Oprindelsen| Rise of the Planet of the Apes (2011) [Sci-Fi 100]

ABERNES VERDEN
Den bedste gentænkning af fablen begynder

Af BO GREEN JENSEN

AUGUST 2011: UMIDDELBART virker det overflødigt at lave en film, som fortæller prologen til Abernes planet. Sidst nogen havde fat i den mørke fremtidfabel, var da Tim Burton gav sit miskendte bud på grundhistorien i Planet of the Apes (2001).

   Hos Burton var præmissen fra Franklin J. Schaffners oprindelige film flyttet til en anden planet, og astronauterne fra Jorden kunne midtvejs erfare, at der havde været mennesker på Calima, hvor aberne levede strengt og feudalt. I vraget af rumskibet Oberon stod der CAUTION LIVE ANIMALS. Ellers var tråden til den første Planet of the Apes (1968) lige så tynd, som Schaffners havde været til Pierre Boulles roman fra 1963.

RUPERT Wyatts nye film lader i det mindste chimpansen Ceasar pille ved en legetøjsfigur af Frihedsgudinden, mens han endnu er unge og vokser op i huset hos neorobiologen Will Rodman (James Franco), der på vegne af medicinalfirmaet Gen-Sys prøver at finde en kur mod Alzheimers. Gen-Sys vil tjene penge. Will vil hente sin far (John Lithgow) tilbage fra skyggelandet, der æder lidt mere af ham hver dag.

   Will og hans team sprøjter et virus ind i abernes hjerne. Der er en nogenlunde plausibel forklaring på, hvordan stoffet får organismen til at erstatte døde hjerneceller og fylde op for resten med stærkere celler, der giver aberne grønne pletter i iris. Ceasars mor går amok under demonstrationen, som skal overbevise bestyrelsen. Menneskene tror, hun er sindssyg. Dog vil hun bare beskytte sin ufødte unge.

CAESAR er superintelligent og lærer naturen at kende i Redwood Forest sammen med Will og hans far, der kureres for en tid. Men meget går galt, og Caesar stiller de samme spørgsmål til sin »Far«, som Frankensteins Uhyre i sin tid stillede sin skaber i Mary Shelleys roman.

   Efter flere episoder bliver Ceasar spærret inde på en facilitetet, hvor han skal begå sig blandt andre dyr. Han vælger endelig abernes side, og filmen kan slutte i et imponerende slag mellem arterne, der bekæmper hinanden på Golden Gate Bridge.

ANDY Serkis, som lagde krop til Gollum i Ringenes Herre, giver Ceasar karakter og gribende abelighed. Den åbne slutning viser, hvordan den aggressive virus, som over tid er farlig for mennesker, spredes til resten af verden. Med god vilje kan man forestille sig, at det hele ad åre vil ende på stranden ved New York City, hvor Charlton Heston finder den kæntrede Frihedsgudinde i slutningen af moderhistorien. De fire mellemliggende film, tv-serien osv., er der næppe mange, som husker i dag.

SÅ man skal aldrig sige aldrig. Oprindelsen er en tænksom effektfilm, der gør sig store tanker om arternes fremtid og sameksistens. Og det er interessant at se, hvordan skiftende tider belyser tematikken i Boulles ret neutrale fiktion.

   I 1960erne måtte abernes verden være resultat af en atomkrig. I de følgende film var man optaget af 70ernes sociale tendenser. Tim Burtons film fra 2001 sætter fokus på etnisk udrensning, som var aktuel efter 90ernes krige i Balkan-regionen. I 2011 er der fokus på genetik og økologi. Den indre fjende er Alzheimers.

   Det begynder og ender dog i en verden, hvor der er byttet om på forholdet mellem mennesker og aber. For Boulle var det vigtigst at undersøge, hvor arbitrær og indbildsk den ligning er, og kritisere vor biologiske arrogance. Præmissen har vist sig forbløffende slidstærk.

Se også To versioner: Planet of the Apes (1968/2001) [Bogen og filmen]; Revolutionen | Dawn of the Planet of the Apes (2014) [Sci-Fi 100]; Medskabninger | James Marsh: Project NIM (2011).

Rise of the Planet of the Apes (Abernes Planet: Oprindelsen). Instr.: Rupert Wyatt. Manus: Rick Jaffa og Amanda Silver. Foto: Andrew Lesnie. 106 min. USA -UK 2011. Dansk premiere: 04.08.2011.

Fotos: 20th Century Fox Home Entertainment/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 03.07.2017
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.08.2011

Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]

FORKLARINGEN PÅ LIVET

Ridley Scott slipper aldrig Alien-serien

Af BO GREEN JENSEN

RIDLEY Scotts rumgyser Alien – den 8. passager (1979) bliver lidt mere klassisk for hvert år. Det var instruktørens anden spillefilm og hans første amerikanske opgave. Scott kom til faget efter ti år med tv og reklame. Han debuterede ultrastilfuldt med Duellanterne (1977), en Joseph Conrad-fortælling fra Napoleonskrigenes tid, og han var sulten efter at skabe Stor Filmkunst.

   Efter sigende kastede han Dan O’Bannons manuskript til Alien fra sig med en foragtelig gestus og sagde til sin kone, at Hollywood spildte hans tid. Eller også gælder anekdoten projektet efter Alien, den endnu mere nyskabende og slidstærke Blade Runner (1982). Under alle omstændigheder var Someone to Watch over Me (1987) – en kærlighedsthriller i The Bodyguard-genren – det første amerikanske projekt, som Scott selv var entusiastisk omkring.

    

TIDEN er gået, og den flittige kæmpe har instrueret 25 film, næsten alle i episk format og ofte med en vis succes. For nu at nævne en håndfuld: Thelma & Louise (1991), Gladiator (2000), Black Hawk Down (2001), American Gangster (2007) og The Counselor (2013), som Cormac McCarthy skrev manuskript til. Alligevel er det de to sci-fi film fra begyndelsen, som han bliver ved at vende tilbage til, og som publikum aldrig har sluppet.

   Scott har klippet Blade Runner om flere gange og ajourført den med nye teknikker. Alien holdt han afstand til, mens Fox-studiet lod serien om facehuggers og chestbusters fortsætte i andres regi.

   I James Camerons Aliens (1986) var passageren ganget med 1000. David Finchers Alien 3 (1992) trak et filter af myte over motiverne fra de første film. Endelig overdrev Jean-Pierre Jeunets Alien: Resurrection (1997) så markant, at Sigourney Weaver sagde nej til at spille Ripley igen.

   Scott var tilbage med eftertryk i 2012, da Prometheus fik premiere som den første af tre planlagte film, der foregår før Alien. Da Neill Blomkamp (District 9) annoncerede, at han var undervejs med en Alien 5, som Sigourney Weaver havde sagt ja til at medvirke i, blev projektet annekteret og lukket ned.

I DEN rodede og ret skuffende Prometheus så man gudelignende væsener (Engineers bliver de kaldt i fan-universet) skabe mørkt liv på en ung planet, og man fulgte besætningen fra Prometheus, der nødlandede på en planet med jordisk atmosfære. Store stenansigter og en sunken stad markerede en svunden civilisation. Kun arkæologen dr. Elizabeth Shaw (Noomi Rapace) og (rester af) androiden David 8 (Michael Fassbender) overlevede ekspeditionen, der var finansieret af The Weyland Corporation.

   Prologen til Covenant skildrer den første samtale mellem Peter Weyland (Guy Pearce) og David, der kalder hinanden Far og Søn. Afgørende for hele historien er, at Weyland skabte de første versioner af David – som tager sit navn efter Michelangelos skulptur – i sit eget megalomane mogulbillede.

ELLEVE år efter er fartøjet Covenant undervejs med 2000 kolonister og en besætning på 15 ombord. Rejsen tager syv år, og alle sover hypersøvn. Kun androiden Walter er vågen. Walter er en senere, tilrettet udgave af den syntetiske David. Også han bliver spillet af Michael Fassbender.

   Det bliver af flere grunde nødvendigt at vælge en anden planet – dén som Prometheus landede på. Her venter en skabelsesmyte, der blander motiver fra Mary Shelleys Frankenstein med Shakespeares Stormen og H.G. Wells’ fortælling om de ulykkelige eksperimenter på Dr. Moreaus ø.

   Der venter naturligvis også flokke af xenomorfer i alle udviklingsstadier. Legendariske H.R. Giger designede den første falliske alien – som faktisk var en hun - og det er stadig hans skabelon, der bliver brugt.*

   Fortællingen hænger sammen uden at være skelsættende stor. Publikum skal gyse over slutbilledet – to ekstra kapsler føjes til summen af sovende fostre, og skaberen smiler livsaligt - men det er svært at være euforisk. Det er til gengæld let at beundre teknikken, som instruktøren altid har mestret.

GRUNDLÆGGENDE er problemet, at de nye film – som interesserer sig for ontologiske spørgsmål – bliver koblet på den første historie. I den gamle film var der simpelt hen en fremmed livsform, som ved et tilfælde blev samlet op af et ramponeret jordisk handelsfartøj. Det var en intens og realistisk præmis, som de følgende sequels og prequels egentlig bare har undermineret.

   Det er med Covenant, som det var med Prometheus. Det er solide film, som ville være tilfredsstillende, hvis de ikke skulle være »forklaringen« på livets historie. På paradoksal vis var der mange flere perspektiver i Alien, som bare skulle være en gyser, end i Covenant, som længe havde arbejdstitlen Paradise Lost. Jo større det bliver, jo mindre virkningsfuldt er det. Det er desværre et forhold, som gælder for en god del af Sir Ridleys produktion.

MÅSKE var det ikke så skævt, at Scott overlod instruktionen af Blade Runner 2049 til Denis Villeneuve (Arrival). Allerbedst ville det være, om Alien og Blade Runner kunne få lov at stå alene. For mig er Scott mest interessant, når han fortæller om historiske emner, der faktisk interesserer ham. Som i Kingdom of Heaven (2005) og Robin Hood (2010). The Martian (2015) var i øvrigt en anden slags virkelig vellykket sci-fi.

   Ånden i de nye Alien-film er, hvad man kalder studentikos. Det er sådan set godt gået af en 79-årig instruktør. Scott har mindst en prequel mere i ærmet. Jeg kan sagtens vente lidt med at se den.

I august 2024 er der premiere på Alien: Romulus, instrueret af Fede Alvarez, som har skrevet manus sammen med Rodo Sayagues. 20th Century Studios har produceret på vegne af Walt Disney Studios Motion Pictures, som streamer, distribuerer og ejer alle IP-rettigheder i det kendte og ukendte univers. Scott er krediteret som producer. Kronologisk ligger historien mellem Alien og Aliens. Cailee Spaeny er for Romulus, hvad Sigourney Weaver var for de tidlige titler. Film nr. 7 bliver næppe den sidste.   

Se også Blade Runner – The Final Cut (1982-2007); Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005); Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: Prometheus (2005) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: American Gangster (2007); Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; All the Money in the World (2017) [Christopher Plummer 1929-2021]; Ridley Scott: The Last Duel (2021); Ridley Scott: House of Gucci (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

*) Hans Rudolf Giger (1940-2014) skabte den første alien. Det udførlige artwork er udstillet på H.R. Giger Museum, som fylder hele Château St. Germaine i kunsterens schweiziske hjemby, Gruyéres. Giger skærer et bredt spor op gennem popkulturen fra begyndelsen af 1970erne. Han studerede indretningsarkitektur og industridesign på Kunsthåndværkerskolen, før han blev ansat hos møbeldesigneren Andreas Christen i Zürich. Hans første tegninger blev trykt i schweiziske undergrundsmagasiner og H.P. Lovecraft-fanzinet The Cthulhu News. Det tidligste værk, man stadig ser gengivet, er serien 'Atomic Kids' fra 1962-63.

   Giger var fra begyndelsen interesseret i sammensmeltningen af menneske og maskine. Hans 'bio-mekaniske' kunst fik retning for alvor, da han opdagede airbrush-teknikken i 1972. Flere malerier blev masseproduceret i plakatform (der hang én på væggen i mit teenageværelse i Kastrup, hvor også Salvador Dalis fikserbillede af svaner og elefanthoveder, der spejler sig i hinanden, konkurrerede med helteportrætter af Jim Morrison og Che Guevara – det var ømt). Det var formentlig ad den den vej, at han kom til at designe coveret til albummet Brain Salad Surgery med progrock-supergruppen Emerson, Lake and Palmer. Det gjorde underværker for udbredelsen. ELP var kæmpestore i 1973.

   Giger designede siden LP-omslag og hele koncepter/kampagner for bl.a. Magma, Debbie Harry, Dead Kennedys og en lang række tyske heavy- og death metal-bands.
   Hans første filmarbejde var Swiss Made 2069 (1968), som han designede og instruerede sammen med Fredi M. Murer. Herpå blev Giger kontaktet af den argentinske film- og tegneserieskaber Alejandro Jodorowsky. Det er Gigers konceptuelle illustrationer og storyboards, der gør indtryk i den legendariske hvidbog til Jodorowskys aldrig realiserede filmatisering af Frank Herberts Dune.
   Giger var i flere omgange tilknyttet Alien-serien og fungerede som scenograf på Alien 3 i 1992. Hans tidlige kærlighed til H.P. Lovecraft blev uddybet i filmen Giger's Necronomicon (1975) og billedværkerne Necromicon (1977) og Necronomicon 2 (1985). Alt ved Giger er glinsende mørke koncepter, som udtrykker en post- og næsten inhuman livsfilosofi. I den japanske manga- og anime-kultur har man ligefrem begrebet 'Gigeresque'.
   Gennem hele sin karriere var Giger samtidig en efterspurgt møbel- og smykkedesigner. 'Han var en stor inspirationskilde for tatovører og fetischister,' står der i Wikipedia-opslaget. Jeg synes, at hans stærke signaturstil blev fortyndet i takt med den kommercielle disneyficering, som kulminerede med indvielsen af H.R. Giger Museum i 1998. Når det er sagt, skal det også siges, at især Gigers skulpturelle værker bevarer deres fascinationskraft.
   Hans mærkelige livsbane er skildret af Belinda Sallin i dokumentaren Dark Star: H.R. Gigers World (2014). Asteroiden 109712 Giger bærer hans navn. Museet lever videre med kunstnerens anden hustru, Carmen Maria Scheifele Giger, som direktør.

Alien: Covenant. Instr.: Ridley Scott. Manus: John Logan, Dante Harper. Foto: Dariusz Wolski. 122 min. UK-USA 2017. Dansk premiere: 17.05.2017.

Fotos: 20th Century Studios/ Scott Free Productions/ Dune Entertainment/ Brandywine Productions/ SF Studios/  CineMaterial/ MoviestillsDB/ H.R. Giger Museum/ YouTube [trailer + clip]/ Walt Disney Studios Motion Pictures

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 15.08.2017

Første udgave af  anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.05.2017.

Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]

I BEGYNDELSEN

En prequel til Alien-tetralogien

Af BO GREEN JENSEN

HVIS man så denne film uden særlig forventning, kunne man være udmærket tilfreds. Her er tale om en velsmurt thriller fra scifi-genrens mere fabulerende terræn. Det er tydeligt, at den vil noget særligt. Problemet med Prometheus er, for det første, at premieren markerer kulminationen på en af de største lanceringskampagner i nyere tid. For det andet, at det gælder en prequel til et af genrens rare klenodier, Ridley Scotts stadig effektive Alien (1979, da. Alien – den 8. passager). Kun instruktørens følgende film, den dystopiske Blade Runner fra 1982, har en lignende status.

   Ydermere må Prometheus forholde sig til de aldrig helt håbløse tilføjelser i Alien-serien. I James Camerons muskuløse Aliens (1986) var passageren ganget med 1000. David Finchers stilfulde Alien3 (1992) trak et filter af myte over motiverne fra de første film. Jean-Pierre Jeunets Alien: Resurrection (1997) løb derimod sur i tematik og figurer. I periferien findes spin-offs som Paul W.S. Andersons Alien vs. Predator (2004) og Alien vs. Predator – Requiem (2007), der var baseret på et PC-spil.

NU er serien igen ved begyndelsen, som en ouroboros-slange, der æder sig selv. Vist kan Prometheus ikke benytte Sigourney Weavers navnkundige Ripley-figur, der som gennemgående faktor har været en benhård Madonna-i-verdensrummet. Til gengæld kan forhistorien bruge ny CGI-teknik og trække på en færdigbagt mytologi. Det er i håbet om stor science fiction, at man sætter sig foran Prometheus, som oven i købet er skudt i 3D. I rummet kan ingen høre dig skrige. Det gælder nu som i 1979, da Michael Fassbender var en purk på to år, og Noomi Rapace end ikke var født.

FASSBENDER har rollen som David, en genetisk forædlet androide, der minder tilskueren om andre tjenende ånder i rummet, fra computeren Hal i 2001 til Ian Holms Ash-figur i den første Alien. Rapace er arkæologen, der har fundet et fast stjernemønster i forhistoriske vægmalerier, på Jorden såvel som i himlen. På vegne af The Weyland Corporation sætter skibet Prometheus ud på en rejse, der skal give ejeren svar på tre spørgsmål: Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen?

PÅ en fjern planet står et gigantisk stenhoved. Der løber hologrammer af døende væsener omkring i systemet, en nedsænket labyrintisk struktur, som viser sig at være et begravet rumfartøj. Man kan ånde under jorden, og væggene er af levende sten. Der er en god chance for at få fremmed DNA med tilbage. Alligevel fremturer forskerne. David har fordrevet rejsetiden med at se Lawrence of Arabia og lære uddøde indiske sprog. Snart får flere sort blod i kroppen. Parasitter pibler frem.

I PROLOGEN ser man en gud bukke under. I epilogen forstår man, hvor Alien begynder. Jeg skal ikke ødelægge de overraskelser, som filmen er overfyldt med. Effekterne er flotte. Imidlertid lider Prometheus af en frygt for at kede, som får skaberne til at gå over stregen. Der er alt for mange temaer. I den første Alien var der suspense. Det har den femte for travlt til at kunne præstere.

Se også Blade Runner – The Final Cut (1982/2007); Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005); Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: American Gangster (2007); Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; All the Money in the World (2017) [Christopher Plummer 1929-2021]; Ridley Scott: The Last Duel (2021); Ridley Scott: House of Gucci (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

Prometheus. Instr.: Ridley Scott. Manus: John Spaihts, Damon Lindelof. Foto: Dariusz Wolski. 124 min. USA 2012. Dansk premiere: 31.05.2012

Fotos: 20th Century Fox/ Scott Free Productions/ Dune Entertainment/ Brandywine Productions/ SF Studios/ CineMaterial/ MoviestillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime

Filmen er kommet på Blu-ray (2012) og 4K UHD (2017) fra 20th Century Fox

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.06.2012