FILMUDGAVEN af Sorstalanság, som bogen rettelig hedder, er instrueret af István Szabós husfotograf gennem en årrække. Den skildrer først alle de ting, som vi kender: optakten til der Endlösung; transporten og ankomsten til lejrene; døden i barakkerne; tvangsarbejdet; vagternes brutalitet; fangernes kampe om madrationer; forrådelsen; skammen og dyriskheden, som tiltager jo værre det bliver. Lugten fra krematorierne er skildret, så også dén bliver siddende i næseborene, og ligesom bogen husker filmen at skildre de naive, ironiske paradisforestillinger, som opstår blandt fangerne. Ingen er i tvivl om, hvad der foregår, men man siger, at børnene spiller bold og synger, »og stedet, hvor de bliver kvalt, er meget smukt.« Vagterne er omsorgsfulde og venlige, når de sender menneskene af sted.
DET usædvanlige og grænseoverskridende ved filmen er, at den midtvejs bryder med virkeligheden og følger György ind i den sære, næsten vægtløse mellemtilstand, hvor der faktisk kan være gode øjeblikke til i lejren. György er en lidt indolent teenager på 15 år, da han i 1944 ankommer, først til dødslejren Auschwitz-Birkenau, siden til arbejdslejren Buchenwald og endelig til tredjerangslejren i Zeitz, hvor alting er mindre og mere blandet sammen: Der er intet så besværligt og udmattende, kan jeg roligt sige, som det mas, vi hver eneste gang må igennem, ser det ud til, når vi ankommer til en ny lejr – det er i hvert fald, hvad jeg måtte erfare i Zeitz efter Auschwitz og Buchenwald. I øvrigt så jeg straks, at jeg var kommet til en lille, lurvet, afsidesliggende, man kunne sige provinsiel koncentrationslejr. Bad eller sågar krematorium – åbenbart kun standardtilbehør i mere betydningsfulde koncentrationslejre – ville jeg have kigget forgæves efter her.**
DER er jo dette fantastiske ved drengens perspektiv, at han ved ankomsten nok er forfærdet og urolig på en doven måde, men han er først og fremmest imponeret over nazisternes effektive dødsmaskine. Det er skrækkeligt, men faktisk også temmelig sejt, at der findes sådan et sted. Hvorfor er man ikke blevet forberedt på det i skolen? Hele tilværelsen i Budapest kunne være en forberedelse til virkeligheden på dette sted.
KUN én tysker får for alvor et ansigt i De skæbneløse. Der er den dødningemagre SS-officer, som ved ankomsten til Auschwitz tager stilling til, om fangerne kan bruges som slaver eller skal aflives med det samme. Kertész beskriver ham som en halvgud, er meget betaget af hele proceduren og ivrig efter at behage. Ellers foretages det brutale arbejde af kapo’er og lokale, der behandler fangerne værre end dyr.
Efter hvert fejlslagne flugtforsøg, skal fangerne samles og stå på række i regnen og solen og udmattelsen. Her glider filmen med ind i Györgys trance, ser det hele oppefra, lader himlen over lejren lyse med uimodsigelig skønhed, mens fangerne vakler i mudderet, og lydsiden overhælder de grusomme billeder med filmens mest radikale faktor: Ennio Morricones skønhedshigende stemningsmusik, der er skabt med elementer som panfløjte, balalajka og kor.
LAJOS Koltais film går med andre ord ind og æstetiserer på bunden af helvede, så et vist mål af skønhed bliver resultatet. Kun i Steven Spielbergs Schindler’s List (1993) har man set tilløb til det samme: den røde frakke, som er det eneste farvede element i de sort-hvide billeder og gør det muligt at følge ét barns skæbne gennem kaos og forvirring; scenerne som viser, hvordan lejrens børn lærer at klare sig og skjuler sig i fyldte latriner, som solen alligevel glimter forjættende i; den rå ikonografiske virkning af drengen fra byen ved lejren, som trækker sin hånd over struben og ler som en flækket træsko i sneen, mens toget ruller videre mod indgangen til Auschwitz.
JEG kan alt i alt udmærket forstå den franske dokumentarist Claude Lanzmann, som i 1985 skabte Shoah og seksten år senere tilføjede den ikke mindre saglige Sobibor, 14 octobre 1943, 16 heures, når han fastholder, at man ikke kan vise disse ting, fordi man uvægerligt vil banalisere og sentimentalisere, hvis man iscenesætter det som skete i dødslejrene. Omvendt er æstetikken og distancen hele pointen i Kertész’ roman. Virkningen af skønheden i De skæbneløse er en faktor, som gør at man på ny må forholde sig til hele holocaust-komplekset. Endvidere kan jeg faktisk forstå den benovede dreng, som ankommer til Auschwitz. Jeg kan ikke forstå de passive fædre, som overtaler sig selv til at tro, at der nok er en mening med lidelsen; at det hele sikkert ikke er så slemt, og at man lige så godt kan melde sig selv, når skæbnen og Loven nu ønsker det sådan. Drengens hjemve til slut kan vi alle genkende, hvis vi er ærlige. Der er intet, som mennesket ikke kan vænne sig til.
DER gik mange år, før man i Ungarn ville forholde sig til det skete. Da Kertész’ bog udkom i 1975, blev den modtaget som om man helst var fri: »Den kom i et førsteoplag på 5.000, men allerede efter to-tre uger var den forsvundet fra boghandelen. I begyndelsen troede jeg, at den var udsolgt i en fart, indtil jeg fandt ud af, at der uden for Budapest lå et større lager, hvor den slags bøger lå i enorme stabler. Tilsidst tog jeg derud og pakkede 200 eksemplarer i en taxa – for så selv at fordele dem til venner og bekendte.« Sådan fortalte Imre Kertész til Der Spiegel, da han modtog Nobelprisen i 2002. Han fik den givetvis for et 11 bøger stort forfatterskab, der bl.a. tæller Detektivhistorie (1976), Fiaskoen (1988), Kaddish for et ufødt barn (1990), Galejdagbog (1993) og Jeg – en anden: Forvandlingens krønike (1997). Efter prisen udkom romanen Likvidation (2003) og Dossier K. – Selvbiografi for to stemmer (2006), men det er og bliver i De skæbneløse, at ledemotiverne kommer på bordet.
FILMEN falder klart i tre akter. Før lejrene kan drengen tage afsked med faderen og være glad for i det mindste »at have sendt ham afsted på en god måde«. Midterafsnittet, om vejen til lejrene og selve opholdet, falder i atter tre dele, og fortællingens fundament bliver nået, da György ligger mellem ligene på trækvognen og dør i klinisk forstand. Han genopstår i varmen på det hvide hospital, før hjemkomsten løfter det hele på plads. Marcell Nagy er meget velvalgt som drengen. Af bogens øvrige skikkelser får kun Bandi Citrom, som tager sig af György og gerne vil se en lærling i ham, for alvor navn og ansigt i filmen. Som den allierede soldat, der råder György til at vende Ungarn ryggen og omfavne fremtiden i USA, ses den kommende James Bond, englænderen Daniel Craig.
KOLTAIS film er på billedsiden klar og eksemplarisk, med et betydeligt produktionsapparat investeret i rekonstruktionen af lejruniverset. Som nævnt er Morricones score afgørende for, hvordan disse billeder opleves, men der bliver også filtersat flittigt, så lyset kan stå med den rette effekt. Lajos Koltai (f. 1946) var fotograf på István Szabós Sunshine (1999), som fulgte en jødisk familie i tre generationer, fra århundredeskiftet til Sovjetunionens invasion i 1956. Filmen gav en skildring af Ungarns moderne historie, som ikke er set bedre, i hvert fald ikke i dansk tilgængelig sammenhæng.
Man kan med fordel se Sunshine og Fateless i ét stræk. Intetsteds bliver man klogere på den anden side af ofrenes historie, og Kertész’ absurde hjemvé til slut, hans perverse lykke i lejrenes skygge, er også i filmen et indsigtens sted, som det skærer i hjertet at stå ved, men som helt konkret føjer nyt stof til de forudsætninger, man som efterkrigsbarn har til sin rådighed, hvis man vil forbinde noget virkeligt med den europæiske holocaust.
IMRE Kertész fik ofte skyld for at forplumre og besmitte den fælles erindring om jødernes offer. Det gjorde han også, da Fateless blev præsenteret i Berlin. Til journalisterne på pressemødet sagde han det samme, som György tænker til slut i De skæbneløse. I et interview med Kristeligt Dagblad har han engang været mere meddelsom: For mig er det vigtigste spørgsmål ikke, om Gud er til eller ej, men om vi lever som om Han var til. Jeg kan ikke acceptere et gudsbillede, der får os til at spørge, hvorfor Gud tillod Auschwitz. Min gud åbenbarer sig i mit håb til livet. I dét, at jeg overhovedet ønsker at leve videre efter »overlevelsen«. Resten er op til mig. Det er den enkeltes personlige ansvar at sørge for, at godhed ikke bare er noget, man diskuterer på et abstrakt plan med højtuddannede venner, men udmønter sig i handling.
De skæbneløse er blandt årtiets tungeste, smukkeste og vigtigste film. Den fik dansk premiere i to biografer og var hurtigt ude af billedet, mens kulturen skyndte sig videre. Aftrykket af en utænkelig hjemve har dog aldrig stået så stærkt. Det er skyggen, som stadig er synlig på muren, når kroppen, der kaster den, er forsvundet.
*) Sorstalanság blev oversat til dansk af Peter Eszterhás og udkom på forlaget Forum i 1996. I 2002 udgav forlaget Batzer & Co en revideret udgave, igen ved Peter Eszterhás. Det er dén, som her citeres fra. Forlaget har endvidere udgivet Kaddish for et ufødt barn, Jeg – en anden: Forvandlingens krønike, Detektivhistorie og Likvidation. I 2007 udkom Dossier K. Selvbiografi for to stemmer.
**) Imre Kertész var kun 14 år, da han i 1944 blev sendt til Auschwitz-Birkenau og senere Buchenwald-lejren. Ved ankomsten til Auschwitz løj han sig to år ældre og hævdede at have håndværkerbaggrund. På den måde undgik han at blive sendt direkte til gaskammeret.
Imre Kertész: De skæbneløse. Oversat efter »Sorstalanság« (1975) af Peter Esterhás. 212 s. Forlaget Batzer & Co./ Roskilde Bogcafé, 2002.
Fotos: Hungarian Motion Picture Ltd./ Magic Media/ EuroArts Entertainment/ Renegade Films/ Eurimages/ Ingenious Media/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Hungary Today/ Imre Kertész Institute/ Forlaget Batzer & Co.
Filmen streames p.t. ikke i Europa – i USA kan den ses på Amazon Prime, Amazon Prime | Freevee og TUBI-platformen. Dogwoof har udgivet Fateless på en regionsfri dvd med engelske undertekster. Den føres stadig [i december 2021] hos Amazon.
2K Blu-ray fra Kam & Ronson Enterprises (Hongkong) 03.08.2010.
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 01.09.2006 – den er her let justeret og ajourført
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpeg)
.jpg)
.jpg)
.png)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
