The Iron Lady: Margaret Thatcher 1925-2013

DEN BIOGRAFISKE SANDHED

Uskarpt portræt af den britiske statsleder

Af BO GREEN JENSEN

DEN bedste scene er den første. En aldrende kvinde med frakke og tørklæde køber mælk i et lokalt supermarked. Der er en kakofoni af skarpe lyde. I køen står en sort mand og hører sin egen musik på en iPod. Butiksindehaveren er indisk. Hvis han ved, at kvinden engang var landets premierminister, lader han sig ikke mærke med noget. Man fornemmer, at det ikke er kvindens tid mere. Hun tager dog oplevelsen i stiv arm og synes mest af alt at undre sig.

   Ingen genkender Margaret Thatcher (Meryl Streep), som bærer mælken hjem til den skarpt bevogtede bolig i Mayfair. Hun har en sammenkrøben gangart, som passer til en kvinde på 86 år. Hun har været ude i det multietniske England, som man kunne tro, hun ville beklage sig over, da hun sætter sig ved morgenbordet, hvor ægtefællen Denis (Jim Broadbent) læser avis. Hun er dog mere optaget af, at prisen på mælk er steget igen.

   

THE Iron Lady er god i sådanne scener, hvor den skaber en hverdagssituation og gør sig umage med at brede den ud. Desværre er der relativt få. I stedet bruger filmen tid på at rekonstruere episodiske highlights fra den officielle biografi, ofte med en respektfuld ugidelighed, der tangerer det fantasiløse.

   De historiske og politiske flashbacks er indlejret i en rammefortælling, hvor den kognitivt svækkede Thatcher stadig taler med sin afdøde mand. Hun vægrer sig ved at kassere hans ting. Det har hun gjort i otte år. Også denne dag vil sekretæren, vagterne og den bekymrede datter forsøge at få hende til at give slip.

   Mens Lady Thatcher signerer sin seneste erindringsbog – og kommer til at skrive Margaret Roberts på titelbladet – rejser filmen tilbage til begyndelsen. Købmandsfamilien søger ly under Blitzen, kammeraterne håner den flittige pige. Hun kandiderer i sin fars gamle kreds og bliver mobbet af partiledelsens old boys. Kun Denis kan se potentialet i kvinden, som siden vil ændre nationen. De bliver gift og får børn, tvillingerne Carol og Mark, som er meget alene, mens deres mor gør konservativ karriere.

SOM ungt par bliver Margaret og Denis fremstillet af Alexandra Roach og Harry Lloyd. Iain Glenn er Alfred Roberts, den kernesolide faderfigur og rollemodel, som datteren altid så op til og huskede med uforbeholden varme. Snart når fortællingen stedet, hvor Streep kan spille Margaret i begge tider. Ofte husker hun attentatet i Brighton, hvor en nordirsk terrorbombe rystede partikongressen i 1984. I forbifarten, som en hest med skyklapper må opleve sin rute, skildres de slag, der gjorde Thatcher til en af sin tids mest forhadte politikere.

   Posten som partiformand og oppositionsleder er sikret i februar 1975. Downing Street 10 indtages efter den konservative jordskredssejr i maj 1979. Hun sætter hårdt mod hårdt i Ulster, scorer en folkelig sejr i Falklandskrigen (1982) og bliver triumferende genvalgt i juni 1983. Fagbevægelsen knækkes under minearbejderstrejken 1984-85. Hun danser vals med åndsfællen Ronald Reagan og glemmer efterhånden at lytte, når kritikere som Geoffrey Howe (Anthony Head) og Michael Heseltine (Richard E. Grant) taler. Hun styrtes og trækker sig ind i det limbo, som Phyllida Lloyds film gør til en flydende nutid.

MAN får indtryk af en kvinde, som altid handler med overbevisning. På den måde undgår filmen at tage stilling til hendes realpolitik. Det er for så vidt en legitim metode, men da Lloyd og manuskriptforfatteren Abi Morgan begynder bøje kronologien, går der gradvis inflation i skyggespillet. Filmen kunne være længere eller kortere, det ville ingen forskel gøre. Formen er frustrerende, fordi der også er scener, som virkelig lever og står sig.

   Jernladyen må i sagens natur virke anderledes på britiske tilskuere. En lang række tv-film og teaterstykker har skildret Thatchers liv i heroisk, satirisk og kritisk belysning. Rollen er blevet spillet af Patricia Hodge i The Falklands Play (2002), hvor hun fremstår som en karikeret dominatrice; af Andrea Riseborough som den unge Thatcher i The Long Walk to Finchley (2008) og af Lindsay Duncan som den imploderende stjerne i Margaret (2009). For et hjemmepublikum er The Iron Lady et supplement til disse fremstillinger.*

   

ANDERLEDES ser det ud, hvis man ikke selv var der i 80'erne og betragter livsskitsen som den biografiske sandhed. Da er filmen ganske enkelt for uskarp og let. Thatcher var en brutal demagog. Hun afmonterede velfærdsstaten. Hun konsoliderede markedsøkonomien og arbejdede for social ulighed. Det er stadig Thatchers England. Hun vidste præcis, hvad hun gjorde hver gang. Hun var virkelig blå ind til benet.

   Meryl Streep kan virkelig denne slags udklædningsrolle, og hun brillerer hele vejen igennem. Jim Broadbent er sat på en uriaspost som Denis Thatcher, hvis rolle alene er at støtte og more. Streep gør for Thatcher, hvad Helen Mirren gjorde for dronning Elizabeth i The Queen (2006). Den film havde bare et bedre manuskript og var mesterligt lagt til rette. The Iron Lady er lidt af hvert af det hele, og det vil sige hverken fugl eller fisk.

Meryl Streep modtog sin tredje Oscar for rollen som Margaret Thatcher. De andre to var for Kramer mod Kramer (1979) og Sophie's Choice (1982). Hun har været nomineret 21 gange. Kun Ingrid Bergman og Jack Nicholson har sagt tak lige så tit. 

*) Gillian Anderson spiller Margaret Thatcher i sæson 4 af Peter Morgans The Crown (2016-2023), som dækker årene 1979-1990. Her er accenten lagt på kejtet underdanighed. Det er formentlig den dramatiske fremstilling, som flertallet nu forbinder med Thatcher. I sæson 3 og 4 bliver dronning Elizabeth spillet af Olivia Colman. I The Iron Lady har Colman rollen som den voksne Carol Thatcher.

   Mellem filmen The Queen og serien The Crown skrev Peter Morgan skuespillet The Audience (2013). Her er dronningens ugentlige møder med skiftende premierministre, fra Winston Churchill til Tony Blair og David Cameron, bundet sammen i en kæde af dramatiske vignetter. Stephen Daldry instruerede den første opsætning på The Guilgud Theatre. Helen Mirren spillede Elizabeth 2. i London i 2013 og på Broadway i 2015. En ajourført forestilling åbnede i London i 2015. Her havde Kristin Scott Thomas dronningerollen. Margaret Thatcher blev spillet af Haydn Gwynne (2013), Judith Ivey (2015) og Sylvestra Le Touzel (2015). Flere scener fra The Audience er genanvendt i The Crown. Morgan er med tiden blevet stadig mindre kritisk i sit syn på kongehuset.

The Iron Lady (Jernladyen). Instr.: Phyllida Lloyd. Manus: Abi Morgan. Foto: Elliot Davis. 105 min. UK-Frankrig 2011. Dansk premiere: 23.02.2012.

Fotos: DJ Films/ Pathé/ Film4/ Canal+/  Goldcrest Pictures/ UK Film Council/ CinéCinéma/ The Weinstein Company/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime

Revideret udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 24.02.2012.

Justin Chadwick | Peter Morgan: The Other Boleyn Girl (2008)

UDSATTE SØSTRE
Realpolitik i romantisk forklædning

Af BO GREEN JENSEN

KULØRT historieskrivning er en nyttig og fornøjelig kunstart, der kan bruges til mange forskellige ting.

   Den kan være et vindue til perioder, man har betragtet som golde, og i særligt livfulde tilfælde er den en veritabel tidsmaskine. Den kan være knastørt eksponerende eller decideret bevidsthedsudvidende. Det er en genre, som spænder fra OTA-bøger til Kongens fald, og det siger sig selv, at det gør en stor forskel, om man første gang hører historien hos B.S. Ingemann eller Ebbe Kløvedal Reich.

   Problemet opstår i det øjeblik, den fiktive skildring får status som sandhed. Store eksempler er The Birth of a Nation (1915, da. En nations fødsel) og Gone with the Wind (da. Borte med blæsten), både bogen fra 1936 og filmen fra 1939, som i årtier og generationer styrede den populære forestilling om, hvad den amerikanske borgerkrig gik ud på.

   I dansk sammenhæng har Carit Etlars Gøngehøvdingen (1853) fordrejet adskilligt. Det er derfor vigtigt at have en rig fiktionskultur, som belyser historien i mange genrer og stillag. Så kan den godt være ekstravagant og byde på radikale, indbyrdes modstridende tolkninger.

   I Storbritannien og USA er man ved at genopdage og nyfortolke perioder, som er beskrevet så ofte, at man ikke skulle tro, der var mere at sige. Især er man begyndt at se historiske skikkelser i deres ungdom. Om den ved man sjældent ret meget, så fantasien har frit spillerum. Flere film om den unge dronning Victoria er på vej, men den britiske reformation og renæssance, Elizabeths og Shakespeares tid, er det primære indsatsområde.

PÅ film er Henrik VIII (1491-1547) i regelen blevet spillet som den skæggede, lettere korpulente monark med kongekrone og hermelinskåbe, der poserer på Holbein den Yngres portrætter. Fra Emil Jannings (i Ernst Lubitschs tyske stumfilm Anna Boleyn, 1920) og Charles Laughton (i Alexander Kordas The Private Life of Henry VIII, 1933, og George Sidneys Young Bess, 1953) er der et stykke vej til den mere moderne version af monarken, Robert Shaw i A Man for All Seasons (1966) og Richard Burton i Anne of the Thousand Days (1969).

EN sammensmeltning af disse billeder fandt sted i den også herhjemme stærkt populære tv-serie The Six Wives of Henry VIII (1970), hvor australieren Keith Michell spillede Henrik. Også en spillefilm blev produceret, og for mange er Michells tilbagelænede fremstilling blevet den gængse. Henrik den 8. havde seks koner, som fik hovedet kappet af efter tur. Der var også noget med sir Thomas More, et brud med Rom og datteren Elizabeth, som blev dronning. Det er dog konerne, man husker, og det er om kongens libido, at man vil høre.

I NYE fremstillinger er det derfor den unge mand, som fremstilles. Henrik var 17 år, da han blev kronet i 1509 og ægtede Katarina af Aragonien, som var enke efter hans storebror. Holbeins portrætter er malet 1536-37, da kongen var i fyrrerne. Henrik var 55, da han døde som en kynisk og muligvis syfilitisk skørlevner.

   Det er klart, at der var en yngre udgave, og det er dén version af monarken, man møder i den meget kulørte serie The Tudors (2007-2010) som britiske BBC og amerikanske Showtime producerede sammen. Jonathan Rhys Meyers spiller Henrik, som man aldrig før har set ham, og Tudor-hoffet er skildret som et dekadent slagtehus, faktisk ikke ulig det billede af britisk renæssance, som man får hos Christopher Marlowe, William Shakespeare og Thomas Kyd.*

DET er også den yngre Henrik, man møder i The Other Boleyn Girl. Her bliver han spillet af Eric Bana. Anne Boleyn blev kongens anden hustru i 1536 og var hans dronning til sin henrettelse den 19. maj 1539. Skueprocessen, som førte til hendes dødsdom – anklagen lød på forræderi, heksekunst og incest – og Henriks brud med den katolske moderkirke er skildret mange gange, så godt som altid med Anne i rollen som et offer for historiens kræfter.

   Her rettes opmærksomheden mod Mary Boleyn, Annes søster, som er mindre velbeskrevet, fordi hun forsvandt ud af historien, da hun i 1534 giftede sig med William Stafford og flyttede til Essex, hvor hun levede til sin død i 1543.

   Søstrenes far, sir Thomas Boleyn, har håbet, at kongen vil falde for Anne. I stedet bliver det Mary, der må kassere sin første ægtemand. Hun når også at blive forelsket i Henrik, som imidlertid foretrækker Anne, da denne vender stærkt tilbage fra et charmekursus i Frankrig. Mary er mild, Anne er samvittighedsløs. Deres far er tilfreds, når blot en af dem sikrer sig kongens velvilje.

FILMEN bygger på en roman af Phillippa Gregory, en britisk Maria Helleberg, der har skrevet adskillige bøger om kvinder fra Tudor-tiden, bl.a. The Queen’s Fool (2003, om Mary Tudor og Elizabeth I), The Constant Princess (2005, om Katarina af Aragonien) og The Boleyn Inheritance (2006, om Anne af Cleves og Katherine Howard, Henriks fjerde og femte hustru). The Other Queen (2008) handler om Maria Stuart, og i The Virgin’s Lover (2004) giver Gregory sit billede af den voksne Elizabeth I. Man skyder næppe blindt i tågen, hvis man formoder, at Gregory også vil skrive romaner om Jane Seymour og Catherine Parr.**

   Gregorys særlige vinkel på stoffet er, at Henrik faktisk elskede Mary, mens Anne ville gøre alt for at blive dronning. Hun blev anklaget for at begå blodskam med sin bror, George Boleyn. I The Other Boleyn Girl er muligheden oppe at vende, fordi Anne er trængt ind i en krog og ved, at hun vil blive henrettet, hvis ikke hun føder kongen en søn. Hun har da et forslag til Mary og George. Det er dette chokerende sætstykke – hvor langt et nødstedt menneske er villig til at gå – som filmen arbejder sig ind til.

SCENEN er – alt efter hvor man befinder sig smagsmæssigt – enten hysterisk utroværdig eller tragisk og stærk på sin måde. Den har sikkert set lovende ud på papiret. The Other Boleyn Girl har manuskript af Peter Morgan. Morgan er interesseret i realpolitik og dyrker ikke altid den subtilitet, som han tillægges. Mange oplevede hans manuskript til Stephen Frears' The Queen (2006) som et nuanceret portræt af et menneske i en svær situation. Morgan har dog udtalt, at »as far as I’m aware, I wrote about a cold, emotionally detached, haughty, difficult, prickly, private, uncommunicative, out-of-touch bigot«.***

   Det skal siges, at scenen, søsterforholdet og den hysteriske undertone i relationerne fungerede bedre i den første version af Morgans dramatisering. Førsteudgaven af The Other Boleyn Girl var en tv-film, som Philippa Lowthorpe instruerede for BBC i 2003. Mary og Anna blev spillet af Natascha McElhone og Johdi May, mens Jared Harris havde rollen som Henry. Fordi budgettet var småt, blev der ikke gjort forsøg på at genskabe Tudor-tidens pragt.

DÉT er problemet hos Chadwick. Filmen vil bevare skarpheden og de mørke facetter fra Morgans tekst, men den vil samtidig være et overdådigt periodedrama, der indfrier nogle af de romantiske forventninger, som publikum nærer til genren. Det er faktisk dét, som lykkes bedst. Der er nærvær og ægte kropsvarme i kærlighedsscenerne mellem Henry og Mary. Derimod tror man aldrig for alvor på grundintrigens incestuøse grand guignol. Natalie Portman, Scarlett Johansson og Eric Bana ligner præcis, hvad de er: tre moderne Hollywood-stjerner.

CHADWICKS film er ingen katastrofe. Den har kostet 150 mio. kr. at realisere, og pengene er investeret fornuftigt. John Paul-Kellys produktionsdesign skaber illusionen om en hverdag, og Tudor-universet fornemmes som et virkeligt sted, ikke en teaterkulisse. Der er intet af den misforståede pynt, dårlige computerskabte effekter, som næsten ødelægger Elizabeth I (2005), den seneste tv-udgave af Elizabeths historie med Helen Mirren i titelrollen.

   Dronningebilledet i Shekhar Kapurs Elizabeth (1998) og Elizabeth: The Golden Age (2007) var lige så kulørt og ikke så velskrevet som The Other Boleyn Girl. Men Kapur havde en idé med sin overophedede stil. Det har Chadwick ikke.

   Alligevel må man misunde briterne, som stadig har plads til at dyrke den store historiske form. Det er år og dag siden, at danske filmskabere forsøgte sig i den omkostningskrævende kostumegenre. Der ligger stadig store film og venter i historien om tyskekrigene. Skulle vi ikke prøve at lave dem nu?

P.S. Teksten er skrevet i 2008. Dansk film kom sent – men stort – på banen med kulørte historiske stykker som Nikolaj Arcels En kongelig affære (2012), Ole Bornedals kontroversielle 1864 (2014) og Charlotte Sielings fejrede Margrete den Første (2021), der rammer præcis på de nævnte parametre. Der er ingen grund til at dvæle ved humoristiske fejlskud som Tordenskjold & Kold (2016). Der er derimod grund til at fremhæve Kasper Kalles Christian IV - Den sidste rejse (2018), en minimalistisk New Danish Screen-produktion, som skildrer forholdet mellem Christian IV og Kirsten Munk i flere livsaldre og med høj troværdighed, men uden effekter fra udklædningskassen. Tonen i C4 – som filmen hed i lang tid – er tæt på bestræbelsen i The Other Boleyn Girl.

Se også Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006); Idi Amin: The Last King of Scotland (2006); Ron Howard | Peter Morgan: Frost/Nixon (2008); Ron Howard | Peter Morgan: Rush (2013). 

NOTER

  

*) Der er en ny bevægelse mod psykologisk dybde, stille humanisme og politisk kompleksitet i periodeskildringen, som understøtter Wolf Hall (2015), Peter Kosminskys BBC-miniserie efter de første to af Hilary Mantels tre romaner om Thomas Cromwell (1485-1540), der gjorde karriere i kongens administration og fik titel af Lord Great Chamberlain, før han faldt i unåde og blev henrettet. Damien Lewis spiller Henrik VIII over for Mark Rylances Cromwell. I The Other Boleyn Girl er Rylance castet som søstrenes far. Peter Staughan har dramatiseret Wolf Hall (2009) og Bring Up the Bodies (2012). Trilogiens sidste bind, The Mirror and the Light (2020), er overført til teater og bliver utvivlsomt også produceret for tv. Mantels bøger er i en helt anden klasse end Philippa Gregorys, men dramatiseringerne er cirka på niveau.

**) The Taming of the Queen (2015) handler om Catherine Parr. Siden The Other Boleyn Girl (2001) har Phillippa Gregory (f. 1954) skrevet 41 bøger, som er ordnet i forskellige cykler og serier. 15 af dem foregår i Tudor-tiden. Før 2016 sondrede værklisten mellem Tudor Court- og Plantagenet-serien. Nu er romanerne samlet som The Plantagenet and Tudor Novels. De har alle historiske kvinder i centrum. Der er endnu ikke et dedikeret bind om Jane Seymour. 

***) Peter Morgans udtalelse stammer fra et interview i London Evening Standard den 7. oktober 2006. Interviewet ligger på avisens hjemmeside, men er uden byline. Det er derfor ikke muligt at kreditere artiklens forfatter.

The Other Boleyn Girl (Den anden søster). Instr.: Justin Chadwick. Manus: Peter Morgan. Foto: Kieran McGuigan. 116 min. USA-UK 2008. Dansk premiere:22.08.2008.

Fotos: Columbia Pictures/ Focus Features/ BBC Films/ Relativity Media/ Ruby Films/ Scott Rudin Productions/ Wikimedia (Hans Holbein Portraits)/ UFA/ MGM/ EMI/ BBC/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på AMAZON STORE, Apple TV, Rakuten TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios 21.03.2011

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 22.08.2008.

Idi Amin: The Last King of Scotland (2006)

DEN KARISMATISKE DIKTATOR

Nærbillede af en narcissistisk despot

Af BO GREEN JENSEN

SKOTLAND 1970. En fremtid med kronisk udsigt til regn virker lige så klam som forældrene, der begge ligner syltede agurker, men beslutter at slå gækken løs og skænke spiritus til middagen, fordi husets søn har taget sin embedseksamen. Herfra kan han følge i faderens spor og blive læge, hvor kragerne vender.

   Det er ikke den slags liv, som Nicholas Garrigan (James McAvoy) har i tankerne. Han vil skrige – og gør det bogstavelig talt, da han senere ligger og funderer på sengen i sit gamle værelse. Nicholas er beruset, stjernerne tindrer og lokker. Han sender da den lysende globus i spin og beslutter – efter prosaiske nedslag som ikke kan bruges – at fæste sin lid til Uganda.

   Allerede i titelsekvensen er den unge mand da på vej mod eventyret, i en overfyldt bus, som rumler og giver sig, mens det farvestærke landskab passerer. Prologen er mere end pittoresk atmosfære. Manuskriptforfatterne Peter Morgan (The Queen, The Crown) og Jeremy Brock (Mrs. Brown) har ændret fortællerens væsen i forhold til det litterære forlæg. I Giles Fodens roman fra 1998 er Nicholas mindre fandenivoldsk. Han er faktisk så bleg, at han næsten forsvinder.

I KEVIN Macdonalds film er han glubende sulten, en fribytter som æder alle slags oplevelser, ikke mindst når de er af seksuel karakter. I bussen får han og en yngre kvinde et godt øje til hinanden. Hun vækker ham, da de når hendes landsby, og Nicholas går med ind i seng. Vist er The Last King of Scotland en hvid film, der betragter den sorte livsvarme med en blanding af forfærdelse og længsel, men her er ingen overtoner af bedrevidende resignation. I Nicholas’ øjne er den afrikanske måde mindst lige så god som den europæiske.

   At Nicholas drives af eventyrlyst, gør ham ikke til en dårligere læge. Han installeres i den hårdt trængte praksis, som missionærparret Merrit (Adam Kotz og Gillian Anderson) driver for meget små midler. Skotten tager hårdt fat, vinder anerkendelse i området og arbejder på at forføre Sarah Merrit, der modsat sin mand ofte tvivler på projektet. Alt forløber planmæssigt, indtil Nicholas møder Idi Amin.

HER bliver filmen for alvor sin egen og noget i stil med det portræt af en karismatisk diktator, som man sædvanligvis finder i kulørte historiske rekonstruktioner.

   General Idi Amin Dada (1925-2003) er kejser Nero, Hermann Göring og Josef Stalin i ét: en farlig dreng, som leger i haven; en hæmningsløs pragmatiker, der fjerner sine fjender; en despot, som har grund til at være paranoid. Sarah og Nicholas overværer talen, som markerer hans magtovertagelse. Folkehavet syder af begejstring. Også Nicholas er imponeret, mens Sarah ser til uden glæde. Hun ved, hvad der venter Uganda.

   Fordi synsvinklen er Nicholas’, kan filmen forsvare at forelske sig i Amin. Illusionen fungerer i kraft af Forest Whitakers formidabelt livagtige indsats som den utilregnelige og af og til også hjerteskærende menneskelige diktator, der kan måle sig med de største og værste, når det gælder politisk udrensning, magtmisbrug og forbruget af mennesker generelt. Han ligner sådan set ikke Amin, men i løbet af filmen bliver han Amin.

THE Last King of Scotland er ikke den første dans om tyrannen, som var fast gæst i 1970ernes tv-nyheder. Amin selv stillede beredvilligt op til Barbet Schroeders portrætfilm General Idi Amin Dada (1978), hvor han viste sin verden og sit væsen frem på samme gavmilde måde, som Nicholas i Macdonalds film bliver introduceret til excessernes hof.

   Schroeder klippede to versioner. Den autoriserede udgave var pensum i Uganda, mens det længere director’s cut, som fik premiere i USA og Europa, viste mindre flatterende sider af statslederen. Som selvportræt er filmen både klassisk, grotesk og fantastisk. 

   I fiktionssammenhæng er Amin blevet fremstillet af Julius Harris i tv-filmen Victory at Entebbe (1976); af Yaphet Kotto i Irvin Kershners Raid on Entebbe (1977) og af Mark Heath i Menahem Golans israelske Mivtsa Yonathan (1977, eng. Operation Thunderbolt).

   Sidstnævnte er især mindeværdig for Klaus Kinskis maniske indsats som flykaprer. Et regulært fabelvæsen blev diktatoren i Sharad Patels britisk-kenyanske spekulationsfilm Rise and Fall of Idi Amin (1980), hvor han spilles af Joseph Olita. Olita repeterede rollen i periferien af Mira Nairs hjertevarme Mississippi Massala (1991), som følger en indisk familie på flugt for Amin.

   Det er ikke umuligt, at Amin var smigret over respekten, som man viste hans grusomhed i de nævnte titler. Amin er langsomt – endelig – ved at blive glemt, i hvert fald i vores del af historien, hvor nye rædsler trænger sig på hele tiden. Han bliver spillet af Nonso Anozie i José Padilhas 7 Days in Entebbe, som konkurrerede på Berlinalen i 2018. Også her er fokus på psykologien og den interne konflikt hos de palæstinensiske og tyske terrorister, som bliver spillet af bl.a. Daniel Brühl og Rosamund Pike.

DEN skotske læge er vidne til diktatorens liv i et afgrænset tidsrum, fra magtovertagelsen i 1971, hvor Amin med britisk bistand styrtede den korrupte Milton Obote, til sommeren før mørket i juni 1976, da Amin lod et kapret Air France-fly med israelske passagerer lande i Entebbe og købslå om gidslernes liv med den ugandiske lufthavn som base.

   Aktionen var resultatet af et samarbejde mellem PLO og Rote Armee Fraktion. Den sluttede natten til den 4. juli, da israelske specialstyrker befriede gidslerne. Uganda forsøgte at få FN til at fordømme israelernes angreb, men mødte ikke forståelse for sit synspunkt. Amin tabte ansigt og mistede megen af den goodwill, som han fortsat nød i verdenspressen for sin karisma, sit lejlighedsvise politiske klarsyn og sin høje underholdningsværdi.

   Efter Entebbe regerede Amin yderligere tre år, stadig mere blodtørstig og verdensfjern. Med hjælp fra libiske tropper prøvede han at annektere Kagera-provinsen i Tanzania. Uganda tabte krigen mod Tanzania, og i april 1979 måtte Amin forlade Kampala. Han søgte ly hos sin soul brother, oberst Khadafi, og gik siden i eksil i Saudi-Arabien, hvor han havde status som »regeringens gæst« til sin død. Amin blev aldrig sigtet for sine forbrydelser. Man anslår, at han fjernede henved 300.000 politiske modstandere.

VED et meningsfuldt tilfælde bliver Nicholas diktatorens betroede favorit. Han forbinder statsmandens håndled og tager livet af en klagende ko. Lægens skotske baggrund er dog den udslagsgivende faktor. Amin er produkt af et Commonwealth, der hader imperiet i midten. To af hans sønner med hustruen Kay bærer navnene Campbell og Mackenzie.

   Amin har flere hustruer og praler af at være far til 18 børn. Det er imidlertid noget særligt med Kay. En af drengene er epileptiker, og Amin prøver gerne at gemme ham væk. Hans skotske fetichisme er ikke fri for en vis ironi. Diktatoren bærer kilt, hævder at være »King of Scotland« og mobiliserer en surrealistisk koropførsel af »Loch Lomond« til ære for lægen.

NICHOLAS flytter ind i paladset. Han tror, at han gør en betydelig forskel, men tager ofte fejl, når han aflæser magtstrukturen. Gode mænd dør som en direkte følge af Nicholas' misforståede omsorg. At få sat ansigt på sine svigt gør ham blot mere afvisende over for de væselagtige britiske diplomater, som håber at kunne styre den dræberklovn, de har givet magten. Amin tror, at dommens time er kommet, da hans mave svulmer op og gør ondt. Nicholas kurerer hans trommesyge på stedet. Fra da af er de to mænd som brødre.

   Begyndelsen til enden kommer, da Nicholas forelsker sig i Kay Amin (Kerry Washington). Flere har fundet det usandsynligt, at et så udsat og umage par ville give efter for nok så megen lidenskab, når de kendte diktatorens flair for tortur. Måske netop derfor, i kraft af en afmagt, er forbindelsen ikke helt utroværdig. Mere fantastisk virker Nicholas’ evne til at se bort fra, hvad der foregår i landet. Han tror til det sidste, at han er med til at rejse et afrikansk Jerusalem. Han betaler for sit forræderi. Kay Amin betaler dog mere.

The Last King of Scotland er værd at se for Whitakers tour de force, men også for det fandenivoldske fundament, hvor portrættet af diktatoren er forankret. Kevin Macdonald, som instruerede One Day in September, den fine dokumentarfilm om terroraktionen ved OL i München i 1972, har sans for ironierne i manuskriptet. Anthony Dod Mantle, tidligere husfotograf for Lars von Trier, får både farverne og frygten, fryden i selve bevægelsen med.

   Afrika-billedet er mere vitalt end i mange velmenende problemfilm. Bagefter spørger man måske en passant, hvad vi egentlig lærer af filmen. Sikkert ikke meget og sikkert ikke nok. At magt korrumperer? At moralske grænser altid flyder? At vi ikke er, hvad vi føler os som, men hvad vi gør og hvad vi ligner for alverden. Det er sikkert sagt før og bedre, men man hører det gerne igen.

Forest Whitaker modtog en Oscar for Best Performance by an Actor in a Leading Role ved Academy Awards-ceremonien i 2007. Han fik Best Actor-prisen ved de britiske BAFTA Awards. 

Se også Ron Howard | Peter Morgan: Frost/Nixon (2008); Ron Howard | Peter Morgan: Rush (2013); Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006). 

The Last King of Scotland. Instr.: Kevin Macdonald. Manus: Peter Morgan og Jeremy Brock. Foto: Anthony Dod Mantle. 123 min. USA-UK 2006. Dansk premiere: 02.02.2007.

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ DNA Films/ FilmFour/ UK Film Council/ Scottish Screen/  The Criterion Collection/ Faber and Faber

Filmen streames på Apple TV; Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Movies

2K Blu-ray fra 20th Century Fox (UK) 24.02.2018

Anmeldelsen trykt  i Weekendavisen Kultur 02.02.2007

Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006)

DRONNINGENS VAGTMESTER

Kimen til The Crown bliver lagt

Af BO GREEN JENSEN

DEN 31. august 1997 døde Diana Spencer i Paris. Hun omkom sammen med kæresten Dodi Al-Fayed og chaufføren Henri Paul, da deres bil blev jaget gennem gaderne langs Seinen af grådige paparazzi, som ville gøre alt for at skaffe det næste slibrige foto til Chi, Vogue, People, Se & Hør og verdens øvrige sladderblade.

   Prinsessen af Wales var netop fyldt 36. Efter fire års separation var hun og eksmanden, den britiske tronfølger, blevet skilt i august 1996. Diana brugte sit sidste år på at arbejde for humanitære sager og være jaget vildt i pressen, som hun skiftevis elskede med og flygtede fra. Hun førte en effektiv mediekrig mod sin forhenværende svigerfamilie. Det var ingen hemmelighed, at dronning Elizabeth II havde mere end nok af den engelske rose.

VI husker vel alle den bizarre reaktion, en global grådkvalthed, som Dianas død udløste. Mellem Murens fald og 9/11 blev det begivenheden, som man brugte mest spalteplads og sendetid på i det internationale nærsamfund. To store drenge havde mistet deres mor, og verden rev sig i håret af skyldbevidst sorg. For vist dræbte pressen Diana, men sladderbladene var jo købt og fortæret af ivrige læsere. I en vis forstand dræbte vi alle Diana. Dét forstod og følte man meget akut. Derfor blev reaktionen så intens og langvarig.

   Pressen kastede sig ud i en omfattende selvransagelse, og i hjemlandet rettede en voldsom modvilje sig mod kongehuset. Familien Windsor havde kastet den besværlige kvinde af folket på porten, da hun havde sikret arvefølgen. At man modtog nyheden om hendes død med demonstrativ tavshed, gjorde ikke stemningen mildere. I denne prekære situation gik premierminister Tony Blair ind og formulerede på nationens vegne en sorg over tabet af »The People’s Princess«. Bag linierne arbejdede han på at få The Queen til at reagere.

STEPHEN Frears' formidable film skildrer ugen, som gik mellem Dianas død og den officielle bisættelse i Westminster Abbey den 6. september 1997. Den afvisende majestæt ville i første omgang overlade begravelsen til Spencer-familien og satsede på, at alt kunne forløbe i stilhed. Det endte med en statsbegravelse, som blev satellittransmitteret til 1 milliard seere.

   Bernie Taupin reviderede teksten til »Candle in the Wind«, så Sir Elton kunne synge »Goodbye England’s Rose/ May you ever grow in our hearts« til sin døde veninde. Dianas bror holdt en følelsesladet tale, som varede otte et halvt minut. Bagefter klappede alle i kirken. Lydsporet med »The BBC Recording of the Funeral Service« lå på den canadiske hitliste i over et år, og Dianas begravelse er til dato den eneste bisættelse, som foreligger på dvd.

FOR dronning Elizabeth var denne virak både usmagelig og uforståelig. Hun havde ikke holdt af Diana og mente, at den utilregnelige eks-kronprinsesse bar det meste af skylden for sine problemer. Eftersom Diana ikke længere var medlem af den kongelige familie, så hun ingen grund til at kommentere dødsfaldet. Tværtimod. Gennem 50 ofte svære og omskiftelige år på tronen havde hun holdt sammen på nationen, netop ved at inkarnere det modsatte af omskiftelighed. Hun mente, at hun havde folket bag sig eller med sig, og at reaktionen på Dianas død var et popfænomen, som skulle leve sig ud. Landet ville atter komme til fornuft og erkende, at dets dronning havde gjort sin pligt.

TONY Blair var indbegrebet af nye vinde og ung lederstil, da han overtog statslederposten i maj 1997. Den karismatiske Labour-politiker fyldte 44 år samme uge, som han erstattede en stadig mere ansigtsløs John Major, der aldrig kom ud af slagskyggen efter den forkætrede Margaret Thatcher.

   Modsat sin hustru, juristen Cherie Booth, var den nye premierminister ikke aktiv modstander af monarkiet, men han tillagde det ingen større politisk betydning. Blair forventede ikke at møde hverken medspil eller modstand, da han efter valget indfandt sig på Buckingham Palace for at føre den første af de foreskrevne ugentlige samtaler med dronningen. Blair var lidt benovet, og Booth fniste over det antikverede ceremoniel.

DET er hér, den 2. maj 1997, at The Queen tager sin begyndelse. Efter skildringen af ugen, hvor alt er oppe at vende i luften og har forrykket sig, da det lander igen, ligger en tilsvarende epilog. Ved den første audiens kan Elizabeth more sig over Blairs rådvildhed og sætte ham på plads med en bemærkning om, at han er den tiende premierminister, som sidder i den varme stol over for hende. Den første var »Winston«, som venligt bar over med en pige, der ud af det blå var blevet dronning.

   Da de mødes igen efter Dianas sommer, er Blair ikke længere usikker, og Elizabeth er hverken afvisende eller overbærende. Han roser hende for at have udvist takt, konduite og ydmyghed. Hun korrigerer ham og siger, at han tager fejl af »humility and humiliation«, ydmyghed og ydmygelse. Begge ved, at de har gjort, hvad der skulle gøres. Landet stander ikke i våde. Elizabeth beder sin minister gå med ud i haven, så de kan tale om fremtidens England. Hun lader en bemærkning falde om, at det både kan og vil gå ham lige sådan en dag, når folkestemningen vender. Som bekendt kom turen med tiden til Blair.

SKØNT Frears bærer filmen i kraft af sit navn, skal man fæste sig ved manuskriptforfatteren Peter Morgan (f. 1963). Morgan har efter 2000 fornyet den dramadokumentariske genre og gjort et autentisk baseret politisk teater til en af de skarpeste fiktive udtryksmåder.

   Morgan og Frears havde tidligere arbejdet sammen på tv-filmen The Deal (2003) om det interne Labour-opgør mellem Tony Blair og Gordon Brown. Michael Sheen, der spillede Blair i The Deal, repeterer og varierer figuren i The Queen, som dog især bæres af Helen Mirrens fuldkommen overbevisende fremstilling af Elizabeth.*

   Morgan var medforfatter på Kevin Macdonalds The Last King of Scotland (2006), med amerikaneren Forest Whitaker som det politiske uhyre Idi Amin. Da The Queen fik britisk premiere, kunne man stadig se teaterforestillingen Frost/Nixon, og Morgans version af de skelsættende samtaler mellem David Frost og Richard Nixon – en forløber for alle Hard Talk-programmer – var undervejs i en filmudgave. Det samme gjaldt The Other Boleyn Girl, en udløber af Morgans arbejde med tv-filmen Henry VIII (2003).

MORGAN kan naturligvis ikke vide, hvad Blair og dronningen sagde til hinanden; hvad Philip og Elizabeth talte om, mens tv-billederne kørte i de kongelige gemakker; hvordan Charles og Elizabeth så på hinanden, da beskeden om Dianas død skulle gives til hendes sønner.

   Elizabeth vil i første omgang ikke have, at Charles tager kongeligt fly til Paris. Det er den slags unødvendige omkostninger, som pressen altid slår ned på, mener dronningen. Charles får sin sekretær til at booke en tilbudsbillet med mellemlanding i Manchester. Da han henter Diana, må Charles trods alt godt tage det private fly, men han er glad for, at transporten er organiseret af ambassaden. Hoffets bedemænd ville sikkert »sende hende hjem i en trækasse,« siger han bittert til sin sekretær.

   Denne er en af adskillige sekundære personer, alle dronningens heste og mænd, der tegnes som vignetter med to-tre skarpe træk, mens Mirren og Sheen som de eneste får lov at folde karaktererne ud. Der er i øvrigt mange morsomme scener, hvor hoffets procedurer på akavet vis kolliderer med dagens politiske normer og krav.

   Som regel bliver de brat noget andet, eftertænksom satire, forsigtig tragedie. Dianas død afvikles som en tætklippet mediemontage. The Queen er ikke en snagende eller sensationslysten film. Den vil finde et punkt, hvor balancen i magtstrukturen forrykkes. Det sker i forskellige tempi.

BÅDE for Blair og Elizabeth bliver der tale om bestemmende øjeblikke, hvor de rokkes i deres inderste væsen. I udgangspunktet mener Blair ligesom dronningen, at Diana opførte sig uheldigt efter skilsmissen, og han er ligesom sin hustru tilbøjelig til at mene, at kongehuset er et redundant fortidslevn. Som en født opportunist – og ordet kan have positive konnotationer – reagerer han på folkets behov for at sørge og for at have et mål at rette smerten mod.

   På den måde redder han kongehuset. Han når også til at respektere majestæten, for hvem stoicismen repræsenterer et livssyn snarere end selvtilstrækkelig følelseskulde. Det afgørende øjeblik kommer, da Blair overfuser sin spindoktor Alastair Campbell. Kynikeren Campbell har skrevet talen om »Folkets Prinsesse« og forsømmer ingen lejlighed til at håne dronningen for hendes mangel på situationsfornemmelse. Blair tager Elizabeth i forsvar og sætter Campbell på plads i mange vidners påhør. »When you get it wrong, Alastair, you really do get it wrong!«

DRONNINGEN har på dette tidspunkt kapituleret. Familien har afbrudt sin sommer på Balmoral og er rejst hjem til Buckingham Palace. Elizabeth går ud til folket og ser på de bjerge af blomster, som sørgende har lagt ved porten. Hun går på tv og taler pænt, om end uhyre afmålt om sin døde svigerdatter. Hun inviterer Steven Spielberg og Bob Geldof til begravelsen. Der er ikke sten på sten tilbage af den majestætiske utilnærmelighed.

   Længe diskuteres det, hvorfor Buckingham Palace ikke flager på halv. Det skyldes, at dronningens flag ikke er et nationalflag, men en fane som markerer, at majestæten er i residens. Blair får hoffet til at indse, at dette er en undtagelsestilstand, hvor standing on ceremony ikke nytter. Som den eneste lytter Elizabeth. Hun indser, hvad hun er ved at miste, og hun erkender, at 50ernes værdier ikke gælder i 90ernes England. Noget har flyttet sig. Det får være usagt, om det er til det bedre eller værre, men dronningen lytter til folket og ignorerer sine nærmestes råd om ikke at give sig en tomme.

FOR Elizabeth falder erkendelsen i en af de få scener, hvor hun er alene. Det er derfor også en af de scener, hvor Peter Morgan skriver ren fiktion, men der er tale om empatisk og troværdig digtning. På godset i Skotland har Elizabeth lånt en landrover for at køre ud til sin mand, Prins Philip, der er overbevist om, at børnebørnene William og Harry har brug for at jage kronvildt, hvis de skal distraheres fra tabet af deres mor. Prins Charles er hele ugen i panik, fordi han frygter at blive offer for et attentat. Skønt ikke usympatisk, er han (som fremstillet af Alex Jennings) det mest karikerede medlem af familien i The Queen.**

   Elizabeths bil bryder sammen, da hun krydser et vandløb. Hun sætter sig i højlandssolen og venter på undsætning fra slottet. Da kommer den kronhjort, som Philip har jagtet hele sommeren, hen og står og vejrer i nærheden af hende. Dronningen beundrer dyrets skønhed og prøver at jage det væk, i modsat retning af jægerne. Senere, da hjorten dræbes af en lystjæger fra et nabogods, tager Elizabeth hen og betragter det fældede dyr. Det er efter alt at dømme det eneste, som når hendes inderste væsen den uge.

FREARS og Morgan har skabt en nuanceret film, som ikke gør det i karikaturer eller symboler, men satser på at nå sine pointer med følelsesmæssig genkendelse og realistisk medmenneskelighed.

   Kronhjorten er dog et tårnhøjt symbol. Det er klart, at den ene jagede majestæt identificerer sig med den anden. Der er næppe heller tvivl om, at Elizabeth i et glimt ser Diana og for første gang føler en vag empati. I hvert fald er det efter hjorten, at hun fører en søgende samtale om værdier og tidernes skiften med den gin-drikkende dronningemoder, for hvem det mest chokerende ved hele affæren er, at man anvender scenariet for hendes begravelse – kodenavnet er »Tay Bridge« – som blåtryk for bisættelsen af Diana.

   The Queen er en overvældende vellykket film. Den er indholdsrig, formelt elegant, følelsesmæssigt anfægtende og spændende på et plan som forbløffer, eftersom alting er givet på forhånd. Hver scene balancerer, og Mirren og Sheen er ypperlige som dronningen og hendes vagtmester. Ved konsekvent at gå efter menneskeligheden, finder Morgans manuskript ind til den politiske kerne af hændelsesforløbet og gør kongehusets krise til et vedkommende lærestykke. The Queen er ganske enkelt en fremragende filmoplevelse.

Se også Ron Howard | Peter Morgan: Frost/Nixon (2008); Ron Howard | Peter Morgan: Rush (2013); Stephen Frears/Posy Simmonds: Tamara Drewe (2007/2010). 

*) I 2010 fulgte tv-filmen The Special Relationship, som BBC og HBO finansierede sammen. Her undersøger Morgan det særlige forhold mellem UK og USA og statslederne Tony Blair og Bill Clinton i perioden 1994 til 1999, da krigene i Eks-Jugoslavien bliver bragt til ende. Dennis Quaid og Hope Davis spiller det amerikanske præsidentpar. Michael Sheen og Helen McCrory (1968-2021) gentager rollerne som Tony Blair og Cherie Booth. Richard Loncraine har instrueret The Special Relationship. Stephen Frears sagde nej til opgaven, da han havde rigeligt af Blair efter The Deal og The Queen. 

   The Queen er på den måde flere ting på én gang. Filmen rummer kimen til The Crown, men den er samtidig mellemste del af en Tony Blair-trilogi. Hængslet, som knytter projekterne sammen, er skuespillet The Audience (»Audiens«), som Morgan skrev til Helen Mirren i 2013. Forestillingen beskriver de ugentlige audienssamtaler mellem dronning Elizabeth og otte af de 14 premierministre, fra Winston Churchill til Boris Johnson, som hun har arbejdet med i sin regeringstid. Audiensscenerne fra The Queen er, kan man sige, forstørret til en helaftensforestilling. The Audience er samtidig en rejse gennem 60 års britisk historie.

   Stephen Daldry instruerede den første britiske produktion på Gielgud Theatre i 2013. Fire ministre var udeladt i originalversionen: Harold Macmillan, Alec Douglas-Home, Edward Heath og Tony Blair. Blair blev skrevet ind, da The Audience flyttede fra West End i London til Broadway i New York, stadig med Helen Mirren i hovedrollen. Til gengæld blev James Callaghan taget ud. Der findes en filmet udgave af forestillingen (instr. Stephen Daldry & Robin Lough, UK 2013), som varer 173 min. Da The Audience vendte tilbage til London i 2015, blev rollen som Elizabeth II spillet af Kristin Scott Thomas. Flere scener fra The Audience er genbrugt med variationer i The Crown. 

**) I The Crown bliver den voksne kronprins spillet af Josh O'Connor. Emma Corin spiller Lady Diana, og Camilla Parker-Bowles bliver spillet af Emerald Fennell. Det er spændende at følge nuancer og faser i fremstillingen af majestæten, der spilles som ung af Clare Foy, som voksen og midaldrende af Olivia Colman og som ældre og gammel af Imelda Staunton. Det er dog lige så interessant at iagttage, hvordan der er justeret i fremstillingen af hendes nærmeste. Portrættet af Charles tangerer en regulær karikatur. Især episoden »Favourites« [S04, E04], hvor dronningen besøger hvert af sine voksne børn og taler med dem på tomandshånd, da hun og Prins Philip har diskuteret fænomenet »Favoritter«, lader Elizabeth være aktivt sarkastisk i sin bedømmelse af Charles' plan om at skabe sit »eget Xanadu«, mens hans ulykkelige hustru er ved at gå i stykker. Dronningens mildere syn på Diana er måske en af de mest markante forskelle mellem The Queen og The Crown. Generelt er Colmans Elizabeth mere tolerant og jordnær end Mirrens skarpe skikkelse. 

The Queen. Instr.: Stephen Frears. Manus: Peter Morgan. Foto: Alfonso Beato. 97 min. UK 2006. Dansk premiere: 03.11.2006.

Fotos: Pathé Pictures International/ Pathé/ Granada Films/ BIM Production/ France 3 Cinéma/ Canal+/ Future Films/ Scott Rudin Productions/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Viaplay
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.11.2006.