La cinquième saison + At Any Price (2012) [Climate Change]

DEN FEMTE ÅRSTID

Profetisk flamsk apokalypse

Af BO GREEN JENSEN

VENEDIG 2012: EN dag i Movie Village bliver jeg standset af en gruppe unge mennesker i hvidt tøj. De beder mig skrive på en plakat, der reklamerer for The Green Drop Award, en af de alternative priser, som altid skyder op i periferien af de store festivaler. Hensigten med denne er at præmiere en film, som har økologisk tema eller på anden vis forsøger at skabe opmærksomhed omkring planetens videre skæbne.

   Jeg skriver mit navn på plakaten og fortæller imens, at der ikke været nogle film med økologisk tema i programmet indtil videre. I parentes skal det bemærkes, at markante dokumentarfilm som Hubert Sauberts Darwin's Nightmare (2004) og Michael Glawoggers Workingman's Death (2005) fik premiere på Mostraen i Venedig. Der er ingen tilsvarende tilbud i firsårsudgaven.

DER er dog to miljøbevidste fiktionsfilm i hovedkonkurrencen. Ramin Bahranis At Any Price er en skiftevis corny og slet ikke håbløs familieskildring fra landbrugsstaten Iowa i det amerikanske Midtvesten, hvor stordrift og genetisk manipulerede afgrøder har skabt en lille overklasse af rige landmænd, mens det omvendt er blevet umuligt at overleve som husmand.

   Dennis Quaid har en atypisk stor og alvorlig rolle som en foderstofhandler, der har svindlet med de frø, han sælger videre. Samtidig er hans yngste søn, spillet af Zack Ephron, slet ikke interesseret i at overtage forretningen. Drengen vil køre stockcar og får sin chance, som han imidlertid ikke er i stand til at gribe. En fælles skyld kommer til at binde far og søn sammen i en film, der i lige så høj grad handler om, hvordan de gamle måder dør. Der er en decideret apokalyptisk atmosfære i luften – ikke ulig stemningen i Jeff Nichols' Take Shelter (2011).

   Imidlertid er det en flamsk film, en co-produktion mellem Frankrig, Belgien og Holland, som til fulde fortjener The Green Drop Award. La cinquième saison (»Den femte årstid«) er skabt af Peter Brosens og Jessica Woodworth. Brosens har lavet tre dokumentarfilm om Mongoliet, men her vender han blikket hjemad og indad i en bemærkelsesværdig fabel, der med vilje giver tilskueren en bitter smag i munden.*

DET begynder ellers lunt og trygt med en introduktion til landsbyen i Flandern, hvor man dyrker jorden og følger med årstiderne. En mand forsøger at få sin hane til at gale, så den kan deltage i en lokal turnering. Tableauet ligner Roy Anderssons film, og i nogen tid har La cinqieme saison faktisk den samme blanding af galgenhumor og ægte undergangssteming, som Andersson satte så fint fast i Sange fra anden sal. Her begynder det i vinterens hjerte. Egnen har en skik med at sætte ild til en stråmand, som sidder på et bjerg af visne juletræer.

   Forberedelserne til festen skildres i brede, detaljerede totalbilleder, som fotografen Hans Bruch og produktionsdesigneren Igor Gabriel med vilje lægger frem i stilen fra Breugel, Bosch og andre middelaldermalere. Vinteren dømmes til døden på skrømt. Efter irsk gruppedans skal stråmanden brænde, og hele byen ser til. Da begynder den femte årstid. Bålet vil ikke brænde, uanset hvor meget man anstrenger sig.

NU følger fimbulvinteren. Da det bliver forår, vil frøene ikke spire i jorden. Køerne producerer ikke længere mælk, og tyskeren Pol, en tilflytter med en handicappet dreng, konstaterer, at bierne i hans stader er døde, da han vil lukke dem ud og fjerne tavlerne med honning. Intet vil gro. Konflikter opstår, og den spirende kærlighed mellem købmandssønnen Thomas og bondedatteren Alice går i stykker, da hendes far begår selvmord. Ene af alle har købmanden stadig en forretning i gang.

   Farverne bliver mørkere for hver scene. Klimaet er gået i stykker. Samtidig vænner indbyggerne sig til lidt at hvert. Ingen tager særlig notits af sneen, som falder om sommeren. Det fremgår, at andre byer er ramt. Soldater med gaze for munden rykker ind og fjerner dyrene for at aflive dem. For landsbyboerne er det let at give tilflytteren skylden, da man leder efter en syndebuk.

INDTIL nu er filmen skiftevis smuk og lidt irriterende, som det ofte er tilfældet, når art cinema ved præcis, hvad den vil. Som nævnt har Roy Andersson lavet lignende apokalypser med bymennesker. Også Michael Hanekes Le temps du loup (2003) og Béla Tarrs The Turin Horse (2011) er referencer. Vendepunktet nås og passeres, da manden med hanen igen sidder ved spisebordet med sit dyr. Nu har han dræbt det. Hovedet ligger på bordet. Han rækker ud efter en hvid karnevalsmaske med næb af den slags, som borgerskabet bar i Pestens Europa.

DET samme gør alle andre i byen. De går med deres hvide fuglemasker, som en procession i et maleri af James Ensor, og de standser ved tilflytterens campingvogn for pågribe ham. Alle bruger skralder for at dække over skrigene. Tilflytteren sættes på bålet, men ilden vil stadig ikke tage fat. Først inde i campingvognen – igen med masker og skralder – lykkes det.

   Det ligner den britiske kultfilm The Wicker Man, men ritualet er malet på en mørkere og mere konkret baggrund. Der er en lille tillidserklæring til de unge, nogle af dem, i det mindste, og måske også anelsen om en fremtid. Den bliver dog ikke, som vi kender den.

*) For god ordens skyld: La cinquième saison modtog The Green Drop Award 2012. Prisen uddeles stadig hvert år og har med tiden fået flere kategorier. Ramin Bahrani (f. 1975) fortsatte skildringen af den amerikanske finanskrise i 99 Homes (2014). I 2018 instruerede han HBO-udgaven af Ray Bradburys Fahrenheit 451, men hovedværket er den indisk baserede The White Tiger – efter Aravind Adigas selvbiografiske roman – som fik premiere på Netflix under covidnedlukningen i 2021. 

La cinquième saison (The Fifth Season). Instr. og manus: Peter Brossens & Jessica Woodworth. Foto: Hans Bruch Jr. 93 min. Belgien-Holland-Frankrig 2012. Set på Venice Film Festival 05.09.2012 – ingen dansk premiere).

At Any Price. Instr.: Ramin Bahrani. Manus: Hallie Elizabeth Newton & Ramin Bahrani. Foto: Michael Simmonds. 105 min. USA 2012. Set på Venice Film Festival 30.08.2012. Dansk premiere: 16.04.2013 (CPH:PIX).

Fotos: Black Bear Pictures (At Any Price)/ Bo Films/ Entre Chien et Loup/ Molewiek Film BV/ Eurimages/Venice Film Festival

La cinquième saison (La quinta stagione) streames – kun i Italien – på Apple TV, AMAZON PRIME, Chili.

Udkom på dvd i 2014 (og forhandles stadig i 2022)

At Any Price streames på Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 27.08.2013

Teksten er et udtag af festivalreportagen »Til Miraklet« – Weekendavisen Kultur 07.09.2012

An Inconvenient Truth: Klimakrigeren Al Gore [Re: COP 26]

JORDENS SKÆBNE
Klimasagen tager form i det stille

Af BO GREEN JENSEN

FORÅRET 2006: DER er en nobel mand i mørkegrå jakke, en velholdt midaldrende amerikaner. Med blød stemme præsenterer han sig som Al Gore. Man fornemmer, at et publikum er tilstede. Med indstuderet humor tilføjer han: »Jeg plejede at være De Forenede Staters næste præsident.«

   Der er latter og bifald i salen. Så tilføjer han, atter indstuderet, men for hver optræden lidt varieret: »Jeg synes egentlig ikke, at dét er så morsomt.« Det er det jo ikke. Gore er manden, som tabte til George W. Bush med en margin på tusinde stemmer. Allerede i prologen har Gore gjort det glasklart: Han er her endnu. Han vedkender sig, at han tabte. Og sé, hvor det bragte os hen.

DAVIS Guggenheims dokumentarfilm er optaget over flere aftener i et par af mange hundrede sale, hvor Gore har holdt sit foredrag om Jordens skæbne. Som An Inconvenient Truth skrider frem, høres teksten i sin fulde udstrækning. Der er dog også personlige indstik, hvor Gore gør rede for sin baggrund, forholdet til sin familie og forsøget på at komme videre efter professionelle nederlag og en personlig tragedie. Den forhenværende vicepræsident lægger i og for sig ikke skjul på, at han har brugt miljøsagen som terapi.

   Som præsidentkandidat blev Gore kritiseret for at være for vag, for pæn, for nølende, for intellektuel og, om man vil, for sandfærdig i forhold til oppositionens mand, der aldrig har haft problemer med at forenkle og tale usandt, når det var dét der skulle til. Nu rømmer Gore sig og træder én gang for alle i karakter. Hans lidenskabelige forsvar for planeten og hans svært modsigelige påvisning af, hvor galt det står til, er ikke et øjeblik præget af tøven. Hans tale fornemmes ganske spontan, skønt han har sagt det samme hundrede gange. Nede i biografsalen sidder man, ligesom ude i foredragssalen, og bliver mere og mere overbevist.

DA det personlige stof er af vejen, koncentrerer Gore sig om at vinde publikum for miljøsagen. Hvad han gør, er ganske enkelt at tale og vise billeder fra sin computer imens. Man bemærker, at han bruger en Mac, og at alle remedier stammer fra Apple-koncernen. Al Gore er i parentes bemærket medlem af bestyrelsen for Apple MacIntosh.

   Sagen er i korte træk, at den globale opvarmning er ude af kontrol, at polerne og indlandsisen og bjergenes iskapper er ved at smelte. Hvis vi ikke nu og hér reducererer CO2-udslippet, vil klimaet gå amok, ikke i en abstrakt fremtid, som de fleste af os tror, når vi tænker, at vore børnebørn sikkert finder på noget, men i løbet af årtier.

   Det er ikke gjort med, at havene stiger, at vejret bliver vildere og at isbjørnen forsvinder sammen med gletscherne og sneen på Kilimanjaro. Fremtiden bliver ikke et kronisk Lalandia-vejr. Tværtimod kan der komme en istid, som rammer inden for 50 år.

DET kan der, fordi det globale vejrlig er baseret på en pumpemekanisme. Der er koldt og tørt på den nordlige halvkugle; der er fugtigt og hedt på den sydlige, og for at udligne forskellen, trækkes våd varme op via Golfstrømmen, så vi får sommerens caribiske orkaner at føle som lune efterårsstorme. Hvis den globale ophedning fortsætter, kan temperaturen holdes uden denne omfordeling af varmen. Termostaten slår fra, og så kommer isen. Mennesker vil se det som en klimakatastrofe. For planeten er der snarere tale om at indrette sig på en forandring.

   Det er skræmmende let at forstå den forklaring. Gore bruger da også hovedparten af sin taletid på at forklare, hvordan det faktisk kan nytte at modarbejde udviklingen, begrænse CO2-udslippet, ratificere Kyotoaftalen, forholde sig til det hele. »Sandheden om klimakrisen er ubekvem, for den indebærer jo, at vi bliver nødt til at lave om på den måde, vi lever vores liv.« Det er for så vidt hele konklusionen på Al Gores høflige veltalenhed.

DEN gode nyhed er, at det nytter. Filmen fremlægger overraskende dokumentation for, at ozonlaget er i bedring; at det faktisk har haft en positiv effekt, hver gang man tog sig sammen og skruede bare en anelse ned for den økonomiske vækst. Her adskiller En ubekvem sandhed sig radikalt fra tidligere årtiers mobilisering til modstand. Publikum skal ikke sendes hjem i fortvivlelse.

   Jeg så første gang filmen på Cannes Festivalen, hvor den var et uventet hit, og jeg fik svedige hænder ligesom mine sidemænd. Det er ikke, fordi argumenterne er nye. Jeg har bare aldrig til fulde forstået, hvordan den globale opvarmning fungerer. Forfatteren og formidleren Carl Sagan sagde om vort økosystem: »Hvis du giver en globus et lag lak, svarer tykkelsen af lakken nogenlunde til atmosfærens tykkelse i forhold til Jorden.« Al Gore formår bedre end mange grundigere miljøstrateger at vise, hvor skrøbelig hele klimamekanismen er.

   Hver gang han har brug for at understrege, træder Gore selv til side og citerer forskellige fyndord, der er sagt eller skrevet i anden forbindelse af mænd som Upton Sinclair (»Det er svært at få en mand til at forstå noget, når hans løn er afhængig af, at han ikke forstår det«), Winston Churchill (»Nu går vi ind i konsekvensernes periode«) og Mark Twain. Især sidstnævnte slår hovedet på sømmet: »Det er ikke det, du ikke ved, der får dig på glatis. Det er det, du er helt sikker på, men som bare ikke passer.«

DET for alvor kontroversielle ved filmen er sådan set ikke dens påvisning af de miljømæssige konsekvenser af CO2-udledningen. Det er snarere budskabet om, at det kan nytte at begrænse årsagerne, som får kritikerne op af stolen. Bjørn Lomborg anmelder filmen i Ekko og lader sin affærdigende kritik munde ud i et absurd økonomisk argument. En fuld implementering af Kyoto-aftalen ville blot »udsætte opvarmningen i seks år i år 2100, med en årlig omkostning på 150 milliarder dollars.«

   På forstemmende vis bliver miljøet en trossag. Ved filmens amerikanske premiere gik flere kommentatorer i selvsving for at vurdere, om An Inconvenient Truth er et camoufleret forsøg på politisk comeback, en måde at komme fjenden – ikke Bush, men Hilary Clinton – i forkøbet på. Det er den sandsynligvis også. Det rokker dog ikke ved filmens vederhæftighed, som yderligere understøttes af den (rigeligt) illustrerede kaffebordsbog, der hører til foredraget.*

ALLE øjne har været på Gore. Da Errol Morris lod Robert McNamara tale ud i The Fog of War (2003), og da Oliver Stone tog til Cuba for at føre lange samtaler med Fidel Castro i Comandante (2003), blev filmene primært vurderet som film. Det kunne man med fordel også gøre i tilfældet An Inconvenient Truth, for sjældent har de æstetiske virkemidler været finere stemt efter sagen og manden.

   Instruktøren Davis Guggenheim ved nøjagtigt, hvad Gores form kan bære, og hvad tiden kan tåle at høre og se. 1970ernes apokalyptiske scenarier er afløst af et opbyggeligt Power Point-foredrag. Budskabet er ikke, at alting går ad helvede til. Budskabet er, at det nytter at handle, og hver af filmens strategier arbejder på at mejsle dette i publikums bevidsthed. Bjørn Lomborg, gå hjem, kunne man hilse og sige.

JEG er sikker på, at man kan diskutere filmens argumenter og gradbøje alle de ubekvemme sandheder. Gore får sikkert også det hele til at lyde mere enkelt, end det er. Men An Inconvenient Truth er under alle omstændigheder en af årtiets vigtigste dokumentarfilm, fordi den får publikum til at tænke og i hvert fald overveje at handle. Endvidere demonstrerer den, hvordan man styrer og drejer et godt publikum.

   I 2017 fulgte Gore sagen op i An Inconvenient Sequel: Truth to Power, som Bonni Cohen og Jon Shenk instruerede efter samme model, men med større vægt på Gores lobbyagtige arbejde bag foredragsvirksomheden. Det er en mere uklar præsentation, og især er det en mere lokal amerikansk synsvinkel, som problemerne anskues fra. Styrken i An Inconvenient Truth er netop, at den hæver sig over nationale hensyn. Derfor kan filmen stadig være relevant i 2021, skønt atmosfæren forekommer næsten nostalgisk.

Se også I Am Greta: Klimakrigeren Greta Thunberg [Re: COP 26]; La cinquième saison + At Any Price (2012) [Climate Change]; Bogen og filmen | Cormac McCarthy: The Road (2009) [Sci-Fi 100]; George Clooney: The Midnight Sky (2020) [Oscars 2021] [Sci-Fi 100].

 

*) Al Gore: En ubekvem sandhed. Oversat efter »An Inconvenient Truth« (2006) af Peter Dürrfeld. 328 s. Forlaget Aschehoug, 2006.

An Inconvenient Truth (En ubekvem sandhed). Instr. og foto: Davis Guggenheim. Manus: Al Gore og Davis Guggenheim. 100 min. USA 2006. Dansk premiere: 15.09.2006.

An Inconvenient Sequel: Truth to Power (En ubekvem sandhed 2). Instr.: Bonni Cohen og Jon Shenk. Manus: Al Gore. Foto: Jon Shenk. 98 min. USA 2017. Dansk premiere: 16.11.2017.

Fotos: Lawrence Bender Productions/ Davis Guggenheim/ Eric Lee/ Paramount Vantage/ CineMaterial/ MovieStillsDB

An Inconvenient Truth streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

DVD fra Paramount Pictures (UK) 26.12.2006

An Inconvenient Sequel streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox (DK) 05.04.2018

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.09.2006 - tilføjelser november 2021, info ajourført april 2025

George Clooney: The Midnight Sky (2020) [Oscars 2021] [Sci-Fi 100]

FØR DEN SIDSTE EKSODUS
Den gamle mand og stjernehavet

Af BO GREEN JENSEN

DEN gamle mand tager ikke med, da basen i Arktis bliver evakueret. Alle andre går ombord i helikopterne, som flyver forskerne tilbage. Det fremgår snart, hvorfor han vægrer sig ved at rejse. Augustine Lofthouse (George Clooney) har kræft. Han overlever kun i kraft af dialyse. Hver gang han tager behandlingen, kan man se, at han tænker, om det er umagen værd.

   Året er 2049. Der er sket et eller andet, som har dræbt de fleste mennesker og gjort Jorden ubeboelig. De evakuerede ved ikke, hvad de tager hjem til. Planeten har længe rakt ud og sonderet. Fra Arktis følger man aktive NASA-missioner. Augustine holder øje med ekspeditionen, som skal vende tilbage fra K-23, en af Jupiters måner, som kan være menneskemoden.

MANDEN går alene omkring på stationen i dage og uger. Sommetider drikker han, somme tider arbejder han. Han prøver at komme i kontakt med Æther, som rumskibet hedder. En dag står der pludselig en ekstra tallerken, da han vil sætte sin egen på bordet i den affolkede kantine.

   Basen er et labyrintisk sted. Er det ham, som er ved at blive gal eller glemsom? Nej, det er en pige, som intet vil sige. Hun tegner en blomst, og han kan se, det er en iris. »Er det dét, du hedder?« spørger han. Iris nikker. De begynder at sidde sammen. Efterhånden er der smil og tavs fortrolighed.

I FORTÆLLINGENS andet spor prøver besætningen på Æther at få kontakt. Humøret er godt. De har været længe væk og glæder sig til at komme hjem. Sullivan (Felicity Jones) venter barn med Adewole (David Oyelowo). Der er også en ældre pilot, en læge og en yngre, kvindelig astronaut. Det er sandt, at man sikkert kan leve på K-23. Men meget skal afvikles og forberedes.

   For Augustine bliver det klart, at han og pigen må forlade trygheden på stationen og prøve at nå til den nordlige base, hvor en større antenne vil gøre det muligt at sende, så Æther kan høre. Han vil sige, at de skal vende fartøjet og tage tilbage til Jupiters måne. Ellers slutter historien om mennesket hér.

ALLE fremtidsfilm handler om samtiden. Al science fiction tager udgangspunkt i vilkår og forhold, vi har lige nu. Formen er en fremskrivning af muligheder, længsler og drømme. The Midnight Sky er ingen undtagelse. Den har sit udspring i en debutroman, Good Morning, Midnight, af Lily Brooks-Dalton. Hun kender i hvert fald sin genre. Og henviser til de rigtige ting.

   Her er tørke, krig og sygdom før den sidste eksodus. Det er ikke nyt, at man forlader Jorden på en mission, der aldrig vil vende tilbage. Men det sker med en ny realisme og alvor. Sikkert fordi tanken ikke mere er ren science fiction.

FILMENS tone er tung og elegisk. Alligevel lykkes det Clooney at skabe lette øjeblikke, som trodser entropien. Augustine og Iris knipser ærter efter hinanden. Da besætningen på Æther må reparere skroget, leverer filmen den klassiske rumvandringstrope: man synger en gammel sjæler i kor. Her er det Neil Diamonds »Sweet Caroline«, som Maya (Tiffany Boone) er for ung til at kende.

   Det er før alle ulykkerne, som rammer med særlig brat voldsomhed, fordi vi har lært karaktererne at kende. Der er svære beslutninger, som skal træffes, og skjulte forbindelser, jeg har undladt at nævne. Det går gradvis op for tilskueren, hvordan relationerne hænger sammen. Fra stadige flashbacks ved publikum, hvorfor K-23 er vigtig for Augustine.

DET lykkes at forene imponerende meget fast stof fra sci-fi og rumfart. Man er strandet som i Gravity, og pigen i kantinen har samme genfærdskvalitet som hustruens dublet i Solaris. Ude på isen, inde i stormen, er pigen og manden som drengen og hans far, der hutler sig frem i The Road. Intet er gyldent og klart som i Star Wars. The Midnight Sky er en realistisk fiktion.

   Den slutter på et bevægende sted, fuldkommen åbent og ærligt. Det er synd, at det ikke er muligt at opleve filmen i biografen. Nordlyset kræver en mørk, stille baggrund. Man taber let tråden hjemme i stuen.

The Midnight Sky var Oscar-nomineret i kategorien Best Visual Effects (Matthew Kasmir, Chris Lawrence, Max Solomon, David Watkins). Prisen gik til Christopher Nolans Tenet.

The Midnight Sky. Instr.: George Clooney. Manus: Mark L. Smith. Foto: Martin Ruhe. 118 min. USA 2020. Dansk premiere: 10.12.2020 (streaming).

Fotos: Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på Netflix

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.01.2021

Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]

TÅRER I REGNEN

Dystopien fortsat efter 35 år 

Af BO GREEN JENSEN

DET er onsdag morgen på Fisketorvet i København, da vi mødes i CinemaxX-biografen for at tilbringe tre timer i fremtidens Los Angeles. Det regner uophørligt begge steder, for det knuste klima er blevet et vilkår. Trods fremtidsperspektivet er det en rejse tilbage, der venter.

   Der er gået 30 år i fiktionen. I virkeligheden er det 35 år siden, at Blade Runner fik premiere. Det var i den kompromitterede førsteudgave, som ingen længere ser og som instruktøren har gjort sit bedste for at begrave.

   Oprindelig stolede studiet ikke på publikum. Ridley Scotts genreskabende blanding af science fiction og film noir blev derfor udstyret med en hårdkogt voice-over, der fik Deckard (Harrison Ford) til at lyde som en futuristisk Philip Marlowe. Forskellige digressioner var fjernet, og i den amerikanske version blev der hægtet en lys slutning på.

   Der har siden været flere udgaver af filmen. Lige nu er Blade Runner – The Final Cut (2008) den autoriserede og kurante. Fortællerstemmen blev fjernet, og Scott genindsatte Deckards drøm om enhjørninger, så der kom gang i diskussionen om, hvorvidt replikantjægeren selv var en kopi.

BLADE Runner handler især om at tvivle på virkeligheden og føle sig som en kopi. Disse begreber var vigtige for Philip K. Dick, som i 1968 skrev romanen Drømmer androider om elektriske får? Dick var en stor paranoiker og en original forfatter, der har fået stadig flere læsere og mere kritisk anerkendelse. Han døde i 1982, kort før premieren.

   Dick var skeptisk, da Hollywood købte hans bog. Men efter sigende fik han tårer i øjnene, da han så det Los Angeles, Scott havde skabt. I slutningen sidder Rutger Hauer og græder. Replikanten taler om alle de ting, han har set: »Jeg har set C-stråler glitre i mørket ved Tanhaüser Gate. Alle de øjeblikke vil forsvinde i tiden, som tårer i regnen.«

   Poesien gjorde Blade Runner til noget særligt. Den dystopiske fremtid har aldrig været smukkere.

DET er en af de pressevisninger, hvor man må afgive tavshedløfte for at komme ind. I salen sidder to af Sonys mænd med night vision goggles, så ingen lader sig friste til at bruge telefonen.

   Før forestillingen læser distributøren en hilsen fra instruktøren. Denis Villeneuve er stolt af Blade Runner 2049 og spændt på at se, hvad vi skriver. Det er i orden, hvis vi ikke synes om filmen, men han beder kritikerne respektere oplevelsens integritet. Lad være med at røbe for mange detaljer og afsløre vigtige forhold i plottet.

   Nuvel, jeg skal gøre mit bedste. Under alle omstændigheder kræver det plads og tid at foretage en sammenlignende analyse af den nye films svar på den gamles gode spørgsmål. Lad mig nøjes med at sige: Ja, der kommer en forklaring. Og nej, diskussionen bliver ikke definitivt lukket.

   Der er sket adskilligt, siden Deckard flygtede sammen med Rachael (Sean Young), den mest tragiske og sårbare af alle replikanter. Tyrell Corporation, som udviklede androiderne, gik fallit. Da økosystemet brød sammen i 2020erne, stod iværksætteren Niander Wallace (Jared Leto) klar med et syntetisk landbrug, som afværgede en global hungersnød. Nu er landskabet et kludetæppe af proteinmarker og affaldsdepoter.

   Wallace overtog Tyrell Corporation og fortsatte eksperimentet. Replikanterne vil være mennesker, menneskene vil være guder. Et strømsvigt i 2020 slettede alle arkiver. Der er stadig udenjordskolonier. Fremtiden i Blade Runner er af den uforgængelige slags, hvor et passeret årstal ikke diskvalificerer fiktionen. 1984 og 2001 har stadig særlig betydning.

  

REPLIKANTEN K (Ryan Gosling) freelancer for politiet som blade runner, dvs. en hitman som »pensionerer« oprørske androider. Hans fulde serienummer er KDC-3-7, men alle replikanter længes efter ægte identitet. K’s hologrammatiske hustru (Ana de Armas) giver ham navnet »Joe«, da han indser, at han har en autentisk erindring. Det ryster K til kernen. Så også Franz Kafka er taget i ed.

   K har det samme forhold til kommissæren (Robin Wright), som Deckard havde til Gaff (Edward James Olmos) i Blade Runner. Og forholdet mellem skaberen Wallace og sekretæren – og skarpretteren – Luv (Sylvia Hoeks) er det samme, som Tyrell havde til Rachael.

   K besøger Gaff på et plejehjem. Den gamle mand dyrker stadig origami. K må finde Deckard for at komme til bunds i mysteriet. Da de mødes, skifter fortællingen gear. Læg mærke til erindringsarkitekten Ana Stelline (Carla Juri), som ikke for ingenting har ansigtstræk, der virker bekendte.

   Der er noget, som alle leder efter, og som jeg med vilje ikke nævner. Jeg kan til gengæld røbe, at Denis Villeneuve har skabt en betagende fremtid, som både hylder forlægget og er en verden i sin egen ret.

   Der er kommet en sval, digital kølighed i optikken, men det er stadig future noir. Det handler stadig om, hvad et liv er. Det er stadig stor og visionær science fiction.

Se også Denis Villeneuve: Arrival (2016) [Sci-Fi 100]; Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022].

Se også Blade Runner - The Final Cut (1982/2007); Philip K. Dick 1928-1982; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100].

Se også Efter kærligheden: 2046 | Wong Kar-wai [Sequels nr. 1]; Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]; Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Steven Soderbergh: Ocean's Twelve (2004) [Sequels nr. 6]; Danny Boyle: T2 Trainspotting (2017) [Sequels nr. 7].

Blade Runner 2049. Instr.: Denis Villeneuve. Manus: Hampton Fancher, Michael Green. Foto: Roger Deakins. 163 min. UK-Canada-USA 2017. Dansk premiere: 05.10.2017

Foto: Alcon Entertainment/ Sony/ Columbia Pictures/ Torridon Films/ 16: 14 Entertainment/ Scott Free Productions/ Babieka/ Thunderbird Entertainment/ UIP/ Warner Bros. Home Entertaiment/ YouTube (Warner Bros. 4K Trailer + Thanks to TOMMY G for comparing 5 versions of Deckard's Unicorn Dream)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 15.07.2019

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 06.10.2017