Jean-Pierre & Luc Dardenne: La fille inconnue (2016) + interview

EN LUKKET DØR

Om soning, skyld og (dårlig) samvittighed

Af BO GREEN JENSEN

HVIS læger vil have et liv og blive gamle i faget, må de nu og da lukke af og gå hjem. At man har aflagt den hippokratiske ed, er ikke ensbetydende med at stå til rådighed i døgndrift. Det handler om at være professionel, respektere reglerne og opdrage sine patienter. Ellers er der ingen ende på det, og man risikerer at blive udnyttet.

   Det er nogle af de ting, som lægen Jenny Davin (Adèle Haenel) forklarer sin praktikant Julien (Olivier Bonnaud), der er yngre og mindre erfaren. Der er en undertone i udvekslingen. Hun markerer sig som chef og ville finde fejl, selv om Julien ingen begik.

   Det er aften på klinikken i Seraing, den slidte industriby i Liège-regionen, hvor alle de belgiske Dardenne-brødres film foregår. Det har været en besværlig dag, og Adèle er i forvejen rastløs, fordi hun er på vej til en mere lukrativ stilling. Hun er færdig med at slide sig op i et Sisyfos-job og bo alene over den nedslidte praksis. Eller måske er hun bare kontrær.

   Senere vil hun analysere forløbet igen og igen. I situationen insisterer hun bare på ikke at åbne den lukkede dør, da der bliver banket og tryglet en time efter lukketid. Det er ikke, fordi hun er et dårligt menneske eller en ligeglad læge. Det handler mere om at sætte Julien på plads.

HOVMOD er en dødssynd, og her er der afregning ved kasse ét. Snart bliver liget af en ukendt kvinde fundet i nærheden. Politiet vil se filerne fra overvågningskameraet i konsultationen. Her er kvindens ansigt frosset i yderste nød. Hun banker på og beder om hjælp, der er nogen efter hende. Jenny føler ikke blot ansvar, men også en personlig skyld. Var døren blevet åbnet, havde den ukendte kvinde været i live.

   Politiet er på bar bund. Det tager betjentene dog ganske roligt. Kvinden var efter alt at dømme en prostitueret indvandrer af afrikansk herkomst, som opholdt sig illegalt i Belgien. Der var ingen papirer. Senere er der et navn: Serena Ndong. Men ingen grund til at starte en stor efterforskning. Det var ikke et vigtigt liv, der tabt.

JEAN-Pierre (f. 1951) og Luc Dardenne (f. 1954) har altid skildret de svageste, mest udsatte grupper. De har gjort det ved at følge en eller to karakterer helt tæt, og i begyndelsen blev den ekstreme beskæring bygget ind i æstetikken. Resultatet var en radikal realisme, som blev brødrenes signatur.

   I gennembrudsfilmen La Promesse – Løftet (1996) og guldpalmevinderen Rosetta (1999) følger et håndholdt kamera karakteren i centrum på en halv til en hel meters afstand. Tilskueren føler både overensstemmelse og distance. Det er en helt anden fornemmelse, end den som man får ved subjektiv kameraføring i konventionel forstand.

   I Le Fils – Sønnen (2002), som for mig at se stadig er brødrenes bedste film, bliver den kropsnære form til håndgribelig suspense. En mester og en lærling drejer cirkler om hinanden på et værksted. Mesteren fnyser og stamper og stirrer olmt på den frejdigt ubekymrede lærling, en ung mand med en straffeattest, der ikke kan gøre nogen ting rigtigt.

DET bliver ubærligt spændende at følge, hvad den ældre mand har på den yngre, og hvad han vil stille op med sin vrede og hævngerrighed. Titlen giver som altid et hint om, hvad det drejer sig om og hvor det ender. Som Jean-Pierre Dardenne siger om brødrenes modus operandi:

   »Det tager lang tid for os. Først må vi have: En karakter, en situation, en titel og en slutning. Det er muligt, disse ting ændrer sig under arbejdet, men vi kan ikke begynde, før vi har en vag idé om, hvor det ender.«

   – Er det sket I har ændret en titel?

   »Ja. Drengen med cyklen (Le gamin au vélo). Den første titel var Pitbull. Og den var måske for lukket om sig selv. Men drengens karakter var virkelig sammenbidt, og han havde tunnelsyn som en pitbull.«

   – Og den ukendte kvinde?

   »Fra begyndelsen ville vi fortælle en historie om en læge, som blev ansvarlig for et menneskes død, og undersøge hendes reaktion. Kvinden som døde skulle være ukendt: ingen spor, ingen papirer. Så voila: La fille inconnue. Med den titel siger vi også, hvad vi vil lede efter i filmen. Vi vil ikke lede efter motiver og årsager. Vi vil finde navnet på pigen, så hun ikke længere er den ukendte kvinde.«

I SØNNEN spilles mesteren af Olivier Gourmet, som har medvirket i samtlige Dardenne-film til dato. Af dem er 18. De første var dokumentarer, de seneste ti er fiktioner i spillefilmslængde:

   »For os er filmen mere end et spejl. Fiktion er et redskab til at udforske livets muligheder. Den lader os være inden i hovedet på vores karakterer. Virkeligheden på film er mere virkelig end i virkeligheden. Den viser mere, end et spejl ville vise. Men den siger kun noget om verden, hvis publikum engagerer sig i Jennys karakter.«

   I 2005 fik brødrene deres anden guldpalme for L’Enfant – Barnet. Her får et hjemløst ungt par et barn. Generelt tager de tingene, som de kommer, og den unge far (spillet af brødrenes anden faste hovedkraft, Jérémie Renier) forstår i første omgang ikke, hvor kæresten bliver ophidset, da han sælger deres barn. De kan jo altid få et nyt. Men han elsker hende, retter sig og vokser med opgaven, mens han arbejder på at få barnet tilbage.

DARDENNE-brødrene er [da vi taler i 2017] henholdsvis 66 og 63 år. Efterhånden som deres status er vokset, har de eksperimenteret med – for det første – at brede formen ud, så kameraet fanger andet end ryggen på karakteren i centrum og mere af den omliggende virkelighed.

   For det andet har de forsøgsvis arbejdet med kvindelige stjerner, der kan sælge flere billetter: Cécile de France er i Drengen med cyklen (2011) den varme damefrisør, som bliver en reservemor for problembarnet Cyril; Marion Cotillard er i Deux jours, une nuit (2015, da. To dage, en nat) den fritstillede fabriksarbejder, som har en lang weekend til at overbevise kollegerne om, at de skal stemme for hendes videre ansættelse.

   Der er i begge film reminiscenser af de første værkers strenge formelle kvalitet. Kameraet ser stadig Cotillard tæt på og bagfra, mens hun går fra dør til dør. Men generelt kan man få en fornemmelse af, at brødrene er blevet rundere i mælet. Det gælder dog ikke for Le Silence de Lorna (2008), den eneste Dardenne-film, som aldrig kom til Danmark. Her gifter en rumænsk prostitueret sig med en belgisk narkoman for at få statsborgerskab og give sine alfonser en base. Planen er at drive ham fra forstanden og i graven, men Lorna får ondt af den lidende stråmand.

DET er i de seneste film et problem, at der kommer et næsten idyllisk skær over socialrealismen. Det skal helst ende godt. Solidariteten skal virke. Fællesskabet ser lyset i tide og henter den udsatte ind. Jean-Pierre Dardenne siger, at karaktererne ikke må blive talerør for instruktørernes livssyn, men det er præcis, hvad der sker i brødrenes film efterhånden.

   Det har været vigtigt for dem altid at arbejde sammen og få det sidste ord. Derfor har de produceret deres film uafhængigt – gennem selskabet Les Films du Fleuve, som har base i Liége – og efterhånden, som varerne gav overskud, har de investeret i film af beslægtede kolleger.

   På den måde opstår noget i retning af et netværk for socialrealister. Dardenne-brødrene er medproducenter på film af britiske Ken Loach (Jeg, Daniel Blake), franske Jacques Audiard (Dheepan), tunesiske Mohamed ben Attia (Hedi) og rumænske Cristian Mungiu (Prøven). Ofte konkurrerer de med deres egne film. Det har de udmærket med.

FOR Jenny bliver episoden med den lukkede dør og den ukendte kvinde et eksistentielt vendepunkt. Politiet har fundet et forkert navn. Hun sætter alt ind på at opklare, hvem den dræbte kvinde var.

   Jenny opsøger farlige mænd og begynder at spørge dem ud. Hun bliver i den fattige praksis, hvor hun kan udfritte patienterne. Her spørger hun sig ind til en løsning på gåden. Både en søn (Olivier Gourmet) og en far (Jérémie Renier) er på tale som gerningsmænd. Men hvordan og hvorfor er ikke så vigtigt. Det gælder om at give kvinden et navn. Kan Jenny gøre dét, bliver det atter muligt at ånde.

   Det er ikke en thriller, hvor action er konge, men Jennys efterforskning følger noir- og detektivgenrens troper. Her får filmen den samme intensitet, som udtrykket havde i Sønnen. Samtidig ser vi Jenny med patienterne, i sit rette element, hvor hun er en værdsat og givende læge. Her er de lyse sider fra brødrenes senere film.

DET er naturligvis også en film om, hvordan vi alle lukker døren, i sindet såvel som i virkeligheden, efterhånden som flygtningekrisen udarter. Som Jean-Pierre Dardenne udtrykker det:

   »Det er en film om en dør, der ikke bliver åbnet. Pigen er sort, og hun bliver fundet uden papirer, i nærheden af vandet, så der er en resonans af alle spørgsmål om immigration og vores behandling af de mennesker, som dør under tilsvarende omstændigheder.

   Hvad doktor Jenny nægtede denne pige, var retten til gæstfrihed. Gæstfrihed betyder ikke, at alle migranter kan komme og bo i Europa. Men selv om der ikke er arbejde til alle disse mennesker, ser vi ingen grund til at blande det sammen med vildfarelsen om, at vi må lade være med at redde dem ude på havet og sørge for dem på en eller anden måde. Det er, som om vi lukker til og folder os helt sammen om os selv.«

   Brødrene Dardenne er i klasse med brødrene Taviani og brødrene Coen. De kunne ikke drømme om at arbejde uden hinanden, og med Kvinde, ukendt har de skabt deres stærkeste, varmeste film siden Sønnen.

Citaterne er fra en samtale med Jean-Pierre Dardenne, som for en gangs skyld kom uden sin bror. Interviewet fandt sted på Hotel Le Grand i Paris den 13. januar 2017.

Se også Jean-Pierre & Luc Dardenne: Le Fils/ The Son (2002); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Drengen med cyklen (2011); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Deux jours, une nuit (2014) + Moderne mestre: Jean-Pierre & Luc Dardenne | Et interview [2014].

La fille inconnue (Kvinde, ukendt). Instr. og manus: Jean-Pierre & Luc Dardenne. Foto: Alain Marcoen. 113 min. Belgien-Frankrig 2016. Dansk premiere: 08.06.2017.

Fotos: Les Films du Fleuve (stills + portrait: Christine Plenus)/ Archipel 35/ Savage Film/ France 2 Cinéma/ VOO/ BE TV/ RTBF/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wild Bunch/ Curzon/ Sundance Selects/ Camera Film

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, YouTube Movies.

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 09.06.2017.

Moderne mestre: Jean-Pierre & Luc Dardenne | Et Interview [2014]

ALTING KOMMER FRA VIRKELIGHEDEN

Jean-Pierre & Luc Dardenne, realister

Af BO GREEN JENSEN

MAJ 2014: Det er onsdag eftermiddag i Cannes. En lille uro præger festivalboblen, fordi alle om en time skal være på plads til premieren på Jean-Luc Godards Adieu au langage, den 83-årige filmlegendes seneste og måske sidste cri de guerre.*

   De fleste skal derfor den modsatte vej, da jeg kæmper mig gennem vinden for at møde Jean-Pierre og Luc Dardenne i den internationale Movie Village, hvor Unifrance har hovedkvarter. Det er lykkedes mig at få samtalen rykket en halv time frem. Hvis alt går efter planen, når jeg både Godard og de belgiske brødre.

   Få kan fortælle så enkelt om udsatte mennesker. Dardenne-brødrene er socialrealister. De har en klar, politisk dagsorden og er dertil erklærede humanister, som gør en dyd af ikke at være moderne. Godard har skudt sin film i 3D. Det ville Dardenne-brødrene aldrig gøre. De er ikke til nips og specielle effekter.

   De har et særligt blik for skæbner, der ikke passer i gængse sociale konstellationer. Det gælder fra skovpigen i Rosetta (1999) og mesteren, der ved noget særligt om sin lærling i Le Fils (2002, da. Sønnen), til manden, der sælger sit barn i L’Enfant (2005, da. Barnet) og narkomanen, som skal dø af mangel på kærlighed i Le Silence de Lorna (2008).

   Det er et forstemmende galleri, som dog skildres solidarisk og uden anmassende budskaber. Dardenne-brødrene lader publikum tænke og føle konflikterne selv. Her er sammenhold trods alt ikke en floskel. Kun briten Ken Loach og franskmænd som Robert Guédiguian og Stéphane Brizé laver film med den samme slags engagement.

BRØDRENE ligner hinanden. De har krøllet gråt hår og søvnige øjne. Det havde de også for tyve år siden, da de første gang kom til Cannes. Nu passer det støvede look bare bedre. De kunne være, men er ikke tvillinger.

   Jean-Pierre (f. 1951) er 63, Luc (f. 1954) er tre år yngre. De har altid arbejdet sammen, og det kan man ikke tage fejl af. Luc giver længere svar, men det er altid et vi, der udtaler sig. Det ville ikke give mening at fæste sig ved, hvem der siger hvad under et interview.

   Brødrene etablerede tidligt – i La Promesse (1996, da. Løftet) – den på én gang neutrale og subjektive synsvinkel, som mandsopdækker én karakter. Kameraet bliver en forskudt jeg-fortæller, der konstant markerer sin afstand til stoffet.

   I de seneste film har de åbnet deres udtryk og er faldet ind i en vane med at bruge større navne. Det er faktisk blevet trendy at medvirke i en Dardenne-film. Cécile de France var frisøren, der hjalp en svigtet dreng i Le gamin au vélo (2011, da. Drengen med cyklen). Nu spiller Marion Cotillard hovedrollen i Deux jours, une nuit.

– HVORFOR er prøveforløbet så vigtigt?
   »Vi øver altid scenerne grundigt igennem, men denne gang var det anderledes, fordi vi arbejdede med Marion Cotillard. Vi havde et gensidigt ønske om at arbejde sammen, men det var vigtigt at lægge processen til rette, så hun kunne falde til i vores verden, uden at blive set som denne store stjerne, hun er.

   Vi måtte udslette det billede, som vi havde af hende på forhånd. Enhver skuespiller, der arbejder med os, må overvinde den naturlige tendens til at gemme sig. Og vi må sørge for selv at være sandfærdige og beskedne. Vi må tale ærligt til hinanden. Alt dét er noget, man lærer i prøveforløbet.

   En anden vigtig ting var at finde den rette kameragang. Måden, som kroppen bevæger sig på, og måden, som filmen forholder sig til den. Under prøveforløbet arbejder vi på de rigtige steder og beder skuespillere klæde sig som deres karakterer. Det er kun detaljer, som bliver ændret i kostumeafdelingen senere.

   Den sidste ting, som er vigtig i prøveforløbet, er at etablere karakterens fysik. Vi arbejder på grundlag af skuespillernes fysik, deres måde at rejse og sætte sig på bliver en del af persontegningen. Det kan være ganske små ting. Sandra tager sin telefon op af tasken. Der er tusind måder at gøre det på, og de siger noget om karakteren. Det er et andet aspekt af bevægelsen, som lægges på plads under prøveforløbet.«

– JERES forrige film, »Drengen med cyklen«, havde Cécile de France i hovedrollen. Har det ændret noget for jer at bruge etablerede stjerner?
   »Vi arbejdede med Marion på samme måde, som vi arbejder med andre skuespillere. Hun havde det samme omklædningsrum, ingen personlig sminkør eller chauffør. Naturligvis måtte vi øve mere med hende, fordi hun bærer hele filmen. Men vi behandlede hende som alle andre på settet.«

   – Men kan stjerner med samme troværdighed spille frisører og fabriksarbejdere?

   »Det er et spørgsmål, som man kan stille sig selv, før man caster Marion Cotillard. Vil det afholde publikum fra at idenficere sig med Sandra, eller vil det tværtimod øge troværdigheden? Vi synes mest det sidste. Det lykkedes Marion at gemme sig selv helt væk og dykke ned i rollen som Sandra. Det er jo hele formålet med vores måde at arbejde på. Så må publikum afgøre, om det er lykkedes for os.«

– I FILMEN bliver Sandra dømt ude af sine kolleger. Arbejdere bliver fyret af arbejdere, og chefen vasker sine hænder som Pilatus –
   »Filmen præsenterer en koncentreret version af kapitalismen. Udgangspunktet er ting, vi har hørt fra mange sider og læst om i aviserne. Alting kommer fra virkeligheden, selv om vi skrev vores egen historie. Filmen opsummerer en større proces. Det er jo ikke situationer, som vi griber ud af luften. Sandras dilemma er repræsentativt for den slags liv, vi lever nu, hjemme såvel som på arbejdspladsen.«

   – Så hvad siger filmen om situationen?

   »At cheferne og arbejdsgiverne er blevet mere kyniske. Det gælder på alle niveauer. Før i tiden brugte man beskidte tricks i det skjulte. Nu bliver det hele gjort åbenlyst, og man prøver ikke at pynte på situationen. Profitmotivet er fuldkommen knæsat. Der er ingen hemmelig dagsorden. De siger: Det er op til jer, det er ikke vores ansvar. De ved, at arbejderne vil lystre, for de er bange, og de har brug for pengene. De har gæld, som de skal afdrage på, og der er ikke den samme solidaritet nu, hvor fagforeningerne er sat ud af spillet.«

– ER problemet færre penge eller mindre sammenhold?
   »Problemet er altid solidaritet. I nedgangstider bliver mennesker bange for at miste deres arbejde, og det er sværere at fastholde solidariteten. Man ved, at man kan blive erstattet med billigere arbejdskraft. Der er mange, som gerne vil arbejde for mindre. Vi har talt med fagforeningsfolk, som strejkede i 1970erne. De måtte først have grønt lys fra familien. Så det har altid været svært, men i dag er det næsten umuligt. Før i tiden stemte man ved at række hånden i vejret. Nu er der hemmelig afstemning. Vores historie handler i virkeligheden om, hvordan det lykkes Sandra at genskabe solidariteten på trods af sig selv og konkurrencementaliteten.«

   – Har I selv skåret stillinger væk, når der ikke var luft i budgettet?

   »Det har heldigvis været muligt for os at lave film på samme måde som altid, og jeg tror ikke, det bliver nødvendigt at træffe den slags svære beslutninger. Vores film er lavet på mikrobudgetter, og vi betaler alle efter tariffen. Det har aldrig været meningen at tjene til mere end dagen og vejen.

   Det er virkelig ikke prestigeproduktioner. Vi sørger for at arbejde med lokale teknikere, og det meste udstyr er noget, vi bytter os til. Vi bruger venner og bekendte. Fabrikken i filmen er ikke en fabrik i virkeligheden. Det er et jobcenter, hvor de ledige tager kurser. Vi brugte snedkerne, da vi skulle bygge vores eget set.«

– SER man på jeres tidlige film, er der denne intense kameraføring. Et håndholdt kamera stukket helt ind i nakken på Olivier Gourmet eller Émilie Duquenne. Gradvis er afstanden øget. Nu filmer I fra siden og kredser om personerne. Der er ligefrem landskabsbilleder i »Drengen med cyklen«. Æstetikken har åbnet sig. Er det bevidst?

   »Vi har afstemt æstetikken, kan man sige. Sandra i Deux jours er meget forskellig fra Émilie i Rosetta og Olivier i Le Fils. Sandra ligger ned i begyndelsen af filmen, og hun er længe om at rejse sig op. Hun besøger to kolleger og må så gå hjem og hvile sig. Kameraet skal oversætte denne energi (eller mangel på samme) til måden, som hun bevæger sig på. Vi må se hendes op- og nedture. Men også hendes udholdenhed.

   Vi ville skildre alle faserne, og vi ville ikke have et kamera, som tiltrak sig opmærksomhed og blev et virkemiddel i sig selv. Indholdet afgør, hvordan man vil filme. Karakteren kommer før metoden. Der bør slet ikke være nogen metode.

   I denne film er kameraet et vegeterende kamera. I de tidlige film var det animalistisk. Og ligefrem et rovdyr i Le Fils. De nyere film er nok mere subtile.«

   – Er I begyndt på den næste film?

   »Nej. Hvis du har en god ide, så giv os den. Vi vil gerne dele pengene.«

Se også Jean-Pierre & Luc Dardenne: Le Fils/ The Son (2002); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Drengen med cyklen (2011); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Deux jours, une nuit (2014); Jean-Pierre & Luc Dardenne: La fille inconnue (2016) + interview.

*) Der var altid kø rundt om blokken, trængsel i salen og lille panik for ikke at få plads, når la nouvelle vague-koryfæet Jean-Luc Godard (1930-2022) kom til Cannes. Da han endnu tog del i pressemøderne, kunne man se blaserte gamle kritikere blive starstruck og være ivrige som rockfans. I 2014 sendte han et »Lettre filmée« til Gilles Jacob og Thierry Frémaux med sine tanker om »Khan Khannes« og hvorfor han valgte at blive i Schweiz. Filmbrevet er et værk i sig selv. Adieu au langage blev særdeles godt modtaget. Godard delte Juryens Prix med canadiske Xavier Dolan (f. 1989), som kun var 24 år i 2014, måske fordi både ældste og yngste instruktør i konkurrencen brugte den digitale teknik, som avancerede med stormskridt i de år. Godard havde filmet med digitalkamera og i 3D. Dolans Mommy brugte højformatet fra mobiltelefoner. Godards billedbrev minder mere om stilen i Film Socialisme (2010) end om den psykedeliske intimitet i Adieu au langage. Da Agnès Varda (1928-2019) gik bort, var Godard i tre år den sidste levende frontløber fra la nouvelle vague. Han tog endelig afsked med Le livre d'image/ The Image Book (2018), som naturligvis fik premiere i Cannes.

Fotos: Les Films du Fleuve (stills + portraits: Christine Plenus)/ Depositphotos | Featureflash (Cannes 2019)/ Archipel 35/ BIM Distribuzione/ Eyework/ France 2 Cinéma/ RTBF/ Wild Bunch/ Øst for PAradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Deux jours, une nuit streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

The Criterion Collection har udgivet filmen på Blu-ray

Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 19.09.2014

Jean-Pierre & Luc Dardenne: Deux jours, une nuit (2014)

DEN LANGE WEEKEND
Nu er der kun virkeligheden

Af BO GREEN JENSEN

DET kan godt være farligt at lægge sig syg. Jean-Pierre og Luc Dardenne fortæller i Deux jours, une nuit om fabriksarbejderen Sandra (Marion Cotillard), der er blevet hjemme med en depression. Nu vil firmaet ikke have hende tilbage.

   Fabrikken fremstiller solpaneler. Den kunne lave rullepølser for Sandras skyld. Det er ikke, fordi hun elsker sit job eller forbinder det med nogen særlig værdighed at være i arbejde. Hun skal bare bruge pengene.

   Dardenne-brødrene vil som regel beskrive et alment problem gennem én enkelt skæbne. I de første film fyldte dramaet alt. Konflikterne var konstruktioner, realismen nærmest et stilgreb. Det er ikke sådan mere. Nu er der kun virkeligheden.

   Ejeren og formanden har konstateret, at man kan klare sig med 16 arbejdere i stedet for 17. De ansatte har stemt om retten til bonus eller muligheden for at beholde Sandra. Hun har aldrig været populær. Hun kan tænke sig til resultatet.

SAMTIDIG ser hun, at valget er fremprovokeret. Formanden (Olivier Gourmet, instruktørernes favoritskuespiller) har altid haft et horn i siden på Sandra. For ejeren (Baptiste Sornin) er det uden betydning, om der er 17 ansatte. Egentlig vil han helst hjælpe Sandra.

   Sammen med sin mand, Manu (Fabrizio Rongione, et andet fast ansigt), der er kok, bruger Sandra weekenden på at kontakte kollegerne, så de kan nå at ombestemme sig, før der stemmes igen mandag morgen. De banker på mange slags døre. Somme tider er parrets to børn også med.

   Muligvis vil det ikke lykkes at vende den herskende stemning. Alligevel er forsøget en sejr. Sandra har ligget og kigget på væggen. Somme tider har hun haft lyst til at dø. Nu får hun smag for at se solen skinne. Hun rejser sig selv med kampagnen.

DET er godt tænkt på Dardenne-brødrenes sædvanlige minimalistiske facon. Filmen bruger eksisterende locations og følger almindelige mennesker, der skal lære at være solidariske. Marion Cotillard er stærk og troværdig i rollen som Sandra.

   Afstemningen bliver en thriller, og det er under alle omstændigheder lærerigt at se kollegerne reagere. Nogle bliver rasende, andre trækker på skuldrene. Flere tales på plads af familien. Enkelte går hele vejen med Sandra.

   Slutningen er en humanistisk fanfare. Dardenne-brødrene havde mere visuel intensitet i tidlige film som Rosetta og Le Fils. Til gengæld er der nu flere farver i psykologien. Realismen er blevet en filosofi.

   Deux jours, une nuit er et smukt lærestykke om faglig og menneskelig solidaritet. Det er selvsagt didaktisk filmkunst, men ikke i fingerpegende form. Dardenne-brødrene siger altid store ting i et lille format. De taler her med samme betoning som briten Ken Loach og franskmanden Robert Guédiguian.

   Se filmen som en kommentar til dagens politiske økonomi. Eller bare for menneskets skyld.

Se også Moderne mestre: Jean-Pierre & Luc Dardenne | Et interview [2014]; Jean-Pierre & Luc Dardenne: Le Fils/ The Son (2002); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Drengen med cyklen (2011); Jean-Pierre & Luc Dardenne: La fille inconnue (2016) + interview.

Deux jours, une nuit (To dage, én nat). Instr. og manus: Jean-Pierre og Juc Dardenne. Foto: Alain Marcoen. 95 min. Belgien-Italien-Frankrig 2014. Dansk premiere: 18.09.2014.

Fotos: Les Films du Fleuve/ Archipel 35/ BIM Distribuzione/ Eyeworks/ France 2 Cinéma/ RTBF/ Wild Bunch/ Øst for Paradis Distribution/ The Criterion Collection/ CineMaterial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

The Criterion Collection har udgivet filmen på Blu-ray 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.09.2014

Jean-Pierre & Luc Dardenne: Drengen med cyklen (2011)

ALLE GODE KRÆFTER

Dardenne-brødrene lukker lyset ind

Af BO GREEN JENSEN

FÅ filmskabere kan fortælle helt enkelt om almindelige mennesker og gøre det så anfægtende som brødrene Dardenne. De ser et centralt drama i hvert flimrende liv, og de har et særligt blik for udsatte skæbner, der ikke passer ind i gængse sociale konstellationer.

   Det gælder fra skovpigen i Rosetta (1999) og mesteren, der ved noget særligt om sin lærling i Le Fils (2002), til manden, der sælger sit og kærestens barn i L’Enfant (2005) og narkomanen, som skal dø af mangel på kærlighed i Le Silence de Lorna (2008).

   Det er et formidabelt forstemmende galleri, som præsenteres for publikum uden de anmassende budskaber, man mærker hos mange kolleger. Vist er det politisk filmkunst, men brødrene lader tilskueren tænke, og især lader de ham føle konflikterne selv. 

   Jean-Pierre (f. 1951) og Luc Dardenne (f. 1954) udviklede tidligt – i deres tredje film, La Promesse (1996) – den på én gang neutrale og subjektive stil, som følger én karakter i hælene, så publikum ser ham eller hende fra nakken. Fotografen Alain Marcoen (f. 1950) må co-krediteres. Effekten er som en forskudt jeg-fortæller, der konstant markerer sin afstand til stoffet.

DRENGEN med cyklen ligner umiddelbart en historie, som vil bejle til et større publikum. Æstetikken er mærkbart mere mainstreamet, og eksponeringen bruger et lysere filter. Man har oplevelsen af en les fréres Dardenne light, og flere af de sædvanlige kritiske fortalere har set filmen med rynkede bryn. Dog ikke i kollegasegmentet: filmen modtog Juryens Grand Prix på Cannes Festivalen og er til dato den mest kommercielle produktion fra Les Films du Fleuve.

   Det betyder ikke, at filmen er svagere eller »dårlig«. Den prøver på at gøre noget andet og være i bedste forstand populær. At finde balancen i denne legering af budskab, oplysning, empatisk formidling og objektiv iagttagelse bliver herefter projektet i brødrenes arbejde. Efter slinger og usikre løsninger i Deux jours, une nuit (2014, da. To dage, en nat) og La fille inconnue (2016, da. Kvinde, ukendt) er der en ny formel klarhed og fasthed i Le jeune Ahmed (2019, da. Unge Ahmed) og Tori et Lokita (2022).

   Som regel er konflikterne komplekse. Karaktererne har hemmeligheder, som først må afkodes og lukkes op. Det gælder ikke i Le gamin au vélo. Den 12-årige Cyril (Thomas Doret) er et institutionsbarn, som knytter sig til damefrisøren Samantha (Cécile de France), simpelt hen fordi han ikke har andre. Hun prøver at skabe kontakt til drengens far (Jérémie Reiner). Hun tager imod drengen med alle hans fejl. I længden er det dog svært at leve med Cyrils følelse af afvisning, hans naturtalent for at skabe problemer og – især – hans glubende kærlighedssult.

FILMEN fravælger Dardenne-brødrenes sædvanlige »set-over-skulderen«-teknik og er fortalt i en åben, ofte solbeskinnet form, der finder sit indbegreb i de scener, hvor kvinden og drengen cykler langs floden. Her balancerer alle behov. Samantha og Cyril er for en tid virkelig mor og søn, forbundet i en uselvisk væren, der inkarnerer alle gode kræfter i brødrenes univers. Spørgsmålet er, om disse kan modstå presset fra ydre faktorer. Han trækkes ind i en lille kriminalitet, hun udfordres af sine kunder og sin kæreste. Cyril er som en herreløs hund, man kunne sætte tilbage. Det ville mange gøre i kvindens sted.

DEN vanskelige, kronisk problemskabende dreng er en fætter til Rosetta. Jérémie Reiner, som har medvirket i de fleste af brødrenes film, er som Cyrils far (atter) en Peter Pan, der ikke kan håndtere ansvar og pligter, skønt han sagtens kan være god i øjeblikket og mene, hvad han siger, mens han siger det. Cécile de France har sin bedste rolle siden salig Claude Millers Un secret (2007, da. En hemmelighed). Hendes varme styrke bærer Drengen med cyklen og gør filmen til en lysende ener i brødrenes rige af skygger.

Se også Moderne mestre: Jean-Pierre & Luc Dardenne | Et interview [2014]; Jean-Pierre & Luc Dardenne: Le Fils/ The Son (2002); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Deux jours, une nuit (2014); Jean-Pierre & Luc Dardenne: La fille inconnue (2016) + interview.

Drengen med cyklen (Le Gamin au vélo). Instr. og manus: Jean-Pierre og Luc Dardenne. Foto: Alain Marcoen. 87 min. Belgien-Italien-Frankrig 2011. Dansk premiere: 26.04.2012.

Fotos: Les Films du Fleuve/ Archipel 35/ Lucky Red/ France 2 Cinéma/ Radio Télévision Belge Francophone (RTBF)/ Belgacom TV/ Centre national du cinéma et de l'image animée (CNC)/ Eurimages/ Unifrance/ Øst for Paradis Distribution

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Ajourført udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 27.04.2012 

Jean-Pierre & Luc Dardenne: Le Fils/ The Son (2002)

AT LÆSE MENNESKENE
Med ærefrygt og enkle virkemidler

Af BO GREEN JENSEN

FØRST er der en ilter mand, en kantet belgisk tømrer, der hedder Olivier til fornavn ligesom spilleren, der fremstiller ham. Oliviers ensomhed er selvvalgt og indædt. Hjemme varmer han dåser med suppe og reparerer nyrebæltet af læder, som han bærer for at lindre smerten i sin nedslidte ryg. Han taler højest med eks-konen Magali (Isabelle Soupart), som for tiden venter barn med en anden. Vi fornemmer, at de deler en historie. Der er i og for sig ingen bitterhed.

   Magali bliver imidlertid vred og vil have en forklaring, da hun møder Olivier sammen med drengen. Francis (Morgan Marinne) er 15 år og lærling på værkstedet, som Olivier bestyrer. Her oplæres tvangsforvarede unge, som skal sluses ud i samfundet. Publikum forstår Magali. Vi ved, at Olivier lyver, da han bagatelliserer forbindelsen. Vi har selv set ham lure på drengen, betragte ham når han sover, holde hånden over ham under arbejdet, fatte særlig interesse efter først at have afvist at tage ham som lærling.

   At få bund i den historie bliver én hovedsag i Le Fils. Man røber ikke for meget ved at oplyse, at Magali og Olivier selv havde en søn sammen engang.

DET kunne sagtens ende voldsomt. Der kunne også blive tale om en slutning, som indeholdt en ny begyndelse for Olivier. I hvert fald er han det martrede hverdagsmenneske, som kameraet følger fra først til sidst i Le Fils. Det forfølger ham bogstaveligt. Vi er hele tiden lige foran eller bagved Olivier. Hvis han løber, løber vi efter ham. Billedet ryster sammen med hans verden, og Le Fils ville opfylde dogmekriteriet, hvis Jean-Pierre (f. 1951) og Luc (f. 1954) Dardenne gav sig af med at efterleve den slags selvpåførte begrænsninger.

   Brødrene har fundet deres skarpe form på egen hånd, og den rendyrkes suverænt i Le Fils. Filmen afrunder trilogien, som begyndte med La Promesse – Løftet (1996) og fortsatte med guldpalmevinderen Rosetta (1999). Hver gang er der en ny historie, men mennesketyperne gentager sig. Karaktererne færdes som jagede dyr i den samme sociale virkelighed.*

   Le Fils løfter endelig værket på plads. Dardenne-brødrenes belgiske trilogi er en besværgelse af den prosaiske hverdag og en tillidserklæring til mennesket, der kan måle sig med europæiske hovedværker som Krzysztof Kieslowskis Dekalog (1987-88) og Tre farver (1993-94). Vi vil se, hvad det bliver til med manden og drengen, vide hvad der knytter dem sammen, skønt kun Olivier er opmærksom på forbindelsen. Vi vil vide, hvad drengen har gjort, og vi vil se, hvad manden gør ved ham.

DEN enkle stil i Le Fils er unik. Efter tyve år i dokumentargenren begyndte de belgiske brødre i 1990erne at skabe fiktion, i begyndelsen for bedre at kunne belyse materialet og få flere tilskuere i tale, siden mere for filmkunstens skyld.

   Med tiden har de hærdet og skærpet deres metode. I La Promesse bliver der endnu klippet fra karakter til karakter, mens drengen Igor forpligter sig på at hjælpe den afrikanske kvinde, der er blevet enke som følge af faderens fiduser. Alain Marcoens kamera går tæt på faderen, sønnen og kvinden, men skildrer også resten af den fyldige personkreds. Flere forklarende afsnit afvikles som ordinær filmfortælling.

   I Rosetta går kameraet tættere på. Brødrene begynder at mandsopdække deres personer og følger den centrale karakter med noget nær eksklusiv insisteren. Hele sider af virkeligheden er fravalgt, og effekten tangerer hyperrealisme. Hvad angår det moralske regnskab, i det mindste som det gøres op her i Sønnen, ligger Dardenne-brødrene på linje med etisk motiverede instruktører som Ken Loach og Kieslowski. Den kompromisløse minimalisme har imidlertid sin nærmeste slægtning i iraneren Abbas Kiarostamis arbejder, fra Hvor er vejen til min vens hus? (1987) til Kirsebærrets smag (1997) og 10 (2002).

   Også Kiarostami (1940-2016) benytter den forhåndenværende virkelighed uden at pynte på eller forklare den særligt. Hans kamera bliver på én persons ansigt, så hans film er som udstrakte reaktionsbilleder. Dardenne-brødrene følger i stedet efter personen i fokus. Både Rosetta i Rosetta og Olivier i Le Fils ses lige så ofte fra ryggen som forfra. Kameraet ser ind i Oliviers ansigt, men nærbillederne af hans nakke, lyden af hans besværede vejrtrækning, når han løber gennem gangene, er lige så veltalende. Som tilskuer er man altid ét skridt fra karakterernes liv. Man følger det hele på nærmeste hold, men bevarer perspektiv og distance.

LE Fils er den mest æstetisk konsekvente og rendyrket indfølte af brødrenes film. Samtidig er den trilogiens mindst åbenlyst politiske del. La Promesse har meget på hjerte om den illegale indvandrers lod og diskuterer sociale forhold helt ned i detaljen, mens det menneskelige drama folder sig ud.

   I Rosetta er pigen drevet ud i sin dyriske tilværelsesform af eksterne sociale faktorer, skønt man fornemmer, at pragmatisk selviskhed er hendes natur. Hun sætter det at have et arbejde over alle personlige hensyn og forråder det eneste menneske, som faktisk holder af hende. Det gør hun uden at blinke, men man forstår, at brødrene kunne tænke sig et samfund, hvor stille eksistenser som Rosetta ikke blev drevet så langt ud i periferien.

   I Le Fils er kun psykologien tilbage. Også her lægger brødrene vægt på at beskrive det fysiske arbejde. Filmen bruger megen tid på at skildre den daglige rutine, som bringer Olivier og Francis i kontakt. Det hører med til Oliviers karakter, at han mere end mestrer sit fag. Francis føler ikke anger, men beklager blot de fem års forvaring, som det kostede ham at tage et liv. »Fortryder du, hvad du gjorde?« »Naturligvis.« »Hvorfor naturligvis?« »Fem år i skyggen. Det er værd at fortryde.«

   Imidlertid er det tydeligt, Olivier føler det også, at den mutte lærling tager faget alvorligt. Det træk gør, at vi genkender ham som en fortabt søn, der gerne vil høre til.

DER er én kvalitet i Le Fils, som adskiller den fra Dardenne-brødrenes øvrige film. I Løftet og Rosetta kan man engagere sig i karaktererne, håbe det bedste og frygte det værste, mens verden går sin skæve gang. Man føler med drengen og pigen, der kæmper for at finde fodfæste. Dog er man aldrig andet og mere end tilskuer til deres anstrengelser. Man kan hverken gøre til eller fra og læner sig derfor tilbage, mens manuskriptet afgør karakterernes skæbne.

   Med Sønnen er det anderledes. Den går i blodet med det samme og drives af en grundlæggende suspense, som anfægter tilskueren fra begyndelsen, faktisk i forbløffende grad. Det er, som om man sidder med et liv i sine hænder. Længe kredser manden om drengen, vild i blikket, olm som en tyr, der skraber i jorden, og tydeligvis frustreret, fordi han ikke ved, hvordan han skal håndtere sine modstridende følelser. Det er svært at se, om han vil dræbe sin lærling eller give den unge mand et knus. På en måde er Francis jo drengen, som Oliviers egen søn kunne være.

SOM publikum holdes vi fuldkommen fast. Først forstår man ikke, hvad Olivier har på Francis. Gradvis bliver sammenhængen klar, og man bruger da resten af tiden på at afvente en reaktion. Man ved, at den må komme, da Olivier kører Francis ud til et afsides tømmerlager, til og med på en søndag, hvor de har verden for sig selv.

   Der er mere film noir end socialrealisme i Sønnen. Man frygter både for manden og drengen. Kommercielle genrefilm ville give en arm og et ben for at have denne virkning, men spændingen intensiveres netop, fordi Le Fils trodser genrekriteriet. Hvad som helst kan ske den søndag, inklusive slet ingenting.

   Jeg skal selvsagt ikke røbe, hvordan Olivier reagerer. Det er formen snarere end indholdet, der gør det muligt at betragte La Promesse, Rosetta og Le Fils som en trilogi. Le Fils er filmen, hvor alt balancerer, hvor forholdet mellem stof og form er optimalt, og hvor det lykkes Jean-Pierre og Luc Dardenne at behandle store begrebsammenhænge som soning, skyld og tilgivelse uden at nævne dem med et ord eller i øvrigt stille ledende spørgsmål. Resultatet nås alene ved at betragte, ved at læse menneskene og registrere deres handlinger.

DET er klart, at brødrene kan noget særligt med skildringen af unge mennesker. De får eminente fremstillinger ud af deres yngste skuespillere. Émilie Duquenne var en åbenbaring som markmusen i Rosetta, og Jérémie Renier voksede simpelt hen op i Dardenne-universet. Drengen i La Promesse er den mest positive skildring: en skidt knægt, som er god nok på bunden og formår at gøre sig fri af faderens dominans. Rosettta og Sønnen inkarnerer to sider af samme princip, skønt Rosetta støder alle fra sig, mens Francis instinktivt søger en far.

   Det er denne figur, jernmanden og faderdyret, som forankrer hver film tematisk og giver læsningen af menneskene dybde. I alle tre film spilles han af Olivier Gourmet. Gourmet har haft komiske roller i elegante franske mainstreamfilm. I Dardenne-regi fremstår han som en sjældent fysisk spiller, tung, ludende langsom, ofte usympatisk, men aldrig unuanceret. Han er næsten altid faretruende almindelig.

   Dardenne-brødrene, der ynder at udtale sig i vi-form, har om Gourmet sagt, at »han er meget tæt på, hvem vi er og hvor vi kommer fra, næsten en forlængelse af os selv. På lærredet kropsliggør han den slags verden, som vi ønsker at beskrive i vores film.«

DEN verden er et hårdt belgisk sted, ofte bagsiden af tilværelsen i udkanten af en storby, hvor tuskhandel og sociale fiduser er herskende vilkår. Man bor i slidte huse og saneringsmodne ejendomme, skrøbelige strukturer, der kan bryde sammen, når det skal være, ganske som samfundets fællesbolig.**

   Men ud af de rammer kommer i Sønnen en besnærende enkel skildring af to menneskers skæbnedans. Man ser Le Fils med ærefrygt og glæder sig over en verden, hvor evnen til at elske og muligheden for tilgivelse endnu opvejer summen af larm, had og mørke.

Se også Moderne mestre: Jean-Pierre & Luc Dardenne | Et interview [2014]; Jean-Pierre & Luc Dardenne: Drengen med cyklen (2011); Jean-Pierre & Luc Dardenne: Deux jours, une nuit (2014); Jean-Pierre & Luc Dardenne: La fille inconnue (2016) + interview.

*) Man kan vælge at inddrage L'enfant (2005, da. Barnet), som blev brødrenes anden guldpalmevinder, og betragte Seraing-serien som en tetralogi. Men de første tre film efter Falsch (1987) og Je pense à vous (1992), som var atypisk konventionelle sonderinger i fiktionsformen, deler en særlig intensitet. De har fokus på et enkelt menneske og er optaget af at tilpasse Alain Marcoens »corps-caméra«. La silence de Lorna (2007) er en overgangsfilm, som breder fokus ud og bruger stemningsmusik. Meningsindholdet har prioritet. Fra og med Le gamin au vélo (2011, da. Drengen med cyklen) er den strenge form fra de første film forankret i en større virkelighed. Kort sagt er der mere omverden med. Brødrene selv sondrer skarpt mellem naturalisme og realisme. De ser deres film som udtryk for en højnet realisme.   

**) De fleste Dardenne-film er indspillet i Seraing, den forvitrende industriby ved Meuse-floden i Liège-regionen, hvor brødrene voksede op. Her har de siden 1994 drevet produktionsselskabet Les Film du Fleuve, som foruden Dardenne-projekter er med til at finansiere film af beslægtede filmskabere. Les Films du Fleuve samarbejder således med britiske Sixteen Films (Ken Loach) og rumænske Mobra Films (Cristian Mungiu). Det er på den måde lykkedes at etablere et bæredygtigt netværk af socialt engagerede filmskabere, fortalte Jean-Pierre Dardenne, da han (mange år senere og for en gangs skyld uden Luc ved sin side) besvarede mine spørgsmål i forbindelse med premieren på La fille inconnue (2016, da. Kvinde, ukendt). 

Le Fils (Sønnen – Le Fils). Instr. og manus: Jean-Pierre og Luc Dardenne. Foto: Alain Marcoen. 103 min. Belgien-Frankrig 2002. Dansk premiere: 20.06.2003.

Fotos: Les Films du Fleuve (stills: Christine Plenus)/ Archipel 35/ Radio Télévision Belge Francophone (RTBF)/ Artificial Eye/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance

Filmen streames p.t. ikke i Europa - Artificial Eye (UK) har udgivet The Dardenne Brothers Collection (2012) med seks hovedværker på dvd.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.06.2003.