Roman Polanski: J'accuse | Officer og spion (2019)

MÆND AF PLIGT OG ÆRE
Polanskis prunkløse apologi

Af BO GREEN JENSEN

DREYFUS-affæren rystede 1890ernes Frankrig og blev først lagt væk i 1906, da hovedpersonen var rehabiliteret. Vendepunktet kom i 1898, da Émile Zola skrev en banebrydende artikel med rubrikken »J’accuse…!« – »Jeg anklager!«.

   Reportagen stod på forsiden af L’Aurore og var stilet som et åbent brev til præsident Felix Fauré. Zola satte navn på de ansvarlige personer og udstillede den systemiske antisemitisme. Det var klassisk graverjournalistik.

   Alfred Dreyfus (1859-1935) blev stemplet som spion og dømt for landsforræderi. Han var jødisk, havde formue og var en perfekt syndebuk, som offentligheden nød at udskamme. Officeren blev degraderet ved en stor ceremoni. Systemet sendte ham til Djævleøen og lukkede sagen.

SKANDALEN var et politisk Watergate for sin tid. Militærets efterretningstjeneste kunne pr. definition ikke tage fejl. Man ville hellere fabrikere beviser end indrømme sine fejltagelser. Sandheden var ilde hørt til det sidste. Også Zola blev trukket i retten. Avisen med den belastende reportage blev brændt på gaderne i Paris.

   Disse ting er lærebogsstof. Mindre kendt er historien om kilden, som satte Zola i stand til at skrive. Georges Picquart (1854-1914) var den nyudnævnte efterretningschef, som blev rystet over arbejdsgangen og nægtede at tie. Picquart fandt den rigtige læk i systemet, som modarbejdede ham til det sidste. Hvis historien har en helt, er det ham.

   Englænderen Robert Harris skrev om Picquart i romanen An Officer and a Spy (2013). Bogen er forlægget for Roman Polanskis film nr. 40, der former sig som en blanding af systemkritik og historisk krimi. Harris fornyede den kontrafaktiske genre med thrilleren Fatherland (1992, da. Fædrelandet), som foregår i et Tyskland, der har vundet 2. verdenskrig. Polanski har tidligere filmatiseret Harris' The Ghost (2007) med titlen The Ghost Writer. Der var dansk premiere på Skyggen i marts 2010.

SAGENS hovedperson, Alfred Dreyfus (Louis Garrel), optræder kun i få scener. Han har en studs og reserveret facon, som ikke giver ham venner i etaten. Picquart har undervist Dreyfus på officerskolen. Han har selv erkendte fordomme, men prioriterer pligt og sandhed som en selvfølge. Picquart bliver whistleblower i moderne forstand, da han går til pressen med sin historie. Han bliver også et talerør for instruktøren.

   J’Accuse er en knastør og pletfri fremstilling. Filmens styrke er dens faktuelle metode. Polanski skildrer en mørnende verden, hvor spionage var noget med ringbind, rygter og tæt mandsopdækning. Motiverne var dog de samme som nu.

DER er kun én kvinderolle af betydning. Picquarts elskerinde, Pauline Monnier, bliver spillet af Emmanuelle Seigner, som i virkeligheden bag kameraet er gift med Roman Polanski. Den [i 2020] 87-årige filmskaber siger i pressematerialet, at han naturligvis ser lighedspunkter mellem Dreyfus-affæren og sin egen historie.

   Som bekendt er Polanski det ene af #MeToo-bevægelsens to store dyr. Han har sin egen sag og belastede fortid, som ikke vil dø eller bare gå væk. Officer og spion fik Juryens Grand Prix i Venedig. Der var kontrovers og debat hele vejen. Adèle Haenel udvandrede fra César-ceremonien, da man ikke ville ekskludere instruktøren, men tværtimod belønnede ham. Polanskis modstandere hverken kan eller vil se hans film. J’accuse har ingen amerikansk distributør. Og får det næppe heller.

   Det er dog for let at betragte J’accuse som en apologi for Polanski personligt. Og det er trist for alle parter, at den polskfødte overlever er endt som en mand, de fleste håber vil dø eller tie. For så går hans sag vel i glemmebogen. Som Dreyfus-skandalen gjorde i sin tid. Det er dén mekanisme, som filmen ikke vil lade ligge.

RENEST og skarpest står scenen, hvor Picquart besøger den døende Sandherr (Éric Ruf), hvis skrantende tjeneste han har overtaget. Han får overdraget de hemmelige reserver, som generalen har liggende i klædeskabet. Den skælvende gamle mand raser mod jøder og anarkister. Han ser ikke selv paradokset i at tale om dyd fra en syfilisbefængt ægteseng.

   Over for dét ironiske optrin står scenen, hvor Dreyfus og Picquart taler sammen til slut. Ad omveje får officeren sagt tak, og Picquart, som nu er minister i Georges Clemenceaus radikale og mindre korrupte regering, siger undskyld og tilkendegiver sin respekt. De er mænd af pligt og ære. Det er en studie i forløsende understament.

JEAN Dujardin spiller Picqart med stil og elegance. Det er endelig en dramatisk rolle til karakterskuespilleren fra The Artist (2011) og La French (2014), som ofte bliver gemt væk i farcer og folkekomedier. Stemningen sættes med regnlys og kulde. Skal et helt regiment overvære Dreyfus’ degradering, er et helt regiment udkommanderet. Malerier af Manet og Renoir bliver iscenesat for sporten. Filmen lever især af sit mise-en-scène.

   Jeg vil fortsat se Kniven i vandet, Repulsion, Rosemary’s Baby, Chinatown, Tess og Pianisten. Og jeg vil anbefale J’accuse meget varmt. Det er ikke et spørgsmål om at tage Polanski »til nåde«. Det må stadig være muligt at skelne mellem mennesket og kunsten. At se værket for, hvad det er i sin tid, og for hvad det siger om tiden. Hvis ikke er vi for alvor i færd med at miste historien.

J'accuse (Officer og spion). Instr.: Roman Polanski. Manus: Robert Harris, Roman Polanski. Foto: Pawel Edelman. 132 min. Frankrig-Italien 2019. Dansk premiere: 17.09.2020.

Fotos:Légende Films/ R.P. Productions/ Gaumont/ France 2 Cinéma/ France 3 Cinéma/ Eliseo Entertainment/ Rai Cinema/ France Télévisions/ Orange Cinéma Séries/ Canal+/ La Région Île-de-France/ CNC/ Entourage Pictures/ Palatine Etoile 16/ Optimum Développement/ L'Arbre Holding/ Horus Movies/ Kenosis Productions/ Kinoprime/ RatPac Entertainment/ Gaumont Distribution/ YouTube (Unifrance trailer)/ Filmbazar.dk/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ Poster Art: Guy Ferrandis | Le Cercle Noir

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Studio S (regionsfri) 19.08.2020

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 17.09.2020.

Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]

DRAGESKÆL OG ULVETAND
Joel Coen fravælger humorens airbag

Af BO GREEN JENSEN

VI taler på dansk om »det hvide lærred« i biografen. På engelsk siger man the silver screen. De store stumfilm fra mediets første 30 år havde virkelig et sølvskær. Der var tyngde og krop i de mejslede billeder. Uden for studiet kom teknikken til kort, men indenfor kunne man skabe fuldendte verdener.

   Joel Coen, fotografen Bruno Delbonnel og scenografen Stefan Dechant går efter selve filmens grundstof i deres nye fortolkning af Macbeth. Den historiske Macbeth var konge af Skotland fra 1040 til sin død i 1057. William Shakespeare skrev stykket i 1606, da den engelske konge var skotsk. Macbeth er mange ting på en gang, bl.a. en tekst om realpolitik.

   Denzel Washington og Frances McDormand har lejlighed til at spille mod deres typer. Washington var for 30 år siden en stærk Don Pedro i Kenneth Branaghs filmatisering af Much Ado about Nothing (1993, da. Stor ståhej for ingenting). Det var i perioden, hvor Branagh klædte alle Shakespeares skikkelser i hvide uniformer. Hans monumentale og højpoetiske Hamlet fra 1996 er stadig en stor milepæl.

DA The Tragedy of Macbeth blev vist første gang – på New York Film Festival i november i fjor – fortalte Denzel Washington, at han begyndte i faget som Othello på et teater kun to gader væk. At det havde været en forunderlig rejse og at han omsider havde erfaringen til at forstå de smukke replikker.

   McDormand er kendt for en kombination af snusfornuft, handlekraft og empati. Signaturrollerne er sheriffen i Fargo (1996), hævnersken i Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (2017), den skuffede titelperson i Olive Kitteridge (2014), den strejfende kvinde i Nomadland (2020).

   Hun begyndte i brødrene Coens Blood Simple (1984). McDormand og Joel Coen danner par. Macbeth skal især være hendes projekt. Måske er det derfor, at Coen for første gang arbejder uden sin bror. Det gør en stor forskel. The Tragedy of Macbeth ligner ikke nogen af Coen-brødrenes film.

JEG er næppe den første skribent, som bemærker, at Macbeth er en forløber for film noir. Der er en tidløs og evigt moderne kvalitet i tronranernes rå magtbegær. Som typer kunne de være politikerparret i House of Cards. Eller personer i brødrene Coens The Man Who Wasn't There (2003).

   De deler en skyld og fortjener hinanden. For Shakespeare er pointen, at magt korrumperer; at mere vil have mere; at tabt integritet ikke genvindes. De fleste versioner gør Lady Macbeth til en passiv aggressor, der presser sin svage mand frem. Men i teksten er de fuldkommen jævnbyrdige.

   Hun bukker under før ham. Hun kan ikke vaske blodet af sine hænder, for det sidder i hendes tvangsforestilling. Da Macbeth har myrdet søvnen, kan han bære det bedre end hun. Han ser ikke væk. Han tror sig usårlig, fordi heksene har lovet, at ingen mand, der er født af en kvinde, kan slå ham ihjel. Og fordi enhver kan regne ud, at skovens træer aldrig vil give sig til at gå.

JOEL Coen har bestræbt sig på at skabe en film. Han vil ikke reproducere teatret, finde nye rum i huset eller sætte Macbeth på museum. Filmen skal stå som et stærkt billeddigt. Der er skåret, men ikke ændret i teksten.

   Denzel Washington og Frances McDormand fremsiger den i et tonefald, som tilstræber en realistisk dialog. Rytmen er brudt, poesien nedtones. Det er dét, der fungerer dårligst i filmen. Især McDormand er atypisk usikker.

   Det er Kathryn Hunter i rollen som alle tre hekse, der har en fest i sprogets teater. Hun får hver dråbe grise- og abeblod med. Lige dét motiv er ikke tonet ned: »By the pricking of my thumbs/ Something wicked this way comes«. Det bliver skrevet og sagt fire gange, mens Hunter vrider sig som en kontortionist.

SENERE sidder heksene som sorte fugle på høje spær, der lukker sig over Macbeth. Alle modstanderne er udrenset. Thanen er nu blevet konge. Han har fået, hvad han ville, men sejren har en bitter smag. I samme øjeblik dør hans dronning, og Birnam-skoven begynder sin vandring mod Dunsinane Slot.

   Det har altid været Macbeths reaktion, der vinder tilskueren for ham. Han fremsiger monologen om al vores flygtige tid og tåben, der larmer og buldrer. Han siger, at vi alle er spillere på en scene. Han skyder intet fra sig. Da det kommer til stykket, er det Macbeth, som sætter pris på den tragiske ironi.

»THE Scottish Play« blev senest filmet i 2015, da australieren Justin Kurzel instruerede Michael Fassbender og Marion Cotillard. Accenten var da på fuld realisme og historisk håndgribelighed. Filmen »forklarede« Lady Macbeths karakter og forsvandt ganske hurtigt i tågen.

   Coen lader dramaet udspille sig i en geometrisk dekoration, der fremhæver den rituelle kvalitet. Det ligner sætstykker fra Carl Th. Dreyer, Robert Wiene, Bertolt Brecht, Fritz Lang, Peter Brook, Orson Welles. Welles instruerede sig selv i Macbeth (1948). Hans berømte teateropsætning fra 1936 – med caribisk cast og øgenavnet »Voodoo Macbeth« – blev desværre kun filmet i bidder.

   Denzel Washingtons læderrustning minder om brynjen, som Toshiro Mifune bar i Blodets trone (1957) – Akira Kurosawas japanske version af Macbeth.

DEN bedste filmudgave er stadig Roman Polanskis Macbeth (1971). Jon Finch og Francesca Annis er nok for unge som parret i midten, men her balancerer samtlige dele: realisme, poesi, psykedelisk mareridt. Den sære musik af Third Ear Band bryder reglerne for harmoni og dissonans. Macbeth er svag og rådden til benet. Men også den sidste fornuft i et skævt univers.

   Coens film scorer højt på sin rene æstetik. Tragedien bliver et febersyn. Der er i alle brødrene Coens film – selv de mørkeste og mest voldsomme stykker – en undertone af humor. Det er en del af uforligneligheden. Joel Coen prøver i sin Macbeth at arbejde uden den humor. Det er det mest radikale ved filmen.

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/ Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999); Much Ado About Nothing/ Stor ståhej for ingenting (1993); Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015) + Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015].

The Tragedy of Macbeth er Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Actor (Denzel Washington); Best Cinematography (Bruno Delbonnel) og Best Production Design (Stefan Dechant - set decoration: Nancy Haigh).

Se også Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Oscars 2022]; Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021) [Oscars 2022]; Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022].

The Tragedy of Macbeth. Instr. og manus: Joel Coen. Foto: Bruno Delbonnel. 105 min. USA 2021. Dansk premiere: 14.01.2022 (streaming); 16.01.2022 (bio).

Fotos: A24/ IAC Films/ Apple TV+/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen streames på Apple TV+

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.01.2022

Store instruktører: Milos Forman 1932-2018

EN MAND AF SIN TID 
Miloš Forman 1932-2018

Af BO GREEN JENSEN

FILMSKABEREN Miloš Forman døde på Danbury Hospital i hjembyen Warren, Connecticut. Det skete fredag den 13. april, 2018. Han blev 86 år gammel.

   Forman nåede at leve tre liv i sin tid. Først var han dissidenten, en fri ånd i det kommunistiske Tjekkoslovakiet. I 1968 kom han til USA som immigranten. Her fik han mesterstatus og skabte stor filmkunst i tre årtier. Efter ni år på tålt ophold blev han amerikansk statsborger i 1977.
   Endelig blev han anakronismen, som ikke kunne få sine projekter realiseret. Den slags sker for de bedste. Det gik Billy Wilder lige sådan.
   Til gengæld nød Forman et rigt otium. I den tjekkiske tid var han gift to gange. I 1964 fik han tvillingesønner med sin anden hustru, Vera Kresadlova, men familien blev i Prag, da Forman tog til Hollywood.
   I USA var han ungkarl i 30 år. Så blev han gift med Martina Zborilova fra Brno. Hun var skuespillerinde, men fungerede som Formans assistent under indspilningen af Folket mod Larry Flynt (1996). Han var 67, da han atter blev far til tvillingedrenge. Jim og Andy Forman blev født i 1999.

HAR disse private ting noget med værket at gøre? Det mente Forman jo selv. Han skildrer det flimrende liv i sin usentimentale selvbiografi, Turnaround (1994). Hverdagen i Connecticut er beskrevet med umådelig varme i Miloš Smidmajers portrætfilm Milos Forman: What Doesn’t Kill You… (2009). 

   Her ser man også Forman tage tilbage til fødebyen Čáslav og præsentere en film i den lokale biograf, som er nyrenoveret og bærer hans navn. Han besøger Terezin (Theresienstadt) med sin familie. Formans forældre døde begge i nazistiske koncentrationslejre. Miloš og hans storebror voksede op hos familie og venner. 

   Formans første kærlighed var teatret. Han ville gerne producere og sætte i scene. Han valgte manuskriptlinien på Akademiet i Prag, hvor både teater, dans, musik og film var repræsenteret. Han fik sine første opgaver i tv og kunne til det sidste tale vredt om idiotiske påbud, som den politiske censor fik gennemført.
   I 60erne var han med til at gøre »den tjekkiske bølge« til et begreb. Efter øjenåbneren Konkurs (1963) fulgte tre hovedværker – Sorte Peter (1964), Blondinens kærlighed (1965) og Brandmænd i fyr og flamme (1967) – der forenede boblende menneskevarme med en subtil og stilfærdig kritik af systemet.

DA sovjetiske tanks indtog Prag i foråret 1968, var Forman på vej til USA. Her landede han i Hollywood og havde optimale vilkår de følgende år, mens filmbyens gamle systemer gav efter.

   Forman allierede sig med modkulturen i sædekomedien Taking Off (1970) og skabte i 1975 en af det Nye Hollywoods største succeser med sin filmatisering af Ken Keseys kultroman One Flew Over the Cuckoo's Nest (da. Gøgereden). Samme år opgav han tanken om »at vende hjem«. Triumfen var total, da Amadeus, en filmudgave af Peter Shaffers skuespil om Mozart og rivalen Salieri, i 1984 blev en verdenssucces. 

IKKE alt var lige godt. Forman var sent og faktisk bagstræberisk ude med sin filmatisering af tidehvervsmusicalen Hair (1979). E.L. Doctorows nyklassiker Ragtime (1981) blev i Formans hænder en glansløs affære, fordi instruktøren valgte at beskære det omfattende myldrebillede af Amerika ved århundredeskiftet, som er hele bogens pointe.

   Forman kunne være stædig. I 1989 insisterede han på at filmatisere Choderlos de Laclos’ Les liaisons dangereuses som en slags blid romantisk komedie, der lod kærligheden blandt mennesker sejre. For det første ville publikum hellere se Dangerous Liaisons (1988), Stephen Frears' elegante og giftige udgave, som rammer 80ernes tidsånd i flugten. For det andet ville Forman ikke vente med at lancere sit bud. Valmont, en sød og misforstået bagatel med Colin Firth, Meg Tilly og Annette Bening, blev Formans første store fiasko.

   Han var dog en overlever af væsen. I 1992 præsenterede Oliver Stone for Scott Alexander og Larry Karaszewski, der havde specialiseret sig i portrætter af amerikanske originaler. Parret skrev Ed Wood (1995) og Big Eyes (2014) til Tim Burton. Forman fik Folket mod Larry Flynt (1996), der blev et comeback for samfundsrevseren, og den endnu mere vellykkede Man on the Moon (1999), hvor Jim Carrey fremstiller komikeren Andy Kaufman. 90er-filmenes farvestærke americana var Formans bedste arbejder siden 70erne.

 

EFTER kommunismens fald krøb Forman med små skridt tilbage mod sin baggrund. Sammen med Jean-Claude Carrière begyndte han at skrive en film om Den spanske Inkvisition. Emnet var en kæphest for Carrière. For Forman var det vigtigt at vise maleren Goya som et vidne til historien. I produceren Saul Zaentz fandt vennerne en risikovillig samarbejdspartner.

   Goyas genfærd blev indspillet i Spanien. Det er en mærkelig skæv ting, skønt alle gør deres bedste. Stellan Skarsgård, Javier Bardem og Natalie Portman synes næsten at medvirke i hver sin film. På et tidspunkt har Portman hænderne lænket på ryggen og hænger i lysekronen over spisebordet. Bardem er en nidkær inkvisator, som brænder af sublimeret begær. Skarsgård har spillet mange gode mennesker, men som Goya er han regulært utroværdig.

ALLIGEVEL har jeg en svaghed for filmen. Det var i forbindelse med den, at jeg i 2007 fløj til Göteborg for at møde Milos Forman. Han var atypisk vrissen. I korridorerne blev der hvisket om, hvordan han bed hovedet af journalister. Det viste sig at være på grund af tobakken. Rygeloven var relativt ny, og Forman kunne ikke vænne sig til, at han ikke måtte fyre op. Vi vendte problemet så længe, at der blev givet kompensation. Forman kunne endelig tænde cigaren.

   Stemmen blev blød, og kinderne fik farve. Det var en dramatisk forvandling. Det var også en menneskelig situation af den slags, som er stukket ind flere steder i Formans store billedtæpper. Han fokuserer på detaljer med samme fantastiske omhu som Breugel og Bosch. Den eftermiddag blev jeg for alvor en fan.

   

VI talte om Goyas genfærd, men Forman svarede lige så gerne på generelle spørgsmål om livet og kunsten. Han kom til USA samtidig med Roman Polanski, som dengang ikke figurerede på kønspolitiske dødslister. Tværtimod havde helten vundet i Cannes og fået en Oscar for Pianisten (2002). Jeg spurgte Forman, om han nogen sinde tænkte på, hvordan hans karriere havde formet sig, hvis han var blevet i Prag.

   Svaret gjorde stort indtryk: »Vi vidste jo, at vi ikke kunne vende tilbage. Der var så mange, som kom til Amerika for at arbejde dengang. De fleste rejste igen, når problemerne begyndte. Truffaut og Resnais havde noget at tage hjem til. De rejste, når Hollywood ikke ville som de. Roman og jeg kunne ikke tage hjem. Vi var nødt til at lære at svømme.« 

FORMANS kompromisløshed forklarer til dels, hvorfor han fik svært ved at arbejde. Han cirkulerede på festivaler. Sidste gang jeg så ham, var i Reykjavik, hvor han præsenterede en nyrestaureret kopi af Gøgereden. Han bar hvide træsko og var meget rødmosset. Han talte ufortrødent om alle de store ting, som skulle ske.

   Der kom ikke flere film efter Goyas genfærd. Forman optrådte i små signaturroller hos yngre kolleger. I Cannes i 2011 dukkede han op som Catherine Deneuves mand i Christophe Honorés Les Bien-Aimés, en nostalgisk jukebox-musical, som skylder 1960ernes nye bølge en del. 

   Forman var den sidste fra den tjekkiske aflægger. Af de tolv film husker jeg fire med varme: Blondinens kærlighed, Brandmænd i fyr og flamme, Gøgereden og Amadeus. Jeg husker også Folket mod Larry Flynt og Man on the Moon, som er potente, moderne vanitasbilleder.

   De første film har sort-hvid sanselighed og et lyrisk hverdagsanslag, som Forman aldrig genfandt i Amerika. Gøgereden er og bliver et definitivt statement fra 1968-generationen og hippiekulturen, som ville melde sig ud af magthavernes verden.

FILMEN bliver ofte set som en protest mod kapitalismen og krigen i Vietnam, der sluttede samme år, som filmen fik premiere. Faktisk var Forman ikke modstander af den amerikanske aktivitet i Sydøstasien. Enhver, som bekæmpede kommunismen, var en heltefigur i hans bog.

   Kirk Douglas købte rettighederne til Gøgereden, fordi han havde spillet McMurphy i teaterudgaven. Sønnen Michael producerede filmen sammen med Saul Zaentz. Manuskriptforfatteren Laurence Hauben havde set Brandmænd i fyr og flamme. Han foreslog Forman som instruktør.

   Det var naturligvis blevet en anden film uden Jack Nicholson, Louise Fletcher og Will Sampson. Så meget i filmen er mesterligt tænkt. Her gik alle ting op i en højere enhed, og Forman skabte sin stærkeste film.

   »Venner kom til mig og sagde: Hold dig fra den film, du ødelægger din karriere, for det er sådan et amerikansk emne. Jeg sagde: Hvad snakker I om? Det er en tjekkisk film. For jer er det amerikansk litteratur, for mig er det virkelighed. Jeg levede den. Kommunistpartiet var min Store Sygeplejerske. Jeg ved præcis, hvad det handler om.«* 

   Vi ville gerne have set Formans filmatisering af Sandor Maráis roman Lysene brænder ned. Det var drømmeprojektet, som aldrig blev realiseret. Ellers nåede han vist nok det meste. Miloš Forman var en mønsterbryder, men også en mand af sin tid. Et stort europæisk liv i det 20. århundrede. Som endte i Amerika i foråret 2018.

*) »Big Nurse« Ratched får sin forhistorie fortalt i Netflix-serien Ratched (2020), hvor hun bliver spillet af Sarah Paulson. Karakteren har fået et egenliv, som hverken Kesey eller Forman kunne have forestillet sig. Nurse Ratched optræder også i ABC-serien Once Upon a Time (2011-18), hvor eventyrskikkelser har fået virkelige liv (men viderefører mytens konflikter) i lillebyen Storybrooke. Nurse Ratched bliver spillet af Ingrid Torrance. Hun er naturligt nok leder af institutionen Storybrooke Sanitorium. Hun er nr. 5 på listen over de vigtigste skurke (og helte), som American Film Institute udarbejdede i 2003.    

Fotos: Google/ Wikimedia/ The Criterion Collection/ BGJ/ RIFF/ Karlovy Vary International Film Festival

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 20.04.2018

Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]

CHINATOWN REVISITED

Jake Nicholson instruerer selv fortsættelsen

VI skriver 1948. Stedet er stadig Los Angeles, og der er gået ti år, siden den fandenivoldske privatopdager Jake Gittes – Jack Nicholson i en af sin karrieres mest gavmilde glansroller – stak næsen for langt frem, fik den skåret op med en springkniv af Roman Polanski og blev forvandlet fra sulten kyniker til såret elsker gennem sin kærlighed til Faye Dunaway.

   Plottet i den genreskabende Chinatown (1974) var labyrintisk, uigennemskueligt og faktisk ganske realistisk i sin sindige kredsen om økonomiske kræfter, vandforsyning, frugtavlere og jordbesiddere i den ur-kapitalistiske showcase, som var Californien i sin vorden.

   John Hustons perverse edderkop af et frådende magtmenneske havde ikke alene bedrevet blodskam med Dunaways karakter. Han havde også fostret en datter, som han forsøgte at tage fra hende, måske for at begå endnu mere blodskam. I Noah Cross havde filmen en superskurk, hvis dekadente uhyrlighed gik over selv Nicholsons forstand og tolerancetærskel.

FØR det afsluttende skudopgør på åben gade lovede Gittes den døende Dunaway at tage sig af datteren Katherine, hvis han kunne. Men Chinatown var en film for voksne. Uhyrerne vandt, og hun forsvandt et sted i uvisheden. Den første Jake havde løst gåden, knækket mysteriet, tabt sit hjerte og vundet en pyrrhussejr. Forget it, Jake. It's Chinatown. Der var ikke ét gran af glæde i den slutning.

DET er værd at repetere intrigen, for hvis The Two Jakes har en indbygget svaghed, er det dens betragtelige grad af indforståethed. Filmen må virke gådefuld og ufremkommelig for de få, som ikke har set Chinatown. Til gengæld har manuskriptforfatteren Robert Towne, en af Hollywoods mest solide håndværkere, virkelig gjort sig umage med portrættet af den modne Jake Gittes ti år efter tragedien.

   Townes interesse for bysamfundet Los Angeles’ vækst og misvækst i mellemkrigstiden stikker dybere end til det sædvanlige påskud for et plot. I begge film tager han udgangspunkt i autentiske sager og skildrer, hvor giftig og beskidt en forretningsgang kan blive, når et samfund har brug for vand og energi.

   Towne, der i 1988 iscenesatte sit eget manuskript til thrilleren Tequila Sunrise, skulle selv have instrueret dette flagskib blandt sequels. Så kom han op at skændes med filmens stjerne. Nicholson fik sin vilje og overtog selv instruktørstolen. Han har gjort et glimrende stykke arbejde. Det er længe siden, man har haft det så godt med at se en film, som både er en sequel, altså en fortsættelse, og en genrefilm med avancerede fyrværkerieffekter.*

JAKE Gittes er blevet rig, mæt og mere rund i sit væsen. Han specialiserer sig stadig i de utroskabssager, som ingen – mindst af alle Philip Marlowe og de øvrige private eyes, som figuren baserer sig på – ellers ville røre ved.

   Forretningen går strygende. Jake har personlig parkering foran sin private kontorbygning. Han har adskillige ansatte, skilt over døren, dyrker sin golf lidenskabeligt og bor i en overdådig art deco-lejlighed, der som resten af de fotogene periodedetaljer er en fryd for både betragterens øje og Vilmos Zsigmonds kamera.

   Jake er tilfreds og har grund til at være det. Eneste irritationsmoment er de periodiske rystelser, der minder alle menneskene i Los Angeles om, at de lever på kanten af et jordskælv.

EN dag tager han sig imidlertid af en utroskabssag for den anden Jake, byggematadoren Jake Berman (ukuelige Harvey Keitel), hvis kone ligger i med hans bedste ven og kompagnon. Så eksploderer fortiden i Jakes ansigt. Han hvirvles ind i en sag om byggegrunde, gas og olie i undergrunden, forbyttede identiteter og mord camoufleret som drab i affekt.

HVEM Kitty Berman (en lovlig nuttet og nymfeagtig Meg Tilly) egentlig er, går ret hurtigt op for tilskueren, men man hænger til det sidste på i den gotisk indviklede historie, der fører tilbage til nøglesteder og bipersoner fra Chinatown, mens opklaringen slentrer af sted efter samme halvvejs tilfældige retningslinier som i Farvel, min elskede og Det lange farvel.

   The Two Jakes er overhovedet på ambitionsniveau med sidstnævnte bittersøde Raymond Chandler-arbejde. Filmen vil både være genrestykke og passionsdrama. Den kommer snublende tæt på at lykkes, og Nicholson selv er en fornøjelse fra først til sidst, da han råber til Meg Tilly, at fortiden aldrig holder op.

*) Jack Nicholsons The Two Jakes blev indspillet 25 år efter Roman Polanskis Chinatown og havde premiere for 30 år siden. I mellemtiden har den naturligvis fået sin egen nostalgiske nimbus og periodepatina. For eksempel giver det et stik i hjertet at se, hvordan Tom Waits og Rubén Blades, begge bedre kendt som sanger-sangskrivere i 1990, gør sig stor umage i meget små roller, og det er gribende at høre Van Dyke Parks' score, der bestræber sig på at glatte alle excentriske rynker ud og levere en pastiche på sen-80ernes forestilling om detektivkontorer og røgfuld natklubjazz. Parks medvirker selv  i en lille rolle.
   Det samme gør danskeren Pia Grønning (f. 1949), som Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaard, dansk filmkritiks svar på Statler & Waldorf, giver følgende skudsmål i Drømmen om Hollywood: Danske filmfolk gennem tiderne (2017): »Pludselig dukkede hun op i en lille rolle som lægen dr. Elsa Branchauer i The Two Jakes  (...) Inden da have Pia Grønning faktisk medvirket i et par film i Skandinavien. I Danmark blev hun hurtigt slået ihjel i Esben Høilund Carlsens Nitten røde roser (1974), men hun havde en hovedrolle som Cecil i Knud Leif Thomsens Hosekræmmeren (1971). Filmene har dog lignet en tilfældighed i et liv, hvor den tidligere Miss Aalborg oftest har ernæret sig som fotomodel eller indretningsarkitekt.« 

   I Sam Wassons svært underholdende bog om The Big Goodbye: Chinatown and the Last Years of Hollywood (398 s. New York: Flatiron Books, 2020) kan man læse den fulde og i sig selv ret noir-agtige historie om, hvordan Jack Nicholson, Robert Towne og produceren Robert Evans var unge og blev ældre sammen i 1960ernes, 70ernes og 80ernes Hollywood. Da New Hollywood blev en popcornsforretning, som finansimperier købte og solgte, blev det stadig sværere at holde fast i kriterier som kvalitet. Evans holdt fokus på Chinatown, da han var produktionschef på Paramount. 15 år senere forsøger Nicholson med alle midler at holde sammen på sit instruktørprojekt og på venskabet, mens Evans er ved at gå helt ned med flaget, og Towne har begravet sig i dyb, kokaindreven research. Polanski er tilknyttet, men trækker sig ret hurtigt ud. En tredje Chinatown-film, Gittes vs. Gittes, som skulle tage figuren ind i 1950ernes HUAC- og brintbombetid, blev skrinlagt efter The Two Jakes. Evans døde i 2019, Towne i 2024. Nicholson på 87 er last man standing. Han og Towne talte ikke for alvor sammen igen.

The Two Jakes. Instr.: Jack Nicholson. Manus: Robert Towne. Foto: Vilgos Zsigmond. 137 min. USA 1991. Dansk premiere: 29.11.1991

Foto: 88 Productions/ Paramount Pictures/ Paramount Home Entertainment/ Flatiron Books/ YouTube (trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.11.1991

Once Upon a Time... in Hollywood [Bedste biograffilm 2019 nr. 1]

ALLE DE LEVENDE OG DØDE
Tarantino forvandler historien igen

Af BO GREEN JENSEN

TILBAGE i 1992, da Quentin Tarantino instruerede Reservoir Dogs og med ét slag blev både berømt og berygtet, var det først og fremmest tonen, stilen og volden, som gjorde indtryk.
   Tarantino ankom fuldt færdig og satte sin signatur med samme. Det var måden, der blev sprunget i tiden og klippet rundt om kuppet på. Det var gangsternes lavpraktiske samtaler, om servitricers lønforhold og lignende emner, der kunne vare i evigheder og lød som autentisk jargon. Det var Tim Roth, der forblødte i flugtbilen, og Michael Madsen, der skar øret af Kirk Baltz, mens han twistede til tonerne af »Stuck in the Middle with You« med Stealers Wheel. Tarantino medvirkede selv som Mr. Brown.

TO år efter fulgte Pulp Fiction, der forstærkede debutfilmens originale kvaliteter og var endnu mere voldsom, morsom og genrebevidst. Det var metafilm om en hypervirkelighed, hvor karakterer kunne blive blæst væk i en scene, for så senere at komme daffende ind i shorts og klipklapper, som John Travolta og Samuel L. Jackson gør i scenen med Honey Bunny og Pumpkin.
   Som i rigtig pulp fiction – altså det, vi kaldte kioskromaner – var der også en kerne af virkelighed. Der blev sagt hårdkogte sandheder i den blomstrende dialog. Jeg tabte for alvor mit hjerte i scenen, hvor Uma Thurman sidder i bilen og siger: »Don’t be a square« til Travolta. Hun tegner en firkant i luften, som filmen markerer med stiplede linier. Jeg havde aldrig set noget lignende.
   Tarantino havde hengivne fans fra begyndelsen. En vis kritisk skepsis tog af efterhånden. Han blev i genrelandskabet og opsøgte udvalgte egne. Jackie Brown (1997) var en atypisk afdæmpet Elmore Leonard-filmatisering. Den todelte Kill Bill (2003-04) var spektakulær og næsten nyfeministisk. Skønt Tarantino får skyld for at være misogyn, er pointen som regel, at kvinder bliver misbrugt.
   Den svageste film må være Death Proof (2007), som indgik i Grindhouse-projektet, hvor Tarantino og Robert Rodriguez hyldede 1950ernes genrefilm sammen. Death Proof var en forrykt kørefilm. Den skulle helst ses i en drive in-biograf.

   
FRA og med Inglourious Basterds (2009) begyndte en tematik at tage form. Ja, filmen var en blanding af parafrase og pastiche på 60ernes film om Anden Verdenskrig, med Brad Pitt som helten og Christoph Waltz som teaternazist. Men Tarantino greb chancen for at korrigere historien. Hitler og hans følge bliver brændt ihjel i en fransk biograf. Første kapitel af filmen hed for resten »Once Upon a Time in Nazi-Occupied Germany«.
   Den kontrafaktiske historieskrivning har siden været fast grund for Tarantino. Den er en slags evigt es i hans ærme, fordi vi som publikum véd, hvad der vil ske, og alligevel ingenting aner. Plottet kan strejfe på vejen til målet. De gode får lov til at smile, og de onde får deres rette bekomst. Det er både besværgende magi og en ganske radikal praksis, der passer godt til genreformatet.
   Django Unchained var en spaghettiwestern af den slags, hvor Tarantino henter halvdelen af musikken til sine soundtracks. Dusørjægeren (Christoph Waltz) frikøbte slaven (Jamie Foxx), som tog en grum hævn over plantageejeren (Leonardo DiCaprio). Django var ikke en hvid amerikaner. Alle filmens racister blev mejet ned med sadistisk frydefryd.
   The Hateful Eight var en kønspolitisk kammerspilswestern, der brugte widescreenformatet til at understrege klaustrofobien. Et galleri af faste typer var strandet i en hytte i sneen. De tirrede og forrådte hinanden. Filmens eneste kvinde – spillet af Jennifer Jason Leigh – bed fra sig, men blev slået af samtlige mænd og endelig hængt. Det var en blanding af Kill Bill og Lars von Triers Dogville. Mildest talt ikke Lucky Luke.

MED Once Upon a Time in Hollywood sætter Tarantino kronen på værket. Det er, som du sikkert ved allerede, en romantisk og dog realistisk fremstilling af livet i filmbyen i 1969.
   Over et halvt år, men med fokus på udvalgte dage, én i foråret og én i efteråret, kortlægges venskabet mellem tv-stjernen Rick Dalton og hans stunt double, Cliff Booth, som sørger for alle praktiske forhold. I baggrunden, oppe i Hollywood Hills, forbereder Charles Manson, afvist sangskriver og karismatisk kultleder, sit angreb på virkeligheden.
   Det er først og fremmest en klassisk bromance. Rick bliver arbejdsløs, da tv-selskabet lukker westernserien Bounty Law. Han drikker tæt og har problemer med sit selvværd. Cliff er i forvejen persona non grata, fordi man siger, at han dræbte sin kone. Og det gjorde han måske. Han bærer i hvert fald sin byrde med stoisk ro og en vis arrogance.
   De to mænd har kun hinanden. Det vil sige, Cliff har også en bidsk dræberhund, som han har trænet til at vente med at spise, til han kommer hjem og siger værsgo. Så ser de begge to Mannix i tv. Alle små rutiner får stor betydning i filmens kontrafaktiske slutning.

RICK og Cliff bliver spillet af Leonardo DiCaprio og Brad Pitt, som selv er to af de sidste filmstjerner. De gør det med overbevisende charme og indbygget usikkerhed. Man tror virkelig på et loyalt kammeratskab.
   Rick har løse småjobs. Så siger han ja til at medvirke i en italiensk western. Han kommer hjem med nyvunden stjerneværdighed og en italiensk hustru. Han siger til Cliff, at de nok må afbryde samarbejdet. Det er så vemodigt, at de drikker sig fra sans og samling. Rick bor for resten på Cielo Drive i Benedict Canyon og er nabo til Roman Polanski og Sharon Tate. Her mødes alle tråde den 9. august, 1969, da tre medlemmer af Manson Familien kommer for at dræbe beboerne i huset.
   Jeg røber ikke mere. Som tilskuer fortjener man at få den fulde virkning. Det siger vel sig selv, at Once Upon a Time in Hollywood ikke følger den officielle historie. Vist er finalen en voldseksplosion, men det går ikke som i virkeligheden. Som sagt har Tarantino fået smag for at revidere historien. Måske kan han slet ikke lade være.

DET er hans bedste film til dato, for i Hollywood er han på hjemmebane. Tarantino er født i Tennessee, men kom til Californien, da hans forældre gik fra hinanden. Det var i 1967. Drengen var fire, hans mor tyve år. Hun tænkte på Quint Asper, Burt Reynolds' karakter i westernserien Gunsmoke, da hun gav ham fornavnet Quentin.
   Reynolds var castet til en lille rolle i Once Upon a Time in Hollywood, da han døde i 2018. Under alle omstændigheder, siger Tarantino, er karakteren Rick Dalton baseret på alle de gammeldags heltetyper, som blev valgt fra, da rockkulturen og New Hollywood ændrede mentaliteten. Han nævner navne som Vince Edwards, Edd Byrnes og Ty Hardin. Fabian og Tab Hunter. Den nye tid tilhørte Peter Fonda, Jack Nicholson og Elliott Gould. Kulturen var taget et andet sted hen.
   Cowboyserier som Gunsmoke (1955-75) og Rawhide (1959-66) var et marked for falmende stjerner. Der var et skel mellem tv og film, som ikke længere findes. Alle så tv, men filmen var finest. Clint Eastwood var træt af sin rolle i Rawhide, da han tog imod et italiensk tilbud om at spille Manden uden Navn i Sergio Leones En nævefuld dollars (1964).
   Once Upon a Time er fortalt i en mageligt slentrende form, der giver tilskueren rig lejlighed til at nyde de kærligt genskabte detaljer i Hollywood-arkæologien. Filmen bygger op til finalen på Cielo Drive, men der er ingen undergangsstemning. Bare mennesker, som lever deres liv.
   Tarantino ved – eller tager for givet – at publikum kender historien. Han kan bruge to timer på at fortælle anekdoter og skrive sædeskildring. Spændingen er bygget ind i præmissen: hvordan vil filmen skildre det infamøse massemord, som markerede 60ernes slutning?

FORBINDELSEN til Manson er kun en lille tråd i tæppet. Når Cliff venter på Rick eller kører ærinder for ham, er der somme tider en af de unge hippiekvinder i cutoffs, som fanger hans blik. Der er flere af dem i gadebilledet. De står ved læskure og tomler eller roder efter mad i skraldespande. Det er ikke noget, Cliff tænker videre over. Det er bare de nye unge i tiden, som hverken han eller Rick holder af. Men Cliff er altid bedre til at bruge dagens tilbud.
   Da han ser den samme pige for tredje gang, giver Cliff efter og tager hende op. Manson Familien hvervede nye medlemmer ved at lade kvinderne fellatere de mænd, som gav dem kørelejlighed. Cliff siger nej tak og kører Pussycat (Margaret Qualley) op til den forfaldne Spahn Movie Ranch, hvor han og Rick kom i den gode tid, da de optog Bounty Law.
   Her er et ramponeret westernset og en bås med heste til turisternes børn. I hovedbygningen ligger den blinde George Spahn (Bruce Dern) og venter på at blive seksuelt betjent af Squeaky Fromme (Dakota Fanning), hans favorit blandt Manson-kvinderne. Cliff spørger, om alt er i orden. Spahn beder ham rende og hoppe. Han er ingen stakkels gammel mand.
   Manson Familien havde en aftale med Spahn. De passede ranchen og tog sig af ham. Til gengæld boede de gratis. Cliff vrider armen om på Mansons næstkommanderende, der har piftet hans dæk. Der er atter et stand-off, hvor Cliff sætter sig i respekt. Det gør han filmen igennem. Cliff Booth er intet blomsterbarn.

FILMEN blander fiktive figurer og autentiske karakterer. Til en fest i Playboy Mansion taler Steve McQueen (Damien Lewis) med Mama Cass (Rachel Redleaf) og Michelle Phillips (Rebecca Rittenhouse) fra The Mamas & the Papas. Cliff er i urkomisk nærkamp med martial arts-ikonet Bruce Lee (Mike Moh), som ikke giver ham megen modstand.
   Her er alle de levende og døde, både fra dengang og nu. Da Rick får en gæsterolle i westernserien Lancer (1968-70) – og er så taknemlig for jobbet – møder han Wayne Maunder, som bliver spillet af Luke Perry, der endnu levede i 2018. Det er dog en 8-årig barnestjerne (Julia Butters), som har mere styr på tingene end Rick, der stjæler billedet ved den lejlighed. Hun forklarer den nervøse mand, som faktisk er en god skuespiller, hvorfor hans gerning er vigtig.
   Rick er også med i en krigsfilm, hvor han lærer at bruge en stor flammekaster. Det eksotiske våben bliver en vigtig rekvisit, da filmen til slut reviderer historien.
   Charles Manson (Damon Herriman) ringer på i Cielo Drive, fordi han tror, at Beach Boys-produceren Terry Melcher (som nægtede Manson en pladekontrakt) stadig bor i huset sammen med Candice Bergen. Roman Polanski (Rafal Zawierucha) ledsager sin hustru i et par scener. Men disse fabeldyr er bipersoner. Det er en generel strategi, at faktiske navne optræder i forbifarten, mens de fiktive bliver fuldt skrevet ud.

UNDTAGELSEN er Sharon Tate (Margot Robbie). Tarantino bruger en lang sekvens på at følge med Tate gennem dagen. Polanski er i London for at arbejde på The Day of the Dolphin (der blev færdiggjort af Mike Nichols). I mellemtiden bor hun i huset sammen med Wojciech Frykowski og Abigail Folger. Jay Sebring (Emil Hirsch), hendes kæreste fra tiden før ægteskabet med Polanski, er med til at indrette barneværelset.
   Filmen træder sidelæns for at se på Hollywood med Tates øjne og på Tate med eftertidens blik. Hun er 26 år, og hun glæder sig til at tage hul på det hele. Hun smiler og nynner i solen. Hun går ind og ser en film med sig selv. I The Wrecking Crew spiller hun sammen med Dean Martin. Det var en af de populære spionkomedier i serien om Matt Helm. Filmen hed Matt Helm og de hårde drenge ved sin danske premiere i juli 1969.
   Sharon ser kun Sharon, og hun er meget tilfreds. Hun spiller Freya Carlson, en britisk agent, der bliver sendt ind for at hjælpe Matt Helm. Hendes navn står lige under Elke Sommers på plakaten, og i The New York Times har Vincent Canby skrevet, at »det eneste gode ved filmen er Sharon Tate«. Hun spørger pigen i billetlugen, om man kommer gratis ind, hvis man medvirker. Ejeren kommer og hilser på. Hun sætter sig i den halvtomme sal og nyder øjeblikket. Hun studerer de andre ansigters reaktioner i scenerne, hvor hun er på lærredet. 
   Det er en meget bevægende scene. The Wrecking Crew havde amerikansk premiere i marts. Det må være et halvt år før Manson-mordene. Hun er ikke højgravid endnu. Tate blev stukket 16 gange. Sebring, Frykowski og Folger døde også. Her fastholder filmen det liv, som blev taget. Og forpligter sig på at give det tilbage.

DER er filmen igennem lagt spor ud, som mødes i den voldsomme slutning. En cigaret, der er dyppet i LSD; måden som stuntmanden træner sin hund på; Ricks benovelse over de nye naboer; flammekasteren fra krigsfilmen; en generel fortabelse i psykedelisk hedonisme. Alle effekterne kommer i brug. Der er eufori og katarsis i salen.
   Once Upon a Time in Hollywood er en forrygende blanding af lille hjemstavnsskildring og stor mentalitetshistorie. Jeg så filmen i Cannes til urpremieren. Den har så at sige simret i baghovedet lige siden. Jeg tilstår, at jeg er meget glad for den. Jeg har altid beundret stilen og formen. Denne gang tror jeg også på dét, manden siger.

Se også Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Black Lives Matter 7] [Westerns 100]; Quentin Tarantino: The Hateful Eight (2015) [Westerns 100]; Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020.

Once Upon a Time in Hollywood. Instr. & manus: Quentin Tarantino. Foto: Robert Richardson. 161 min. USA-UK-Kina 2019. Dansk premiere: 15.08.2019

Fotos: Columbia Pictures/ Bona Film Group/ Heyday Films/ Sony Pictures Releasing/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 10.12.2019

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.08.2019