I DE engelsktalende lande har man en god og human tradition for at huske dyr, som satte livet til i menneskets krige eller var med til at sikre nationens sejre. The Animals’ Memorial ved Hyde Park i London blev rejst for private penge i 2004, men også officielle monumenter som det sydafrikanske Horse Memorial – dedikeret til de 300.000 heste, som døde i Boerkrigene – vokser ud af respekten for dyrenes indsats. »They had no choice,« siger den fyndige indskrift på mindesmærket i London.*
75 gange har man i Storbritannien uddelt Dickin-medaljen til dyr, som gjorde en forskel – første gang til brevduerne Winkie, Tyke og White Vision i 1943, senest [24.01.2023] til hyrdehunden Bass, som gjorde tjeneste i Afghanistan i 2019. 38 hunde, 32 duer, fire heste og én kat [som hed Simon og gav sit tiende liv i 1949] har modtaget tapperhedshedsmedaljen. Animationsfilmen Valiant (2005), som også fik dansk biografpremiere, var en velturneret fremstilling af brevduernes krig.
Steven SpielbergsWar Horse hører til i denne tradition. Forlægget er en højt elsket børnebog – »the Black Beauty of the Great War« – som forfatteren og filantropen Michael Morpurgo skrev i 1982. Føllet Joey vokser op på et husmandssted i Devon, hvor han bliver ven med drengen Albert. Alberts far må sælge hesten, da 1. verdenskrig begynder. Joey tilhører en kavalleriofficer, som falder under et mislykket angreb i Flandern. I de følgende fire år er Joey både på tyske og franske hænder, før han genforenes med Albert efter en mareridtsnat i Ingenmandsland mellem skyttegravene ved Somme. Morpurgos roman har hesten som fortæller. Den er mærkværdigvis ikke oversat til dansk.**
HISTORIEN blev større og mere abstrakt, da Nick Stafford dramatiserede den til Royal National Theatre, som i 2007 opførte War Horse i Marianne Elliotts og Tom Morris' instruktion og med krævende koreografi af Toby Sedgwick. The Handspring Puppet Company skabte de forbløffende figurer og effekter, som stadig får publikum til at måbe, når skuespillet bliver opført igen.
Menneskene spilles af mennesker, men dyrene er sindrige marionetter i fuld hestestørrelse. Krigen er skabt med lyde og lys, samt tegninger som projiceres op på bagvæggen. Da kaptajn Nicholls (som i filmen bliver spillet af Tom Hiddleston) bliver Joeys herre, skriver han dagbog og tegner hesten i breve til drengen på gården. På den måde får krigen de samme stemmer, som man hører i digte af Wilfred Owen, Edward Thomas og Siegfried Sassoon. Henved en million heste blev dræbt i løbet af krigen.
Skuespillet er genopsat mange gange. Det har spillet på Broadway; turneret i UK, USA, Australien, Sydafrika (hvor Handspring Puppet-kompagniet er baseret) og Canada; været gæsteopført i Tyskland, Holland, Kina og Singapore. I 100-året for krigsudbruddet var en af sæsonens traditionsrige promenadekoncerter viet til en særopførsel, som BBC transmitterede live fra Royal Albert Hall og genudsendte 2. juledag samme år.
I Spielbergs filmatisering, som har manuskript af Lee Hall og Richard Curtis, får historien sin mest realistiske fremstilling. Krigen er genskabt i fuld størrelse; hestene spilles af heste, som ikke kan tale. Synsvinklen ligger i et kamera, der følger slagets gang som en guddommelig fortæller, somme tider i svimlende fugleperspektiv, andre gange på slæb efter hesten, som pløjer gennem Ingenmandsland, skræmt fra vid og sans og derfor stærkere end både romanens reflekterende dyr og teaterrummets geniale marionetter.
Havde Joey kunnet tale, var der ikke blevet nogen film. I så fald skulle det være en animationsfilm på linje med Spirit – Stallion of the Cimarron (2002; da. Stallion – Hingsten fra Cimarron (2002), ligeledes en Dreamworks-produktion, hvor de vestlige territoriers historie blev fortalt gennem vildhesten Spirit. Der er naturligvis præcedens for at bruge heste som nyttige vidner. Det store foreksempel er Anna Sewells Black Beauty: His Grooms and Companions, the Autobiography of a Horse (1877). I romanen Traveller (1988) fortæller Richard Adams den amerikanske borgerkrigs historie gennem hesten, som blev redet af general Robert E. Lee.***
SPIELBERGS film gør indtryk som helhed. Nogle afsnit er i sig selv meget banale. Billedet af det feudale England, hvor Alberts (Jeremy Irvine) stolte forældre (Peter Mullan og Emily Watson) trodser godsejeren Lyons (David Thewliss) er som klippet ud af Eric Knights Lassie Come-Home (1940, da. Lassie vender hjem). I samme ånd bliver Joeys tid hos en fransk bedstefar (Niels Aarestrup) og hans barnebarn (Celine Buckens) et lån fra Johanna Spyris Heidi (1880-81). Derimod er kampscenerne imponerende og originale.
Det er en væsentlig pointe, at krigen undsiges totalt. De allierede soldater er ikke bedre mennesker end de tyske. I stedet bliver deres håndtering af dyr et moralsk parameter. Midt i myldrebilledet har Nicolas Bro en lille, men afgørende rolle som den tyske hestepasser, der siger fra over for sin officer, da man igen vil presse mere liv ud af Joey. Også David Dencikmedvirker i War Horse. Den retskafne Major Stewart bliver spillet af Benedict Cumberbatch. Han har hingsten Topthorn, som Joey bliver ven med på samme måde, som Nicholls og Stewart er venner.
I 1914 angriber englænderne endnu som i Krim-krigen. Den tyske øverstbefalende skælder den engelske ud for at være en uansvarlig nar: troede han virkelig, at en garnison på en mark ville være ubeskyttet? Fra luften panoreres over landskabet af døde og døende heste og mænd. Siden bliver krigen udkæmpet med stadig større mekaniske våben. For hvert slag er der mindre lys. En træfning midtvejs opleves indefra, som landgangen i Normandiet i Saving Private Ryan (1998).
Endelig foregår Joeys flugt i et veritabelt götterdämmerung. Mænd fra begge sider er blevet ren kanonføde, ofre for rotter, tyfus og sennepsgas. Det er i dette tiltagende mørke, at en britisk og en tysk soldat arbejder sammen for at befri den lidende hest, så man har lejlighed til at mindes den berømte våbenhvile i Julen 1914. Da mørket er tættest, for Joey såvel som for Albert, hører hesten sit første menneske kalde.
ET efterspil er filmet som en blanding af klassisk John Ford og Borte med blæsten. Det bliver endelig for meget og for tykt. Ellers er filmen stærk og solid. Respekten for dyr bliver sat over kritikken af krigen. Selv John Williams har varieret sin tonale palet og skruet ned for de enslydende fanfarer – som han i øvrigt også gør i Spielbergs anden familiefilm fra perioden, The Adventures of Tintin(2011).
Censuren på 11 år bør respekteres. War Horse vil være en film for alle aldre, men skildringen af krigen er ikke romantiseret. For eksempel henrettes to mindreårige tyske drenge uden videre, da de deserterer. I dyrenes krig er der ingen mirakler, skønt Joey bliver kendt som »The Miracle Horse«.
*) Juliet Gardiners The Animals' War (London: Portrait/ Piatkus Books, 2006) er en fremragende og fascinerende gennemgang af kulturhistorien om dyr i krig. Bogen udkom i forbindelse med en særudstilling på Imperial War Museum i London, hvor mange fotos og effekter også indgår i den permanente udstilling. Imperial War Museum er bestemt et besøg værd, også for pacifister. Det ligger kun et stenkast fra Lambeth Workhouse, hvor Charles Chaplintilbragte en del af sin barndom og hvor der nu er et (konstant lukningstruet) Cinema Museum, som man kan og bør se ved samme lejlighed. IWM London er et af fem nationale Imperial War Museums. IWM North i Manchester viste i 2012 en udstilling, som var dedikeret til Morpurgos bog og Spielbergs filmatisering.
**) Michael Morpurgos roman er genoptrykt mange gange og fremstår i hver ny udgave lidt mindre børnebogsagtig. Der er langt fra æstetikken i Victor Ambrus' originale coverdesign til hestefotoet af Nine Francois på 40 års-udgaven fra 2022. Det må være selve krigen, der tænder publikums indlevelsesevne. Morpurgo skrev en fortsættelse, Farm Boy, i 1997. Den var der langt færre læsere til, skønt både Joey og Albert optræder. Joey fortæller dog ikke i Farm Boy.
***) Richard Adams (1920-2016), forfatteren til Watership Down (1972, da. Kaninbjerget), overgik aldrig sin store bedrift fra gennembrudsbogen, men han var tæt på at tangere den i The Plague Dogs (1977, da. Hundeflugten). Også Shardik (1974) og Tales from Watership Down (1996, da. Gensyn med Kaninbjerget) er meget læseværdige. Adams var anderledes uinspireret, når han fravalgte den antropomorfe synsvinkel, som i samtidsromanen The Girl in a Swing (1980, da. Pigen i gyngen), der delvis udspiller sig i København, og fantasysagaen Maia (1984), som er et verdensbyggerforsøg i fuld skala. I Traveller hører vi bogstaveligt historien fra hestens egen mund. Traveller står i sin stald og fortæller til huskatten Tom Napper. Konføderationsgeneralen Robert E. Lee (1807-1870) var en problematisk figur allerede i 1988, men han var endnu ikke »aflyst« og forvist fra historien som symbolet, der inkarnerer en feudalistisk samfundsstruktur baseret på slavearbejde og menneskehandel. Jeg ved ikke, om Traveller er omfattet af den aktuelle identitetspolitiske boykot. Noget lignende gør sig gældende i forhold til animationsfilmen om Spirit. Her er det general George Armstrong Custer (1839-1876), en anden annulleret nationalmyte, som prøver at tæmme den stolte vildhest. Begge fiktioner har skiftet farve og er blevet sværere at forholde sig til – på en måde, som de ikke var for 30 og 20 år siden. Især Traveller. Det er lidt som at læse en bog, hvor Stalins kat husker sin herre med varme. Eller den om lejrkommandantens hund. Identitetspolitikken har sat sig i sproget og blikket. Det kan næppe være ukonstruktivt.
War Horse. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Lee Hall, Richard Curtis. Foto: Janusz Kaminski. 145 min. USA 2011. Dansk premiere: 26.01.2012.
Fotos: Dreamworks Pictures/ Touchstone Pictures/ Reliance Entertainment/ Amblin Entertainment/ The Kennedy/Marshall Company/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ Royal National Theatre - War Horse on Stage [official production photo: Brinkhoff/Mögendorff]/ Wikimedia [Australian War Horse Production]/ Michael Morpurgo Official Website/ Imperial War Museums/ Borgens Forlag [Gyldendal].
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, SF Movies, YouTube Movies
2K Blu-ray fra Disney Buena Vista 07.05.2012
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.01.2012 [her let ajourført]
AT SKABE NOGET VIRKELIGT Mike Leigh om sit menneskesyn og sin metode
Af BO GREEN JENSEN
I
BERLIN 2008. Byen summer af festivalfeber, og Mike Leigh har aftenen før præsenteret sin spillefilm nr. 10. Premieren var en eftertrykkelig succes, så den store mand er tilfreds. Vist havde nogle nej-sigere svært ved at tro på den grænseløst gode hovedperson, skolelæreren Poppy, som er hele verdens centrum i Leighs til dato letteste film, men flertallet lod sig bjergtage af Sally Hawkins’ indsats i rollen. Leigh har før skabt stærke kvindefigurer, men Poppy må være den mest livagtige, skønt portrættet er udført i skingre primærfarver.
Happy-Go-Lucky følger Poppy gennem forbundne dramatiske situationer. En tid lang er det svært at se, hvor filmen – der kan genrebestemmes som en alvorlig komedie – i grunden bevæger sig hen. Poppy drikker sig stiv med veninderne, nærer omsorg for de yngste og går både til trampolin og flamenco, før hun tager timer hos en kolerisk kørelærer med satanistiske sympatier. Hun besøger sin søster, der venter barn med en føjelig tøffelhelt, og går aftenture på bunden af London, hvor hun møder en hjemløs mand, som har mistet sit sprog.
DA Poppy hjælper en voldelig dreng i sin klasse, får hun en kæreste i skikkelse af den hidkaldte børnepsykolog. Tim (Samuel Roukin) er lige så lys og åben, som kørelæreren Scott (Eddie Marsan) er lukket og mørk. Scott holder øje med Poppys hus, og han røber – i et frustreret raserianfald, der giver mandens tvangstanker en vis værdighed – at han føler Poppy har lokket ham til sig. Her trækker hun endelig grænsen. Hun sender nænsomt dæmonen tilbage i dybet. Det er så også den første og eneste gang, at Poppy opgiver et medmenneske.
Filmen er blandt andet en katalog over såret maskulinitet. Leigh siger selv om Happy-Go-Lucky, at den vokser ud af en følelse, snarere end af en idé. Han har bygget karakteren Poppy op sammen med Sally Hawkins, der også off camera ligner den altid imødekommende kvinde. Dét er, erkender man midtvejs, hvad der binder situationerne sammen.
Poppy er altid positivt indstillet, også når hun ikke har grund til at være det. Med denne åbenhed formår hun at løse og læge en række konflikter. Hun kan også tale venligt til Scott, skønt denne er hinsides menneskelig rækkevidde.
KUN i epilogens snak med veninden – de padler rundt på Serpentine i Kensington Gardens, mens kameraet trækker sig ud i en kranoptagelse, der giver scenen et kosmisk, alfaderligt skær – får dialogen lidt af det skrevne præg og den pægogiske tone, som var de eneste skønhedsfejl i hovedværket Secrets & Lies. Ellers anskueliggør Leigh sit stof, selve virkeligheden, i et gyldent snit. Filmen vedgår, at den har noget på hjerte, og i Sally Hawkins’ Poppy – et kælenavn for Pauline – forankres det positivistiske budskab.
Skal man bøje det i neon, siger filmen noget så enkelt som, at man kun har glæde af tilværelsen, hvis man bidrager til den og forholder sig positivt til forandring. Scott, den rablende kørelærer, kan ikke acceptere forandring, fordi han ikke kan acceptere sig selv. Han hader indvandrere og er besat af konspirationsteorier, fordi de bekræfter hans hjælpeløshed.
HAPPY-Go-Lucky er et lille mirakel, der bekræfter styrken i Leighs arbejdsform. Karaktererne bygges op over seks måneder, og skuespillerne kender kun deres egen vinkel på helheden, når filmen optages og redigeres scene for scene over tre måneder. Leigh ser filmen som en tvilling til den til mørke, nihilistiske Naked fra 1993. I Cannes fik han Guldpalmen for Secrets & Lies (1996), og i Venezia fik han Guldløven for Vera Drake (2004).
Da vi taler, er det stærkt sandsynligt, at han vil modtage Guldbjørnen for Happy-Go-Lucky. Sådan går det ikke. Costa-Gavras’ jury hænger sin hat et helt andet sted, på den semi-fascistiske politifilm Tropa de elite fra Brasilien.
Sally Hawkins modtager en sølvbjørn for sin rolle. Hawkins medvirkede i Vera Drake, men har hidtil sat sine dybeste spor som lesbisk lykkebringer i Sarah Waters-dramatiseringerne Tipping the Velvet (2002) og Fingersmith (2005). Faktisk tænkte Eddie Marsan, at Poppy måtte være en nonbinær karakter, da de mødtes til den første køretime i Happy-Go-Lucky. Hun er som født til at spille den altruistiske Poppy.
II
LEIGH var ikke i salen, da Hawkins modtog sin pris. Han skulle måske noget andet, men det kunne ligne manden at udeblive i trods. Leigh er skiftevis venlig og skræmmende bøs. Han tager ofte sine kritikere i skole og skammer dem ud med navns nævnelse. Knarvorn er ordet, som kommer til én. Skønt det kan være svært at tale med en skallesmækkende mimose, er det faktisk livsaligt at møde en filmskaber, som går aktivt ind i kritikken og kender værdien af sine film. I dag tager han venligt imod i en suite på Hotel Ritz-Carlton på Potsdamer Platz.
– »Happy-Go-Lucky« er lidt af en titel. Du har tidligere brugt ironiske titler som »Life is Sweet« og »High Hopes«. I denne film er der ingen ironi overhovedet...
»En film må have en titel. Jeg laver disse film, og de har aldrig nogen titel, før jeg vælger en i sidste øjeblik. Denne signalerer en særlig atmosfære. Den definerer på formalistisk vis, hvad filmen egentlig handler om. Man kan dog ikke af den grund tale om lykken som en metervare. Denne film handler ikke om lykke i gængs forstand. Poppy er ikke en lykkelig person. Hun har ikke spist magiske svampe eller røget en masse tjald. Snarere handler filmen om opfyldelse, om at knytte sig til andre, om sandfærdighed og om det at kunne dele. Alle de ting. Og i bred forstand om kærlighed. Selv vil jeg gerne have del i de ting. Jeg bestræber mig på at være sandfærdig. At lave en film som denne, får i det mindste én til tænke i de baner. Så hvis du spørger, om det er en bekræftende film, må svaret være ja.«
– Også denne film er blevet til efter et langt prøveforløb. Sally Hawkins og Eddie Marsan taler om seks måneder. Har du nogen sinde overvejet at arbejde mere konventionelt?
»Jeg har arbejdet på denne måde siden 1965. Alt i alt har det været en produktiv arbejdsform, så jeg ser ingen grund til at prøve noget andet. Forarbejdet er en slags værktøjskasse. Jeg kan afprøve forskellige muligheder inden for mit eget disciplinerede område. Nydelsen ved arbejdet – the good bit – ligger ikke i de seks måneder, hvor vi har afsondret os. I den periode finder jeg råmaterialet, som er nødvendigt for at skabe selve kunstgestanden. For i den sidste ende bliver alle film til i klipperummet, og mine er ingen undtagelse. Man optager råmateriale, som man tager med i klipperummet, så man kan begynde at skabe den færdige film. Men man må arbejde meget disciplineret. Der skal være en struktur, som det er vigtigt at få hold på og holde sig til. Der er en overordnet plan, som vi fastlægger i prøveperioden og arbejder videre med under optagelserne.«
»Hele processen er en opdagelsesrejse. Undervejs i arbejdet opdager jeg, hvad filmen egentlig handler om. Men de dér seks måneder inde i fængslet, som du taler om, er svære, for jeg har intet at vise frem bagefter. Det handler om forberedelse, forberedelse og mere forberedelse. Dét er i sig selv ganske svært. For at få skuespillerne hen, hvor de skal være, må jeg give hver enkelt omsorg og tid og plads. Efterhånden som flere kommer til, har jeg ansvaret for dem alle sammen, og jeg må finde en balance mellem at fordybe mig i to-tre stykker, mens andre bliver utilfredse, fordi de venter i ugevis. Det er ubønhørligt, og hver gang tænker jeg, at jeg ikke er sikker på, at jeg kan gøre det en gang til. Jeg er jo ikke så ung, som jeg har været.
Glæden og gevinsten ved det hele er, at vi kan gå helt ud til kanten, når vi endelig optager. Fordi vi har brugt al den tid og plads på at forberede os. I denne film vil du se os gå ud over kanten. Det er dét, som Sally Hawkins og Eddie Marsan gør. Du har mødt dem og set, at de begge er ekstremt talentfulde og meget intelligente. De er ikke blot intelligente med hensyn til skuespil; de er også intelligente med hensyn til deres omverden. Som skuespillere er de villige til at tage risici, og de er interesserede i at afprøve grænser. De vil gå langt og forsøge farlige ting i bestræbelsen på at skabe noget virkeligt. Og vist er det virkeligt, men man kan jo ikke bare gøre den slags. Det er dét, som prøvetiden handler om. At give dem tid og plads til at forberede sig i et beskyttet miljø, hvor vi sammen kan dyrke og fremelske disse kvaliteter.«
– Skuespillerne bliver i karakter under prøveforløbet, og de kender kun deres egen figur. Hvordan er uvidenheden en hjælp?
»Den er mere end en hjælp, den er en nødvendig del af processen. Skuespillerne må ikke vide for meget om hinandens karakterer. Dét er grundlæggende. Jeg mener: Her er en relation – en kvinde og hendes kørelærer. Det gælder også alle andre forhold i mine øvrige film. For at skabe dette forhold har vi været gennem processen, hvor de improviserer i karakter. De gjorde det virkelig, kørte i dagevis rundt som Poppy og Scott i en bil med dobbelt styring. Og hvis de ikke var oprigtigt uvidende om, hvad den anden ville foretage sig, kunne de ikke gøre det så ægte.«
– Mens Poppy tager timer hos Scott, indleder hun et forhold til en anden mand, en kollega, som slet ikke ligner den formørkede kørelærer. Det forhold må være vigtigere for Poppy, men det fylder ikke nær så meget i filmen...
»Det var et valg, jeg foretog, og det føles stadig rigtigt for mig. Det er klart, at Poppy og Tim vil gå ud sammen og tale om forskellige ting, men hvad de siger til hinanden, er ikke så vigtigt. Hvis man instinktivt forstår deres forhold, ved man også, at de vil tale det samme sprog. De deler mange interesser. Så jeg undersøgte det. Vi improviserede flere af deres samtaler, men i denne fase af historien forstår man, at de politisk set befinder sig på den samme side i manuskriptet. Scott derimod læser en helt anden bog.
Vi har været på rejsen, vi kender denne kvinde nu. Vi ser hende kommunikere med denne mand på en ærlig og fuldkommen åben måde. Det vigtige er følelsen, den naturlige lidenskab, humoren, glæden og sådan. Det er dén valuta, som er gangbar i det forhold. Hun får sikkert mere at vide om ham, end vi gør. Det vigtigste er at fornemme en begyndelse. Det er det eneste, som er nødvendigt. Jeg følte, at det ville være overflødigt og virke unødigt tungt at gå ind i spørgsmålet om, hvem han egentlig er og hans baggrund. Vi kan jo se det på ham.«
– Hvad er det sværeste: at begynde på historierne eller at afslutte dem?
»Det varierer fra film til film. Somme tider ved jeg, hvordan et forhold vil udvikle sig og hvordan det vil ende. Andre gange er jeg mere usikker. I denne film var slutningen et åbent spørgsmål. Det var lige sådan med Naked i sin tid. Jeg kunne ikke finde en passende slutning, jeg ledte efter spor og tegn. Jeg vidste, at vi skulle se et hus, som Poppy bevæger sig væk fra. Når det kommer til stykket, er spørgsmålet akademisk. Jeg hører det tit: Hvornår besluttede du sådan og sådan? Det betyder ingenting. Man spurgte næppe Leonardo, hvornår han lavede den lille plet på Mona Lisas øjenlåg.
I det store hele tager jeg afstand fra subkulturen omkring Hollywood-film, fra Hollywoods semiotik osv. Men amerikanerne opererer med én forudsætning, som virkelig er vigtig: En film må være i tre akter. Man skal fastlægge rammen, udvikle præmissen og løse konflikten til slut. Generelt tror jeg nok, det sværeste er at fastlægge rammen. Når bolden først ruller, så ruller den. Det interessante er så, hvor man sparker den hen. På et tidspunkt er mange bolde i spil, der er et minefelt af muligheder. Det handler så om at finde den rigtige vej gennem kaos, om at føre ideen igennem til slutningen.«
– Kan virkeligheden kun skildres med realisme?
»Som 12-årig deltog jeg i min bedstefars begravelse. Det var en dag med sne i Manchester. Jeg stod i entreen og ventede, da nogle af de gamle mænd kom ned ad trappen. Det var sørgemarskallerne, dem som skulle bære kisten. Og jeg kan huske, at jeg så mig omkring og tænkte: Dette kunne være en god scene i en film. Det er dét, jeg vil: Jeg vil lave film.
Det var dér, det begyndte for mig. Jeg gik altid i biografen, dengang i 1950erne, og jeg så aldrig andet end amerikanske og britiske film. Jeg så ikke en film, hvor der ikke blev talt engelsk, før jeg som ung kom til London. Jeg sagde tit til mig selv: Ville det ikke være pragtfuldt, hvis der fandtes film, hvor personerne var som mennesker i virkeligheden?
Så for mig handler det simpelt hen om at tage noget virkeligt liv og nogle rigtige mennesker og beskrive dem på lærredet. Men det handler ikke om naturalisme. Jeg er ikke interesseret i at registrere tilværelsen, bare for at fastholde den og vise, hvordan livet er. Mit instinkt går i retning af at højne kontrasten og finde tingenes essens, deres inderste væsen. Det drejer sig om en slags forstærket realisme, hvis du absolut vil sætte et klistermærke på det. Men den motiverende kraft, udgangspunktet og selve kilden, er den virkelige verden, som ligger derude. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke tilbragt et liv med at se film og tænke på filmiske stilarter og alle de ting. Det har jeg, men det er bare en del af processen.«
– Du har flere gange nævnt »Happy-Go-Lucky« i forbindelse med »Naked«. Det gjorde du også ved pressemødet i går. Johnny i »Naked« er måske en mørk modpol til Poppys optimisme. Har du som kunstner og menneske bevæget dig mere i Poppys retning siden »Naked«?
»Det har sikkert mindre at gøre med at være kunstner, end det har med at være menneske. Jeg var 49 år, da jeg lavede Naked, og jeg fylder 65 i år. Så bliver jeg klogere og får et blødere syn på tilværelsen, mens jeg bevæger mig gennem livet? Det er jeg ikke sikker på. Hvad jeg mente var, at man kan betragte Johnny i Naked og Poppy i Happy-Go-Lucky som to absolutte idealister, den ene ekstremt pessimistisk, den anden lige så ekstremt optimistisk.«
– Hvis man ser på mændene i filmen, findes de i alle faconer og størrelser. Der er et helt register af maskuline typer, som spilles op mod Sallys karakter. Var det noget, du tænkte på, mens du skrev?
»Hvis man fremstiller det så forenklet, er svaret vel ja. Det er sandt nok en af filmens dramaturgiske søjler, men jeg tænker slet ikke så skematisk. Jeg interesserer mig ikke for typer. Jeg foretrækker at forholde mig til individer.«
– Der er tilsyneladende ingen grænser for Poppys godhed og optimisme. Nogle tilskuere finder hende ligefrem irriterende...
»Med ’nogle tilskuere’ mener du vel andre journalister, så egentlig er der ikke tale om rigtige mennesker. Det er klart, at Poppy virker overvældende. Jeg har bevidst konstrueret filmen, så man i begyndelsen med god ret kan spørge, om man virkelig vil tilbringe to timer i selskab med denne person. Men man opdager meget hurtigt, at hun ikke er sådan hele tiden.
Kritikere som siger, at hun ikke ændrer sig i to timer, og at filmen slutter ligesom den begynder, de kan kun have set begyndelsen. Så er de gået ud for at spise og er vendt tilbage i slutningen. De har slet ikke åbnet sig for oplevelsen. Og det er deres problem, det kan jeg virkelig ikke tage mig af. På mig virker det latterligt, hvis ikke decideret primitivt, at man ikke ved, hvordan man forholder sig til en film, hvordan man åbner sig for den og omfavner den. Happy-Go-Lucky er ikke en film, som skal afkodes eller analyseres på et rationelt niveau. Den griber fat i én på udefinerbare måder. Man gennemgår forskellige følelsesmæssige processer.
For mig er det ufatteligt, at man kan kan afvise Poppy. Man begynder med at forstå hende, lærer at synes om hende og ender i en vis forstand med at elske hende. Jeg begriber ikke, hvordan man kan afvise hende, medmindre man kommer fra en anden planet. Det er vel, hvad du taler om. Mennesker, som bor på en anden planet.«
– I filmen synes den sure søster, at Poppy er som et barn. Hun taler hele tiden, men der er ting, hun tier stille med. Om natten går hun tur og møder en hjemløs mand, som har mistet sit sprog. Det er, som om hun genkender ham, men det siger hun ikke til nogen...
»Søsteren tager fejl, når hun tror, at Poppy ikke er rigtigt voksen. Dybest set er det søsteren, som har problemerne. Der er mange vigtige ting i scenen med vagabonden. For mig er den på mange måder filmens følelsesmæssige kerne. Det er ingen stor traumatisk ting, som sker for hende, men noget gør, at hun vil holde oplevelsen for sig selv. Hun er i en eftertænksom stemning, da hun tilfældigvis møder denne mand. Jeg synes, det er vigtigt at se en side af hende, som er ... måske ikke indadvendt, men reflekterende. Jeg tror ikke, at hun sublimerer smerte eller forvirring. Der er ikke noget, som Poppy fortrænger eller maskerer, det ligger ikke i hendes væsen. Hun er fokuseret og i forbindelse med alting omkring sig.«
– Man kan ikke sige det samme om Scott, en misogyn kørelærer med paranoide tilbøjeligheder. Har manden slet ingen forsonende træk?
»Scott er uden for rækkevidde. Poppy ved det, men hun bliver alligevel ved med at give ham en chance. Noget af det mest interessante er, at da han til sidst går i sort og raser igennem, så ved Poppy, hvordan hun skal forholde til det. Hun er lærer, hun kender disse situationer. Han er standset i sin vækst. Indvendig er han aldrig blevet meget over fem år. Han er virkelig a fucked up guy, og jeg tror, at han er et håbløst tilfælde. Han har brug for psykiatrisk hjælp, og han vil sandsynligvis ende i en form for behandling. Denne mand har virkelig ingen jordforbindelse.«
– Både Poppy og Scott underviser. Der er også en flamencolærerinde, som bryder sammen midt i dansetimen...
»Undervisning er vel et tema i filmen. På min egen måde indbyder jeg publikum til at reflektere over det at give og modtage kundskab. Poppy er især en god lærer, fordi hun forstår at møde sine elever på deres eget niveau. Hun taler ikke ned til dem. Hun er åben, ærlig og omsorgsfuld. Scott mener selv, at han er en god lærer. Faktisk har han ingen evner som underviser overhovedet. Han kan sit stof, men det er ikke det samme. Scott lider af en personlighedsdefekt. Hans pædagogiske ideer er meget excentriske – den okkulte EnRaHa-remse; øjet i spidsen af pyramiden osv. Det er latterligt, men giver mening på sin måde. Han er dog ikke en god lærer. Og endelig er der en kvinde, som kan få andre til at brænde for flamenco. Desværre kan hun ikke lægge sit privatliv ved døren. Der er flere aspekter. Jeg vil som sagt bare indbyde til refleksion.«
– Mange filmfolk vil studere din metode. Føler du dig selv som en lærer?
»Åh ja. Folk kommer og lærer og får en ny tilgang til skuespillerfaget. Jeg ved så ikke, hvad de siger, når jeg vender ryggen til. Der er ting, som de tager med sig og har nytte af. Og der er ting, som bliver en byrde for dem.
Jeg er ganske streng med hensyn til princippet om, at skuespillerne ikke må kende hinandens karakterer. Så somme tider beder jeg nogle af dem forlade lokalet under prøveforløbet. Senere medvirker de i en film eller et skuespil, og her vil alle fortælle hinanden om deres karakter og dens motivation. Mine skuespillere vil bare ikke høre det. Men det er deres problem. Jeg går ikke højt op i min rolle som guru. Jeg interesserer mig for at fortælle historier. Det ville være usundt, hvis jeg lod det stige mig til hovedet.«
– Ville du ændre din arbejdsform, hvis du havde flere penge til rådighed?
»Nej. Tværtimod. Jeg ville gøre, som vi gjorde i Topsy-Turvyog Vera Drake, hvor der var flere produktionsmidler. Jeg ville godt have flere penge at arbejde for. Jeg vil gerne lave flere periodefilm. Jeg har længe ønsket at lave en film om folk, som emigrerer til Australien, får rigeligt af det og vender tilbage. Jeg forsøgte i årevis at rejse penge til en film om stewardesser, en film med mange karakterer og lokaliteter, men det kunne ikke lade sig gøre.
Det er prisen jeg betaler for min kunstneriske frihed. Investorer får som regel et færdigt manuskript, de kan læse. Jeg har bare en idé om nogle karakterer, så at finansiere mig er et spørgsmål om tillid. Man må sige ja til ideen. Det er der også folk som vil, men prisen er, at man får små budgetter at arbejde med. Jeg vil gerne lave en film om maleren J.M.W. Turner, og det er ved at være nu eller aldrig. Jeg er fuld af store planer, så hvis du kender en producent som har penge, vil jeg gerne høre nærmere.«
Mike Leigh blev interviewet på Hotel Ritz-Carlton i Berlin den 13. februar 2008. Filmen om J.M.W. Turner fik premiere på Cannes festivalen i 2014. Før da skrev og instruerede Leigh en af sine mindste og fineste samtidsfilm, Another Year, i 2010. Filmen om de australske immigranter er aldrig realiseret. Til gengæld er Peterloo (2018), Leighs film om militærets nedsabling af demonstrerende arbejderfamilier i Manchester i 1819, en periodefilm i fuld skala.
Happy-Go-Lucky. Instr. og manus: Mike Leigh. Foto: Dick Pope. 118 min. Storbritannien 2008. Dansk premiere: 12.09.08
Fotos: Film4/ Ingenious Film Partners/ Special Treats Production Company/ Summit Entertainment/ Thin Man Films/ UK Film Council/ Momentum Pictures/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (i maj 2025) på¨Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Universum Film (region B) 28.10.2011
Anmeldelse + interview trykt i Weekendavisen Kultur 12.09.2008
DEN nostalgiske gyser går aldrig af mode. Periodehistorien med døde børn, mystiske kvinder, hjemsøgte ejendomme og begravede mysterier har haft fans, siden dronning Victoria blev kronet.
I The Woman in Black bliver effekterne genbrugt med stor æstetisk konsekvens og en lidt mindre sikker fornemmelse for den substans, som også er nødvendig, hvis form og indhold skal balancere. Både Wilkie Collins (1824-1889) og Daphne du Maurier (1907-1989) har stået faddere til filmen, som bygger på en 1983-roman af Susan Hill.*
Juristen Arthur Kipps bliver af sit firma sendt til en afsondret landsby i marsklandet på den britiske østkyst. Her skal han gøre boet op efter enken, som levede Miss Haversham-agtigt på Eel Marsh Farm. Arthur er mærket af sorg over sin hustru, som døde i barselssengen. Nu tegner sønnen sin far med nedadvendt mund. »Hvorfor ser jeg sur ud?« spørger Arthur. »Fordi dit ansigt altid er sådan,« svarer drengen.
ARTHURS chef forstår hans smerte, men lader forstå, at missionen repræsenterer en sidste mulighed for at rette op på det hele. Arthur rejser med en aftale om, at sønnen og barnepigen skal slutte sig til ham. I toget sidder egnens store mand overfor. Mr. Daily kører ham til kroen i sin Rolls Royce. Til gengæld er kroværten åbenlyst fjendtlig. Arthur får dog en seng i det gamle kvistkammer.
I filmens prolog har man set, hvordan tre piger trådte et dukketestel i stykker. Som søvngængere sprang de i døden, vist nok fra vinduet i det selvsamme rum, da der blev kaldt udefra. Så mange i byen har mistet børn. Arthur ser en sortklædt kvinde, som ikke vil ham det godt. Kroværtens kone forklarer, at endnu et barn bliver taget, hver gang nogen møder kvinden i sort.
THE Woman in Black er en af de gysere, hvor karaktererne går ind i mørket, ned i kælderen eller op på kvisten, skønt al fornuft siger, de bør holde sig væk. Daniel Radclifffe (Harry Potter) har i sin første rene voksenrolle de forventede reaktioner. En mængde børn dør på skækkelig vis, kvinden i sort overfalder vor helt. Effekterne fungerer, men mysteriet er meget mekanisk sat op.
Den forsonende faktor i filmen er Eel Marsh Farm, en gotisk struktur, som ligger på en ø i vadehavet. Kun ved ebbe er det muligt at komme til og fra fastlandet. Arthur er ofte alene i huset. På den måde når han til bunds i mysteriet og forstår, med hvilket offer man måske kan formilde kvinden i sort. Det er i sidste øjeblik, for Arthurs egen dreng er på vej, og det handler om at redde hans liv.
DEN sjælfulde slutning er stram og makaber. Den skal ikke røbes her. Filmen er en ny produktion fra det ærværdige britiske Hammer Studios, som i 1960erne og 70erne specialiserede sig i grel gyservold. Skønt den virker underbemandet, er der investeret fornuftigt i karakterskuespillere som Ciarán Hinds, Janet McTeer og Liz White. Der findes en tv-udgave. Filmen må være til tre stjerner rent.
I 2014 fulgte The Woman in Black 2: Angel of Death. Fortsættelsen bruger kun lokaliteten. Hverken Jane Goldman, som skrev manuskriptet til The Woman in Black, eller instruktøren James Watkins er involveret. Susan Hill har fra begyndelsen forholdt sig passivt til de forskellige dramatiseringer.**
Filmen er god, skønt den står på skuldrene af noget andet. Tiden er skudt 40 år frem. I 1941, mens Blitzen hærger i London, bliver to lærere indkvarteret på Eel Marsh Farm med en gruppe evakuerede børn. Historien er løs, men krigsårenes bevidsthedslandskab er så velkendt, at scenerne næsten skriver sig selv.
Helen McCrory, Phoebe Fox og Jeremy Irvine er solide i de tre voksenroller. Det er dog Oaklee Pendergast, der stjæler billedet som den mest udsatte dreng. Huset og marsken leverer uhyggen. Det er et gennemført stemningsstykke, der havde stået stærkere uden henvisningen til Susan Hills historie, som stort set ikke bliver brugt.
*) Wilkie Collins skrev bl.a. The Woman in White (1860, da. Kvinden i hvidt) og The Moonstone (1868, da. Månestenen), som er grundsten (i krimiafsnittet) af den gotiske genre. Collins og Charles Dickens var nære venner, som ved flere lejligheder arbejdede sammen. Da Dickens grundlagde ugebladet All the Year Round (1859-1895), var den første føljeton hans egen A Tale of Two Cities (da. En fortælling om to byer). Den anden var The Woman in White, som blev bragt i magasinet fra november 1859 til august 1860. Collins' bøger er ikke mindst bemærkelsesværdige for deres solidariske kvindeskildringer.
Dame Susan Hill (f. 1942) har skrevet 50+ bøger siden debutromanen The Enclosure (1961). Hun er bl.a. forfatter til 11 romaner i serien om Detective Chief Inspector Simon Serrailler og Detective Sergeant Freya Graffham. Senest udkom A Change of Circumstance (2021). Susan Hill skrev i 1993 Mrs de Winter, en autoriseret fortsættelse til Daphne du Mauriers Rebecca (1938). I Danmark udkom Mrs de Winter på Lindhardt og Ringhof. Se eventuelt den længere udredning i Det første landskab - myter, helte og kunsteventyr (1999).
**) TV-pioneren og genreikonet Nigel Kneale (Quatermass-komplekset, The Stone Tape etc.) bearbejdede Hills roman, og veteranen Herbert Wise (I, Claudius, The Norman Conquests, Rumpole) instruerede tv-filmen fra 1989. Adrian Rawlins spiller Arthur Kidd [Kneale ændrede efternavnet, som Susan Hill havde taget fra H.G. Wells'Kipps: The Story of a Simple Soul (1905), hvilket for Kneale tangerede helligbrøde]; Pauline Moran er kvinden i sort. Filmen har kultstatus i England, hvor den blev sendt juleaften som ITVs bud på »a ghost story for Christmas«, en særlig britisk tv-tradition, der er markeret på BBC siden 1971, typisk med »klassiske« spøgelseshistorier af (især) M.R. James.
A Woman in Black blev genudsendt en enkelt gang, i julen 1994, og udkom på VHS-bånd hos boghandlerkæden W.H. Smith. Så forsvandt den. Efter megen mytedannelse blev filmen restaureret og udkom på dvd/blu-ray i 2020. Det er en bemærkelsesværdigt glansløs affære.
Hills bog er fortolket mere markant i Stephen Mallatratts teaterudgave fra 1987. Her er fortællingen de- og rekonstrueret, så forestillingen opføres med tre skuespillere: Arthur Kipps-karakteren; »The Actor«, som spiller samtlige øvrige roller, og »Vision«, der ikke har replikker, men ses i et glimt som titelfiguren. Produktionen er en nyklassiker i sin egen ret. The Woman in Black havde premiere på Stephen Joseph Theatre i Scarborough i 1987 og åbnede i West End (på Lyric Hammersmith) i 1989. Samme år flyttede forestillingen til Fortune Theatre. Her har den været på plakaten lige siden. Kun Agatha Christies The Mousetrap (som er opført 28.500 gange siden 1952) og to musicals (Les Misérables og The Phantom of the Opera) har været på scenen i London i længere tid. Også Fortune Theatre lukkede ned under COVID-19-pandemien, men da teatret genåbnede i september 2021, var det med The Woman in Black.
The Woman in Black. Instr.: James Watkins. Manus: Jane Goldman. Foto: Tim Maurice-Jones. 94 min. UK-Canada-USA 2012. Dansk premiere: 09.02.2012.
The Woman in Black 2: Angel of Death. Instr.: Tom Harper. Manus: Jon Croker. Foto: George Steel. 98 min. UK-Canada. Dansk premiere: 26.02.2015.
Susan Hill: Kvinden i sort. Oversat efter The Woman in Black (1983) af Lars Zacho Maarup. 190 s. Forlaget Loxodonta, 2012.
Fotos: Hammer Films/ Talisman Productions/ CBS Films/ BFI/ Alliance Films/ Central Films/ Granada Television/ BFS Video/ SF Studios/
The Woman in Black (2012) streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
The Woman in Black 2 streames på Blockbuster, iTunes, Rakuten TV og SF Anytime
The Woman in Black (1989) er udgivet på dvd og Blu-ray hos Network i 2020
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
