Jean-Pierre & Luc Dardenne: La fille inconnue (2016) + interview

EN LUKKET DØR

Om soning, skyld og (dårlig) samvittighed

Af BO GREEN JENSEN

HVIS læger vil have et liv og blive gamle i faget, må de nu og da lukke af og gå hjem. At man har aflagt den hippokratiske ed, er ikke ensbetydende med at stå til rådighed i døgndrift. Det handler om at være professionel, respektere reglerne og opdrage sine patienter. Ellers er der ingen ende på det, og man risikerer at blive udnyttet.

   Det er nogle af de ting, som lægen Jenny Davin (Adèle Haenel) forklarer sin praktikant Julien (Olivier Bonnaud), der er yngre og mindre erfaren. Der er en undertone i udvekslingen. Hun markerer sig som chef og ville finde fejl, selv om Julien ingen begik.

   Det er aften på klinikken i Seraing, den slidte industriby i Liège-regionen, hvor alle de belgiske Dardenne-brødres film foregår. Det har været en besværlig dag, og Adèle er i forvejen rastløs, fordi hun er på vej til en mere lukrativ stilling. Hun er færdig med at slide sig op i et Sisyfos-job og bo alene over den nedslidte praksis. Eller måske er hun bare kontrær.

   Senere vil hun analysere forløbet igen og igen. I situationen insisterer hun bare på ikke at åbne den lukkede dør, da der bliver banket og tryglet en time efter lukketid. Det er ikke, fordi hun er et dårligt menneske eller en ligeglad læge. Det handler mere om at sætte Julien på plads.

HOVMOD er en dødssynd, og her er der afregning ved kasse ét. Snart bliver liget af en ukendt kvinde fundet i nærheden. Politiet vil se filerne fra overvågningskameraet i konsultationen. Her er kvindens ansigt frosset i yderste nød. Hun banker på og beder om hjælp, der er nogen efter hende. Jenny føler ikke blot ansvar, men også en personlig skyld. Var døren blevet åbnet, havde den ukendte kvinde været i live.

   Politiet er på bar bund. Det tager betjentene dog ganske roligt. Kvinden var efter alt at dømme en prostitueret indvandrer af afrikansk herkomst, som opholdt sig illegalt i Belgien. Der var ingen papirer. Senere er der et navn: Serena Ndong. Men ingen grund til at starte en stor efterforskning. Det var ikke et vigtigt liv, der tabt.

JEAN-Pierre (f. 1951) og Luc Dardenne (f. 1954) har altid skildret de svageste, mest udsatte grupper. De har gjort det ved at følge en eller to karakterer helt tæt, og i begyndelsen blev den ekstreme beskæring bygget ind i æstetikken. Resultatet var en radikal realisme, som blev brødrenes signatur.

   I gennembrudsfilmen La Promesse – Løftet (1996) og guldpalmevinderen Rosetta (1999) følger et håndholdt kamera karakteren i centrum på en halv til en hel meters afstand. Tilskueren føler både overensstemmelse og distance. Det er en helt anden fornemmelse, end den som man får ved subjektiv kameraføring i konventionel forstand.

   I Le Fils – Sønnen (2002), som for mig at se stadig er brødrenes bedste film, bliver den kropsnære form til håndgribelig suspense. En mester og en lærling drejer cirkler om hinanden på et værksted. Mesteren fnyser og stamper og stirrer olmt på den frejdigt ubekymrede lærling, en ung mand med en straffeattest, der ikke kan gøre nogen ting rigtigt.

DET bliver ubærligt spændende at følge, hvad den ældre mand har på den yngre, og hvad han vil stille op med sin vrede og hævngerrighed. Titlen giver som altid et hint om, hvad det drejer sig om og hvor det ender. Som Jean-Pierre Dardenne siger om brødrenes modus operandi:

   »Det tager lang tid for os. Først må vi have: En karakter, en situation, en titel og en slutning. Det er muligt, disse ting ændrer sig under arbejdet, men vi kan ikke begynde, før vi har en vag idé om, hvor det ender.«

   – Er det sket I har ændret en titel?

   »Ja. Drengen med cyklen (Le gamin au vélo). Den første titel var Pitbull. Og den var måske for lukket om sig selv. Men drengens karakter var virkelig sammenbidt, og han havde tunnelsyn som en pitbull.«

   – Og den ukendte kvinde?

   »Fra begyndelsen ville vi fortælle en historie om en læge, som blev ansvarlig for et menneskes død, og undersøge hendes reaktion. Kvinden som døde skulle være ukendt: ingen spor, ingen papirer. Så voila: La fille inconnue. Med den titel siger vi også, hvad vi vil lede efter i filmen. Vi vil ikke lede efter motiver og årsager. Vi vil finde navnet på pigen, så hun ikke længere er den ukendte kvinde.«

I SØNNEN spilles mesteren af Olivier Gourmet, som har medvirket i samtlige Dardenne-film til dato. Af dem er 18. De første var dokumentarer, de seneste ti er fiktioner i spillefilmslængde:

   »For os er filmen mere end et spejl. Fiktion er et redskab til at udforske livets muligheder. Den lader os være inden i hovedet på vores karakterer. Virkeligheden på film er mere virkelig end i virkeligheden. Den viser mere, end et spejl ville vise. Men den siger kun noget om verden, hvis publikum engagerer sig i Jennys karakter.«

   I 2005 fik brødrene deres anden guldpalme for L’Enfant – Barnet. Her får et hjemløst ungt par et barn. Generelt tager de tingene, som de kommer, og den unge far (spillet af brødrenes anden faste hovedkraft, Jérémie Renier) forstår i første omgang ikke, hvor kæresten bliver ophidset, da han sælger deres barn. De kan jo altid få et nyt. Men han elsker hende, retter sig og vokser med opgaven, mens han arbejder på at få barnet tilbage.

DARDENNE-brødrene er [da vi taler i 2017] henholdsvis 66 og 63 år. Efterhånden som deres status er vokset, har de eksperimenteret med – for det første – at brede formen ud, så kameraet fanger andet end ryggen på karakteren i centrum og mere af den omliggende virkelighed.

   For det andet har de forsøgsvis arbejdet med kvindelige stjerner, der kan sælge flere billetter: Cécile de France er i Drengen med cyklen (2011) den varme damefrisør, som bliver en reservemor for problembarnet Cyril; Marion Cotillard er i Deux jours, une nuit (2015, da. To dage, en nat) den fritstillede fabriksarbejder, som har en lang weekend til at overbevise kollegerne om, at de skal stemme for hendes videre ansættelse.

   Der er i begge film reminiscenser af de første værkers strenge formelle kvalitet. Kameraet ser stadig Cotillard tæt på og bagfra, mens hun går fra dør til dør. Men generelt kan man få en fornemmelse af, at brødrene er blevet rundere i mælet. Det gælder dog ikke for Le Silence de Lorna (2008), den eneste Dardenne-film, som aldrig kom til Danmark. Her gifter en rumænsk prostitueret sig med en belgisk narkoman for at få statsborgerskab og give sine alfonser en base. Planen er at drive ham fra forstanden og i graven, men Lorna får ondt af den lidende stråmand.

DET er i de seneste film et problem, at der kommer et næsten idyllisk skær over socialrealismen. Det skal helst ende godt. Solidariteten skal virke. Fællesskabet ser lyset i tide og henter den udsatte ind. Jean-Pierre Dardenne siger, at karaktererne ikke må blive talerør for instruktørernes livssyn, men det er præcis, hvad der sker i brødrenes film efterhånden.

   Det har været vigtigt for dem altid at arbejde sammen og få det sidste ord. Derfor har de produceret deres film uafhængigt – gennem selskabet Les Films du Fleuve, som har base i Liége – og efterhånden, som varerne gav overskud, har de investeret i film af beslægtede kolleger.

   På den måde opstår noget i retning af et netværk for socialrealister. Dardenne-brødrene er medproducenter på film af britiske Ken Loach (Jeg, Daniel Blake), franske Jacques Audiard (Dheepan), tunesiske Mohamed ben Attia (Hedi) og rumænske Cristian Mungiu (Prøven). Ofte konkurrerer de med deres egne film. Det har de udmærket med.

FOR Jenny bliver episoden med den lukkede dør og den ukendte kvinde et eksistentielt vendepunkt. Politiet har fundet et forkert navn. Hun sætter alt ind på at opklare, hvem den dræbte kvinde var.

   Jenny opsøger farlige mænd og begynder at spørge dem ud. Hun bliver i den fattige praksis, hvor hun kan udfritte patienterne. Her spørger hun sig ind til en løsning på gåden. Både en søn (Olivier Gourmet) og en far (Jérémie Renier) er på tale som gerningsmænd. Men hvordan og hvorfor er ikke så vigtigt. Det gælder om at give kvinden et navn. Kan Jenny gøre dét, bliver det atter muligt at ånde.

   Det er ikke en thriller, hvor action er konge, men Jennys efterforskning følger noir- og detektivgenrens troper. Her får filmen den samme intensitet, som udtrykket havde i Sønnen. Samtidig ser vi Jenny med patienterne, i sit rette element, hvor hun er en værdsat og givende læge. Her er de lyse sider fra brødrenes senere film.

DET er naturligvis også en film om, hvordan vi alle lukker døren, i sindet såvel som i virkeligheden, efterhånden som flygtningekrisen udarter. Som Jean-Pierre Dardenne udtrykker det:

   »Det er en film om en dør, der ikke bliver åbnet. Pigen er sort, og hun bliver fundet uden papirer, i nærheden af vandet, så der er en resonans af alle spørgsmål om immigration og vores behandling af de mennesker, som dør under tilsvarende omstændigheder.

   Hvad doktor Jenny nægtede denne pige, var retten til gæstfrihed. Gæstfrihed betyder ikke, at alle migranter kan komme og bo i Europa. Men selv om der ikke er arbejde til alle disse mennesker, ser vi ingen grund til at blande det sammen med vildfarelsen om, at vi må lade være med at redde dem ude på havet og sørge for dem på en eller anden måde. Det er, som om vi lukker til og folder os helt sammen om os selv.«

   Brødrene Dardenne er i klasse med brødrene Taviani og brødrene Coen. De kunne ikke drømme om at arbejde uden hinanden, og med Kvinde, ukendt har de skabt deres stærkeste, varmeste film siden Sønnen.

Citaterne er fra en samtale med Jean-Pierre Dardenne, som for en gangs skyld kom uden sin bror. Interviewet fandt sted på Hotel Le Grand i Paris den 13. januar 2017.

Se også Jean-Pierre & Luc Dardenne: Le Fils/ The Son (2002); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Drengen med cyklen (2011); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Deux jours, une nuit (2014) + Moderne mestre: Jean-Pierre & Luc Dardenne | Et interview [2014].

La fille inconnue (Kvinde, ukendt). Instr. og manus: Jean-Pierre & Luc Dardenne. Foto: Alain Marcoen. 113 min. Belgien-Frankrig 2016. Dansk premiere: 08.06.2017.

Fotos: Les Films du Fleuve (stills + portrait: Christine Plenus)/ Archipel 35/ Savage Film/ France 2 Cinéma/ VOO/ BE TV/ RTBF/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wild Bunch/ Curzon/ Sundance Selects/ Camera Film

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, YouTube Movies.

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 09.06.2017.

Jean-Pierre & Luc Dardenne: Deux jours, une nuit (2014)

DEN LANGE WEEKEND
Nu er der kun virkeligheden

Af BO GREEN JENSEN

DET kan godt være farligt at lægge sig syg. Jean-Pierre og Luc Dardenne fortæller i Deux jours, une nuit om fabriksarbejderen Sandra (Marion Cotillard), der er blevet hjemme med en depression. Nu vil firmaet ikke have hende tilbage.

   Fabrikken fremstiller solpaneler. Den kunne lave rullepølser for Sandras skyld. Det er ikke, fordi hun elsker sit job eller forbinder det med nogen særlig værdighed at være i arbejde. Hun skal bare bruge pengene.

   Dardenne-brødrene vil som regel beskrive et alment problem gennem én enkelt skæbne. I de første film fyldte dramaet alt. Konflikterne var konstruktioner, realismen nærmest et stilgreb. Det er ikke sådan mere. Nu er der kun virkeligheden.

   Ejeren og formanden har konstateret, at man kan klare sig med 16 arbejdere i stedet for 17. De ansatte har stemt om retten til bonus eller muligheden for at beholde Sandra. Hun har aldrig været populær. Hun kan tænke sig til resultatet.

SAMTIDIG ser hun, at valget er fremprovokeret. Formanden (Olivier Gourmet, instruktørernes favoritskuespiller) har altid haft et horn i siden på Sandra. For ejeren (Baptiste Sornin) er det uden betydning, om der er 17 ansatte. Egentlig vil han helst hjælpe Sandra.

   Sammen med sin mand, Manu (Fabrizio Rongione, et andet fast ansigt), der er kok, bruger Sandra weekenden på at kontakte kollegerne, så de kan nå at ombestemme sig, før der stemmes igen mandag morgen. De banker på mange slags døre. Somme tider er parrets to børn også med.

   Muligvis vil det ikke lykkes at vende den herskende stemning. Alligevel er forsøget en sejr. Sandra har ligget og kigget på væggen. Somme tider har hun haft lyst til at dø. Nu får hun smag for at se solen skinne. Hun rejser sig selv med kampagnen.

DET er godt tænkt på Dardenne-brødrenes sædvanlige minimalistiske facon. Filmen bruger eksisterende locations og følger almindelige mennesker, der skal lære at være solidariske. Marion Cotillard er stærk og troværdig i rollen som Sandra.

   Afstemningen bliver en thriller, og det er under alle omstændigheder lærerigt at se kollegerne reagere. Nogle bliver rasende, andre trækker på skuldrene. Flere tales på plads af familien. Enkelte går hele vejen med Sandra.

   Slutningen er en humanistisk fanfare. Dardenne-brødrene havde mere visuel intensitet i tidlige film som Rosetta og Le Fils. Til gengæld er der nu flere farver i psykologien. Realismen er blevet en filosofi.

   Deux jours, une nuit er et smukt lærestykke om faglig og menneskelig solidaritet. Det er selvsagt didaktisk filmkunst, men ikke i fingerpegende form. Dardenne-brødrene siger altid store ting i et lille format. De taler her med samme betoning som briten Ken Loach og franskmanden Robert Guédiguian.

   Se filmen som en kommentar til dagens politiske økonomi. Eller bare for menneskets skyld.

Se også Moderne mestre: Jean-Pierre & Luc Dardenne | Et interview [2014]; Jean-Pierre & Luc Dardenne: Le Fils/ The Son (2002); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Drengen med cyklen (2011); Jean-Pierre & Luc Dardenne: La fille inconnue (2016) + interview.

Deux jours, une nuit (To dage, én nat). Instr. og manus: Jean-Pierre og Juc Dardenne. Foto: Alain Marcoen. 95 min. Belgien-Italien-Frankrig 2014. Dansk premiere: 18.09.2014.

Fotos: Les Films du Fleuve/ Archipel 35/ BIM Distribuzione/ Eyeworks/ France 2 Cinéma/ RTBF/ Wild Bunch/ Øst for Paradis Distribution/ The Criterion Collection/ CineMaterial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

The Criterion Collection har udgivet filmen på Blu-ray 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.09.2014

Jean-Pierre & Luc Dardenne: Drengen med cyklen (2011)

ALLE GODE KRÆFTER

Dardenne-brødrene lukker lyset ind

Af BO GREEN JENSEN

FÅ filmskabere kan fortælle helt enkelt om almindelige mennesker og gøre det så anfægtende som brødrene Dardenne. De ser et centralt drama i hvert flimrende liv, og de har et særligt blik for udsatte skæbner, der ikke passer ind i gængse sociale konstellationer.

   Det gælder fra skovpigen i Rosetta (1999) og mesteren, der ved noget særligt om sin lærling i Le Fils (2002), til manden, der sælger sit og kærestens barn i L’Enfant (2005) og narkomanen, som skal dø af mangel på kærlighed i Le Silence de Lorna (2008).

   Det er et formidabelt forstemmende galleri, som præsenteres for publikum uden de anmassende budskaber, man mærker hos mange kolleger. Vist er det politisk filmkunst, men brødrene lader tilskueren tænke, og især lader de ham føle konflikterne selv. 

   Jean-Pierre (f. 1951) og Luc Dardenne (f. 1954) udviklede tidligt – i deres tredje film, La Promesse (1996) – den på én gang neutrale og subjektive stil, som følger én karakter i hælene, så publikum ser ham eller hende fra nakken. Fotografen Alain Marcoen (f. 1950) må co-krediteres. Effekten er som en forskudt jeg-fortæller, der konstant markerer sin afstand til stoffet.

DRENGEN med cyklen ligner umiddelbart en historie, som vil bejle til et større publikum. Æstetikken er mærkbart mere mainstreamet, og eksponeringen bruger et lysere filter. Man har oplevelsen af en les fréres Dardenne light, og flere af de sædvanlige kritiske fortalere har set filmen med rynkede bryn. Dog ikke i kollegasegmentet: filmen modtog Juryens Grand Prix på Cannes Festivalen og er til dato den mest kommercielle produktion fra Les Films du Fleuve.

   Det betyder ikke, at filmen er svagere eller »dårlig«. Den prøver på at gøre noget andet og være i bedste forstand populær. At finde balancen i denne legering af budskab, oplysning, empatisk formidling og objektiv iagttagelse bliver herefter projektet i brødrenes arbejde. Efter slinger og usikre løsninger i Deux jours, une nuit (2014, da. To dage, en nat) og La fille inconnue (2016, da. Kvinde, ukendt) er der en ny formel klarhed og fasthed i Le jeune Ahmed (2019, da. Unge Ahmed) og Tori et Lokita (2022).

   Som regel er konflikterne komplekse. Karaktererne har hemmeligheder, som først må afkodes og lukkes op. Det gælder ikke i Le gamin au vélo. Den 12-årige Cyril (Thomas Doret) er et institutionsbarn, som knytter sig til damefrisøren Samantha (Cécile de France), simpelt hen fordi han ikke har andre. Hun prøver at skabe kontakt til drengens far (Jérémie Reiner). Hun tager imod drengen med alle hans fejl. I længden er det dog svært at leve med Cyrils følelse af afvisning, hans naturtalent for at skabe problemer og – især – hans glubende kærlighedssult.

FILMEN fravælger Dardenne-brødrenes sædvanlige »set-over-skulderen«-teknik og er fortalt i en åben, ofte solbeskinnet form, der finder sit indbegreb i de scener, hvor kvinden og drengen cykler langs floden. Her balancerer alle behov. Samantha og Cyril er for en tid virkelig mor og søn, forbundet i en uselvisk væren, der inkarnerer alle gode kræfter i brødrenes univers. Spørgsmålet er, om disse kan modstå presset fra ydre faktorer. Han trækkes ind i en lille kriminalitet, hun udfordres af sine kunder og sin kæreste. Cyril er som en herreløs hund, man kunne sætte tilbage. Det ville mange gøre i kvindens sted.

DEN vanskelige, kronisk problemskabende dreng er en fætter til Rosetta. Jérémie Reiner, som har medvirket i de fleste af brødrenes film, er som Cyrils far (atter) en Peter Pan, der ikke kan håndtere ansvar og pligter, skønt han sagtens kan være god i øjeblikket og mene, hvad han siger, mens han siger det. Cécile de France har sin bedste rolle siden salig Claude Millers Un secret (2007, da. En hemmelighed). Hendes varme styrke bærer Drengen med cyklen og gør filmen til en lysende ener i brødrenes rige af skygger.

Se også Moderne mestre: Jean-Pierre & Luc Dardenne | Et interview [2014]; Jean-Pierre & Luc Dardenne: Le Fils/ The Son (2002); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Deux jours, une nuit (2014); Jean-Pierre & Luc Dardenne: La fille inconnue (2016) + interview.

Drengen med cyklen (Le Gamin au vélo). Instr. og manus: Jean-Pierre og Luc Dardenne. Foto: Alain Marcoen. 87 min. Belgien-Italien-Frankrig 2011. Dansk premiere: 26.04.2012.

Fotos: Les Films du Fleuve/ Archipel 35/ Lucky Red/ France 2 Cinéma/ Radio Télévision Belge Francophone (RTBF)/ Belgacom TV/ Centre national du cinéma et de l'image animée (CNC)/ Eurimages/ Unifrance/ Øst for Paradis Distribution

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Ajourført udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 27.04.2012 

Roy Andersson: Om det uendelige (2019) | Moderne mestre

TERMODYNAMIKKENS FØRSTE LOV

Roy Anderssons statiske billedstil er unik

Af BO GREEN JENSEN

EGENTLIG skulle det vist være sluttet i 2014. Det var det år, Roy Andersson kom til Venedig med en af de længste titler i programmet: En due sad på en gren og funderede over tilværelsen. Det var, forklarede Andersson, den sidste film i trilogien om, hvad det vil sige at være et menneske og i live, som han begyndte at arbejde på i 1990erne, da han fik mod på at lave spillefilm igen.

   En due sad på en gren færdiggjorde bevægelsen fra Sange fra anden sal (2000) og Du levende (2007). Som de andre film var den bygget af tableauer, 39 situationer, for at være nøjagtig, som alle var skudt i Anderssons statiske signaturstil. Ikke siden Alfred Hitchcock og Federico Fellini har en filmskaber været så opsat på at blive i studiet, hvor alle faktorer kan kontrolleres, og det er muligt at skabe en håndlavet virkelighed.

ROY Andersson er født i 1943. Han har arbejdet med film i 50 år. Alligevel er det kun blevet til seks spillefilm. I 1970, da han skrev og instruerede En kærlighedshistorie, havde han høje tanker om folkelig filmkunst og egen formåen. Det er en helt enkel skildring af et ungt pars forhold, ordinært men dog mirakuløst, fordi det sker for dem første gang. En kärlekshistoria vandt Sølvbjørnen på det års Berlinale.

   Fem år senere fik Giliap verdenspremiere i Cannes. Opus to var det modsatte af en succes. Der var bred enighed, om at filmen var en katastrofe. Ingmar Bergman så Giliap og rådede Andersson til at finde en anden metier. Det var nyt at møde modgang. Den unge mand var sønderknust.

FAKTISK er Giliap værd at se, hvis man kan finde den. Filmen blander flere genrer, som den samtidig vil hylde, og lader en trekanthistorie folde sig ud mellem Thommy Berggren, Mona Seilitz og Willie Andréasson. En meget ung Pernilla August medvirker som »pige på sommerhotellet«.

   Scenen er det lurvede Hotel Busarewski. Her er melodrama, mørk komedie, fransk film noir og konturerne af udtryksløsheden, som bliver et stort virkemiddel i de senere succesfilm. Giliap foregriber nogle af Aki Kaurismäkis eksperimenter. Men filmen kom ti år før sin tid, blev myrdet af anmelderne og ignoreret af publikum. Der gik 25 år, før instruktøren forsøgte igen.

ANDERSSON lærte siden at se nederlaget som en velsignelse i forklædning. Efter Giliap var han forgældet og følte sig usikker på, hvad han skulle med sit liv. For at tjene til dagen og vejen instruerede Andersson en række originale og nu legendariske reklamefilm, som for det første genrejste ham økonomisk og for det andet skærpede hans kunstneriske særpræg.

   Det var i disse film, at han trænede sit pokeransigt og udviklede den skiftevis sarte og barokke situationskomik, som kendetegner hans bedste fiktive arbejder. Endvidere blev han sin egen producent og kunne i 1981 etablere sit eget sted, Studio 24, hvor alle værkerne er blevet til.

   I 1987 vendte Andersson tilbage med kortfilmen Der er sket noget. Fire år senere fulgte kortfilmen Härlig är jorden – egentlig et bidrag til en antologi med 90er-tema – som er vigtig trods sit beskedne format. Disse film uddyber Anderssons markante stil med dvælende, demonstrativt kunstige billeder, som indrammer knivskarpe situationer, der i galgenhumoristisk belysning udforsker kunstnerens to store temaer: hans kærlighed til menneskene og hans dybe mistro til deres samfund.

VED årtusindeskiftet blev Sange fra anden sal en blanding af comeback og nyt gennembrud. Andersson modtog Juryens Pris ved premieren i Cannes, og filmen nåede ud i hele verden. Der er 46 tableauer i Sange fra anden sal. Han kunne nu bruge syv år på at skabe de 50 i Du Levende. Hver indstilling tog cirka en måned at skabe; hver scene er som et levende maleri.

   Anderssons stil dannede skole. Filmskabere som Ruben Östlund, Tomas Alfredson og Björn Runge lærte af Anderssons arbejde. I 2001, da jeg talte med instruktøren på vegne af Weekendavisen, beskrev han sin rejse således:

   »Det har været en lang, lang proces. Jeg begyndte på min første spillefilm, En kærlighedshistorie, umiddelbart efter filmskolen. På den kan man tydeligt se, at jeg egentlig ikke har nogen æstetik. Jeg har et tema, jeg kan se hvad der er komisk, men der er ingen stil. Men i slutningen bliver billederne mere komplekse og rigere og stærkere. Efter lang tids famlen og hårdt arbejde, længes man efter en enkelhed, en klarhed som ikke manipulerer. Det er en modningsproces som gør, at man finder sit udtryk til slut. Risikoen ved klippet og kamerabevægelsen er, at de forstyrrer og distraherer muligheden for oplevelse. Klippet tager tid, det ødelægger fordybelsen. Har man ro til at se, begynder man at tænke selv.«

ANDERSSON virkede lettet og stolt, da han stod på scenen i Venedig og modtog Guldløven for En due sad på en gren. Alle vidste, at filmen var kronen på værket og sidste del af trilogien. Andersson gjorde sig umage med talen, der kredsede om hans kærlighed til mennesker og hans taknemlighed for som ung mand at have set Vittorio de Sicas Cykeltyven (1948).

   For de fleste er det scenen, hvor den fortvivlede far bliver vred og slår sin søn, så manden falder afgrundsdybt i drengens agtelse, der bliver siddende. Andersson fremhævede scenen, hvor familien pantsætter sit sengetøj. Pantelåneren må kravle op på en tårnhøj reol for at finde den rigtige plads. På den måde viser de Sica, uden at sige noget med ord, hvor mange der deler skæbne med familien.

   Andersson havde aldrig glemt detaljen. Og han havde bestræbt sig på at skabe en social filmkunst med det samme humanistiske grundsyn, som neorealisterne havde. Nu var det gjort. Han kunne gå hjem og hænge sporerne op på trofævæggen i Studio 24.

MEN der var altså mere i posen. I 2019 var han tilbage i Venedig med Om det uendelige, og ingen var blevet trætte imens. Han modtog denne gang instruktørprisen. Måske opdagede Andersson, som nu går med stok og ser skrøbelig ud, at der var mere tid, end han troede. Måske udløste befrielsen ved, at arbejdet var færdigt, i sig selv en sum friske situationer.

   Man kan aldrig vide med Andersson. Der er intet nyt i Om det uendelige. Der er heller ingen fornemmelse af tilføjelser eller gamle ideer, som ikke blev brugt. Dem var flere af i En due sad på en gren, hvis det endelig skal være. En karakter havde mareridt om den djævelske maskine, som stod og arbejdede i landskabet, hvor soldater med tropehjelm gennede livegne sammen. Maskinen var bogstaveligt drevet af slavers energi. Det var Anderssons billede på kolonisering og globalisering. På samme måde fyldte han gasbilen i Härlig är jorden.

I Om det uendelige er vi tilbage i Anderssons konstruerede samtid. Vi ser først et par, der svæver som engle. Første gang er der ingen baggrund, kun gråheden og tomheden, som titlerne er skrevet på. Efter en time ser vi dem igen. Nu svæver de over en sønderskudt by. Broen ved floden er knækket. Fortællerstemmen, som er gennemgående, sætter en kort beskrivelse på, hvad hun ser: »Jeg så to elskende, som svævede over en by, der var kendt for sin skønhed, men som nu lå i ruiner.«

   Nede på jorden sidder et par i lang tid på en bænk og ser ud over byen, som kunne være Göteborg eller hvor som helst. Himlen er lysegrå; husene lidt mørkere grå. Lyset i Studio 24 har altid denne mælkehvide kvalitet. Begge er set fra ryggen og siden. Manden har hentehår og ser ivrigt op. Efter et halvt minut siger kvinden: »Det er allerede september...«

SÅDAN skaber filmen sin ro og sin rytme, der er som et langsomt åndedræt. Der er atter små tråde af handling. I den første situation, som bliver mere end en indstilling, kommer en mand op fra trappen til metroen med sine indkøb. Han fortæller os om Sverke Ohlsson. Han havde ikke set Sverke siden skoletiden. Så mødte han ham forleden, men Sverke ignorerede ham. Det forstår han godt, for han sårede Sverke.

   Mens manden står og taler, kommer Sverke atter forbi. Han hilser heller ikke denne gang. Langt senere er vi hjemme hos manden, som nu står i køkkenet og koger vand, mens hans hustru sidder ved bordet. Han taler stadig om Sverke Ohlsson. For tænk, at en taber som Sverke Ohlsson doktorerede. Tænk at Sverke gjorde noget med sit liv.

   Selv har manden jo intet udrettet. Det har du vel nok! siger hans kone. Vi har da været ved Niagara Falls. Og sidste år besteg du trapperne i Eiffeltårnet, selv om du har dårligt knæ. Du har da udrettet meget.

HER bliver humoren næsten verbal. Dét er faktisk nyt. Ellers arbejder Andersson altid i visuelle gags. Han er lige dele Luis Buñuel, Edward Hopper og den tegnede, dialogløse stribe om Ferd'nand, som blev en succes verden over.

   Vignetten, der har givet filmen tema og titel, er næsten en sketch. Et teenagepar sidder på værelset, han i stolen, hun på sengekanten. Pigen reder sit hår, drengen læser til eksamen. Der står en stjernekikkert ved vinduet.

   Der er stille i lang tid. Hos Andersson er der altid stille i lang tid. Huden er grå som husene og himlen. De to kunne være parret fra bænken som unge. Eller med tiden blive parret fra køkkenet med Sverke Ohlsson. Drengen ser op fra sin bog og begynder at filosofere. Det må være en af de længste replikker fra Anderssons hånd:

   »Termodynamikkens første lov siger, at alt er energi. Og den kan aldrig ødelægges. Den er uendelig. Den kan kun omdannes til nye former. Det betyder altså, at du er energi, og jeg er energi, og at din og min energi aldrig kan forsvinde. Den kan bare blive til noget nyt. Så rent teoretisk kan vores energier mødes igen om flere millioner år. Og så er du måske blevet til en kartoffel. Eller en tomat – «

   Her har pigen en praktisk kommentar, som punkterer den tænksomme drengs tankespind: »Så vil jeg helst være en tomat.«

HER er sætstykker som korsfæstelsesscenen, der kan måle sig med flagellanterne i Sange fra anden sal. En mand bærer et tungt kors gennem de smalle gader i byen. Han falder flere gange. Vagterne sparker og rusker i ham, mens en spidsrod af hverdagssvenskere råber: »Korsfæst! Korsfæst!« Manden spørger: »Hvad har jeg gjort?«

   I næste billede vågner manden, stadig med lyden af korsfæstelsen, og råber eller klynker ud i natten ved ægtesengen. Hans kone siger, at det bare var et mareridt. »Men de drev nagler gennem mine hænder!«

   Så er han hos psykiateren og må have fortalt om sin drøm. Lægen giver ham ret i, at det ikke kan være morsomt. Bærer han mon på en skyld, som kan have udløst den tilbagevendende drøm? Det kom, da han begyndte at tvivle på Guds eksistens. Dr. Lindh kan se problemet, for så vidt som patienten er præst. Men hvis der ikke er noget at tro på, »må man måske bare være tilfreds med, at man lever,« siger lægen.

PRÆSTEN uden tro vender tilbage i en scene, hvor han drikker sig mod til i sakristiet og slingrer ind til nadverhandlingen. Senere sidder han i bussen og spørger ud i luften: »Hvad skal man gøre, hvis man har mistet sin tro?« Først er der ingen som reagerer. Så følger en debat om, hvorfor manden ikke kan være fortvivlet hjemme hos sig selv. Psykiateren og receptionisten må bruge kræfter for at at få den faldne præst til at gå, da han vender tilbage.

   Anderssons film er fulde af den slags ensomt insisterende stemmer. Mennesker, der bliver overset og vil anerkendes. På baren juleaften (med den orange lysstjerne fra 1955) står tandlægen og drikker, mens sneen falder udenfor. En vred mand snerrer, at han synes det hele er herligt. Han bliver ved, indtil tandlægen mumler sit ja.

FORTÆLLERENGLEN siger: »Jeg så en mand, der ville erobre verden og forstod, at det var mislykkedes for ham.« Så viser filmen faktisk Hitler i bunkeren, mens bomberne falder. I næste billede er en besejret hær »på vej til fjendens fangelejre i Sibirien«. De snor sig over snemarker, der fortaber sig i det uendelige. Det er som Karl den Tolvtes slagne tropper i En due sad på en gren. Selv tundraen i Rusland er malet på væggen i Studio 24.

   Andersons film sidestiller det største og det mindste og finder modsætninger eller overenstemmelser. De er simrende, vævende organismer. Han er bedst, når han fokuserer på én lille ting og lader den stå. En far og hans datter på 8-9 år er på vej til en fødselsdag i hård regn. De skal over græsset ved et boligbyggeri. Så bukker manden sig i regnen og snører pigens sko. Det er kærligt og virkeligt. »Og det regnede virkelig meget,« siger englen.

ROY Andersson har i fire film vist os mennesket i al sin patetiske storhed. Filmene kunne hedde Dejlig er jorden-kvartetten eller Se, hvilket menneske-serien. Han var hårdest ved tiden i Sange fra anden sal, som stadig er storværket. Kirke, militær, højfinans og borgerskab enedes om at udføre et rituelt jomfrudrab, et besværgende offer, der skulle formilde kapitalismens guder og vende udviklingen.

   Skønt dronning Sylvia personligt puffede jomfruen ned, blev krakket og kalamiteterne ved. Flagellanterne (som Andersson havde set i virkeligheden i Seoul under en finanskrise) gik forgæves i procession. Så gik Sverige under, og alle familierne mødtes i lufthavnen, hvor de prøvede at slæbe hele møblementer ombord på de sakkende fly.

   »De skal jo ud til lufthavnen og til friheden, men de har alt det med sig, som gør at de ikke er frie. De vil tage ufriheden med sig til et andet land. Det er fikseringen på det materielle, som binder dem fast. De har guldspejle og golfkøller med. Så de kan begynde forfra i et andet land og blive lige så ufrie igen.«

ROY Andersson er blevet en stor konstant klippe i nordisk film. Hver af filmene kunne være skabt når som helst fra 1980 til nu. I Studio 24 hersker en anden tidsregning. Han sagde allerede for tyve år siden, at nogle af ideerne var tyve år gamle. Andersson ser vores trængsler i et evigt perspektiv. Her er mennesket altid på vej og i live. Her er fryden trods alt stadig mulig. Vi skal bare lære at omfavne den.

Se også Roy Andersson: En due sad på en gren (2014) og Roy Andersson: En kærlighedshistorie (1970)

Om det uendelige (Om det oändliga). Instr. og manus: Roy Andersson. Foto: Gergely Pálos. 78 min. Sverige-Tyskland-Norge 2019. Dansk premiere: 17.06.2021.

Fotos: Studio 24/ Roy Andersson Filmproduktion AB/ Svenska Dagbladet/ CineMaterial/ Camera Film/ Curzon/ Festival de Cannes/ Venice Film Festival

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra CURZON Film World (UK) i The Roy Andersson Collection | 1970-2020 | 6 Movies 28.11.2022

Artiklen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 11.06.2021