Abort på film | Call Jane (2022) [Kvindernes kampdag 2023]

I VORES TID
Før og efter Roe vs. Wade

Af BO GREEN JENSEN

ET lysægte øjebliksbillede af, hvor svært det var for amerikanske kvinder at få foretaget en abort, før højesteret legaliserede indgrebet i sin historiske Roe vs. Wade-dom fra 1973. Efter 1967 og The Summer of Love fulgte et voldsomt og volatilt år. King og Kennedy blev myrdet. Demokraternes partikonvent udartede i Chicago. De store byer brændte i sommeren 1968.

   Joy (Elizabeth Banks) mærker intensiteten, da hun og ægtefællen Will (Chris Messina) er gæster ved en reception. I prologen til Call Jane trækker hun frisk luft, da demonstranterne råber: »The whole world is watching!« Studenter får tæsk af unge betjente. Joy og Will har teenagedatteren Charlotte (Grace Edwards). Hun kunne være blandt demonstranterne. Det mener Will nu ikke. »Hvorfor ikke?« »Fordi hun er vores datter,« siger han.

SENERE redigerer hun talen, som Will skal holde næste dag. De mødtes på jurastudiet, og Joy ved lige så meget om advokatfaget. Kvinden går hjemme, mens manden arbejder. Det er bare sådan, det er. Hun har aldrig været utilfreds. Men selv i forstæderne er en forandring på vej. Joy og naboen Lana (Kate Mara) læser Diary of a Mad Housewife (1967). Mens maden simrer, danser Joy til The Velvet Underground-albummet White Light, White Heat, som var nyt i 1968. Det er ærlig talt ikke sandsynligt, at Charlotte ville købe den plade. Men »Sister Ray« er effektiv anti-hippie-musik, og lige hér fungerer bedraget.

SAGEN er, at Joy og Will venter en efternøler. Familien glæder sig til at blive fire. Hun er ikke en typisk abortsøger, men da Joy falder om med en livstruende hjerte/lunge-tilstand, er hun lige så håbløst stillet. Hun og Will er med til bestyrelsesmødet på hospitalet, hvor kæderygende læger siger nej til at foretage en abort. Hun søger illegal bistand. Efter et skræmmende besøg i Wicker Park, ser hun en flyer ved busstoppestedet. Det er da, at hun ringer til Virginia (Sigourney Weaver) og de øvrige kvinder fra netværket Jane.

JANE Kollektivet fandtes og var aktivt fra 1970 til Roe vs. Wade-dommen. Grundlæggeren Heather Booth formidlede kontakten til læger, som foretog indgrebet for store summer. En blandet kreds engagerede sig. Nogle havde privilegerede liv. Andre kom fra udsatte grupper. Alle fandt et helle og en ny kønsbevidsthed i organisationen.

   Joy fortæller Will og Charlotte, at hun begyndte at bløde efter et fald. Phyllis Nagy viser os trappen, hvor Joy overvejer at springe. Call Jane er måske nok en glansløs rekonstruktion, der navigerer på tv-niveau. Men filmen er god til at skildre Joys forskudte, forvrængede synsvinkel. Nagy har sans for at se mere end klicheer. Der er ingen sentimental nostalgi.

JOY kan tale med de skrækslagne kvinder. Hun kan ikke sige nej, når Virginia ringer. Hun studerer teknikken, som aspiranten Dean (Cory Michael Smith) benytter. Hun presser ham til at lære fra sig. Så kan kollektivet arbejde helt uafhængigt. Joy får svært ved at engagere sig hjemme. Det er klart, at der venter en større afregning.

   Det er godt at se Sigourney Weaver i en rigtig hovedrolle, men det er Banks, som sætter fortællingen fast. Call Jane supplerer tre andre film, som man skal se, hvis man drøfter abort: Mike Leighs empatiske Vera Drake (2004), Cristian Mungius skræmmende 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007) og Audrey Diwans filmatisering af Annie Ernaux’ L'événement (2021, da. Hændelsen), som kaster det samme kølige blik.

DER er ingenting at sige tak for. Nancy Sinatra synger »In Our Time«, og også denne film bruger musikken fra Hair. Det var sådan, det var; det er sådan, det er. Call Jane er både en brugsfilm og en revisionistisk kritik af Mad Men-epoken. Vi troede, at alting blev bedre med tiden. Nu bliver fremskridtet rullet tilbage. Call Jane er et godt og stærkt vidnesbyrd.

Se også Abort på film | Mike Leigh: Vera Drake (2004); Abort på film | Cristian Mungiu: 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007); Abort på film | L'événement/ The Happening/ Hændelsen (2021).

Se også The Hours (2002) [Kvindernes internationale kampdag 2020]; Suffragette (2015) [Kvindernes internationale kampdag 2021]; Céline Sciamma: Girlhood (2014) [International Women's Day 2022].

Call Jane. Instr.: Phyllis Nagy. Manus: Hayley Schore, Roshan Sethi. Foto: Greta Zozula. 121 min. USA 2022. Dansk premiere: 10.11.2022.

Fotos: Ingenious Media/ RB Entertainment/ Redline Entertainment/ Our Turn Productions/ FirstGen Content/ LB Entertainment/ Synthetic Cinema International/ Unburdened Entertainment/ UIP/Mis.Label/ Roadside Flix (YouTube trailer)/  Wikipedia [WomenArtistsUpdate: October 2021 Women's March in Washington]

Filmen streames på Apple TV+, Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 10.11.2022 [ikke bragt i den trykte udgave]

Philippe Falardeau: My Salinger Year (2020)

EN TROLD I SIT TÅRN
Med Salinger et sted i baggrunden

Af BO GREEN JENSEN

IKKE mange nulevende litterater kan sige, at de har mødt Jerome David Salinger (1919-2010). Den sagnomspundne forfatter til The Catcher in the Rye (1951, da. Forbandede ungdom eller Griberen i rugen) trak sig tilbage til huset i Cornish, New Hampshire, da det blev ulideligt for ham at være i fokus. Her indhegnede han sit komplekse privatliv med både en mur og en høj tjørnehæk.

   Mysteriet blev mere interessant, fordi Salinger skrev hver eneste dag. Han ville bare ikke vise teksterne frem. I 1965 brød han forsøgsvis sin tavshed og lod magasinet The New Yorker bringe novellen »Hapworth 16, 1924«. Den sidste tekst om Seymour Glass var det første nye fra Salingers hånd i seks år. Den blev ivrigt læst og grundigt forkastet. Kritikerstanden var såret og vred.

   Herefter fulgte 50 år med tavshed. Hvis nogen ville skrive om forfatteren, blev de afvist. Der var naturligvis ikke ét interview. Kun Thomas Pynchon og Harper Lee har på samme måde vendt ryggen til verden. Men Lee holdt stort op med at skrive, og Pynchon publicerer ganske flittigt. Blot lader han teksterne tale alene.

DER kom intet nyt fra Salinger, som fik nedlagt fogedforbud og stævnede alle i sigte, hver gang nogen forsøgte at skrive om livet i Cornish. Englænderen Ian Hamilton brugte fire år på at skrive J.D. Salinger: A Writing Life. Salinger trak ham i retten, og Hamilton måtte nøjes med at skrive en bog om processen. In Search of J.D. Salinger (1988) konsoliderede billedet af en trold i sit tårn.*

   Det var ikke muligt at møde legenden. Det lykkedes kun for to, han var tæt på. Joyce Maynard var 19 år, da hun havde et forhold til den 53-årige forfatter. Hun skrev om det i erindringsbogen At Home in the World (1999). Teksten er venlig og kærlig. Salinger gjorde heller ikke indsigelser, da hans datter, Margaret A. Salinger, fik udgivet Dream Catcher: A Memoir i 2000. Her er han slet ikke trolden i tårnet. Blot en urimelig mand med dæmoner.

JOANNA Rakoff var 23 år, da hun ankom til Manhattan i 1996. Hun ville arbejde med litteratur og bankede på alle vegne. Endelig blev hun ansat hos Harold Ober Associates, et traditionsrigt agentur, der havde betjent bl.a. F. Scott Fitzgerald.

   Her fik hun for det første en diktatorisk kvindelig chef, »Margaret«, der var som en blanding af Anna Wintour fra Vogue og Cruella De Vil. For det andet blev hun sat til at besvare de fanbreve, som hver dag kom til stjerneklienten: J.D. Salinger.

   Rakoff traf kun Salinger enkelte gange, men de talte næsten dagligt i telefonen. Hun havde tænkt på hans bøger som noget fra en anden tid. Hun havde ikke læst The Catcher in the Rye. Nu slugte hun samtlige tekster fra det indviklede, autofiktive univers, som teksterne om familien Glass udgør. Hvordan kunne hun ellers besvare de breve med andet end floskler?

   Imens fandt hun sig selv som ung kvinde i byen og begyndte at skrive på sin roman, A Fortunate Age, der udkom i 2010. Samme år døde Salinger. Rakoff siger, at hun følte »a genuine grief«. Hun skrev en lille erindring til Slate Magazine. Sådan begyndte arbejdet med bogen, der handler om Rakoffs første år i New York – ikke om J.D. Salinger, som kommer og går i baggrunden.

DU vil sikkert se My Salinger Year beskrevet som en Hollywood-film. Det er let at få det indtryk, for Joannas chef (som i virkeligheden – vist nok – var Phyllis Westberg) bliver spillet af Sigourney Weaver i fuld kejserindemanér. Det ligger lige for at sammenligne relationen mellem uskyld og erfaring med plottet i David Frankls The Devil Wears Prada (2006), som virkelig var en halvskarp Hollywood-film.

   Imidlertid er det anden slags film. Der er færre penge og mere famlen, men også en lydhørhed i skildringen af perioden, som er decideret uamerikansk. Philippe Falardeau (f. 1968) er canadisk. Han fik også i Danmark et stort publikum, da han instruerede Monsieur Lazhar i 2011. Det var en filmatisering af et skuespil om en gæstelærer fra Algeriet, der bringer nye kvaliteter til skolen i Montreal.

   My Salinger Year er en lille, canadisk-irsk koproduktion, som drømmer om at fastholde tiden. Den tid er ikke 1990rne, men 50rne, hvor både agenten og Salinger har deres rødder. Hvis My Salinger Year ligner andre litterære film, er det James Schamus’ stilfærdige fortolkning af Philip Roths Indignation (2016).

AGENTEN Margaret hader alt ved det moderne. Salinger optræder knap nok i filmen, men han kaster sin skygge. Tim Post spiller trolden, som faktisk er sød på en fjern, distræt måde, da han har vænnet sig til Joannas stemme. I en enkelt scene skal han drikke te med en uafhængig forlægger, som agenten ser ned på med dryppende galde og stor bekymring.

   Margaret frygter hele tiden, at Salinger vil forære noget væk. Hun driver bureauet som en stram tidsmaskine og ejer ikke gehør. Judy Blume er en af de forfattere, som tager sit gode tøj og går. Margaret ænser det næppe. Vi ser Salinger slentre over græsset og smådanse, mens han næsten hører efter, hvad Joanna siger på lydsporet. Han er skildret meget elskeligt, men er i bund og grund en biperson.

FILMENS problem er, at alle forventer en skildring af fabelvæsenet. My Salinger Year var åbningsfilm på Berlinalen i 2020, og der var stort set ingen, som modtog den venligt. Det havde intet at gøre med samspillet mellem Margaret Qualley og Sigourney Weaver, der begge er gode i de to hovedroller. Det skyldtes simpelt hen skuffelsen over ikke at se mere til uhyret Salinger. I England har man taget konsekvensen og ændret titlen til My New York Year.

   Som et værk om at være en ung kvinde på vej ligner filmen både Julie Taymors The Glorias (om Gloria Steinems lærlingetid), en fragmenteret biopic fra 2020, og Siri Hustvedts fortryllende Memories of the Future, en autofiktiv erindringsbog fra 2019, som nogen forhåbentlig filmatiserer.

DER er stadig en stærk aura omkring Salinger. I begyndelsen var han ikke en sær eneboer, men legenden har druknet gennembrudstiden. For eksempel var »Sonny« engang en ung løve, der datede Oona O’Neill og fik sit hjerte knust, da hun giftede sig med Charlie Chaplin.

   I 2021 udkom romanen Sergeant Salinger, hvor Jerome Charyn skildrer den unge mands Stillehavskrig. Der er også et par biopics, som bruger titlen på hans hovedværk. Chris Cooper spiller Salinger i James Steven Sadwiths Coming Through the Rye (2015). Nicholas Hoult spiller manden, som var Holden Caulfield, i sin egen Rebel in the Rye fra 2017.

   Biografierne bliver skrevet henad vejen. Den første, Kenneth Slawenskis A Life, udkom prompte i 2010. De bedste film er Wes Andersons The Royal Tenenbaums (2001) og The Darjeeling Limited (2007). De handler ganske vist om andre familier, men det er Seymours klan op ad dage.

   Salinger opfandt den stemme, som unge har talt med i litteraturen de sidste 70 år. Den er svær at overdøve, fordi den siger sandheden. Det lykkes heller ikke for Joanna Rakoff og Philippe Falardeau. Til gengæld skaber de noget andet: en smuk, stille film om et stort læreår.

*) For Ian Hamilton blev oplevelsen så lærerig, at han skrev en hel bog om tovtrækkeriet mellem biografiforfattere og litterære eksekutorer. Keepers of the Flame: Literary Estates and the Rise of Biography (1992) begynder med John Donne og William Shakespeare og slutter med Sylvia Plath og Philip Larkin.  

My Salinger Year. Instr. og manus: Philippe Falardeau. Foto: Sara Mishara. Canada-Irland 2020. Dansk premiere: 01.97.2021.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ micro-scope/ Parallel Film Productions/ IFC Films/ Another World Entertainment/  William Heinemann Ltd./ Scribner (Simon and Schuster)/ Washington Square Press/ Random House/ Penguin/ Google Images

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.07.2021

Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]

FORKLARINGEN PÅ LIVET

Ridley Scott slipper aldrig Alien-serien

Af BO GREEN JENSEN

RIDLEY Scotts rumgyser Alien – den 8. passager (1979) bliver lidt mere klassisk for hvert år. Det var instruktørens anden spillefilm og hans første amerikanske opgave. Scott kom til faget efter ti år med tv og reklame. Han debuterede ultrastilfuldt med Duellanterne (1977), en Joseph Conrad-fortælling fra Napoleonskrigenes tid, og han var sulten efter at skabe Stor Filmkunst.

   Efter sigende kastede han Dan O’Bannons manuskript til Alien fra sig med en foragtelig gestus og sagde til sin kone, at Hollywood spildte hans tid. Eller også gælder anekdoten projektet efter Alien, den endnu mere nyskabende og slidstærke Blade Runner (1982). Under alle omstændigheder var Someone to Watch over Me (1987) – en kærlighedsthriller i The Bodyguard-genren – det første amerikanske projekt, som Scott selv var entusiastisk omkring.

    

TIDEN er gået, og den flittige kæmpe har instrueret 25 film, næsten alle i episk format og ofte med en vis succes. For nu at nævne en håndfuld: Thelma & Louise (1991), Gladiator (2000), Black Hawk Down (2001), American Gangster (2007) og The Counselor (2013), som Cormac McCarthy skrev manuskript til. Alligevel er det de to sci-fi film fra begyndelsen, som han bliver ved at vende tilbage til, og som publikum aldrig har sluppet.

   Scott har klippet Blade Runner om flere gange og ajourført den med nye teknikker. Alien holdt han afstand til, mens Fox-studiet lod serien om facehuggers og chestbusters fortsætte i andres regi.

   I James Camerons Aliens (1986) var passageren ganget med 1000. David Finchers Alien 3 (1992) trak et filter af myte over motiverne fra de første film. Endelig overdrev Jean-Pierre Jeunets Alien: Resurrection (1997) så markant, at Sigourney Weaver sagde nej til at spille Ripley igen.

   Scott var tilbage med eftertryk i 2012, da Prometheus fik premiere som den første af tre planlagte film, der foregår før Alien. Da Neill Blomkamp (District 9) annoncerede, at han var undervejs med en Alien 5, som Sigourney Weaver havde sagt ja til at medvirke i, blev projektet annekteret og lukket ned.

I DEN rodede og ret skuffende Prometheus så man gudelignende væsener (Engineers bliver de kaldt i fan-universet) skabe mørkt liv på en ung planet, og man fulgte besætningen fra Prometheus, der nødlandede på en planet med jordisk atmosfære. Store stenansigter og en sunken stad markerede en svunden civilisation. Kun arkæologen dr. Elizabeth Shaw (Noomi Rapace) og (rester af) androiden David 8 (Michael Fassbender) overlevede ekspeditionen, der var finansieret af The Weyland Corporation.

   Prologen til Covenant skildrer den første samtale mellem Peter Weyland (Guy Pearce) og David, der kalder hinanden Far og Søn. Afgørende for hele historien er, at Weyland skabte de første versioner af David – som tager sit navn efter Michelangelos skulptur – i sit eget megalomane mogulbillede.

ELLEVE år efter er fartøjet Covenant undervejs med 2000 kolonister og en besætning på 15 ombord. Rejsen tager syv år, og alle sover hypersøvn. Kun androiden Walter er vågen. Walter er en senere, tilrettet udgave af den syntetiske David. Også han bliver spillet af Michael Fassbender.

   Det bliver af flere grunde nødvendigt at vælge en anden planet – dén som Prometheus landede på. Her venter en skabelsesmyte, der blander motiver fra Mary Shelleys Frankenstein med Shakespeares Stormen og H.G. Wells’ fortælling om de ulykkelige eksperimenter på Dr. Moreaus ø.

   Der venter naturligvis også flokke af xenomorfer i alle udviklingsstadier. Legendariske H.R. Giger designede den første falliske alien – som faktisk var en hun - og det er stadig hans skabelon, der bliver brugt.*

   Fortællingen hænger sammen uden at være skelsættende stor. Publikum skal gyse over slutbilledet – to ekstra kapsler føjes til summen af sovende fostre, og skaberen smiler livsaligt - men det er svært at være euforisk. Det er til gengæld let at beundre teknikken, som instruktøren altid har mestret.

GRUNDLÆGGENDE er problemet, at de nye film – som interesserer sig for ontologiske spørgsmål – bliver koblet på den første historie. I den gamle film var der simpelt hen en fremmed livsform, som ved et tilfælde blev samlet op af et ramponeret jordisk handelsfartøj. Det var en intens og realistisk præmis, som de følgende sequels og prequels egentlig bare har undermineret.

   Det er med Covenant, som det var med Prometheus. Det er solide film, som ville være tilfredsstillende, hvis de ikke skulle være »forklaringen« på livets historie. På paradoksal vis var der mange flere perspektiver i Alien, som bare skulle være en gyser, end i Covenant, som længe havde arbejdstitlen Paradise Lost. Jo større det bliver, jo mindre virkningsfuldt er det. Det er desværre et forhold, som gælder for en god del af Sir Ridleys produktion.

MÅSKE var det ikke så skævt, at Scott overlod instruktionen af Blade Runner 2049 til Denis Villeneuve (Arrival). Allerbedst ville det være, om Alien og Blade Runner kunne få lov at stå alene. For mig er Scott mest interessant, når han fortæller om historiske emner, der faktisk interesserer ham. Som i Kingdom of Heaven (2005) og Robin Hood (2010). The Martian (2015) var i øvrigt en anden slags virkelig vellykket sci-fi.

   Ånden i de nye Alien-film er, hvad man kalder studentikos. Det er sådan set godt gået af en 79-årig instruktør. Scott har mindst en prequel mere i ærmet. Jeg kan sagtens vente lidt med at se den.

I august 2024 er der premiere på Alien: Romulus, instrueret af Fede Alvarez, som har skrevet manus sammen med Rodo Sayagues. 20th Century Studios har produceret på vegne af Walt Disney Studios Motion Pictures, som streamer, distribuerer og ejer alle IP-rettigheder i det kendte og ukendte univers. Scott er krediteret som producer. Kronologisk ligger historien mellem Alien og Aliens. Cailee Spaeny er for Romulus, hvad Sigourney Weaver var for de tidlige titler. Film nr. 7 bliver næppe den sidste.   

Se også Blade Runner – The Final Cut (1982-2007); Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005); Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: Prometheus (2005) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: American Gangster (2007); Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; All the Money in the World (2017) [Christopher Plummer 1929-2021]; Ridley Scott: The Last Duel (2021); Ridley Scott: House of Gucci (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

*) Hans Rudolf Giger (1940-2014) skabte den første alien. Det udførlige artwork er udstillet på H.R. Giger Museum, som fylder hele Château St. Germaine i kunsterens schweiziske hjemby, Gruyéres. Giger skærer et bredt spor op gennem popkulturen fra begyndelsen af 1970erne. Han studerede indretningsarkitektur og industridesign på Kunsthåndværkerskolen, før han blev ansat hos møbeldesigneren Andreas Christen i Zürich. Hans første tegninger blev trykt i schweiziske undergrundsmagasiner og H.P. Lovecraft-fanzinet The Cthulhu News. Det tidligste værk, man stadig ser gengivet, er serien 'Atomic Kids' fra 1962-63.

   Giger var fra begyndelsen interesseret i sammensmeltningen af menneske og maskine. Hans 'bio-mekaniske' kunst fik retning for alvor, da han opdagede airbrush-teknikken i 1972. Flere malerier blev masseproduceret i plakatform (der hang én på væggen i mit teenageværelse i Kastrup, hvor også Salvador Dalis fikserbillede af svaner og elefanthoveder, der spejler sig i hinanden, konkurrerede med helteportrætter af Jim Morrison og Che Guevara – det var ømt). Det var formentlig ad den den vej, at han kom til at designe coveret til albummet Brain Salad Surgery med progrock-supergruppen Emerson, Lake and Palmer. Det gjorde underværker for udbredelsen. ELP var kæmpestore i 1973.

   Giger designede siden LP-omslag og hele koncepter/kampagner for bl.a. Magma, Debbie Harry, Dead Kennedys og en lang række tyske heavy- og death metal-bands.
   Hans første filmarbejde var Swiss Made 2069 (1968), som han designede og instruerede sammen med Fredi M. Murer. Herpå blev Giger kontaktet af den argentinske film- og tegneserieskaber Alejandro Jodorowsky. Det er Gigers konceptuelle illustrationer og storyboards, der gør indtryk i den legendariske hvidbog til Jodorowskys aldrig realiserede filmatisering af Frank Herberts Dune.
   Giger var i flere omgange tilknyttet Alien-serien og fungerede som scenograf på Alien 3 i 1992. Hans tidlige kærlighed til H.P. Lovecraft blev uddybet i filmen Giger's Necronomicon (1975) og billedværkerne Necromicon (1977) og Necronomicon 2 (1985). Alt ved Giger er glinsende mørke koncepter, som udtrykker en post- og næsten inhuman livsfilosofi. I den japanske manga- og anime-kultur har man ligefrem begrebet 'Gigeresque'.
   Gennem hele sin karriere var Giger samtidig en efterspurgt møbel- og smykkedesigner. 'Han var en stor inspirationskilde for tatovører og fetischister,' står der i Wikipedia-opslaget. Jeg synes, at hans stærke signaturstil blev fortyndet i takt med den kommercielle disneyficering, som kulminerede med indvielsen af H.R. Giger Museum i 1998. Når det er sagt, skal det også siges, at især Gigers skulpturelle værker bevarer deres fascinationskraft.
   Hans mærkelige livsbane er skildret af Belinda Sallin i dokumentaren Dark Star: H.R. Gigers World (2014). Asteroiden 109712 Giger bærer hans navn. Museet lever videre med kunstnerens anden hustru, Carmen Maria Scheifele Giger, som direktør.

Alien: Covenant. Instr.: Ridley Scott. Manus: John Logan, Dante Harper. Foto: Dariusz Wolski. 122 min. UK-USA 2017. Dansk premiere: 17.05.2017.

Fotos: 20th Century Studios/ Scott Free Productions/ Dune Entertainment/ Brandywine Productions/ SF Studios/  CineMaterial/ MoviestillsDB/ H.R. Giger Museum/ YouTube [trailer + clip]/ Walt Disney Studios Motion Pictures

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 15.08.2017

Første udgave af  anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.05.2017.