Christian Tafdrup: Forældre/Parents (2016)

NÅR GUDERNE VIL STRAFFE OS
De gamle vil være unge igen 

Af BO GREEN JENSEN

FOR Kjeld (Søren Malling) og Vibeke (Bodil Jørgensen) er tilværelsen blevet et spørgsmål om, hvem der snitter løg til salaten og hvem der går i haven for at gøre klar til vinteren. Da sønnen Esben (Anton Honik) flytter hjemmefra, efterlader han sig et gabende hul. Parcelhuset er med ét alt for stort.

   Vibeke river bladene sammen og hælder dem ud på jorden igen. Kjeld finder gamle fotos i kælderen og forsvinder ind i tanker om, hvor glade og unge de var tredive år før, da de boede i den første utætte kvistlejlighed.

   I Forældre er der ikke langt fra A og B til C. Før nogen kan nå at tænke sig om, har Kjeld købt den selvsamme lejlighed – nu et attraktivt forældrekøb i indre by – hvor de nød at være sammen og havde tiden for sig. Til og med ligger den »kun syv minutter på gåben« fra Esben, der undrer sig over de gamle.

DET var vist nok karmeliternonnen Sankt Teresa – hende fra Berninis skulptur – som sagde, at der fældes flere tårer over opfyldte ønsker, end over bønner, der ikke bliver hørt. Oscar Wilde varierede budskabet: »Når guderne vil straffe os, besvarer de vore bønner.« Truman Capote kaldte af samme grund sit (meget) ufuldendte hovedværk for Answered Prayers.

   Kjeld længes så længe og drømmer så stærkt, at han og Vibeke en morgen vågner op og er tilbage. Parret på 22 bliver spillet af Elliott Crosset Hove og Miri Ann Beuschel. Kjeld vil holde fjumreår og nyde, at de er unge igen. Vibeke vil være fri og studere psykologi. Så mens lejligheden slår sprækker i regnen, der er mere intens, end den var i 1980erne, begynder Kjeld i det små at få anfægtelser.

CIRKA så langt er der ingen problemer i Christian Tafdrups Forældre. Historien kunne være en moralitet fra The Twilight Zone (1959-1964), Rod Serlings sagnomspundne tv-serie, hvor karaktererne altid kom ud for den slags. Eller et udkast til en dansk version af Sam Mendes' American Beauty (1999).

   Stoffet kan bære en tæt vignet, som dramatiserer forholdet mellem årsag og virkning. Spillefilmsformen kræver en tredje akt, hvor ideen bliver udviklet. Det bliver en narrativ nødvendighed at etablere en hverdag i eksperimentet. Der må ganske enkelt ske noget mere.

OG hér begynder budcyklen at slingre. Det er måske en interessant idé at lade Vibeke flytte sammen med sin søn – vel vidende, at det er hendes søn – mens Kjeld bare drukner i dommedagsregn. Men det passer ikke til de karakterer, som filmen har præsenteret, hverken i ung eller ældre version.

   Det kaster heller ingen interessante reaktioner af sig, at de unge fra dengang skal møde de nye fra nu. En housewarmingscene hos Esben er mere eller mindre tabt på gulvet.

   Det bliver stadig mere uklart, hvad filmen egentlig vil. Måske skal der skabes utryghed for utryghedens skyld, som i en mareridtsfabel af David Lynch. Men dertil er filmen så alligevel for ordentlig. Alt hænger nydeligt sammen.

KÆDENS svageste led er den stilhed, som efterlønsparret ikke kan fylde, da omdrejningspunktet er fløjet fra reden.

   Her bliver Forældre en katalog af yngre menneskers fordomme om, hvordan ældre mennesker lever. Det er noget med at få tiden til at gå, mens man venter på døden og hører gammel pop på slidt vinyl. Der mangler sådan set kun bankospillet.

   Søren Malling er god som nostalgiker, og Bodil Jørgensen demonstrerer atter sin flair for lattermild kaoshumor. Elliott Crosset Hove og Miri Ann Beuschel slipper rigtigt godt fra at reproducere nogle af Mallings og Jørgensens manierismer. Christian Tafdrup leverer selv en præcis parodi på den smarte ejendomsmægler.

   Det er sødt at se de gamle unge indrette sig, og der er kuriøse sange fra dengang, Anne Linnett ville være noget på engelsk. Men som færdig film er Forældre ikke helt vellykket. Der er på én gang både for lidt og for meget i Tafdrups sælsomme skæbnefortælling.

Se også Christian Tafdrup: En frygtelig kvinde/A Horrible Woman (2017); Christian Tafdrup: Speak No Evil/Gæsterne (2022) [Horror 100].

Forældre. Instr. & manus: Christian Tafdrup. Foto: Maria von Hausswolff. 86 min. Danmark 2016. Dansk premiere: 03.11.2016.

Fotos: Nordisk Film/ Søren Kirkegaard/ Maria von Hausswolff/ DFI/ CineMaterial

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, SF Anytime, Viaplay Store

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.11.2016.

Pedro Almodóvar: Tal til hende/ Hable con ella (2002)

DE SOVENDE
Pedro Almodóvars værk nr. 14

Af BO GREEN JENSEN

KOMA kaldes den dybe bevidstløshed, som af og til følger ekstrem fysisk påvirkning. Sindet sætter ud som følge af et særligt hårdt slag eller meget stor smerte, men i stedet for at lukke systemet, synker hjernen ned i en gådefuld tilstand, som forbinder livet, døden og søvnen. For de vågne og levende fremstår dvalen både dragende og gådefuld. Den elskede er tusind år borte, men sover dog lige ved siden af én. Og kroppen lever videre. De fysiske processer fortsætter, skønt sjælen er taget til Limbo.

   Tidens film er fulde af komaramte og lammede mennesker, kvæstede orakler som bliver talt til, skønt de ikke kan reagere. Muligvis kan de sovende ingenting høre, men det er ikke til at vide og betyder i øvrigt kun lidt. Det vigtige er det som bliver sagt, når den pårørende kan betro sig. I Pedro Almodóvars Hable con ella, den 14. lange fiktionsfilm fra manden, som i sin tid tog verden med storm, da han skabte Mujeres al borde de un ataque de nervios (1988, da. Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud), er motivet omsider blevet hovedsagen.

TO parallelle historier er kunstfærdigt foldet ind i hinanden. Benigno (Javier Camára) har på afstand begæret danseren Alicia (Leonor Watling). Da Alicia går i koma ansætter pigens far Benigno som plejer, fordi han betragter ham som et sikkert valg. Benigno har betroet faderen, der er psykiater, at han er forvirret med hensyn til sin seksualitet, delte bord og seng med sin mor til han var 15 år og i øvrigt aldrig har været sammen med en kvinde.

   På hospitalet synes den karismatiske særling at være i sit element. Det er Benigno, som siger »Tal til hende«, da guidebogsforfatteren Marco (Dario Grandinetto) våger over sin komatøse elskede, tyrefægteren Lydia (Rosario Flores), på en anden stue. Alt er godt, indtil Alicia bliver gravid i sin koma. Benigno var alligevel til kvinder, men samtidig er der en ægte, fin og gengældt nænsomhed i hans forhold til Marco, som ene af alle vil tale med Benigno, da systemet har sat ham i sikker forvaring og mere eller mindre smidt nøglen væk.

SAGEN er, at Benignos kærlighed var, hvad var der skulle til. Alicia vender tilbage til livet, da hun skal føde sit barn. I verdens øjne er der tale om et utilgiveligt overgreb, men egentlig praktiserer Benigno en avanceret form for sexual healing. Han formidler også filmens mest avancerede indstik, en syv minutter lang sekvens, der præsenterer sig som en klassisk stumfilm, Den skrumpende elsker. Vi ser hele filmen, en kærligt udført pastiche på det højtstemte stumfilmssprog, mens Benigno fortæller og fortolker for Alicia. En forsker afprøver sin livsdrøm, et eksperiment med formindskningsvæske. Senere er han på størrelse med en tændstik, da han kravler ind i sin elskedes vagina og lader sig opsluge for altid.

I DEN anden historie bliver forfatteren Marco først afvist af tyrefægteren Lydia. Så dræber han en slange i hendes køkken, og tre måneder senere er de et par. Da Lydia stanges af tyren, havner hun på hospitalet. Benigno genkender Marco fra et besøg i teatret. De så Pina Bausch-forestillingen Café Müller, og Marco var manden, der græd.

   Han rejser væk og må læse i avisen, at Lydia er død, men han vender hjem for at komme Benigno til undsætning. Som den eneste forstår han voldtægtsmanden. De ønsker begge at kravle helt op i kvinden og forsvinde ligesom elskeren, der skrumpede.

I EN hypnotisk smuk og mærkelig scene mødes alle fire karakterer på symmetrisk vis midt i cirklen. Hele filmen vokser ud af dette uforglemmelige tableau. De komatøse kvinder er ens klædt i farvede morgenkåber, med sorte solbriller og hvide snørestøvler, som holder deres fødder i facon. Bag dem står mændene ved hver sin kørestol: Benigno med Alicia, Marco med Lydia. Kvinderne synes at se på hinanden. Benigno pludrer som altid, mens Marco svarer i enstavelsesord. Her konvergerer fortællingens strømme. En umulig, men lykkelig harmoni er etableret.

SÅ godt som alle Almodóvars faste temaer hentes ind og tøjres til handlingens centrum. De drejes samtidig en smule. Han har ofte skildret tyrefægteren som et sindbillede på tragisk manddom og ritualiseret dødsdrift, mest mindeværdigt i den psykologiske sexthriller Matador (1986). I Tal til hende er tyrefægteren en kvinde. Det forlener fetichismen i en dvælende påklædningssekvens med en særlig blid og smertefuld kvalitet. Og vi ved, at tyren vil stange igennem, da Lydia modtager den a porta gayloa, dvs. knælende.

   Hable con ella er den fjerde film i rækken af mere modne arbejder, som Almodóvar påbegyndte med La flor de mi secreto (1995, da. Min hemmeligheds blomst) og videreførte i Carne trémula (1997, da. Kødet skælver). Mesterværket Todo sobre mi madre (1999, da. Alt om min mor) fandt sin særlige styrke ved at ajourføre den barokke personkreds fra de tidlige skingre komedier. Endvidere hyldede filmen de store melodramaer, som udgør en klangbund for instruktøren, Douglas Sirks 50er-film og Bette Davis-klassikeren All About Eve.

AF den selvbevidste hyperkitsch, som var et af den yngre Almodóvars varemærker, er der ingen spor i Tal til hende. Fra og med Min hemmeligheds blomst er han drejet i retning af rent og ret højt melodrama. Alligevel smiler filmen konstant, også når den er mørkest.

   Tal til hende overrasker for alvor ved at flytte fokus fra kvinder til mænd. Danseren og tyrefægteren skaber historierne, men det er mændene som reagerer og forandrer sig. For en gangs skyld er Almodóvar mere interesseret i at skildre mandens natur, end han er i at sværme for kvindernes duft.

   Ved vejs ende kan kvartettens to overlevende, kvinden som er vågnet og manden som omsider er sat fri, begynde igen og møde hinanden. Det er den sidste historie, og det er en dybt tilfredsstillende slutning på en underskøn film, hvor alt balancerer.

Se også Pedro Almodóvar: Kika (1993); Pedro Almodóvar: Alt om min mor/ Todo sobre mi madre (1999); Pedro Almodóvar: Dårlig dannelse/ La mala educacion (2004); Pedro Almodóvar: Volver (2006) | Moderne mestre; Pedro Almodóvar: Brudte favntag/ Los abrazos rotos (2009); Pedro Almodóvar: Huden jeg bor i/ La piel que habito (2011); Pedro Almodóvar: De elskende passagerer/ Los amantes pasajeros (2013); Pedro Almodóvar: Julieta (2016); Smerte og ære (Dolor y gratia) [Bedste biograffilm 2019 nr. 4]; Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/ Madres paralelas (2021).

Pedro Almodóvar modtog en Oscar for manuskriptet til Hable con ella. Han var også nomineret i kategorien Best Director. Danske Filmkritikere valgte Tal til hende som årets bedste ikke-amerikanske film. Filmen fik en Bodil i 2003. 

Hable con ella (Tal til hende). Instr. og manus: Pedro Almodóvar. Foto: Javier Aguirresarobe. 112 min. Spanien 2002. Dansk premiere: 11.10.2002.

Fotos: El Deseo/ Antena 3 Televisión/ Good Machine/ Vía Digital/ SandrewMetronome/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ Screengrabz

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

2K Blu-ray fra Soul Media (DK) 09.07.2021

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.10.2002

Samuel Maoz: Foxtrot (2017)

SOLDATERNE DANSER

Musikken spiller forgæves i Foxtrot

Af BO GREEN JENSEN

I skæbnefortællingen Foxtrot bliver dansens trin et livsvilkår: ét skridt frem, ét til siden, ét tilbage og så retur til udgangspunktet. Det er selve grundfiguren. Man kan snyde med musikken, men lige meget hjælper det. Ingen undgår sin skæbne i længden.

   Et israelsk ægtepar får at vide, at deres søn er blevet dræbt ved grænsen til Libanon, hvor han og tre andre soldater holdt vagt. De knuste forældre når gennem alle sorgens stadier, før hærens budbringere vender tilbage og siger, at det var falsk alarm. Den døde var en anden ung mand med det samme navn.

   Den chokerede mor går i sort med det samme. Den opskræmte far bliver vred og bekymret. Han har forbindelser højt oppe i hierarkiet og får den unge mand hentet hjem, men på vej tilbage havarerer bilen. Så er facit måske det samme trods alt.

FOXTROT er en moderne variation af lignelsen om købmanden fra Bagdad, som forsøgte at undgå sit stævnemøde med døden. De fleste kender en version af historien, som slutter i Samarkand. Her foldes den ud i en sindrig struktur, som er cirkulær snarere end lineær.

   Filmens hjerte er scenerne med de fire soldater, som kontrollerer Checkpoint Foxtrot. De er ved at kede sig ihjel. De spiser kold dåsemad og sover i en kæntret container, der hælder lidt mere hver dag. De klovner og finder på absurde lege, laver grimasser i intetheden.

LÆNGE sker der meget lidt. Så sker der pludselig meget. Ved en rutinekontrol triller en øldåse ud af den ventende bil. Fire liv bliver slettet ved en fejl. Døden kommer i skikkelse af en kamel. Samuel Beckett og Joseph Heller kunne have skrevet soldaterhistorien i fællesskab.

   Det bedste er fugestoffet. De sørgende forældre, som deler en joint i skumringens køkken. En anekdote om familiebibelen, som overlevede Shoah og gik i arv. Davids far blev betaget af foldeudpigen i et pinupblad og byttede klenodiet væk. Nu ser vi sønnens tegninger af fantasikvinden.

SAMUEL Maoz, som lavede Libanon (2009), hvor krigen blev set fra en kampvogn, er en af de mest interessante israelske instruktører. Hans film har en gedigen, i bedste forstand litterær kvalitet. Der er så mange lag og detaljer, at man føler en slags lykke at se dem blive føjet sammen.

   Foxtrot modtog Juryens Grand Prix på filmfestivalen i Venedig. Det er en mørk, grotesk fortælling, som bliver fortalt i smukke billeder. En antikrigsfilm, som konstaterer mere, end den kritiserer. Sådan må det være, når døden er hverdag. Foxtrot kan og bør ses flere gange.

Se også Samuel Maoz: Libanon/ Lebanon (2009); Ari Folman: Waltz with Bashir (2008).

Foxtrot. Instr. & manus: Samuel Maoz. Foto: Giora Bejach. 108 min. Israel 2017. Dansk premiere: 09.05.2018

Fotos: Spiro Films/ CineMaterial/ Sony Pictures Classics/ Venice Film Festival/ YouTube (Official UK Trailer | Curzon)

Foxtrot streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Blaqout (Frankrig) 26.09.2018

DVD fra Curzon Film World (UK) 13.05.2019

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 10.05.2018

Mod sin type | Nicole Kidman i Destroyer (2018)

SJÆL I FLAMMER
Nicole Kidman som fortabt karakter 

Af BO GREEN JENSEN

DER er først et par øjne, blege og blå, som ser ind i kamerasolen. Det kunne være en død kvindes blik – og tanken er værd at notere, for senere kører tiden i ring, og det bliver vigtigt at huske de første minutter.

   Blikket tilhører Erin Bell (Nicole Kidman), kriminalassistent i Los Angeles, som har ry for at være en levende død blandt kolleger. Hun har sovet i sin bil og vågner med tør, åben mund i viadukten. Hun kravler ud og krabber hen til, hvad der viser sig at være et gerningssted.

   En mand ligger død, tværet ud i et blodspor. To af Bells kolleger er på sagen. De ser sigende på hinanden, da Bell nærmer sig. Der er en ordveksling om kompetencer. Den døde er tatoveret i nakken. Bell vender sig og går på samme måde, som hun kom, med stort besvær. Hun ser sig ikke tilbage, da hun viser kollegerne en strakt langfinger.

   Seksten år før havde Bell en mandlig makker. De gik undercover sammen og blev en del af kredsen omkring Silas (Toby Keppel), en dæmonisk bankrøver med hang til dødslege og lommefilosofi. Noget gik galt og forandrede Bell. Alligevel er hun blevet på posten. Der er en generel fornemmelse af, at arbejdet skylder hende noget.

HERFRA deler filmen sig i to kronologiske spor. I nutiden begynder den hårdkogte Bell at gå rundt i miljøet og stille spørgsmål. I fortiden bliver de unge politifolk draget dybere ind i opgaven. De når også til at drøfte, om de skal gå hele vejen sammen med Silas.

   Det var en anden verden. Bell havde levende øjne og bar på et barn. Samme datter er i nutiden ved at begå store fejltagelser. Hun valgte at blive hos Ethan, Bells fraskilte mand, som der ikke var plads til, da Bell blev alkoholiker og arbejdsnarkoman.

   Bell prøver i flere knugende scener at genvinde sin datters respekt – eller bare få hendes opmærksomhed. Det er for sent, og det er ikke nok at sige: »Jeg elsker dig, uanset hvad«.

   Alligevel er der en løs erindring, som den trodsige teenager tager frem. De var sammen i sneen på vej op ad et bjerg. Den lille pige sad på sin mors ryg og frøs. Hun havde tynde sko og alt for lidt tøj på. Hun husker, at hun følte sig tryg, fordi de var sammen – og at hun samtidig tænkte: »Hvad laver vi egentlig her?«

BELL fortsætter jagten på Silas. Hun slår og truer sig til forklaringer. Hun får fantastisk lang snor af sine foresatte og genser gamle kontakter.

   Bell skyer ingen midler. Et handicappet medlem af Silas’ bande vil kun tale, hvis Bell betjener ham seksuelt. Det gør hun uden at blinke. Den anden kvinde fra dengang er stadig med i Silas’ forretning. Bell griber ind i kuppet, som hun forpurrer. Hun indhenter veninden og tramper på hendes sårede ben.

   Har man næret en tvivl, er det hér, at den standser. Erin Bell ligner mange anløbne filmdetektiver, som får en chance mere og prøver at sone fortidens fejl. Men især kunne hun være kvindeversionen af »Dirty« Harry Callahan, selvtægtsbetjenten par excellence, som Clint Eastwood spillede effektivt og empatisk i fem forhadte politifilm fra 1971 til 1988.

INSTRUKTØREN Karyn Kusama vender genrens kønsmarkører, og Nicole Kidman sætter alle kræfter ind på at skabe en tragisk figur. Kidman fik en Oscar, da hun spillede Virginia Woolf i The Hours (2002). Det er oplagt at bemærke, at hun dengang blot skulle ændre sit udseende og tage en anden næse på. Forandringen i Erin Bell kommer indefra og er levet.

   Det er heller ikke usandt. I nutiden er den kvæstede Erin en patetisk anfægtende skikkelse, som overbeviser et meget langt stykke af vejen. Hun kunne sikkert få publikum til at glemme Nicole Kidman, hvis det ikke var for de stadige flashbacks, hvor Bell med alle midler er gjort yngre og kåd og så livfuld, at vi virkelig mærker forskellen.

KIDMAN sælger klart billetter. Hun distraherer også publikum fra historien ved i så høj grad at gøre forvandlingen i sin fysik til et drama. Det er dog hverken Kidmans eller Kusamas fejl, at Destroyer ikke når stjernerne, som den strækker sig efter. Begrænsningen ligger i et dovent manuskript, der er skrevet af Matt Manfredi og Phil Hay (som er Kusamas ægtefælle).

   Den første time er barsk og fungerer, fordi karakteren er nok i sig selv. Sagen har en krølle, som ophæver alle beviser. Og der er scenen på bjerget i sneen, som datteren Shelby stadig kan huske. Vi ser mennesket Erin i fuld figur og forstår, hvorfor filmen hedder Destroyer.

Destroyer. Instr.: Karyn Kusama. Manus: Phil Hay, Matt Manfredi. Foto: Julie Kirkwood. 120 min. USA 2018. Dansk premiere: 03.01.2019.

Fotos: CineMaterial/ Filmgrab/ Annapurna Pictures/ Scanbox Entertainment

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 20.06.2029

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.01.2019

Derek Cianfrance: The Place Beyond the Pines (2012)

BAG BJERGENE
Et tungt arvestykke om fædre og sønner

Af BO GREEN JENSEN

HANDLINGEN er hovedsagen. Der er få, men bestemmende skift i en ujævn skæbnefortælling, som dog er meget seværdig. Det er svært at fortælle om filmen uden at strejfe de vigtigste steder. Derfor denne spoiler alert. Undlad at læse mere, hvis du nødigt vil vide for meget på forhånd.

   Begrebet skæbnefortælling stammer fra litteraturen, og The Place Beyond the Pines opleves netop som noget, man læser. Der er et rum af refleksion og en tyngde i detaljerne, som skaber ro i strukturen. Disse kvaliteter gør samtidig filmen langsom og tung. Efter en tæt første time, der slutter på et afgørende sted, går billedsiden mere eller mindre i stå, da fortællingen tager over og begynder at folde temaer ud. Disse er evige og ret banale. Om man overbevises og lader sig gribe, er op til den enkelte tilskuer. Selv var jeg ikke helt overbevist.

BEGYNDELSEN er god. Strejferen Luke (Ryan Gosling) er roustabout i et tivoli, hvor han optræder med motorcykelstunts. Under et besøg i hjembyen opdager Luke, at han har en søn med Romina (Eva Mendes), som han forlod året før. Luke bliver i byen og prøver at få Romina til at forlade Kofi (Mahershalalhashbaz Ali), som er anderledes stabil. Samtidig begår han bankrøverier. Disse kup er overraskelsesangreb. Luke flygter på sin motorcykel og samles op i en ventende lastbil.

   Første del holdes i Lukes perspektiv, som er båret af vrede og rystende fart. Det er billeder, man kan mærke i maven, men de får brat ende efter en time, da fokus skifter til politibetjenten Avery (Bradley Cooper), som jager Luke efter et fejlslagent kup. Avery bliver såret og hyldes som en helt. En korruptionshistorie følger, da han opdager, hvordan man deler rovet i den lokale politistyrke.

   Betjenten plages af skyld, fordi han gjorde røverens søn faderløs. Avery har selv en hustru og en lille søn. Ingen forstår hans moralske dilemma. Avery fortæller sin chef om kollegerne, men denne vil ikke inddrages. Averys far er forhenværende dommer. Han hjælper sin søn med at gå til statsadvokaten (Bruce Greenwood), som uden begejstring afslører affæren. Til gengæld gør Avery politisk karriere.

MED de sideordnede historier er scenen sat for den sidste fortælling, som foregår 15 år efter og følger mændenes sønner. Avery er nu distriktsadvokat. AJ (Emory Cohen) har boet hos sin mor, men sendes hjem til Avery og møder Lukes søn Jason (Dane Dehaan) på skolen. AJ er en skidt knægt. Jason har altid ønsket at vide mere om sin far, men holder også af Kofi, som stadig er sammen med Romina.

   Fortiden får konsekvenser. Det er i denne del af filmen et problem, at publikum er klogere end de søgende sønner. Det hjælper heller ikke historien, at ingen ser ud til at være blevet ældre. Mest tvivlsom er dog den bibelske tone af skyld, som kan sones og tilgives. Motivet er mytisk, men afvikles som i en svag tv-serie. Den visuelle energi fra begyndelsen er blevet til livløs illustration.

DEREK Cianfrance er et betydeligt talent fra den amerikanske independent-scene. Han debuterede stærkt med Blue Valentine (2010), som fulgte et ægtepar over en årrække, fra kærlighedens begyndelse til dens slutning. Ryan Gosling og Michelle Williams havde rollerne som mand og hustru, og det lykkedes at få nuancerne med, mens fortid og nutid blev flettet sammen.

   I The Place Beyond the Pines har Cianfrance et større lærred til sin rådighed, men han bruger til at male et symboltungt genrestykke. Filmen er tyve minutter for lang og dør med Goslings karismatiske karakter. Men i begyndelsen har den kræfter, og man sætter pris på den store ro i historien, som aldrig bliver behagesyg.

   Desværre udebliver forløsningen. Spændingskurven går ned hele vejen. Ting sker, og så slutter det. Ganske som i virkeligheden, men uden de gode afsnit i midten.

The Place Beyond the Pines. Instr.: Derek Cianfrance. Manus: Ben Coccio, Darius Marder, Derek Cianfrance. Foto: Sean Bobbitt. 120 min. USA 2013. Dansk premiere: 28.03.2013

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanvbox Entertainment

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay

Teksten er fra Weekendavisen Kultur 01.04.2013