Jean-Pierre & Luc Dardenne: Deux jours, une nuit (2014)

DEN LANGE WEEKEND
Nu er der kun virkeligheden

Af BO GREEN JENSEN

DET kan godt være farligt at lægge sig syg. Jean-Pierre og Luc Dardenne fortæller i Deux jours, une nuit om fabriksarbejderen Sandra (Marion Cotillard), der er blevet hjemme med en depression. Nu vil firmaet ikke have hende tilbage.

   Fabrikken fremstiller solpaneler. Den kunne lave rullepølser for Sandras skyld. Det er ikke, fordi hun elsker sit job eller forbinder det med nogen særlig værdighed at være i arbejde. Hun skal bare bruge pengene.

   Dardenne-brødrene vil som regel beskrive et alment problem gennem én enkelt skæbne. I de første film fyldte dramaet alt. Konflikterne var konstruktioner, realismen nærmest et stilgreb. Det er ikke sådan mere. Nu er der kun virkeligheden.

   Ejeren og formanden har konstateret, at man kan klare sig med 16 arbejdere i stedet for 17. De ansatte har stemt om retten til bonus eller muligheden for at beholde Sandra. Hun har aldrig været populær. Hun kan tænke sig til resultatet.

SAMTIDIG ser hun, at valget er fremprovokeret. Formanden (Olivier Gourmet, instruktørernes favoritskuespiller) har altid haft et horn i siden på Sandra. For ejeren (Baptiste Sornin) er det uden betydning, om der er 17 ansatte. Egentlig vil han helst hjælpe Sandra.

   Sammen med sin mand, Manu (Fabrizio Rongione, et andet fast ansigt), der er kok, bruger Sandra weekenden på at kontakte kollegerne, så de kan nå at ombestemme sig, før der stemmes igen mandag morgen. De banker på mange slags døre. Somme tider er parrets to børn også med.

   Muligvis vil det ikke lykkes at vende den herskende stemning. Alligevel er forsøget en sejr. Sandra har ligget og kigget på væggen. Somme tider har hun haft lyst til at dø. Nu får hun smag for at se solen skinne. Hun rejser sig selv med kampagnen.

DET er godt tænkt på Dardenne-brødrenes sædvanlige minimalistiske facon. Filmen bruger eksisterende locations og følger almindelige mennesker, der skal lære at være solidariske. Marion Cotillard er stærk og troværdig i rollen som Sandra.

   Afstemningen bliver en thriller, og det er under alle omstændigheder lærerigt at se kollegerne reagere. Nogle bliver rasende, andre trækker på skuldrene. Flere tales på plads af familien. Enkelte går hele vejen med Sandra.

   Slutningen er en humanistisk fanfare. Dardenne-brødrene havde mere visuel intensitet i tidlige film som Rosetta og Le Fils. Til gengæld er der nu flere farver i psykologien. Realismen er blevet en filosofi.

   Deux jours, une nuit er et smukt lærestykke om faglig og menneskelig solidaritet. Det er selvsagt didaktisk filmkunst, men ikke i fingerpegende form. Dardenne-brødrene siger altid store ting i et lille format. De taler her med samme betoning som briten Ken Loach og franskmanden Robert Guédiguian.

   Se filmen som en kommentar til dagens politiske økonomi. Eller bare for menneskets skyld.

Se også Moderne mestre: Jean-Pierre & Luc Dardenne | Et interview [2014]; Jean-Pierre & Luc Dardenne: Le Fils/ The Son (2002); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Drengen med cyklen (2011); Jean-Pierre & Luc Dardenne: La fille inconnue (2016) + interview.

Deux jours, une nuit (To dage, én nat). Instr. og manus: Jean-Pierre og Juc Dardenne. Foto: Alain Marcoen. 95 min. Belgien-Italien-Frankrig 2014. Dansk premiere: 18.09.2014.

Fotos: Les Films du Fleuve/ Archipel 35/ BIM Distribuzione/ Eyeworks/ France 2 Cinéma/ RTBF/ Wild Bunch/ Øst for Paradis Distribution/ The Criterion Collection/ CineMaterial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

The Criterion Collection har udgivet filmen på Blu-ray 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.09.2014

Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006)

FIRMAETS MAND
Næsten glemt men ganske elsket

Af BO GREEN JENSEN

PRÆMISSEN er gribende enkel. Bagmanden Ravn (Peter Gantzler), som på frejdig vis ejer en mindre it-virksomhed, har i årevis fundet det enklest at lade en ikke-eksisterende »direktør for det hele« træffe de upopulære beslutninger.

   I begyndelsen var der tale om en bekvem fiktion, men med årene er fantomet »Svend E.« blevet et uhyre med mange ansigter, der dominerer sin stab via e-mails og meddeler sig på forskellige måder til hver enkelt medarbejder. Nogle gør han kur til; andre nedgør og tirrer han flittigt; atter andre løftes op og får et kys på panden, før de sættes tilbage i trædemøllen. Ravn er muligvis konfliktsky, men han er også en udspekuleret menneskekender.

   Da firmaet ligger i forhandlinger om at fusionere med et islandsk selskab, bliver det nødvendigt for Ravn at finde »Svend E.« Hans koleriske modpol hos opkøberen, mindeværdigt fremstillet af Fridrik Thor Fridriksson, den store gamle mand i islandsk film, vil kort og godt ikke forhandle med andre end »direktøren for det hele«. Ravn hyrer da narren Kristoffer (Jens Albinus), en arbejdsløs andenrangs skuespiller, som tager sig selv og sin gerning meget alvorligt, til at træde i direktørens sted for en uge.

    

FOR det første angriber Kristoffer opgaven, som gjaldt det en opførelse af Kong Lear. For det andet ved han i sagens natur ikke meget om firmaets sindrige hierarki og hvilken slags mand, direktøren kan være. Han tager farve efter hver situation og navigerer ud fra stikord, som Ravn ikke ligefrem er gavmild med. Han overspiller, underspiller, får efterhånden smag for sin position og engagerer sig endelig følelsesmæssigt.

   Umiddelbart kan strukturen virke løs, men Direktøren for det hele er en af den slags film, som ikke tager et gevær ned fra væggen, hvis hensigten blot er at lægge det fra sig. Kristoffers guru udi i kunsten er den store Antonio Stavro Gambini, en Stanislavski-agtig autoritet på metodespillets kapriciøse område. Undervejs i forhandlingen kommer det frem, at også andre er på Gambini, og det får strategisk betydning.

TYPOLOGIEN er rigt facetteret, og dialogen kan på ingen tid springe fra økonomisk satire til anvendt populærpsykologi og ægte dynamik mellem mennesker. Sjovest er præsentationsrunden, hvor medarbejderne efter tur kommer ind og gør sig til for direktøren, der selv må reagere på stedet og prøve at skære en passende grimasse.

   Iben Hjejle markerer reviret med sex. Mia Lyhne vil hellere giftes. Casper Christensen er en olm tordensky fra provinsen, og Jens Albinus får lov til at tale om at være »baghylerens mand« til det sidste, indtil hans eks dukker op i skikkelse af Sofie Gråbøl, som gennemskuer situationen.

DET er en spids lille film med mange gevinster, som især giver mening og folder sig ud, hvis man fra begyndelsen er indstillet på, at man ikke skal se et vægtigt idébårent epos i stilen fra Breaking the Waves eller Dogville, men snarere går ind til en slags Idioterne light. Spillerne kunne være et afgangshold fra teaterskolen, der følger et løst skitseret forløb og bytter roller og skifter karakter, når de kan. Filmen lever stærkest i enkeltstående scener, hvor situationskomikken udarter og pointerne bliver til undervejs.

INSTRUKTØREN træder selv frem før og efter historien, som han også forholder sig til i resummerende indstik. Man ser ham som et genskin i en glasfacade. Fortælleren filmer sig selv og forankrer den samlede bestræbelse i meta-kommenterende form.

   Prologen og de angiveligt uforpligtende slutord har samme formanende skær af spøgefuld alvor, som man finder i tekster fra Oplysningstiden, hvor verden fra begyndelsen er sat i anførselstegn. I denne sirlige indramning fremstår von Trier som Holberg eller Voltaire. Endvidere er der en nostalgisk bismag af firmafarce og folkekomedie. I glimt kan Direktøren for det hele opleves som en postmoderne udgave af tv-serien Én stor familie (1982-83).

SOM sagt ligner filmen et prøveforløb. Trier har til lejligheden designet et system, han kalder Automavision, hvor beskæringer og belysninger foretages vilkårligt. Der er naturligvis også et nyt regelsæt:

»Automavision® er et princip for billede- (og lyd-) optagelser til film, udviklet ud fra intentionen om at begrænse den menneskelige indflydelse ved at byde tilfældigheden indenfor, og således få en »ideløs« overflade på værket, frigjort fra vanemæssig udførelse og æstetik.«

I denne ånd af »randomisering« bruges fræsende jump cuts og hård lyd med mange forstyrrende smæld. Hele filmen kan godt virke svimmel, og det passer glimrende til den. Man har set historien som et billede på, hvordan konstruktionen Zentropa opererer, og det kan man sikkert udmærket. Man har set relationen mellem Ravn og Kristoffer som en parafrase over forholdet mellem Peter Aalbæk og von Trier. Også dét kan man sikkert udmærket gøre.

   Vigtigst er dog, at moraliteten fungerer. Trier har talt om at nedjustere, afmontere stjerneapparatet, blive i Avedøre og kun lave små film med spillere, som han kender på forhånd. »Kort sagt, føler jeg nu i mit 50. år, at have arbejdet mig frem til privilegiet: at snævre ind«. Han kan ikke blive sådan ved og har næppe heller lyst til at gå i kloster og dyrke sin have på ubestemt tid. Men som et sted at begynde igen fungerer den skarpe bagatel ganske godt.

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

Direktøren for det hele (The Boss of It All). Instr. & manus: Lars von Trier. Foto: Automavision. 99 min. Danmark-Sverige-Frankrig-Italien-Tyskland-Island 2006. Dansk premiere: 08.12.2006.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Nordisk Film Distribution/ Trust Nordisk/ Automavision/ CineMaterial/ DFI

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, You Tube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.12.2006