sin moralske fabel i 1881. Den blev trykt som føljeton i børneavisen Giornale di bambini, som Collodi selv redigerede, og udkom i bogform i 1883. Forfatteren var inspireret af Charles Perrault (Tornerose, Askepot, Rødhætte), som han havde oversat til italiensk. I øvrigt er navnet Pinocchio dannet af ordene pine (træ) og occhio (øje).

DER er ikke noget galt med Disneys Pinocchio (1940), men originalen er en mere jordnær og frem for alt italiensk fortælling. Fårekyllingen, som personificerer Pinocchios samvittighed, er af en anden støbning. Han kaster den ind i væggen med fuld kraft, da den henvender sig. Den Blå Fe hedder Fatina og er mere som en menneskepige. Æselfeberen; næsen; marionetterne og Slaraffenland: de ting var der allerede hos Collodi.

   Italienske filmskabere har ved flere lejligheder forsøgt at generobre Pinocchio. De har det vel med træskærerens dreng, som vi har det med Disneys version af Den lille havfrue. Det må være muligt at vende tilbage til den oprindelige fortællling på meningsfuld vis.

   Roberto Benigni gjorde forsøget i 2002, da han instruerede sig selv i titelrollen og lod Nicoletta Braschi spille Fatina. Nu er det Benigni, som gør en stor forskel i Matteo Garrones realfilm. Han spiller denne gang Geppetto, en stolt og fattig træskærer, som længes efter en levende søn.

ALT i Garrones film er konkret, kun dukken er skabt digitalt og ligner en farvelagt 3D-version af drengen fra de første illustrationer. Han er vildere, end vi er vant til. Garrone er en formidabel billedskaber, som her fører sine ideer ud i livet sammen med fotografen Nicolai Brüel. Det er en film i fuldvoksen længde, som familien kan have glæde af sammen.

   Garrone er instruktøren bag film som Gomorra (2008) og Dogman (2018), men Pinocchio lægger sig især i forlængelse af Il racconto dei racconti (2015, da. Tale of Tales), en næsten psykedelisk fortolkning af de napolitanske eventyr, som Giambatista Basile skrev ned, endnu før Perrault og brødrene Grimm kom til.

DEN fantastiske film er varmt anbefalet. Det er mere Pinocchio på vej. Netflix lancerer i 2022 en gotisk udgave med Guillermo del Toro som instruktør. Den computeranimerede 3D-film, som Robert Zemeckis har arbejdet på, siden han voldtog Beowulf-kvadet i 2007, er landet hos Disney.*

   Kulden er koldere, mørket er større; sulten bider virkelig til. Det er stadig den samme fortælling om drengen, der skal lære at være god, og den gamle far, som ønsker sig en dreng. Han længes så stærkt, at feen opfylder hans ønske. Det bliver ikke smukkere. Også Pinocchhio er en Tale of Tales.

Se også Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; Steven Spielberg: A.I. - Artificial Intelligence (2001); Matteo Garrone: Tale of Tales (2015).

*) Det lignede en streaming-krig, da Netflix og Disney+ efter mange forsinkelser lagde de to Pinocchio-versioner ud cirka samtidig i december 2022. Grundet COVID-19-pandemien fik Garrones film en fortumlet lancering. Der var urpremiere til jul i Italien i 2019. Filmen var nomineret i 15 (!) og vandt i 5 kategorier ved de lokale Donatello Awards. Jeg så første gang Pinocchio på Berlinalen i februar 2020, hvor filmen blev vist uden for konkurrence. Den blev langsomt rullet ud på alle de nedlukke(n)de festivaler i løbet af 2020. Der var Oscar-, BAFTA- og EFA-nomineringer i 2021. I mange territorier udkom filmen på streaming. I Danmark fik Pinocchio biografpremiere, da salene åbnede efter den anden coronanedlukning. 

Pinocchio. Instr.: Matteo Garrone. Manus: Garrone og Massimo Ceccherini. Foto: Nicolai Brüel. 125 min. Italien-Frankrig-UK 2019. Dansk premiere: 02.09.2021.

Foto: Archimede/ RAI Cinema/ Le Pacte/ Recorded Picture Company/ DK Filmbazar/ Madman Films (YouTube trailer)( CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.09.2021.

Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4]

EN VIDUNDERLIG HEKS

Verdens bedste barnepige

Af BO GREEN JENSEN

HUN er praktisk talt perfekt på alle måder. Hun kommer og hjælper familien Banks, da der er allermest brug for hende. Den forvirrede mor har meget at se til. Den travle far har ikke tid til fantasi – tror han. Han passer sit vigtige job i den vigtige bank, men han har glemt, hvordan man sætter en drage op i vinden, når det er Mary Poppins-vejr.

   Han lærer det igen, og han bliver en nærværende far, fordi verdens bedste nanny besvarer børnenes annonce efter en ny barnepige. Til slut går hele familien i parken og synger en sang om at lege med drager. Let’s go fly a kite. Mary Poppins kom med østenvinden. Da blæsten slår over i vest, tager hun væk. Det er på én gang vidunderligt og vemodigt.

FORFATTEREN Pamela Travers, som skabte Mary Poppins, blev næsten 100 år. Hun blev født i Australien i 1899 og døde i London i 1996. Da var Mary Poppins blevet verdensberømt – ikke mindst i kraft af den pragtfulde film, som Walt Disney producerede i 1964.

   Disneys egne døtre havde elsket bøgerne om Mary Poppins. Han prøvede i mange år at få forfatterens tilladelse til at lave en film. Da det lykkedes, havde de mange skænderier og diskussioner. Travers kunne ikke lide brødrene Shermans sange. Hun kunne faktisk ikke lide noget ved filmen, som alle andre holdt af.

   Pamela Travers sagde altid, at Mary Poppins i virkeligheden hjælper de voksne. Og at Mr. Banks på en måde var et portræt af hendes egen far, som døde, da hun var syv år. Det var hendes måde at huske ham på.

   Hun blev aldrig glad for Disneys film. Imens blev den så populær, at der findes en film om, hvordan Disney fik hende overtalt. Du skal prøve at se Saving Mr. Banks (2013), hvis du vil vide mere. Emma Thompson spiller Pamela Travers, og Walt Disney selv bliver spillet af Tom Hanks.

DER er otte bøger om Mary Poppins, men det er kun i de første tre, at historien begynder forfra hver gang. Hun kommer med flyvende med østenvinden i Mary Poppins (1934) og rejser igen med blæsten fra vest, da Mr. Banks har fået livsglæden tilbage.

   I Mary Poppins Comes Back (1943, da. Mary Poppins vender tilbage) tror Jane og Michael (og tvillingerne, for i bøgerne er der fire børn), at de mister deres drage i parken. Michael står med pinden og vikler alt, hvad han kan. Men det er ikke dragen, han trækker ned. Det er:

...en skikkelse, der forekom dem på én gang fremmed og velkendt, en skikkelse i marineblå frakke med sølvknapper og stråhat oversået med tusindfryd. Under armen havde skikkelsen en paraply med papegøjehåndtag; i den ene hånd var der en brun vadsæk, mens den anden hånd holdt fast i dragesnoren.*

I Mary Poppins Opens the Door (1943, da. Mary Poppins kigger ind) er Mary Poppins en af gnisterne i Guy Fawkes-fyrværkeriet den 5. november, som kommer dalende ned. Til slut åbner hun døren i barnekammeret ind til det andet barnekammer. Som er et lysende og magisk sted. Her forsvinder hun igen som en gnist:

For dér, på den anden side af vinduet, var et andet barnekammer, som strålede og lyste. Det strakte sig fra Nummer 17 til muren i Miss Larkins hus. Og alt fra det virkelige barnekammer blev genspejlet i det skinnende rum. Dér var Annabels glimtende seng og bordet, som var lavet af lys. Dér var ilden, som sprang op og strakte sig i luften; og dér var, endelig, den Anden Dør, nøjagtigt magen til den, der var bag dem. Den strålede som en barre af lys på den anden side af haven. Ved siden af stod deres egne refleksioner, og hen imod den, langs med det luftige gulv, kom Mary Poppins’ travende. Hun havde sin vadsæk i hånden; Lygtetænderens blomster og papegøjeparaplyen var stukket ind under armen. Væk gik hun gennem barnekammerets spejlbillede, væk gennem det sitrende genskin af gamle, velkendte ting. Og idet hun gik, gav blomsterne sig til at nikke fra pulden på hendes sorte stråhat.

MAGIEN er der altid, også midt i den leverpostejsfarvede hverdag. Pamela Travers var meget interesseret i eventyr og religion. Hun skabte med vilje Mary Poppins som en heks – men en god og vidunderlig heks, vel at mærke, som véd, hvad børn og voksne har brug for.

   54 år efter Mary Poppins er der endelig premiere på Mary Poppins vender tilbage. I filmen er der gået 30 år, og Jane og Michael er blevet voksne. Jane (Emily Mortimer) blev feminist og politisk frontkæmper ligesom sin mor. Michael (Ben Whishaw) blev boende i huset i Kirsebæralleen nr. 17. Han fik tre børn – John, Annabel og Georgie – med sin elskede hustru.

   Desværre døde børnenes mor. De taler ikke om det, men de savner hende alle fire meget stærkt. Michael er egentlig kunstner, men det er længe siden, at han har tegnet eller malet. Det er svære tider i England. Der er arbejdsløshed og uro. Glæden i huset er næsten forsvundet.

   Børnene er blevet dygtige til at gøre tingene selv. Michael arbejder nu i den samme bank, hvor Mr. Banks var ansat. Han gør, hvad han kan, men han er distræt og glemmer tit at betale sine regninger.

   Banken har fået en ny direktør (Colin Firth), som er meget grådig. Han vil enten have alle pengene, som Michael skylder, eller overtage huset. Det gælder om at finde et papir, som beviser, at Mr. Banks havde aktier i banken. Hvis det lykkes, kan de blive. Men papiret er væk. Der er en frist ved midnat. Hvis de ikke finder det, er alt forbi.

NU er der virkelig brug for Mary Poppins, og heldigvis kommer hun sammen med vinden, da børnene kalder på hjælp. Som voksne har Michael og Jane næsten glemt Mary Poppins. De taler somme tider om alle de ting, der skete dengang. Men de tror ikke på, at det virkelig skete. Det var noget stort og vidunderligt i deres fantasi.

   Så også denne Mr. Banks skal reddes og lære at flyve med drage igen. I 2018 kunne du samtidig se Disney-filmen Christopher Robin (da. Jakob og Peter Plys), hvor dyrene fra Hundredemeterskoven kom og hjalp den voksne Jakob med at få blik for sin familie igen. Steven Spielberg lavede filmen Hook (1995), hvor Peter Pan var blevet voksen og havde glemt, hvem han var.

   Det er den samme rejse, som Jane og Michael foretager i Mary Poppins vender tilbage. Det er sådan, man skriver fortsættelser nu, og det siger vel noget om vores tid. De voksne glemmer, hvad der er vigtigt. De glemmer, hvad fantasien betyder. Men så kommer barndommens eventyrvenner og hjælper dem med at finde tilbage.

DER er spænding til det sidste. Jeg røber næppe en statshemmelighed ved at afsløre: Der er en god chance for, at det ender lykkeligt.

   Marc Shaiman har skrevet de nye sange. De er ikke dårlige, men de prøver at ligne og lyde lidt som musikken i den gamle film. Det gælder for hele filmen. Der er hele tiden ting, som svarer til noget i Mary Poppins. Det er morsomt, smukt og bevægende gjort – men der er ingen nye ideer.

   Emily Blunt spiller Mary Poppins i stilen og ånden fra Julie Andrews. Hun har ikke helt samme solskin i stemmen, men er bedre til at være striks. Det passer faktisk til bøgernes Mary Poppins. Denne gang siger papegøjeparaplyen lidt mere.

   Skorstensfejeren Bert er blevet til lygtetænderen Jack (Lin-Manuel Miranda). I den gamle film tog han Mary Poppins og børnene med på en skovtur ind i et af sine fortovsmalerier. Der var en juleguirlande af pragtfulde scener, som blandede animation og realfilm. Den nye film har et cirkusafsnit, som prøver at gøre det samme. Nu er du bare så vant til at se det.

I DEN gamle film blev Bert spillet af Dick Van Dyke. Han spillede også den gamle bestyrelsesformand i banken, hvor Mr. Banks var ansat. Dick Van Dyke er født i 1925. Han var 93 år, da filmen blev optaget. Han kommer ud af sit kontor, og han synger og danser med glæde – næsten som i 1964. Det er på alle måder godt gået.

   Stemningen er mere dæmpet i Mary Poppins vender tilbage. Admiralen, som fyrer kanoner af fra sit tag, er der stadig. Det hele er der stadig og ser mere virkeligt ud end i den gamle film, hvor farverne var stærke.

   Nu ligger der et støvet lys over London. Men det er stadig en smuk og tidløs fortælling om verdens bedste barnepige. Den gode heks redder familien i midten – som ingen skal genere, hvis det står til Mary Poppins.

Jane og Michael holdt vejret, mens sødmen bruste og boblede i dem. Og det som de ønskede var, at de ville huske Mary Poppins i resten af deres liv. Hvor og Hvordan og Hvornår og Hvorfor – havde ikke noget at gøre med dem. De vidste, at når det angik hende, var der ingen svar på de spørgsmål. Den strålende skygge, som jog gennem luften over deres hoveder, ville altid bevare sin hemmelighed. Men i sommerdagene som kom, og i de lange vinternætter, ville de huske Mary Poppins og tænke på alt det, hun havde fortalt dem. Regnen og solen ville minde dem om hende, og fuglene og dyrene og årstidernes skiften. Mary Poppins selv var fløjet væk, men gaverne hun kom med ville være der for altid. 

*) Citeret efter P.L. Travers: Mary Poppins vender tilbage. Oversat efter Mary Poppins Comes Back (1935) af Rose-Marie Tvermoes. Med illustrationer af Mary Shephard. 224 s. Forlaget Branner og Korch, 1966. Branner og Korch udgav de første fire Mary Poppins-bøger fra 1965-1968. Ida Pangel oversatte Mary Poppins; Rose-Marie Tvermoes oversatte Mary Poppins vender tilbage, Mary Poppins kigger ind og Mary Poppins i parken. Mary Poppins in Cherry Lane Tree (1982) og Mary Poppins and the House Next Door (1988) er aldrig blevet oversat. Ej heller alfabetbogen Mary Poppins from A to Z (1962) og Mary Poppins in the Kitchen (1975). Jeg har selv oversat de to afsnit fra Mary Poppins Opens the Door og Mary Poppins in the Park. Jeg er sikker på, at Rose-Marie Tvermoes gjorde det bedre, men jeg kunne ikke opdrive de danske udgaver. Jeg er derimod den stolte ejer af Mary Poppins og Mary Poppins vender tilbage, som blev indkøbt for egne lommepenge, da filmen var ny. De seks romaner om Mary Poppins er samlet i The Complete Mary Poppins (HarperCollins, 2004). 

Se også Klassiske karakterer: Mary Poppins og Pamela Travers 1899-1996

Mary Poppins vender tilbage (Mary Poppins Returns). Instr.: Rob Marshall. Manus: David Magee. Foto: Dion Beebe. 130 min. USA 2018. Dansk premiere: 25.12.2018.

Fotos: Walt Disney Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ HarperCollins/ Mary Shepard (The Shepard Trust)/ Dancelines.com.au (Valerie Lawson)

Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Disney Buena Vista (UK) 15.04.2019

Teksten begyndte som en anmeldelse i Weekendavisen Faktisk 21.12.2018