Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022]

EN VERDEN AF SAND

Kultbogen får sin bedste filmatisering

Af BO GREEN JENSEN

FRANK Herberts Dune, som på dansk hedder Klit, er en grundsten i verdensbyggertraditionen. Forfatteren præsenterer – i saglig form og sikkert sprog – en fuldkommen selvindeholdt verden, hvor politik, religion, økologi og kultur smelter sammen. Vi har siden fået talløse serier i mange bind, der kopierer konceptet, men i 1965 havde ingen set magen.

   Dune er skabelonen for alt, hvad der følger. Der ville ikke være Star Wars eller George R.R. Martins A Song of Ice and Fire (dvs. forlægget for A Game of Thrones) uden Dune. Desværre fik præcisionen hos Herbert ikke samme langtidsvirkning. Dune fungerer ikke mindst, fordi troværdighedspræget forstærkes af stilistisk formåen.

KORT fortalt handler det om rivaliserende huse i et imperium, som styres efter del-og-hersk-princippet. Rumfarten er afhængig af »krydderi«, som udvindes på ørkenplaneten Arrakis.

   Imperiet har overladt handelen til den fordærvede Harkonnen-slægt. En bitter krig følger, da monopolet overgår til Atreides-familien. Kejseren ved, hvad han gør. Det gælder om at eliminere Huset Atreides.

   Planetens indfødte befolkning er beduiner. Krydderiet har givet dem klare blå øjne. De tilbeder kolossale sandorme og hjælper kolonisterne under protest. Herbert var inspireret af T.E. Lawrence og olieudvinding i Mellemøsten.

   Blandt frimenere lever legenden om Lisan al-Gaib, en hellig kriger, som vil komme udefra og føre an i oprøret. Paul Atreides er måske dén messias. Han forelsker sig i frimeneren Chia og slutter sig til ørkenfolket. Herbert brugte ordet jihad, før det fik sin aktuelle betydning.

   De politiske intriger og den biologiske diversitet imponerer. Det var dog især den åndelige dimension, som gjorde Klit til en kultbog. Herbert skrev fem fortsættelser. Han døde i 1986.

KOMMER snart som storfilm – »Soon to be a major picture« – står der uden på bogen, jeg købte og læste i 1977. Jeg glemmer sent mit første møde med sandormen Shai-Hulud, som er frimenernes guddom og måler 400 meter.

   Alejandro Jodorowsky var den første, som ville filmatisere Dune. Pink Floyd skrev musikken; H.R. Giger, Orson Welles og Mick Jagger var ombord. Der findes en dokumentarfilm om planen. Ingen studier bed på. I 1984 instruerede David Lynch sin version med Kyle MacLachlan. Filmen har fans, men Lynch har aldrig talt venligt om den. To miniserier for tv blev produceret 2000-2003. Drømmen om Dune på film var der stadig.

   Opgaven endte hos fransk-canadiske Denis Villeneuve, som beviste sin flair for cerebral science fiction med Blade Runner 2049 og Arrival, der fokuserede på de fremmedes sprog. Villeneuve formår faktisk at løfte visionen.

HER er første del af bogen, som Villeneuve har delt i to helaftensfilm. Timothée Chalamet er Paul Atreides, den unge Muad’Dib. Hans mor – som tilhører Bene Gesserit-sekten, der har sin egen plan om en frelser – bliver spillet af Rebecca Ferguson. Charlotte Rampling er kirkens leder; Stellan Skarsgård den dyriske baron Harkonnen.

   Villeneuve gør Dune konkret og relevant. Frimenerne har tiden på deres side. Teknologien er let – helikopterne svirrer som guldsmede. Musikken blander sækkepibe, arabisk sang og drone for kampfly. Hans Zimmer må være filmkomponisten, der har udviklet sig mest radikalt.

   Dune holder farve og takt hele vejen. Det bliver stort at se anden del flyve i mål.

Dune er Oscar-nomineret i 10 kategorier: Best Picture (Mary Parent, Denis Villeneuve, Patrick Wachsberger); Best Adapted Screenplay (Jon Spaihts, Eric Roth, Denis Villeneuve); Best Original Score (Hans Zimmer); Best Sound (Mac Ruth, Mark Mangini, Theo Green, Doug Hemphill, Ron Bartlett); Best Production Design (Patrice Vermette - set decoration: Zsuzsanna Sipos); Best Cinematography (Greig Fraser); Best Makeup and Hairstyling (Donald Mowat, Love Larson, Eva von Bahr); Best Costume Design (Jacqueline West, Bob Morgan); Best Film Editing (Joe Walker); Best Visual Effects (Paul Lambert, Tristen Myles, Brian Connor, Gerd Nefzer). 

Se også Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Oscars 2022]; Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021) [Oscars 2022]; Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022].

Dune. Instr.: Denis Villeneuve. Manus: Villeneuve, Eric Roth, Jon Spaiths. Foto: Greig Fraser. 155 min. USA-Canada 2021. Dansk premiere: 16.09.2021.

Foto: Warner Bros./ Legendary Entertainment/ Villeneuve Films/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.09.2021

Denis Villeneuve: Arrival (2016) [Sci-Fi 100]

DEN FØRSTE KONTAKT

Sober science fiction med en nyopdaget følsomhed

Af BO GREEN JENSEN

DET første møde med fremmede væsener er et grundmotiv i science fiction. Fra begyndelsen er der to modeller. Enten bliver Jorden angrebet – som det sker i fiktioner fra Klodernes kamp (1897) til Independence Day: Resurgence (2016) – eller også kommer de fremmede som gesandter for en højere civilisation. De vil lære os at slutte fred med hinanden, så menneskeden omsider kan tage sine første skridt ud af barndommen.

   I sidstnævnte spor er det menneskene, som reagerer fjendtligt. Der er altid en general, som vil køre arsenalet i stilling, og en statsleder, som er i tvivl. Der er videnskabsmænd, som prøver at mane til besindighed. Det lykkes i lyse fiktioner som Nærkontakt af tredje grad (1977). Det lykkes ikke i Den dag, jorden stod stille (1951), hvor Michael Rennie som ambassadøren Klaatu bliver skudt. Robotten Gort tager ham i sine arme og flyver væk i stjerneskibet, som i denne koldkrigslignelse virkelig er en flyvende tallerken.

ÆSTETIKKEN er en anden, men det er grundlæggende den samme fabel, som bliver fortalt i Arrival. Sprogforskeren Louise Banks (Amy Adams)  har som alle andre set billederne på CNN. Tolv sorte fartøjer svæver over Jordens storbyer. De ligner skåle, som står på højkant. Ingen ved, hvad de fremmede vil.

   Louise følger mindre ivrigt med end de fleste. Siden hun mistede sin datter – hvis barndom, sygdom og tidlige død er skildret i prologen, hvor Louise også taler om slutninger og begyndelser, der glider sammen – har hun boet alene i et glashus og passet sit arbejde på universitet. Der har ikke været én god dag, hvor hun smilede med øjnene.

   Så lander en helikopter i haven. Louise bliver hentet af oberstløjtnant Weber (Forest Whitaker) og fløjet til Montana, hvor militæret i yderste hemmelighed forsøger at kommunikere med de fremmede. Det er uvist, om de kommer i fred eller for at erobre. Sammen med fysikeren Ian Donnelly (Jeremy Renner) skal Louise konstruere et foreløbigt sprog, som gør det muligt at få klarhed.

HELT efter bogen er der aggressive kræfter, som vil angribe, før de stiller spørgsmål. Statslederne kan ikke enes om en fælles strategi. Snart truer Kina med at bruge våben. Man holder conference calls på monitorskærme. En af dem står i København. Men glasset bliver sort, efterhånden som de enkelte lande trækker sig ud.

   Medierne koger, planeten er i undtagelsestilstand. Det mærker man dog ikke på de åbne vidder i Montana, hvor der kun er bjerge, græs og det fremmede skib. Hver dag bliver Louise og Ian ført op gennem slusen i fartøjets bund. De står ved den glasvæg, der fungerer som en membran mellem verdener. De fremmede er mørke omrids i hvid røg. Der er to af de reptiliske væsener, som bliver kaldt heptapoder. Da Louise trykker hånden mod glasset, gør den ene af gæsterne lige sådan med sugekopperne på sin stjerneformede fod.

HEPTAPODERNE kommunikerer med lyd, der bliver malet i luften, sindrige sorte halvcirkler, der ligner tuschstriber trukket i mælk. Filmen bruger en time på oversættelsesarbejdet, som Louise udfører kompetent og metodisk. Hun bliver presset til at skynde sig. Høgene, som vil angribe, får stadig bedre argumenter. Kun Weber og Ian bakker forskeren op. Efterhånden kan hun virkelig »tale« med de fremmede. Hvem ved, om ikke de vil os det godt? 

HER bryder jeg af for at skåne den spænding, som Arrival afgjort besidder. Stærkest er dog atmosfæren af undren og glæden ved stadig opdagelse. Jóhann Jóhannssons åbne musik er en vigtig stemningsskabende faktor.

   Filmen går, som de fleste seriøse forsøg i sin genre, efter klarheden, som fortsat udmærker Rumrejsen år 2001 (1968) og gør den til et tidløst eksempel på god science fiction. Heptapodernes geometriske skåle er designet i ånden fra Stanley Kubrick og Arthur C. Clarkes monolitter.

   Men Arrival vil også give forskeren en personlig historie, der gør fablen empatisk og universel. Her er den på linie med visionære epos som Robert Zemickis Contact (1997) og Christophers Nolans Interstellar (2014). Også i Arrival er der ormehuller i tiden, så før, nu og efter bliver relative begreber.

   Det er en meget smuk og strengt holdt film, som først går lidt over stregen til slut. Amy Adams er eminent som den fokuserede forsker. Tankestoffet er relevant og plausibelt. 

DENIS Villeneuve havde allerede skabt hårdfør spænding i Polytechnique, Incendies, Prisoners og Sicario. Med Arrival sprang han ud som den visionære filmskaber, der i 2018 – med Blade Runner 2049 – gav en af de store grundtekster en solid fortsættelse. Herefter ventede storværket Dune (2021).

Arrival. Instr.: Denis Villeneuve. Manus: Eric Heisserer (efter novellen 'Story of Your Life' af Ted Chiang). Foto: Bradford Young. 116 min. USA 2016. Dansk premiere: 01.12.2016

Fotos: Lava Bear Films/ FilmNation Entertainment/ 21 Laps Entertainment/ Xenolinguistics/ Paramount Pictures/ UIP DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures 14.02.2017

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.12.2016

Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]

TÅRER I REGNEN

Dystopien fortsat efter 35 år 

Af BO GREEN JENSEN

DET er onsdag morgen på Fisketorvet i København, da vi mødes i CinemaxX-biografen for at tilbringe tre timer i fremtidens Los Angeles. Det regner uophørligt begge steder, for det knuste klima er blevet et vilkår. Trods fremtidsperspektivet er det en rejse tilbage, der venter.

   Der er gået 30 år i fiktionen. I virkeligheden er det 35 år siden, at Blade Runner fik premiere. Det var i den kompromitterede førsteudgave, som ingen længere ser og som instruktøren har gjort sit bedste for at begrave.

   Oprindelig stolede studiet ikke på publikum. Ridley Scotts genreskabende blanding af science fiction og film noir blev derfor udstyret med en hårdkogt voice-over, der fik Deckard (Harrison Ford) til at lyde som en futuristisk Philip Marlowe. Forskellige digressioner var fjernet, og i den amerikanske version blev der hægtet en lys slutning på.

   Der har siden været flere udgaver af filmen. Lige nu er Blade Runner – The Final Cut (2008) den autoriserede og kurante. Fortællerstemmen blev fjernet, og Scott genindsatte Deckards drøm om enhjørninger, så der kom gang i diskussionen om, hvorvidt replikantjægeren selv var en kopi.

BLADE Runner handler især om at tvivle på virkeligheden og føle sig som en kopi. Disse begreber var vigtige for Philip K. Dick, som i 1968 skrev romanen Drømmer androider om elektriske får? Dick var en stor paranoiker og en original forfatter, der har fået stadig flere læsere og mere kritisk anerkendelse. Han døde i 1982, kort før premieren.

   Dick var skeptisk, da Hollywood købte hans bog. Men efter sigende fik han tårer i øjnene, da han så det Los Angeles, Scott havde skabt. I slutningen sidder Rutger Hauer og græder. Replikanten taler om alle de ting, han har set: »Jeg har set C-stråler glitre i mørket ved Tanhaüser Gate. Alle de øjeblikke vil forsvinde i tiden, som tårer i regnen.«

   Poesien gjorde Blade Runner til noget særligt. Den dystopiske fremtid har aldrig været smukkere.

DET er en af de pressevisninger, hvor man må afgive tavshedløfte for at komme ind. I salen sidder to af Sonys mænd med night vision goggles, så ingen lader sig friste til at bruge telefonen.

   Før forestillingen læser distributøren en hilsen fra instruktøren. Denis Villeneuve er stolt af Blade Runner 2049 og spændt på at se, hvad vi skriver. Det er i orden, hvis vi ikke synes om filmen, men han beder kritikerne respektere oplevelsens integritet. Lad være med at røbe for mange detaljer og afsløre vigtige forhold i plottet.

   Nuvel, jeg skal gøre mit bedste. Under alle omstændigheder kræver det plads og tid at foretage en sammenlignende analyse af den nye films svar på den gamles gode spørgsmål. Lad mig nøjes med at sige: Ja, der kommer en forklaring. Og nej, diskussionen bliver ikke definitivt lukket.

   Der er sket adskilligt, siden Deckard flygtede sammen med Rachael (Sean Young), den mest tragiske og sårbare af alle replikanter. Tyrell Corporation, som udviklede androiderne, gik fallit. Da økosystemet brød sammen i 2020erne, stod iværksætteren Niander Wallace (Jared Leto) klar med et syntetisk landbrug, som afværgede en global hungersnød. Nu er landskabet et kludetæppe af proteinmarker og affaldsdepoter.

   Wallace overtog Tyrell Corporation og fortsatte eksperimentet. Replikanterne vil være mennesker, menneskene vil være guder. Et strømsvigt i 2020 slettede alle arkiver. Der er stadig udenjordskolonier. Fremtiden i Blade Runner er af den uforgængelige slags, hvor et passeret årstal ikke diskvalificerer fiktionen. 1984 og 2001 har stadig særlig betydning.

  

REPLIKANTEN K (Ryan Gosling) freelancer for politiet som blade runner, dvs. en hitman som »pensionerer« oprørske androider. Hans fulde serienummer er KDC-3-7, men alle replikanter længes efter ægte identitet. K’s hologrammatiske hustru (Ana de Armas) giver ham navnet »Joe«, da han indser, at han har en autentisk erindring. Det ryster K til kernen. Så også Franz Kafka er taget i ed.

   K har det samme forhold til kommissæren (Robin Wright), som Deckard havde til Gaff (Edward James Olmos) i Blade Runner. Og forholdet mellem skaberen Wallace og sekretæren – og skarpretteren – Luv (Sylvia Hoeks) er det samme, som Tyrell havde til Rachael.

   K besøger Gaff på et plejehjem. Den gamle mand dyrker stadig origami. K må finde Deckard for at komme til bunds i mysteriet. Da de mødes, skifter fortællingen gear. Læg mærke til erindringsarkitekten Ana Stelline (Carla Juri), som ikke for ingenting har ansigtstræk, der virker bekendte.

   Der er noget, som alle leder efter, og som jeg med vilje ikke nævner. Jeg kan til gengæld røbe, at Denis Villeneuve har skabt en betagende fremtid, som både hylder forlægget og er en verden i sin egen ret.

   Der er kommet en sval, digital kølighed i optikken, men det er stadig future noir. Det handler stadig om, hvad et liv er. Det er stadig stor og visionær science fiction.

Se også Denis Villeneuve: Arrival (2016) [Sci-Fi 100]; Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022].

Se også Blade Runner - The Final Cut (1982/2007); Philip K. Dick 1928-1982; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100].

Se også Efter kærligheden: 2046 | Wong Kar-wai [Sequels nr. 1]; Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]; Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Steven Soderbergh: Ocean's Twelve (2004) [Sequels nr. 6]; Danny Boyle: T2 Trainspotting (2017) [Sequels nr. 7].

Blade Runner 2049. Instr.: Denis Villeneuve. Manus: Hampton Fancher, Michael Green. Foto: Roger Deakins. 163 min. UK-Canada-USA 2017. Dansk premiere: 05.10.2017

Foto: Alcon Entertainment/ Sony/ Columbia Pictures/ Torridon Films/ 16: 14 Entertainment/ Scott Free Productions/ Babieka/ Thunderbird Entertainment/ UIP/ Warner Bros. Home Entertaiment/ YouTube (Warner Bros. 4K Trailer + Thanks to TOMMY G for comparing 5 versions of Deckard's Unicorn Dream)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 15.07.2019

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 06.10.2017