Translate

Viser opslag med etiketten hverdag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hverdag. Vis alle opslag

fredag den 5. januar 2024

Maria Schrader: Ich bin dein Mensch | Drømmemanden (2021)


JEG ER DIT MENNESKE
Kunstigt liv i en virkelig hverdag

Af BO GREEN JENSEN

IDEEN om kunstigt liv er på alder med Pygmalion-myten. Det posthumane menneske er en trope i eventyr og science fiction fra Mary Shelley til Philip K. Dick. Nu bredes temaet ud i en tid, hvor AI, cyborgs og androider ikke længere er fiktion, men praktisk og populær mekanik.
   Temaet er særligt filmegnet, fordi robotter kan spilles af mennesker. Selv de bedste CGI-effekter kommer til kort. Det har dog typisk været genrestof: fra Brigitte Helm som den kunstige Maria i Fritz Langs Metropolis (1927) til Alicia Vikander i Alex Garlands Ex Machina (2014) og så videre.
   Der er en vagt futuristisk atmosfære i Drømmemanden, men grundtonen er prosaisk og realistisk. Maria Schraders sædekomedie har samme anslag som Christian Petzolds take på havfruemyten i Undine (2020). Begge film bruger Berlin som baggrund og har en kvindelig forsker i fokus.



NÅR Alma (Maren Eggert) har indladt sig med firmaet, som fremstiller robotter, er det for at få penge til sin forskning i sumerisk poesi. Det fremgår, at myndighederne overvejer, om androider skal have status som individer. Alma arbejder for Pergamonmuseet. Hun får sine midler, hvis hun lader Tom flytte ind. Han er programmeret til at opfylde hendes behov.
   Alma er skeptisk og negativt stemt. Tom formulerer banale komplimenter, hælder rosenblade i badevandet og tænder romantiske stearinlys til ingen nytte. Han er både computerskarp og empatisk. Han læser sumerisk og afslører, at en forsker i Buenos Aires er længere med det samme projekt.



TOM kan vente i regnen i timer. Da Alma falder, står Tom parat til at gribe. Hun begynder at føle for fibermanden og indser, at han også føler. Der er et gennembrud i scenen, hvor begge vedgår, at de ikke gjorde deres art nogen ære aftenen før. Der er endelig absolut nærkontakt.

   For Alma slår dét hovedet på sømmet: det nytter ikke at få lykken foræret. Mennesket er skabt til at have modstand. Imidlertid er der mere i sagen. Filmen slutter for resten i Danmark. Alt er meget charmerende gjort.



DET lette og legende gør fablen dybere, end den ser ud. Der er spor af den tragiske smerte, som replikanterne føler i Blade Runner, da deres levetid rinder ud. Englænderen Dan Stevens – som sikkert er bedst kendt fra Downtown Abbey – taler flydende tysk og er castet perfekt som den belevne, metroseksuelle robot.
   Især kan han udfordre menneskers fordomme. Tom taler med mekanisk stemme og bilder Alma ind, at digitale kredsløb hjælper hinanden. Alma vil markere sig i forhold til patos og banalitet. Han imponerer hende ved at skære igennem og give det patetiske liv.



DER er morsomme sociale situationer og megen finurlig, let ironi. Mest forfriskende er filmen hverken dystopisk eller thrillerorienteret. Tom inkarnerer andetheden. Man kunne fortælle den samme historie med etniciteten som tema. Dét er det bedste ved filmen: at den ikke har svar på de spørgsmål, den rejser. Men gode bud på en meningsfuld, midlertidig pagt.
   Ich bin dein Mensch var Tysklands officielle Oscar-kandidat. Filmen blev ganske vist ikke kortlistet, men den er velspillet, vittig og meget seværdig.

Se også Isaac Asimov: I, Robot (1950) [Sci-Fi 100]; To versioner: The Day the Earth Stood Still (1951/2008) [Sci-Fi 100]; To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Ridley Scott: Blade Runner – The Final Cut (1982/2007) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Matrix Tetralogy: The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]; Michael Bay: The Island (2005) [Sci-Fi 100]; Efter Alice: The Last Mimzy (2007) [Sci-Fi 100]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Duncan Jones: Moon (2009) [Sci-Fi 100]; Neill Blomkamp: District 9 (2009) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100]; Joseph Kosinski: Oblivion (2013) [Sci-Fi 100]; Spike Jonze: Her | Hende (2013) [Sci-Fi 100]; Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 (2017) [Sequels nr. 3]; Claire Denis: High Life (2018) [Sci-Fi 100]; Danske dystopier 2: QEDA (2017) [Sci-Fi 100]; Danske dystopier 1: Reservat (2019) [Sci-Fi 100]; Jessica Hausner: Little Joe (2019) [Sci-Fi 100]; George Clooney: The Midnight Sky (2020) [Oscars 2021] [Sci-Fi 100]; Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100]; Philip K. Dick 1928-1982 [Sci-Fi 100]; Store instruktører: Stanley Kubrick 1928-1999. 

Ich bin dein Mensch (Drømmemanden). Instr.: Maria Schrader. Manus: Maria Schrader, Jan Schomburg. Foto: Benedict Neuenfels. 108 min. Tyskland 2021. Dansk premiere: 10.02.2022.


Fotos: Letterbox Filmproduktion/ Beta Cinema/ Curzon Home Cinema/ Camera Film
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen lagt på Weekendavisen.dk 10.02.2002; trykt [med rubrikken 'Det syntetiske liv'] i WA Kultur 11.02.2022

tirsdag den 30. november 2021

Brizé | Lindon: Mademoiselle Chambon (2009)


DET KORTE MØDE
En enkel og evig historie

Af BO GREEN JENSEN

TO gode mennesker lever virksomt i ordnede forhold, da de får øje på hinanden. Før forelskelsen hvilede de i sig selv. Nu går de med et uvejr i sindet og ved hverken ud eller ind. For skal man blive i den gamle verden hos familien, hvor man er elsket, eller skal man søge lykken i en ny virkelighed? Har man overhovedet valget? Sjældent i kunsten, men ofte i livet. Det er altid muligt at bide det i sig og lægge låg på sine følelser. De fleste kender forløbet i en eller anden personlig version.
   Det er en enkel og evig historie, som Stéphane Brizé fortæller med sjælden takt og gennemført indlevelse i Mademoiselle Chambon. Håndværkeren Jean (Vincent Lindon) er lykkelig i hverdagen med Anne-Marie (Aure Atika), da han forelsker sig i sin søns lærerinde (Sandrine Kiberlain). Tilfældet har en sort finger med i spillet, da det egentlig skulle være Anne-Marie, som hentede Kevin den dag. Imidlertid er hun kommet til skade med sin ryg på fabrikken, hvor hun arbejder. Det er en af den slags franske film, hvor arbejdsprocessen er beskrevet i detaljer.



FRØKEN Chambon, som faktisk hedder Véronique, og den bekymrede far har et øjeblik sammen. Hun ser ham, før han ser hende. Hun beder ham komme og fortælle børnene om sit arbejde, da en anden far melder afbud til Klassens Time. Jean bliver levende, mens han forklarer eleverne om glæden ved at bryde gamle ting ned og bygge nye menneskehjem. Véronique får røde kinder og blanke øjne, mens han taler.
   Bagefter ser han bestemt også hende og er usikker på, om han skal sige ja, da hun vil betale ham for reparere et vindue i lejligheden. Det særlige ved frøken Chambon er, at hun rejser fra skole til skole og vikarierer hvert sted i et år. Hun spiller også violin med en følelsesdybde, der udtrykker hendes inderste væsen og seksualitet. Nok skal hun nødes, men da vinduet er færdigt, spiller hun for Jean som tak. De kysser og holder kort om hinanden. Hjemme spørger Anne-Marie, om de skal invitere Kevins frøken til middag. »Hvorfor skulle vi det?« siger Jean. »Vi kender hende jo ikke.«



HAN prøver at lægge følelsen fra sig, men det lykkes ikke i længden. På byggepladsen er han med ét blevet hidsig. Véronique har bedt om en fast stilling på skolen, men trækker ansøgningen tilbage. Netop som hun skal rejse, kommer Jean igen. Han beder hende spille til sin fars fødselsdag. Det valgte stykke er Elgars »Salut d'Amour«, som gør for Mademoiselle Chambon, hvad Mozarts Koncert nr. 21 gjorde for Elvira Madigan. Endelig er de sammen før adskillelsen. »Jeg rejser med dig,« siger Jean. Og næste morgen er han på vej til stationen, da anfægtelserne sætter ind.



HVAD gør en voksen, ansvarlig mand nu? Alle i salen sidder på kanten af stolen, hvis de ejer blot en smule empati. Brizé formår at skildre en ødelæggende lykkelig forelskelse. Ikke ét ord om sagen bliver sagt. Hele filmens dialog handler om vinduesrammer og violinspil. Mademoiselle Chambon er en miniature og som sådan lidt mindre end Je ne suis pas là pour être aimé (2007, da. Ikke her for at blive elsket), som var exceptionelt livsklog og sørgmunter. Men den samme grundkraft driver værket. Også Jean har et nært forhold til sin gamle far.


FILMEN bygger på Eric Holders roman, som jeg ikke har læst. Det bliver derfor tematisk beslægtede film som David Lean og Noel Cowards Brief Encounter (1945, Det korte møde), Martin Ritts fine Stanley & Iris (1989) og for den sags skyld Susanne Biers Elsker dig for evigt (2002), som jeg kommer til at tænke på. Hverdagsmennesker fanges af styrken i deres følelser og oplever kærligheden som en naturkraft. Der er afgjort også et ekko af Claude Sautets En coeur en hiver (1992, da. Et hjerte af sten) i historien.


GRÆNSEN mellem preciøsitet og prunkløshed er hårfin. Skønt det enkelte steder virker utroligt, at ingen sætter ord på deres følelser, hverken Jean, Véronique eller Anne-Marie, fanger Brizés film hvert gran af sødmen og smerten, uden på noget tidspunkt at ofre sin soberhed eller sin lidenskab. Ligesom de elskende holder igen, gør filmen det kølige snit til en dyd. Alle danske anmeldere har bemærket den plakat for en Hammershøi-udstilling, som hænger på væggen i køkkenet hos Véronique. Man skal næppe fortolke så meget på dét. Trods alt er lejligheden fremlejet.


Mademoiselle Chambon. Instr.: Stéphane Brizé. Manus: Stéphane Brizé & Florence Vignon. Foto: Antoine Héberlé. 101 min. Frankrig 2009. Dansk premiere: 02.09.2010.


Fotos: TS Productions (Michaël Crotto)/ CineMaterial/ Unifrance/ Allociné
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime
2K Blu-ray fra Kino Lorber (regionsfri) 07.12.2010
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 03.09.2010