David Lowery | Robert Redford: The Old Man and the Gun (2018)

EN GAMMEL MAND MED KLARE ØJNE
Robert Redford tager afsked med tiden og kunsten

Af BO GREEN JENSEN

SKUESPILLEREN Robert Redford (f. 1936) siger officielt farvel med den sandfærdige skrøne om bankrøveren Forrest Tucker. Det er sådan noget, gamle stjerner gør, og hvis svanesangen passer til stemmen, der synger, kan det være bevægende på en meningsfuld måde. En sjælden gang kan det være regulært episk. John Gielgud (1904-2000) var 86 år, da han gav sit yderste i Prospero's Books (1991), Peter Greenaways dekonstruktion af The Tempest. Harry Dean Stanton var 90, da han spillede titelrollen i Lucky (2017).

   Den sidste gentleman ligner The Mule (2018) og Cry Macho (2021), Clint Eastwoods seneste alderdomsværker. Disse film er små, elegiske spændingshistorier, hvor en sej gammel mand vinder sidste etape, ikke på trods, men i kraft af sin alder.

MODSAT den lidt ældre Eastwood, har Redford ikke selv iscenesat. David Lowery (A Ghost Story, The Green Knight) har både skrevet og instrueret. Den gamle mand måtte gerne have gjort det. Redfords arbejde som instruktør – på ni spillefilm fra Ordinary People (1980) til The Company You Keep (2012), hvor han selv spillede rollen som forhenværende Weatherman Underground-terrorist – har været underlig upåagtet i Danmark.

   Redford er den demokratiske stemme, som kunne have drevet det vidt, hvis han var gået ind i realpolitik. I en parallel virkelighed var det ham, ikke Ronald Reagan og Arnold Schwarzenegger, som gjorde karriere. Men Redford foretrak filmen, som for øvrigt også reddede den reaktionære Eastwood, der aldrig blev mere end sin hjembys borgmester.

REDFORD blev rig og berømt i 70erne, men han investerede ikke i luksus. I stedet etablerede han produktionsselskabet Wildwood, grundlagde Sundance Institute og gjorde Sundance Film Festival til det vigtigste forum for alternative amerikanske film, der var produceret uden for Hollywood. Han blev independent-filmens gudfar, så at sige, og en foregangsmand inden for økologi.

   Redford var aldrig bare en Glitterik Smørhår. Det er dog hverken manden fra Sundance eller skuespilleren, som med mellemrum er vendt tilbage i nøje udvalgte roller, der bliver husket og hyldet i David Lowerys helteportræt. Det er den amerikanske prins fra de ti store år mellem Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969) og The Electric Horseman (1979, da. Den lysende rytter).

FILMEN om Den sidste gentleman bygger på en historie, som David Grann fra The New Yorker sikkert pyntede på i 2003, da han skrev en artikel om den virkelige Forrest Tucker. Grann har flair for kuriosa. Han skrev bogen om The Lost City of Z (da. Jagten på den forsvundne by), som James Gray filmatiserede stort og mindeværdigt i 2016. Granns artikel om Forrest Tucker er genoptrykt i samlingen The Devil and Sherlock Holmes (2011).

   Forrest Tucker var den definitive recidivist. Han begik sit første røveri som 15-årig og holdt aldrig op med at praktisere. Han flygtede fra 18 institutioner, inklusive San Quentin State Prison. Filmen beskriver, hvordan og hvorfor han endelig valgte at blive i celle nummer 19.

   Det særlige ved Tucker var hans belevenhed og charme. De berøvede bankfolk talte altid om en høflig og faktisk behagelig tyv. Enken Jewell (spillet af 69-årige Sissy Spacek) møder en venlig ældre mand med høreapparat og en besnærende distræt facon. Han hjælper hende, da hendes bil er brudt sammen. De drikker kaffe, og han røber, hvad han arbejder med. Hun tror ikke på ham i første omgang.

DA Forrest hjælper Jewel, er det for at forlade en biljagt. Manden med høreapparatet er en af de faste forklædninger, han benytter. Tucker, som på denne tid er cirka 70, har slået pjalterne sammen med Teddy (Danny Glover) og Walter (Tom Waits). Pressen kalder dem The Over-the-Hill Gang, fordi de er seniorer. Man smiler lidt af banden, som alene i 1980 begik 60 væbnede røverier.

   Den eneste, som ikke smiler, er kriminalbetjenten John Hunt (Casey Affleck). Han kortlægger Tuckers aktiviteter og får de sædvanlige problemer med at have sin sag i fred for FBI. Han når at nære en dyb respekt for den uforbederlige bankrøver, som aldrig har løsnet et skud. Hunt forbliver dog en nemesis. De to mænd bliver næsten som Valjean og Javert i Les Misérables (eller Macaulay og Hanna i Michael Manns Heat).

   Det er ikke en indviklet film. Historien er et dramatisk skelet, som understøtter Redfords soli og muliggør den modne romantik mellem Forrest og Jewel. Men alle tager sagen alvorligt. Man forstår, hvorfor Forrest bliver i det 19. fængsel og giver sit sidste ægteskab en chance, før han alligevel ringer til Hunt og går ind for at sætte spillet i gang.

FILMEN er fortalt med virkemidler, der henviser til 70ernes husstil. Her er split screen, jump cuts og flere montager, som næsten bliver små film i filmen. Det bliver i perioder næsten en ren pastiche. Forrest kører over en mark med en lang stribe politibiler bag sig. Bagagerummet flyver op, og sedlerne svirrer i vinden. Forrest smiler. Der er aldrig antydning af sved på hans pande. Kun en glæde ved gerningen, som han har valgt.

   På vejen får Lowery skabt situtioner, der husker alle den unge Redfords figurer. Man kunne lave en alenlang liste. Da Forrest fortæller Jewel om de 18 fængsler, han er flygtet fra, sker det i en montage, som citerer Arthur Penns The Chase (1966, da. Den djævelske jagt), hvor Redford spillede sammen med Marlon Brando.

   Tom Waits fortæller en julehistorie, som får én til at savne hans gamle sangintroduktioner. Mest helstøbt er den modne kærlighedsfortælling. Lowery sender Redford og Spacek i biografen. De sidder sammen og ser Monte Hellmanns Two-Lane Blacktop (1971, da. Motorvej U.S.A.), som er tæt på at være anakronistisk i filmens egen tidsramme.

   Der er ofte god grund til at smile. Redford demonstrerer sine tricks. Casey Affleck bruger en gestus fra The Sting (1973, da. Sidste stik). Den sidste gentleman er gennembagt af nostalgi og har konstant flere metalag aktiveret. Det lykkes alligevel filmen at holde igen, at gøre tonen let og allerhøjest bittersød, fordi Forrest Tucker aldrig fortryder.

REDFORDS afskedsrolle bliver dog aldrig mere end summen af de gamle figurer. Så var der mere at hente i Our Souls at Night, Ritesh Batras Netflix-film fra 2017, hvor han for fjerde gang dannede par med Jane Fonda. Redfords sidste store bedrift var som manden på skibet i stormen i J.C. Chandors All is Lost (2013). Han er alene på lærredet i hele filmen, som ikke fik dansk premiere.*

   The Old Man and the Gun er snarere som en Redford-antologi, en katalog af karakteristiske udtryk. Og i de bedste scener er han der stadig, en gammel mand med klare øjne, men samtidig solskinsknægten fra Butch Cassidy and the Sundance Kid, svindleren fra The Sting, forfatteren fra The Way We Were (1973, da. Vores bedste år), det springende mål fra Three Days of the Condor (1973, da. Tre døgn for Condor). Manden, som spillede Jay Gatsby, Bob Woodward og Denys Finch-Hatton uden at snuble – og uden at ændre frisure.

   Publikum købte altid billetter. En tid lang kunne Redford spille, hvad det skulle være. Det kan han for så vidt endnu.

RIP Robert Redford 1936-2025

Se også David Lowery: A Ghost Story (2017); David Lowery: The Green Knight (2021).

*) Redford og Jane Fonda (f. 1937) spillede første gang sammen i Barefoot in the Park (1967, da. På bare tæer i parken). Gene Saks instruerede filmudgaven af Neil Simons skuespil om parret, der kommer fra hver sin ende af det politiske spektrum og har væsensforskellige temperamenter. De synes samtidig at være skabt for hinanden og prøver at skabe en hverdag, mens New York fryser til udenfor. Redford havde også spillet rollen på scenen. Skuespillerne samarbejdede siden i The Chase, The Electric Horseman og Our Souls at Night. Der er præcis 50 år mellem de to legenders første og sidste opgave sammen. 

The Old Man and the Gun (Den sidste gentleman). Instr. & manus: David Lowery. Foto: Joe Anderson. 93 min. USA 2018. Dansk premiere: 04.04.2019.

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 29.08.2019

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.04.2019

Paolo Sorrentino: Youth (2015)

GAMLE MÆND OM AFTENEN

Sorrentino bestiger Der Zauberberg

Af BO GREEN JENSEN

EN komponist og en filminstruktør, begge ved slutningen af livet; en voksen datter, der bliver forladt; en genert bjergbestiger, som bliver forelsket; en Novalis-citerende Hollywoodstjerne, der forbereder sig på at spille Adolf Hitler.

   Figurerne er gæster på et eksklusivt kursted i Schweiz, hvor også Miss Universe flytter ind. De ser på buddhistmunken, som mediterer i haven. De diskuterer, om han kan levitere. De taler om livet og døden, mens dagene kommer og går. Der er sådan set ikke andet.

   Youth kombinerer motiver fra to af Paolo Sorrentinos andre film: Kærlighedens konsekvenser (2004) og La grande bellezza (2013, da. Den store skønhed), som blev sit års udenlandske Oscar-vinder. I den sky skuespiller, som bliver spillet af Paul Dano, er der reminiscenser af den blokerede rockstjerne i This Must Be the Place (2011).

DER er igen ingen grænser for tænksomheden og billedskønheden. Ej heller for selvfølelsen og ambitionen hos den nu midaldrende italiener. La grande bellezza var Sorrentinos La dolce vita. Youth er hans Der Zauberberg.

   I Trolddomsbjerget fra 1924 samler Thomas Mann en kreds af tidstypiske karakterer, som bliver behandlet for tuberkulose på kurhotellet Berghof i de schweiziske alper. Hans Castorp skal besøge sin brystsyge fætter, men ender med at blive på Troldfjeldet i syv år.*

   Her overhører han samtaler mellem humanisten Settembrini og den radikaliserede Naphta, som er jøde, jesuit og kommunist. Han sværmer for Clawdia Chauchat, en sanselig russisk aristokrat, som imidlertid er optaget af den dionysiske Mynheer Peeperkorn.

   Romanen er både mytologisk og satirisk. Før Clawdia rejser, skænker hun Castorp en kærlighedsnat. Som minde får han et røntgenbillede af hendes lunger, altså et portræt af hendes indre jeg. Han sætter det ved sin seng.

   Mens de karikerede patienter vender ryggen til almuen nede i lavlandet, er en sønderrivende krig undervejs. Da det lykkes Castorp at bryde fortryllelsen og vende tilbage til virkeligheden, er det med stor sikkerhed for at dø.

DER er ingen Castorp-karakter i Youth og heller ingen fashionabel sygdom, som konsoliderer hotelgæsternes fællesskab. Det skulle da være elitens begær efter uforstyrret splendid isolation.

   Alligevel bruger man tid på at finde overenstemmelser mellem Manns og Sorrentinos bjergtinder. Stemningen omkring samtalerne mellem komponisten Fred Ballinger (Michael Caine) og filmskaberen Mick Boyle (Harvey Keitel) er den samme. Også Miss Universe (Madelina Ghenea) kommer fra Rusland.

   Sorrentino fremhæver selv forbindelsen. For en sikkerheds skyld er Youth faktisk filmet på Berghotel Schatzalp i Davos, som var et sanatorium, da Katia Mann blev behandlet for tuberkulose i 1912. Her begyndte Mann at skrive Trolddomsbjerget som et sidestykke til Der Tod in Venedig (1912, da. Døden i Venedig).

PÅ samme måde må Youth være tænkt som en tvilling. Den store skønhed var fuld af kærlige henvisninger til 60er-film af Federico Fellini og Michelangelo Antonioni. Det gav ekstra vægt til portrættet af den indolente journalist og hans kreds af romerske døgnvæsener.

   I Youth er virkningen modsat. Det er decideret distraherende, at Sorrentino fører regnskab i forhold til Trolddomsbjerget. Tricket får tilskueren til at spørge, om karaktererne i grunden er så dybe, som de bliver fremstillet.

FILMEN bliver reddet, fordi personerne selv er i tvivl. Ballinger og Boyle er gamle mænd, som har prøvet det hele og betragter ungdommens lidenskab med distance. Muligvis med vemod, men ikke med misundelse.

   Ballinger er træt og ville ønske, at han havde de prostataproblemer, han fingerer. Kongehuset sender en mand for at bede ham dirigere sit hovedværk Simple Songs. Han siger kategorisk nej og kan dårligt selv huske hvorfor.

   Det kan datteren (Rachel Weisz), der fungerer som hans assistent. Hvis filmen trods alt har en Castorp, må det være Lena Ballinger.

   

DER er gjort meget ud af miljøet. Mark Kozalek optræder på terrassen, og sangerinden Paloma Faith spiller sig selv. Hun har hugget Lenas mand, der tilfældigvis er søn af Mick Boyle. Så de gamle mænd går aftentur og siger forbavsende banale ting til hinanden.

   Boyle har barrikaderet sig sammen med fem unge manuskriptforfattere. Filmen, som de skriver, skal på én gang være mesterværk og svanesang, comeback og testamente. Men produktionen er i pengenød.

   Alt afhænger af, om Boyles gamle flamme og forreste stjerne (Jane Fonda) vil spille hovedrollen. Hun kommer og prøver på sin måde at være ærlig. Boyles reaktion er den ene grund til, at Ballinger omsider går på podiet.

DET er generelt en fornøjelse at følge samtalerne mellem Caine og Keitel, som efterhånden lukker skuespilleren ind i deres venskab. Dano sminker sig som Hitler og bliver i karakter i flere dage for at afprøve gæsternes reaktion.

   Et andet godt øjeblik er vist på filmens plakat. De gamle mænd bliver stille, da den nøgne Miss Universe gør dem selskab i badet.

   Youth modtog tre af Det Europæiske Filmakademis EFA-priser for 2015: årets film, årets skuespiller (Caine) og bedste instruktør. Selv savner jeg efterhånden den visuelle rock ’n ’roll fra Il Divo (2008), Sorrentinos suveræne karaktermord på politikeren Giulio Andreotti. Han er altid en stor billedskaber, men i Youth bliver det hele måske mere litterært, end godt er.

   Caine og Keitel skaber fulde karakterer. Selv Jane Fonda liver op i rollen som aldrende diva. Sidst i filmen bliver det afgjort, om buddhistmunke egentlig kan levitere.

Se også Paolo Sorrentino: Il Divo (2008); Paolo Sorrentino: This Must Be the Place (2011); Paolo Sorrentino: Den store skønhed (2013); Paolo Sorrentino: Silvio og de andre (2018); Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021).

*) Også Hayao Miyazaki har henvist til bogen i Når vinden rejser sig (2013), hvor flyingeniøren Jiro Horikoshi faktisk møder Hans Castorp på kurstedet, hvor han frier til sin tilkommende hustru. Der Zauberberg er oversat til dansk flere gange. Carl V. Østergaards version fra 1924 har titlen Troldfjeldet og var den kurante udgave, indtil Ulrich Horst Petersen nyoversatte romanen som Trolddomsbjerget i 1989. Det er desværre svært at komme til at se filmen/miniserien Der Zauberberg/ La montagne magique/ The Magic Mountain, som fransk, (vest)tysk, østrigsk og italiensk tv producerede sammen i 1982. Hans W. Geissendörfer bearbejdede bogen og instruede bl.a. Christoph Eichhorn (Castorp), Marie-France Pisier (Clawdia Chauchat), Irm Hermann (Fräulein Engelhart) og Rod Steiger (Mynheer Peperkorn). Et særligt indtryk gjorde Charles Aznavour i rollen som Naphta. Jeg har aldrig glemt scenen med tuberkulosefotoet som en kærlighedspant. Filmen, som varer 153 minutter, er fra samme periode som Tony Palmers Wagner (1981) med Richard Burton som komponisten, Francois Villiers' Romain Rolland-dramatisering Jean-Christophe (1978) med Klaus Maria Brandauer og Ingmar Bergmans Fanny & Alexander (1982). I nogle territorier var der biografpremiere; andre steder blev filmene vist i længere tv-versioner, hvor føljetonens grammatik kom bedre til sin ret. Dansk tv sendte Der Zauberberg over to aftener. Filmen blev restaureret og vist på Berlinalen i 2008. Arthaus udgav et dvd-bokssæt, som man stadig kan være heldig at finde i Tyskland. 

Youth (La Giovenezza). Instr. og manus: Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 124 min. Italien-Frankrig-Schweiz 2015. Dansk premiere: 14.01.2016.

Fotos: Indigo Film/ Medusa Film/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.01.2016