Translate

Viser opslag med etiketten Guillermo del Toro. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Guillermo del Toro. Vis alle opslag

torsdag den 19. januar 2023

Animation | Guillermo del Toro's Pinocchio (2022) [Oscars 2023]


EN KROP AF TRÆ OG ET HJERTE AF GULD

Den mørke Pinocchio er sjælfuld og magisk

Af BO GREEN JENSEN

DET er godt at møde magien igen. Vist er ordet misbrugt, men størrelsen findes, og følelsen varmer, når glæden en sjælden gang indfinder sig. For en kort stund er man tilbage i den første biograf, hvor fortryllelsen begyndte.

   Der er adskillige magiske scener i Guillermo del Toros og Mark Gustafsons nye fortolkning af Carlo Collodis eventyrlige føljetonroman fra 1881. Flere af dem kommer fra den mexicanske gotikers egen forestillingsevne. Andre er riffs på de øvrige fortolkninger, som har været talrige. Især den klassiske animationsfilm, som Ben Sharpsteen og seks andre tegnere udførte for Walt Disney Productions i 1940, har været svær at fortrænge.*
   Slaraffenland og æselfeberen er forsvundet hos del Toro, der fravælger præget af Den Store Bastian-pædagogik, som historien havde fra Collodis hånd. Collodi skrev til børnesektionen i en kirkelig avis. Forfatteren måtte tilgodese både den voksne moral og barnets legesyge. Første gang Fårekylling henvender sig, klasker Pinocchio ham ind i en væg. Disneys version brugte ikke vildskaben. Del Toro har fokus på det groteske.



MEN scenen med den kolossale hajfisk er intakt. Dyret har slugt redningsflåden med Geppetto, der har indrettet sig som en bibelsk Jonas, da Pinocchio og Sebastian Fårekylling endelig finder ham, nu i selskab med aben Spazzatura, som er en flygtning fra hertug Volpes dukketeater, hvor Pinocchio var hovedattraktionen.
   I alle versioner af fabelen vokser Pinocchios næse, når han taler usandt. Her skyder den ligefrem kviste og grene, når trædrengen lyver mest frodigt. Dét er der brug for i hajfiskens bug. Så Pinocchio lyver og siger, at han ikke elsker sin far. At han ikke vil det gode. At han håber, de dør alle sammen. Den gode løgn irriterer uhyret, og det Moby-Dick-agtige monstrum hoster dukkerne op.
   Allerede Collodi var sig bevidst, at han stod på skuldrene af forgængere som Giambattista Basile og Charles Perrault. Del Toros Pinocchio kommer fra hjertet. Filmen er samtidig et mytologisk jonglørnummer, der bringer utallige bolde i spil.



SIDEN 2000 har nye versioner skudt knopper og kviste ligesådan. Især italienske filmskabere vil generobre det disneyficerede grundstof. Roberto Benigni gjorde et bravt forsøg på at fortælle i realform. Han spiller selv Pinocchio som en hvid commedia dell'arte klovn i sin maniske fortolkning fra 2002. Hustruen Nicoletta Braschi er naturligvis castet som feen Fatina.

   Da Matteo Garrone i 2019 nåede til at instruere sin store fortolkning, kunne han caste netop Roberto Benigni i rollen som den fattige snedker. Benigni er således den eneste, der har haft lejlighed til at spille både far og søn, skaber og skabning, i det instruktive eventyr, som bliver mere end en allegori, når det får lov at lyve, fabulere og fermentere. Når Pinocchio er friest, bliver teksten en myte om marionetternes liv. Pinocchio er på den måde i slægt med Mary Shelleys Frankenstein. Begge kilder har inspireret et utal af disciple.


GARRONES overdådige film brugte levende skuespillere. Kun Pinocchio var på passende vis en håndlavet dreng helt igennem. Disney Studios har naturligvis indset, at man er ved at miste monopolet på det gode drømmestof. Guillermo del Toro’s Pinocchio – der er produceret for Netflix – konkurrerer derfor med en anden fortolkning, som vil være den nye standardudgave. Robert Zemeckis har instrueret hybrid-udgaven af Pinocchio, som Disney+ begyndte at streame i september 2022.
   Tom Hanks spiller Geppetto i en næsten karikeret sødladen version af originalen. Disney-udgaven kan som den eneste levendegøre dukken fra den 82 år gamle animationsfilm. Det bliver magien på mærkelig vis bare mindre og mere syntetisk af.



DEL TOROS film lægger en ny skal om fortællingen, der er rykket frem i tid til fascismens Italien. Geppetto mister sønnen Carlo i et bombardement. Han sørger i måneder, som bliver til år – »livet gik videre, men Geppetto gik ikke med« – og begynder i fuldskab at skære en dukke i sin døde drengs billede.
   Sebastian Fårekylling (Ewan McGregor), historiens fortæller, er netop flyttet ind i træet, der bliver fældet. Filmen har musik og sange af Alexandre Desplat og del Toro. Fårekylling prøver ofte at fremføre et kvad om sin far. Hver gang bliver han afbrudt af ny dramatik. Der er fart over feltet i Guillermo del Toros Pinocchio. Det er et spørgsmål om liv eller død hele tiden.



HELE naturen har ondt af Geppetto. Så skovfeen (Tilda Swinton) giver Pinoccchio bevidsthed, og fordi han ikke lever for alvor, kan hendes søster, Døden, der ligner en blå sfinks, heller ikke lade ham dø. Pinocchio har ni liv som katten Felix, der mangler i denne version. Han er nede at vende igen og igen. De pokerspillende billevagter bliver vant til at lade ham passere.
   Også halvlivet bliver en vane, men da det brænder på, og Geppetto virkelig dør, må Pinocchio træffe et valg. Skal han vælge øjeblikkelighed eller den evige genfødsel?
   Som sagt er flere faste elementer taget ud. I stedet er hverdagen i den italienske by fanget ind. Pinocchio bliver ven med den kuede søn af borgmester Podesta. Det er to drenges venskab, der redder verden og tegner historien. Da Pinocchio bliver træl i Volpes teater, er det for at hjælpe sin far. Geppetto skal på sin side lære, at Pinoccchio er og bliver Pinocchio.



TIL højdepunkterne hører en scene, hvor Benito Mussolini besøger dukketeatret og ser sig selv blive latterliggjort. Del Toro har altid bekæmpet fascismen med eventyr og magi. Han har samtidig været en næsten kælen elsker af det sentimentale og makabre. Den fantastiske kraft blev konkret, da han forankrede den i Den Spanske Borgerkrig i Pans labyrint fra 2006.
   Her blander han energierne i den samme sprængform. Det er en rig og betagende rundvisning i raritetskabinettet. Del Toro er vokset som filmskaber i The Shape of Water (2017) og nyfortolkningen af Nightmare Alley (2021). Men her er han atter ved kilden. Det er år og dag siden, at nogen filmskaber har blandet det gode og onde så smukt.

Guillermo del Toro's Pinocchio var Oscar-nomineret i kategorien Best Animated Feature Film. Den vandt og modtog prisen ved den 95. Academy Awards ceremoni, som fandt sted i Dolby Theatre i Los Angeles den 12. marts 2023. 

*) Ideen kommer fra Guillermo del Toro, men han har realiseret visionen i tæt samarbejde med Mark Gustafson (1959-2024), som var ansvarlig for stop-motion animationen. Det er Guillermo del Toro’s Pinocchio på samme måde, som Tim Burton’s The Nightmare Before Christmas (1993) er Burtons, skønt animationsarbejdet er udført af Henry Selick. Ben Sharpsteen var koordinerende instruktør på den klassiske Pinocchio fra Walt Disney Studios. De enkelte sekvenser blev instrueret af Norman Ferguson, T. Hee, Wilfred Jackson, Jack Kinney, Hamilton Luske og Bill Roberts.



Guillermo del Toro’s Pinocchio. Instr.: Guillermo del Toro, Mark Gustafson. Manus: Guillermo del Toro, Patrick McHale. Foto: Frank Passingham. 117 min. USA-Mexico-Frankrig 2022. Dansk premiere: 23.11.2022 (bio); 09.12.2022 (streaming).


Fotos: Netflix Animation/ The Jim Henson Company/ Pathé/ ShadowMachine/ Double Dare You/ Necropia Entertainment/ Netflix/ James Jean (Gothic Style Poster)
Filmen streames på NETFLIX
4K UHD + 2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #1201) 18.12.2023
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 08.12.2022.

fredag den 10. juni 2022

Joe Kelly | Anders Walter: I Kill Giants (2017) [Comics Culture]


ET MAGISK SYSTEM
En overset film efter kulttegneserien

Af BO GREEN JENSEN

AMULETTER og talismaner er vigtige redskaber for Barbara Thorson. Den aparte pige arrangerer dem nøje, så hun kan se, om noget i mønstret er ændret. Ofte får runerne lov at bestemme. Eller terningen med otte sider.
   Barbara har et magisk system. Hun bruger det også på skolen, hvor hun knap er til stede mentalt. Selvfølgelig bliver hun mobbet af den nævenyttige Taylor. Hjemme er hendes brødre ikke stort bedre. Barbara er ligeglad. Det gælder om at drive kæmperne væk.
   Kun to voksne interesserer sig for tryllepigen. Det er Karen (Imogen Poots), hendes storesøster, som skal tage sig af de andre tre, og skolepsykologen Mrs. Mollé (Zoe Saldana), som prøver at skabe kontakt.
   Barbara har en smule tålmodighed med sin søster. Hun gider ikke Mrs. Mollé, der sikkert bare vil snage og give hende en diagnose. Alle andre ser en sjusket pige med kaninører og et mærkeligt outfit. Barbara selv ser en stolt kæmpedræber, der beskytter byen mod kataklysmen.
   For resten er Barbara kun 13 år. Og tingene ændrer sig, da hun får en veninde i tilflytteren Sophia (Sydney Wade), som kommer til Long Island fra England. Hun er lige så ensom, skønt mindre eksalteret. De to bliver store havfruer sammen. I hvert fald begynder et venskab for livet.



DANSKE Anders Walter fik en Oscar for kortfilmen Helium (2013). Nu er velviljen konverteret til en spillefilm i fuld længde, som fik premiere på TIFF i 2017. Det er en bemærkelsesværdig featuredebut, som ikke giver køb på instruktørens kvaliteter.
   I Kill Giants praler på plakaten med at være »skabt af holdet bag Harry Potter«. Chris Columbus, der har produceret sammen med Kim Magnusson, instruerede de første to Potter-film. I Kill Giants har ikke det samme budget, men er alligevel en effektfilm med hjerte og ambitioner. Det er et kæmpestort sted at begynde.
   Barbara fører magisk krig, fordi hun ikke vil forholde sig til sin mors kræftsygdom. I en vis forstand er kæmperne gestaltninger af denne cancer, men på et tidspunkt har hun drømt dem til live. Da der kommer en orkan, afviser Barbara katastrofen. Hun taler med Titan, som lever i stormen. Kan hun dét, kan hun måske også vinde over canceren.



JOE Kellys manuskript er baseret på hans egen graphic novel, som udkom med tegninger af Ken Nimura i 2009. Ingen af de nørdede detaljer i Barbaras fantasiverden er udeladt. Man får endnu mere ud af filmen, hvis man kender grundreglerne og mytologien i Dungeons & Dragons.
   Baseball – Amerikas favoritsport og »foretrukne tidsfordriv« – spiller en væsentlig rolle. Barbaras ultimative våben er en stridshammer, som hun har givet navnet Coveleski. Harry Coveleski kastede for Philadelphia Phillies i 1908, da de besejrede New York Giants tre gange. Bedriften gav ham øgenavnet »The Giant Killer«, og dét har Barbara bidt sig fast i.
   Det er en af de film, hvor et barn bruger fantasien til at bearbejde fysiske realiteter, der er for skræmmende at forholde sig direkte til. Altså ikke fantasy, men måske en film om, hvad fantasy kan og hvor den kommer fra. En kreativ eskapisme, som omskriver virkeligheden.





DER er smukke sekvenser med knejsende kæmper; der er talende træer, der kan gå som Enterne hos Tolkien. I Kill Giants er blevet sammenlignet med Guillermo del Toros Pans labyrint (2006) – som den nu ikke minder meget om – og Spike Jonzes radikale filmudgave af Maurice Sendaks Where the Wild Things Are fra 2009. Den sidste henvisning er relevant. Begge film har et excentrisk anslag, der gør dem svære at sælge til det sædvanlige publikum.
   Men naturligvis er det især A Monster Calls (2016, da. Syv minutter over midnat), en af årtiets store young adult-succeser, som I Kill Giants ligner i distraherende grad. Også her tager en teenager kampen op, da hans mor er ved at dø af kræft. Også her indgår drengen og monstret en pagt.
   I Kill Giants var sat i verden, før Patrick Ness skrev sin bestseller, og Anders Walters film var i produktion, før J.A Bayona lavede sin på rekordtid. Sammenfaldet er en tilfældighed, men det har alligevel svækket den mindre films gennemslagskraft.
   Ingen siger, at to film ikke kan dele tema. Og der er faktisk langt fra Ness’ roman (med Jim Kays illustrationer) til Joe Kellys og Ken Nimuras mangainspirerede tegneserie. Det er bare svært at se på de film, som værkerne har inspiret.


DET er så langt den første halvdel af filmen, der fungerer bedst. Pigen med de hjemmelavede ritualer er en original og robust kreation, der markerer sig stærkt i en tekst, som vil tale om noget vigtigt. Hun bliver spillet med imponerende pondus af 15-årige Madison Wolfe.
   Desværre får filmen sat sig mellem to stole. De unge, som I Kill Giants er lavet for, vil helst se fantasyfilm, der ligner de andre. Og voksne vil notorisk ikke se film, der handler om børn. Det har de ikke fantasi til, og denne hér handler netop om fantasien som lægende faktor og skabende kraft.
   Ergo har vi løsningen på mysteriet: Anders Walter debuterer i langform med en bevægende international produktion. Så hvorfor er I Kill Giants ikke årets biohit?


I Kill Giants. Instr.: Anders Walter. Manus: Joe Kelly. Foto: Rasmus Heise. 106 min. Belgien-Kina-Sverige-DK-UK-USA 2017. Dansk premiere: 05.07.2018.


Fotos: 1492 Pictures/ Ocean Blue Entertainment/ XYZ Films/ Umedia/ uFund/ Man of Action/ Adonais Productions/ Having Me Films/ Ingenious Media/ Parallel Films/ Camera Film/ Image Comics/ Grand Comics Database/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, HBO Max, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.07.2018.

tirsdag den 8. februar 2022

To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]


DEN HÆNGTE MAND
Narrens historie i flere versioner

Af BO GREEN JENSEN

DER skal i skæbnefortællinger være et forvarsel; et glimt, som oplyser mørket og viser et gådebillede af slutningen på væggen i hulen. Her sidder publikum i den platoniske forestilling om, hvordan vi oplever virkeligheden. Det vil i vor tid svare til skærmen eller lærredet i bevidsthedens biograf.
   Det er derfor ingen tvivl om, hvad der venter Stanton Carlisle, som vores antihelt hedder. Som nyansat i forlystelsesparken, hvor Nightmare Alley udspiller sig, er han særligt fascineret af »the Geek«. The Geek kravler rundt i et bur. Manden bliver fodret med levende høns, som han spiser foran publikum. Hver tilskuer betaler 25 cent for at se ham og væmmes og undres.
   The Geek har ingen fortid. Han bliver betalt med spiritus, som der er dryppet opium i, så han forholder sig rolig og er afhængig af arbejdet. The Geek er det laveste væsen i hierarkiet. Han er næsten ikke et menneske mere. Når han dør eller bliver kasseret, ansætter direktøren en ny vagabond i funktionen.
   Det siger sig selv, at der kommer en dag, hvor Stan Carlisle får svar på spørgsmålet om, hvordan nogen kan synke så dybt. I Nightmare Alley er skæbnen ikke neutral. Den er ondskabsfuld og udspekuleret. Stan er en svag mand, der lader sig friste. Han har egentlig altid vidst, hvor det ender.



GUILLERMO Del Toro fortæller Narrens historie i Nightmare Alley. Det er ikke den første filmatisering af William Lindsay Greshams kulørte roman fra 1946. Del Toros version konkurrerer med Edmund Gouldings klassiske film noir, som blev lavet, da bogen var ny, og der endnu fandtes autentiske geeks.
   Tyrone Power fik Darryll Zanuck fra Fox-studiet til at købe Greshams roman, fordi han ville udfordre sit image. Da stjernen døde i 1958, trak Zanuck filmen tilbage, fordi han fandt den lige så lurvet, som Tod Brownings Freaks (1932) havde været. De amerikanske cirkusgysere er skåret af det samme stof.
   Du skal læse romanen, hvis du støder på den. New York Review of Books genudgav Nightmare Alley i 2010. Gresham identificerede sig stærkt med Stan Carlisle. »Stan is the author« skrev han kort før sin død.
   Stan begynder som menig arbejder. Han avancerer til udråber for sandsigersken Madame Zeena, der foregiver at kunne læse tanker. Hun og ægtemanden Pete udviklede en kode, der gjorde dem til et stort varietenummer. Noget skete, og Pete sank ned i alkoholisme. Afhængighed er et andet af de mørke hovedspor i Nightmare Alley.



STAN har et godt øje til Madame Zeena, men er for alvor interesseret i Molly, som han løber væk med, da det lykkes at franarre Pete den fonetiske kode. Her skifter scenen fra tivoli til natklub. Stan og Molly har succes med tankelæsernummeret. Så bryder Stan en uskreven pagt, da han foregiver at kunne kontakte de døde.
   Han begår denne hybris med vidtåbne øjne. Film noir handler ikke altid om våben og hårdkogte mænd. Men om menneskers iboende grådighed. Titlens »mareridtsgyde« sigter til en tilbagevendende drøm. Stan flygter fra noget og løber mod lyset, uden nogen sinde at nå frem.
   I den fantastiske egn løber sporene sammen. Nightmare Alley er tilegnet digteren Joy Davidman, som var Greshams første hustru. Hun forlod ham i 1952 og rejste til Oxford for at møde C.S. Lewis. Lewis skrev Surprised by Joy, giftede sig med Davidman og brugte hendes børn i Narnia-krøniken. Gresham tog sit liv i New York i 1962. På hans sidste visitkort stod der: »RETIRED - no address, no phone, no business, no money«.



TAROTKORT spiller en stor rolle i Nightmare Alley. I romanen tager hvert af de 22 kapitler sin titel fra et trumfkort i Den Store Arkana. Stan begynder som Narren og Magikeren, før han ender som Den hængte Mand.
   I bogen er Stan Carlisle 21 år, da han kommer til det omrejsende Ten-in-One Show. Tyrone Power var 30, da han spillede rollen. Bradley Cooper er 47 og tæt på at være for gammel. Til gengæld har han mere forhistorie. Det første, vi ser, er et rum, han sætter ild til. Historien fortæller hvorfor.



GUILLERMO del Toro begyndte i horrorgenren og har gradvis nærmet sig realismen. Den fantastiske frygt i Cronos (1993) og Djævelens rygrad (2001) blev virkelig, da han forankrede den i Den Spanske Borgerkrig i Pan’s Labyrint (2006). I The Shape of Water (2017) brugte han koldkrigsårenes amerikanske paranoia til at fortælle en fabel om Skønheden og Udyret.
   Del Toros Nightmare Alley varer næsten tre timer. Det er atter fotografen Dan Laustsen, som breder tidsbilledet ud. Især cirkussekvenserne er en fryd. Den farvestrålende stil er ikke nødvendigvis »bedre«. Gouldings sort-hvide film var sagligt fortalt og velsignet med nogle af de smukkeste natbilleder, som fotografen Lee Garmes fik skabt.



DER er forskellige forrykkelser. Willem Dafoe spiller cirkusejeren, som forklarer, hvordan illusionerne fungerer. I Gouldings version var Joan Blondells Madame Zeena den stærkeste kvindefigur. Nu bliver hun spillet af Toni Collette og forsvinder efterhånden i mængden.
   Vi ser mere til The Geek hos del Toro. Mest konsistent er dr. Lilith Ritter, den iskolde psykoanalytiker, der i alle versioner bliver femme fatale-figuren. Hun spilles af Cate Blanchett, som bestemt ikke underleverer. Rooney Maras Molly er den uskyldige modpol til hjerteløsheden.
   Den gamle film har en påklistret slutning, som indgyder håb. Bogen slutter helt udtryksløst. Del Toro lukker med en scene, som han var villig til at tage om 60 gange. Bradley Cooper skulle le på den rigtige måde, så fortabelsen kunne trænge ind. Man forberedte sig i timer. Scenen lykkedes i første forsøg.

Nightmare Alley er Oscar-nomineret i 4 kategorier: Best Picture (Guillermo del Toro, J. Miles Dale, Bradley Cooper), Best Cinematography (Dan Laustsen), Best Production Design (Tamara Deverell; Set Decoration: Shane Vieau); Best Costume Design (Luis Sequeira). 





Nightmare Alley. Instr. Guillermo del Toro. Manus: Kim Morgan, Guillermo del Toro. Foto: Dan Laustsen. 150 min. USA 2021. Dansk premiere: 27.01.2022.

Nightmare Alley (Lykkeridderen). Instr.: Edmund Goulding. Manus: Jules Furthman. Foto: Lee Garmes. 110 min. USA 1947. Dansk premiere: 29.11.1949.

William Lindsay Gresham: Nightmare Alley. 275 s. New York: Rinehart & Company, 1946.

William Lindsay Gresham: Nightmare Alley. Introduction by Nick Tosches. 284 s. New York Review of Books Classics, 2010.  



Foto: 20th Century Studios/ Walt Disney Studio Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Dustjacket Facsimiles/ New York Review of Books/ Pamela Colman Smith (Rider-Waite tarot deck)
Nightmare Alley (1947) streames ikke p.t.
2K Blu-ray fra The Criterion Collection [spine #1078] 25.05.2021
2K Blu-ray fra Signal One Entertainment (UK) 17.01.2022
Nightmare Alley (2021) streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Disney Buena Vista 22.03.2022
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 28.01.2022.