Idi Amin: The Last King of Scotland (2006)

DEN KARISMATISKE DIKTATOR

Nærbillede af en narcissistisk despot

Af BO GREEN JENSEN

SKOTLAND 1970. En fremtid med kronisk udsigt til regn virker lige så klam som forældrene, der begge ligner syltede agurker, men beslutter at slå gækken løs og skænke spiritus til middagen, fordi husets søn har taget sin embedseksamen. Herfra kan han følge i faderens spor og blive læge, hvor kragerne vender.

   Det er ikke den slags liv, som Nicholas Garrigan (James McAvoy) har i tankerne. Han vil skrige – og gør det bogstavelig talt, da han senere ligger og funderer på sengen i sit gamle værelse. Nicholas er beruset, stjernerne tindrer og lokker. Han sender da den lysende globus i spin og beslutter – efter prosaiske nedslag som ikke kan bruges – at fæste sin lid til Uganda.

   Allerede i titelsekvensen er den unge mand da på vej mod eventyret, i en overfyldt bus, som rumler og giver sig, mens det farvestærke landskab passerer. Prologen er mere end pittoresk atmosfære. Manuskriptforfatterne Peter Morgan (The Queen, The Crown) og Jeremy Brock (Mrs. Brown) har ændret fortællerens væsen i forhold til det litterære forlæg. I Giles Fodens roman fra 1998 er Nicholas mindre fandenivoldsk. Han er faktisk så bleg, at han næsten forsvinder.

I KEVIN Macdonalds film er han glubende sulten, en fribytter som æder alle slags oplevelser, ikke mindst når de er af seksuel karakter. I bussen får han og en yngre kvinde et godt øje til hinanden. Hun vækker ham, da de når hendes landsby, og Nicholas går med ind i seng. Vist er The Last King of Scotland en hvid film, der betragter den sorte livsvarme med en blanding af forfærdelse og længsel, men her er ingen overtoner af bedrevidende resignation. I Nicholas’ øjne er den afrikanske måde mindst lige så god som den europæiske.

   At Nicholas drives af eventyrlyst, gør ham ikke til en dårligere læge. Han installeres i den hårdt trængte praksis, som missionærparret Merrit (Adam Kotz og Gillian Anderson) driver for meget små midler. Skotten tager hårdt fat, vinder anerkendelse i området og arbejder på at forføre Sarah Merrit, der modsat sin mand ofte tvivler på projektet. Alt forløber planmæssigt, indtil Nicholas møder Idi Amin.

HER bliver filmen for alvor sin egen og noget i stil med det portræt af en karismatisk diktator, som man sædvanligvis finder i kulørte historiske rekonstruktioner.

   General Idi Amin Dada (1925-2003) er kejser Nero, Hermann Göring og Josef Stalin i ét: en farlig dreng, som leger i haven; en hæmningsløs pragmatiker, der fjerner sine fjender; en despot, som har grund til at være paranoid. Sarah og Nicholas overværer talen, som markerer hans magtovertagelse. Folkehavet syder af begejstring. Også Nicholas er imponeret, mens Sarah ser til uden glæde. Hun ved, hvad der venter Uganda.

   Fordi synsvinklen er Nicholas’, kan filmen forsvare at forelske sig i Amin. Illusionen fungerer i kraft af Forest Whitakers formidabelt livagtige indsats som den utilregnelige og af og til også hjerteskærende menneskelige diktator, der kan måle sig med de største og værste, når det gælder politisk udrensning, magtmisbrug og forbruget af mennesker generelt. Han ligner sådan set ikke Amin, men i løbet af filmen bliver han Amin.

THE Last King of Scotland er ikke den første dans om tyrannen, som var fast gæst i 1970ernes tv-nyheder. Amin selv stillede beredvilligt op til Barbet Schroeders portrætfilm General Idi Amin Dada (1978), hvor han viste sin verden og sit væsen frem på samme gavmilde måde, som Nicholas i Macdonalds film bliver introduceret til excessernes hof.

   Schroeder klippede to versioner. Den autoriserede udgave var pensum i Uganda, mens det længere director’s cut, som fik premiere i USA og Europa, viste mindre flatterende sider af statslederen. Som selvportræt er filmen både klassisk, grotesk og fantastisk. 

   I fiktionssammenhæng er Amin blevet fremstillet af Julius Harris i tv-filmen Victory at Entebbe (1976); af Yaphet Kotto i Irvin Kershners Raid on Entebbe (1977) og af Mark Heath i Menahem Golans israelske Mivtsa Yonathan (1977, eng. Operation Thunderbolt).

   Sidstnævnte er især mindeværdig for Klaus Kinskis maniske indsats som flykaprer. Et regulært fabelvæsen blev diktatoren i Sharad Patels britisk-kenyanske spekulationsfilm Rise and Fall of Idi Amin (1980), hvor han spilles af Joseph Olita. Olita repeterede rollen i periferien af Mira Nairs hjertevarme Mississippi Massala (1991), som følger en indisk familie på flugt for Amin.

   Det er ikke umuligt, at Amin var smigret over respekten, som man viste hans grusomhed i de nævnte titler. Amin er langsomt – endelig – ved at blive glemt, i hvert fald i vores del af historien, hvor nye rædsler trænger sig på hele tiden. Han bliver spillet af Nonso Anozie i José Padilhas 7 Days in Entebbe, som konkurrerede på Berlinalen i 2018. Også her er fokus på psykologien og den interne konflikt hos de palæstinensiske og tyske terrorister, som bliver spillet af bl.a. Daniel Brühl og Rosamund Pike.

DEN skotske læge er vidne til diktatorens liv i et afgrænset tidsrum, fra magtovertagelsen i 1971, hvor Amin med britisk bistand styrtede den korrupte Milton Obote, til sommeren før mørket i juni 1976, da Amin lod et kapret Air France-fly med israelske passagerer lande i Entebbe og købslå om gidslernes liv med den ugandiske lufthavn som base.

   Aktionen var resultatet af et samarbejde mellem PLO og Rote Armee Fraktion. Den sluttede natten til den 4. juli, da israelske specialstyrker befriede gidslerne. Uganda forsøgte at få FN til at fordømme israelernes angreb, men mødte ikke forståelse for sit synspunkt. Amin tabte ansigt og mistede megen af den goodwill, som han fortsat nød i verdenspressen for sin karisma, sit lejlighedsvise politiske klarsyn og sin høje underholdningsværdi.

   Efter Entebbe regerede Amin yderligere tre år, stadig mere blodtørstig og verdensfjern. Med hjælp fra libiske tropper prøvede han at annektere Kagera-provinsen i Tanzania. Uganda tabte krigen mod Tanzania, og i april 1979 måtte Amin forlade Kampala. Han søgte ly hos sin soul brother, oberst Khadafi, og gik siden i eksil i Saudi-Arabien, hvor han havde status som »regeringens gæst« til sin død. Amin blev aldrig sigtet for sine forbrydelser. Man anslår, at han fjernede henved 300.000 politiske modstandere.

VED et meningsfuldt tilfælde bliver Nicholas diktatorens betroede favorit. Han forbinder statsmandens håndled og tager livet af en klagende ko. Lægens skotske baggrund er dog den udslagsgivende faktor. Amin er produkt af et Commonwealth, der hader imperiet i midten. To af hans sønner med hustruen Kay bærer navnene Campbell og Mackenzie.

   Amin har flere hustruer og praler af at være far til 18 børn. Det er imidlertid noget særligt med Kay. En af drengene er epileptiker, og Amin prøver gerne at gemme ham væk. Hans skotske fetichisme er ikke fri for en vis ironi. Diktatoren bærer kilt, hævder at være »King of Scotland« og mobiliserer en surrealistisk koropførsel af »Loch Lomond« til ære for lægen.

NICHOLAS flytter ind i paladset. Han tror, at han gør en betydelig forskel, men tager ofte fejl, når han aflæser magtstrukturen. Gode mænd dør som en direkte følge af Nicholas' misforståede omsorg. At få sat ansigt på sine svigt gør ham blot mere afvisende over for de væselagtige britiske diplomater, som håber at kunne styre den dræberklovn, de har givet magten. Amin tror, at dommens time er kommet, da hans mave svulmer op og gør ondt. Nicholas kurerer hans trommesyge på stedet. Fra da af er de to mænd som brødre.

   Begyndelsen til enden kommer, da Nicholas forelsker sig i Kay Amin (Kerry Washington). Flere har fundet det usandsynligt, at et så udsat og umage par ville give efter for nok så megen lidenskab, når de kendte diktatorens flair for tortur. Måske netop derfor, i kraft af en afmagt, er forbindelsen ikke helt utroværdig. Mere fantastisk virker Nicholas’ evne til at se bort fra, hvad der foregår i landet. Han tror til det sidste, at han er med til at rejse et afrikansk Jerusalem. Han betaler for sit forræderi. Kay Amin betaler dog mere.

The Last King of Scotland er værd at se for Whitakers tour de force, men også for det fandenivoldske fundament, hvor portrættet af diktatoren er forankret. Kevin Macdonald, som instruerede One Day in September, den fine dokumentarfilm om terroraktionen ved OL i München i 1972, har sans for ironierne i manuskriptet. Anthony Dod Mantle, tidligere husfotograf for Lars von Trier, får både farverne og frygten, fryden i selve bevægelsen med.

   Afrika-billedet er mere vitalt end i mange velmenende problemfilm. Bagefter spørger man måske en passant, hvad vi egentlig lærer af filmen. Sikkert ikke meget og sikkert ikke nok. At magt korrumperer? At moralske grænser altid flyder? At vi ikke er, hvad vi føler os som, men hvad vi gør og hvad vi ligner for alverden. Det er sikkert sagt før og bedre, men man hører det gerne igen.

Forest Whitaker modtog en Oscar for Best Performance by an Actor in a Leading Role ved Academy Awards-ceremonien i 2007. Han fik Best Actor-prisen ved de britiske BAFTA Awards. 

Se også Ron Howard | Peter Morgan: Frost/Nixon (2008); Ron Howard | Peter Morgan: Rush (2013); Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006). 

The Last King of Scotland. Instr.: Kevin Macdonald. Manus: Peter Morgan og Jeremy Brock. Foto: Anthony Dod Mantle. 123 min. USA-UK 2006. Dansk premiere: 02.02.2007.

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ DNA Films/ FilmFour/ UK Film Council/ Scottish Screen/  The Criterion Collection/ Faber and Faber

Filmen streames på Apple TV; Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Movies

2K Blu-ray fra 20th Century Fox (UK) 24.02.2018

Anmeldelsen trykt  i Weekendavisen Kultur 02.02.2007

Ari Folman: Waltz with Bashir (2008)

KRIGEN I ERINDRINGEN

Om tegningers troværdighed

Af BO GREEN JENSEN

DENNE tegnede dokumentarfilm for voksne er en fuldkommen ener. Ari Folmans Waltz With Bashir reflekterer over 1980ernes krig i Libanon, hvor den israelske filmskaber selv gjorde tjeneste. I særdeleshed prøver Folman at huske, hvad der skete, hvor han var og hvad han gjorde, under massakrerne i Sabra og Shitala i 1982.

   Waltz with Bashir er animeret på samme måde som Richard Linklaters Waking Life (2001), A Scanner Darkly (2006) og barberingsafsnittet i Trier og Leths De Fem Benspænd (2003).* Man bearbejder live action-optagelser, så de fysiske særpræg bevares, men kan når som helst krydse over i konstruktiv fantasi. Folman valgte formen, fordi han ville have sin soldatertid ud af systemet, men ikke rådede over autentiske optagelser. Flere vidner ville godt lade sig interviewe til kamera, mens andre nødigt ville genkendes.

VED at tegne de talende ansigter, skaber Folman en ny troværdighed. Han kan også lade drømmene blomstre og skræmme. En soldat overlever eksplosionen på sit commandofartøj, fordi han har røget en ordentlig koger og driver rundt på maven af havets gudinde, da flammerne fortærer hans kammerater.

   Filmen åbner med et livagtigt mareridt. Folmans ven beskriver sin tilbagevendende drøm om 26 sorte hunde, der halser gennem byen for at hyle ved hans vindue. I Libanon skulle han dræbe de hunde, som kunne røbe soldaternes ankomst. Derfor véd han, at der var 26.

FØRST husker Folman intet om Sabra og Shitale, men vennens drøm bliver en katalysator. Efterhånden som Folman opsøger kammeraterne fra sit regiment, bliver der fyldt detaljer og krop på erindringen. Det var kristne falangister, som hævnede mordet på Bashir Gemayel, men ifølge Folman var de israelske myndigheder adviseret. Soldaterne forsøgte ikke at standse massakren. Tværtimod så de til, mens det skete.

TIL slut viser Folman autentiske tv-billeder af sørgende mødre. Flere mener, at dét er et stilbrud, og taler om følelsespornografi. Snarere fungerer sekvensen som et hængsel, der føjer filmen sammen med virkeligheden. Endelig er legeringen indkapslet i Max Richters musikalske glasur.

    Waltz with Bashir minder ofte om Anders Morgenthalers animationsfilm Princess (2006), et frontalangreb på pornoindustrien. Man glemte hurtigt Princess i Danmark, hvor tegnefilm må og skal være noget for børn. Det er Waltz with Bashir ikke. Men med sin radikale dokumentarisme var den en af de bedste film fra årtiet.

*) Virkningen er den samme, men Folman understreger altid, at hans film er animeret efter en enestående metode, som blev udviklet af Yani Goodman fra Bridgit Folman Film Gang, der er produktionsselskabet bag Waltz with Bashir. Linklaters A Scanner Darkly og Waking Life – som bl.a. indeholder et afsnit om parret fra Before-trilogien – er animeret af Bob Sabiston fra Austin, som udviklede softwareprogrammet Rotoshop, der er en digital videreudvikling af gammeldags rotoskopi. Waltz with Bashir bearbejder cutouts og analog animation i Adobe Flash-programmet. Folman og Yani Goodman har videreudviklet teknikken i Stanislaw Lem-filmatiseringen The Congress (2013), hvor Robin Wright er animeret som en virtuel version af sig selv, og holocaustskildringen Where is Anne Frank? (2021).

Waltz with Bashir. Instr. og manus: Ari Folman. 91 min. Frankrig-Tyskland-Israel 2008. Dansk premiere: 20.02.2009

Fotos: Bridgit Folman Film Gang/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på FILMSTRIBEN og MUBI

2K Blu-ray fra Sony Pictures 23.06.2009

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.02.2009.

Samuel Maoz: Libanon/ Lebanon (2009)

INDE I KRIGEN

Besættelsen set fra en kampvogn

Af BO GREEN JENSEN

FIRE mænd sidder fast i en kampvogn, der tromler ind i nabolandet. Året er 1982, og den første episode i en aldrig erklæret eller afsluttet krig tager sin begyndelse.

   De unge mænd er nervøse, dårligt informerede og ude af balance. Ordrerne indløber, ingen har overblik. De skændes om, hvem der skal tage ansvar. De diskuterer, hvem der er bedst til at dræbe. Ordet ære kommer aldrig på tale, for dette er en virkelig krig. Hver har sine grunde til at ville noget andet. For dem alle bliver døden konkret.

   I 45 år har der jævnligt været krig i Libanon, det engang så blomstrende middelhavsland. Man forbinder navnet Beirut med en horisont af ruiner og bliver forbavset, når film som Nadine Labakis Caramel (2007) skildrer byen i fredstid. 

   Borgerkrigen (1975-1990) var syv år gammel, da Israel intervenerede. Formålet var at knække PLO og etablere en sikkerhedszone. I stedet blev ærkefjenden Hizbollah en mere målrettet modstander. Ligningens ubekendte faktor var de kristne falangister, som stod på Israels side. Ingen havde grund til at stole på hinanden og gjorde det heller ikke. Alt gik galt, hvis det kunne, for sådan er tingenes orden.

FILMSKABEREN Samuel Maoz var 20 år, da han deltog i invasionen. Han har aldrig glemt, hvad han oplevede, eller følelsen af afmagt, isolation og forlis. Det er dén, der reproduceres i Libanon, og man ville gerne slutte sig til koret af begejstrede kritikere, der har lovprist filmen, både for den intense atmosfære og et aldrig udsagt budskab om, at krig ikke nytter og blot avler had. Maoz siger selv, at han først kom helt hjem, da filmen var færdig.

   Der er dog også en mærkelig faktor af afstand og filmet teater. Med soldaternes øjne ser man de lidelser, som krigen påfører sagesløse civile. Man ser fingeren trykke på aftrækkeren, før eksplosionens trykbølge og flammerne følger. Absurde skuespil opføres, og mændene i kampvognen prøver febrilsk at orientere sig. Men vi deler ikke oplevelsen, og det er for let at afvise den som erfaring. Snarere husker man Roger Waters’ sang om være tapper på afstand: »We kill and maim with the bravery of being out of range«.

MAOZ' film gør indtryk ved sin konsekvens. Den indledes og afsluttes med totale eksteriørbilleder af en afsveden solsikkemark. Ellers er handlingen henlagt til kampvognens indre, og verden udenfor opleves gennem det elektroniske sigte, somme tider i lysegrøn night vision, altid med et distancerende kryds i midten og den samme enerverende teleskoplyd. Kun når den befalingshavende aflægger besøg, får man et glimt af himlen over hans ryg.

   Libanon giver på den måde effektivt udtryk for mændenes følelse af at befinde sig på bunden af en skakt. De er midt i det hele, men uden for kontakt og bogstaveligt spærret inde i en tikkende fosforcontainer. Af hensyn til Geneve-konventionen er det ikke tilladt at tale om fosforbomber. Man bruger »lysende røg« som en eufemisme.

LIBANON ligner en række andre film, hvor klaustrofobien i lukkede rum gør alle slag til episoder i den samme tidløse krig: Wolfgang Petersens tyske Das Boot (1981), Joseph Vilsmaiers Stalingrad (1993), Sam Mendes’ Jarhead (2005) fra den første Golfkrig og (især) den amerikanske The Beast of War (1988), som på samme måde følger besætningen i en strandet russisk kampvogn i Afghanistan.

   I israelsk sammenhæng er det oplagt at sammenligne Maoz’ film med fremstillinger som Amos Gitais Kippur (2000), der skildrer 1970ernes Yom Kippur-krig i udsigtsløs Hamburger Hill/Black Hawk Down-modus, og Ari Folmans animationsfilm Waltz with Bashir (2008), som ligeledes beskriver 1982-invasionen.

  Man tror mere på psykologien i sidstnævnte end på de martrede unge mænd hos Maoz. I Folmans film gør soldaterne det fornødne i den givne situationen, for så at fortrænge eller reagere bagefter. Især er Libanon dog beslægtet med den elegiske realisme i Joseph Cedars Beaufort (2007), hvor en deling rømmer det sidste israelske fort i Beirut efter krigen, der begynder i Libanon og Waltz with Bashir. 

MAOZ’ film var vigtig som politisk markør, et udtryk for historisk revisionisme og ny israelsk selvkritik. Den fik årets nationale filmpriser, vandt Guldløven i Venedig og var rundt på alle festivaler. I 2010 førte Danmark krig i ukendt terræn og på andres vegne, så det var vigtigt at vise og se Libanon. Men man gjorde det mere for sin samvittigheds skyld end for oplevelsen.

   I 2017 kom Maoz tilbage med Foxtrot. Her er rammen en sindrig skæbnefortælling, men kernen er atter den klaustrofobiske krig. Fire soldater bevogter grænsen og bor i en hældende container. De har tid til at kede sig på en måde, som ikke er mulig i Libanon. På befriende vis bryder én ud i absurd dans. Døden kommer sejlende i skikkelse af en dromedar. 

   Der var konsensus om, at filmen ikke nåede højderne fra Libanon og genbrugte for mange elementer. Jeg havde det omvendt. I Libanon er perspektivet uden dybde: krigen bliver et skydespil. I dét er der nok en pointe, men den modarbejder indlevelsen.

   I Foxtrot er erfaringen modnet og bearbejdet. Det er hér, at Moaz kommer helt hjem – skønt filmen vælger at lade det modsatte ske.

 

Libanon (Lebanon). Instr. og manus: Samuel Maoz. Foto: Giora Bejach. 92 min. Frankrig-Tyskland-Libanon-Israel 2009. Dansk premiere: 06.05.2010.

Fotos: CineMaterial/ Venice Film Festival/ IMDBpro/ Blu-ray.com/ Miracle Film Distribution

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime

2K Blu-ray fra Metrodome Video (UK) 23.08.2010

Anmeldelsen trykt - selvsagt uden sidste afsnit - i Weekendavisen Kultur 06.05.2010

Samuel Maoz: Foxtrot (2017)

SOLDATERNE DANSER

Musikken spiller forgæves i Foxtrot

Af BO GREEN JENSEN

I skæbnefortællingen Foxtrot bliver dansens trin et livsvilkår: ét skridt frem, ét til siden, ét tilbage og så retur til udgangspunktet. Det er selve grundfiguren. Man kan snyde med musikken, men lige meget hjælper det. Ingen undgår sin skæbne i længden.

   Et israelsk ægtepar får at vide, at deres søn er blevet dræbt ved grænsen til Libanon, hvor han og tre andre soldater holdt vagt. De knuste forældre når gennem alle sorgens stadier, før hærens budbringere vender tilbage og siger, at det var falsk alarm. Den døde var en anden ung mand med det samme navn.

   Den chokerede mor går i sort med det samme. Den opskræmte far bliver vred og bekymret. Han har forbindelser højt oppe i hierarkiet og får den unge mand hentet hjem, men på vej tilbage havarerer bilen. Så er facit måske det samme trods alt.

FOXTROT er en moderne variation af lignelsen om købmanden fra Bagdad, som forsøgte at undgå sit stævnemøde med døden. De fleste kender en version af historien, som slutter i Samarkand. Her foldes den ud i en sindrig struktur, som er cirkulær snarere end lineær.

   Filmens hjerte er scenerne med de fire soldater, som kontrollerer Checkpoint Foxtrot. De er ved at kede sig ihjel. De spiser kold dåsemad og sover i en kæntret container, der hælder lidt mere hver dag. De klovner og finder på absurde lege, laver grimasser i intetheden.

LÆNGE sker der meget lidt. Så sker der pludselig meget. Ved en rutinekontrol triller en øldåse ud af den ventende bil. Fire liv bliver slettet ved en fejl. Døden kommer i skikkelse af en kamel. Samuel Beckett og Joseph Heller kunne have skrevet soldaterhistorien i fællesskab.

   Det bedste er fugestoffet. De sørgende forældre, som deler en joint i skumringens køkken. En anekdote om familiebibelen, som overlevede Shoah og gik i arv. Davids far blev betaget af foldeudpigen i et pinupblad og byttede klenodiet væk. Nu ser vi sønnens tegninger af fantasikvinden.

SAMUEL Maoz, som lavede Libanon (2009), hvor krigen blev set fra en kampvogn, er en af de mest interessante israelske instruktører. Hans film har en gedigen, i bedste forstand litterær kvalitet. Der er så mange lag og detaljer, at man føler en slags lykke at se dem blive føjet sammen.

   Foxtrot modtog Juryens Grand Prix på filmfestivalen i Venedig. Det er en mørk, grotesk fortælling, som bliver fortalt i smukke billeder. En antikrigsfilm, som konstaterer mere, end den kritiserer. Sådan må det være, når døden er hverdag. Foxtrot kan og bør ses flere gange.

Se også Samuel Maoz: Libanon/ Lebanon (2009); Ari Folman: Waltz with Bashir (2008).

Foxtrot. Instr. & manus: Samuel Maoz. Foto: Giora Bejach. 108 min. Israel 2017. Dansk premiere: 09.05.2018

Fotos: Spiro Films/ CineMaterial/ Sony Pictures Classics/ Venice Film Festival/ YouTube (Official UK Trailer | Curzon)

Foxtrot streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Blaqout (Frankrig) 26.09.2018

DVD fra Curzon Film World (UK) 13.05.2019

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 10.05.2018

Steven Spielberg: Munich/München (2005)

EFTER MÜNCHEN

Terror, sport og politik 

Af BO GREEN JENSEN

DE 20. olympiske sommerlege blev afviklet i München i Tyskland, som dengang hed Vesttyskland, fra den 26. august til den 11. september 1972. De blev længe kaldt »de muntre lege«, kan man se i den udgave af årbogen Set & Sket, som jeg konsulterer for at genskabe fornemmelsen af tiden.*

   Selv var jeg 16 år gammel og husker udmærket tv-billederne af de hætteklædte partisaner fra terrorgruppen Sorte September, som definitivt dræbte den ædle idrætsstemning.

   Man havde frygtet det værste, for tiden var generelt turbulent. De dramatiske gestus ved olympiaden i Mexico 1968, hvor amerikanske atleter gik på sejrsskamlen og hilste med De Sorte Panteres knyttede næve, blev af flertallet opfattet som utidig sammenblanding af sport og politik, et forstyrrende afbrud i underholdningen, hvilket de selvsagt også var tænkt som. Så hvordan skulle det gå i Tyskland, hvor tidens intellektuelle byguerilla havde hensat nationen i kronisk nervøsitet med bilbomber, bankrøverier og gidseltagninger?

I ÅRBOGEN interesserer man sig lige så meget for, at Sovjetunionen fik flest guldmedaljer – 50 mod USAs 33 og Østtysklands imponerende 20 – og at den store sportsbegivenhed fik hvert tiende danske hjem til at anskaffe farve-tv. Allerede samtiden ved dog, at man fremover vil huske olympiaden i München for én ting alene: den dramatiske gidseltagning som kostede 15 mennesker livet.

   Natten til den 5. september trængte otte terrorister ind i den olympiske by, fandt israelernes lejr, dræbte to atleter og tog yderligere ni som gidsler. Det følgende døgn forhandlede politiet med de palæstinensiske terrorister, som krævede 234 politiske fanger løsladt i Israel og Tyskland. En aftale blev indgået, skønt Israel nægtede at forhandle, og gidseltagerne fik stillet flere helikoptere til rådighed. Men på flyvepladsen slog nerverne klik. En skarpskytte åbnede ild, og alle fyrede løs på hinanden. Samtlige gidsler, fire terrorister og en politibetjent døde under skudvekslingen.

MEGET kunne være gået anderledes, hvis man havde aflyst resten af Legene. Imidlertid blev stævnet gennemført efter planen. Det vakte megen forståelig harme i Israel. For landets ministerpræsident, Golda Meir, var sagen klar: Der var atter døde jøder i Tyskland, og resten af verden var ligeglad. Hun gav derfor efterretningstjenesten Mossad grønt lys til at iværksætte en omfattende gengældelsesaktion. En gruppe uafhængige agenter, der ikke umiddelbart kunne forbindes med staten, skulle likvidere 11 arabiske nøglepersoner. Samtidig måtte ingen for alvor være i tvivl om, at Israel stod bag de retfærdige drab.

   Gruppens våben skulle være de samme, som PLO, RAF, ETA, ANC, IRA og mange andre bogstavskombinationer benyttede. Terroren lå dybt i tiden. I juni havde det vesttyske politi omsider arresteret Andreas Baader og Ulrike Meinfhof fra Rote Armee Fraktion. Politisk terrorisme udgjorde en international undergrund, og den tyske byguerilla havde hjulpet Sorte September med at tilrettelægge aktionen i München. Derfor var også Baader og Meinhof på listen med navne, som Sorte September krævede løsladt. Affæren var en overvældende mediebegivenhed. Sporten havde endegyldigt mistet sin uskyld.

I DE følgende to år dræbte den israelske kommandogruppe ni af navnene på listen, som Mossad havde givet lederen Avner. Avner hed noget andet, men benyttede dette alias, også da han senere henvendte sig til den canadiske forfatter og filmmand George Jonas, som på baggrund af Avners beretning skrev bogen Vengeance: The True Story of an Israeli Counter-Terrorist Team (1984).

   På film er historien fortalt flere gange. I 1976 dannede gidseltagningen baggrund for William A. Grahams tv-film 21 Hours at Munich, og i 1986 skildrede Michael Anderson efterspillet i en canadisk tv-film, Sword of Gideon, der var baseret på Jonas’ dokumentarroman. Siden er forløbet koncentreret i Kevin Macdonalds dokumentarfilm One Day in September (1999), hvor udvalgte vidner kommer til orde. Alligevel giver det mening, at Steven Spielberg repeterer affæren i filmen, som blot hedder München. I 2005 har også USA en regering, der tror på at hævne sig øje for øje og bekæmpe ondskab med ondskabens midler.

SIDEN The Color Purple (1985) har Spielberg instrueret en række selvbevidst dybe og store problemfilm, der i hans egen opfattelse formentlig kompenserer for værklistens mange popcornsprodukter. Det er film som Schindler’s List (1993) og Saving Private Ryan (1998).

   I en af de mindre vellykkede – Amistad fra 1997 – er der en frygtelig selvbevidst scene, hvor de revolterende slavers tilfangetagne leder og den beskikkede sagfører, som er filmens ædle hvide humanist, pludselig og uden forklaring kan kommunikere, skønt de ikke forstår hinandens sprog. I fængselsgården fører de en rørstrømsk samtale om frihed, lighed og broderskab mellem racerne.

   I München er der en scene som ligner, men som omvendt lykkes forbavsende godt. Midtvejs i det store hævnprojekt bliver Avners gruppe henvist til en »sikker« lejlighed i Athen. Her kan de have base og planlægge aktionen i fred og ro. Imidlertid har Louis, den franske forbindelse, som lever højt på at levere til flere indbyrdes stridende grupper, overbooket lejligheden. Pludselig står en gruppe arabiske terrorister i stuen og skal ligesom Avners gruppe indrette sig. Man finder ud af at sameksistere. Palæstinenserne siger, at de kommer fra ETA, mens israelerne foregiver at være tyske. Stemningen bliver næsten broderlig.

PÅ trappen fører Avner og hans arabiske modpart en samtale, som ligner nøglescenen i Amistad. Det er egentlig mere teater end film, og man fornemmer her, som mange andre steder i dialogen, at replikkerne er skrevet af to dramatikere, Eric Roth og den stærkt systemkritiske Tony Kushner, som efter AIDS-oratoriet Angels in America har angrebet USAs politik i flere ætsende tekster.

   Avner siger, at hvis araberne bliver ved med at dræbe uskyldige jøder, vil resten af verden betragte dem som dyr. »Det er sandt,« siger palæstinenseren, »men samtidig vil verden spørge, hvem der har gjort os til dyr. Og på et tidspunkt vil man begynde at interesse for forholdene i vores bure.«

   Avner kan ikke umiddelbart formulere et fyndigt og dækkende svar. Han har på dette tidspunkt fået anfægtelser med hensyn til værdien af den retfærdige hævn, som gruppen udfører på statens vegne og som alt andet lige er den illusion, filmen sætter sit største spørgsmålstegn ved. For hævnen trækker de gode terrorister ned på fjendens niveau, og princippet om gengældelse får voldens hjul til at dreje stærkere.

   Endvidere føler Avner i stigende grad, at Mossad bruger gruppen til generelt at rense ud i fjendens lejr. Hvor mange navne på dødslisten kan reelt forbindes med München? Måske ikke dem alle, siger mellemlederen Ephraim, som er Avners kontaktmand. Men så har de dødsdømte haft en finger med i spillet ved andre af Sorte Septembers aktioner.

AVNER vil have sin arabiske tvilling til at indse det futile ved Palæstina-projektet. Israel er kommet for at blive. Palæstinenserne vil aldrig få deres hjemland tilbage, og hvad kan under alle omstændigheder være så vidunderligt ved en gold stribe ørken med sand og kameler?

   Partisanen holder da en bevæget og bevægende tale om, hvad begreberne »hjem« og »hjemme« vil sige. Det er denne længsel, som de vestlige medløbere ikke begriber. Derfor lytter vi høfligt, arabere, baskere, kurdere og afrikanerne, når I fremlægger jeres ideologiske floskler, men vi hører ikke efter, for alle de ting betyder intet for os. Det er vort hjem, vi kæmper for, et sted som kun ligger det ene sted.

NÅR Avner begynder at tvivle og har brug for at genoplade sin vrede, plages han af livagtige mareridt om massakren i München. På den måde kan filmen belejligt dosere sin eksponering af baggrunden. Gidseltagningen skildres i en blændende realiseret prolog, der med enkle midler – som autentiske tv-rapporter fra journalisterne Peter Jennings og Howard Cosell – sætter tiden tilbage og lægger tonen fast. Det blodige kaos på flyvepladsen i Fürstenfeldbruck er derimod monteret som indstik, der kommer til Avner i drømme om døden. En terrorist kaster en håndgranat ind i den ene helikopter, som eksploder med fem gidsler ombord. De øvrige dør, da en palæstinenser tømmer sit våben ind i den anden helikopter.

AVNER vågner badet i sved og savner allermest sin familie, hustruen og parrets nyfødte datter, som han kun har set en enkelt gang. Filmen har en smuk metafor for denne længsel, som Avner sjældent drøfter med sine fæller i gruppen, fordi emnet er smertefuldt og fordi man ikke vil vide mere end nødvendigt om hinanden.

   Når Avner mødes med Louis, sker det som regel ved et butiksvindue i Paris. Forretningen sælger eksklusivt køkkenudstyr, og man begriber, uden at det bøjes i neon, hvordan Avner ser sig selv og sine kære i det kostbare køkkens umulige fred. Avner er også på én gang charmeret af og misundelig på den næsten groteske familieidyl hos bagmanden Papa, der har indrettet sig ude på landet i Frankrig. Det er i disse stille scener, at den tilpas anonyme Eric Bana fungerer allerbedst som Avner.

SAMMEN med Avners gruppe føres tilskueren dybt ind i terrorgruppernes spejlkrig, hvor alle arbejder med dobbelte dagsordener og med tiden bliver så vant til at lyve, at man endelig mister ideen om sandhed.

   I denne verden er loyalitet en valuta. Papa og Louis nægter af princip at samarbejde med regeringstilknyttede agenter. Papa var fransk modstandsmand under krigen og føler sig svigtet af en fred, som blot bragte Stalin og USA i stedet for nazisterne og Vichy. Derfor kan han uden skrupler levere våben og oplysninger til både israelerne, Sorte September og Baader-Mainhof. Det vigtigste er, at de undergraver herskende systemer og modarbejder den styrende stat. Som samtidig er guldkalven, der leverer den nødvendige smørelse.

   Papa har en stor familie, men vælger at se en slags stedsøn i Avner. Han er svær at blive klog på, og filmen gør ham muligvis mere mystisk og alfaderlig, end jokerfiguren fortjener, men det samme gjorde virkelighedens Avner i de samtaler, som George Jonas’ bog bygger på. Michael Lonsdale er fornemt castet som Papa.

SPIELBERGS film deler sol og vind lige. Det ligger dybt i selve præmissen, at den ikke vil promovere hævnen som forløser. Den vil heller ikke bygge et uforsonligt fjendebillede, men snarere nuancere modstandernes træk, så vi kan se, at de er mennesker, i det mindste på soldaternes niveau.

   I USA er filmen blevet kritiseret for at vaske sine hænder med olympisk selvretfærdighed. Det er præcis den egenskab, som vil gøre, at man tager den alvorligt i Europa. München er på Avners side og fremstiller Israels værdier sympatisk, men den er ikke rendyrket pro-israelsk, og den underkender ikke palæstinensernes sag.

   Stereotypier er forbeholdt fremstillingen af skikkelser som den flygtige leder af Sorte September, manden der satte München i værk og som det aldrig lykkes Avners gruppe at eliminere, skønt den ved flere lejligheder har ham i sigtet.

MINDST af alt er München pro-amerikansk. Det amerikanske efterretningsvæsen fører i filmen, som i 70ernes virkelighed, en tilbagelænet del-og-hersk politik, hvor man hellere end gerne spiller terrorgrupper ud mod hinanden, støtter tvivlsomme sager i flæng og sponsorerer fanatisk nationalisme, hvis det på sigt giver point i bordtenniskampen mod den store ideologiske modstander, Sovjetunionen, der på sin side arbejder lige så betændt.

   Da Avners gruppe har omringet arkitekten bag Sorte September på en gade i London, bliver drabet forpurret af brovtende udsmidertyper fra CIA. Agenturet har indgået en samarbejdsaftale med palæstinenserne. De afstår fra at angribe amerikanske mål, hvis CIA holder hånden over Sorte September. Det er filmens uudsagte tese, at vejen til 11. september og krigen i Irak begyndte i München i 1972.

MAN genkender det kyniske verdensbillede fra John le Carrés spionromaner, som med tiden blev mere kompromisløse og åbenlyst Amerika-fjendske. Overhovedet er broderparten af München, selve filmens spændingsbærende del, i slægt med atmosfæren i de bedste af le Carrés romaner. Uigennemskueligheden er en væsentlig del af pointen, mens Avner arbejder sig ned gennem listen. Nervøse mænd fører lavmælte samtaler i mørkt belyste rum. Man taler i koder og gåder, som gjaldt det diskrete spioners jargon. Noget højere mål kommer aldrig i sigte. Snarere kompromitteres sagen konstant.

   Holdt man af desillusionen og stoicismen, offerviljen og den patetiske humanisme hos de martrede agenter i romaner som The Honorable Schoolboy, Smiley’s People og Tinker, Tailor, Soldier, Spy, vil man nyde grundtonen i München. Tror man omvendt, at der venter en heftig actionfilm om terroraktionen i München, går man ind til en relativ skuffelse. Spielbergs film handler egentlig ikke om München, men om det spil som blev sat i gang efter München. Instruktøren ville i øvrigt bruge en skakterm og kalde filmen King’s Cross, men filmens producere foretrak Munich.

DER er disse politiske spørgsmål på spil. Imidlertid vil filmen også en række andre ting. Især ligner den ofte en forelsket rekonstruktion af 1970ernes verden, som genskabes meget overbevisende af Janusz Kaminskis brede billeder og Rick Carters lækre produktionsdesign.

   Avners gruppe opererer i London, Paris, Athen, Rom og Beirut, og hvert sted virker farven og tonen autentisk, skønt de fleste scener er optaget i Budapest og Valletta på Malta. Michael Kahn har klippet filmen så smukt, at den føles som en rolig rejse, der aldrig bliver triviel eller udmattende, skønt spilletiden er tæt på tre timer. Selv huskomponisten John Williams leverer et score, som næsten lever op til hans status.

   Undervejs er der plads til at bygge små sætstykker, lade hver aktion få sit særlige snit og udbygge forholdet mellem gruppens fem medlemmer. De kommer alle vegne fra, ganske som Israels familier. Foruden Avner (Eric Bana er amerikaner) gælder det sydafrikaneren Steve (britiske Daniel Craig), våbenmageren Robert (franske Matthieu Kassovitz), som egentlig ved mere om at konstruere legetøj, den fåmælt offervillige Hans (tyske Hanns Zischler) og fuldmægtigtypen Carl (nordireren Ciáran Hinds). Golda Meir bliver spillet af Lynn Cohen. Australske Geoffrey Rush får atter en mindeværdig karakter ud af Mossad-funktionæren Ephraim, der skiftevis roser og truer, elsker og hader sin protegé.

DER er aldrig blevet sat navn på den virkelige Avner. Denne henvendte sig til George Jonas, da han følte sig truet af Mossad. Avner ville ud af tjenesten og skabe et nyt liv med sin familie. Ephraim ville ikke lade ham være – det vil han heller ikke i filmen, som foregriber den faktiske udvikling – og Avner brugte derfor fortællingen om München som en livsforsikring. Jonas lovede ham anonymitet og har til dato holdt sit løfte. Intrigens kerne er verificeret af flere uafhængige kilder. Filmen strammer forløbet og tilfører kausalitetskæden en menneskelig faktor af højt melodrama, men i store træk er den autentisk baseret.

DET er en af Steven Spielbergs mest gennemførte produktioner, og den fungerer på alle niveauer, fra en nervepirrende Hitchcock-pastiche, der i ånden fra Sabotage lader en uskyldig diplomatdatter være tæt på at blive det næste offer, til det retfærdige drab på en prostitueret hollandsk lokkedue, der likvideres helt uden anfægtelser, men forvandles til en nøgen sønderskudt ting, som bagefter hjemsøger mændene.

   Instruktøren er vel allerbedst, når han kombinerer teknisk ækvilibrisme med sin særlige flair for fantastiske genrer, men her har han skabt en meningsfuld thriller, der følger hver af kunstens regler og tilfredsstiller alle genrens behov. Verden blev en anden efter München 1972. I Spielbergs film ser vi hvorfor og hvordan.

*) Den amerikanske svømmer Mark Spitz og den russiske gymnast Olga Korbut var Legenes store sensationer. Forbavsende få (danske) medier interesserede sig for den historiske kontrast og forbindelse til Olympiaden i Berlin i 1936, hvor den nazistiske statsmagt forvandlede sportsstævnet til et effektivt propagandastunt. Det var netop for at lægge afstand til fortiden, at myndighederne tog så demonstrativt let på sikkerheden i 1972. Man ville undgå uniformer i det officielle billede af »die heiteren Spiele«.

Se også Steven Spielberg: Magiker og mønsterbryder [Moderne mestre]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; Steven Spielberg: A.I. - Artificial Intelligence (2001); Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Lincoln (2012); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Steven Spielberg: Ready Player One (2018) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Steven Spielberg: The Terminal (2004)  + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100].

München (Munich). Instr.: Steven Spielberg. Manus: Tony Kushner, Eric Roth. Foto: Janusz Kaminski. 155 min. USA 2005. Dansk premiere: 27.01.2006.

Fotos: Dreamworks Pictures/ Universal Pictures/ Amblin Entertainment/ The Kennedy/Marshall Company/  Barry Mendel Productions/ Alliance Atlantis Communications/ Peninsula Films/ UIP DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Wikimedia Commons, YouTube (trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, SKYSHOWTIME, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 06.11.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.01.2006