Srebenica 1995: Quo Vadis, Aida? (2020)

OM LIDT BEGYNDER DEN RIGTIGE FILM

Så vi ikke glemmer og gentager historien

Af BO GREEN JENSEN

1990ernes krige på Balkan var det første skår i glæden og euforien, som fulgte efter Berlinmurens Fald, Sovjetunionens opløsning og afviklingen af den gamle Østblok. Der var tre forbundne konflikter: den kroatiske løsrivelse 1991-95, krigen i Bosnien 1992-95 og kampene i Kosovo 1998-99.

   Vesten havde vænnet sig til, at der var fred i Jugoslavien. Efter 1945 samlede den føderative folkerepublik seks ligestillede nationer: Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro og Makedonien. Marskal Josip Broz Tito, den kroatisk-slovenske partisanleder, regerede med russisk støtte til sin død i 1980. Østrig-Ungarn havde undertrykt de etniske konflikter før Første Verdenskrig. Det samme gjorde socialismen i hele Titos tid.

   Da Jerntæppet blev løftet, gik freden i stykker. I 1991 erklærede Bosnien-Hercegovina sin uafhængighed. I 1992 begyndte krigen mellem serbiske tjetniks og muslimske bosniakker. Naboer og slægtninge førte krig. Konflikten var særskilt hadefuld, drevet af religion og racisme. Serbien har sin egen udlægning af historien. For alle andre var Serbien altid den store aggressor.

DET var svært at få Vesten i tale. Krigen passede ikke ind i fortællingen om det nye Europa. Jeg husker Cannes i 1995, hvor vi var begejstrede for (serberen) Emir Kusturicas absurde fabel Underground, der kritiserede tiden med Tito. Vinderfilmen var Theo Angelopoulos’ Odysseus’ blik, hvor en kasseret Lenin-statue bliver bugseret ned ad Donau i slow-motion.

   Vi havde travlt med at fejre 100-året for filmkunsten. Det gjorde alligevel indtryk, at krigen blev ført en times flyvning fra Cannes. De første film var Milcho Manchevskis Before the Rain (1994) og Michael Winterbottoms Welcome to Sarajevo (1997). Siden fulgte vel 100 skildringer af etnisk udrensning, ødelagt hverdag, blodrus og brodermord, processerne mod krigsforbryderne, da kampene ebbede ud.

MASSAKREN i Srebrenica fandt sted den 11. juli 1995. Soldater fra Republika Srpska indtog byen under ledelse af general Ratko Mladić. Efter et stand-off ved FN-styrkens base, hvor tusindvis af civile havde søgt tilflugt, blev en evakuering forhandlet. De serbiske styrker henrettede alle bosniske mænd. Jasmila Žbanićs film om massemordet er »tilegnet kvinderne i Srebrenica og deres 8273 dræbte sønner, fædre, ægtemænd, brødre, fætre, naboer...«

   Der er allerede en generation, som ikke husker forløbet. Žbanićs film om Srebrenica er produceret til 25-året, så vi ikke glemmer og gentager historien. Selv er hun født i Sarajevo i 1974. Žbanić nåede ud i alle hjørner af kulturen, da hun skildrede borgerkrigens efterbyrd, set fra kvindernes perspektiv, i den fremragende Grbavica (2006, da. Sarajevo – Håbets sang).

   Grbavica var en af mange besværgelser, som forsøgte at lægge konflikten i graven. Der er dog ingen tegn på, at vi har lært noget særligt af fejltagelser i vores fortid. Der er bare vokset tynd hud over såret. Karadzić, Milošević og Mladić blev fjernet og fik deres straf, men deres typer er ikke forsvundet.

   Quo Vadis, Aida? gør intet forsøg på at forklare den komplekse historiske baggrund. De første 75 minutter foregår på selve dagen og stedet. I det sidste kvarter vender Aida (Jasna Djuricić) tilbage til byen, da skeletterne fra massegraven er lagt frem.

AIDA Selmanagic fungerer som tolk for FN-styrken. Det er hollandske soldater, som er sat på den svære opgave. Oberst Karremans (Johan Heldenbergh) vil gøre alt efter bogen. FN har stillet Srpska-hæren et ultimatum: Hvis Mladić trænger ind, vil han blive mødt med luftangreb. Men da det kommer til stykket, er der ingen til at afgive ordren. Alle i hovedkvarteret er taget på ferie.

   Imens går general Mladić (Boris Isakovic) omkring i gaderne og beser sin erobring. Det er hans næstkommanderende, Joka, som eksekverer de ofte excentriske ordrer. Mladić taler til kameraet, som en allestedsnærværende fotograf bærer rundt. Han markerer dagen, hvor Srebrenica »kom hjem« med en floskuløs tale. »Sagde jeg Serbien for mange gange?« spørger han bagefter fotografen.

DER er en vis sort humor i flere situationer, men Quo Vadis, Aida? forfølger den ikke. Filmen har lige så travlt som Aida, der er i uafbrudt bevægelse, mens hun løber fra tolkeopgaver i fælleshallen til basens indgang, hvor skarer af flygtninge tigger om at komme ind. Hun prøver at finde sin mand og sine to voksne sønner i menneskehavet. Da det lykkes, bliver sagen at få deres navne sat på listen over vigtige personer, som skal evakueres.

   Mladić fører skinforhandlinger til ære for tv. Imens tiltvinger Jako sig adgang til FN-basen og finder ingen soldater. Han scorer billige point ved at skaffe brød til de sultne. I sit gamle liv underviste Aida på skolen, hvor hendes mand var inspektør. En serbisk soldat genkender sin lærerinde.

FORLØBET er rekonstrueret nøjagtigt. Med grum ironi finder massedrabet sted i en biograf. De bosniske mænd bliver ført ind og står i den tomme sal. »Om lidt begynder den rigtige film,« siger Jako og morer sig. Fire riffelløb kommer til syne i vinduerne ved projektørrummet. Da skuddene begynder, bliver der klippet til hvidheden i en langt senere vinter.

   Den knækkede kvinde er blevet grå. Hun banker på i lejligheden, hvor hun boede med Nahid og deres sønner. En ung mor tager imod hende og finder posen med de få ejendele, som familien efterlod. Hun har dog ingen plan om at opgive lejligheden, som stod og var tom. Aida skal være datterens lærer.

VI ser de sørgende kvinder undersøge ligene, som er lagt frem på gulvet i en stor hal. Er det ligefrem salen, hvor drabet fandt sted og hvor nutidens forældre stråler af stolthed, mens deres børn spiller skoleteater? Selv Aida må smile ved al denne uskyld.

   Sneen falder på Srebrenica, græsset vil dække de åbnede grave. Der var mange film om krigene på Balkan; brutale, groteske, sentimentale; alle registerets toner blev brugt. Quo Vadis, Aida? lukker en cyklus, gør status og beder os huske de døde. Det er en prunkløs film uden politisk dagsorden. Trods gruen er skildringen varm og human.

Se også Balkan efter borgerkrigen: Grbavica (Berlinale Golden Bear 2006). 

Quo Vadis, Aida? Instr. og manus: Jasmila Zbanic. Foto: Christine A. Maier. 101 min. Bosnien-Østrig-Rumænien-Holland-Tyskland-Polen-Frankrig-Tyrkiet-Norge 2020. Dansk premiere: 02.09.2021.

Fotos: Deblokada Produkcija/ Coop99 Filmproduktion/ Digital Cube/ N279 Entertainment/ Razor Film Produktion/ Extreme Emotions/ Indie Prod/ Tordenfilm AS/ Turkish Radio & Television/ ZDF/ ARTE/ ORF/ Radiotelevizija Bosne i Hercegovine/ CNC/ Eurimages/ Institut Francais/ IMAGE/ Nederlands Filmfonds/ Open Society Foundations/ Sørfond/ Österreichisches Filminstitut/ Angel Films/ Wikimedia Commons

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.09.2021 

Oprindelsen| Rise of the Planet of the Apes (2011) [Sci-Fi 100]

ABERNES VERDEN
Den bedste gentænkning af fablen begynder

Af BO GREEN JENSEN

AUGUST 2011: UMIDDELBART virker det overflødigt at lave en film, som fortæller prologen til Abernes planet. Sidst nogen havde fat i den mørke fremtidfabel, var da Tim Burton gav sit miskendte bud på grundhistorien i Planet of the Apes (2001).

   Hos Burton var præmissen fra Franklin J. Schaffners oprindelige film flyttet til en anden planet, og astronauterne fra Jorden kunne midtvejs erfare, at der havde været mennesker på Calima, hvor aberne levede strengt og feudalt. I vraget af rumskibet Oberon stod der CAUTION LIVE ANIMALS. Ellers var tråden til den første Planet of the Apes (1968) lige så tynd, som Schaffners havde været til Pierre Boulles roman fra 1963.

RUPERT Wyatts nye film lader i det mindste chimpansen Ceasar pille ved en legetøjsfigur af Frihedsgudinden, mens han endnu er unge og vokser op i huset hos neorobiologen Will Rodman (James Franco), der på vegne af medicinalfirmaet Gen-Sys prøver at finde en kur mod Alzheimers. Gen-Sys vil tjene penge. Will vil hente sin far (John Lithgow) tilbage fra skyggelandet, der æder lidt mere af ham hver dag.

   Will og hans team sprøjter et virus ind i abernes hjerne. Der er en nogenlunde plausibel forklaring på, hvordan stoffet får organismen til at erstatte døde hjerneceller og fylde op for resten med stærkere celler, der giver aberne grønne pletter i iris. Ceasars mor går amok under demonstrationen, som skal overbevise bestyrelsen. Menneskene tror, hun er sindssyg. Dog vil hun bare beskytte sin ufødte unge.

CAESAR er superintelligent og lærer naturen at kende i Redwood Forest sammen med Will og hans far, der kureres for en tid. Men meget går galt, og Caesar stiller de samme spørgsmål til sin »Far«, som Frankensteins Uhyre i sin tid stillede sin skaber i Mary Shelleys roman.

   Efter flere episoder bliver Ceasar spærret inde på en facilitetet, hvor han skal begå sig blandt andre dyr. Han vælger endelig abernes side, og filmen kan slutte i et imponerende slag mellem arterne, der bekæmper hinanden på Golden Gate Bridge.

ANDY Serkis, som lagde krop til Gollum i Ringenes Herre, giver Ceasar karakter og gribende abelighed. Den åbne slutning viser, hvordan den aggressive virus, som over tid er farlig for mennesker, spredes til resten af verden. Med god vilje kan man forestille sig, at det hele ad åre vil ende på stranden ved New York City, hvor Charlton Heston finder den kæntrede Frihedsgudinde i slutningen af moderhistorien. De fire mellemliggende film, tv-serien osv., er der næppe mange, som husker i dag.

SÅ man skal aldrig sige aldrig. Oprindelsen er en tænksom effektfilm, der gør sig store tanker om arternes fremtid og sameksistens. Og det er interessant at se, hvordan skiftende tider belyser tematikken i Boulles ret neutrale fiktion.

   I 1960erne måtte abernes verden være resultat af en atomkrig. I de følgende film var man optaget af 70ernes sociale tendenser. Tim Burtons film fra 2001 sætter fokus på etnisk udrensning, som var aktuel efter 90ernes krige i Balkan-regionen. I 2011 er der fokus på genetik og økologi. Den indre fjende er Alzheimers.

   Det begynder og ender dog i en verden, hvor der er byttet om på forholdet mellem mennesker og aber. For Boulle var det vigtigst at undersøge, hvor arbitrær og indbildsk den ligning er, og kritisere vor biologiske arrogance. Præmissen har vist sig forbløffende slidstærk.

Se også To versioner: Planet of the Apes (1968/2001) [Bogen og filmen]; Revolutionen | Dawn of the Planet of the Apes (2014) [Sci-Fi 100]; Medskabninger | James Marsh: Project NIM (2011).

Rise of the Planet of the Apes (Abernes Planet: Oprindelsen). Instr.: Rupert Wyatt. Manus: Rick Jaffa og Amanda Silver. Foto: Andrew Lesnie. 106 min. USA -UK 2011. Dansk premiere: 04.08.2011.

Fotos: 20th Century Fox Home Entertainment/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 03.07.2017
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.08.2011

László Nemes: Sauls søn (2015) [Holocaust Remembrance Day 2022]

KREMATORIETS RAVNE
Den laveste kaste i lejrsystemet

Af BO GREEN JENSEN

SELV i fornedrelsen findes der hierarkier. I Auschwitz var Sonderkommandoen den gruppe fanger, som gjorde rent efter bødlerne. De tømte gaskamrene og bar ligene til krematoriet. De tog, hvad der ikke var taget endnu, før de døde og deres ting blev brændt.

   Sonderkommandoen sørgede for, at masseudryddelsen gled. Til gengæld spiste de bedre, fik lov at leve længere og kunne færdes i lejren med relativ frihed. Af samme grund var de særligt forhadte. »Krematoriets ravne,« bliver mændene kaldt i Primo Levis De druknede og de frelste (1992).

   Ungareren László Nemes debuterede med Saul fia, som var en af de store film på Cannes Festivalen 2015. Den modtog Juryens Grand Prix og fik siden en lang række priser. I 2016 modtog den en Oscar som bedste film i Foreign Language-kategorien.

   Nemes er født i 1977. Han kender kun Auschwitz fra vidnesbyrdlitteraturen. Alligevel virker Sauls søn uhørt troværdig. Filmen følger Saul Ausländer (Geza Röhrig), en jøde fra Sonderkommandoen, som bliver rystet i rutinen og næsten chokeret til atter at føle, da han finder en krop, som han kender.

SAUL er overbevist om, at det er den søn, som han ikke har set, siden han forlod drengens mor. Det var i den anden verden før krigen. Lejrens læge, Joseph Mengele, vil have liget obduceret. For Saul bliver det vigtigt at finde en rabbiner, som kan sige kaddish efter foreskrifterne.

   Der er skrevet adskilligt om Sonderkommandoerne. I filmen er det Miklos Nyiszli, som skal foretage obduktionen. Nyiszli skrev »en øjenvidneskildring«, som kom på ungarsk i 1946. Her er Sonderkommandoen skildret som gribbe, der mæsker sig, mens deres fæller bliver henrettet.

   Var Sonderkommandoen ofre eller kollaboratører? Den israelske historiker Gideon Greif har fundet mange fejl i Nyiszlis beskrivelser. Han citerer i Vi græd uden tårer (1999) et digt af Gunther Anders med titlen: »Og hvad ville I have gjort?«. Efter krigen fandt man begravede papirer med Sonderkommandoens egne optegnelser. De blev samlet i bogen The Scrolls of Auschwitz (1985).

DET er skriftrullerne fra Auschwitz, som har inspireret Sauls søn. Nemes gør to ting, som er sjældne i fiktionsfilm fra lejruniverset. For det første prøver han ikke at skabe empati. Saul har tunnelsyn. Han fjerner lig og finkæmmer dem. Han vil ikke rodes ind i oprørsplanen, som andre er ved at sætte i værk.

   Da han finder drengens lig, bliver han en pinballkugle, som brat ændrer retning. Nu gælder alt om at finde en hellig mand, som kan vaske et lig. Flugtplanen er blot forstyrrende støj. Saul er i alle henseender en mand, der har overlevet indvendig ved at reducere verden til det absurde og basale.

   Derfor prøver Nemes heller ikke at beskrive det store billede. Alt er set fra Sauls synsvinkel, men vi ser det ved at se på ham. Geza Röhrig er i billedet halvfems procent af tiden. Han er altid i bevægelse. Han ser somme tider vanvittig ud. Han lytter ikke til andre, for han kan ikke bruge deres fornuft.

   Det bliver aldrig klart, om den døde unge mand er Sauls søn. Til gengæld bliver flere falske rabbinere afsløret. Filmens styrke ligger ikke mindst i det jødiske værdigrundlag. For Saul handler det ikke om at overleve. Han betragter alle i lejren som døde. Det handler om at begrave korrekt.

MAN tænker måske: Er der mere at sige om Auschwitz? Det er der. Ingen anden film har fulgt processen så langt. Her tager man imod ved toget og følger ofrene til gaskammeret. Oprørsplanen bliver diskuteret ved højovnen, hvor man fordeler dagens rov.

   Selv dokumentaristen Claude Lanzmann (1925-2018), der med stor konsekvens fordømte ethvert forsøg på at fiktionalisere de ting, som han skildrede i monumentalværket Shoah (1985), kunne udtrykke sin beundring for filmen. Sauls søn er den diametrale modsætning til problematiske og sentimentale konstruktioner som Sophie's Choice (1982), Schindlers liste (1993) og Drengen i den stribede pyjamas (2008).

   Det er for øvrigt den samme historie, som Tim Blake Nelson fortalte langt mindre virkningsfuldt i The Grey Zone (2001). Nelsons film holdt afstand. Nemes er nede på Helvedes bund. Beskæringen er academy, det klassiske 4:3-format, så man er tvunget til at se på Saul. Der er ingen distraktioner. Sauls søn er en uafrystelig film.

Se også: László Nemes: Sunset (Napszállta) [Bedste biograffilm 2019 nr. 7]; Claude Lanzmann 1925-2018 [I anledning af Auschwitz 75 år]; Kertész | Koltai: Fateless/De skæbneløse (2005) [Krigens børn]. 

Sauls søn (Saul fia). Instr.: László Nemes. Manus: Clara Royer og László Nemes. Foto: Matyas Erdely. 107 min. Ungarn 2015. Dansk premiere: 25.02.2016.

Fotos: Laokoon Filmgroup/ Sony Pictures Classics/ Camera Film/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max og SF Anmytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.02.2016.

Denzel Washington: Fences (2016) [Black Lives Matter 20]

AMERIKANSK TEATER
Denzel Washingtons instruktørdebut

Af BO GREEN JENSEN

DRAMATIKEREN August Wilson (1945-2005) brugte hovedparten af sit liv på at skrive om stedet, han kom fra. Wilson voksede op i Hill District i Pittsburgh, Pennsylvania, hvor hans tyske far var bager og hans afrikansk-amerikanske sydstatsmor mor gjorde rent. De ti skuespil i »The Pittsburgh Cycle« er både en hjemstavnsskildring af Vangede Billeder-typen og et aftryk af sorte amerikaneres liv i det tyvende århundrede.

   Hver tekst udspiller sig i et bestemt årti, fra Gem of the Ocean (2003), hvor tiden er 1900erne, til Radio Golf (2005), som foregår i 1990erne. Wilson fik ideen og lagde sin plan i 1980erne, hvor nogle af værkets stærkeste stykker – Ma Rainey's Black Bottom, The Piano Lesson – blev til på ganske få år. Fences, som er henlagt til 1950ernes Pittsburgh, havde premiere i 1987 og modtog både en Pulitzer Prize og en Tony Award.

FLERE teatre har opført den samlede cyklus. Da Fences gik på Broadway i 2010, spillede Denzel Washington og Viola Davis hovedrollerne som Troy og Rose Maxon. Wilson skrev en filmudgave, men den blev aldrig produceret, fordi han insisterede på en afrikansk-amerikansk instruktør. Efter hans død kunne det lade sig gøre, da Hollywood-stjernen Denzel tog over.

   Fences tegner et varmt og alligevel tragisk portræt af renovationsarbejderen Troy Maxon. Han er på alder med århundredet og repræsentant for sin generation. Den unge mand ville spille professionel baseball. Han sad 15 år inde for manddrab. Han blev gift med den stoiske Rose og fik sønnerne Lyons (Russell Hornsby) og Cory (Jovan Adebo). Nu drømmer Cory om at spille college football. Troy gør alt for at afskrække ham.

   Det er solidt amerikansk teater af den klassiske skole, hvor en realistisk familieskildring får en allegorisk bund med symbolske motiver. Der er ikke gnist af ironi eller eksperimenter. Der er altid et ekko af Eugene O’Neill og Tennessee Williams. Fences er ofte en sort dramatikers sidestykke til  Arthur Millers Death of a Salesman (1949, da. En sælgers død).

DENZEL Washington har instrueret sig selv og Viola Davis. Filmen vil stilfærdigt lukke scenerummet op. De fleste situationer er henlagt til baghaven, hvor Troy endelig når til at sætte et hegn – også om sit hjerte – og i køkkenet i det lille hus, han har købt for sin brors krigserstatning.

   Korte glimt af gader og skiftende vejr gør underværker for oplevelsen. Danske Charlotte Bruus Christensen (Submarino, Far From the Madding Crowd, Molly's Game, A Quiet Place) har fotograferet, så det ligner 1957, skønt der ikke er brugt demonstrative markører. Hun gjorde det samme for periodens New York i Anton Corbijns LIFE (2015) om James Dean før berømmelsen. Filmen fik ikke dansk premiere, men det er sikkert dén, som Washington og produceren Scott Rudin har set.

   Teksten har meget på hjerte. Den handler også om klasse og race, men ser ikke racismen som noget systemisk. Tingene har ændret sig i Troys tid. Hegnet, han sætter mod verden, er mere en mur om ham selv. Det kunne lykkes for hans sønner, hvis han ikke modarbejdede dem. Lyons er musiker og beder sin far om at komme hen og høre ham. Troy afviser alle udstrakte hænder. Det skal være på hans måde eller slet ingen.

KARAKTEREN Troy er a man in full, og Washington leverer de store monologer om at spille baseball mod Døden med forventelig patos. Anslaget er vagt musealt, så de første akter føles som pligtstof. Det tegner alt i alt til at blive en lang dags rejse mod nat.

   Men fem kvarter inde i filmen går der alligevel hul. Det sker, da Troy fortæller Rose, at han skal være far til en anden kvindes barn. Han taler om at stå på det samme sted i 18 år. Hun svarer med en monolog om at stå der sammen med ham. Det kunne let være blevet ulidelig grådkvalt. I stedet følger tyve intense minutter, hvor vi ser og hører to mennesker.

FENCES er gammeldags på en god måde. Den har ikke det flydende præg og den filmiske sjæl, som Barry Jenkins' Moonlight (2016) – der kan siges at beskrive et afrikansk-amerikansk liv i samme ånd og på samme måde – er selve indbegrebet af. Men den har dybde, udsyn og social bevidsthed.

   Viola Davis fik en Oscar for rollen som Rose. Det er dog Denzel Washingtons film på alle måder. Han bærer virkelig rollen som Troy, der ved stykkets premiere i 1985 blev spillet af James Earl Jones.

   Her er skæmmende klicheer som Troys bror, Gabriel, et hjerneskadet orakel, og de O’Neillske konflikter mellem fædre og sønner. Der er også en sjældent fin skildring af venskabet mellem Troy og kollegaen Bono (Stephen McKinley Henderson).

TIDENS gang er smukt markeret, og da Troy til slut er alene med døden på kastetuen, bliver det for alvor en sanselig film. Fences er også en stor tekst om baseball som livsmetafor. Prøv at se den sammen med Barry Levinsons The Natural (1984, da. Den bedste), en miskendt filmatisering af Bernard Malamuds magiske roman, der gav Robert Redford lejlighed til at spille igennem. 

   I USA var Fences en kritisk succes, som solgte ganske mange billetter. Det kunne dog ikke friste danske distributører. Den fik derfor premiere som Månedens Film i Cinemateket. Det er i sagens natur ingen effektfilm, men den er værd at se og blive klogere af.

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Bush + Renz: Antebellum (2020). 

Fences. Instr.: Denzel Washington. Manus: August Wilson. Foto: Charlotte Bruus Christensen. 139 min. USA 2016. Dansk premiere: 03.08.2017.

Fotos: BRON Studios/ Scott Rudin Productions/ Paramount Pictures/ DFI Cinemateket/ CineMaterial/ MovieStillsDB/  Tom Sweeney - Minneapolis Star Tribune (August Wilson Portrait)  

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 04.05.2017 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.08.2017

Etnisk arrogance: Sameblod (2016)

SAMERNES SAG
Foragt, fortrængning, frigørelse

Af BO GREEN JENSEN

SAMERNE er det fortrængte skandinaviske naturfolk. Befolkningen i Lapland blev behandlet lige så dårligt som de oprindelige amerikanere og de danske inuitter, men der er færre film om Sápmi, som nationen hedder på samisk.

   Amanda Kernells Sameblod er en klassisk udviklings- og frigørelsesskildring, som råder bod på fortielsen. Den gør for samernes sag, hvad Phillip Noyces Rabbit-Proof Fence (2002) gjorde for de australske aboriginals, og er i nordisk sammenhæng et sidestykke til Louise Friedbergs Eksperimentet (2010) om 1950ernes danske forsøg på at »opdrage« anbragte grønlandske børn.

SØSTRENE Elle-Marja og Njenna (spillet af søstrene Lene Cecilia og Mia Erika Sparrok) vokser op i Lapland i efterkrigstiden. Der bliver tisket og talt grimt om samerne på egnen, som er fuld af den svenske version af white trash. Det er lovpligtigt at gå i skole og lære svensk. Det er til gengæld ikke muligt at tage en videregående uddannelse, hvis man er same. »Jeres hjerner fungerer på en anden måde,« siger lærerinden, som fatter interesse for Elle-Marja.

   I skolen bliver pigerne udsat for ydmygende frenologiske undersøgelser i Josef Mengele-genren. I samernes bagland er man totalt afvisende over for svenskernes civilisation. Elle-Marja er altid pigen i midten. Hun forelsker sig, flygter til Uppsala og snyder sig ind på Akademiet ved at tage et svensk navn.

SAMEBLOD er meget smukt fotograferet og eksponeret i en tidløs form, der vil tale til alle med hjerte for sagen. Man lærer, hvad det vil sige at joike, og kan på sikker afstand føle indignation på samernes vegne. Lene Cecilia Sparrok spiller Elle-Marja, så man synes, man kender pigen bagefter.

   Den unge kvindes fortælling er forankret i en nutidig ramme, hvor Elle-Marja som gammel besøger Sápmi med sin voksne søn, der kun kan tre samiske ord. Her må Elle-Marja forholde sig til sin egen foragt og fortrængning. Intet er enkelt i denne konflikt, og filmen lader såret være vidt åbent.

   Sameblod modtog adskillige priser, herunder Europaparlamentets LUX-pris og debutantprisen på Venice Days (Giornate degli autori). I Sverige var den Guldbagge-nomineret i otte kategorier og vandt for bedste manus (Kernell) og klip (Anders Skov). Lene Cecilia Sparrok blev årets kvindelige hovedrolleindehaver, og Sameblod modtog publikumsprisen. 

Se også Louise Friedberg: Eksperimentet (2010) og Etnisk arrogance: Rabbit-Proof Fence (2002).

Sameblod (Sami Blood). Instr. og manus: Amanda Kernell. Foto: Sophia Olsson. 110 min. Sverige-Norge-Sápmi-Danmark 2016. Dansk premiere: 09.03.2017.

Fotos: Bautafilm/ Nordisk Film/ DFI/ Filmbazar/ CineMaterial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies.  

Anmeldelsen er en Filmrevy fra Weekendavisen Kultur 10.03.2017