Spike Jonze: Her | Hende (2013) [Sci-Fi 100]

ÅNDEN I MASKINEN

Først havde AI varme i stemmen

Af BO GREEN JENSEN

LOS Angeles om ti år, sådan cirka. Det er lige om lidt set fra 2013, da man endnu kunne tænke utopisk om nettet. Hvis filmen blev fortalt i 2023, ville det stadig være lige om lidt. I sci-fi er nærmeste fremtid altid et nu med forstærkede farver. 

   Den følsomt fraseparerede Theodore Twombly (Joaquin Phoenix) skriver breve på bestilling – varme, personlige henvendelser fra folk, han ikke kender, til folk, han ikke kender – for websitet BeautifulHandwrittenLetters. Han er, kan man sige, en futuristisk festsangskriver. Det var ikke ambitionen, han begyndte med at nære.

   Theodore går hver aften alene hjem til lejligheden i Wiltshire Tower. Her spiller han spil i 3D, sludrer med naboparret (Amy Adams og Matt Letscher), hænger ud med kammeraten Paul (Chris Pratt) og tænker på sin tid med Cat (Rooney Mara), som han blev voksen sammen med og har svært ved at give slip på.

   Theodores liv får ny mening, da han installerer et styresystem, OS1, som ordner, hvad styresystemer nu ordner, men dertil kan tænke, tale og udvikle sig. Skal programmet være et Ham eller Hende? Theodor, der har en vis erfaring med kælne kvindestemmer i chatrooms, vælger en Hende. Scarlett Johansson leverer stemmen til Samantha, som man i sagens natur aldrig ser, da hun er et digitalt gestalt.*

DET bedste ved den post-humane fabel er et gennemført produktionsdesign. Her er en fremtidshistorie, men der er ingen af de sædvanlige troper, man finder i dystopisk science fiction: ingen totalitær samfundsorden, ingen militante dissidenter.

   Der er byen, som vi kender den, blot skrevet frem til en tid, hvor teknologien er lidt mere lækker. Varme farver dominerer i lyse, veldisponerede rum. Man går i strik og bærer briller. Alle er hooket op på en platform. Altså livet som nu, bare blødere.

   I Samantha finder Theodor endelig en kvinde, som forstår ham, deler hans stemninger og er der for ham hele tiden. De forelsker sig og har en slags sex. Først går Theodor stille med, at hans nye kæreste er et operativsystem, men fænomenet viser sig at være udbredt. Samantha og Theodor har kronede dage. I en særlig fin sekvens er de på juleferie sammen. Da det kommer til stykket, gør skilsmissen slet ikke ondt.

   Det gør derimod de skiftende vilkår i relationen til Samantha. Også Amy gennemlever en krise i sit virtuelle kærlighedsforhold. Samantha holder af Theodore, men de kunstige intelligenser arbejder på at blive en ny livsform. Brian Cox lægger stemme til filosoffen Alan Watts (1915-1973), den store popularisator af tao og zen, som er et orakel for de levende systemer.

   OS-energierne migrerer og er videre. Det er svært for drømmerne at vågne, men efter abstinenserne er der måske en ny erkendelse i slutbilledet, hvor Theodore og Amy sidder sammen på taget og ser solen stå op. Der er i hvert fald en ny dybde i virkeligheden.**

SPIKE Jonze har både skrevet og instrueret den bemærkelsesværdige film. Jeg er naturligvis ikke den første, som bemærker, at Samantha nedstammer fra computeren HAL 9000, som Douglas Raine gav stemme i Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968). AI var en trope i sci-fi fra begyndelsen, men der findes få »bløde« film om kunstig intelligens. Hende er absolut en af de bedste.

   Programmøren har skrevet Samantha, så hun udvikler sig hele tiden. Det samme gælder de øvrige OS1-bevidstheder. Som tingene udarter, må man formode, at der i version 2.0 af styresystemet vil være en mindre selvstændig ånd i maskinen.

FILMENS bedrift er at overbevise om kærligheden mellem manden, der er i sin krop hele tiden, og kvinden i computeren, som egentlig ikke er til. Spike Jonze har skabt en moderne kærlighedsfilm, der er på fuld højde med de krøllede meta-historier i Being John Malkovich (1999) og Adaptation (2002, da. Orkidé-tyven).

   Set på ti års afstand, kan benovelsen synes naiv, men den er ægte. Det bliver måske en ny undergenre: blødt hverdagsliv med private problemer og bittersød AI-nostalgi. Canadiske Arcade Fire har skrevet det sprøde, flydende score. Joaquin Phoenix synger sjælfuld duet med Karen O. Døde helte og levende venner som tegneren Maurice Sendak (1928-2012) og forfatteren Dave Eggers bliver husket og takket. Hende holder uanset. Det er det nye New Hollywood, når det er bedst.

Filmen var Oscar-nomineret i 5 kategorier, herunder Best Motion Picture of the Year. Spike Jonze vandt i kategorien Best Writing, Original Screenplay.

   

Se også Isaac Asimov: I, Robot (1950) [Sci-Fi 100]; To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Ridley Scott: Blade Runner – The Final Cut (1982/2007) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100];  Matrix Tetralogy | The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]; Michael Bay: The Island (2005) [Sci-Fi 100]; Efter Alice: The Last Mimzy (2007) [Sci-Fi 100]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Duncan Jones: Moon (2009) [Sci-Fi 100]; Joseph Kosinski: Oblivion (2013) [Sci-Fi 100]; Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 (2017) [Sequels nr. 3]; Claire Denis: High Life (2018) [Sci-Fi 100]; Jessica Hausner: Little Joe (2019) [Sci-Fi 100]; Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] + Philip K. Dick 1928-1982; Store instruktører: Stanley Kubrick 1928-1999. 

*) Samantha kunne være inspireret af Siri, den »intelligente personlige assistent«, som blev udviklet på SRI International i Californien og patenteret i februar 2010. Apple købte teknologien og lancerede den som en integreret app i iPhone 4S, der blev præsenteret den 4. oktober 2011. Som der står på Wikipedia, blev nyheden umiddelbart overskygget af Steve Jobs' død den følgende dag. Susan Bennett, som er »voice actor« og sangerinde, havde indtalt grundstoffet til stemmen allerede i 2005, uden at vide, hvad formålet var. Siri har udviklet sig, og iPhone er nu i version 15. Det er dog stadig op ad bakke, hvis man vil føre en samtale. Chatbots simulerer og imiterer. Det er stadig grøn kode og algoritmer, der skrives af mennesker som Theodor Twombly. Men man må medgive, at talrækkerne kommunikerer.

**) Her er filmen tættest på regulær utopisk/dystopisk sci-fi. I første sammenklip var der flere sidehistorier, og Jonze gjorde mere ud af at beskrive den praktiske hverdag. Der var dybere spil, meta-fiktion og tv-nyheder, eksponering i næsten fuld skala. Steven Soderbergh hjalp med at klippe filmen ned fra en spilletid på 150 min til de nuværende 126. Flere karakterer blev redigeret ud. Det er ikke til at vide, om noget umisteligt blev fjernet, men umiddelbart virker det ikke sådan. Filmen har sin styrke i antydninger og markeringer. Tematikken bliver ikke forklaret ihjel. Netop i kraft af sit løse greb om kontekst bliver Hende for alvor troværdig og ny. 

Her (Hende). Instr. & manus: Spike Jonze. Foto: Hoyt van Hoytema. 120 min. USA 2013. Dansk premiere: 27.02.2014.

Fotos: Annapurna Pictures/ Stage 6 Films/ Warner Bros./ Sony Pictures Releasing/UIP/ CineMateial/ FilmAffinity 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, NETFLIX, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Version 1.0 af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 28.02.2014.

Jacques Audiard: The Sisters Brothers (2018) [Westerns 100]

KVÆSTEDE COWBOYS
Drømmen om at skabe den sidste gode western

Af BO GREEN JENSEN

ALLE nye westerns er metafilm. Filmskaberne ved, at de dyrker en anakronisme. Den klassiske western var fuld af racisme og misogyni. De nye film ved, at vi kender de gamle, og forholder sig både til historien og genren. Derfor er der ingen dusinværker. Hver eneste film er nødvendig.

   Franskmanden Jacques Audiard har skabt maskuline kronstykker som Det slag mit hjerte sprang over (2005) og fængselsfilmen En profet (2009). Guldpalmevinderen Dheepan (2015) fulgte hverdagen for en tamilsk vicevært i en parisisk ghettoforstad. Også i Danmark blev Smagen af rust og ben (2012), en grænseoverskridende kærlighedsfilm med Marion Cotillard og Matthias Schoenaerts, en ægte biografsucces.

   Audiards bedste værker er forbundet med sårbar maskulinitet af den mest stoiske slags. Alle hans helte er kvæstede mænd. Så naturligvis har han grebet chancen for at instruere, da skuespilleren John C. Reilly købte rettighederne til Paul DeWitts roman om The Sisters Brothers (2011). Reilly kunne se en nuanceret rolle til sig selv i materialet. Audiard har anet en mulighed for at hylde mestre som Ford, Hawks, Mann og Leone, mens han gav mytologien et velfortjent nakkeskud.

ELI og Charlie Sisters (Reilly og Joaquin Phoenix) er dusørjægere i 1850ernes USA. De udfører også et lejemord nu og da. Det er tiden for de store guldfund. Brødrene jager guldgraveren Hermann Warm (Riz Ahmed) på vegne af Kommandøren, en kapitalistisk bagmand i Trump/Murdoch-kategorien. Angiveligt står Warm i gæld til Kommandøren. I realiteten handler det om at få fat i hans opfindelse: formlen for en kemisk væske, der på magisk vis får guld til at lyse i vand.

   Der er flere synsvinkler og kronologiske spor. I ét beskriver Pinkerton-detektiven John Morris (Jake Gyllenhaal), hvordan han mødte Warm, mens han var på vej til noget andet. Detektiven fatter sympati for opfinderen, som vil grundlægge en utopisk koloni med pengene fra sit patent. Morris nærer ingen kærlighed til Sisters-brødrene, men han kender deres ry og respekterer deres håndværk.

FAKTISK drømmer alle filmens mænd om en bedre verden og en mindre voldsom levevej. Kun Charlie Sisters skyder løs på det hele. Eli er altid den tøvende, kejtede toer. Begge vil gerne tilbage til gården og besøge deres mor. Der er både komedie og tragedie i filmen. Grundtonen er på én gang mørk, nostalgisk og humoristisk.

   The Sisters Brothers er stemt i efterår på samme måde, som Robert Altmans McGabe & Mrs. Miller (1971) var forbundet med vinter. Her er klodsede skudopgør som i Clint Eastwoods Unforgiven (1992). Der er også en anelse Deadwood i filmen. I en næsten psykedelisk sekvens bliver opfindelsen demonstreret. Her er grådighed som i The Treasure of Sierra Madre (1948, da.Tre mænd søger guld). Af alle sine helte ligner Audiard måske John Huston mest.

   The Sisters Brothers havde premiere på Venice Film Festival i 2018. Også brødrene Coen kom med en western. Deres sjælfulde The Ballad of Buster Scruggs var en lige så stilbevidst antologifilm. Juryen foretrak den relative alvor hos Audiard og tildelte ham sin Grand Prix. Joel og Ethan Coen modtog manuskriptprisen.

The Sisters Brothers. Instr.: Jacques Audiard. Thomas Bidegain og Jacques Audiard. Foto: Benoît Debie. 122 min. Frankrig-Spanien-Rumænien-Belgien-USA 2018. Dansk premiere: 27.06.2019.

Fotos: Why Not Productions/ Annapurna Pictures/ Les Films du Fleuve/ Focus Features/ CineMaterial/ FilmAffinity/ Camera Film
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio,  Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Arrow Video [Limited + Standard Edition] 27.02.2023

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 28.06.2019

Skarp amerikaner: Et interview med Paul Thomas Anderson (2012) [Moderne mestre]

STRANDEN I SEPTEMBER

En samtale med Paul Thomas Anderson

Af BO GREEN JENSEN

LIDO DI VENEZIA 2012 – Det er sjældent særligt konstruktivt at interviewe filmskabere på en filmfestival. Der er tusindvis af kolleger, og man bliver anbragt i grupper. Svarene får et mekanisk præg, fordi der altid bliver spurgt om det samme. Endvidere er man tilbøjelig til at fokusere på konkurrenceaspektet. Vil The Master mon vinde Guldløven?

   Det er uinteressant efter et halvt år, når filmen når biograferne hjemme. I øvrigt er Paul Thomas Anderson ret ligeglad. Den 42-årige amerikaner har netop præsenteret filmen, som siges at være en karikatur af Scientology-stifteren L. Ron Hubbard. There Will Be Blood, en anden film i Den Store Mand-genren, fik premiere på Berlinalen i 2007. Her var Daniel Day-Lewis oliemagnaten, der solgte sin sjæl for en slik.

  I The Master bliver Mesteren spillet af Philip Seymour Hoffman, som faktisk deler fysik med Hubbard. Filmen skildrer – i eksklusiv langform – hans forhold til strejferen Freddie, der er som en herreløs hund. Køteren spilles af Joaquin Phoenix. Det er et hovedværk fra instruktøren, der begyndte som hjemstavnens krønikeskriver i Boogie Nights (1997), Magnolia (1999) og Punch-Drunk Love (2002).

   Senere deler Hoffman og Phoenix en pris for bedste skuespil. Anderson bliver kåret som den bedste instruktør og modtager altså en løve af sølv. Lige nu sidder vi på Hotel Excelsior og ser ud over stranden i september. Vandet ligner Stillehavet i de første scener af The Master. Anderson har en venlig, indolent facon. Han ved, at The Master er uovertruffen.

Glæden ved at udforske stoffet

 

– Det siges, at filmen tog form efterhånden.

   »Jeg hader at bruge klicheer, men man bliver sikkert aldrig færdig. Man giver bare slip. Filmen ændrede sig, mens vi arbejdede. Sikkert til det bedre. Vi prøvede hele tiden at finde ud af, hvad vi egentlig ledte efter. Joaquin er en interessant skuespiller. Han er også uforudsigelig. Så uanset hvilke instinkter, man går ind til dagens arbejde med, ryger de næsten uundgåeligt ud af vinduet. Det er en spændende måde at arbejde på. Man ved aldrig, hvad dagen vil bringe. Når det er sagt, var der ting, vi ville opnå. Når det lykkes, er følelsen fænomenal.«

   - Har du altid instrueret på den måde?

   »Ikke i begyndelsen. Det er vel noget, der ændrer sig over tid. Man bliver mere erfaren og mindre paranoid. Jeg var 23, da jeg lavede min første film, og jeg var skrækslagen for, at holdet skulle opdage, hvilken charlatan de arbejdede med. Man gjorde alt for at være klar og på plads hver morgen, somme tider på bekostning af glæden ved at udforske stoffet. Det var midtvejs i den første film, Hard Eight, jeg begyndte at slappe af. Jeg begyndte at opdage nogle af de ting, jeg stadig er ved at opdage.«

At finde mennesket på bunden

 – Der var rygter om Scientology fra begyndelsen ...

   »Der var en masse fantastisk sludder og sladder. Jeg vidste, at vi ikke lavede en film om Scientology. Så man må lukke af og sige: Vi ved, hvad vi gør; vi fortæller denne historie. Jeg var sikkert naiv. Jeg troede, at vi kunne arbejde i fred, men Scientology er et ord, der kalder stærke reaktioner frem. Vi havde mange små visninger i USA, og det var godt at høre publikum. Det eneste, de talte om, var Freddie og Master. Efter filmen var der ingen, som nævnte Scientology.«

   – Men figuren har meget tilfælles med Hubbard –

   »For mig er Hubbard bare en af de dér store karakterer. Fuld af liv og energi. Han skrev utallige bøger. Han var tydeligvis bristende fuld af ideer og, tør jeg sige, også af menneskelighed. Der er meget, jeg har læst mig til. Man vader gennem floden af fantastiske historier og prøver at finde mennesket på bunden. Hubbard er jo bare et udgangspunkt.

   Philip ville hele tiden have informationer. Han ville forstå denne mands indre liv. Det blev min – vores – opgave at skabe det sammen. Så på et tidspunkt er det ikke nok at forholde sig til L. Ron Hubbard. Man må selv give karakteren et liv. På den måde kommer man ind i sig selv og i folk, som man kender. Man ser på andre store afsind og larger-than-life karakterer.«

De ville gerne begejstre hinanden

– Der er ofte en far/søn-konflikt i dine film. Her er de også lærling og mester...

   »Det er unægtelig et tema, der bliver ved at dukke op. Man sætter sig hver gang og tænker, at denne film skal være noget andet. Man er overbevist om, at det bliver anderledes, og så ender man alligevel, hvor man plejer. Hver gang man begynder på en film, prøver man mærkeligt nok at lave noget, der ikke ligner alt det andet, man har lavet. Det går der to eller tre uger med. Så opdager man, at uret tikker. Man må bare fortælle historien og optage scenerne med disse karakterer.

   Men det er frustrerende at se tilbage og finde det tema igen og igen. Jeg havde et fremragende forhold til min far. Jeg ved ikke, hvorfor det kommer ud på den måde. The Master er dog snarere en kærlighedshistorie. En maskulin romance. Det var et stort held at have Joaquin og Philip i den samme film. De ville gerne begejstre hinanden. Det passede godt til (b)romancen.«

   – Skrev du filmen til dem?

   »Jeg kendte Joaquin lidt i forvejen. Jeg havde ofte spurgt, om vi skulle lave noget sammen, men det var aldrig rigtigt blevet til noget, så jeg skrev bare Freddie som karakter. Men når man tænker på, hvem der kan spille den mand, kommer navnet naturligvis op. Som Philip sagde: Joaquin ville være god, for han gør mig bange.«

Hjem til kyllingefarmen

– Freddie og Master har brug for hinanden. Men til hvad?

   »Man ser jo den slags hele tiden. Folk bliver skilt, og børn har brug for deres forældre. Så de leder efter faderfigurer. Det gælder også for Freddie og Master. Jeg læste om soldater, som fungerede fint under krigen, fordi de fik at vide, hvad de skulle. De holdt af at have en herre. Freddie er som en hund, man kan lære fire-fem tricks, men han vil alligevel skide på tæppet. Mesteren ved det. De leger en leg med hinanden, og den bliver mere indviklet efterhånden. Og er det ikke sådan en Shakespeare-ting, at alle sønner dræber deres fædre til slut?«

   – Freddie kommer tilbage fra Stillehavskrigen. Er det anderledes for tropperne nu?

   »Du tænker på soldaterne, som kommer hjem fra Irak og Afghanistan. Jeg er ret sikker på, at de hører den samme tale, som Freddie får i begyndelsen af filmen. Du har gjort din pligt, nu skal du tage hjem til kyllingefarmen og stifte familie. Krigen er færdig. Få et job på en benzintank.

   Jeg skrev ikke selv dialogen i de scener. Den er taget fra Let There Be Light, en propagandafilm, som John Huston lavede under krigen. Alle de store instruktører fik en bunden opgave. Huston lavede Let There Be Light, og hæren kasserede den med det samme. Han filmede på disse felthospitaler og viste, hvor medtagne mændene var. Det var ikke noget, man ville have frem.«*

En finale i moll

– I dine første film flimrede formen. »The Master« er rolig og klassisk fortalt –.

   »Boogie Nights havde brug for at flimre. Man vil nok også vise sig, når man er yngre. Jeg ville lave en af disse store, klassiske historier. Og man tænker, hvor svært kan det være, det er bare at rette kameraet den vej. Men det er svært at være kompakt og økonomisk. At gøre tingene enkle og sige dem klart. Man må også være velforberedt. Når man arbejder med Joaquin, skal hele rummet belyses. Man ved aldrig, hvor han finder på at gå hen.

   Jeg kendte ikke slutningen på forhånd. Jeg tror, at jeg på et tidspunkt erkendte, at det harmonerede bedst med den indre udvikling i disse karakterer, hvis historien fik en finale i moll. Der var en tyngde, som stod i vejen, når jeg overvejede noget mere dramatisk. Så man følger med karaktererne. Måske falder publikum fra, men man må tro på, at de bliver hængende.«

Gammelt grej

– Du bruger råfilm fra tiden og cinemascope. Ingen har filmet i 70 mm, siden Kenneth Branagh lavede sin »Hamlet« i 1996 –

   »Hamlet var den sidste fiktionsfilm, men dokumentaren Baraka blev skudt i 70 mm. De gamle kameraer anvendes stadig. Christopher Nolan har brugt dem. Terrence Malick brugte dem i The New World. Så der ligger Panavision-udstyr forskellige steder, og vi ville gerne arbejde med det. 70 mm bruges som regel til store epos med panoramiske billeder. Jeg vidste, at vi i hvert fald ikke lavede den slags film. Men vi undersøgte kameraerne og legede med dem. Resultatet taler vel for sig selv.

    Jeg har altid tænkt på, hvordan man lavede det stærke look i film som Hitchcocks North By Northwest (da. Menneskejagt). Ikke at vi ville kopiere det. Vi ville bare bruge gammelt udstyr og se, hvad der skete. De kameraer er lige så store som bordet her. De er fantastisk tunge at arbejde med, men alle de store instruktører har brugt dem. Så der kommer også en naturlig tyngde og økonomi i måden, man bruger udstyret på.«

Nu kom et andet menneske frem

– Joaquin Phoenix forandrer sig fysisk som Freddie. Er der tale om metodespil?

   »Joaquin blev i karakter i flere måneder. Fysisk måtte han holde sig tynd. Han kunne ikke spise, som han plejede. Ifølge ham selv, tager han to kilo på, hvis han spiser en muffin til frokost. Så alene disciplinen placerede ham i en anden zone. Metodespil er lidt af en myte. Man hører det samme om Daniel Day-Lewis, men hvor langt kan man egentlig tage det? Man taler jo med personer, som er der.

   Men de er også et andet sted. Da vi havde skudt den sidste scene, kunne jeg se hans ansigt slappe af og forandre sig for mine øjne. Vi kendte ikke hinanden så godt. Jeg havde set på en person i tre måneder og tænkt, at sådan var han. Nu kom et andet menneske frem. Han havde holdt sig selv tilbage så længe. Det er noget med koncentration, frygten for at miste karakteren, man er inde i. Man tør ikke give slip.«

   – Tro er en faktor i dine film. Har du selv et forhold til religion?

   »Det er ikke noget, jeg er opmærksom på. I There Will Be Blood var det temmelig klart. Der var synd og en præst, som talte om soning. Jeg blev opdraget katolsk, men meget afslappet. Jeg gik i søndagsskole. Så mistede jeg interessen. Jeg ved ikke, hvor den blev af. Det var ikke traumatisk. Det blev bare kedeligt at gå i kirke.«

Se også Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996); Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997); Paul Thomas Anderson: Magnolia (1999); Paul Thomas Anderson: Punch-Drunk Love (2002); Paul Thomas Anderson: There Will Be Blood (2007); Paul Thomas Anderson: Inherent Vice (2014); Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017).

*) Fem førende Hollywood-instruktører, som af diverse grunde – typisk alder og helbred – ikke kunne gøre tjeneste aktivt, fik midler til at skabe patriotiske propagandafilm, som kunne booste moralen på hjemmefronten og dokumentere den amerikanske krigsindsats. John Ford havde ansvaret for The Naval Volunteer Photographic Unit og varetog kontakten til de øvrige fire: Frank Capra, John Huston, George Stevens og William Wyler. Alle leverede distinkte arbejder, som ofte gik tættere på og mere i dybden, end den militære ledelse havde tænkt sig. Mark Harris beskriver projektet i Five Came Back: A Story of Hollywood and the Second World War (The Penguin Press, 2014). 

I 2017 blev materialet til en dokumentarserie, hvor moderne instruktører præsenterer og kommenterer de 13 film, som kom ud af projektet. Henholdsvis taler Paul Greengrass, Steven Spielberg, Francis Ford Coppola, Guillermo del Toro og Lawrence Kasdan om Ford, Wyler, Huston, Capra og Stevens. Flere film blev aldrig vist. Stevens skrinlagde optagelserne til Nazi Concentration Death Camps. Wyler gik for tæt på racismen i hæren. John Hustons Let There Be Light, som  Anderson citerer i The Master, var et ærligt forsøg på at beskrive de hjemvendte soldaters situation og udbrede kendskabet til, hvad vi i dag kalder PTSD. Mark Harris skrev selv manuskriptet til serien, som stadig streames på Netflix. 

Paul Thomas Anderson blev interviewet på Hotel Excelsior i Venedig den 2. september 2012. The Master havde dansk premiere den 31. januar 2013.

Fotos:Western Film Company LLC/ TWC/ Annapurna Pictures/  Ghoulardi Film Company/ Midget Entertainment/ UIP/ CineMaterial [Poster Artwork: PlanetFab]/ MovieStillsDB/ YouTube [MUBI 10 Years Anniversary Trailer].

Interviewet blev skrevet til, men aldrig bragt i Weekendavisen, da The Master havde dansk premiere. Den daværende kulturredaktør valgte at bringe sin egen samtale med Annette K. Olesen, som var undervejs med et remake af 'Skytten'.    

Paul Thomas Anderson: The Master (2012)

HUND OG HERRE

Scientology er sagen i The Master  

Af BO GREEN JENSEN

PAUL Thomas Anderson bliver somme tider sammenlignet med Orson Welles. Det er ikke så søgt, som det lyder. Anderson voksede op i filmmiljøet, og der er det samme egenrådige wunderkind-touch i hans amerikanske epos, som i stigende grad bliver Citizen Kane-historier. I generationen, der tæller filmskabere som Todd Haynes (discipel af Douglas Sirk) og David Fincher (i sporet fra Alfred Hitchcock), giver det mening at se ham som Welles.

   Andersons film har deres styrke i stedet og tiden. De første var hjemstavnshistorier fra San Fernando Valley. Boogie Nights (1997) beskriver pornoindustrien i 1970erne, den korte guldalder før VHS, da sexfilmen havde æstetiske ambitioner. Magnolia (1999) binder en tør buket af absurde vandrehistorier. Punch-Drunk Love (2002) viser Los Angeles og Adam Sandler fra sider, de sjældent har lejlighed til at vise.

   Anderson nåede næste niveau i There Will Be Blood (2007), hvor Daniel Day-Lewis finder olie ved forrige århundredskifte og bygger et goldt forretningsimperium. Han vinder verden og taber sin sjæl. For Anderson er dét den store historie, som han forbinder med Amerikas skæbne. Han fortæller den en gang til i The Master.

THE Master er inspireret af Scientology-stifteren L. Ron Hubbards biografi, både mandens egen, mytisk opskrevne udgave og den mere prosaiske baggrund. Filmen fortæller i mættede scope-billeder – den er skudt på råfilm fra perioden og fremkaldt i det sjældne 65-mm format – om krigsveteranen Freddie Quell (Joaquin Phoenix), som finder en retning i livet, da han møder den karismatiske kultleder Lancaster Dodd (Philip Seymour Hoffman), der mobiliserer sjæle for »Sagen« i 1940ernes Californien.

   Dodd og hans bevægelse deler så mange træk med Hubbard og Scientology, at man ikke kan se bort fra disse ligheder. Der er dog hverken tale om angreb eller apologi. Quell og Dodd er evige typer og mænd af deres tid. Helt centralt er, at de kompletterer hinanden. Quell er hunden, der finder sin herre. Dodd har brug for Quell, der kan slukke hans tørst. Det gælder helt bogstaveligt. Til Quells talenter hører, at han kan mikse drinks af kemikalier: syre, fortynder, fremkaldervæske.

DER er tre lange akter i The Master. Først beskrives Quells tid i Stillehavskrigen. Han former en kvinde af sand og simulerer et samleje. Han sover i riggen og drikker sig svimmel i barbersprit. Farveskalaen er blå, hvid og ren som tidens egen technicolor. Quell er derimod fortabt og ude af trit, da han dukker op i 1950 som kanonfotograf i et stormagasin. Han har varm sex med en model, som han siden forlader.

   Jorden brænder altid under Freddie. Han synes om solen og vinden og regnen i marken, hvor han arbejder som daglejer blandt filippinske immigranter, og filmen bruger billedkompositioner fra Walker Evans og Dorothea Lange. Ved et tilfælde bliver han blind passager på den yacht, som Dodd har lånt af en rig discipel. Da de mødes, er Mesteren således klædt i en velstand, som også duperer tilskueren.

REALISMEN sætter ind i anden akt, hvor fokus forrykkes fra hunden til herren. Dodd har skrevet den første udgave af Planen. En kreds af tilhængere deler hans tanker. Dodd selv bliver holdt i stramme tøjler af hustruen Peggy (Amy Adams), som sørger for, at han ikke forgriber sig på eleverne. Mange sager må dysses ned. Quell deltager i flere lektioner, men lærer aldrig at maksimere sine psykiske energier. Han slår enhver, som bagtaler Dodd. For Mesteren er Quell uundværlig. Alle andre betragter den fordrukne soldat med foragt.

QUELL bærer Dodds udstyr, da Mesteren henter de hellige skrifter. Scenen ligner en psykedelisk parodi på De ti bud. Så må hunden frigøre sig. Vendepunktet er henlagt til ørkenen, hvor mændene kører motorcykel. Quell får besked på at styre mod bjerget. Han kører og kommer aldrig tilbage. Dodd tager det til efterretning. Det bliver hverken fortolket eller forklaret. En væsentlig styrke ved The Master er, at den ikke sætter ord på sine mysterier.

   Quell bliver ikke lykkelig. Dodd får flere tilhængere, da han skriver anden udgave af Planen og lokker med hemmelig indsigt. Man fornemmer, at der går forretning i troen. Det er Peggy, som styrer kontoret i England, hvor hund og herre mødes sidste gang. Scenen er forberedt i to timer. Det er en meget tilfredsstillende slutning.

THE Master ligner ikke mange andre film. Den er mere som en velskreven bog, der lader tvivlen og pauserne stå, mens den udforsker virkeligheden. Anderson forholder sig ikke til Sagen, men til graden af fortabelse, og der er ingen færdig nøgle til strukturen. Der er derimod stofrige billeder, som kan læses på mange niveauer. The Master har sjæl og får én til at tænke. Hvad mere kan en filmgænger ønske sig nu?

Se også Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996); Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997); Paul Thomas Anderson: Magnolia (1999); Paul Thomas Anderson: Punch-Drunk Love (2002); Paul Thomas Anderson: There Will Be Blood (2007); Paul Thomas Anderson: Inherent Vice (2014); Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017) + Skarp amerikaner: Et interview med Paul Thomas Anderson (2012) [Moderne mestre].

The Master. Instr. og manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Mihai Milaimare Jr. 137 min. USA 2012. Dansk premiere: 31.01.2013.

Fotos: Western Film Company LLC/ TWC/ Annapurna Pictures/  Ghoulardi Film Company/ Midget Entertainment/ UIP/ CineMaterial [Poster Artwork: PlanetFab]/ MovieStillsDB/ YouTube [Annapurna Pictures Trailer)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime

2K Blu-ray fra Entertainment in Video (UK) 11.03.2013

Anmeldelsen stod t i Weekendavisen Kultur 01.02.2013

Paul Thomas Anderson: Inherent Vice (2014)

NATURLIGE MANGLER

En tidehvervskrimi af Thomas Pynchon 

Af BO GREEN JENSEN

STRANDEN ved Los Angeles, 1970. Kærlighedssommeren '67 er en tåget erindring, og ånden fra '68 nåede aldrig for alvor til Gordita Beach, hvor hippiedetektiven Larry »Doc« Sportello (Joaquin Phoenix med jesussandaler og Neil Young-bakkenbarter) løser forefaldende opgaver, når ellers han er ved bevidsthed og kan gå nogenlunde lige.

   Doc har sit modstykke i kriminalkommissær Christian »Bigfoot« Bjornson fra LAPD. Bigfoot (Josh Brolin med militærklippet karsehår og knitrende blå polyesterhabit) er korrupt, patriotisk, neurotisk homofobisk og allergisk over for hippiekulturen. Det fremgår, at mændene kender hinanden fra skolen. Hvis Doc er en cirkel, må Bigfoot være en firkant. De er i hvert fald to alen af samme stykke, skønt ingen af dem vil være ved det.

   Generelt præger tømmermænd tiden. Præsident Nixon skruer op for krigsførelsen i Vietnam, og lokalsamfundet i Californien er grebet af kollektiv paranoia efter Charles Manson-kultens mord på skuespillerinden Sharon Tate og hendes venner. Inherent Vice er lavet fem år før Quentin Tarantinos Once Upon a Time ... in Hollywood (2019), men filmene ser det samme sted i den samme tidsramme fra let forskudte, skønt nært forbundne synsvinkler. Der er nervøsitet i stofmiljøet, og politiet tager Manson-sagen så alvorligt, at enhver forsamling på mere end tre personer bliver betragtet som en mulig kult.

DEN højgravide Sharon Tate, som var gift med filmskaberen Roman Polanski, blev myrdet den 9. august 1969. I virkeligheden findes der ingen Gordita Beach i South Bay-regionen. Der er derimod en Manhattan Beach, hvor forfatteren Thomas Pynchon i 1970 sad og skrev på romanen Gravity's Rainbow (1973), hans opfølger til den legendariske V. (1963), som var en bibel for alle i generationen.

   Den nu 87-årige Pynchon har altid været en flygtig legende. Der findes et foto fra hans skoledage og ét fra hans soldatertid. Ellers er han en af de usynlige forfattere i amerikansk litteratur. Han har aldrig lanceret og promoveret, kun sjældent givet interviews. Man ved, at han er kandidat i engelsk fra Cornell University, hvor han også begyndte at læse til civilingeniør. Så forsvandt han i forfatterskabet.

   Dette har åbnet sig betydeligt med tiden. I de første årtier var der så lange pauser, at forlaget fyldte stilheden med kuriosa som kortromanen The Crying of Lot 49 (1966, da. Katalognummer 49 udbydes) – som længe var alt, hvad der fandtes på dansk – og de opsamlede noveller i Slow Learner fra 1984.

   Gravity's Rainbow (da. Tyngdens regnbue) modtog en National Book Award, da den endelig udkom. Så gik der tyve år, før Vineland (da. Vinland) pludselig var en af årets bøger i 1993. Siden har Pynchon været flittig. Efter murstensromanerne Mason & Dixon (1997, da. 2002) og Against the Day (2006) er også formatet blevet mere håndterligt. Både Inherent Vice (2009) og 9/11-romanen Bleeding Edge (2014, da. Det dybe net) er rene pamfletter på knap 400 sider.

   Der er stadig et mylder af personer og et væld af henvisninger til både smal og bred kultur, men den postmoderne Dickens er blevet mere tilgængelig. I Inherent Vice skriver han cirka som Raymond Chandler eller Ross MacDonald på syre, og Doc Sportello har den samme laissez faire-tilgang til opklaringsarbejdet, som Philip Marlowe og Lew Archer praktiserede. Bogen er gnidret og satirisk på surrealistisk facon, men den er ikke svær at læse. Alligevel havde man aldrig troet, at en filmskaber ville binde an med en billedversion. 

PAUL Thomas Anderson fjerner forskellige træk, men holder sig tæt på skelettet. Doc Sportello, som deler venteværelse med en tandlæge, bliver kontaktet af sin gamle kæreste, Shasta Fay (Katherine Waterston), som fortæller en æggende røverhistorie, før hun forsvinder. Løst skitserede sidehistorier hænger som smog over hele landskabet, der er solsvedent og overbelyst. En hedonistisk milliardær vil forære sine penge væk, og hans kone og hendes elsker prøver måske at skaffe ham af vejen.

   En massageklinik, et kriminelt kartel ved navn The Golden Fang og et holistisk sanatorium, som måske bliver drevet af FBI, er tre af de mange omdrejningspunkter. Doc har en robust affære med Penny (Reese Witherspoon) fra den offentlige anklagers kontor. Det er en tid, hvor samfundsklasser og sociale lag vil prøve hinandens ting af og bytte kropsvæsker. Som sagt er Doc og Bigfoot en slags tematiske brødre.

FILMEN er tapetseret med musik fra tiden (Neil Young, Sam Cooke, The Association), mens Jonny Greenwood (fra Radiohead) atter har skrevet det bærende score. Myldrebilledet er befolket med forvredne og udknaldede typer, der bliver spillet af bl.a. Owen Wilson, Benicio Del Toro og Jena Malone. Efter sigende optræder Pynchon selv i en cameorolle.

   Det lyder sikkert som noget i stil med Coen-brødrenes The Big Lebowski, men Andersons film ligger tættere på Robert Altmans version af The Long Goodbye (1973), som opdaterede Chandlers roman og lod Elliott Gould spille en krøllet, men besnærende cool Philip Marlowe. Inherent Vice har den samme uoverskuelighed og det samme udvaskede lys. De to film deler tid og sted. Den ene er bare en rekonstruktion.

ET eksempel på uhåndgribeligheden er fatamorganaet The Golden Fang, som Doc bliver rådet til at holde sig fra. Den Gyldne Hugtand er enten et kinesisk narkokartel eller en sammenslutning af tandlæger, der er oprettet af skattehensyn.

   Alle tager stoffer og vil have lidt af solskinnet med, mens Pynchons paranoide maskine fabrikerer nye forgreninger. Det er et panoramisk syretrip og en øvelse i at fange tidsånden, der peger tilbage mod Andersons tidlige film, Hard Eight, Boogie Nights og Magnolia, som kom før Citizen Kane-øvelserne i There Will Be Blood og The Master.

   Inherent Vice er et forsikringsbegreb. Det henviser til varer, der ikke kan forsikres på grund af deres indbyggede fordærvelighed. Æg knuses, frugt rådner, glas går i stykker. Det smager lidt af arvesynd, i hvert fald som Pynchon anvender det.

OGSÅ dét er i noir-traditionen. James M. Cains Double Indemnity, som Billy Wilder filmatiserede i 1944, brugte begrebet »Dobbelt dækning« i samme ånd. Docs veninde Sortilège (Joanne Newson), der fungerer som fortæller i filmen, er spændt på at se, hvordan han vil tolke begrebet i forbindelse med et kærlighedsforhold. Oversætteren Claus Bech brugte udtrykket »Naturlige mangler«, da Inherent Vice udkom på dansk.

   Andersons husfotograf, Robert Elswit, har som altid indkapslet atmosfæren. Det er en krimi, hvor plottet er irrelevant, og en film, der vil skildre en tid og en tilstand. Stoner noir – altså mørk, dopet spænding – er et nykritisk kælenavn for den tone, man finder i Inherent Vice. »The World Began in Eden but It Ended in Los Angeles« hed en sang fra tiden af Phil Ochs. Den kunne Doc Sportello godt gå og nynne i Gordita Beach. Det er en udsøgt film for den rigtige tilskuer.

Se også Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996); Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997); Paul Thomas Anderson: Magnolia (1999); Paul Thomas Anderson: Punch-Drunk Love (2002); Paul Thomas Anderson: There Will Be Blood (2007); Paul Thomas Anderson: The Master (2012); Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017); Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022] + Skarp amerikaner: Et interview med Paul Thomas Anderson (2012) [Moderne mestre].

Inherent Vice. Instr. & manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Robert Elswit.  148 min. USA 2014. Dansk premiere: 12.02.2015.

Thomas Pynchon: Inherent Vice. 370 s. The Penguin Press, 2009.

Thomas Pynchon: Naturlige mangler. Oversat af Claus Bech. 386 s. Forlaget Tiderne Skifter, 2010.

Foto: Ghoulardi Film Company/ Warner Bros./ IAC Films/ RatPac-Dune Entertainment/ SF Studios/ CineMaterial [Poster Artwork: Dustin Chanton/ Steven Chorney], MovieStillsDB, YouTube [clip + original Warner Bros.Trailer]  

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. 29.06.2015

Teksten trykt i Weekendavisen Kultur 13.02.2015