Maria Schrader: Ich bin dein Mensch | Drømmemanden (2021)

JEG ER DIT MENNESKE

Kunstigt liv i en virkelig hverdag

Af BO GREEN JENSEN

IDEEN om kunstigt liv er på alder med Pygmalion-myten. Det posthumane menneske er en trope i eventyr og science fiction fra Mary Shelley til Philip K. Dick. Nu bredes temaet ud i en tid, hvor AI, cyborgs og androider ikke længere er fiktion, men praktisk og populær mekanik.

   Temaet er særligt filmegnet, fordi robotter kan spilles af mennesker. Selv de bedste CGI-effekter kommer til kort. Det har dog typisk været genrestof: fra Brigitte Helm som den kunstige Maria i Fritz Langs Metropolis (1927) til Alicia Vikander i Alex Garlands Ex Machina (2014) og så videre.

   Der er en vagt futuristisk atmosfære i Drømmemanden, men grundtonen er prosaisk og realistisk. Maria Schraders sædekomedie har samme anslag som Christian Petzolds take på havfruemyten i Undine (2020). Begge film bruger Berlin som baggrund og har en kvindelig forsker i fokus.

NÅR Alma (Maren Eggert) har indladt sig med firmaet, som fremstiller robotter, er det for at få penge til sin forskning i sumerisk poesi. Det fremgår, at myndighederne overvejer, om androider skal have status som individer. Alma arbejder for Pergamonmuseet. Hun får sine midler, hvis hun lader Tom flytte ind. Han er programmeret til at opfylde hendes behov.

   Alma er skeptisk og negativt stemt. Tom formulerer banale komplimenter, hælder rosenblade i badevandet og tænder romantiske stearinlys til ingen nytte. Han er både computerskarp og empatisk. Han læser sumerisk og afslører, at en forsker i Buenos Aires er længere med det samme projekt.

TOM kan vente i regnen i timer. Da Alma falder, står Tom parat til at gribe. Hun begynder at føle for fibermanden og indser, at han også føler. Der er et gennembrud i scenen, hvor begge vedgår, at de ikke gjorde deres art nogen ære aftenen før. Der er endelig absolut nærkontakt.

   For Alma slår dét hovedet på sømmet: det nytter ikke at få lykken foræret. Mennesket er skabt til at have modstand. Imidlertid er der mere i sagen. Filmen slutter for resten i Danmark. Alt er meget charmerende gjort.

DET lette og legende gør fablen dybere, end den ser ud. Der er spor af den tragiske smerte, som replikanterne føler i Blade Runner, da deres levetid rinder ud. Englænderen Dan Stevens – som sikkert er bedst kendt fra Downtown Abbey – taler flydende tysk og er castet perfekt som den belevne, metroseksuelle robot.

   Især kan han udfordre menneskers fordomme. Tom taler med mekanisk stemme og bilder Alma ind, at digitale kredsløb hjælper hinanden. Alma vil markere sig i forhold til patos og banalitet. Han imponerer hende ved at skære igennem og give det patetiske liv.

DER er morsomme sociale situationer og megen finurlig, let ironi. Mest forfriskende er filmen hverken dystopisk eller thrillerorienteret. Tom inkarnerer andetheden. Man kunne fortælle den samme historie med etniciteten som tema. Dét er det bedste ved filmen: at den ikke har svar på de spørgsmål, den rejser. Men gode bud på en meningsfuld, midlertidig pagt.

   Ich bin dein Mensch var Tysklands officielle Oscar-kandidat. Filmen blev ganske vist ikke kortlistet, men den er velspillet, vittig og meget seværdig.

Se også Isaac Asimov: I, Robot (1950) [Sci-Fi 100]; To versioner: The Day the Earth Stood Still (1951/2008) [Sci-Fi 100]; To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Ridley Scott: Blade Runner – The Final Cut (1982/2007) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Matrix Tetralogy: The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]; Michael Bay: The Island (2005) [Sci-Fi 100]; Efter Alice: The Last Mimzy (2007) [Sci-Fi 100]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Duncan Jones: Moon (2009) [Sci-Fi 100]; Neill Blomkamp: District 9 (2009) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100]; Joseph Kosinski: Oblivion (2013) [Sci-Fi 100]; Spike Jonze: Her | Hende (2013) [Sci-Fi 100]; Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 (2017) [Sequels nr. 3]; Claire Denis: High Life (2018) [Sci-Fi 100]; Danske dystopier 2: QEDA (2017) [Sci-Fi 100]; Danske dystopier 1: Reservat (2019) [Sci-Fi 100]; Jessica Hausner: Little Joe (2019) [Sci-Fi 100]; George Clooney: The Midnight Sky (2020) [Oscars 2021] [Sci-Fi 100]; Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100]; Philip K. Dick 1928-1982 [Sci-Fi 100]; Store instruktører: Stanley Kubrick 1928-1999. 

Ich bin dein Mensch (Drømmemanden). Instr.: Maria Schrader. Manus: Maria Schrader, Jan Schomburg. Foto: Benedict Neuenfels. 108 min. Tyskland 2021. Dansk premiere: 10.02.2022.

Fotos: Letterbox Filmproduktion/ Beta Cinema/ Curzon Home Cinema/ Camera Film

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen lagt på Weekendavisen.dk 10.02.2002; trykt [med rubrikken 'Det syntetiske liv'] i WA Kultur 11.02.2022

Spike Jonze: Her | Hende (2013) [Sci-Fi 100]

ÅNDEN I MASKINEN

Først havde AI varme i stemmen

Af BO GREEN JENSEN

LOS Angeles om ti år, sådan cirka. Det er lige om lidt set fra 2013, da man endnu kunne tænke utopisk om nettet. Hvis filmen blev fortalt i 2023, ville det stadig være lige om lidt. I sci-fi er nærmeste fremtid altid et nu med forstærkede farver. 

   Den følsomt fraseparerede Theodore Twombly (Joaquin Phoenix) skriver breve på bestilling – varme, personlige henvendelser fra folk, han ikke kender, til folk, han ikke kender – for websitet BeautifulHandwrittenLetters. Han er, kan man sige, en futuristisk festsangskriver. Det var ikke ambitionen, han begyndte med at nære.

   Theodore går hver aften alene hjem til lejligheden i Wiltshire Tower. Her spiller han spil i 3D, sludrer med naboparret (Amy Adams og Matt Letscher), hænger ud med kammeraten Paul (Chris Pratt) og tænker på sin tid med Cat (Rooney Mara), som han blev voksen sammen med og har svært ved at give slip på.

   Theodores liv får ny mening, da han installerer et styresystem, OS1, som ordner, hvad styresystemer nu ordner, men dertil kan tænke, tale og udvikle sig. Skal programmet være et Ham eller Hende? Theodor, der har en vis erfaring med kælne kvindestemmer i chatrooms, vælger en Hende. Scarlett Johansson leverer stemmen til Samantha, som man i sagens natur aldrig ser, da hun er et digitalt gestalt.*

DET bedste ved den post-humane fabel er et gennemført produktionsdesign. Her er en fremtidshistorie, men der er ingen af de sædvanlige troper, man finder i dystopisk science fiction: ingen totalitær samfundsorden, ingen militante dissidenter.

   Der er byen, som vi kender den, blot skrevet frem til en tid, hvor teknologien er lidt mere lækker. Varme farver dominerer i lyse, veldisponerede rum. Man går i strik og bærer briller. Alle er hooket op på en platform. Altså livet som nu, bare blødere.

   I Samantha finder Theodor endelig en kvinde, som forstår ham, deler hans stemninger og er der for ham hele tiden. De forelsker sig og har en slags sex. Først går Theodor stille med, at hans nye kæreste er et operativsystem, men fænomenet viser sig at være udbredt. Samantha og Theodor har kronede dage. I en særlig fin sekvens er de på juleferie sammen. Da det kommer til stykket, gør skilsmissen slet ikke ondt.

   Det gør derimod de skiftende vilkår i relationen til Samantha. Også Amy gennemlever en krise i sit virtuelle kærlighedsforhold. Samantha holder af Theodore, men de kunstige intelligenser arbejder på at blive en ny livsform. Brian Cox lægger stemme til filosoffen Alan Watts (1915-1973), den store popularisator af tao og zen, som er et orakel for de levende systemer.

   OS-energierne migrerer og er videre. Det er svært for drømmerne at vågne, men efter abstinenserne er der måske en ny erkendelse i slutbilledet, hvor Theodore og Amy sidder sammen på taget og ser solen stå op. Der er i hvert fald en ny dybde i virkeligheden.**

SPIKE Jonze har både skrevet og instrueret den bemærkelsesværdige film. Jeg er naturligvis ikke den første, som bemærker, at Samantha nedstammer fra computeren HAL 9000, som Douglas Raine gav stemme i Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968). AI var en trope i sci-fi fra begyndelsen, men der findes få »bløde« film om kunstig intelligens. Hende er absolut en af de bedste.

   Programmøren har skrevet Samantha, så hun udvikler sig hele tiden. Det samme gælder de øvrige OS1-bevidstheder. Som tingene udarter, må man formode, at der i version 2.0 af styresystemet vil være en mindre selvstændig ånd i maskinen.

FILMENS bedrift er at overbevise om kærligheden mellem manden, der er i sin krop hele tiden, og kvinden i computeren, som egentlig ikke er til. Spike Jonze har skabt en moderne kærlighedsfilm, der er på fuld højde med de krøllede meta-historier i Being John Malkovich (1999) og Adaptation (2002, da. Orkidé-tyven).

   Set på ti års afstand, kan benovelsen synes naiv, men den er ægte. Det bliver måske en ny undergenre: blødt hverdagsliv med private problemer og bittersød AI-nostalgi. Canadiske Arcade Fire har skrevet det sprøde, flydende score. Joaquin Phoenix synger sjælfuld duet med Karen O. Døde helte og levende venner som tegneren Maurice Sendak (1928-2012) og forfatteren Dave Eggers bliver husket og takket. Hende holder uanset. Det er det nye New Hollywood, når det er bedst.

Filmen var Oscar-nomineret i 5 kategorier, herunder Best Motion Picture of the Year. Spike Jonze vandt i kategorien Best Writing, Original Screenplay.

   

Se også Isaac Asimov: I, Robot (1950) [Sci-Fi 100]; To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Ridley Scott: Blade Runner – The Final Cut (1982/2007) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100];  Matrix Tetralogy | The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]; Michael Bay: The Island (2005) [Sci-Fi 100]; Efter Alice: The Last Mimzy (2007) [Sci-Fi 100]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Duncan Jones: Moon (2009) [Sci-Fi 100]; Joseph Kosinski: Oblivion (2013) [Sci-Fi 100]; Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 (2017) [Sequels nr. 3]; Claire Denis: High Life (2018) [Sci-Fi 100]; Jessica Hausner: Little Joe (2019) [Sci-Fi 100]; Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] + Philip K. Dick 1928-1982; Store instruktører: Stanley Kubrick 1928-1999. 

*) Samantha kunne være inspireret af Siri, den »intelligente personlige assistent«, som blev udviklet på SRI International i Californien og patenteret i februar 2010. Apple købte teknologien og lancerede den som en integreret app i iPhone 4S, der blev præsenteret den 4. oktober 2011. Som der står på Wikipedia, blev nyheden umiddelbart overskygget af Steve Jobs' død den følgende dag. Susan Bennett, som er »voice actor« og sangerinde, havde indtalt grundstoffet til stemmen allerede i 2005, uden at vide, hvad formålet var. Siri har udviklet sig, og iPhone er nu i version 15. Det er dog stadig op ad bakke, hvis man vil føre en samtale. Chatbots simulerer og imiterer. Det er stadig grøn kode og algoritmer, der skrives af mennesker som Theodor Twombly. Men man må medgive, at talrækkerne kommunikerer.

**) Her er filmen tættest på regulær utopisk/dystopisk sci-fi. I første sammenklip var der flere sidehistorier, og Jonze gjorde mere ud af at beskrive den praktiske hverdag. Der var dybere spil, meta-fiktion og tv-nyheder, eksponering i næsten fuld skala. Steven Soderbergh hjalp med at klippe filmen ned fra en spilletid på 150 min til de nuværende 126. Flere karakterer blev redigeret ud. Det er ikke til at vide, om noget umisteligt blev fjernet, men umiddelbart virker det ikke sådan. Filmen har sin styrke i antydninger og markeringer. Tematikken bliver ikke forklaret ihjel. Netop i kraft af sit løse greb om kontekst bliver Hende for alvor troværdig og ny. 

Her (Hende). Instr. & manus: Spike Jonze. Foto: Hoyt van Hoytema. 120 min. USA 2013. Dansk premiere: 27.02.2014.

Fotos: Annapurna Pictures/ Stage 6 Films/ Warner Bros./ Sony Pictures Releasing/UIP/ CineMateial/ FilmAffinity 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, NETFLIX, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Version 1.0 af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 28.02.2014.

Steven Spielberg: A.I. - Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]

PROBLEMET MED PINOCCHIO
A.I. fra Aldiss til Kubrick og Spielberg

Af BO GREEN JENSEN

VI befinder os i en fremtid, hvor Polerne er smeltet. Det meste af verden står under vand, og menneskene lever videre på spredte øer, som bæres oppe af avanceret teknologi. Der er et bugnende marked for mechaer, de stadig mere livagtige robotter, som varetager alle servicefunktioner.
   Da ressourcerne er sparsomme, får de færreste par lov at føde et barn. For at fylde savnet arbejder firmaet Cybertronics på at skabe en kunstig dreng, der faktisk kan føle kærlighed i stedet for blot at foregive den.
   Prototypen hedder David (Haley Joel Osmond), er 11 år og ligner en levende dreng i alle henseender. Han tvivler ikke selv på, at han er »virkelig«. Cybertronics giver ham på prøve til Monica og Henry Swinton (Frances O’Connor og Sam Robards), hvis egen søn Martin (Jake Thomas) ligger i koma. Monica er både bange og skeptisk, men overgiver sig snart og læser ordene i den kode, som programmerer David til ubetinget kærlighed. Således er fortryllelsen aktiveret. Alt er godt, indtil Martin vågner og vender tilbage, fuld af beregnende jalousi og ringeagt for mechaer.
   Konflikten eskalerer så langt, at Henry vil returnere David og få den kunstige dreng ødelagt. Det kan Monica dog ikke bære. I en hjerteskærende scene, der endegyldigt suger tilskueren ind, kører hun David ud i skoven og efterlader ham. Den kunstige dreng er utrøstelig, men begynder at udforske verden sammen med Teddy, en legetøjsbjørn som kan tale og tænke og vralte af sted. Da de møder elskovsrobotten Gigolo Joe (Jude Law), en mecha som er flygtet fra kødmarkedet i Rouge City, støder også en voksen storebror til.
   David klynger sig stadig til legenden om Pinocchio, som Monica læste for sine sønner. For den kunstige dreng er der ingen tvivl om, at eventyret taler sandt. Kunne han blot få Den Blå Fe at se, ville hun svinge tryllestaven over ham, gøre ham til en levende dreng og genoprette verdens balance. David er programmeret til at elske, som mange af os faktisk er. Han kan ikke holde op igen og har kun længslen efter sin Mommy i hovedet.

SÅDAN begynder den fantastiske rejse, der efter en time bliver hovedsagen i A.I. Det betyder »Artificial Intelligence« og er titlen på det sagnomspundne filmprojekt, som Stanley Kubrick arbejdede på i årevis, før han bad Steven Spielberg overtage instruktørfunktionen.
   Selv sagde Kubrick altid bare »Pinocchio-historien«, når han talte med sine venner om filmen. De færreste havde regnet med at se den, og reaktionen ved premieren var positivt forvirret snarere end egentlig begejstret. Siden har den stået på et sidespor og bliver sjældent talt med hos kritiske fans af den ene eller den anden filmskaber. A.I. ligner nemlig ikke nogen anden film, man har set, heller ikke i de genrer, kunsteventyret og hård science fiction, som den vælger at forene og vægte lige stærkt.
   A.I. har en omfattende forhistorie, og skønt den fremstår som resultatet af et solidarisk gruppearbejde, udgør den snarere summen af mange individuelle anstrengelser, som ikke nødvendigvis trækker i samme retning.
   Det originale forlæg er en novelle, »Supertoys Last All Summer Long«, som Brian Aldiss skrev på bestilling til magasinet Harper’s Bazaar.
   Teksten skildrer ganske kort en indolent, men også skyldbevidst mor (»She had tried to love him«), som står i sin holografiske have og betragter husets søn, der leger med en talende teddybjørn. Vi forstår, at også drengen er kunstig. Derfor kan Monica ikke elske ham helt, og derfor bruger drengen og bamsen megen tid på at diskutere, hvem og hvad der er virkeligt.
   Harper’s trykte novellen i december 1969. Året efter inddrog Aldiss den i samlingen The Moment of Eclipse, som var en af de bøger, han sendte til Kubrick, da denne i 1976 begyndte at bruge forfatteren som sparringspartner. Kubrick havde netop fået Barry Lyndon (1975) ud af systemet. Thackeray-filmatiseringen blev ikke en økonomisk succes trods mange kritiske roser. Kubrick, som livet igennem var storforbruger af god science fiction, ledte derfor efter en fremtidshistorie, som kunne bygge videre på 2001: A Space Odyssey (1968) og A Clockwork Orange (1971). Han henvendte sig til Aldiss, fordi denne som forfatter, redaktør og ophavsmand til genrehistorien The Billion Year Spree (1973) havde fuldt overblik over genren.

ALDISS foreslog ham i første omgang at filmatisere Philip K. Dicks roman Martian Time-Slip (1964). Kubrick havde imidlertid forelsket sig i novellen om den kunstige dreng og hans talende teddy. Aldiss indvendte, at en novelle på ti sider umuligt kunne bære en helaftensfilm, men Kubrick affærdigede denne protest med en henvisning til 2001, som faktisk tog afsæt i Arthur C. Clarkes novelle »The Sentinel«, selv om Clarke efter filmens premiere skrev en romanversion af manuskriptet.
   Kubrick og Aldiss talte godt sammen, men det bekymrede forfatteren, at filmskaberen blev ved med at fokusere på det Pinocchio-motiv, som han mente at kunne se i historien. »Da jeg begyndte at arbejde for ham, forærede Stanley mig en smukt illustreret udgave af Pinocchio. Jeg kunne eller ville ikke se forbindelsen mellem David, min fem-årige androide, og trædukken som bliver menneskelig. Det fremgik, at Stanley helst så David blive levende. Det fremgik også, at han ville se Den Blå Fe materialisere sig.«
   Det var Kubrick, som insisterede på Pinocchio-forbindelsen og blev ved med at trække A.I.-projektet, hvis arbejdstitel endnu var Supertoys, i retning ad eventyret. Aldiss ville ikke høre tale om at inddrage dette motiv, som for ham at se var et fremmedelement. Han skrev siden yderligere to noveller om David og Teddy, »Supertoys When Winter Comes« og »Supertoys in Other Seasons«, der er udgivet sammen med den første novelle i Supertoys Last All Summer Long and Other Stories of Future Time (2001). Her står også forordet »Attempting to Please«, hvor Aldiss ser tilbage på samarbejdet.

HOS Aldiss får historien en helt anden slutning end i Kubricks og Spielbergs version. I et svagt øjeblik bliver Monica så irriteret, at hun støder David fra sig, røber at han er syntetisk og siger det så tydeligt, at den kunstige dreng må forholde sig til sandheden. Så David dissekerer Teddy, kortslutter alle kredsløb i huset, lægger en rose ved Monicas lig og vandrer ud i verden for at finde andre af sin slags. Aldiss havde et hengivent forhold til Mary Shelleys ur-tekst Frankenstein. Også i Supertoys kaster den klassiske fabel sin skygge.*
   David finder et hjem i verden, da han slutter sig til kolonien af kasserede androider, som bor i en barakby ved en losseplads, hvor de løbende forsyner sig med brugte reservedele. Imens har Henry Swinton erkendt sit livs forfængelighed. Monica døde, han har mistet sit toplederjob, trofæelskerinden er fløjet. Han indser, at han savner David, som imens har accepteret, hvem og hvad han virkelig er. Teddy bliver repareret. »It was almost human,« slutter historien, som blander patos og ironi.
   I 1982 købte Kubrick Aldiss’ novelle, men problemet med Pinocchio fik de aldrig løst tilfredsstillende. Samarbejdet ophørte, da Kubrick afbrød forbindelsen, for så atter at henvende sig i 1990. De fleste vil utvivlsomt give Spielberg æren eller skylden for filmens eventyrlige slutning, men det var netop dét element, som fik Kubrick til at arbejde videre med projektet.
   

ALDISS og Kubrick kunne fremdeles ikke enes. Det blev derfor den mindre sarte Ian Watson, også en god science fiction-forfatter, som skrev det 90 sider lange treatment, der ligger til grund for den færdige film. Endvidere udarbejdede tegneseriekunstneren Chris Baker 600 storyboards på Kubricks foranledning. Dette materiale blev overladt til Steven Spielberg, som uden videre accepterede udfordringen, da Kubrick henvendte sig til ham. Spielberg skulle instruere, mens Kubrick producerede.
   Den ældre mand havde altid et anstrengt forhold til sin kollega, som han både respekterede og var lidt misundelig på. Close Encounters of the Third Kind (1977) gav Kubrick mod på at arbejde videre med Pinocchio-ideen, men E.T. (1982) fik ham til at sætte projektet på standby. For Kubrick var det afgørende, om man kunne skabe en kunstig dreng, der forekom så levende, at publikum blev inddraget i filmens centrale problemstilling: hvad er et liv, og hvem har ansvaret for en kærlighed, som er frembragt syntetisk, men ikke desto mindre er helt uden forbehold? 
   Da Kubrick så Jurassic Park (1993) fik han troen på A.I. tilbage. Han var dog lige så ivrig efter at filmatisere Louis Begleys holocaust-roman Wartime Lies, som i hans manuskript fik titlen Aryan Papers. Da Schindler's List (1993) fik premiere, så han intet marked for Aryan Papers og valgte i stedet at satse på Eyes Wide Shut (1999), der blev hans sidste realiserede projekt. Kubrick gav »Pinocchio-historien« til Spielberg, fordi denne forstod sig på børn, ønsketænkning og special effects. På denne brogede baggrund må det siges, at Spielberg har tacklet opgaven loyalt.

POINTEN er, at Kubrick så rigtigt. Det er og bliver Pinocchio-motivet, der gør A.I. til noget enestående. I slaraffenlandet Rouge City spørger David og Joe et holografisk orakel, »Dr. Know«, til råds om Den Blå Fe. Det Einstein-agtige gestalt giver dem i første omgang navnet på en blomst og adressen på en escortservice. Så falder svaret i form af en digtstump, en stadig gentagen strofe fra William Butler Yeats’ »The Stolen Child«, der i samlingen Crossways (1889) besværger døden på følgende vis: »Come away, O human child!/ To the waters and the wild/ With a faery, hand in hand,/ For the world’s more full of weeping than you can understand«.
   Præcis på dette sted i filmen begynder Pinocchios drøm at tage form. På basis af oraklets instrukser, og efter endnu en flugt fra det paramilitære politi, som oprindelig fyldte mere i manuskriptet, rejser David, Joe og Teddy til Den Sunkne Stad ved Verdens Ende, hvor vinden tuder og løverne græder. Vi taler med andre ord om New York City, som i denne version af historien står under vand, men har sine tvillingetårne endnu. Her har Cybertronics sin udviklingsafdeling og professor Hobby (William Hurt), filmens Geppetto-figur, sit hovedkvarter.
   Dukkemageren tager nænsomt imod den fortabte søn. Hobby har formgivet David i sin egen døde drengs billede og er overhovedet den eneste af filmens menneskelige karakterer, som begriber hvad der rører sig i David. Samtidig knuser han drengens verden ved at afsløre, at David nok er den første, men ikke den eneste af sin slags. Allerede ved ankomsten møder David sin tvilling og reagerer i raseri. Senere finder han rummet, hvor en væg af prototyper venter.
   Aldiss fortæller, at denne scene kom til efter Kubricks død og har sit udspring i den sidste Supertoys-novelle, hvor David bliver konfronteret med »a thousand replicas of himself«. Spielberg tilbød at købe denne ene sætning, hvilket siger meget om den ophavsretsmæssige paranoia i filmindustrien. Man vil naturligvis helgardere sig mod sagsanlæg, men det er denne fiksering på copyright, som Jean-Luc Godard håner Spielberg for i Éloge de l'amour (2001). Her prøver Spielbergs gesandter at købe et ældre pars erindringer om modstandsarbejdet under Besættelsen.
   Aldiss beretter videre, at Spielberg og Warner nu har erhvervet retten til hele teksten i alle tre historier. Han holder stædigt fast ved sin version: »Intet oversvømmet New York, ingen Blå Fe. Bare et intenst og magtfuldt drama om kærlighed og intelligens.«

DA David må erkende, at han trods alt er noget fremstillet, et væsen som til og med skal sættes i masseproduktion, kan hans kunstige intelligens ikke bære mere virkelighed. »Min hjerne slår fra,« er det sidste, dukken siger til Hobby, som ellers gør hvad han kan for at overbevise David om, hvilken unik bedrift hans selvlærthed og følelsesliv repræsenterer. Drengen siger farvel til drømmen om Mummy og lader sig falde ned i havet, som dækker Manhattan.
   Denne scene føles som en slutning og kunne næsten også være det. Man er mæt, har været rejsen igennem og set både den rendyrket Kubrick’ske begyndelse og den ujævne anden akt, der med sine halvbagte forestillinger om forlystelsesbyer og slagtehuse fremstår som en hybrid af ideer. Det var Rouge City og det holocaust-agtige Flesh Fair, som Kubrick brugte hovedparten af sin tid med A.I. på at fremelske. Sekvenserne har kostet dyrt at realisere, men de er alligevel grelle effekter, som kun fungerer i historien, fordi de transporterer David og bliver steder på hans dannelsesvej.
   I sine værste øjeblikke er A.I. firkantet og antikveret. Det samme var i øvrigt det meste af rammen om 2001: A Space Odyssey, hvor man stadig bruger røde elektriske skrivemaskiner fra IBM, og den dystopiske hverdag i A Clockwork Orange, hvor Alex har en spolebåndoptager, og HMV på Oxford Street sælger ABBA og Marc Bolan på vinyl.
   Den bedste effekt i A.I. er Teddy. Man tror simpelt hen på det rørende tøjdyr, som taler med en stemme, der til forveksling lyder som HAL i 2001.
   Som en yoyo bliver David endnu en gang trukket op i lyset af Joe, men nu er drømmen på ny tændt i drengen. For på bunden af New York har han set Den Blå Fe. Han har også set Geppettos hus og hvalen fra Pinocchio, for det er forlystelsesparken Coney Island, som den amfibiske helikopter er ved at skrue sig ned i.
   David og Teddy dykker atter ned til bunden, hvor fartøjet kiler sig fast. David kan stadig se Den Blå Fe. Eventyret talte sandt. Hun har hele tiden været der. Hun er der, lige foran ham, og hvis han beder hende stærkt nok, vil drømmen gå i opfyldelse. Feen vil gøre ham levende, så Monica endelig elsker sin dreng.
   At Feen blot er en malet figur, kan den kunstige dreng ikke vide. Han beder, mens lyset kommer og går. Da isen omslutter skibet, kan han stadig ane Feens træk. Da verden standser, har de øjenkontakt, og sådan bliver det ved en rum tid, mens John Williams’ ukarakteristisk nænsomme score signalerer udtoning i alle henseender. Da taler fortællerstemmen (Ben Kingsley), for hvem alt indtil nu har været fjern fortid. Den siger så blødt, at det gyser i én: »På den måde gik der to tusinde år...«

DE resterende tyve minutter vil dele publikum i to lejre. Det skete allerede ved pressevisningen. Og hvis man hader at få slutninger røbet, bør man ikke læse videre, skønt A.I. aldrig bliver spændende i elementær forstand. Imidlertid er det først til slut, at filmen overskrider sig selv og bliver stor. Det er også her, at syntesen af eventyr og science fiction bliver total. Man kan ikke længere skelne, og processen er lige så irreversibel som den kæde af vilkårlige ord, der besegler Davids kærlighed til sin mor.
   Den bogstaveligt indstillede tilskuer vil definitivt sige fra, da filmen for det første lader Feen blive levende og for det andet lader hende opfylde Davids ønske. Efter den tyste rejse gennem en billedtunnel, der ikke kan undgå at fremstå som et visuelt ekko af 2001, bliver David og Teddy vækket af graciøse lysvæsener, fremtidens kunstige intelligens, der minder tilskueren lige så stærkt om de yndefulde aliens fra Nærkontakt af tredje grad. Overhovedet siger titlen A.I. jo meget. Kubrick ville matche E.T. Det er lykkedes ham after the fact.
   Fremtidens androider, af hvilke filmens fortæller er én, vil gerne vide mere om forfædrene, de første mechaer og de sidste mennesker, som forsvandt med den seneste istid. De er lykkelige over fundet af den kunstige dreng og hans superlegetøj. For Davids skyld genrejser de Monicas hus – etablerer i hvert fald en forestilling om det – og taler til ham i Den Blå Fes svævende skikkelse. På tværs af flere evigheder har Teddy gemt en lok af Monicas hår. For en dag kan netop dét bånd af rum og tid genskabes. Men kun for én dag og kun én gang. Så omsider har sønnen sin mor for sig selv. Han oplever at høre hende sige: »Jeg elsker dig.« Og det var egentlig alt, hvad han ville.

MAN kan sagtens have forbehold omkring underteksten. Kubrick og Spielberg, to af historiens mest betydningsfulde filmskabere, har samarbejdet om en romantisk apoteose, som hylder fantastisk ønsketænkning, hjertets rene tro og kærlighedens transcenderende kraft, overhovedet alt som strider mod fornuften. Men man kan ikke diskutere med billedkraften og følelsen, det sug og det sæt som det giver i én, da Feen åbenbarer sig. Til slut kan drengen endelig sove og besøge »stedet, hvor drømme bliver til.«
   Pinocchio har fået sit ønske opfyldt, og David er blevet en levende dreng. Det er muligt, at man med fornuften kan afvise den grænseoverskridende slutning. Men ikke med fantasien og længslen. Kubricks og Spielbergs Pinocchio nedstammer både fra Carlo Collodis barske førsteudgave og Disneys sentimentale, moralsk motiverede epigon, men de har tilføjet eventyret noget mere, en mystisk form for besværgelse, som gør drømmen til radikal eskapisme. Jeg ved ikke, om tiden kan bruge historien, men den har godt af at høre den blive fortalt.

*) Brian Aldiss døde i 2017. Han blev 92 år. På en alenlang liste med titler er pasticheromanen Frankenstein Unbound (1973), en hyldest til Mary Shelley, hvori hun optræder selv, blandt de mest fornøjelige og originale. Aldiss skrev også uden for genren, men han var og blev det store lys i britisk science fiction. Jeg interviewede Aldiss, da han var gæst på Fabula 96-festivalen i København. Samtalen er trykt i Det første landskab: Myter, helte og kunsteventyr (Munksgaard Rosinante, 1999). 

Se også Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021; Animation | Matteo Garrone: Pinocchio (2019); Animation | Guillermo del Toro's Pinocchio (2022) [Oscars 2023].

Se også Steven Spielberg: Magiker og mønsterbryder [Moderne mestre]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Lincoln (2012); Steven Spielberg: Munich/München (2005); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Steven Spielberg: Ready Player One (2018) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Steven Spielberg: The Terminal (2004)  + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100].

A.I. - Kunstig Intelligens (A.I.: Artificial Intelligence). Instr. og manus: Steven Spielberg. Foto: Janusz Kaminski. 146 min. USA 2001. Dansk premiere: 05.10.2001

Brian Aldiss: Supertoys Last All Summer Long and Other Stories of Future Time. London: Orbit, 2001.

Fotos: Warner Bros./ Dreamworks Pictures/ Amblin Entertianment/ Parkes MacDocald Image Nation/ Stanley Kubrick Productions/ The Kennedy/Marshall Company, SF Studios, CineMaterial, MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 Play | SkyShowtime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 05.04.2011
Dele af artiklen stod i Weekendavisen Kultur 05.10.2001; ajourført januar 2020 - henvisninger i december 2024