Dronningebilleder | Patrice Chéreau: La Reine Margot (1994)

DE LANGE KNIVES NAT

Sanselighed og politisk teater

Af BO GREEN JENSEN

BARTHOLOMÆUSNATTEN er blandt de mest radikale eksempler på religiøs og politisk udrensning i ældre europæisk historie. Natten til den 24. august 1572 gav den katolske kong Charles IX ordre til det organiserede massemord på »huguenotterne«, dvs. Frankrigs calvinistiske protestanter. Cirka 20.000 liv gik tabt.*

   Charles gav efter alt at dømme ordren på sin mors foranledning. Catherine de Medici (1519-1589) var allerede berømt og berygtet for sin store viden om dræbende gifte og raffinerede drabsmetoder. Hertugen af Guise, Catherines rådgiver og katolikkernes »jernmand«, velsignede planen og leverede soldater til at udføre den.

   En centralt placeret biperson i det politiske teater var kongens søster, Marguerite de Valois (1492-1549). Ti dage før Bartholomæusnatten blev hun gift med protestanten Henri de Bourbon, den senere Henri IV. Det skete i et besværgende forsøg på at dæmme op for det totale kaos. Det var samtidig let at få ram på de mest magtfulde protestanter, der var kommet til Paris som bryllupsgæster. På øjenvidnet Francois Dubois' maleri, som er vist ovenfor, kommer Catherine de Medici ud fra slottet og betragter resultatet af sine politiske manøvrer med tilfredshed.    

   I 1845 forstørrede Alexandre Dumas, underholderen par excellence i fransk litteratur, denne lille figur til en hovedperson i føljetonromanen La reine Margot, der tager lige så let på sit historiske forlæg som mesterens øvrige romaner eller romancer.**

   I 1954 blev romanen fornemt filmatiseret af Jean Dréville med en ung Jeanne Moreau i titelrollen. Abel Gance, manden bag den monumentale og aldrig fuldt færdiggjorte Napoleon (1927), skrev manuskriptet. Men det er strengt taget hverken Drévilles film eller Dumas’ historiske fantasi, som Patrice Chéreau har baseret 1994-versionen af Dronning Margot på. Han og manuskriptforfatteren Danièle Thompson har deres egen vision og dagsorden.  

DUMAS kan krediteres for intrigen. Det er Dumas, som med sædvanlig tæft for det effektivt kulørte lader Margot forelske sig i den protestantiske oprørsleder La Môle, som hun møder på et af de natlige togter gennem Paris, hvor hun færdes inkognito og samler partnere op. Dæmoniseringen af Catherine de Medici blev knæsat hos Dumas, og Chéreaus film bruger både skelettet og handlingsgangen fra hans roman. 

   På selve Bartholomæusnatten redder Margot sin elskers liv, og det er hende, som sørger for, at Henri, den senere konge, slipper uskadt fra slagteriet. Men skønt bogen bærer hendes navn, er hun ikke central for dens fremstilling. Det er hun derimod hos Chéreau. Filmen lever og ånder i kraft af kvindens karismatiske nærvær og sunde fornuft.

CHÉREAU tager hul på sin skæbnefortælling ti dage før Bartholomæusnatten, da Margot og Henri Navarre bliver gift. Stilen er fra starten høj og meget hektisk, sceneriet så visuelt overdådigt, at man straks drages ind i en tumultuarisk handlingsgang, som det er svært at orientere sig i. Chéreau dyrker mildest talt ikke den pædagogiske amerikanske form med skærmtekster, formidlende fortæller og regelret kronologi. Her går vi direkte i kødet på en fremdrømt historie, som efterhånden etablerer sin egen sprængte virkelighed.

   Vi hverken kender eller får forklaret baggrunden for stridigheden mellem de to huse, som brylluppet forener. I begyndelsen kan vi knap nok kende forskel på katolikker og huguenotter. Vi ser blot to talstærke renæssancefamilier, der udspionerer, bagtaler og forgifter hinanden, mens en heksegryde fuld af politiske intriger koger op i den brogede baggrund. På sin bryllupsnat tager Margot halvmaske på og går ud for at finde en elsker, mens Catherine lægger planer for, hvordan hun bedst kan blive af med den svigersøn, man har påtvunget hende. Vi er i en verden som Hamlets: skæv og forvreden, af led og af lave.

I DETTE kyniske klima er Margot en figur, som vi kan forholde os til, alene fordi hun insisterer på at følge sin lidenskab og sin menneskelighed. Det samme er den svage, forvirrede konge, der egentlig drømmer om at leve i fred med sin hemmelige hustru og deres barn. Da Henri redder Charles fra at blive dræbt af et vildsvin, formes nogle af de menneskelige relationer, som vi bedre kan sætte os ind i, på tværs af de politiske konstellationer.

   Isabelle Adjani har sanselig tyngde som den kompromisløse livsbekræfter Margot; Jean-Hughes Anglade ligner mest af alt en martret rockstjerne i rollen som den plagede kong Charles, og som Henri af Navarre udtrykker Daniel Auteuil på én gang skepsis, vantro og væmmelse over for det blodteater, han inddrages i. Han er skræmt fra vid og sans, men nægter alligevel at give køb på sine personlige værdier. Det samme gør Margot på sin måde, og efterhånden fatter ægtefællerne da også oprigtig sympati for hinanden.

DET er de tre, der bevæger sig. Det øvrige persongalleri er i højere grad skrevet frem som koncentrerede principper. Pascal Greggory er fyrig og firkantet som den handlekraftige Anjou. Virna Lisi (1936-2014), der som ung var blandt italiensk films »guddommelige skabninger«, har en sen signaturrolle som fabelvæsenet Catherine de Medici. Hendes kulde er statisk og stiliseret, mens schweizisk-franske Vincent Perez er varm og moderne i rollen som La Môle, der står uden for de aristokratiske hierarkier.

   Har filmen et politisk budskab, er det dét: privilegier og jagten på samme er gift, der går i blodet og kommer ud gennem huden som arsenik. I sidste billede sidder Margot i kareten med La Môles afhuggede hoved i sit skød. Det var et øjeblik muligt at bryde mønstret. Nu rulles friheden atter tilbage.

CHÉREAU arbejder virtuost med orkestreringen af det tiltagende hysteri. Ved at lægge den blodige udrensning i begyndelsen, hensætter filmen os effektivt i en fortumlet choktilstand, hvor strengt taget intet kan overraske. Begivenhederne får en egen absurd og modbydelig logik, skønt vi ofte har svært ved at følge personernes motivation.

   Indbegrebet af det halsløse grusomhedsteater – og overhovedet filmens suveræne sætstykke – falder i scenen, hvor Catherine har forgiftet den forkerte, og hendes søn bogstavelig talt sveder blod. Margot knæler i sin hvide kjole og tager kongens hoved i sit skød. Hun rejser sig dækket af broderens blod, og vi ser hvordan vanviddets og fanatismens aftryk ser ud.

PATRICE Chéreau (1944-2013) var teatermand – i parentes bemærket betragtede Dumas altid sig selv som dramatiker først og fremmest – og det bærer filmen præg af. Den er fuld af grand guignol-elementer og sværger til stofmættede tableauer, der konsekvent imponerer, men sjældent forklarer. 

   Af samme grund ligger filmens styrke i dens karakter af mareridtsagtig hallucination. Dronning Margot er en tættere og skarpere film end beslægtede franske bestræbelser som Roger Planchons Louis, enfant roi (1993, da. Barnekongen Louis). Set fra 2022 er La Reine Margot et forvarsel om de farve- og stofmættede fantasier i historiske serier og film som The Tudors (2007-2010), Medici (2016-2019), Elizabeth: The Golden Age (2007) og Mary Queen of Scots (2018). Filmen skildrer massedrabet og gravene med særlig makaber detaljerigdom. For Chéreau så en gentagelse af historien i 1990ernes etniske krige på Balkan. 

   Altså en kostumefilm med en væsentlig forskel. Her er historien mere end et påskud for pompøse kostumer og stift overspil. Chéreau illustrerer ikke historien. Han dekonstruerer den for at trænge ind til selve kernen. Det er der kommet en voldsom, visuelt overdådig og meget medrivende blodrus ud af. Eller som Alexandre Dumas selv udtrykte det: »Det er muligt, at jeg voldtager historien, men jeg giver den smukke børn.«

Se også Dronningebilleder | Mary Queen of Scots (2018); Dronningebilleder | Margrete den Første/ Queen of the North (2021); Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006); Justin Chadwick | Peter Morgan: The Other Boleyn Girl (2018).

*) Bartholomæusnatten gav genlyd i hele Europa og er skildret i alle kunstarter. Christopher Marlowe skrev sit sidste skuespil om The Massacre at Paris (1593). Hændelsen – som i Frankrig kaldes »le Massacre de la Saint-Barthélemy« – var i ældre historisk fiktion en ofte benyttet markør, der blev brugt som dramatisk bagtæppe, ikke ulig Det Stockholmske Blodbad i 1520. I Storbritannien skrev Stanley Weyman (1855-1928) sin første romantiske spændingsroman, The House of the Wolf (1890) om episoden. På dansk hedder bogen Bartolomæusnatten. Den udkom – i P. Jerndorff-Jessens stærkt forkortede og bearbejdede oversættelse – som bind 21 i serien Samlerens Perlebøger, der i min barndom stadig kunne konkurrere med Fremads Skatkammer og Gyldendals Udødelige. Weyman var i sin samtid en forfatter, man læste på linie med H. Rider Haggard, Robert Louis Stevenson og A.E.W. Mason. Graham Greene skrev og talte med varme om Weyman. I et tv-interview fra 1970 udtaler han: »The key books in my life included Anthony Hope, Rider Haggard, Captain Gilson, and I do occasionally reread them. Stanley Weyman in particular.« Weyman selv var især inspireret af Dumas. 

**) La reine Margot udkom første gang på dansk i 1846 (i to bind fra I.H. Schubothes Boghandling). Romanen er senere oversat af K.E. Hermann (1951) til Aschehougs samlede Dumas-udgave og af Svend Jensen i 1977 til Hernovs uforkortede udgave, der blev udgivet i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab. Alle tre udgaver har titlen Dronning Margot og er i to bind, men kun 1977-udgaven er uforkortet. Det er værd at bemærke, at Chéreaus film ikke griber blodrusen ud af luften. Den døende Charles siger til Henri: »Kongen af Frankrig bør være katolikkernes konge og ikke huguenotternes, for kongen af Frankrig bør være flertallets konge. Man siger, at jeg angrer, at jeg anstiftede Bartholomæusnatten. Tvivl, ja. Anger, nej. Man siger, at jeg sveder huguenotternes blod ud af alle porer. Jeg ved, hvad jeg sveder. Det er arsenik, ikke blod.«

La Reine Margot (Dronning Margot). Instr.: Patrice Chéreau. Manus: Danièle Thompson, Patrice Chéreau. Foto: Philippe Rousselot. 159 min. Frankrig-Italien-Tyskland 1994. Dansk premiere: 13.10.1995.

Fotos: Renn Productions/ France 2 Cinéma/ D.A. Films/ Nef Filmproduktions GmbH/ Degeto pour ARD/WMG/ RCS Films & TV/ Miramax/ IMDB/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Movie Posters Gallery/ Pathé/ Cohen Media Group [4K restauration trailer 2014]/ Wikipedia [Francois Dubois painting created between 1572 and 1584; Musée Cantonal des Beaux-Arts, Lausanne]

Filmen streames ikke i DK - i Frankrig på Netflix og Amazon Prime + iTunes

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 13.10.1995 [let ajourført og revideret 13.11.2022]

Dronningebilleder | Mary Queen of Scots (2018)

OFRE FOR HISTORIEN

Maria Stuart og Elizabeth I 

Af BO GREEN JENSEN

FOR lige at repetere historien, som er fortalt og fortolket utallige gange: Maria Stuart af Skotland (1542-1587) og dronning Elizabeth I af England (1533-1603) var kusiner.

   Katolikken Maria blev gift med den franske kronprins og var i et lille år dronning af Frankrig. Hun vendte hjem som enke i 1561 og giftede sig med sin fætter, Lord Darnley. Parrets søn, James, blev senere konge af både Skotland og af England. Det er efter ham, at vi har Kong James-bibelen. Han sponsorerede også Shakespeares teater.

   Protestanten Elizabeth var datter af Henrik VIII og Anne Boleyn (som Henrik lod henrette, da datteren var to et halvt år). I 1542, samme år som Maria blev født, overtog hun tronen efter sin far. Som dronning Elizabeth regerede hun England i 45 år.

DEN britiske udgave af Reformationen var fuld af royale og politiske intriger. Marias mand blev myrdet i 1567. Hun giftede sig med Jarlen af Bothwell, som formentlig stod bag drabet. Efter folkelig modstand blev hun sat i fængsel, abdicerede og overgav tronen til sin søn. Jarlen af Bothwell flygtede til Danmark og endte sine dage på Dragsholm Slot.

   Maria tog til England og bad sin kusine om hjælp. Elizabeth var fast besluttet på at undgå en religionskrig. Hun så Maria som en mulig rival, der kunne gøre krav på den engelske trone. Kusinen blev sat i husarrest og tilbragte de sidste 17 år af sit liv på forskellige slotte i England.

DER er delte meninger om, hvem der skrev de belastende breve, som implicerede Mary i et katolsk statskup. Måske var de forfalskninger; måske blev linier føjet til. De gjorde deres virkning. Elizabeth ville én gang for alle have fred og dømte sin kusine til døden. Maria blev halshugget på slottet Fotheringay. Det skete den 8. februar 1587.*

   Hun bedyrede til det sidste sin uskyld og citeres ofte for en uudgrundelig linie, som mange digtere har brugt: »I min slutning er min begyndelse.« Faktisk var det et motto, som hendes mor, Maria af Guise, lod brodere i sit våben: En ma fin est mon commencement.**

   Forholdet mellem de to kvinder er blevet set som et billede på mange slags dualisme: mellem sanselighed og askese, følelse og fornuft, sjælfuldhed og kynisme. Mary blev den romantiske martyr, Elizabeth en rationel magtfigur. Begge blev de ofre for historien.

DEN debuterende instruktør Josie Rourke – som til hverdag er leder af Donmar Warehouse i London og har mange teaterforestillinger bag sig – gør konflikten til et nyfeministisk lærestykke. Kvinderne er styret af maskuline kræfter. Den religiøse faktor nedtones, mens magtbegæret er helt skruet op. Henrettelsen på Fotheringay har en højtidelig, næsten rituel kvalitet.***

   

DE to dronninger bliver spillet af irske Saoirse Ronan og australske Margot Robbie. Ronan er god til at vise Marys grundlæggende varme. Robbie kan ikke helt matche Cate Blanchetts fremstilling i Shekhar Kapurs to film om Elizabeth (1998) og Elizabeth – The Golden Age (2007).

   Mændene er et mørkt, forvirrende mylder af kavalerer, ambassadører, gejstlige nøglepersoner og militære rådgivere. Der er en stemning af moderne kommandocentral i de skotske og engelske scener.

   Filmen begynder ved henrettelsen på Fotheringay, bryder så af og klipper tilbage til stranden, hvor Mary »kom hjem« fra Frankrig i 1561. Det lange forløb gennemspilles. Til slut bliver øksen hævet, mens Mary taler til sin søn i voice over: »I min slutning er min begyndelse. Jeg vil se på dig fra himlen, når din krone en dag forener to kongeriger – og vi vil omsider have fred.«

UNÆGTELIGT har filmen gode ideer og alle de bedste hensigter. Den er skrevet af Beau Willimon, som var medforfatter på Nexflix-udgaven af House of Cards (2013-2018) og stod for manuskriptet til George Clooneys The Ides of March (2011, da. Kamæleonen). Han forstår sig på spin og politiske rænker. Kilden er John Guys My Heart is My Own: The Life of Mary Queen of Scots (2004), en af adskillige nye biografier, som vil revidere offerbilledet af Maria.

   Rourkes teaterbaggrund fornægter sig ikke. Hun klipper stramt mellem hoffet i Skotland og hoffet i England. De to kvinder optræder aldrig alene. I Skotland er der mørkt og råt, men Mary lader kavalererne synge. I England bliver Elizabeth iscenesat som nationalsymbol. Hun har dårlig hud, er ubeslutsom og kasserer konstant sine fine broderier.

   

ALLE drab foregår i det åbne, så de sammensvorne ikke kan nægte bagefter. Det er vigtigt, at hver gennemfører et stød. Indtrykket er som af stammer, der fører en primitiv krig. De skotske landskabsbilleder er smukke, men føjer absolut intet til filmen.

   Endelig mødes de to kusiner og fører en lang dialog. Det er filmens største fiktion. Mary og Elizabeth havde en omfattende korrespondance, som er bevaret. Den består mest af bønner fra Mary og undvigende reaktioner fra Elizabeth. De to kvinder mødtes aldrig i virkeligheden.

   Det er ikke den værste rekonstruktion, men lidenskaben, som må have været der, mangler. Maria Stuart er blevet stærkt spillet af bl.a. Katharine Hepburn (1936), Vanessa Redgrave (1971) og Samantha Morton (2007). Saoirse Ronan slutter sig til processionen.

Se også Dronningebilleder | Margrete den Første/Queen of the North (2021); Yorgos Lanthimos: The Favourite (2018); Sofia Coppola: Marie Antoinette (2006); Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006); Pablo Larrain: Spencer (2021) [Oscars 2022]; Justin Chadwick | Peter Morgan: The Other Boleyn Girl (2008); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Dronningebilleder: Patrice Chéreau: La reine Margot (1994); Dronningebilleder | Marie Kreutzer: Corsage (2022) + 14 tekster i temaet Shakespeare.

*) Der er talrige fremstillinger i alle medier. Det første klip i filmhistorien er foretaget i The Execution of Mary Stuart, som Alfred Clark instruerede for Thomas Edison i 1895. Filmen, som varer 18 sekunder, viser kort og godt henrettelsen. Mary/Maria bliver spillet af Robert L. Thomae. Da øksen falder, sættes filmen i stå, og skuespillerens hoved erstattes med en attrap. Clark splejser negativerne sammen, og effekten mere end overbeviser.

   Hvor historien for alvor blev levende for mig, var i Simon Schamas fremragende dokumentarserie A History of Britain (BBC 2000-2002). I episode syv, som hedder »The Body of a Queen«,  står Schama ved resterne af Fotheringay og taler om Elizabeths tvivl og bevæggrunde. Han siger, at hun bagefter var »in deep denial of what she had done«. Betoningen er et skuespil værdig. A History of Britain er stor formidling i den bedste tradition fra Kenneth Clark (Civilisation), Alistair Cooke (America), Jacob Bronowski (The Ascent of Man) og David Attenborough (Life on Earth).

**) Komponisten Robert White skriver i februar 1569 til Sir William Cecil, Elizabeths nærmeste rådgiver: »In looking upon her cloth of estate, I noted this sentence embroidered: 'En ma fin est mon commencement', which is a riddle I understand not.« T.S. Eliot gjorde mottoet til sit eget (og Englands) i digtet »East Coker« (1940), den anden af krigsårenes Four Quartets, som blev samlet i 1943: »In my beginning is my end. In succession/ Houses rise and fall, crumble, are extended,/ Are removed, destroyed, restored, or in their place/ Is an open field, or a factory, or a by-pass.« Digtet er i fem dele og slutter: »Old men ought to be explorers/ Here or there does not matter/ We must be still and still moving/ Into another intensity/ For a further union, a deeper communion/ Through the dark cold and the empty desolation,/ The wave cry, the wind cry, the vast waters/ Of the petrel and the porpoise. In my end is my beginning.« Den amerikansk fødte digters familie kom fra East Coker til Amerika i 1660. Eliot – og siden 2013 også hans anden hustru, Valerie Eliot – er begravet i St. Michael's Church i East Coker.  

***) Navnet på slottet har særlig betydning for fans af sangskriveren Sandy Denny (1947-1978). Denny bliver husket som stemmen i Fairport Convention, fordi hun sang på tre af bandets vigtigste albums – What We Did On Our Holidays, Unhalfbricking og Liege & Lief (alle fra 1969). Indtrykket forstærkes, fordi hun vendte tilbage på Rising for the Moon (1975).

   Faktisk var Denny kun to år i Fairport. I 1971 kom den første af solopladerne, hun brændte mest for: The North Star Grassman and the Ravens. Siden fulgte Sandy (1972), Like an Old-Fashioned Waltz (1974) og Rendezvous (1977). Ingen af dem med særlig succes. 

   Mellem Fairport og solokarrieren dannede hun bandet Fotheringay sammen med sin mand, Trevor Lucas. De fik kun udsendt et enkelt album, Fotheringay, i 1970. I 2008 udkom et skrinlagt Fotheringay 2 sammen med demoer og koncertoptagelser. Siden 2015 er Fotheringay tilbage med tre af de overlevende medlemmer.

   Fotheringay tog sit navn fra sangen om Mary, som Denny skrev til Fairport-albummet What We Did on Our Holidays:

How often she has gazed from castle windows o’er,

And watched the daylight passing within her captive wall,

With no-one to heed her call.

The evening hour is fading within the dwindling sun,

And in a lonely moment those embers will be gone

And the last of the young birds flown.

Her days of precious freedom, forfeited long before,

To live such fruitless years behind a guarded door,

But those days will last no more.

Tomorrow at this hour she will be far away,

Much farther than these islands, or the lonely Fotheringay.

Fotheringay fik lov at forfalde og blev revet ned i 1630. Kun rester af murværket står tilbage. 

Mary Queen of Scots (Maria Stuart – Dronning af Skotland). Instr.: Josie Rourke. Manus: Beau Willimon. Foto: John Mathieson. 124 min. UK-USA 2018. Dansk premiere:14.03.2019. 

Fotos: Focus Features/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ BBC/ Hannibal Records/ East Coker Society/ History Today/ WikiWand/ National Museum of Scotland

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios 26.02.2019

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 15.03.2019.

Justin Chadwick | Peter Morgan: The Other Boleyn Girl (2008)

UDSATTE SØSTRE
Realpolitik i romantisk forklædning

Af BO GREEN JENSEN

KULØRT historieskrivning er en nyttig og fornøjelig kunstart, der kan bruges til mange forskellige ting.

   Den kan være et vindue til perioder, man har betragtet som golde, og i særligt livfulde tilfælde er den en veritabel tidsmaskine. Den kan være knastørt eksponerende eller decideret bevidsthedsudvidende. Det er en genre, som spænder fra OTA-bøger til Kongens fald, og det siger sig selv, at det gør en stor forskel, om man første gang hører historien hos B.S. Ingemann eller Ebbe Kløvedal Reich.

   Problemet opstår i det øjeblik, den fiktive skildring får status som sandhed. Store eksempler er The Birth of a Nation (1915, da. En nations fødsel) og Gone with the Wind (da. Borte med blæsten), både bogen fra 1936 og filmen fra 1939, som i årtier og generationer styrede den populære forestilling om, hvad den amerikanske borgerkrig gik ud på.

   I dansk sammenhæng har Carit Etlars Gøngehøvdingen (1853) fordrejet adskilligt. Det er derfor vigtigt at have en rig fiktionskultur, som belyser historien i mange genrer og stillag. Så kan den godt være ekstravagant og byde på radikale, indbyrdes modstridende tolkninger.

   I Storbritannien og USA er man ved at genopdage og nyfortolke perioder, som er beskrevet så ofte, at man ikke skulle tro, der var mere at sige. Især er man begyndt at se historiske skikkelser i deres ungdom. Om den ved man sjældent ret meget, så fantasien har frit spillerum. Flere film om den unge dronning Victoria er på vej, men den britiske reformation og renæssance, Elizabeths og Shakespeares tid, er det primære indsatsområde.

PÅ film er Henrik VIII (1491-1547) i regelen blevet spillet som den skæggede, lettere korpulente monark med kongekrone og hermelinskåbe, der poserer på Holbein den Yngres portrætter. Fra Emil Jannings (i Ernst Lubitschs tyske stumfilm Anna Boleyn, 1920) og Charles Laughton (i Alexander Kordas The Private Life of Henry VIII, 1933, og George Sidneys Young Bess, 1953) er der et stykke vej til den mere moderne version af monarken, Robert Shaw i A Man for All Seasons (1966) og Richard Burton i Anne of the Thousand Days (1969).

EN sammensmeltning af disse billeder fandt sted i den også herhjemme stærkt populære tv-serie The Six Wives of Henry VIII (1970), hvor australieren Keith Michell spillede Henrik. Også en spillefilm blev produceret, og for mange er Michells tilbagelænede fremstilling blevet den gængse. Henrik den 8. havde seks koner, som fik hovedet kappet af efter tur. Der var også noget med sir Thomas More, et brud med Rom og datteren Elizabeth, som blev dronning. Det er dog konerne, man husker, og det er om kongens libido, at man vil høre.

I NYE fremstillinger er det derfor den unge mand, som fremstilles. Henrik var 17 år, da han blev kronet i 1509 og ægtede Katarina af Aragonien, som var enke efter hans storebror. Holbeins portrætter er malet 1536-37, da kongen var i fyrrerne. Henrik var 55, da han døde som en kynisk og muligvis syfilitisk skørlevner.

   Det er klart, at der var en yngre udgave, og det er dén version af monarken, man møder i den meget kulørte serie The Tudors (2007-2010) som britiske BBC og amerikanske Showtime producerede sammen. Jonathan Rhys Meyers spiller Henrik, som man aldrig før har set ham, og Tudor-hoffet er skildret som et dekadent slagtehus, faktisk ikke ulig det billede af britisk renæssance, som man får hos Christopher Marlowe, William Shakespeare og Thomas Kyd.*

DET er også den yngre Henrik, man møder i The Other Boleyn Girl. Her bliver han spillet af Eric Bana. Anne Boleyn blev kongens anden hustru i 1536 og var hans dronning til sin henrettelse den 19. maj 1539. Skueprocessen, som førte til hendes dødsdom – anklagen lød på forræderi, heksekunst og incest – og Henriks brud med den katolske moderkirke er skildret mange gange, så godt som altid med Anne i rollen som et offer for historiens kræfter.

   Her rettes opmærksomheden mod Mary Boleyn, Annes søster, som er mindre velbeskrevet, fordi hun forsvandt ud af historien, da hun i 1534 giftede sig med William Stafford og flyttede til Essex, hvor hun levede til sin død i 1543.

   Søstrenes far, sir Thomas Boleyn, har håbet, at kongen vil falde for Anne. I stedet bliver det Mary, der må kassere sin første ægtemand. Hun når også at blive forelsket i Henrik, som imidlertid foretrækker Anne, da denne vender stærkt tilbage fra et charmekursus i Frankrig. Mary er mild, Anne er samvittighedsløs. Deres far er tilfreds, når blot en af dem sikrer sig kongens velvilje.

FILMEN bygger på en roman af Phillippa Gregory, en britisk Maria Helleberg, der har skrevet adskillige bøger om kvinder fra Tudor-tiden, bl.a. The Queen’s Fool (2003, om Mary Tudor og Elizabeth I), The Constant Princess (2005, om Katarina af Aragonien) og The Boleyn Inheritance (2006, om Anne af Cleves og Katherine Howard, Henriks fjerde og femte hustru). The Other Queen (2008) handler om Maria Stuart, og i The Virgin’s Lover (2004) giver Gregory sit billede af den voksne Elizabeth I. Man skyder næppe blindt i tågen, hvis man formoder, at Gregory også vil skrive romaner om Jane Seymour og Catherine Parr.**

   Gregorys særlige vinkel på stoffet er, at Henrik faktisk elskede Mary, mens Anne ville gøre alt for at blive dronning. Hun blev anklaget for at begå blodskam med sin bror, George Boleyn. I The Other Boleyn Girl er muligheden oppe at vende, fordi Anne er trængt ind i en krog og ved, at hun vil blive henrettet, hvis ikke hun føder kongen en søn. Hun har da et forslag til Mary og George. Det er dette chokerende sætstykke – hvor langt et nødstedt menneske er villig til at gå – som filmen arbejder sig ind til.

SCENEN er – alt efter hvor man befinder sig smagsmæssigt – enten hysterisk utroværdig eller tragisk og stærk på sin måde. Den har sikkert set lovende ud på papiret. The Other Boleyn Girl har manuskript af Peter Morgan. Morgan er interesseret i realpolitik og dyrker ikke altid den subtilitet, som han tillægges. Mange oplevede hans manuskript til Stephen Frears' The Queen (2006) som et nuanceret portræt af et menneske i en svær situation. Morgan har dog udtalt, at »as far as I’m aware, I wrote about a cold, emotionally detached, haughty, difficult, prickly, private, uncommunicative, out-of-touch bigot«.***

   Det skal siges, at scenen, søsterforholdet og den hysteriske undertone i relationerne fungerede bedre i den første version af Morgans dramatisering. Førsteudgaven af The Other Boleyn Girl var en tv-film, som Philippa Lowthorpe instruerede for BBC i 2003. Mary og Anna blev spillet af Natascha McElhone og Johdi May, mens Jared Harris havde rollen som Henry. Fordi budgettet var småt, blev der ikke gjort forsøg på at genskabe Tudor-tidens pragt.

DÉT er problemet hos Chadwick. Filmen vil bevare skarpheden og de mørke facetter fra Morgans tekst, men den vil samtidig være et overdådigt periodedrama, der indfrier nogle af de romantiske forventninger, som publikum nærer til genren. Det er faktisk dét, som lykkes bedst. Der er nærvær og ægte kropsvarme i kærlighedsscenerne mellem Henry og Mary. Derimod tror man aldrig for alvor på grundintrigens incestuøse grand guignol. Natalie Portman, Scarlett Johansson og Eric Bana ligner præcis, hvad de er: tre moderne Hollywood-stjerner.

CHADWICKS film er ingen katastrofe. Den har kostet 150 mio. kr. at realisere, og pengene er investeret fornuftigt. John Paul-Kellys produktionsdesign skaber illusionen om en hverdag, og Tudor-universet fornemmes som et virkeligt sted, ikke en teaterkulisse. Der er intet af den misforståede pynt, dårlige computerskabte effekter, som næsten ødelægger Elizabeth I (2005), den seneste tv-udgave af Elizabeths historie med Helen Mirren i titelrollen.

   Dronningebilledet i Shekhar Kapurs Elizabeth (1998) og Elizabeth: The Golden Age (2007) var lige så kulørt og ikke så velskrevet som The Other Boleyn Girl. Men Kapur havde en idé med sin overophedede stil. Det har Chadwick ikke.

   Alligevel må man misunde briterne, som stadig har plads til at dyrke den store historiske form. Det er år og dag siden, at danske filmskabere forsøgte sig i den omkostningskrævende kostumegenre. Der ligger stadig store film og venter i historien om tyskekrigene. Skulle vi ikke prøve at lave dem nu?

P.S. Teksten er skrevet i 2008. Dansk film kom sent – men stort – på banen med kulørte historiske stykker som Nikolaj Arcels En kongelig affære (2012), Ole Bornedals kontroversielle 1864 (2014) og Charlotte Sielings fejrede Margrete den Første (2021), der rammer præcis på de nævnte parametre. Der er ingen grund til at dvæle ved humoristiske fejlskud som Tordenskjold & Kold (2016). Der er derimod grund til at fremhæve Kasper Kalles Christian IV - Den sidste rejse (2018), en minimalistisk New Danish Screen-produktion, som skildrer forholdet mellem Christian IV og Kirsten Munk i flere livsaldre og med høj troværdighed, men uden effekter fra udklædningskassen. Tonen i C4 – som filmen hed i lang tid – er tæt på bestræbelsen i The Other Boleyn Girl.

Se også Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006); Idi Amin: The Last King of Scotland (2006); Ron Howard | Peter Morgan: Frost/Nixon (2008); Ron Howard | Peter Morgan: Rush (2013). 

NOTER

  

*) Der er en ny bevægelse mod psykologisk dybde, stille humanisme og politisk kompleksitet i periodeskildringen, som understøtter Wolf Hall (2015), Peter Kosminskys BBC-miniserie efter de første to af Hilary Mantels tre romaner om Thomas Cromwell (1485-1540), der gjorde karriere i kongens administration og fik titel af Lord Great Chamberlain, før han faldt i unåde og blev henrettet. Damien Lewis spiller Henrik VIII over for Mark Rylances Cromwell. I The Other Boleyn Girl er Rylance castet som søstrenes far. Peter Staughan har dramatiseret Wolf Hall (2009) og Bring Up the Bodies (2012). Trilogiens sidste bind, The Mirror and the Light (2020), er overført til teater og bliver utvivlsomt også produceret for tv. Mantels bøger er i en helt anden klasse end Philippa Gregorys, men dramatiseringerne er cirka på niveau.

**) The Taming of the Queen (2015) handler om Catherine Parr. Siden The Other Boleyn Girl (2001) har Phillippa Gregory (f. 1954) skrevet 41 bøger, som er ordnet i forskellige cykler og serier. 15 af dem foregår i Tudor-tiden. Før 2016 sondrede værklisten mellem Tudor Court- og Plantagenet-serien. Nu er romanerne samlet som The Plantagenet and Tudor Novels. De har alle historiske kvinder i centrum. Der er endnu ikke et dedikeret bind om Jane Seymour. 

***) Peter Morgans udtalelse stammer fra et interview i London Evening Standard den 7. oktober 2006. Interviewet ligger på avisens hjemmeside, men er uden byline. Det er derfor ikke muligt at kreditere artiklens forfatter.

The Other Boleyn Girl (Den anden søster). Instr.: Justin Chadwick. Manus: Peter Morgan. Foto: Kieran McGuigan. 116 min. USA-UK 2008. Dansk premiere:22.08.2008.

Fotos: Columbia Pictures/ Focus Features/ BBC Films/ Relativity Media/ Ruby Films/ Scott Rudin Productions/ Wikimedia (Hans Holbein Portraits)/ UFA/ MGM/ EMI/ BBC/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på AMAZON STORE, Apple TV, Rakuten TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios 21.03.2011

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 22.08.2008.