To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]

ET STED ER DER ET STED FOR OS

Et romantisk og kritisk kærlighedsdigt

Af BO GREEN JENSEN

FØRSTEUDGAVEN af West Side Story var, hvad vi kalder en gamechanger nu. Efter fire år på Broadway, hvor musikforestillingen havde premiere på Winter Garden Theatre den 26. september 1957, kom en filmatisering i stand. Sceneversionen var længe om at løfte sig. Filmen blev en succes med det samme.

   West Side Story er – hvis nogen skulle være i tvivl – en moderne fortolkning af Romeo og Julie. Maria (Natalie Wood) og Tony (Richard Beymer) er de elskende, som ofres i bandekonflikten mellem latinoer og polakker, der svarer til slægterne Montague og Capulet. »There’s a place for us/ Somewhere a place for us,« bliver der sunget besværgende i finalen.

   Det var og er banebrydende musikteater. En musical med social relevans; en sammensmeltning af klassisk og moderne; et kritisk kærlighedsdigt til immigranternes multietniske Amerika. På 60 år er West Side Story blevet næsten lige så klassisk som William Shakespeares skuespil fra 1597.

   I 1961 blev filmen et stilskabende kulturfænomen, der gjorde meget for at udbrede et nyt sæt unge, amerikanske værdier. Hollywoods døende studiesystem havde en af sine sidste store triumfer. West Side Story var i Technicolor og fuld Panavision. Den lille tv-skærm kunne ikke konkurrere.

ROBERT Wise (1914-2005) instruerede i samarbejde med koreografen Jerome Robbins (1918-1998). Mange husker sikkert en gademusical med hård realisme. Dét er en erindringsforskydning. Prologen, som præsenterer banderne The Jets og The Sharks, blev optaget på en parkeringsplads i New York. Alle de øvrige lokaliteter blev bygget i studiet af scenografen Boris Leven (1908-1986).

   Der var 11 Oscar-nomineringer, og ti af dem udløste priser. Stephen Sondheim (1930-2021), efterkrgstidens store amerikanske teaterkomponist og musicalforfatter, fik sit gennembrud med sangteksterne. Skønt Leonard Bernstein (1918-1990) skrev musikken, var det teksterne til »America«, og »Gee, Officer Krupke«, der havde kant og gjorde indtryk. Forfatteren Arthur Laurents (1917-2011) havde grundideen. Jerome Robbins var kun interesseret i dans.

JEG skylder nok at sige, at jeg er lidt for ung til West Side Story. Jeg var seks år i 1961, og filmen var mere et hit blandt forældre. Musikken lød som operette. Det var i den forbindelse et gennembrud, at Keith Emerson og The Nice i 1968 arrangerede »America« som progressiv rock. Der blev brændt flag af til musikken, når man demonstrerede mod Vietnamkrigen.

   Men der var mange spor af filmen i den billedfattige forstadshverdag. Ældre fætre og kusiner fik blanke øjne alene ved titlen. Hele springknivsromantikken fra min barndom kommer ikke mindst fra West Side Story – og fra læsning af Willard Motleys Knock on Any Door (1947, da. Lev stærkt, dø ung) suppleret med hvisken om Rebel without a Cause (1955, da. Vildt blod), Nicholas Rays ikoniske generationsfilm med James Dean og netop Natalie Wood.

JEG genså den gamle West Side Story, før Steven Spielbergs nye version blev vist for pressen. Man kan både se og høre, at der er gået 60 år, men de stærkeste steder i filmen lever og ånder. Det humanistiske budskab står klokkerent.

   Jeg genså også dokumentaren West Side Memories, som blev produceret til 40-året i 2001. Da levede mange af hovedpersonerne stadig. Flere er kritiske over for filmen. Især taler Arthur Laurents om den forlorne accent og det friserede billede af virkeligheden. Stephen Sondheim siger, at alle så West Side Story som en film, der skildrede gaderne i New York. Det var det ikke, tilføjer han. Det var teatret, der blev til forstørret til film og fik liv.

DER knytter sig store forventninger til Spielbergs version – og det er sikkert derfor, at den ender med at skuffe. Der er mere film end teater i værket. Men Tony Kushner har kun foretaget små revisioner, og sangene står, som de stod. Intet er moderniseret. Filmen føles mere som et museumsstykke, en kurateret genopsætning, end som samtidskunst med aktuel relevans.

   Især bliver det klart, hvor vigtig Natalie Wood (1938-1981) var for den første films succes. Hun sang ikke selv. Stort set alle stemmer i filmen blev dubbet – Wood synger med Marni Nixons stemme, og det kan derfor ikke undre, at hun lyder som Audrey Hepburn i My Fair Lady og Deborah Kerr i The King and I.

DET var kontroversielt, at Hollywoodstjernen blev hentet ind. Carol Lawrence havde spillet Maria på scenen. Men Wood fungerer og bevæger. Man lever med, at Tony er et ciffer, som siger »Jeg elsker dig« hele tiden. Det slipper Ansel Elgort forbavsende godt fra i Spielbergs version. I øvrigt blev Elvis Presley tilbudt rollen som Tony. Tænk, hvad dét kunne have gjort for det hele.

   Den 20-årige Rachel Zegler har bare ikke nærvær nok. Niveauforskellen bliver klar i de scener, som reproducerer den gamle film meget trofast. Før ballet, hvor Jets og Sharks konkurrerer på dans, giver Anita (Ariana DeBose) sin svigerinde et rødt bælte om livet, så den hvide særk forvandles til en prinsesseskjole. Wood bar den scene. Zegler har en klar, generisk stemme og spiller rollen dækkende. Men hun kunne erstattes af en dubleant.

HER er en smuk, stille scene fra kirken i Spanish Harlem, som Janusz Kaminski filmer oppefra. Prologens indflyvningsbilleder af Manhattan er erstattet af kranbilleder, som panorerer hen over byggetomten ved Lincoln Towers. Vi ser the wrecking ball – murbrækkeren – i nær og reklamerne for de nye lejligheder, der ikke er bygget til indvandrerne. Det lykkes fra begyndelsen at bryde præget af teater.

   Der bliver danset mere ude på gaden, og koreografien er mindre akrobatisk. Dét er en forbedring. Karaktererne står skarpere hos Spielberg – ikke i de romantiske hovedroller, men i bandemedlemmernes rækker. Især er Mike Faist god som Riff, der føler sig svigtet af Tony – og Kushners manuskript er bedre til at antyde LGBTQ-tematikken. Opskrivningen af karakteren Anybodys (Iris Menas) fra tomboy til transgender forekommer derimod opportunistisk.

FILMEN har én stor forsonende faktor. Det er 89-årige Rita Moreno i rollen som købmanden Valentina, der har taget sig af den prøveløsladte Tony. I den gamle film var karakteren en mand, den alfaderlige Doc, som blev spillet af Ned Glass. I Spielbergs version tror man først, at Moreno medvirker som en blanding af nips og maskot, der er castet, fordi hun er en af de få endnu aktive og overlevende skuespillere fra den gamle film.

   Sådan er det ikke. Moreno var 30 år, da hun spillede Anita i Wise/Robbins-versionen. Hun gav rollen troværdighed, fordi hun faktisk er født i Humacao i Puerto Rico og kom til USA som immigrant. Hun var livsstykket, mange husker fra filmen, og hun brugte rollen til at skabe en hæderkronet karriere – som dog aldrig har budt på en lige så stærk karakter.

   Her får hun lejlighed til at skinne. Det er Valentina, som synger finalens besværgende »Somewhere«. Og omsider kan hun synge selv – i den gamle film blev hun dubbet af Betty Wand og har altid beklaget, at stemmen ikke passede til karakteren. Moreno har en spinkel graciøsitet. Hun gør scenen, hvor The Jets er ved at voldtage Anita, til noget særligt. Endvidere taler hun spansk. Hun er den store garant for kontinuiteten i projektet.

SPIELBERGS film bærer dedikationen »Til Far«. Han har i interviews fortalt, hvordan West Side Story var en familiefavorit og et af de første stykker popkultur, som kom ind i hjemmet med hans fars velsignelse. Det er veteranens første musical. »Jeg har altid haft lyst til at lave en musical. Dog ikke én som Moulin Rouge – men en gammeldags, konservativ musical, hvor alle taler med hinanden, for så at bryde ud i sang, for så at tale videre.«

   Der er meget godt i West Side Story, og det er godt at se fagets mestre arbejde sammen. Men filmen har ikke, hvad for eksempel Damien Chazelle (La La Land) eller Lin-Manuel Miranda (In the Heights) kunne have tilført af friskhed. Det er som at se en jubilæumsforestilling. Men stoffet råber på en nyfortolkning, der kan gribe tiden i hjertet igen.

Steven Spielbergs West Side Story er Oscar-nomineret i 7 kategorier: Best Picture (Spielberg, Kristie Krieger); Best Director (Spielberg); Best Cinematography (Janusz Kaminski); Best Supporting Actress (Ariana DeBose); Best Sound (Tod Maitland etc.); Best Production Design (Adam Stockhausen – set decoration: Rena DeAngelo); Best Costume Design (Paul Tazewell).

Se også Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Oscars 2022]; Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021) [Oscars 2022]; Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022]; Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022].

Se også Steven Spielberg: Magiker og mønsterbryder [Moderne Mestre]; Steven Spielberg: A.I. - Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: The Terminal (2004); Steven Spielberg: Munich/ München (2005); Steven Spielberg | Hergé: The Adventures of Tintin (2011) [Animation]; Medskabninger | Steven Spielberg: War Horse (2011); Steven Spielberg: Lincoln (2012); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Steven Spielberg: Ready Player One (2018) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: The Fabelmans (2022) [Oscars 2023] + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100].

West Side Story. Instr.: Robert Wise. Manus: Ernest Lehman. Foto: Daniel L. Fapp. 153 min. USA 1961. Dansk premiere: 08.10.1962

West Side Story. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Tony Kushner. Foto: Janusz Kaminski. 160 min. USA 2021. Dansk premiere: 08.12.2021.

Fotos: Walt Disney Pictures/ 20th Century Studios/ The Mirisch Cporporation/ United Artists/ MGM/ Warner Bros. Home Entertainment/ The Criterion Collection/ Sony Music Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

 

West Side Story (1961) srreames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, YouTube Movies

West Side Story (2021) er stadig i biografdistribution

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 09.12.2021

Denzel Washington: Fences (2016) [Black Lives Matter 20]

AMERIKANSK TEATER
Denzel Washingtons instruktørdebut

Af BO GREEN JENSEN

DRAMATIKEREN August Wilson (1945-2005) brugte hovedparten af sit liv på at skrive om stedet, han kom fra. Wilson voksede op i Hill District i Pittsburgh, Pennsylvania, hvor hans tyske far var bager og hans afrikansk-amerikanske sydstatsmor mor gjorde rent. De ti skuespil i »The Pittsburgh Cycle« er både en hjemstavnsskildring af Vangede Billeder-typen og et aftryk af sorte amerikaneres liv i det tyvende århundrede.

   Hver tekst udspiller sig i et bestemt årti, fra Gem of the Ocean (2003), hvor tiden er 1900erne, til Radio Golf (2005), som foregår i 1990erne. Wilson fik ideen og lagde sin plan i 1980erne, hvor nogle af værkets stærkeste stykker – Ma Rainey's Black Bottom, The Piano Lesson – blev til på ganske få år. Fences, som er henlagt til 1950ernes Pittsburgh, havde premiere i 1987 og modtog både en Pulitzer Prize og en Tony Award.

FLERE teatre har opført den samlede cyklus. Da Fences gik på Broadway i 2010, spillede Denzel Washington og Viola Davis hovedrollerne som Troy og Rose Maxon. Wilson skrev en filmudgave, men den blev aldrig produceret, fordi han insisterede på en afrikansk-amerikansk instruktør. Efter hans død kunne det lade sig gøre, da Hollywood-stjernen Denzel tog over.

   Fences tegner et varmt og alligevel tragisk portræt af renovationsarbejderen Troy Maxon. Han er på alder med århundredet og repræsentant for sin generation. Den unge mand ville spille professionel baseball. Han sad 15 år inde for manddrab. Han blev gift med den stoiske Rose og fik sønnerne Lyons (Russell Hornsby) og Cory (Jovan Adebo). Nu drømmer Cory om at spille college football. Troy gør alt for at afskrække ham.

   Det er solidt amerikansk teater af den klassiske skole, hvor en realistisk familieskildring får en allegorisk bund med symbolske motiver. Der er ikke gnist af ironi eller eksperimenter. Der er altid et ekko af Eugene O’Neill og Tennessee Williams. Fences er ofte en sort dramatikers sidestykke til  Arthur Millers Death of a Salesman (1949, da. En sælgers død).

DENZEL Washington har instrueret sig selv og Viola Davis. Filmen vil stilfærdigt lukke scenerummet op. De fleste situationer er henlagt til baghaven, hvor Troy endelig når til at sætte et hegn – også om sit hjerte – og i køkkenet i det lille hus, han har købt for sin brors krigserstatning.

   Korte glimt af gader og skiftende vejr gør underværker for oplevelsen. Danske Charlotte Bruus Christensen (Submarino, Far From the Madding Crowd, Molly's Game, A Quiet Place) har fotograferet, så det ligner 1957, skønt der ikke er brugt demonstrative markører. Hun gjorde det samme for periodens New York i Anton Corbijns LIFE (2015) om James Dean før berømmelsen. Filmen fik ikke dansk premiere, men det er sikkert dén, som Washington og produceren Scott Rudin har set.

   Teksten har meget på hjerte. Den handler også om klasse og race, men ser ikke racismen som noget systemisk. Tingene har ændret sig i Troys tid. Hegnet, han sætter mod verden, er mere en mur om ham selv. Det kunne lykkes for hans sønner, hvis han ikke modarbejdede dem. Lyons er musiker og beder sin far om at komme hen og høre ham. Troy afviser alle udstrakte hænder. Det skal være på hans måde eller slet ingen.

KARAKTEREN Troy er a man in full, og Washington leverer de store monologer om at spille baseball mod Døden med forventelig patos. Anslaget er vagt musealt, så de første akter føles som pligtstof. Det tegner alt i alt til at blive en lang dags rejse mod nat.

   Men fem kvarter inde i filmen går der alligevel hul. Det sker, da Troy fortæller Rose, at han skal være far til en anden kvindes barn. Han taler om at stå på det samme sted i 18 år. Hun svarer med en monolog om at stå der sammen med ham. Det kunne let være blevet ulidelig grådkvalt. I stedet følger tyve intense minutter, hvor vi ser og hører to mennesker.

FENCES er gammeldags på en god måde. Den har ikke det flydende præg og den filmiske sjæl, som Barry Jenkins' Moonlight (2016) – der kan siges at beskrive et afrikansk-amerikansk liv i samme ånd og på samme måde – er selve indbegrebet af. Men den har dybde, udsyn og social bevidsthed.

   Viola Davis fik en Oscar for rollen som Rose. Det er dog Denzel Washingtons film på alle måder. Han bærer virkelig rollen som Troy, der ved stykkets premiere i 1985 blev spillet af James Earl Jones.

   Her er skæmmende klicheer som Troys bror, Gabriel, et hjerneskadet orakel, og de O’Neillske konflikter mellem fædre og sønner. Der er også en sjældent fin skildring af venskabet mellem Troy og kollegaen Bono (Stephen McKinley Henderson).

TIDENS gang er smukt markeret, og da Troy til slut er alene med døden på kastetuen, bliver det for alvor en sanselig film. Fences er også en stor tekst om baseball som livsmetafor. Prøv at se den sammen med Barry Levinsons The Natural (1984, da. Den bedste), en miskendt filmatisering af Bernard Malamuds magiske roman, der gav Robert Redford lejlighed til at spille igennem. 

   I USA var Fences en kritisk succes, som solgte ganske mange billetter. Det kunne dog ikke friste danske distributører. Den fik derfor premiere som Månedens Film i Cinemateket. Det er i sagens natur ingen effektfilm, men den er værd at se og blive klogere af.

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Bush + Renz: Antebellum (2020). 

Fences. Instr.: Denzel Washington. Manus: August Wilson. Foto: Charlotte Bruus Christensen. 139 min. USA 2016. Dansk premiere: 03.08.2017.

Fotos: BRON Studios/ Scott Rudin Productions/ Paramount Pictures/ DFI Cinemateket/ CineMaterial/ MovieStillsDB/  Tom Sweeney - Minneapolis Star Tribune (August Wilson Portrait)  

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 04.05.2017 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.08.2017

Store instruktører: Mike Nichols 1931-2014

MENNESKER BLIVER SPIST

Mike Nichols 1931-2014

Af BO GREEN JENSEN

»This is Benjamin. He's a little worried about his future.«

   Mon ikke alle har set The Graduate (1967, da. Fagre voksne verden) på et tidspunkt? Mike Nichols’ pragtfulde tidehvervsfilm gav Dustin Hoffman stjernestatus og gjorde »Mrs. Robinson« til sindbilledet på en forførende mor. Filmen undsagde tidens materialisme, netop som ungdommen gjorde det samme. Den var en kæmpesucces verden over. Få film har i dén grad inkarneret et kulturelt øjeblik.

   Der er gået 54 år. Kun Dustin Hoffman lever endnu – og Paul Simon, som fyldte 80 den 13. oktober 2021.* Han skrev jo sangen, som satte det fast. Nichols fandt selv »The Sound of Silence«. Han hørte storbysalmen i sløjfe, mens han arbejdede med manuskriptet, som Buck Henry havde afleveret. Men »Mrs. Robinson« kom ud af tynd luft, siger Simon. Somme tider må man gå med de glimt.**

MIKE Nichols døde i 2014. Han blev 83 år. Nichols begyndte som skuespiller og lavede uforglemmelig, improviseret stand-up sammen med Elaine May. Det var i 50erne, som måske blev Nichols’ bedste tid. Herefter var han en kunstner, som ikke kunne vælge mellem film og teater.

   I sin biografi om Nichols fortæller Mike Harris, at instruktøren ofte citerede de første ord, der falder i The Graduate. Det er stewardessens stemme, som taler i flyet, hvor Benjamin sidder: »Ladies and gentlemen, we’re about to begin our descent into Los Angeles.« På engelsk betyder descent også »nedstigning«. Og Nichols tænkte på Dantes Inferno.

   For Nichols sagde linien alt om Hollywood. Han satte den forrest i filmen med vilje. Det var sjovt at besøge filmbyen, men vigtigt at rejse hjem næste dag. Han havde set så mange kunstnere gå til i det spraglede vildnis.

DERFOR afbrød Nichols i første omgang arbejdet med sin debutfilm, Who’s Afraid of Virginia Wolf?, da forproduktionen trak i langdrag. Det var i 1964. Studiet ville give ham en komedie med Doris Day og Rock Hudson. Nichols sagde fra og tog hjem for at iscenesætte Neil Simons The Odd Couple.

   I 1966 var han tilbage og instruerede filmen med Richard Burton og Elizabeth Taylor, som blev en stor succes. Nichols var konge af Broadway, men uhjælpeligt forelsket i film: »Jeg foretrækker film for noget andet. Film er det bedste, vi har. De er en del af alles erfaring – noget man har tilfælles med andre. Der er filminstruktører, jeg ikke kunne nå på en million år. Truffaut! Fellini! Det er et mysterium. De rækker altid ud efter noget nyt.«

DE første år sad Nichols i held og kunne kontrollere sin karriere. Han lavede to fejlfri værker efter The Graduate: den ganske vist udskældte filmatisering af Joseph Hellers Catch-22 (1970, da. Punkt 22), som fra starten var drømmeprojektet, og den skærende klare Carnal Knowledge (1971, da. Kødets lyst) med Jack Nicholson, Art Garfunkel, Ann-Margret og Candice Bergen. Sidstnævnte film er en mesterklasse i kynisk, bevægende sædeskildring.

VAR det blevet ved de titler, kunne man lykønske Nichols med at være den første, som vandt på point over filmbyen. Men stille og støt begyndte en lang mellemtid med kompromiser. Mennesker bliver spist, hedder en af Erik Clausens film. Mike Nichols ville nikke gen- og anerkendende til den titel.

   Nichols blev rig og fik råd til selv at producere, da Fagre voksne verden slog an. Hans producer, Lawrence Turman, havde købt rettighederne til romanen for en engangssum på 20.000 dollars. Studierne ville gerne distribuere, men turde ikke sætte penge i filmen. Det gjorde endelig fribytteren Joseph Levine. Nichols arbejdede for et symbolsk honorar – til gengæld modtog han 16,5 % af overskuddet. The Graduate blev et kulturfænomen, en af de mest kommercielle film nogensinde.***

DER er gode titler (Biloxi Blues, Postcards from the Edge, Closer) og store succeser (Silkwood, Heartburn, Working Girl) blandt de 19 film, som det blev til. Der er kostbare fejlskud som Wolf (1994) og Charlie Wilson’s War (2007). Helt for sig står Angels in America (2003), tv-miniserien efter Tony Kushners AIDS-requiem, som er et stort værk i sin egen ret. Men ingen blev skabt uden de kompromiser, som Nichols havde svoret at undgå.

   Da Wolf var i problemer, blev Elaine May hentet ind. Varulvefilmen med Jack Nicholson er en monstrøs, sexistisk farvelade, men den kunne have været værre endnu. May var persona non grata i filmbyen efter Ishtar (1987), det dyreste flop i mands minde. Hun arbejdede anonymt som script doctor, hurtigt og for en høj hyre. Siden ville Nichols bare arbejde sammen med hende igen.

DER er fantastiske scener i The Graduate: den første forførelse; Benjamin, der er overvældet af forældrenes vennekreds og står ret på bunden af svømmebassinet i fuldt frømandsudstyr; den euforiske slutning, da han saboterer Elaines bryllup, og parret kører væk i en bus, mens medpassagererne velsigner projektet. Borgerligheden begraves eftertrykkeligt.

   Mike Nichols tog en gennemsnitlig sædekomedie, som stod i stor gæld til eksemplet fra J.D. Salingers The Catcher in the Rye (1951, da. Forbandede ungdom; Griberen i rugen), og gjorde den til noget tidløst. Når alt er sagt, og stilen og filmsproget er beundret, er det ikke Benjamins undren og afvisning, der står tilbage. Det er vreden i Mrs. Robinson.

   Anne Bancroft (1931-2005) spiller rollen så stærkt. Hun kunne ikke finde det rigtige tonefald under prøverne. »Hvorfor er hun ikke sød?« spurgte Bancroft. »Det ved jeg ikke,« sagde Nichols, »men jeg kan fortælle dig, hvordan hun lyder«. Han lavede stemmen: »Benjamin, vil du køre mig hjem?« »Ah!« udbrød Bancroft. »Det dér er vrede. Den kan jeg arbejde med.«

*) Art Garfunkel (f. 1941) er her naturligvis også stadig. De gamle skolekammerater fra Queens College begyndte som Everly Brothers-kopien Tom & Jerry og blev til brandet Simon & Garfunkel, da Simon i 1965 kom hjem fra sit vandreår i Europa. Da Simon og Garfunkel gik fra hinanden i 1970, var reaktionen i tiden lige så stærk, som da The Beatles smeltede ned. Jeg fremhæver Simon, fordi det altid var ham, der skrev og iscenesatte Garfunkels angeliske kantorstemme. Garfunkel har lavet ti gode albums alene – Watermark (1977), Scissors Cut (1981) og Lefty (1988) er særligt vellykkede. Som skuespiller fik han sine store roller i Nichols' Carnal Knowledge og Nicolas Roegs Bad Timing (1980). Begge film handler om, hvordan kvinder bliver brugt og betragtet af mænd. De er mere end værd at se på med et kønspolitisk #MeToo-blik. Scenen i Carnal Knowledge, hvor Garfunkel og Jack Nicholson taler om kvinder, mens de betragter skøjteløberne på Wollman Rink i Rockefeller Center er noget af det klareste i 70ernes film – og en af de smukkeste scener i Nichols' samlede oeuvre.

   I den skarpere Bad Timing er Garfunkel perfekt castet som psykiateren, der misbruger den bedøvede/ døende/ døde Theresa Russell. Begge film deler en dekadent sexisme med selskabsscenerne i Stanley Kubricks Eyes Wide Shut (1999). Alle tre film er misogyne kronstykker, men hos Kubrick bliver kvinden (Nicole Kidman) ikke ofret, som Ann-Margret gør i Carnal Knowledge og som Russell bliver i Bad Timing.

   Garfunkel havde en sidste rolle som twisted læge i Boxing Helena (1993) af Jennifer Lynch. Han kom over en depression ved at gå fra kyst til kyst og skrev Across America (bog + dokumentar + turné). I 2017 udgav han erindringsbogen What Is It All But Luminous: Notes From An Underground Man (New York: Knopf Doubleday). Simon blev en af de vigtigste sangskrivere i sin generation, men Garfunkel er anden slags ener. Boxsættet The Singer (2013) samler 34 indspilninger, som Garfunkel gerne vil huskes for. Kompilationen streames bl.a. på Spotify.

**) »It's very pleasurable to write in a stream-of-consciousness style. You find that, very often, what's in your mind is relevant, although it doesn't seem so at the moment. So while I was writing I had no idea that I would say that, but I said 'Where have you gone, Joe Dimaggio? A nation turns its lonely eyes to you'. And then the next line I didn't have but I made it up and I put it in. Then I asked myself later what it meant. And I said: Well, it means something. It will mean something.« [Paul Simon til Dick Cavett 04.09.1970] 

   Baseballstjernen Joe DiMaggio (1914-1999) spillede centerfield for The New York Yankees i 13 år og var et ikon for Simons generation. Uden for sportskulturen er han først og fremmest husket for sit ægteskab med Marilyn Monroe. De blev gift i 1954 og skilt året efter, men DiMaggio forblev hengiven til sin død. Modsat Arthur Miller kom han til hendes begravelse.

   Dick Cavett spørger, hvordan Dimaggio kom ind i sangen. Simon fortæller, at sangen begyndte som semi-improviseret musik, der skulle ligge under the chase scene. Han brugte nogle linier fra en sang, han arbejdede på indimellem; egentlig fortsatte den: 'And here's to you, Mrs. Roosevelt.' Historisk set passer Eleanor Roosevelt bedre sammen med DiMaggio end Mrs. Robinson gør. Klippet ligger på YouTube med titlen »Paul Simon Deconstructs 'Mrs. Robinson'«

***) Alting er relativt. Nichols' »symbolske« honorar var på 150.000 dollars. Lawrence Turman fortæller [i AMC-dokumentarserien om Movies that Shook the World fra 2005], at han belånte sit liv for at rejse de første 1.000 dollars til optionen, før Joseph Levine var involveret. The Graduate solgte billetter for 60 mio. i sin første regnskabsperiode. 

The Graduate (Fagre voksne verden). Instr.: Mike Nichols. Manus: Calder Willingham, Buck Henry. Foto: Robert Surtees. 106 min. USA 1967. Dansk premiere: 09.09.1968. Repremiere i iMax-sale: 23.09.2021.

Mark Harris: Mike Nichols. A Life. 674 s. New York: Penguin Press, 2021.

Fotos: Lawrence Turman Productions/ Metro-Goldwyn-Mayer Studios/ StudioCanal/ Amazon MGM Studios/ Penguin Press/ CineMaterial/ FilmAffinity/ FilmGrab/ Festival de Cannes/ YouTube (trailers + Dick Cavett Show clip)

The Graduate streames på Apple TV, MUBI, Rakuten TV, YouTube Film 

2K Blu-ray fra StudioCanal [50th Anniversary Edition] 14.08.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 24.09.2021