Translate

Viser opslag med etiketten Marisa Paredes. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Marisa Paredes. Vis alle opslag

lørdag den 19. marts 2022

Pedro Almodóvar: Alt om min mor/Todo sobre mi madre (1999)


SMÅ BEFRIELSER
Med suveræn selvfølgelighed

Af BO GREEN JENSEN

OKTOBER 1999: DET var brødrene Jean-Pierre og Luc Dardennes Rosetta, en lille belgisk dogmefilm, som modtog Guldpalmen, og det var franske Bruno Dumonts L’Humanité, som imponerede juryformanden David Cronenberg mest ved årets Cannes Festival.
   Havde det stået til publikum – og det vil i Cannes sige kritikerne – ville Pedro Almodóvars Alt om min mor have fået stemplet som årets suverænt bedste film. Nu blev det »kun« til et palmeblad for bedste instruktion, men ved det pressemøde med les palmarès, som afvikles efter afslutningsceremonien, var der ingen tvivl om, hvem vinderen var. Almodóvar blev modtaget med stående bifald. Og gav sig i øvrigt til at sige en masse pæne ting om de andre film.


NÅR det skulle være sådan, var anerkendelsen til instruktøren velanbragt. Almodóvar har altid skrevet højspændt melodramatiske historier, som lever i og med en grad af stilisering, der gør det muligt for ham at blande humor og tragedie, kitschet sex og stærke, klare kulører i en sprængform, som ligger lige på kanten af, hvad man kan tillade sig. Han begyndte karrieren med ekstreme film som Passionens labyrint (1982), Dunkle drifter (1983) og Kærlighedens matadorer (1985), der er svær at finde en smilerynke i, men fandt sin form og fik sit gennembrud med Kvinder på randen af nervøst sammenbrud (1988), hvor Almodóvars uforlignelige tone klinger for første gang.


EFTER de stadig mere karikerede burlesker Bind mig, elsk mig (1990), Høje hæle (1991) og Kika (1993) kom Min hemmeligheds blomst (1995) som en lille befrielse. Det var et lavmælt, næsten Douglas Sirk'sk melodrama, som tog sine personer alvorligt og holdt sig til kvindernes synsvinkel, for en gangs skyld uden den neurotiske sex og den gæve transkønnethed, der siden instruktørens litterære debut med novellekredsen om Patty Diffusa havde været Almodóvars varemærke. I Kødet skælver (1997), en meget fri filmatisering af Ruth Rendells tætte thriller Live Flesh, var der endog blevet plads til at udvikle en slags politisk bevidsthed, og tonen nærmede sig ren realisme.
   Derfor kommer også Alt om min mor som en lille befrielse. Her er begyndelsens frodige unoder nemlig tilbage, og Almodóvar har alle billedkortene fremme: transvestitterne, det høje melodrama, de fortrolige kvinder og den neurotiske sex. Men også den modne alvor og livlinen til virkeligheden er bibeholdt. Det handler om store, rene følelser, som gør sig gældende på tværs af hensyn og fordomme, og strengt taget er det jo sådan.



DET er atter to af sine modne kvinder, Cecilia Roth og Marisa Paredes, som Almodóvar betror den kringlede historie. Lægen Manuela (Roth) har opdraget sønnen Esteban alene. De lever i en slags søskendeforhold, deler en kærlighed til gamle film som Joseph Mankiewiczs All About Eve (1950, da. Alt om Eva), der også hører til Almodóvars favoritter, og nyder generelt hinandens selskab. Esteban vil gerne skrive. Hans helt er Truman Capote, men det er Tennessee Wiliiams' klassiker A Streetcar Named Desire (da. Omstigning til Paradis), som de fejrer hans 17-års fødselsdag med at se. Esteban er nemlig meget optaget af skuespillerinden Humo Roja (Paredes), som spiller Blanche DuBois i den opsætning, der gæster Madrid.



EFTER forestillingen venter de i regnen ved teatret, fordi Esteban vil bede Roja om hendes autograf. Divaen skændes med sin kæreste, den stimulansafhængige og kronisk kværulerende Nina (Candela Pena), og har ikke overskud til til fans. Drengen løber efter bilen og bliver påkørt af en taxi. Ligesom Kødet skælver er filmen i scopeformat, og Almodóvars fotograf Affonso Beato lader kameraet tilte 180 grader. Med den døendes øjne ser vi Manuela komme løbende i en verden, der bogstaveligt er knækket og væltet.



PÅ denne ubærlighed er filmen bygget. Det er savnet af Esteban, som styrer Manuelas handlinger, men nu investerer Almodóvar for alvor sin kærlige humor i skæbnekabalen. Manuela tager til Barcelona for at finde Estebans far, den transseksuelle Lola, som hun ikke har set i alle årene. I stedet finder hun en anden ven fra dengang, den ukueligt charmerende Agrado (Antonia San Juan), der »fik sine bryster« sammen med Lola. Manuela bliver også en reservemor for den gravide Søster Rosa (Penélope Cruz), er påklæderske for Huma og Nina, ja kommer endog selv til at stå på scenen i Omstigning til Paradis.



DET hele slutter stort, tragisk og meget livsbekræftende, men undervejs er det jo ikke dette skæbnemønster, som ligger os mest på sinde. Almodóvar tager sine mennesker alvorligt og gør os oprigtigt engagerede i historien på en måde, som man ikke var i Bind mig, elsk mig og Kika, men det er tonen i de situationer som opstår, der er filmens største kvalitet. En eftermiddag drikker den sørgende Manuela champagne med en neurotisk diva, en hiv-positiv nonne og en prostitueret transseksuel. De fire lér og snakker så ubesværet, at den gode stemning breder sig til hele salen.



OVERHOVEDET er det længe siden, at en film har inddraget tilskuerne så stærkt. Almodóvar er hinsides gisnen om, hvad hans publikum synes om og forventer. Han meddeler sig fuldkommen ubesværet og har med årene udviklet en sjette sans for at lave perfekte billeder. Det var publikum, der ville give ham prisen i Cannes, og i dét er der poetisk retfærdighed. Alt om min mor er nemlig publikums film, og den er fuld af små befrielser.



Alt om min mor (Todo sobre mi madre). Instr. & manus: Pedro Almodóvar. Foto: Affonso Beato. 101 min. Spanien 1999. Dansk premiere: 29.10.1999.


Fotos: El Deseo/ France 2 Cinéma/ Canal +/ Renn Productions/ Via Digital/ Sony Pictures Classics/ The Hollywood Reporter/ Variety/ Festival de Cannes/ YouTube (Coolidge Center Oriiginal Trailer)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio,SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Soul Media (DK) 08.11.2021.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.10.1999.

mandag den 14. marts 2022

Pedro Almodóvar: Huden jeg bor i/ La piel que habito (2011)


ØJNE UDEN ANSIGT

Hysterisk konfekt med forsonende kærtegn

Af BO GREEN JENSEN

PEDRO Almodóvar nærer en kærlighed til det mørke melodrama, der er strakt så stramt over stoffet, at det truer med at kamme over i selvparodi og rent hysteri. Især er han glad for begravede hemmeligheder, der ulmer i bunden af plottet og røbes på spektakulær vis til slut. Og for anspændt erotiske situationer, hvor en aktiv part voldtager den svage med en uventet, kærlig forløsning til følge.
   Som meget andet hos den spanske filmskaber, der i ekstrem grad udtrykker sig gennem stilen, er dragningen mod den forvredne passion på én gang en betragtelig styrke og en betydelig svaghed. Almodóvar har aldrig været bange for at gå så langt, som det er muligt og ofte også nødvendigt, hvis man vil nå sine mål. Hable con ella (2002, da. Tal til hende), en ejendommelig fabel om koma, kærlig voldtægt og kønnets undren, hører til hans bedste og mest personlige film.


SOM regel, og når han er bedst, bliver Almodóvar reddet af humoren, varmen og menneskeligheden, der udmærkede de kitschede sexstykker fra begyndelsen af værklisten. Film som ¡Atame! (1990, da. 
Bind mig, elsk mig!), Tacones lejanos (1991, da. Høje hæle) og Kika (1993) havde været ubærlige uden smilet i bunden. Og tidlige film som Laberinto de pasiones (1982, da. Passionens labyrint), Matador (1986, da. Kærlighedens matadorer) og La ley del deseo (1987, da. Begærets lov) er eksempler på, at den rensede mørke lidenskab kan fungere.
   Omvendt har en overdosering af alvor, æstetik og manér ført til svulstige vildfarelser, som blot bliver mere frusterende af at være så gennemført realiseret. Især i det seneste tiår har Almodóvar forsøgt at fjerne selvironien. La mala educacíon (2004, da. Dårlig dannelse) og Los abrazos rotos (2009, da. Brudte favntag) er eksempler. Heldigvis er der også film som Volver (2006), hvor et cast af stærke kvinder arbejder sammen som i hovedværkerne Mujeres al borde de un ataque de nervios (1988, da. Kvinder på randen af nervøst sammenbrud) og Todo sobre mi madre (1999, da. Alt om min mor).



MAN fornemmer nok, at dette ikke er optakten til en begejstret anmeldelse af La piel que habito, som på dansk meget straight hedder Huden jeg bor i. Instruktørens spillefilm nr. 18 har ellers gode kort på hånden. For første gang siden 1990 er Antonio Banderas tilbage i den mandlige hovedrolle. Også ikonet Marisa Paredes medvirker, og Elena Anaya er et dækkende valg til rollen som identitetsmysteriet Vera Cruz. Hendes navn er sådan cirka den eneste smilerynke i filmen. Plottets krumtap er et chokerende vilkår, som forrykker hele fundamentet og som derfor ikke må afsløres for nogen pris.*



AF samme grund er det svært at skrive om historien, som bygger på en sort psykothriller, Mygale (1984, da. Spindleren) af franskmanden Thierry Jonquet.
   Det er en af den slags film, hvor kirurgen Robert Legard (Banderas) har en fuldt udrustet operationsstue med tilhørende forsøgslaboratorium i den Batgrotte-agtige kælder under sit hus. Længe er det uklart, om kvinden Vera Cruz er fange, patient eller forsøgsdyr. Kun husholdersken (Paredes) kender hele sandheden.
   Legards problemer begynder, da husholderskens kriminelle søn ved et tilfælde opdager, at huset rummer en smuk hemmelighed. Dét tør siges. Hele filmen ånder tungt af hemmeligheder, næsten så man hiver efter vejret. Det er et væsentligt hint, at Legard på et tidspunkt har mistet sin hustru. Samt at lægen er en kapacitet på sit felt, hvor man forsker i at genopbygge ødelagte ansigtstræk.



DET er svært at tage kernen i mysteriet helt alvorligt. Til gengæld bliver filmen reddet på stregen, fordi Almodóvar lader varme og ømhed være en ægte faktor i det skematiske hævndrama. Så man overraskes atter af mildheden.
   Visuelt udgør filmen en hyldest til Georges Franjus horrorklassiker Les yeux sans visage (1960, da. Øjne uden ansigt), som citeres så udførligt, at det halve kunne være nok. Scenografien (af Antxón Gómez) er overdådig, og Alberto Iglesias har komponeret et stemningsfuldt score. På den æstetiske side af sagen er der ingenting at komme efter.



HER er voldtægt, mordbrand, sindssygdom, flere kronologiske lag og en god portion gender bending i spil. Og det er sandt, som britiske anmeldere har bemærket, at man kan forestille sig en Hitchcock-version af historien med Cary Grant i Banderas’ rolle. Der er det samme formelle mesterskab. Problemet er bare, at det aldrig brænder på for Almodóvar. Der er ingen tegn på engagement eller lidenskab i den genrehistoriske rebus, som filmen minder om, når den er koldest og værst.



HUDEN jeg bor i må være indbegrebet af en interessant fejltagelse. Man kan ikke kalde filmen vellykket ud fra nogen fornuftig betragtning, men som hysterisk konstruktion har den underholdningsværdi. Især er der gode kærlighedsscener, hvor kærtegnet bliver det eneste sikre i en virkelighed, som er skabt af illusioner, misforstået skyld og en syntetisk hud, som man ikke kan krænge af sig.

*) Det er dog frejdigt lagt frem i den trailer, som reklamerer for filmen. Faktisk er traileren spækket med spoilers. Som kritiker bliver man ofte beskyldt for at røbe for meget. Så med tiden lærer man at lade være og hellere sige for lidt end for meget, skønt der af samme grund bliver lag og motiver, som man ikke kan gå ned i. Jeg sætter selv pris på intet at vide før filmen. Det er en del af attraktionen ved at være på festivaler. Omvendt undrer det mig, at læserne er sarte, når man tager i betragtning, hvor meget der bliver afsløret, alene i en gennemsnitstrailer. Dén for Huden jeg bor i er særligt slem. Derfor en ekstra spoiler alert. 



Huden jeg bor i (La piel que habito). Instr.,: Pedro Almodóvar. Manus: Agustín & Pedro Almodóvar. Foto: José Luis Alcaine. 117 min. Spanien-USA 2011. Dansk premiere: 29.09.2011.




Fotos: El Deseo/ Blue Haze Entertainment/ Canal+ España/ FilmNation Entertainment/ ICO/ ICAA/ Televisión Española/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Pathé Distribution 26.12.2011
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 30.09.2011