Sam Mendes: Away We Go (2009)

I MIDTEN AF LIVET

Et sjældent portræt af et lykkeligt par

Af BO GREEN JENSEN

LYKKEN er svær at skildre på film. Harmoni er kunstens fjende, og det gælder snarere om at skabe konflikter, der kan true balancen og udfordre idyllen, hvis man vil fastholde publikums interesse. Det lærer man på enhvert skrivekursus, og sædvanligvis er der meget om snakken. Også derfor er det bemærkelsesværdigt, at kærlighedens realitet og troen på fremtiden udgør et bærende tema i filmen med den eventyrligt klingende titel Away We Go.

   Teatermennesket Sam Mendes (f. 1965), som er brite, fik sit store og øjeblikkelige instruktørgennembrud i USA med Oscarvinderen American Beauty (1999), en ætsende syrlig sædekomedie, som manuskriptforfatteren Alan Ball (Six Feet Under) kan tage mindst halvdelen af æren for. Efter solide succeser som Road to Perdition (2002), antikrigsfilmen Jarhead (2005) og en kongenial filmatisering af Richard Yates' Revolutionary Road (2008) fik Mendes mulighed for at realisere en skæv og demonstrativt lille film om to gode mennesker, der skal have et barn sammen og prøver at finde et ordentligt hjem. Away We Go er enten en alvorlig komedie eller et drama med komiske islæt. En dværgelefant med girafpletter, altså, og som sådan et ret sjældent dyr.

BURT og Verona (John Krasinski og Maya Rudolph) har været gode sammen i mange år, da han bemærker, at hun smager anderledes og mere frugtagtig, idet han kysser hendes skød under tæppet. Hun beder ham lade være med at puste, som han plejer. Åbningsscenens hverdagsvarme er typisk for filmens kærlighedssyn. Der er ingen romantiske højder, men følelsen er alligevel dyb.

   Så nu skal de være forældre i en alder af 34 og 36. Ingen af de materielle ting er på plads, for årene gik med at afprøve livet. »Are we fuck-ups?« spørger de hinanden. Svaret blæser i vinden, men ikke for alvor. Verona og Burt er netop ikke tabere, for de er blevet voksne uden at miste hinanden. Mange i generationen har ventet for længe. Andre er blevet avlsmaskiner. Da Burts forældre (Catherine O'Hara og Jeff Daniels) træder i karakter som selviske 68'ere og tager til Belgien i to år, beslutter Verona, at tiden er inde til at se sig om efter et passende bosted med rigtige venner og sociale muligheder.

PÅ den måde bliver historien en anderledes road movie og en post-ironisk odyssé, som fører parret til Tucson og Phoenix i Arizona, til en jobsamtale i Madison, Wisconsin, og til et bittersødt gensyn med venner i Canada, som for amerikanere smager lidt af Det Forjættede Land. Ingen steder findes lykken, og først da en uerkendt længsel kalder Verona tilbage til de døde forældres hus, sidder parret med følelsen af at have fundet hjem. Handlingsgangen er forudsigelig på en meget smuk måde. Ingen tror vel for alvor, at glæde er geografisk bestemt.

   Away We Go er i forbifarten også en amerikansk vinterrejse, som prøver at måle tidens kropsvarme. Filmens nærmeste slægtninge er Alexander Paynes About Schmidt (2002), hvor enkemanden Jack Nicholson kører tværs over landet for at deltage i sin datters bryllup, og Jim Jarmuschs Broken Flowers (2005), hvor levemanden Bill Murray tager rundt og besøger sine eks-koner og kærester. Alle tre film handler naturligvis om at finde sig selv ved at spejle sig i andre. De er også dramatiske udstillingsvinduer for en mindre hær af gode gæstestjerner.

   For den hengivne Burt er der i grunden ingen verden uden for Verona. For ham er hun hjulet i midten af livet, og det kommende barn løfter alting på plads. Hun har sværere ved at acceptere flodens drift og skæbnens bane. Krasinski og Rudolph er usigeligt charmerende, og filmen er fuldkommen solidarisk med deres jordnære typer. Det er sådan nogle forældre, man gerne selv ville have. Det er sådan nogle forældre, man gerne selv ville være.

KONTRASTEN skabes af de karikerede typer, som Burt og Verona besøger på vejen til deres Eden. Veronas forhenværende kollega (Allison Janney) drikker desperate cocktails, nedgør sine overvægtige børn og taber tålmodigheden med sin bryske mand (Jim Gaffigan), der fantaserer om Amerikas kommende apokalypse.

   Burts bedste studiekammerat (Maggie Gyllenhaal) er nu en feministisk chefideolog, der opfatter klapvognen som en fascistisk rekvisit og har en blød hippiemand med en søhestefetich. Hun taler så overbærende om Verona, at den ellers milde Burt må skære igennem og sige fra, så det kan høres.

   Her når filmen komiske højder og sender samtidig tanken tilbage til rare klenodier som Bob Rafelsons Five Easy Pieces (1970) fra New Hollywoods storhedstid. Det sker endda med den samme, ganske let bedrevidende arrogance, som de unge movie brats fra boomer-generationen var fulde af.

  

MERE nuanceret skildres Grace (Carmen Ejogo), Veronas sørgmodige søster, som dater skiftende forretningsmænd i håb om at finde et acceptabelt kompromis. Burts bror (Paul Schneider) er blevet forladt af sin hustru. En gammel ven i Montreal (Chris Messina) nyder livet med en velstillet overskudsfamilie, men viser sig at bære på en smerte, der forløses i en enestående melankolsk scene, hvor hans hustru (Melanie Lynskey) danser til The Velvet Undergrounds gamle »Oh! Sweet Nuthin'«.

   Der er ikke skrevet ny musik. I stedet har Alexi Murdoch doneret ni sange, de fleste fra Time Without Consequence (2006), der lyder som pasticher på Nick Drake. Men temasangen »All My Days« har egenart og atmosfære. Også ristede kastanjer af George Harrison (»What is Life?«), The Stranglers (»Golden Brown«) og Bob Dylan (»Meet Me in the Morning«) er indlejret. Mendes har selv produceret det fornemme soundtrackalbum i samarbejde med Edward Saxon og Randall Poster.

   Originalt er især manuskriptet, som forfatterparret Dave Eggers (A Heartbreaking Work of Staggering Genius) og Vendela Vida (Let the Northern Lights Erase Your Name) har fyldt med autentiske detaljer. I filmen har Verona mistet begge forældre, da hun var i begyndelsen af tyverne. Det samme skete i virkeligheden for Eggers.*

I BUND og grund er Away We Go et enkelt portræt af et lykkeligt par, som bliver voksent og stifter familie. Et tema så banalt, at det tangerer det geniale. Sådan er der meget paradoksalt ved filmen, som er morsom, rørende, elegant og en lille smule selvglad i passager. Måske er der skønhedsfejl, men de er ikke store, og ånden driver værket i mål. Filmen er en ener. Man bliver glad og eftertænksom af at se den.

Se også Richard Yates og Revolutionary Road; James Bond #23: Skyfall (2012); James Bond #24: Spectre (2015); I virkelig tid: 1917 (2019) [Oscars 2020]; Sam Mendes: Empire of Light (2022) [Oscars 2023].

*) Eggers fortæller i gennembrudsbogen om sit forhold til forældrene, sine søskende og især om, hvordan han som 21-årig påtog sig ansvaret for den yngste, 8-årige bror, da familien brød sammen. Lindhardt og Ringhof udgav Et hjertegribende værk af overvældende genialitet i Mich Vraas oversættelse i 2001. Fem af Eggers' romaner er kommet på dansk. De øvrige fire er: You Shall Know Our Velocity (2002, da. I skal føle vores hastighed, Lindhardt og Ringhof v/ Mich Vraa); The Circle (2015, da. The Circle, People's Press 2015 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild); The Parade (2019, da. Paraden, Turbine 2020 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild); The Captain and the Glory (2020, da. Kaptajnen og æren, Turbine 2020 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild). A Hologram for the King (2012), som Tom Tykwer filmatiserede (med bl.a. Tom Hanks og Sidse Babett Knudsen) i 2016, er mærkværdigvis ikke oversat. Heller ikke McSweeney's-samarbejdet med bl.a. Michael Chabon er repræsenteret. Vendela Vida er oversat til tysk og fransk. Ingen af hendes tekster findes på dansk.

Away We Go. Instr.: Sam Mendes. Manus: Dave Eggers, Vendela Vida. Foto: Ellen Kuras. 98 min. USA 2009. Dansk premiere: 10.07.2010.

Fotos: Focus Features/ Edward Saxon Productions/ Big Beach Films/ Neal Street Productions/ Twins Financing/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime og VIAPLAY

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.07.2010.

Sam Mendes: Empire of Light (2022) [Oscars 2023]

FILMENS MYSTERIER

En lille film om historiske kræfter

Af BO GREEN JENSEN

EMPIRE Cinema er navnet på biografen i Margate i Kent på den britiske østkyst. Som hele det skrantende England, der forbereder sig på årsskiftet 1980/81, har strukturen set lidt af hvert. Charles Dickens skrev i prologen til A Tale of Two Cities (1859, da. To byer), at det var de bedste og de værste tider. Snart sagt al britisk kunst og kultur er født med denne dobbelthed.

   Bygningen er både et fysisk sted og en bastant metafor i Sam Mendes’ sirligt konstruerede Empire of Light. Filmen vil fortælle tre historier på en gang og forankre dem fysisk i biografen. Som Roger Deakins' kamera fastholder huset i titelsekvensen, er det både et sindbillede på nationens tilstand og en færge fuld af fælles erindring, der ligger forankret ved strandpromenaden.

   Sal 1 viser John Landis’ The Blues Brothers, kultfilmen med John Belushi og Dan Aykroyd, som var ny i efteråret 1980. I sal 2 kan man se Bob Fosses autofiktive All That Jazz (da. Det er showtime!), som med censurmærket x var den første musical, der blev forbudt for tilskuere under 18. Et neonskilt reklamerer for biograf, restaurant, café, bar og balsal, men ingen har danset de sidste ti år.

HILARY Small (Olivia Colman) er driftsleder i det døende drømmepalads. Hun har ansvaret for det øvrige personale, som direktøren Donald Ellis (Colin Firth) knytter til biografen. Hun møder tidligt ind, tænder for elvarmen og sætter hans hjemmesko frem. Der vil ofte være »et praktisk anliggende«, som han ønsker at drøfte på kontoret. Det er kodesprog for, at hun skal betjene ham seksuelt, hvilket hun gør med udtryksløs mine. Bagefter vasker hun hænderne grundigt og ser sig i spejlet.

   I alt råder Empire over ni ansatte. De er belejligt forsamlet i foyeren, da Stephen (Micheal Ward), som har caribiske rødder, begynder i biografen. Humoristen Neil (Tom Brooke) kender alle forhistorierne. Janine (Hannah Onslow) er en gæv Toyah Willcox-type, der ser frem til at gå i byen med Stephen.

   Helt uden for tiden er Norman (Toby Jones), der passer sine magiske maskiner i rummet med fremvisergrej. Han minder i slående grad om karakteren, som Philippe Noiret fremstillede i Giuseppe Tornatores Cinema Paradiso (1988, da. Mine aftener i paradis). For størst af alt er den hyldest til filmen som forløser og biografen som fysisk rum, der omskriver alle de øvrige liv. Ved at caste Jones i rollen, kan Mendes samtidig knytte an til en håndfuld film, der går dybt ind i subkulturen i faget, fra Infamous (2006) – hvor han spillede Truman Capote – og The Girl (2012) – hvor han spillede Alfred Hitchcock – til Peter Stricklands potente Berberian Sound Studio (2012).

 

HOVEDPARTEN af filmen udspiller sig i Empire (som faktisk ligger på Marine Terrace i Margate og hedder Dreamland Cinema i virkeligheden). Ellers er vi hjemme hos Hilary, som bor alene, eller sammen med Stephen og hans mor, som er sygeplejerske og bor i det bjergmassivagtige betonkompleks, man kan se fra taget af biografen. Hilary er hos lægen, der ordinerer mere litium. Det fremgår, at der har været »en episode«, som slukkede lyset i hendes øjne.

   Stephen og Hilary har deres første øjeblik sammen, da hun viser ham rundt. Hun lader ham se den aflåste, smuldrende balsal på øverste etage. Der står stadig et mørnende flygel. Her gik man ind til sal 3 og sal 4, som kørte i multiplextiden. De finder sammen, da Stephen hjælper en due med kvæstet vinge.

   Her er altså fortællingens grundingredienser: den midaldrende kvinde, der har mistet sin livskraft; den anstændige unge mand, der har sort hud i en tid med racisme og eskalerende klassekamp. England drømmer og vågner så småt. Vi er hjertet af epoken, som Jon Savage skildrer i England’s Dreaming (1991), en af de bedste bøger om punkårene.

»EVERY Good Boy Deserves Favour,« siger en musikalsk huskeregel. Sam Mendes (f. 1965) har instrueret ni vigtige film, der holdt liv i biografer som Empire. Han var langt i en teaterkarriere, da han sagde ja til at instruere sædeskildringen American Beauty (1999). P.t. er filmen »aflyst«, fordi Kevin Spacey har hovedrollen, men den var et kulturfænomen i sin tid, modtog fem Oscars og genrejste den lødige mainstream.

   Mendes blev i USA og fulgte op med neonoir-dramaet Road to Perdition (2002, da. Vejen til Perdition) og antikrigsfilmen Jarhead (2005), før han skabte sin til dato bedste film med Revolutionary Road (2008), en filmatisering af Richard Yates’ roman. Away We Go (2009) var et andet lille »har-gjort-sig-fortjent-til«-projekt. Mendes instruerede to gennemførte James Bond-film, Skyfall (2012) og Spectre (2015). Han arbejdede atter sammen med Roger Deakins på 1917 (2019), som markerede 100-året for Første Verdenskrigs slutning og var skudt i én lang kameragang.

MENDES har skabt disse formfuldendte epos, som de fleste har et forhold til, men han har aldrig skrevet sit eget manuskript før. Empire of Light er selvgjort og drejet i hånden fra bunden. Det mærkes. Man føler hver knirken i maskineriet. Man kan næsten høre klikket, når det næste hovedmotiv er aktiveret.

   Det er muligvis ikke specielt elegant, men det giver filmen en ivrig, taktil kvalitet, som er bundsolid og meget sympatisk. Mendes er stolt af sit håndværk, og han tror på filmens forløsende kraft. Empire of Light deler titel med René Magrittes maleri (L’empire des lumières, 1954) af en dagshimmel over huse ved skumring. Filmen er næsten et manifest, da det gælder.*

TO forhold kickstarter handlingsmaskinen. Først holder Hilary op med at tage sin stabiliserende medicin, fordi hun vil mærke kærligheden, som hun deler med Stephen. Så får biografen en sidste chance for at stråle som i fordums tid, da det lykkes Ellis at sikre den regionale premiere på Hugh Hudsons Chariots of Fire (1981, da. Viljen til sejr), som virkelig indvarslede en lille guldalder for New British Cinema.

   Ellis gennemgår stolt gæstelisten: sir Laurence Olivier, dame Flora Robson, Dusty Springfield (!) og – måske – Paul McCartney. Der går et sus af forventningsfuld ærefrygt gennem salen. Jeg er som kritiker selv nostalgisk angrebet, for jeg skrev om Chariots of Fire og interviewede produceren David Puttnam om den kommercielle kvalitetsfilms renæssance. De reaktioner er indregnet i Mendes’ lovsang. Man skal dele erfaring og tro på det hele. Vi er igen i den evige biograf, der bliver hyldet i mange auteurfilm for tiden. Steven Spielbergs The Fabelmans er et andet af årets eksempler.

EVENTEN bliver ikke, som Ellis havde tænkt. Hilary kommer i overgjort skrud og insisterer på at fremsige W.H. Audens makabert virkningsfulde »Death's Echo« (»Dance till the stars come down from the rafters/ Dance, dance, dance till you drop.«). Empire of Light er polstret med lyriske henvisninger. Alfred Tennysons nytårsdigt »Ring Out, Wild Bells« (fra In Memoriam, 1950) konkurrerer med Philip Larkins »The Trees« (fra High Windows, 1974) og Joni Mitchells »You Turn Me On, I'm a Radio«. Vigtigst for Mendes er T.S. Eliots The Waste Land (1922), som citeres både i billeder og via en svær krydsogtværs i avisen. Her kan regnen (måske) gøre det golde land frugtbart. Vi er på stranden i selvsamme Margate, hvor digtets fortæller erkender sit knæk:

"My feet are at Moorgate, and my heart

Under my feet. After the event

He wept. He promised 'a new start.'

I made no comment. What should I resent?"

"On Margate Sands.

I can connect

Nothing with nothing.

The broken fingernails of dirty hands.

My people humble people who expect

Nothing."

("Mine fødder er i Moorgate, mit hjerte snart/ Under mine fødder. Da det var gjort/ Græd han. Han lovede 'en ny start.'/ Jeg svarede ikke. Kunne jeg bebrejde stort?"// "Ved Margate Sands/ Kan jeg forbinde/ Ingenting med ingenting./ Beskidte hænders knækkede negle./ Mit folk et ydmygt folk som ingenting/ Forventer.") **

DER går et halvt år efter nedsmeltningen. Neil afløser Ellis som biografens bestyrer. Stephen falder grundigt til, og Norman indvier ham i filmens mysterier: »You don't want people to know, they should just see a beam of light. But back here it's belts, straps, pulleys, intermittents, sprockets. Complex machinery.«

   »Amazing,« siger Stephen. »Det er fantastisk. For i virkeligheden er det bare statiske rammer med mørke imellem.« »Wow,« siger Stephen på manuskriptsprog, hvor ingen må tale for længe ad gangen uden indskud og afbrydelser. Norman uddyber: »Det kaldes Phi-fænomenet. At se billeder i rækkefølge skaber en illusion om bevægelse. En illusion om liv.«

   Skæbnen kommer som hærgende skinheads. »Jeg er ikke et problem, der skal løses,« råber Hilary til Stephen i en af de rasende scener, hvor Colman kommer til sin ret. Hun har en vred monolog på stranden ved Margate. Vi forstår, at Mendes føler for tidens udsatte grupper: »Alt det i Brixton. Og skinheads. Og Thatcher. Og New Cross.« Vi synes måske også, at han doserer identitetspolitikken rigelig gavmildt.

MEN forløsningen kommer fra hjertet. Det er hele vejen en pointe, at Hilary aldrig selv går ind i salen og følger med i de store fortællinger, der kan forvandle virkeligheden. Da alle parader er nede, beder hun Norman vise en film. Vi ser hende se den. Det er Hal Ashbys Being There (1979, da. Velkommen, Mr. Chance), hvor Peter Sellers går på vandet til slut, og alle værdier er nulstillet. Her lykkes tricket trods alt for Mendes.

   Empire of Light er bevidst lagt til rette som en gammeldags hyldest. Filmen holder med Hilary i hendes hudløse rasen; den husker 1980ernes racistiske England. Der var meget, vi ikke forstod eller så, da vi lyttede til musikken. For yngre tilskuere er det en chance for at se, hvad de fysiske biografer betød.

Filmen var Oscar-nomineret i kategorien Best Achievement in Cinematography

*) L'Empire des lumières – Lysets eller Lysenes rige – er fællestitlen på 27 »paradoksale« malerier, som René Magritte (1898-1967) arbejdede på fra 1939 til sin død. De udnytter alle kontrasten mellem daglys himmel og huse i skumring. Det hyppigst gengivne (fra 1954) hænger på Peggy Guggenheim Museet i Venedig. 

**) Både Eliots stordigt og James Joyces Ulysses fyldte 100 år netop i 2022. Begge jubilæer blev stort markeret i den engelsktalende verden. Jeg tillader mig at citere fra oversættelsen i T.S. Eliot: Digte 1909-62 (Gyldendal, 1984). Her er rimene fra originalen bevaret.

Se også Sam Mendes: Away We Go (2009); Richard Yates og Revolutionary Road; James Bond #23: Skyfall (2012); James Bond #24: Spectre (2015); I virkelig tid: 1917 (2019) [Oscars 2020].

Empire of Light. Instr. & manus: Sam Mendes. Foto: Roger Deakins. 115 min. UK-USA 2022. Dansk premiere: 09.03.2023.

Fotos: Searchlight Pictures/ Neal Street Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ Wikimedia Commons (Magritte)/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen er i biografdistribution – streames herefter på Disney+

Anmeldelsen indlæst [i lidt kortere form] og lagt på Weekendavisen Kultur 09.03.2023.

James Bond #25: No Time to Die (2021)

DET ER BARE ET TAL

Følsomheden er ikke til pynt

Af BO GREEN JENSEN

DER er fire-fem overraskelser i den nye James Bond-film, som endelig får premiere, stærkt forsinket af COVID-19-pandemien.

   Nogle er bare rynker i stoffet, som kun seriens fans vil bemærke. Andre er store, bestemmende ting, der ændrer hele 007-universet.

   Nogle forrykkelser sker en passant, andre er høje som operasang. Jeg begyndte tidligt at tælle faktorer, som jeg ikke måtte røbe, når jeg skrev. Der var til en hel dosmerseddel. På filmens plakat er et hashtag placeret under sloganet »Keep the Secrets«. Det siger: #NoTimeForSpoilers.

   Henstillingen bør bestemt respekteres. En stor del af glæden ved filmen – den femte og sidste med Daniel Craig i 007-rollen – har at gøre med måden, som ændringerne sker på. Faktisk er det med lettelse og undren, at man læser den obligatoriske slutlinje: »James Bond Will Return«.

BOND-serien prøver at følge med tiden. Det har den gjort med held og finesse. Det er sikkert også det anslag, en skønsom blanding af zeitgeist og anakronisme, som publikum foretrækker. Men vil man fortsætte serien i noget, der ligner bøgernes ånd, skal man sætte uret tilbage og lave Bond som historisk fiktion.

   Der var lidt af den idé i Casino Royale fra 2006. Ikke siden Goldfinger (1964) havde en film fulgt forlægget så tæt. Siden seriens genstart har kun Quantum of Solace (2008) været en skuffelse. Især var det en god idé at lade Sam Mendes give Bond en rigtig baggrund i Skyfall (2012) og Spectre (2015). Agenten blev næsten en tragisk figur.

FØR premieren på No Time to Die har der været spekuleret i, om den nye 007 kunne være en kvinde. Som det bliver sagt mange gange i filmen: »It’s only a number«. Det er bare et tal. Der er kommet en ny 007, da Bond vender tilbage til MI6. Men serienumre kan deles.

   Plottet er i gammel stil med en teatralsk superskurk, som vil regere hele verden. Han har både sin egen ø og et potent supervåben. Det er en slags virus, som MI6 selv har sat i verden under navnet Projekt Hercules. Den russiske virolog Valdo Obruchev (David Dencik i komisk modus) har udviklet dræberteknikken. Og Obruchev arbejder for Lyutsifer Safin (Rami Malek).

   Med Hercules kan man nålestikslikvidere. Våbenmesteren Q (Ben Whishaw) forklarer senere, at nanorobotter kravler ind i hver celle og går målrettet efter et bestemt DNA. Det bliver farligt at være i slægt med hinanden. Og familien er vigtig i No Time to Die. For første gang spiller børn en stor rolle, og Bond siger »Jeg elsker dig« til en kvinde. Men jeg lovede ikke at spoile.

DET første kvarter er udsøgt koreograferet. Det begynder med droneoptagelser af et snelandskab. En pige og hendes mor er alene i huset. Mor er beruset og røber onde ting om Far. Samtidig nærmer en vansiret mand sig. Han bærer snedragt og kabukimaske. Figuren trænger ind. Pigen finder et våben og skyder. Hun flygter over isen. Han rejser sig og løber efter. Hun er fanget under isen, og de ser på hinanden. Så begynder han at skyde isen i stykker.

   For enden af samme kameragang dukker Madeleine Swann (Léa Seydoux) op af vandet i Italien. Hun og en afslappet, omsorgsfuld Bond er kommet for at ofre hemmeligheder og tage hul på en ny fremtid sammen.

   En vifte af hurtige sætstykker følger. Action-sekvensen er som ballet. Bond er kold i blikket, da navnet Blofeld popper op. Verdens mest skudsikre bilruder bliver demonstreret. Bond kører motorcykel på trapper, tage og broer. Endelig sætter han Madeleine på toget og siger, at det slutter her.

DET gør det naturligvis ikke. Historien er knap begyndt. Først nu kommer titlerne på, og Billie Eilish synger titelballaden. To timer senere, da slutteksterne kravler op, er Louis Armstrong et mere kongenialt valg. Han synger »All the Time in the World«.

   Der er gået fem år, og Bond har trukket sig tilbage til Jamaica, som altid var Ian Flemings hjertested. Felix Leiter (Jeffrey Wright), den gamle CIA-kollega, beder ham ordne et ærinde på Cuba. Her møder James den nye 007 og tøver endnu mere med at vende hjem. Men selvsagt får han og M talt sig til rette.

   Jeg elsker Ralph Fiennes i rollen som M. Han har blussende kinder og knirkende sko. Bond-serien var en kønspolitisk first mover, da Judi Dench blev castet som M. Ellers har det altid været et hvidt, imperialistisk univers, hvor man frygtede asiatiske fjender (Fu Manchu-klonen Dr. No) og den røde fare fra Sovjetunionen (som også kaster en lang skygge hér).

   Nu er man tilbøjelig til at overkompensere. Både Moneypenny (Naomie Harris) og 007 (Lashana Lynch) er britisk-afrikanske. Q er en non-binær LGBTQ+-person. Bond og M er som døende hanelefanter. Men alle arbejder sammen for England, og alle nærer respekt for hinanden.

AL følsomheden er investeret i forholdet til Madeleine Swann. Léa Seydoux er god og anti-glamourøs. Eneste klassiske Bond-babe er CIA-rekrutten Paloma (Ana de Armas), en kampmaskine i cocktailkjole og pumps. Blofeld (Christoph Waltz) er isoleret som Hannibal Lecter. Flere faste skikkelser dør. Ikke siden første sæson af Game of Thrones er så mange legender taget ud systematisk.

   Bagefter er man høj på det hele og rent ud begejstret. Ved eftertanke bliver det klart, at filmen forløber i faser. Det lette, lyse og luftigt moderne er anbragt forrest i filmen. Midterdelen er nærmest en antologi over temaer og troper fra de ældste film i serien. Lyutsifer Safin er bare en ny Dr. No.

SPILLETIDEN er to timer og fyrre minutter. Man kunne have taget tyve ud og stået med en renere film. Der bliver endelig brugt missiler. Da eksplosionerne begynder, er man klar til bare at tune ud. Her er der dog ekstra vægt i finalen.

   Det nye er intimiteten i scenerne mellem Craig og Seydoux. Det gælder både, hvad de siger til hinanden og måden, som de siger det på. Og nu er der levende børn med i mikset. Tænk, at man også skulle opleve dét.

   Cary Joji Fukunaga (Beasts of No Nation) har mere end løftet opgaven. Bond #25 er på alle måder en stor actionfilm. No Time to Die er en værdig afslutning på Daniel Craig-fasen, der har strakt sig over 15 år. For millennials er han den rigtige Bond.

Mere stof fra 007-universet: James Bond #21: Casino Royale (2006); James Bond #22: Quantum of Solace (2008); James Bond #23: Skyfall (2012); James Bond #24: Spectre (2015); Fornyet licens: Ian Fleming 1908-1964.

No Time to Die. Instr.: Cary Joji Fukunaga. Manus: Fukunaga, Neal Purvis, Robert Wade, Phoebe Waller-Bridge. Foto: Linus Sandgren. 164 min. UK-USA 2021. Dansk premiere: 30.09.2021.

Fotos: EON Productions/ Danjaq LLC/ MGM/ SF Studios

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios 20.12.2021

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.10.2021

James Bond #24: Spectre (2015)

 

VOR TIDS HELT
Daniel Craigs fjerde tur i stafetrollen 

Af BO GREEN JENSEN

LAD os begynde med titlen. Spectre betyder spøgelse, men i 007-universet henviser det til et supersyndikat, hvor alverdens kriminelle kræfter er samlet. Lederen er en bestyrelsesformand, som skal genvælges og må sørge for at sætte sig i respekt.
   Første gang skikkelsen fik et ansigt, man kan huske, var i You Only Live Twice (1967), hvor Ernst Stavro Blofeld blev spillet – med monokel, mensurar og en hvid angorakat på skødet – af Donald Pleasence. Også Charles Gray, Telly »Kojak« Savalas og Max von Sydow har i årenes løb givet farverige bud på figuren. I Spectre er turen kommet til Christoph Waltz.*

   SPECTRE er et akronym. Det betyder Special Executive for Counter-intelligence, Terrorism, Revenge and Extortion. Organisationen er et ikke-ideologisk sidestykke til SMERSH, hvor Sovjetunionen i sin tid havde samlet sine tjenester. Ian Fleming elskede akronymer. I de ældste James Bond-film blev meget SMERSH-arbejde lagt over til SPECTRE, så man ikke tirrede russerne unødigt.
   50 år efter begynder den nye Bond-film på De Dødes Dag i Mexico City, hvor man fejrer Allehelgens søndag med en gadefest af dimensioner. Sam Mendes orkestrerer prologen efter alle kunstens regler. Bond er i byen for at forhindre en terroraktion og likvidere en vis Marco Sciarra, der er medlem af SPECTRE.
   Allerede efter ti minutter er hele kvarterer jævnet med jorden, og Bond har givet fjenden tæsk i en løbsk helikopter, som svæver hen over menneskemængden. Så kommer titelsekvensen med de rituelle logoer, erotisk skyggespil og en overlæsset titelsang. Det er, som det plejer og som det skal være. Spillet er atter i gang.

KORT fortalt er temaet denne gang global overvågning. I en terroropskræmt verden, hvor SPECTRE skaber angst med attentater, der ligner politiske og religiøse aktioner, er det lykkedes Max Denbeigh (Andrew Scott) – internt i tjenesten kendt som C – at få gennemført et overvågningsprogram, som svarer til virkelighedens NSA-aktiviteter.

   Alle klodens databaser bliver samlet i en fælles ressource, som stormagternes efterretningstjenester har adgang til. Der er derfor ikke brug for gammeldags spioner, og droner kan overtage dræberfunktionen. MI5 og MI6 bliver sammenlagt, og 00-programmet skal udfases. Inden længe vil Bonds arbejdsplads være nedlagt.
   Efter affæren i Mexico bliver Bond (igen) sendt på orlov. Han allierer sig dog med betroede kræfter som Moneypenny (Naomie Harris) og våbenmesteren Q (Ben Whishaw), der forsyner ham med oplysninger og hjælper ham med at forsvinde fra radaren, mens han finder frem til edderkoppen, som sidder i midten af nettet.
   Det bliver til en serie mindeværdige møder. På vejen slår han pjalterne sammen med Madeleine Swann (Léa Seydoux), som er datter af ærkemodstanderen Mr. White. Uden at afsløre statshemmeligheder, kan jeg røbe, at filmen slutter på et sted, hvor Bond (igen) har mulighed for at gå fra det hele og få sig et ordentligt liv.

DER er ikke meget at udsætte på den 24. (officielle) James Bond-film. Det skulle være Sam Smiths temasang, »Writing’s on the Wall«, som er langt under standard, og så den ekstra krølle, som manuskriptforfatteren John Logan har givet Blofelds baggrund. For det viser sig, at han og Bond har mere end faget til fælles.
   Tricket skaber falsk dybde i karakteren og kontinuitet i forhold til familiehistorien, som blev anderledes meningsfuldt klarlagt i Skyfall. I Daniel Craig-afsnittet af Bond-serien har der hver gang været et nyt plot, som blev skabt til lejligheden, men også et overordnet forsøg på at revidere og introducere de ældste figurer og troper igen.
   Casino Royale var en mere end vellykket genstart, som tog afsæt i Flemings første, klassiske titel. Quantum of Solace holdt snarere bolden i spil. Skyfall var en mørk, majestætisk origin story af typen, som Christopher Nolan har givet Batman-figuren andetsteds i det fantastiske landskab.
   Efter Skyfall føles Spectre som en toer, der viderefører og efterjusterer de mere gennemgribende ændringer, som fandt sted i den forrige film. Bond bevæger sig omkring i plottet med en distræt attitude. Hver gang en ny skuespiller får rollen, skal figuren igen demonstrere sin kulturelle relevans. Spectre er nok den James Bond-film, hvor Daniel Craig virker mest overflødig.

HER er vor tids helt faktisk M. Hædersmanden Gareth Mallory (Ralph Fiennes) overtog stillingen efter Olivia Mansfield (Judi Dench), da hun blev myrdet i Skyfall. Nu træder han om på den anden side af skrivebordet og kommer Bond til undsætning. Især er det ham, som står fast på hævnvundne demokratiske dyder og ikke er tilfals for den nemme totalløsning, som C får politikerne til at vedtage.

   Fiennes spiller figuren med kejtet konservatisme, et tungt jakkesæt, knirkende sko og rødmende kinder, der giver M en vis lighed med kronprins Charles. En stivstikker der forsvarer de klassiske værdier. Den SPECTRE-affilierede C er derimod væver, ironisk og skarp. Det er en film, hvor den gamle skole igen redder dagen og verden.

JESPER Christensen har kun én scene som Mr. White. Til gengæld varer den fem minutter og er mindeværdig, fordi en ufortrøden Bond-skurk får lov at blive en slags varmt menneske. Også i sekvensen med Monica Bellucci som Lucia Sciarra, den italienske enke, som Bond i hurtigt tempo har et fuldt udfoldet kærlighedsforhold til, giver det mening, at små karakterer bliver spillet af overkvalificerede kræfter.

   De store James Bond-film er kostbare festspil, der inddrager hele kulturen og kræver, at der er konsensus om projektet. Alle må være spændte. Nettet skal summe af liflig forventning. Hvis ingen tror på tricket, falder fuglen som en sten. Spectre er ikke den bedste Bond-film til dato, men der er kvalitet nok til at motivere en videreførsel. Bond 25 er undervejs.

Se også James Bond #21: Casino Royale (2006), James Bond #22: Quantum of Solace (2008); James Bond #23: Skyfall (2012); James Bond #25: No Time to Die (2021) + Fornyet licens: Ian Fleming 1908-1964.

*) Ernst Stavro Blofeld er SPECTREs Nummer 1. Han er født i 1908 i Gdingen i Tyskland (nu Gdynia i Polen). Hos Ian Fleming optræder Blofeld første gang i romanen Thunderball (1961), hvor han uddelegerer opgaven til sin næstkommanderende, Emilio Largo), og han er hovedmodstander i On Her Majesty's Secret Service (1963) og You Only Live Twice (1964), hvor Bond dræber både ham og ledsagersken Irma Bunt. Fleming nævner Blofeld sidste gang i indledningen til The Man with the Golden Gun (1965). Blofeld fylder mere på film. Han svæver i baggrunden i From Russia with Love (1963) og Thunderball (1965), hvor man kun ser hans ryg og hans hænder, der kæler for katten (Anthony Dawson er i billedet, og man hører Eric Pohlmanns stemme), men er antagonisten i You Only Live Twice (1967), hvor Donald Pleasence definerer rollen; i On Her Majesty's Secret Service, hvor Telly Savalas spiller rollen over for George Lazenbys Bond; og i Diamonds Are Forever (1971), hvor han bliver spillet i stereo af Charles Gray. Blofeld optræder, men bliver ikke omtalt ved navn eller set i close-up, i For Your Eyes Only (1981) (John Hollis er i billedet, man hører Robert Riettis stemme). Max von Sydow gør minirollen markant i Never Say Never Again (1983), den anden af de uofficielle produktioner, som ikke indgår i EONs nummererede kanon. Herefter går der 32 år, før Christoph Waltz optræder som Blofeld i Spectre. Han er også på rollelisten i No Time to Die (2020), som på grund af Covid19-pandemien fik sin verdenspremiere udsat til april 2012.

   

Spectre. Instr.: Sam Mendes. Manus: John Logan, Neal Purvis, Robert Wade, Jez Butterworth. Foto: Hoyte Van Hoytema. 148 min. UK-USA 2015. Dansk premiere: 30.10.2015.

Fotos: EON/ B24/ MGM/ Sony Pictures/ Cinematerial/ FilmAffinty/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 23.03.2020

Anmeldelsen trykt første gang (uden note) i Weekendavisen Kultur 30.10.2015